Nørrebro i 1830 – 1840

Der boede kun 400 mennesker på Nørrebro. ”Vajende Faner og Klingende Spil”. Stenhuggerhuset. Lågerne førte til strid. Udsigt til Østerbro Vægternes kohorn. Søernes muntre liv. Den smalle dæmning. Feilbergs Voksfabrik og Manchesterfabrikken. En tur op ad Nørrebrogade – dengang. Kaptajn Grams Have. Gartner Carl Hansen. Lysestøber Petersen. Et offentligt dansested. Jødevejen. De to statelige bygninger på Runddelen. Svendsens Reberbane. På den anden side af Runddelen. En stubmølle på venstre side. Solitude. Lille Ravnsborg. Indgangen til kirkegården. Skt. Hans Plads. En pot kegler på ”Billigheden”. Blegdamsvej. Fællederne – et udflugtssted. Hvem boede på Nørrebro – dengang? Handelen var kun svagt repræsenteret. Hvem styrede løjerne? Underholdning på Nørrebro. Lystigheder på Fællederne. De ”militære” øvelser savnede respekt. Indkvartering på Nørrebro

 

Der boede kun 800 mennesker på Nørrebro

Der boede kun 800 mennesker på Nørrebro i 1830. Hvordan så det ud dengang i slutningen af Frederik den Sjettes tid og begyndelsen af Christian den Ottendes tid?

Nørrebro lå stille hen, levede sit eget liv, sjældent befærdet end andre end sine egne beboere. Dog var det bønderne, der skulle til og fra byerne med alle deres varer. Og så var Nørrebro også kendt for Assistens Kirkegården. Og her kunne være store begravelser.

 

Vajende Faner og klingende Spil

Det var også hertil man kom, når man trak hjem med vajende faner og klingende spil, når man havde været på Fælleden. Endelig blev Nørrebro benyttet af hjemvendte skovgæster og som havde forlænget denne skovtur. Når midnatsstunden var passeret, var Nørreport den eneste adgang. Her var der åben hele natten.

Det var dengang man havde en dæmning over søerne med krusende søer på begge sider. På den ene side Peblingesøen med Ægteskabsstien (eller Kærlighedsstien?) Her var masser af marker dengang.

 

Stenhuggerhuset

Hvor nu Dosseringen munder ud i Nørrebrogade lå et lille hus ”Stenhuggerhuset”, hvis beboer blandt andet havde opsyn med gitterlågerne som førte til gangstierne langs to af søerne. På nordsiden var de ikke tilgængelige for almindelige dødelige.

 

Lågerne førte til strid

At have nøgle til disse låger og navnlig til den der førte til Østerbro, var en særlig herlighed. Denne nøgle måtte ikke udleveres til andre. Men familien måtte gerne komme med på gåturen.

Denne afspærring førte til megen strid. Ofte var gitterportene ødelagt i protest.

 

Udsigt til Østerbro

På højre side lå Sortedamssøen eller også kaldet Sortesø. I det fjerne kunne man se et højt, hvidt, stateligt hus med blåt tag. Længere mod nord gamle Tuteins ejendom ”Rosendal” og så var det lige kronerne af de gamle træer i Classens Have.

 

Vægternes kohorn

Langs søens sydlige bred strakte Kærlighedsstien sig.  Søens nordlige bred blev begrænset af blegdammene. Her lå lange hvide strimler lærred side om side på bleg. De blev bleget i solen og blev hærdet af natteduggen. Om natten kom vægterne og blæste i deres kohorn for at skræmme evt. tyve bort.

Søerne var dengang ikke så reguleret som nu.  De smalle gangstier er nu blevet til bredere spadseregange. Dengang var disse gangstier stærkt befærdede både sommer og vinter.

 

Søernes muntre liv

Dengang havde byens borgere mange både liggende i søen. Det var forbudt at kaste affald i søen, men politiet så gennem fingrene med dette. Når vejret var til det var det her hundredvis af skøjteløbere.

Her var også kaner og slæder, lirekasser og kagekoner. Der var drenge, der forhandlede lygter af papir og mindre fyrværkerisager – kort sagt – her var et muntert liv.

Damer svingede sig mere eller mindre graciøst på skøjterne Og de fik i hvert fald mange beundringsværdige blikke af en skare herresvingslåede kurmagere.

En anden adspredelse var fiskeriet, selv om det faktisk var forbudt.

 

Den smalle dæmning

Dæmningen over søen var langt smallere end den nuværende Dronning Louises Bro. Men dengang var der hverken omnibusser eller sporvogne.

 

Feilbergs Voksfabrik og Manchesterfabrikken

Her lå en høj bygning med træluger i stedet for vinduer. Det røde tag løb op i en spids. Det var Feilbergs Voksfabrik. Længere mod øst lige ud til søen lå en stor gul statelig bygning med flade sirlige, hvide piller med et blåt tag. Det var Manchesterfabrikken, som var en bomuldsfabrik. Den havde engang adressen Sortedams Dossering 85.

 

En tur op ad Nørrebrogade – dengang

Vi tager lige en tur op ad Nørrebrogade – dengang.

Et grimt plankeværk omsluttede ejendommen Store Ravnsborgs have med talrige drivhuse og mistbænke. Det tilhørte gartner Batzke og senere hans sønner. Selve Ravnsborgs hovedbygning var en gammel ejendom, hvis historie går århundreder tilbage i tiden.

Den blev benyttet af samtidens mange klubber og foreninger. Ved et salg blev der realiseret en stor formue til glæde for foreningernes medlemmer. Nørrebros Teater i Ravnsborggade ligger på denne grund.

 

Kaptajn Grams Have

Så kommer vi til Fælledvej, hvor der igen er et plankeværk. Der omslutter en lille hjørneejendom, der lå lidt tilbage fra vejen. Det var indgang fra Nørrebrogade og omgivet af en gammel have med skyggefugle træer og en lukket keglebane.

Ejendommen tilhørte skibskaptajn Gram, der for det meste opholdt sig på Grønland. En stor del af året var han fraværende. Men så var det hans kone, der passede stedet. Det var nemlig et yndet traktørsted, der blev kaldt ”Kaptajn Grams Have”.

Det var nu meget tarveligt men propert. Stedet var godt besøgt, men her var aldrig larm og ballade. Keglebanen var især besøgt af officerer og studenter. Foruden rullende kegler hørte man drikkeviser og fædrelandssange herfra. Men der var aldrig slagsmål.

Husets døtre var belevne, velopdragende og meget smukke. Skønt de hjalp med opvartningen, var der aldrig nogle gæster, der overskred ”sømlighedens grænser”. En af dem blev gift med en kendt redaktør og politiker. En anden med en højt anset professor ved en af vores læreanstalter.

 

Gartner Carl Hansen

Kaptajn Grams nabo var gartner Carl Hansen, skjult bag Nørrebrogade 36, langt tilbage fra gaden. Em skyggefuld lindealle førte derop. Ejendommens vidtstrakte haver nåede helt op til den nuværende Guldbergsgade. Det var et anseeligt gartneri. Carl Hansen døde desværre meget tidligt vistnok i begyndelsen af trediverne.

Hans enke fortsatte med at drive det hjulpet af sin søn. Forfatteren Christian Winther boede i lang til leje i denne ejendom. Der gik rygter om, at han var forlovet med enken.

Ved enkens død købte gartner Fløystrup ejendommen. Der gik også rygter om at greve Enevold Brandt – det var ham, der blev henrettet sammen med Struensee, havde beboet huset. Men om dette er rigtigt vides ikke.

 

Lysestøber Petersen

Derefter kom der et par småhuse. Og grunden, hvor nu Elmegade udmunder i Nørrebrogade, blev ejet af lysestøber Petersen, der var en meget virksom mand. Han var med til at sætte gang i bygningen af Skt. Johannes Kirken og asylet på Blegdamsvej. Han tog del i oprettelsen af Bespisningsforeninger og indsamlinger til velgørende formål.

 

En offentlig dansebod

Op til hans hus stødte et par andre ejendomme med mellemliggende haver – en større bygning på to etager – derefter en lille lav 1-etages bygning. Denne bygning var en skræk for alle ærbare husmødre på Nørrebro eftersom det her var en meget besøgt offentlig dansebod, som øvede en stærk tiltrækning på Nørrebros piger, karle og håndværkssvende.

Så fulgte igen et par haver og et par småejendomme og så når vi til Drewsens Svovlfabrik, en stor bygning med flere bagbygninger og fabrikslokaler, som i årenes løb var præget af jævnlig ildebrand.

 

Jødevejen

Vi er nu nået til Møllegade, som dengang hed Jødevejen. Men der var dog ingen skilt med dette navn anført. Vejen førte til Mosaisk Kirkegård og videre til ”Sandgravene” Ved enden af vejen over på den anden side lå byens eneste bageri, der blev drevet af bager Borup.

Det var en pæn lille et-etagers bygning omgivet af en pyntelig have med mange sjældne planter. Ejeren var en kyndig blomsterven og en ivrig rosendyrker.

 

Goltzes to bygninger på Runddelen

Så når vi til Nørrebros Runddel som var svagt bebygget. Der var dog to ganske ensartede smukke statelige bygninger belagt med blå glaserede tagsten. De lå lidt tilbagetrukne fra gadelinjen omgivet af skyggefulde haver med udsigt til den lange hvide kirkegårdsmur og høje træer indenfor. Husene blev ejet af klædefabrikant Goltze. Bag bygningerne var der fabrikslokaler og lager.

De to bygninger havde høj kælder og en etage ovenover med små kviste i taget. Den ene blev beboet af ejeren. Den anden af direktør ved grønlandske handel, justitsråd P. Motzfeldt og senere kammerherre K.J. Hauch, død som departementsdirektør i finansministeriet.

 

Svendsens Reberbane

Efter de to ejendomme kom til sidst Svendsens Reberbane, der strakte sig lige ud til enden af Nørrebrogade og hjørnet af Jagtvejen. Den optog et terræn, der i dag udgør Frederik den Syvendes Gade, Sjællandsgade og Prinsesse Charlottes Gade.

 

På den anden side af Runddelen

Over på den anden side, der hvor vi i dag finder Nørrebros Apotek lå Ølunds Mølle. Lige ud fulgte Frederiksundsvej -senere Lygtevejen og endnu senere Nørrebrogade ud til Lygten Kro med bom og smedje, forbi Ventegodt.

Længere ude lå den højtliggende Bispebjerg Mølle.

Til højre ved Nørrebros Runddel lå Jagtvejen, der gik helt ud til Vibenshus og Sundet. Til venstre var Falkoner Alléen, der fortsatte ad Allégade til Frederiksberg Runddel.

 

En stubmølle på venstre side

Hvad lå der så på Nørrebros venstre side efter Blågården? Lidt tilbagetrukket fra gadelinjen lå en stubmølle med sit beskedne hus. Så kom et par mindre ejendomme med haver.

 

Solitude

Parcelvejen senere omdøbt til Griffenfeldtsgade eksisterede ikke endnu. Så helt op til Blågårdsterrænet strakte sig Solitudes jorder og store have. Dengang i 1830erne og 1840erne så Solitude med sin lave 1 – etages hovedbygning med buede vinduer og et smukt tagparti af blanke blå glaserede sten temmelig uforandret ud. På et tidspunkt ejede familien Haxthausen gården. Vi har tidligere skrevet en artikel om stedet.

Det var en række lystgårde i den umiddelbare nærhed som Rolighed, Mariendal, Sindsville, Grøndal, Lykkesholm, Ventegodt, Forhåbningsholm m.m.

Til Solitude hørte en stor skyggefuld have, samt marker og enge, der strakte sig ned til Ladegårdsåen. Efter Blågården var det hvis nok den største ejendom på Nørrebro. Den havde en statslig indkørsel fra Nørrebrogade,

På en del af Solitudes arealer blev der engang dyrket rabarber, som en gartner havde lejet af Bikuben, der havde erhvervet Solitude af arvinger efter kaptajn Bangert, som i 1830erne ejede gården.

 

Lille Ravnsborg

Efter et par mindre ejendomme – en tilhørende en graver Sibolt og en Andersen, hvor Nørrebros eneste pigeskole lå. Så kom beværtningen ”Lille Ravnsborg” med en tarvelig have med borde og bænke foran. Det var et meget søgt traktørsted, hvor ”den salig Afdødes” gravøl blev drukket efter jordefærden af de sørgende efterladte, iført høj sort hat og den lange sorte lig-kappe med et lille slag.

Her var både keglebane og billard og masser af våde varer.

 

Indgangen til kirkegården

Indgangen til kirkegården var næsten lige som nu, bortset fra at der var talrige udsalg af kranse og blomster. Til højre for indgangen lå en lille graverbolig. Allerede dengang bestemte man at kirkegården skulle nedlægges efter 1960 og i 1980 skulle den helt sløjfes. Det er som bekendt ikke sket.

 

Skt. Hans Plads

Skt. Hans Plads fik først sit navn efter at Skt. Johannes kirke var opført. Fra den udgik til venstre Jødevejen – senere kaldet Guldbergsgade efter professor Fr. Høegh-Guldberg, der havde sin bolig i nærheden af traktørstedet ”Billigheden”

 

En pot kegler på Billigheden.

Dette sted var stærkt søgt af Københavns borgstand, som her fik sig mangen ”pot kegler”. Jødevejen omfattede mod nord og vest den mosaiske kirkegård. Det sidste stykke op mod Nørrebrogade fik gaden navnet Møllegade.

 

Blegdamsvej

Fra Skt. Hans Torv udgik to store forbindelsesled mod Østerbro og Strandvejen, nemlig Blegdamsvejen. Nørre allé omsluttede Blegdams- og Øster fælled. På Blegdamsvejen blev der bygget statelige privathuse og flere offentlige bygninger.

• Ting – og Arresthuset, Johannes Stiftelsen, Amtssygehuset og fabrikker

Her havde Buntzen – Thomasine Heibergs far, sin sommerbolig (på Voks-blegen) I 1834 tog maler Købkes far – den gamle bager Købke sin bolig i brug ved Blegdamsvejen. Chresten Købke fandt sine talrige motiver her ved Dosseringen og det nærliggende Østerbro.

 

Fællederne – et udflugtsmål

Fællederne blev benyttet til græsning af stadens heste og kvæg. Men her var stadig plads til diverse våbenøvelser.

Især om sommeren var Blegdams Fælled tumleplads – især søndag eftermiddag for den jævne befolkning. Familien tog madkurv og drikkevarer med. Ungdommen forlystede sig med drager og langbold men også med at jage kreaturerne. Man talte om at tage arealet i brug til bygning af et hospital.

 

Hvem boede på Nørrebro?

Her på Nørrebro kunne embedsmænd sidde til en billig husleje i landlige omgivelser. Og så kunne man plante kål i gen have. Her boede også pensionister, forhenværende handlende og industridrivende, der havde trukket sig tilbage fra forretningslivet.

Her levede også enker og ældre ugifte damer og endelig de få, der havde deres virksomhed på Nørrebro, det var fabrikanter, tømmerhandlende, gartnere, funktionærer ved kirkegårdene, værtshusholdere, slagtere, småhandlende og håndværkere. Dertil kom en lille arbejderbefolkning. Dette ændrede sig nogle år senere. Da kom arbejderne i hobetal til Nørrebro.

 

Handelen kun svagt repræsenteret

Handelen var ikke særligt repræsenteret på Nørrebro. Beboerne måtte hente deres forbrug i hovedstaden. Dette kunne godt være besværligt i en tid uden omnibusser og sporveje. Det er i grunden sjov at tænke sig, at omkring 1920 var Nørrebro, Danmarks største handelscenter med Danmarks største handelsforening med ca. 850 medlemmer.

Vi har tidligere nævnt en bager i bydelen. Men der var også en urtekræmmer langt ude på Nørrebro. Denne blev i 1840erne afløst af en der etablerede sig på Fælledvej i nyopførte bygninger. Her var en enkelt handlende med lys og tråd, et mælkeudsalg og en spækhøker hist og her.

Der var mangel på byttepenge på Nørrebro. Den nævnte urtekræmmer lavede sine egne mønter af tyndt pap eller gamle spillekort. Han klippede små firkanter som han forsynede med segl og påskrift med værdiangivelse.

Et par kagekoner havde oprettet boder ved Nørreport og ved kirkegården. De havde et lager bestående af et par tallerkner med honningkager, peberkager og såkaldte ”røde Grise”. I frugttiden havde de nogle pinde med 5-6 kirsebær, en kurv stikkelsbær og lidt sommeræbler og pærer.

En husmor havde inde i staden hos en konditor købt nogle småkager og solgte dem nu i en bod ved kirkegården.

Men dengang var der hverken apotek, boghandler, hattemager, hørkræmmer, isenkræmmer, manufakturhandel, tobakshandel eller vinhandel. Her fandtes nogle få tarvelige håndværkserhverv, såsom skoflikkere, træskomager, en lille snedker.

Nej her var dengang heller ingen kirke eller præster. Sognekirken var Trinitatis kirke inden for voldene.

 

Hvem styrede løjerne?

For at styre løjerne på Nørrebro var der en gadekommissær, to betjente og to – tre nattevægtere. De var iført lange mørkeblå kapper med Frederik den Sjettes navneciffer på brystet, kabuds på hovedet og udrustet med vægterpibe og morgenstjerne.

 

Underholdningen på Nørrebro

Det var en kærkommen afveksling, når der var begravelse. Ligtogene var dengang meget højtidelige. Følget var ofte til fods og i langsom takt. Følget var iført lange sorte søgekapper. De fulgte umiddelbart efter ligvognen med kisten, der ikke var overlæsset med og helt skjult af kranse. Nogle gange var ligtoget ledsaget af et musikkorps med blæsende instrumenter, der da gik i spidsen.

Petolettis Teater var brændt i begyndelsen af 1830erne. Det blev ikke senere opført.

 

Lystigheder på Fællederne

Men der var af og til Hestevæddeløb på Fælleden dog kun med 4-5 års mellemrum. Det var hertugen af Augustenborgs selskab ”Selskabet af Hesteavlens Fremme”, der stod for arrangementet.

Alt hvad der kunne krybe og gå, var på benene ved denne lejlighed. Husarer og politi holdt orden. For kongehusets damer og herrer blev der rejst en tribune. Snore holdt den store tilskuermængde, der var til fods, tilbage.

De kørende holdt langs Blegdamsvejen og i Nørre Allé og betragtede det livlige skuespil fra vognene. Men alligevel gik det ikke med disse væddeløb. Publikum mistede interessen.

Af og til var der ”Revuer” på Nørre Fælled med deltagelse af de kongelige og en stab af generaler og adjudanter.

 

De ”militære” øvelser

Mere komisk var de militære øvelser som Borgervæbningen, Livjæger- og Studenter – korpsene anstillede på Fællederne. Disciplinen var slap. Hustruer, kærester, søstre og veninder omringede de modige krigere og styrkede dem med medbragte spise- og drikkevarer. Til slut fik man en munter svingom i det grønne.

Krigere i temmelig ujævne geledder vandrede hjem og lod kone og børn bære gevær, sabel og patrontaske. I 1848 indførtes almindelig værnepligt.

 

Indkvartering på Nørrebro

Årligt havde Nørrebro fornøjelsen at indkvartere Kronens Regiment, der havde garnison i Helsingør. De kom ned til København for at deltage i ”Herbstmanøvrerne” i Københavns omegn. Dette gav en afveksling i dagligdagen. De indkvarterede skulle nemlig også bespises og så kunne det være at der blev disket op med noget lækkert.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Carl Bruun: Kjøbenhavn
• Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse 1 – 6
• Otto B. Wroblewski: Nørrebro i Trediverne

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.207 artikler
• Under Nørrebro finder du 335 artikler

 

• Liv, Død og Andre Mysterier på Assistens Kirkegård
• Mysteriet på Assistens Kirkegård 1-4
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Da det lugtede på Nørrebro – foredrag
• Nørrebro 1840 – 1857
• Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro
• De skønne Søer
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Omkring Skt. Hans Plads
• Johannes Kirke
• Kan du råbe mig Nørrebro op?
• Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867 og mange flere