Foredrag afholdt på  Landbohøjskolen den 1. oktober 2009, arrangeret af æ Synnejysk Ambassade. Foredraget blev afholdt på synnejysk. Her er det da gengivet på rigsdansk, så godt som det kan lade sig gøre. Vi skal også høre groteske og uhyggelige historier fra Aabenraa så ikke alle af historierne er nu lige muntre 

 

Til Aabenraa med en DSB – bil

De første mennesker, der kom til Aabenraa kom af søvejen. Det gjorde jeg ikke. Jeg kom med en stor DSB –  lastbil. Det var min gamle ven, Per Keller, der transporterede mine vigtigste ting.

• Jamen, Brodersen, Er du ikke klar over, at du har lejet et møbleret værelse.

Jo, det var jeg godt klar over. Kurvemøbler. Og pigebesøg var ikke tilladt. Hvordan skulle jeg holde dette ud? Jeg kom til at tænke på en tekst stod malet på lokumsdøren på Langelandsgades Kasserne i Århus:

• Er dette livet, så  frygt ej døden.

Tja, naturen var pragtfuld. Der var masser af beværtninger og forlystelser og pigerne så pragtfulde ud. Så jeg blev her i 16 år.  Ikke på værelset men i Aabenraa

 

Tal tysk til mindretallet

Kære tilhørere. Det er tredje gang, jeg skal underholde i Æ Synnejysk Ambassade. Men der er masser af nye hoveder, så lige en kort præsentation.

Jeg er født, der hvor der nu er placeret en sovesofa i vinduet i Østergade i Tønder. Nej, det er ikke oprettet en mindestue for mig. Der ligger en møbelbutik på stedet.

Jeg startede i boghandlerlære i Andersen & Nissens Boghandel. Det vil sige min karriere stoppede næsten inden den begyndte. Jeg skulle tiltale alle fra mindretallet på tysk. Det nægtede jeg.

 

Via Aabenraa og Padborg til Nørrebro

Turen gik via min glorværdige karriere i Telegraftropperne til Aabenraa. Her har jeg da bidraget en del til byhistorien. Det kan vi komme tilbage til. Jeg var Formand for HK, medlem af Initiativ-udvalget og meget mere.

Derfra gik turen til Padborg, hvor jeg efter syv år nærmest blev smidt ud af byen. Turen gik til Nørrebro, hvor jeg nu har været i 12 år. Her har jeg skrevet en del lokalhistorie, holder foredrag, har været aktiv i Handelsforeningen og mange andre foreninger, styregrupper m.m. Ja. Og så er jeg boghandler.

Ja og så har jeg en hjemmeside, med masser af slåfejl – men også 300 artikler –  med 270.000 unikke besøg.

Fra hjemmesiden vil jeg nu fortælle muntre og knap så muntre historier fra Aabenraa. Ja vi runder også lige naboområderne Hjordkær, Rødekro. Desværre når
vi ikke Løjt i denne omgang.

 

Humle

En kongeborg må have eksisteret i Aabenraa omkring 1025. Omkring 1148 brændte den. Da Sct. Nicolai Kirke blev opført her i 1252 blev kirkegården også flyttet herop. Jorden, hvor Sct. Knuds Kirke havde stået, blev solgt til borgere som kålhaver, dels overladt præsteembedet som en del af lønnen. Gennem hele middelalderen kaldte man området for Præstens Humlehave.

Humle var i det gamle Aabenraa en stor handelsartikel. Den bruges bl.a. i ølbrygningen. Den aabenraaske øl, Kückelhahn var brygget på præstehumle. Den var af særdeles god kvalitet og meget velsmagende.

 

De tre Makreller

Når vi nu taler om humle, så var det også humlegrene, der var under De tre makreller – byens byvåben før Genforeningen. På de ældste seglaftryk fra 1421, er det meget tydeligt, at det er humle. Byvåbnet stammer tilbage fra 1300 tallet.

Der findes dog også et uofficielt byvåben, hvor den ene makrel fortryder, og vender den anden vej. Dette byvåben blev brugt af de tysksindede.

Efter Genforeningen blev humlen erstattet af bølger fra havet.

Men De Tre Makreller var også et afholdt forlystelsessted, hvor Skipper Thorvald sang og spillede. Meningen var så, at man så skulle synge med fra en uddelt
sangbog. Men Thorvald kunne også finde på at udlevere sine gæster gennem mikrofonen:

• Nu har Uwe igen fundet en ny
• Pas på HK – formanden er i farvandet. Han kan kun synge, når han er fuld, og i aften kan han synge.

Til et byjubilæum var Skipper Thorvald blevet bedt om, at spille. Der mødte jeg formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Skifter Andersen. Oppe fra Thorvald lød der så

• Nu er det en kamp i gang mellem HK og Dansk Arbejdsgiverforening. Uwe og Erik er gået i gang med diskussionen.

Ja og den diskussion gik på, hvem der skulle betale den første bajer.

 

Dannebrog gik i land i Aabenraa

Legenden fortæller, at efter en sejr over estlænderne i 1219, så stævnede Valdemar Sejr ind af Aabenraa Fjord på vej til tingstedet Urnehoved. Med sig havde de naturligvis Dannebrog, Det var det flag, som pludselig faldt ned fra himlen. Flaget var et symbol, et korsbanner, der signaliserede sejren i Guds navn

Denne begivenhed er mindet i navnet Kongehøj. Det er en lille høj bag engene i Hjelm Skov. Så det er ganske vist, Aabenraa er Dannebrogs by.  Andre sagn går på, at kongen sammen med flaget gik i land i Varnæs.

 

Det spøger i Hjelm Skov

Men når vi nu er i Hjelm Skov, så ved jeg ikke, om I har observeret at det spøger i skoven. Når du går i skoven ved midnatstid, så kan du høre hundeglam og jægerhorn. Hvis du lytter ordentlig efter, kan du høre et råb:

• jag man to, Bruder Andreas, Jag man to.

Det er plattysk, og det er tegn på, at Günderoths glade jagt er i gang. Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth og hans broder elskede at jage i Hjelm Skov,
hvor der dengang var meget vildt. Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af, at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogle arvinger. Hans broder, Andreas var uden kone. Det skyldes ulykkelig kærlighed i ungdommen. Amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdoms – og skolestiftelsen i Nygade, og slægtningene følte sig bedraget for en arv.

Under en jagt, blev han opsøgt af slægtninge, der bebrejde ham, at han ikke tænkte på dem.

I det samme kom en ung pige i bondedragt. Hvad vil du mit barn, spurgte amtmanden. Pigen viste sig nu, at være en lyslokket dreng. Han fortalte, at han kom fra en døende søster, der bad amtmanden om, at være god ved drengen. Amtmanden vendte sig om mod sine slægtninge

• Der ser I. Dette barn vil jeg tage mig af.

Slægtningene drog bort i vrede og drengen takkede amtmanden, og faldt på knæ. Han ville bede Gud om, at give amtmanden var han helst ville have.

Amtmanden svarede, at han ønskede at jage i skoven til evig tid..

Så næste gang, du går en tur i Hjelm Skov ved midnatstid, så lyt efter. Så kan du måske høre råbet:

• jag man to, Bruder Andreas, jag man to.

Kigger man efter i historiebøgerne var det en anden Günderoth, der skænkede pengene til Stiftelsen i Nygade, men historien er stadig god.

 

De store brande

I 1576 hærgedes Aabenraa af en kæmpe brand. Halvdelen af byens huse brændte ned til grunden. Ophavsmanden var en lille pige, der tabte en gnist, da hun ledte efter en hårnål.  Derefter forbød magistraten opførelsen af stråtækte huse, men det blev ikke overholdt.

Den 19. maj 1582 brændte det igen. På  Skibroen havde Peter Bådebygger og Niels Ovesen tændt et bål i forbindelse med deres skibstømmerarbejde. Det var
pludselig blæst op. Tre forbipasserende havde advaret dem, og bedt dem om at slukke.

• Hvis I ikke har andet at lave, så gå hjem og pas jeres eget, havde de sagt.

De skulle nok have lyttet. 156 hoved-huse med stalde og skure, skole, præstebolig, klokketårn og rådhus brændte.

De to blev anklaget for mordbrand og dømt til ilden og anden skarp straf. Under grusomme pinsler blev de henrettet under grusomme pinsler på Galgebakkens rettersted.

 

Borgmester – mordet

Borgmester Claus Esmark blev den 22. april 1610 formentlig myrdet af Jørgen Skytte, der var vildtskytte på Teglgården. Men det blev aldrig bevist. Borgmesterfruen viste ikke det mindste tegn på sorg, hvilket bestyrkede mistanken om, at hun og hendes forældre havde bestilt mordet. Forældrene blev tortureret til at indrømme, at de havde bestilt mordet. De blev bygget henrettet ved halshugning. Enken blev også dømt til døden, men benådet og udvist til Slesvig – Holsten.

Og den egentlige morder, Jørgen Skytte, ja han forsvandt for altid.

Som ung var Claus Esmark i huset hos amtsskriver Wolf Kalundt, der boede ved Posekær. Esmark blev ansat som sekretær. Såvel amtsskriveren som hustruen, en datter af biskoppen i Slesvig, hold af den unge mand. Derfor sagde de også ja, da han ønskede at ægte deres datter, Anna Kalundt. Hun måtte lystre sine forældre, selv om hun tænkte på en anden.

I 1603 blev Kalundt afskediget som amtsskriver, og Esmark hans afløser. Rygterne ville vide, at Kalundt havde misbrugt embedet til sin egen fordel.

Esmark blev i 1608 udnævnt til borgmester. Han nåede at anlægge en kaj lige nede for Østergade, der dengang folkemunde hed æ Skibbro. Han var meget energisk, men på det private gik det ikke så godt. Hans hustru var ham utro. Hans svigerforældre var også blevet fjendtlig stemt over for ham. Det kunne hænge sammen med, at han ikke ville hjælpe dem. Han mente, at de skulle sætte tæring efter næring.

Sviger-moderen indrømmede, at datteren var blevet besvangret af elskeren. Hun havde ved hjælp af stærke urtedråber dræbt fostret, og derfor født ved abort. Endelig fortalte hun, at datteren flere gang havde bedt dem om hjælp til at dræbe hendes mand.

Svigerfar tilstod, at han havde betalt Jørgen Skytte for mordet. Han havde brændt Esmarks testamente og stjålet en del sølvtøj.

 

To hekse fra Aabenraa

Haderslev – bødedelen Mads Diederik måtte tilkaldes i 1617, da Anna Jørgensdatter brændte på heksebålet. Under tortur indrømmede hun, at hun havde været i hekselære i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at have dræbt nogle køer og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Og så
havde hun haft omgang med djævlen.

Margrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks. For at finde ud af det skulle hun gennemgå hekseprøven.
Den bestod i at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig!

I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man kunne finde frem til en heks. Denne berettede også om, at det var kvindernes umættelige kødelige lyst, der var skyld i hekseri. Og her stod også at kvinderne havde mindre forstand end manden.

Hvis en kvinde tørrede sig om munden efter altergang, skulle man være på vagt. Der skulle findes en grund til, hvorfor et barn døde, og hvorfor en høst gik galt. Så begyndte man at kigge sig rundt i lokalsamfundet.

 

Bødler i Aabenraa

Ja, dem der skulle udføre disse henrettelser var rakkeren. Til den sidste rakker i Aabenraa blev der bygget en bolig. Det var Nygade 42. Her boede bødlen, Hinrich Christoffer Rössler. Han var skarprettersøn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder. Han gav sig også af med at være sårlæge.

Men her greb han ind i de ærlige barskæreres lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Rösslers hus for at forbyde ham lægevirksomheden. Byfogeden blev fulgt af vrede barberer.

I 1864 skrev man kontrakt med Haderslev – bødlen, Julius Beseler. Han fik tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark. Bødlen forlangte for et pinligt forhør
med brug af torturinstrumenter 5 mark.

Skulle en person jages ud af byen kostede det 3 mark. Hvis en selvdød hest, okse, ko eller andet skulle skaffes af vejen kostede det ejeren 24 skilling. En rengøring af fængslet kostede 8 skilling, men det skete hvis ikke så ofte.

Også kirkegården omkring Skt. Nikolaj hørte under Beseler.  For tømning af natspande var der ikke nogen fast pris. Det blev aftalt med grundejerne.

 

Den fordrukne byfoged

Optøjer, slagsmål og drab hørte næsten til dagens orden i Aabenraa i 1600t tallet. Godt nok blev der indført politibestemmelser i 1613 og 1617, men når ikke engang byens store slagsbror og byfoged, Claus Årup ville rette sig efter disse, hvorfor skulle den almindelige befolkning.

Claus Årup var blevet fordrevet fra sin gård af Frederik Ahlefeldt. Han slog sig ned i Aabenraa og gjorde sig hurtig bemærket. Men han blev indvalgt i rådet. Hvordan, vides ikke. Og i 1613 blev han udnævnt til byfoged. Han måtte underskrive en erklæring om, at han ville være flittig og efter yderste anstrengelser tjene hertugen og byens vel.

Men en tid er at underskrive et sådant dokument og så at overholde det. Han opildnede borgerskabet mod rådet. På hver tingdag holdt han krohold i sit hus. Han udskød tinget til efter middag, så han kunne få solgt nogle ekstra øl.

Borgmester Jens Hansen havde forlangt, at to personer, der havde ødelagt vinduer i hans hus skulle arresteres. Det gjorde byfogeden så sandelig også. Men han tog dem med hjem og spiste og drak med dem i to døgn.

En anden gang havde byfogeden nægtet at viderebetale bøder og havde slået en af rådsmedlemmerne. Derefter havde hentet sit gevær og var begyndt at skyde vildt omkring sig.  I 1618 lykkedes det endelig, at komme af med ham.

Men det var nu ikke det sidste man hørte til Claus Årup. Formentlig under en af de store udskejelser slog Claus Linnedvæver ham i hovedet med sin økse den 15. september 1621. Claus Årup døde kort tid efter. Drabsmanden måtte strække hals for skarpretterens økse eller sværd. Men det var formidlende omstændigheder. For henrettelsen var ikke vanærende. Vægteren bar således Claus Årups lig hen til kirkegården.

 

Drikfældighed og umoral

I kirkebogen klagede Provst Hübschmann over sin menigheds drikfældighed og umoral. Der blev drukket tæt af både småfolk og i byens højeste sociale lag.Rig afsætning var det for den lokale øl, Æ Kückelhahn. Folk værnede om deres humlehaver, der leverede et vigtigt grundstof til ølfremstillingen. Der blev drukket uden mådehold, og mange drak sig ihjel.

I Politivedtægten stod der, at borgerskabet ikke skulle møde drukne på Bytinget. Det blev også nævnt, at kroværter holdt udskænkning af øl og brændevin hele natten. Gang på gang blev det også nævnt, at der blev udskænket i kirketiden.

 

Hertugelig advarsel

I en hertugelig forordning fra 1600 nævnes, at såvel adels – som standspersoner foretager udskejelser i Aabenraa. Der blev truet med inddragelse af privilegier. Dem, der var skyld i optøjer, skulle straks standses. Kunne vægteren ikke selv klare det, skulle han straks ringe med stormklokken, så borgere kunne komme til hjælp.

Når øllet gik ind, gik forstanden ud. Det var ikke ualmindeligt, at folk gik med bøsse, spyd, økse eller sværd.

 

Tolderens kriminelle sønner

10 kilometer syd for Aabenraa lå  Toldsted. Det var et af de talrige steder på Hærvejen, hvor der skulle betales told for okser m.m. I forbindelse med dette,
lå der en stor kro. Det var adelsfamilier der i generationer bestyrede stedet. En af disse var familien Arnkiel.

Christoffer Arnkiel havde mange sønner. De hørte bestemt ikke til byens bedte børn.   I bøderegistret for 1613 oplyses således, at Asmus og Hartich Arnkiel
havde afhugget en barbersvend to fingre, slået ham over halsen med et spyd og slået hans hoved blodig. Ligeledes havde deres bror, Jacob slået en mand fra Holstebro på munden.

Helt galt gik det dog i 1615 da Asmus og Jacob efter et drikkelag en nat slog følge med byens to vægtere. På hjørnet af Slotsgade og Søndergade slog de den ene vægter. Han blev maltrakteret med 10 sår. Jacob blev erklæret som morder og halshugget.

 

Det sjette bud

Det 6. bud havde det svært ved at blive overholdt i Aabenraa. Det var dog sjældent at dette kom til myndighederne for øre. Hvis det skete, skulle begge parter erlægge såkaldte lejemålsbøder. Bøderne var som regel fra 2 til 6 rigsdaler. Man måtte også bøde for tidlig fødte børn.

Ak ja, men Aabenraa havde skam et bordel i Ramsherred. Men efter datidens opfattelse hørte det til. Selv Pastor Hübschmann nævnte det uden anstød.

 

Blåt  øje i kirken

Ja så havde borgmester Jens Hansen udsendt en rangforordning. Den handlede om, hvordan man skulle gå klædt, og hvor mange gæster, der måtte inviteres til de forskellige fester.

Det havde også betydning for, hvor i kirken, man måtte sidde. Allerede i 1567 var der udsendt en såkaldt stoleforordning. Særlig de fine kvinder i byen gik meget op i det.

Således ville Thyra Slibsgård ikke tillade, at Margaretha Strauchs kom ind i kirkestolen hos hende. Dette medførte, at Margaretha på stedet gav Thyra et blåt øje.

I 1648 blev der udarbejdet et nyt stolestadsregister. Det var en meget vanskelig opgave. Alle berettigede krav skulle tilgodeses. Både provst, borgmester, råd, byfoged og kirkeværger brugte meget tid på det.

 

I døden er man ikke ens

Ja selv i døden var man ikke ens i Aabenraa. Man kunne betale sig fra alt. Om der blev ringet med to, tre eller fire klokker. Eller om der skulle ringes flere dage i træk. Man kunne også få drengekoret til både at synge på tysk og latin. Og røgelse kunne bestilles. Det var nok de færreste, der havde råd til, at blive begravet i kirken. Jo større festen var, des bedre var det, og mange begravelser endte i rene drukorgier.

 

En borgmester – fyring

De tre prinser Christian, Frederik og Ulrich var på vej sydpå. De holdt en dags rast i Aabenraa. De blev beværtet på Rådhuset både morgen og aften. Da borgmesterens lå lige i nærheden var maden blevet lavet der. Borgmesteren synes selv, at han på den korte tid, der have været til rådighed gjort det bedte for at leve op til en fyrstelig betjening.

Men da de fyrstelige folk skulle skilles, kom de i drikkelag hos kromand Lytke Clausen. Denne havde kun været i Aabenraa i ganske kort tid, og havde derfor et horn i siden på borgmesteren.

Da de berusede var på vej ud af byen, knuste de opildnet af kroejeren, ruderne i borgmesterens hus. Borgmesterens søn, der var by-tjener og nogle beboere ville ikke finde sig i det og gik til modangreb. Der opstod en del tumult. Borgmesteren og hans søn blev såret.

Efter at hertugens folk og de kongelige havde forladt byen, lod borgmesteren kroejeren arrestere. Han blev i lænker ført til byfogedens hus, hvor han tilbragte et døgn. Men det ville han ikke finde sig i. Efter løsladelsen tog han til Flensborg og klagede sin nød over for hertugen. Det endte med at borgmesteren og hans søn blev idømt 4 ugers fængsel, og at han blev afsat.

 

Kriminelle ting i Aabenraa

I 1663 blev en tyvagtig tigger brændemærket. Han fik kagstrygning, og blev drevet ud af byen. Hælerne, der havde aftaget hans tyvegods blev naglet til kagen, og fik et øre skåret af inden. Til sidst blev disse også jaget ud af byen.

En mand fra Als videresolgte stjålne heste til soldater. Han blev pågrebet i Aabenraa. Men hans kone fik fremstillet nøgle til hans ben-lænker, så han slap
fri midt om natten. I Randers blev han pågrebet med kone og børn. Under tortur tilstod han sine gerninger og dømtes til hængning.

Hertugen havde dog bestemt, at hans døde krop skulle skæres ned og pakkes i en kasse. Den skulle så sendes til professor Daniel Meyer på Kiels Universitets medicinske fakultet.

I 1702 fandtes en død gøgler på  markedet. Det var det berømte ild-menneske. Han var formentlig død af rottegift. Rakkeren skaffede hans lig af vejen. Og hertugen sendte en hertugelig advarsel til apotekere og krudtkræmmere til at være forsigtig med salg af denne vare.

 

Offentlige brønde med bismag

Der var i mange år ingen kloakering i byen. Byens renovation røg ud på gaden, hvor svin og høns gik rundt og rodede. Samme vej gik natpotterne. En del borgere havde ikke deres eget das, men forrettede deres nødtørft på gaden. Det var ikke så sært, hvis vand fra de offentlige brønde, havde en bismag.

Man kunne ikke forvente, at gå  bare nogenlunde tørskoet gennem Aabenraa’ s gader. Man måtte tage sig i agt for de åbne rendestene, hvor der flød
ajle fra staldene, alskens affald og uhumskheder.

En borger fra Slotsgade idømtes således i 1616 en bøde på hele 8 rigsdaler, fordi han ikke ville fjerne sin hemmelighed. Der var afløb direkte ud til gaden, hvorfra der udsendtes en ulidelig stank.

 

Den store søfartsby

Aabenraa blev en rigtig søfartsby. Det var nogle barske ansættelseskontrakter, søfolkene måtte skrive under på. De måtte ikke modsige sig arbejde om natten. Om nødvendig skulle de selv hente lasten på land. Såfremt nogen fra mandskabet deserterede, skulle det øvrige mandskab gøre alt for at indfange dem og ikke lave oprør mod kaptajnen. Man skulle altid adlyde kaptajnen uanset, hvad denne forlangte.

Så mangen en sømand har haft skørbrug. Det er en frygtelig sygdom. Først bliver man uhyggelig træt, derefter får man opsvulmet tandkød, og dårlig ånde. Hvis sygdommen ikke blev behandlet, var det stor risiko for, at man døde af sygdommen. Fra midten af 1700 – tallet vidste man at frugt og citronsaft kun kurere sygdommen, så det kunne godt være at man huskede, at tage citronsaft med.

Problemet var bare, at kartofler og grøntsager kun kunne holde sig tre uger. Kokken var den laveste i hierarkiet. Det var jo matroserne, der var de rigtige sømænd. Det var kokken, der fik på puklen, når hele provianten var blevet muggen.

Og så skulle man passe på, at der ikke gik mider i brødet. Og Aabenraa – sømanden havde lært, at banke brødet ved bordet, så melormene kunne kravle ud, inden man spiste brødet.

 

Forliste skibe

Den 17. november 1832 sejler Creole til Cap Verdiske øer. Men uheldigvis forliste det store skib. Mandskabet sejlede i 14 dage i en åben båd inden de nåede land. Her kunne de få mulighed for at få noget vand. Men de blev overfaldet af vilde. Mandskabet nåede båden, men ikke Kaptajn Mathiesen. Han fik frastjålet sine klæder. I logbøgerne fra dengang kan man læse, at han kunne takke skæbnen for, at han var blevet så mager efter de 14 dage til havs, for ellers var han blevet stegt og spist af de vilde med stor appetit.

Den 17. februar kunne beboerne i Aabenraa læse følgende i deres lokale avis Freja:

• Skibet Aladin på vej fra Antwerden til Valparadisso er natten til den 18. september forlist på Nytårs -øerne i nærheden af Cap Horn. Hele mandskabet frelste sig i land men måtte tilbringe tiden på øerne indtil den 26. oktober, hvor de blev opbragt af en skonnert fra New York, som bragte dem til kysten af Patagonien, hvorfra de kom til Europa.

Sandheden var at den stod på Pingvinsuppe og Pingvinkød i mange uger. Men også fugleæg stod på menuen. Af vraget byggede man en hytte på øen. Mange både kom forbi, men de blev ikke set. Ja de brændte sågar et bål, for at blive set. Uheldigvis brændte det i tre døgn.

Endelig den 18. oktober blev de observeret af den amerikanske skonnert, John Davidson.

Skibet var på vej hen for at hente syv engelske missionærer på Picton Island. Den første missionær blev fundet under en sanddynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd. Det var ingen spor af de andre missionærer.

 

Anna Flydok

Der var mange kaptajns – enker i Aabenraa. En af dem var Anna Flydok eller Anna mit dem Vogel. Hendes hat lignede et skib for fulde sejl rigget til med store fuglevinger. Om sommeren blev der tilsat friske røde roser. I årenes løb fik hatten større dæklast, blandt andet perler. Anna var slank og rank, men hun gik ret usikker, fordi hendes sko var for små. I Aabenraa var man hele tiden bange for, at hun ville kæntre.

 

Æ Kyst

Dengang omkring 1900 havde Aabenraa 6 – 7.000 indbyggere og 80 kaptajner. Hele generationer af familier var kaptajner – Bendixen, Ulderup, Calender, Arnkiel og Bruhn. I Aabenraa var det meget fint at være kaptajn.

Under den russisk – japanske krig i 1905 talte fruerne om Æ Kyst. Det var selvfølgelig Kina – kysten.

 

De unge pigers drøm 

De unge pigers drøm i Aabenraa dengang var at få en kaptajn og sidde i en villa på Nørre Chausse. Kaptajnskoner havde ruller af silke så tykt, at det kunne stå selv. De havde ikke blot en ring med diamant, nej de havde sågar en guldnål på brystet med både diamant og sikkerhedskæde

Når en ung kaptajn skrev hjem, at nu kunne han tænke sig at blive gift, ja så begyndte de at tænke rundt omkring på kaffeselskaberne, hvem han ville vælge. Og mødrene til giftefærdige piger begyndte at tænke kreativt.

Engang havde en kaptajn fortrudt sit valg. Han sendte et telegram til svigermor. Men da hun var enke, telegraferede hun retur. Marie er allerede rejst.
Bruden hun anede intet, men enken sørgede for at hun kom til Hamborg og videre derfra.

De blev for resten gift derude, og levede til lykkelig til deres dages ende.

 

Konen har stadig kommandoen

Lige inden manden så kom hjem fra søen, blev resten af pengene brugt til at købe nyt stads. Når det så blev manden for meget med alle regninger, ja så blev det svaret:

• Julius nå ska då it væe så kjev af et, vi ha det lich så glant.

Mange kaptajner kunne fejre sølvbryllup efter et fem års ægteskab. Havde de været på søen i fem år, kunne de tage på et halvt års orlov. De var vant til at have kommandoen på skibet. Men det gik ikke altid hjemme i Aabenraa:

• Julius, haus at hæe æ ha då it æ kommando.

De hjemvendte kaptajner gik i byen og drak en masse grog’  De fortalte masser af historier, når de havde fået fem – stykker, og de var ikke alle lige kønne.

 

Aabenraa Rådhus

Jeg blev gift på Aabenraa Rådhus. Egentlig skulle det have været i kirken. Men den præst, vi havde udset måtte ikke bruge kirken. Men giftefoged – borgmester Jens Terp Nielsen  kendte jeg udmærket fra nogle møder.

På stedet stod der allerede et rådhus fra 1500 tallet. Efter den store brand i 1610 blev der i 1616 opført et nyt rådhus. Det var ni fag langt og to etager højt. I baghuset var der fængsel, delvis gravet ind i bakken, oven over var der retssal. I 1830 blev det nuværende Rådhus bygget, og det var faktisk et genbrugsprojekt. Materialet stammer fra Frederikslyst på Lindsnakkevej.

 

Det store søbad

Frederikslyst Søbad var et stort og smukt to etagers hus. Det var så godt som nyt, da det blev brudt ned. Læge A.W. Neuber havde vundet byens førende familier til sit store projekt med at skabe et tilløbsstykke til Aabenraa. Nogle af rigets mest fremtrædende personer havde tegnet aktier i projektet. Aabenraa skulle have et søbad eller kurbad.

Men ak og ve. Selskabet blev opløst i 1826. Neuber var blevet fysikus i Aabenraa i 1811. Han var meget moderne indstillet og altid åbent for noget nyt. En poetisk åre havde han også og skrev flere hyldestdigte til kongehuset.

I 1813 fik han rejst en badebro ved Skibroen. Her fik han opsat to badekabiner, et til kolde bade og et til varme bade. I 1818 udvidede han med 4 kabiner. Ja, og de gamle blev så imens anvendt til svovl – og stålbade.

Der skulle anskaffes badevogne og bygges selskabshuse med tilhørende park. Selv Frederik den Sjette skød 2.000 rigsdaler i projektet. Amtmanden sørgede for udkigsposter. Oldemors Trappe stammer fra dette projekt.

I 1820 stod hele projektet klar. Aabenraa blev ikke Nordens Athen. Og det selv om Neuber havde sørget for ture til det skønne Løjt, sejlture over fjorden til Laksemølle, hjorteskydning, bålfester m.m. Der var arrangeret middag hos Hartmeyer, byens fornemste værtshus og hos Madamme Rudbeck. Men intet hjalp. Selskabet trådte i likvidation. Tænk lige på alt dette, når du går forbi Rådhuset næste gang.

 

Jomfru Fanny ankommer

I 1805 hører beboerne i Slotsgade en postvogn skrumplende gennem gaden. Det viser sig, at være en kongelig postvogn. Den stopper foran nr. 14 – et lille gæstehus tilhørende Brundlund Slot.

Folk stimlede sammen og sladderen gik. Næste morgen kunne man se en velklædt kvinde stående med et spædbarn i vinduet. Nogle dage efter fløj et stykke tøj over i naboens have. Tøjet havde et fyrsteligt monogram.

Kort tid efter blev barnet fra vinduet døbt i kirken. I kirkebogen stod der:

• Døbt Franziska Caroline Elise Enger, uægte barn af Christine Heise af Mecklenburg – besvangret af skovridder Frederick Enger.

Fadderne var kammerjunker von Qualen og frue.

Det vakte en del undren. Normalt var en kvinde, der fødte et uægte barn dømt til tugthus, vand og brød, eller flere år i Spindehuset. Men det skete ikke og Aabenraa` s befolkning mødte hende ikke med foragt.

Naboerne så, at der var en livlig trafik mellem Brundlund Slot og Slotsgade 14. Den lille pige, der i daglig tale blev kaldt Fanny fik også sin skolegang på slottet. Hun blev undervist sammen med amtmand Steemand` s børn.

Hendes konfirmationskjole var af sort fløjl. Hun havde en kiste med det fineste linned. Til livets ophold fik hun såkaldte specier sendt fra København. Hendes plejemor Christine Heise tjente også penge som sy-kone.

De flyttede senere til Storetorv og derfra til Ramsherred.

 

Fanny´ s mor?

For at komme til sagen, så mener man, at Fanny’ s mor var prinsesse Charlotte Frederikke. Hun blev gift med sin Christian i 1806. Sammen fik de sønnen Frederik (den Syvende).

Den ret livlige prinsesse havde en affære med en fransk musiklære, og blev bortvist til Boller Slot ved Horsens. Hun blev skilt i 1810, og rejste til Rom, hvor hun gik over til katolicismen.

Flere gange under sin opvækst er Fanny blevet inviteret til Gråsten Slot og til øen Föhr, hvor Christian den ottende holdt ferie. Men Fanny følte sig ikke hjemme på de bonede gulve. Selv om hun blev undervist på tysk og hofsproget var tysk, talte hun dansk med sønderjysk dialekt.

 

Forudsige ting

Fanny havde åbenbart så mange penge, at hun kunne købe et hus i Persillegade. I en alder af 27 år blev hun pludselig meget syg. Man troede ikke, hun ville overleve. En dag forsvandt feberen og pludselig kunne hun se ud i fremtiden. Hun forudsagde de slesvigske krige, nederlag og sejre, samt tiden efter 1864. Det var hende, der forudsagde, at kongen ville ride over grænsen på en hvid hest.

I 1848 døde Christian den Ottende og understøttelsen blev mere sparsom. På et tidspunkt stoppede den helt. Frederik den Syvende forsøgte at få kontakt, men Fanny afslog.

Nogle damer fra Aabenraa har på Rosenborg genkendt en del af Fanny` s ting.

 

Er H.C. Andersen hendes halvbroder?

Vi har aldrig fået den fulde sandhed om Fanny. Men hvad det er lige så fantastisk er, at mange mener, at H.C. Andersen er hendes halvbror. Som barn var hun inviteret til øen Föhr, hvor H.C. Andersen også var på besøg.

Rygterne gik på, at Christian den Ottende havde en affære med den smukke begavede komtesse, Elise Ahlefeldt – Laurvig. Elise og kronprinsen skulle efter rygterne have været hemmelig gift, men den daværende reelle konge, Frederik den Sjette, der selv åbenlyst havde flere elskerinder opløste ægteskabet.

Barnet, der kom ud af det korte eventyr var H.C. Andersen – halvbror til Jomfru Fanny.

H.C. Andersen har også besøgt Jomfru Fannys mor i Rom, men brød sig ikke om hende.

Ifølge Marie Thomsen, en af Jomfru Fanny´ s veninder modtog Fanny et brev fra en Hr. Koch. Der på enkedronning Caroline Mathildes vegne ville vide, hvordan det gik.

Denne Hr. Koch er efter al sandsynlighed hofbrygmester Jørgen Hansen Koch, der både interesserede sig for Jomfru Fanny og H.C. Andersen. Koch havde gode forbindelser til hoffet og tilhørte på et tidspunkt H.C. Andersens vennekreds.

Ak ja historien om Jomfru Fanny er god, men historikere har afvist at hun kan være en konge – datter. men historien er da alligevel god.

 

Ud med danskerne

I 1888 var al undervisning på dansk blevet forbudt i Aabenraa. Alle dansksindede var også tvunget til at synge:

• Jeg er en preusser, kender I mine farver, fanen vejer sort og hvid foran mig.

Kejserens Geburtstag var den største festdag i byen. Og de tysksindede skrålede

• Schleswig Holstein stammverwandt – jag die Dänen aus dem Land.

 

Kejseren var nok ikke den værste. Således stod Bismarck på Knivsbjerg og forkyndte:

• Vi tyskere frygter Gud – ellers intet i Verden.

 

De tre betjente

Omkring århundredeskiftet var der tre betjente i Aabenraa til at styre løjerne. De hed Matzen, Gries og Grün. Børnene kunne ikke lide Matzen, så de gik rundt og råbte:

• Matzen er ude at plukke grønt til sin gris.

Søgningen til byens fængsel var nu ikke så stor. Det var arrestforvalterens kone, der skulle bespise fangerne, og det var åbenbart en dårlig forretning. Men så bad hun bare en af de tre betjente til at bringe hende et par landstrygere. Og pligtskyldig blev der hentet et par landstrygere ved Sønderport.

 

Manden, der døe af ”Hedewiche” 

I Bøddelgade (Nygade), ja her havde bødlen boet. Her boede også Bager Schou. Folk vidste godt, at Schou var tysker. Men så tysk var han ikke, at han gik til der Kaisers Geburtstag.

Til fastelavn bagte han Hedewiche. Og de var gratis til denne højtid, indtil noget frygtelig skete. Gamle urmager Wied døde, fordi han havde spist for mange Hedewiche. Nu kunne børnene ikke mere sige:

• Matthäus Sebadäus din klok, den ståe.

 

Tobaksfabrikken

Tobaksspinder Wind havde 18 børn. Han arbejde hos Middelheus, der havde grundlagt tobaksfabrikken. Gamle Middelheus var et hittebarn. Han var fundet mellem to huse, derfor havde han det navn. Man sagde om ham, at han var en meget fin mand. Han arbejde ikke selv, men han havde en dygtig værkfører.

Han havde ansat meget billig arbejdskraft. De fleste kom fra fattiggården. Blandt dem var Tumbe August, Blind Hindrich, Lille Mutter Mi, Skråsofi
og Mutter Baus.

 

Hestemarked

Hestemarked og kræmmermarked var den helt store oplevelse. Hestene stod bundet i begge sider af Storegade. Der var ringe i husmuren til at binde hestene.

Helt oppe ved Pottegade begyndte det. Det var hele fire lamper hængt over honningkageteltet. Det så jo flot ud, men de dryppede. Kagerne kunne ikke undgå at smage af petroleum. Man tog det ikke så nøje.

Heller ikke dem, der drak rød sodavand. De gik rundt med en rød mund resten af dagen. Apotekeren havde ellers sagt til sodavands – konen, at hun ikke skulle bruge det farvestof, da det indeholdt gift.

 

Besøg af pastorinden

Ofte mødte man i gaden, Sild – Drea. Hun sparede sammen til en køn begravelse. Hun fortalte ofte, om dengang hun fik besøg af provstinden, selveste Frau Probst. Pastorinden havde været så uheldig at fylde eddike i altervinen. Hun måtte så gå den tunge gang og bede om forladelse til hver enkelt, der havde været til alters. Da hun ydmygt havde banket på hos Drea udspandt der sig følgende dialog:

• Scheiss mit mir, frau Probst, es ist Wasser für die Feinen
• Hvad tænker du da Drea.
• Æ tænt å den daw wo Jesus gik op å æ kors, så ku det da godt ve ærk, han fik å drik. Så wå det da en go ide å smach det.

 

En flytning på kirkegården

Det var fattigfolks skræk, at de engang skulle i armjorden. Det var den yderste del af kirkegården, lige ved siden af det uindviede jord, hvor selvmorderne blev begravet. Folk gyste ved tanken, hvordan det skulle gå dem den yderste dag.

I armjorden blev en fordrukken skrædder begravet. Han skulle begraves som han havde levet, havde familien sagt til Stehr på Fattiggården. De havde for længst skåret hånden af ham. Han havde bragt skam over familiens gode navn.

Hans kone var død for nogle år siden. Hans smukke døtre var rejst til Amerika i lutter skam over ham. Men en skønne dag kom de alligevel hjem på besøg. De betalte en farlig masse penge for at få ham gravet op i nattens muld og mørke og flyttet over blandt ordentlige folk med en fin marmorsten og det hele.

 

Skoleeleverne bad krigsbøn 

I skolen skulle børnene synge følgende strofe:

• Kejseren er en elsket mand, han bor i Berlin, og var det ikke så langt herfra, så gik jeg endnu i dag derhen.

Man skulle også kunne en såkaldt hadesang udenad om England. Det første børnene skulle om morgenen var dog at bede en såkaldt krigsbøn:

• Send dine kære engleskarer, at de bevarer os kejseren, ser du Zeppelin flyve på himlen, så hjælp ham dog, at vi kan sejre. Til slut takker jeg dig, at jeg er tysk.

Æ Abfuhr

Skal vi tage på en bytur i 1932. ja så var det kommet styr på Æ Abfuhr. Byens vise mænd havde været på en lugte – og studietur i det sydlige. Man fik moderniseret skraldespandene med skruelåg – så nu kunne der også køres om dagen.

Der var masser af liv på den gamle hovedgade. Her kom vognen med latrinspandene langsom kørende. Dæhnert og hans medarbejdere slæbte spandene ud og ind med åg over nakken. De blev overbegloet af ungerne, der håbede at indholdet skvulpede over.

Inden de moderne skruelog var Heine og Kalle på vej ned af Ramsherred. Der udspandt sig følgende samtale:

• Kalle, holdt lich, stop æ hæest
• Jamen Heine, wa æ det galt
• Jamen æ ha taft æ mantel nae i jen af spand
• Heine, den Mantel wa da så beskidt, den ku då da it væe beken, å gå mæ
• Jamen Kalle, æ mapak wå i æ fick.

 

Mange fragtmænd

Der var efterhånden en del fragtmænd i Aabenraa. Man havde Julles eller peter mæ æ Hest. Mange havde et stort hesteforspand, som kornfirmaerne Hans Ries og I:A. Schmidt. Sidstnævnte brugte oldenborgere, som om søndagen blev forspændt med en karet, en feitong eller en kane til familieudflugter eller badeture til Skarrev.

Ja så var det også købmand Jes Zetterquist på Søndertorv havde en lille lastvogn, som blev brugt til at hente hønsefoder hos Union. Om søndagen blev vognen omdannet til Æ luxusvogn. Det skete ved hjælp af et hejseværk i laden.

Masser af liv

Fiskerøche Olsen fra Møllegade solgte fisk i gaden, og senere var det Peter Lichglaj Thomsen, der kunne forvise verdens største ål. Så kom Hannestein
og råbte Røchet ål.

Ja og byen første pølsevogn blev etableret af bager Eskild Madsen. Den stod ved Rådhusets sydligste flagstang.

Og Gammel Duus var opråfe. Han var også æ man mæ æ klok. Det var ham der forkyndte nyheder, som æ springvans stå still æ klok seks. Eller En køn hest seles i daw å æ mærken

 

”Knap din Baus”

Også dengang var Skyttelavets  optog noget man så frem til. Kommunens kontorbud, Harms gik i spidsen i diplomat. Og så fulgte de andre i kjole, akvavit og trægeværer.

Restauratør Cramer kommanderede med høj røst:

• Ræt dæ nå ind.
• Petsen, kommanderede han, hvorefter Petsen med lige så høj og klar røst svarede:
• Knap din baus, Hans.

Ifølge lavsvedtægterne måtte der ikke bandes og terningespil var forbudt. Den som spildte øl mere end en Fodsbred, som ville overhælde en broder med øl, eller som forsættelig knuste et glas, skulle straffes med bøde til de fattige og gildet. Det samme gjaldt dem, der brækkede sig.

Det var nu ikke alle, der var vilde med Skyttelavet. Provst Johannes Schmidt mente, at lavets fester stred mod Guds ord.

 

Masser af musik

Der var ringrideroptog med datidens brede arbejderheste, og så var det Kyrbis (græskar) – optog som gik til Lindbjerg.

En gang imellem så man et politisk optog med Kommunist – Schrøder, der ville storme æ Rathaus.

Spejderorkesteret med dirigent Tegewald lignede korpset fra Sydvestafrika.

Et par gange om sommeren rykkede brandvæsnet ud for at spille. Her så man så Lemhöfer, Kortlepel og Stehr. De statelige overbrandmænd stod på rad og række og så fornem ud. Her var gartner Erichsen, kapelmester Stücker, Margarine – Petersen og mange andre. Musikkerne Kreutzmann og Brandt fra
Byorkesteret spillede i Biografen til datidens stumfilm.

På gaden så man Lange Hannes, Tumbe – Frans, Sild – Dres, Fisk – Katrine med fisk i gamle høje barnevogne, Store Louise, Antom mæ æ Haach, Hannemann og Speckhahn.

 

Kongen blev sulten

I 1925 opstod der en krisesituation hos Statsbanerne, der havde kontor i Aabenraa. Der skulle handles lynhurtig. Sagen var den, at Christian den Niendes
datter, Alexandra var død i England. Kongen havde besluttet at deltage. Han var rejst med salontog fra København, og skulle via Fredericia til Esbjerg.

En forrygende snestorm med efterfølgende islag bredte sig over hele landet. Telegrafledningerne faldt ned på strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg.
I Fredericia måtte baneledelsen meddele kongen, at toget ikke kunne føres videre til Esbjerg. I samråd med kongen blev det besluttet at rejsen skulle føres videre til Hamborg via Padborg.

Trods vanskelige forhold lykkedes det for baneledelsen i Aabenraa at komme til Rødekro for at ledsage kongen på den farefulde vej. En sovevogn, der var beregnet på strækningen Padborg – Aalborg blev i hast koblet fra og i Padborg koblet på kongens tog.

Undervejs blev kongen sulten. Og med en heroisk indsats lykkedes det at fremskaffe nogle kongelige klemmer fra Papa Las, en mangeårig restauratør i Padborg.

 

Modstandsbevægelsen havde travlt

Efter at tyskerne var forsvundet i 1945 havde modstandsbevægelsen i Aabenraa travlt. Pludselig kunne alle huske, hvad alle havde sagt. I kaffeselskaberne
blev man advaret mod at sige alt. Trafikken fra Aabenraa til Fårhuslejren  var stor. 825 fra Aabenraa blev interneret. Og en opfordring blev sendt til regeringen

1. Nordschleswigische Zeitung forbydes
2. Al tysk skoleundervisning for mindretallet skulle standses
3. Alle medlemmer af mindretallet, der under besættelsen har modarbejdet Danmarks interesser, udvises omgående.

Aabenraa Andelsboligforening besluttede, at tysksindede, illoyale eller andre personer, der har været håndlangere for nazismen skulle i fremtiden ikke have tildelt lejligheder.

 

Gågaden blev indviet

I 1968 hvor gågaden ikke var officiel indviet kunne man i avisen læse:

• At komme på indkøb var før en plage
• Men nu har vi rigtig nok bedre dage
• På Gågaden slentrer vi op og ned
• Og man skrår over helt i fred
• Uden at tænke på liv og lemmer
• Men nu har det vist sig vrede stemmer
• Lad os igen få liv i staden
• Med masser af liv på gaden.

Og i Jydske Tidende var overskriften Ægte planter og duer på vandsøjlen.

 

Hjordkær Kirke blev bygget af en kæmpe

Lige uden for Aabenraa ligger Hjordkær. Der kom jeg ofte.

Det sjove er, at kirken er kullet. Det vil sige, at det ikke har noget tårn. Og det har sin helt egen historie. Det må have været småt med håndværkere i begyndelsen af 1500 tallet. For ifølge folkesagnet havde man hyret to kæmpestore trolde til at bygge Hjordkær Kirke og en af nabokirkerne. De to trolde havde en murske, som de brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem hinanden. Men da trolden fra nabokirken så at den trold, der byggede Hjordkær Kirke blev først færdig, blev den så arrig, at den kastede murskeen mod kirken, og derved slog tårnet af. Derfor har Hjordkær Kirke ikke noget tårn.

I øvrigt kan man læse i kirkebogen, at den 7. september 1594 blev Matz Rasmussen fra Aarslev begravet. Han blev gennemboret med et sværd i Aabenraa. Drabsmanden hed Johan Tucksen.

Kirketugten var meget streng dengang. Visse synder blev anset for særlig slemme. Der blev påtalt og man blev revset i offentlighedens påsyn. Hvis præster for eksempel opdagede, at et barn var født for tidlig efter vielsen, blev barnet ikke indført i selve kirkebogen, men i et andet register. Forældrene blev kaldt til for at skrifte.

Anne Cathrine Johansdatter mærkede kirkens fordømmelse. Hun havde påkaldt vrede for “hendes beggangende horeri”. Barnefaderen blev udlagt til at være Hans, som havde været skrivemester hos husfogeden på Toldsted.

 

Et spøgelse i Rødekro

Engang da jeg var til ringridning i Rødekro, så jeg et spøgelse på kroen. Det kan ikke være indtagelse af sprut, der var årsagen. For jeg drikker ikke. Nej, det har nemlig sin historie.

Omkring 1650 boede der i Aabenraa en amtmand, der hed Wintherfeldt, hvis ugifte kokkepige ventede sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Mon det var amtmanden? Han forsynede i hvert fald sin skytte Nis med den nødvendige kapital. Betingelsen var at han skulle gifte sig med kokkepigen. Derved blev kroen Der Rothen Brück etableret.

Det gik over forventning med kroen, men i 1685 skete der en grusom ulykke. Ved et bryllup blev Peter Lassen dræbt af Peter Hørlyk. Det eneste vidne var Maren Hansdatter. Men hendes udtalelser var nok til, at morderen endte på galgen.

Adskillige overnattende på Røde Kro, kan berette om der fra tid til anden lyder sære lyde på kroen. U-smurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes. Det menes at det er Peter Hørlyks hvileløse sjæl, der er på besøg.

Ja det var nok ham jeg så den gang, jeg var til ringridning i Rødekro. Havde jeg ikke fået noget at drikke?

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 21. – 01. 2022