Nørrebro 1840-1857

En af de største og mest forsømte forstad. Knud Mikkelsen ville ikke flytte. I 1841 blev hvert andet træ fældet på Nørrebrogade. Barrierehuset. Indkørslen til Blågården. Store haver og marker. En beskrivelse fra 1853. Fritaget for vej-, vægter- og lygteskat. Ulrichsens stiftelse. Derfor hedder det Rabarberlandet. Store Ravnsborg. Blegdamme. En nøgle var nødvendig. Fælledvejen var berygtet. Kirkegårdene. Jagt på Assistens Kirkegård. Klager fra graverne. Masser af vand på kirkegården. Brøndene var forurenede. Stadsingeniør opfordrede til nedlæggelse af Assistens kirkegård, hvis der ikke kom en vandledning. Det yderste stykke. Militæret havde taget magten på Fællederne. Byens kreaturer sultede. Militæret kunne ikke undvære noget som helst. Politidirektør advarede Magistraten flere gange. Selskabet til Hesteavlens fremme afholdt væddeløb. Grundtvigs Højskole  

 

En af de største og mest forsømte forstad

En af de største forstæder dengang var Nørrebro. Og det var også den mest forsømte. Her var det altid noget at klage over. Sammen med Østerbro dannede Nørrebro:

• Udenbys Klædebo Kvarter

I 1840 havde de to bydele 3.309 indbyggere. Dette tal voksede hastigt i løbet af fyrrerne og navnlig i halvtredserne.

 

Knud Mikkelsen ville ikke flytte

Det første hus, som man stødte på når man kom over Peblingebroen var det såkaldte ”Stenhuggerhus”, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte. Den lå lige ved siden af Druknehuset, der tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning.

I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsapparaterne i skuret. Han skulle også passe på, at der ikke blev smidt skidt i søen.

Da det nu blev tale om bebyggelse af forstæderne var det første skridt at fjerne Stenhuggerhuset og skuret. Men Knud Mikkelsen ville ikke flytte. En opsigelse fra kommunen brød han sig ikke om. Han gjorde kommunen opmærksom på, at han var fæster (lejer) og ikke ejer af grunden. Huset stod på kommunens jord. Dette stod i Fæsterbrevet. Dette var i sin tid blevet ham meddelt.

Knud svarede også, at han hverken kunne læse eller skrive og ikke kendte noget til, hvad der stod i papirerne.

Kommunen anlagde derfor sag mod ham. Overrets-dommen pålagde Knud til under en daglig mulkt af en Rigsdaler at rive huset ned.

 

I 1841 blev hvert andet træ fældet

Dengang var Nørrebrogade en træbeplantet vej. I 1841 måtte man lade hvert andet træ fjerne i begge sider af gaden.

 

Barrierehuset

Kun i den nordlige af gaden var der et fortov. Men dette blev stoppet af de såkaldte ”Barrierehus” omtrent ved Fælledvej. Fra husrækken sprang den frem i gaden.

Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene på Stadens Fælleder. Nu var den udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod da huset stå for hendes skyld.

Men huset hindrede passage. Og det så ikke godt ud i gadebilledet. Først i 1847, da enken selv bestemte sig til at flytte, blev huset solgt til nedrivning. Det blev betalt med 830 Rigsdaler, mens Magistraten kun havde forlangt 12 rigsdaler årligt af enken.

 

Indkørslen til Blågården

På den sydlige side af gaden fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Gaden gik langs Blågårdens og Solitudes store haver og langs Assistens Kirkegård.

Blågården var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til nuværende Griffenfeldtsgade. Der stod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid alle med det blå tag af glaserede sten. Hovedbygningen var revet ned.

Ud mod Nørrebrogade stod to svære stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige indkørsel til den herskabelige bolig.

 

Store haver og marker

Omkring pavillonerne lå store haver – en af disse tilhørende krigsassessor Koop var kendt som samlingsstedet for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også marker og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårds porte. Terrænet ud imod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land – et stykke forvildet natur uden for hovedstaden.

Vildanden rugede i sivene, hare, væsel og mår færdedes i haver og marker. Ja en rævegrav fandtes også på Blågårds marker. Og midt i vildnisset ud mod søen stod som en glemt levning fra slottets fornemme dage en forvitret stenstatue med en hovedløs krop af en Sfinx.

 

En beskrivelse fra 1853

Vi kigger på en beskrivelse af Blågård fra 1853:

• Man behøver ikke at være ret gammel for at mindes den tid, da de såkaldte Blågårds – jorder udgjorde en god jagtbane., hvor man kunne forlyste sig med at skyde ræve, harer, Vagtelkonger og andet fuglevildt – en tid, da man uden at frygte for forstyrrelse kunne tage sig et bad i en nærliggende lille sø, og da man endelig ikke kunne gå over markerne uden fare for at synke i sumpe og moradser.

 

• Når man bare et lille stykke fra Nørrebrogade kunne afgive et bøsseskud, var det som om, at man var milevidt fra civilisationen. Dette var unægtelig pikant, når man betænker at man befandt sig få hundrede meter fra hovedstadens volde.

 

Det var i Frederik den Sjettes tid. Senere, da der blev bygget en del derud, opstod en hel lille koloni på Blågård, hvis forhold i kommunal henseende var ret ejendommelige. Grundene tilhørte det privilegerede borgerskab. Beboerne gjorde derfor fordring på jagtret som en af det gamle Blågårds herligheder.

 

Fritaget for vej-, vægter-, og lygteskat

Vejene var private og beboerne var fri for vej-, vægter- og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne, skulle de heller ikke betale vand-skat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt Generalforsamling og valgte sig en formand.

 

Ulrichsens Stiftelse

Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have og langs disse veje lå adskillige nyere anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og vidt bekendte Blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse. Den blev nedrevet i 1902.

 

Derfor hed det Rabarberlandet

Uden for Blågård lå Solitude – ligeledes en stor, herskabelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i fyrrerne kaptajn Bangert. Den blev efter hans død udstykket af arvingerne. En gartner benyttede en del af jordene ned mod åen til dyrkning af rabarbere. Navnet Rabarberlandet blev hængene ved dette kvarter efter dette blev bebygget.

Parcelvejen senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til ”Percelbroen over Ladegårdsåen. Mellem Solitude og kirkegården lå beværtningen ”Lille Ravnsborg”, der havde sin væsentligste søgning fra de forfrosne ”Sørgeskarer”, der vendte hjem fra begravelserne på Assistens.

 

Store Ravnsborg

På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg. En ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier. Hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af ”Den bestandig borgerlig Forening”, der havde sit klublokale her, indtil de stigende grundpriser, satte den i stand til at udstykke det hele i byggegrunde til stor fordel for Foreningens medlemmer.

 

Blegdammene

Hvor Ravnsborg Have endte begyndte blegdammene, der i nummerorden fra nr. 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter, hver med en lille dam, der fik vandet ledet ind fra Sortedamssøen. Her lå de lange hvide lærredsstykker på bleg. De blev bevogtet om natten af vægtere, der tudede i kohorn for at skræmme tyvene bort.

Enkelte af disse blegdamme, var allerede taget i brug som byggepladser, således til Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik. Men en gennemført bebyggelse af dem begyndte først i halvtredserne, da Skt. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting- og Arresthuset i 1847-48. På 12. blegdam opførtes Blegdammens Skole.

På en af blegdammene boede bager Købke, hvis søn, maleren Chresten Købke herfra havde hentet motivet til flere af sine stemningsfulde billeder. Disse motiver viser den stille skønhed, der kunne hvile over Søerne, så længe de endnu ikke var blevet ”regulerede” til deres nuværende kunstige form. Disse billeder er en kilde til brokvarterenes historie.

 

En nøgle var nødvendig

Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborg Have og blegdammene tilhørte Vandvæsnet. Der gik en fodsti hen ad dem. Den var ved begge ender lukket med en aflåst låge. Beboerne på blegdammene kunne med et depositum af fem mark få en nøgle til lågene udleveret hos Vandvæsnet. Dem, der ikke havde en nøgle kunne mod en lille drikkeskilling få manden i Stenhuggerhuset til at åbne lågen.

Efterhånden som bebyggelsen på Nørrebro blev tættere, blev tættere, blev misfornøjelsen med dette afspærringssystem stedse stærkere. Ofte var disse låger udsat for hærværk og var brudt op.

Da Skt. Hans gade blev anlagt 1851 -53 blev det umuligt at opretholde afspærringen, eftersom denne gade blev lukket i den ene ende. Lågerne blev omsider fjernet og Dosseringen blev til en offentlig gangsti.

På den anden side af blegdammene førte Blegdamsvejen ud til Østerbro. Den henlå i en forsømt tilstand. Her var ingen lygter eller vægtere. Og her lugtede det også fra den dybe og brede Blegdamsgrøft.

 

Fælledvejen var berygtet

Fælledvejen var temmelig berygtet. På hjørnet lå Kaptajn Grams Have, der var et stærkt besøgt traktørsted. Her var Christian Winther, der dengang boede på Nørrebro en flittig gæst. Mindre anset var danseboden ”Det gamle Testamente, der lå ved Jødevejen, den nuværende Møllegade.

 

Kirkegårdene

Jødevejen førte til den mosaiske kirkegård. I forhold til sin størrelse krævede den jødiske menighed en stor begravelseshed. Den jødiske religion tillod ikke nogensinde at opgrave et lig, der engang var nedlagt. Gang på gang blev denne kirkegård udvidet.

Kommunalbestyrelsen ønskede ikke at få begravelserne alt for tætte på de allerede dengang bebyggede grunde. Menighedens udholdenhed var større end Sundhedspolitiets påpasselighed. Det ene jordstykke efter det andet blev inddraget under kirkegården. Et tilbud om at overlade den mosaiske menighed en begravelsesplads på Assistens Kirkegård ville menigheden ikke modtage.

Den store Assistens Kirkegård på Nørrebro havde et areal på 30 tdr. land i areal, var stadens vigtigste begravelsesplads. Alle byens sognekirker havde andel i den.

 

Jagt på Assistens Kirkegård

I 1852 skulle kirkegården atter udvides. Grunden var at der nu var forbudt at begrave lig inde i byen. Inde på kirkegården så man ofte krybskytter, der var på jagt efter harer og agerhøns.

Over for dette forhold klagede distrikt jæger Fonseca fra Valby i 1848. Han klagede ikke fordi, at sådan en jagt var usømmelig på kirkegården. Men han klagede fordi:

• Kongens Vildtbane derved tilføjes ikke ringe Skade

Der blev i den forbindelse foretaget forhør. Men Fonseca var draget i krig med det ridende frivillige Jægerkorps. Derfor kunne han ikke afhøres. Åbenbart blev sagen stillet i bero.

 

Klager fra Graverne

Der foregik mange ulovlige ting på kirkegården uden at kirkeværgen og de efterhånden tre gravere kunne gøre noget. Det hedder i en klage fra graverne i 1851:

• Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har været sket større og flere uordener på kirkegården end for øjeblikket, da graverne eller deres folk næsten dagligt finder individer, som gør sig skyldige i forskellige forseelser. For ikke at omtale utallige tilfælde hvor folk gribes, berøvende de forskellige gravsteder, deres prydelser eller sidde spisende og drikkende på de skønneste steder på kirkegårdene, henkastende levninger hist og her, tillader os kun at anføre et par enkelte tilfælde, som ville være tilstrækkelige til at give en ide om gravernes stilling, når de, overholdende den givne instruks, søge at afværge stedfindende u-ordener.

Graverne stod magtesløse og udsatte sig selv for overlast. De bad derfor om at få et politiskilt. Men der blev nu ikke taget hensyn til graverne. Og allerede i 1858, kom der en ny klage:  

• En anden uorden, som finder sted på kirkegården, kan heller ikke lades upåtalt. Og det er at Kirkegården kun er omgivet af en mur på en tredjedel. Resten ligger åbent for alle og enhver. Dette foranlediger at en mængde individer af laveste klasse (for eksempel Ladegårdslemmer) såvel mænd som kvinder, søn – og festdage indfinder sig på kirkegården, hvor de nedtræder alt, hvad de møder på deres vandring til de mest bevoksede steder, hvor de mest uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige tilbøjeligheder. Der ofte udartede sig til skandale og dyb bekymring for den nedbøjede, der ofte fandt herhen for at være ene med sin kummer.

Graverne foreslog lige som i 1851, at kirkegården blev forsvarligt indhegnet, at graverne får eneret på vedligeholdelse af gravsteder, og at der tildeles dem politimyndighed på kirkegården.

 

Masser af vand på kirkegården

Der var også andet, der vakte kirkegårdens bekymring. Det var problemet med dræning. I den forbindelse var man bekymret for sundhedstilstanden i området. Kirkegården var lavtliggende og fugtig, og da et fast lerlag under i den forhindrede vandet i at synke, stod det ofte højt i gravene eller oversvømmede hele strækninger af kirkegården.

Polyteknisk Læreanstalt blev taget på råd. Jordbundsforholdene blev undersøgt. De kom til det resultat at vandet fra kirkegården let kunne skaffes bort ved på passende steder at bore huller gennem lerlaget ned til det underliggende sandlag.

Men de anså dog dette for uforsvarligt til at gribe til dette middel. Det ville bevirke at kirkegårdsvandet gennem det vandførende sand ville spredes ud over hele det lavere liggende terræn syd og sydvest for kirkegården og det ville forurene brøndene.

 

Brøndene var forurenede

Undersøgelser af brøndene i de lavere liggende brønde viste, at vandet her indeholdt kulbrinte og organiske stoffer. Dette fandtes ikke på det højere liggende terræn nord og nordøst for kirkegården.

Det eneste forsvarlige middel var at aflede kirkegårdsvandet til en underjordisk kloak, der førtes under Ladegårdsåen og helt ud til stranden. En sådan kloak ville koste 15.000 Rigsdaler. Men indtil den var anlagt, måtte man lade alt blive, som det var.

 

Stadsingeniør opfordrer til nedlæggelse af kirkegården

Vor Frue og Trinitatis Kirke spurgte Magistraten om de ville være med til at bekoste sådan en kloak. Men der kom aldrig noget svar på denne henvendelse. I 1859 var alt ved det gamle.

Det var igen tale om en udvidelse af kirkegården, men stadsingeniør Colding modsatte sig dette. Hvis ikke den forslåede vandledning blev etableret kunne man lige så godt lukke Assistens Kirkegården.  Og flytte byens begravelsesplads et andet sted hen.

 

Det yderste stykke

Det yderste stykke af Nørrebro, fra kirkegården ud til Lygten bar navnet Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og petersdal. Og så endelig ude ved bymarkens grænse lå traktørstedet Lygten.

 

Militæret havde taget magten på Fællederne

Fladt og trøstesløst strakte sig de store fælleder – 293 tdr. land sig fra Nørre – til Østerbro. Den triste flade ensformighed blev afbrudt af melankolske vandhuller, hvis folkelige navne var det eneste opløftende i det store øde.

Gåseparken lå tæt ved Blegdamsvejen, Holger Danskes Briller ved Nørre Alle, – det gamle navn på det tredje vandhul var Kammerpotten

Fællederne tilhørte kommunen. Men efterhånden havde militæret taget magten. Troppeøvelser og revyer afholdtes stadig herude. Eleverne ved den militære højskole blev undervist i minearbejder. Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.

Byens kreaturer skulle om sommeren søge deres føde fælleden om sommeren. Men alt blev mere og mere trampet sammen af soldaternes støvlehæle. Græsset visnede efterhånden bort. Det blev efterhånden tarveligere føde, som de firbenede kunne finde herude.

 

Byens kreaturer sultede

Militærets herredømme over det store terræn havde udviklet sig gradvis i løbet af hundrede år. I 1737 og de følgende år udstedte kongen det ene påbud efter det andet, sigtende til at reservere fællederne mere og mere til militære øvelser og skansearbejder. Samtidig blev stadens ret til disse arealer skudt i baggrunden.

Så længe Frederik den Sjette levede kunne ingen tænke på at røre hans kære militærvæsen. Men efter hans død vovede borgerrepræsentanterne at forlange det spørgsmål undersøgt, med hvilke rettigheder og forpligtelser staden ejede disse fælleder. Resultatet blev en historisk oversigt. Andet kom det ikke ud af dette, hverken den gang eller senere.

 

Militæret kunne ikke undvære noget som helst

I 1847 blev sagen taget frem på ny. Fællederne var da blevet endnu mere ufrugtbare siden sidst. Der voksede snart ikke mere græs på dem, kun mos. Kreaturerne gik og halvsultede. Og dog vidste man, at jordbunden var god nok. Byens indtægt af det store terræn var ca. 1.370 Rigsdaler. Men hvis det nu blev opdyrket, kunne det give over 2.000 tdr. byg i årlig afgift.

Kommunalbestyrelsen tænkte nu ikke på muligheden for at få militæret fjernet fra fællederne. De mente, at militæret måtte nøjes med mindre end de henved 300 tdr. land. Så ville der måske være arealer, der kunne tilsås med kløver.

Foruden våbenøvelser var her ofte væddeløb. Der var også mange tilskuere. Og så var der ellers telte, tribuner, marketenderier, cirkus og meget mere. Jorden blev ikke kun nedtrampet og afslides. Men man afbrændte også herude på Fælleden.

Kommunalbestyrelsen skrev til militæret at græsset på fællederne trængte til hvile og de måtte begrænse deres plads. Krigsministeriet svarede omgående tilbage, at de ikke kunne undvære noget som helst.

 

Politidirektør advarer flere gange

I 1857 måtte politiet tage affære. Politidirektør Brædstrup skrev i slutningen af juni 1857 til magistraten, at der i flere uger ikke har været tilstrækkelig føde til græsning. Og grundet tørke var der så godt som intet foder til kreaturerne, som man måtte antage, sultede.

Atter i juli måned skrev politidirektøren til magistraten at der snarest burde sikres at kreaturerne fik føde. Atter engang skrev man til Krigsministeriet og fik igen samme svar. Men nu var det ikke kun militæret, der var skyld i manglende græs.

 

Selskabet til Hesteavlens Fremme

Selskabet til Hesteavlens Fremme havde første gang i 1832 fået tilladelse til at afholde væddeløb på fælleden på en bane, der var indhegnet med plankeværk. Et andragende om gentagelse i 1833 blev afslået, der af hensyn til manglende græsvækst ikke ville give denne tilladelse hvert år.

I 1840 mente Selskabet, at det var særlige omstændigheder til at der nu skulle gives tilladelse. Og disse omstændigheder var, at Christian den 8 skulle krones. Da Magistraten tøvede med sin tilladelse, begyndte Selskabet at true. Man udbad sig at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen, da man havde grund til at tro, at den ansøgte tilladelse i så fald ville blive givet. Efter denne meddelelse skyndte Magistraten sig at give tilladelsen.

Selskabet undlod ikke at forfølge sin sejr. Da væddeløbet var afholdt den 21. og 22. juni 1840 indgav Selskabet et andragende om hvert år mellem den 1. og 10. juni at få Blegdamsfælleden overladt til hestevæddeløb.

Men sådan en tilladelse fik man dog ikke. Men de fik lov til indtil 1847 hvert år at afholde væddeløb på fælleden. Grunden til at man begunstigede Selskabet var, at arrangementet gav penge til byen. Desuden var denne sport velset i de allerhøjeste kredse. Og så var det jo også lige Prins Ferdinand, der flere gange havde været dommer ved væddeløbene.

 

Grundtvigs højskole

Ud mod Lersøen strakte sig den store Rådmandsmark med Kløvermarken og Brudesengen. Herude lå Tagenshus nær ved Stadens Sandgrave. Dette landsted blev i 1855 købt af biskop Grundtvig for 21.000 Rigsdaler. Det var på hans 70-års fødselsdag. Han havde fået noget kapital stillet til rådighed til oprettelse af en højskole.

Gården i Rådmandsmarken blev nu kaldet Marielyst efter Grundtvigs anden hustru. Højskolen blev åbnet den 3. november 1856. Forstander var C.J. Brandt med Jeppe Tang og Morte Eskesen som medhjælpere.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Villads Christensen: København 1840 – 1857

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.099 artikler
• Under Nørrebro finder du 328 artikler
• Under Østerbro finder du 111 artikler

 

• Søerne foran Nørrebro
• De skønne søer
• En tur på Nørrebrogade i 1870
• Dronning Louises bro
• Blågårdens storhedstid
• Støvlet Cathrine og en Jagthytte i Utterslev
• Slottet med det blå tag
• Blågården på en anden måde
• Det var gang i den – på Fælleden
• Bydelen med de primitive broer
• Ravnsborggade – kort fortalt
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Blågårdskvarteret – gennem næsten 400 år
• Hændelse på Nørrebro
• Flere hændelser på Nørrebro
• Anker Heegaard og hans jernstøberi
• Derude på Nørrebro
• Lokummer på Nørrebro
• Omkring Skt. Hans Plads
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – en oase
• Assistens Kirkegård- 250 år
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• Begravelse på Assistens Kirkegård
• Livet på Assistens Kirkegård
• Johanne fra Lille Ravnsborg
• For mange år siden – en vandring på Nørrebro
• Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Kampen på Fælleden
• Det store slag på Nørre Fælled
• Fælledparkens Historie og mange flere