Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro

På Møllegade ligger en sand kulturperle. Vi kigger lidt på ritualerne. Man skulle begraves inden for 24 timer. Det hele startede med et gravsted på Nørre Fælled. Ligfølget blev generet af ”kedelige typer”. De portugisiske jøder lagde gravstenene ned. Man fik kapel og eget lazaret. Og så klagede man til kongen. Engelske soldater blev begravet her i 1807. Pladsen er blevet udvidet hele 8 gange. Man lægger en lille sten og ikke blomster. I 1852 mente Melchior, at nu skulle der ryddes op.  Her er 5.500 gravsteder. Vaskehuset blev revet ned for at give mere plads.  Cementunderlag etableres. Nervøsitet ved genåbning. Vi besøger lige nogle af de kendtes gravsteder: Brødrene Bing, Niels Bohrs forældre, Edvard Brandes første hustru, Familien Melchior, Victor Borges farfar og Johanne Louise Heibergs mor.

 

En kulturperle

På en af Nørrebros ældste gader befinder der sig en sand kulturperle. Nemlig Mosaisk Nordre Begravelsesplads.

Begravelsespladsen ligger i Møllegade. Den var oprindelig en del af Jagtvej, der blev etableret kort efter bygningen af Ladegården i 1620 for at give kongelige jagtselskaber en let vej til Store Vibenshus, hvorfra de så fulgte Lyngbyvej til Jægersborg Dyrehave eller Frederiksborg Slot i Nordsjælland.

Den sydvestlige del af gaden blev bedre kendt som Jødevej, fordi den lå ved den jødiske begravelsesplads. I 1831 var det kun en af tre sidegader til Nørrebrogade. Den nordøstligste del blev kaldt Sandgravervej efter de sandgrave, der lå hvor Den Gamle By nu ligger. Sandet blev brugt til hvidskure gulve med. Gaden fik sit nuværende navn i 1858.

 

Ritualerne

For at forstå kulturen bag det hele, starter vi lige med ritualerne. De jødiske ritualer omkring død, begravelse og sorg er blevet opretholdt gennem årtusinder og bliver stadig overholdt i dag. Jødedommen sætter livet højere end noget andet. Men samtidig ser man ikke døden som en tragedie. Døden er en naturlig proces. Et menneskes død betragtes som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttet kapitel, men en midlertidig afsked.

Mænd bliver svøbt i deres bedesjal og inden kisten lukkes strøes en smule jord fra Israel over øjne og hjerte.

Det er et særlig jødisk begravelsesselskab der klargør den døde.  Denne gerning anses for blandt de fornemste handlinger som et menneske kan gøre for sine medmennesker. Dette foregår i dyb respekt for den afdøde.

Ifølge ortodoks jødisk praksis bliver den afdøde begravet. Man anvender ikke ligbrænding, fordi det er vigtigt at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Med dette som baggrund taler man i jødedommen om evig gravfred. Derfor sløjfes en grav aldrig.

Kremering og nedsætning af urner er dog i dag en mulighed for danske jøder på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Det betragtes som en god gerning – en mitzvah – at møde op til en begravelse og være med til at følge den døde til graven.

Derefter holder man normalt syv sørgedage, der hedder ”shivah”. Her modtager man besøg, hvor gæsterne eventuelt medbring mad men ikke blomster. Inden for et år sætter man en gravsten.

 

Man skal begraves inden for 24 timer

De første jøder var sefardiske jøder, som Christian den Fjerde inviterede til at bosætte sig i Glückstadt i Holsten. I 1676 Blev Israel Salomon Levi der var den første jøde, der bosatte sig i København.

Københavns jødiske historie kan ledes tilbage til 1676, da juveleren Israel Salomon Levi bosatte sig i byen. Han døde tre år senere og blev begravet tre år senere på den nærmeste jødiske begravelsesplads. Og det var i Altona en forstad til Hamborg i Holsten.

Det var lidt af et problem, for i jødedommen skal man begraves inden for 24 timer. Og det var jo så godt som umuligt med datidens transportmidler. Måske har dette fået ansporet menigheden til egen begravelsesplads i takt med at de tiltog i størrelse. Man måtte dog endnu et par år drage den lange vej til Altona.

 

En begravelsesplads på Nørre Fælled

Den 16. december 1684 gav Christian den Femte sin hofjuveler Meyer Goldschmidt fra Hamborg tilladelse til at afholde gudstjeneste i sit hjem i Rådhusstræde bare han ikke generede naboerne.  Dermed blev den første jødiske menighed i Danmark til.

Først den 29. august 1694 fik man tilladelse af Københavns Magistrat til at købe et stykke jord uden for byen på Nørre Fælled, hvor man kunne anlægge en begravelsesplads. Da pladsen blev anlagt, var der allerede en gravsten på stedet. Den tilhørte føromtalte Israel Salomons søn, David Israel.

Han blev begravet her den 5. september 1693. Magistraten havde dengang givet tilladelse til at man måtte blive begravet uden for Københavns volde. Stenen over hans grav er stadig bevaret og er dermed den ældste gravsten på pladsen.

Der blev udstedet et skøde på 2.500 kvadratalen på:

 

• Pladsen ved Sandgravene uden for Nørreport, beliggende paa Nørre Fælled, nord for Landevjen, der løber til Hyltebro, paa den østre Side af Kongens Jagtvej, der kommer fra Ladegaardsmarken, hvor Jøderne af den hebraiske Religion hidtil havde Jordet og begravet de af deres nation afgangne Liig

 

Det var lige i nærheden af Lille Blegdams Mølle.

 

Generet af kedelige typer

I 1704 fik begravelsespladsen et hegn og en opsynsmand fik sin egen bolig. Jødernes begravelser blev også forstyrret og følget generet af kedelige typer. Pladsen lå dengang åben og ubeskyttet. Der var hærværk mod gravstene allerede dengang. Man søgte kongen om tilladelse til at indhegne stedet.

Næsten alle gravsten til omkring 1700 er af sandsten og har samme højde og form – bortset fra at nogle er sunket. Alle grave vender mod øst – mod Jerusalem. Jødisk skik siger, at alle er lige i døden. Den rige skal ikke være finere end den fattige.

 

De portugisiske jøder lagde gravstenene ned

Visse gravsten ligger ned. Under dem hviler jøder af portugisisk afstamning, som også i København ønskede at holde fast ved de portugisiske jøders skik. Gravstenene skulle ligge ned.

Dette vakte forargelse blandt Københavns jøder af nordtysk afstemning som plejede at have stående sten. De portugisiske jøder købte derfor i 1715 deres egen begravelsesplads i Møllegade og stenene blev lagt ned. Med tiden blev denne del indlemmet i det samlede område.

 

Kapel og eget lazaret

Det nye kapel kom menigheden til gode ikke blot ved begravelserne men også ved den store pest i 1711. De få sygehuse og lazaretter, der blev indrettet, var hurtig overfyldt og måske slet ikke åbne for jøderne.

Derfor ansøgte forstanderne om tilladelse til at føre de pestsyge jøder ud til menighedens eget lazaret, der var blevet indrettet i kapellet. De fik tilladelsen og lov til at begrave de pestdøde på begravelsespladsen.

 

En klage til kongen

Et af ofrene for pesten, Jacob Franco gav i øvrigt i flere år efter anledning til en strid inden for menigheden, idet hans sønner lod mindestenen lægge ned over faderens grav.  Sådan var det jo skik og brug blandt de portugisiske jøder, har vi lige hørt.  Men menighedens ældste, der tilhørte de højtyske jøder forlangte stenen rejst ved gravens hovedende. I 1718 blev der sandelig klaget til kongen. Og da der ikke var nogen fortilfælde, forlangte kongen, at den skulle stå op.

 

Ligfølge – selskab

I de første mange år var det ofte svært for de efterhånden 150 jødiske familier i København at få nok til at følge kisten fra hjemmet og den lange vej ud til begravelsespladsen. I 1768 stiftede Tobias Abraham derfor ”Ligfølge – selskabet”. Dette skulle sikre at et tilstrækkeligt antal frivillige fulgte de afdøde til begravelsespladsen. Selskabet holder fortsat traditionerne i hævd den dag i dag.

 

Da engelske soldater blev begravet

Seks engelske soldater er ved en fejl begravet i udkanten af den jødiske begravelsesplads. Det skete under den engelske besættelse i 1807 og afspejler krigens anarki.

Forstanderskabet for det jødiske begravelsesselskab henvendte sig til myndighederne for at lade ligene grave op, da besættelsesmagten var draget bort. Man mente, at de 6-8 englændere skulle begraves på en kristen kirkegård. Men sundhedskollegiet modsatte sig dette og gravene ligger der endnu. På overrabbiner Gadalias forlangende blev der sat et gitter i omkring gravene. Men det har været forsvundet i mange år.

Bombardementet dengang ramte også flere af stenene. Andre sten blev væltet af besættelsesmagten dengang. Engelske soldater var hoppet over rækværket og morede sig med at vælte gravstene og ødelægge andre. Disse soldater havde kvarter i nærheden og fornøjede sig på denne måde.

 

Udvidet otte gange

Siden 1694 er begravelsespladsen udvidet otte gange. I 1800 henvendte repræsentanter sig til magistraten om opkøb af endnu et stykke jord nærmest det sidst erhvervede. Da det mødte modstand, gik repræsentanterne direkte til den gartner, der havde jorden i fæste og købte ca. 3.600 m2 for 2.000 rigsdaler.

Det modsatte Magistraten sig også. Den og ikke fæsteren var den rette sælger og man forlangte en høj pris. Repræsentanterne syntes at have haft god tid for de indrettede den ny plads. Så truede kæmneren med at indkalde dem for forligskommissionen. Først da indvilligede de i at betale. Skødet blev udstedt i 1805.

I en anordning af 29. marts 1814 blev pålagt jøderne i Danmark at føre autoriserede kirkebøger på dansk. Men allerede i 1771 havde menigheden begyndt at føre en begravelsesprotokol på hebraisk.

 

Den femte udvidelse

Den femte udvidelse fandt sted i 1831, da menigheden købte et grundstykke på ca. 1.700 m2 af Magistraten.

Pladsen bag kapellet blev forbeholdt barnegrave. Der findes ikke mange af de gravsten bevaret. Blandt de mest fremtrædende medlemmer af menigheden, der fandt deres sidste hvilested på denne del af begravelsespladsen kan nævnes finansmanden hofråd, David Amsel Meyer. Han stiftede mange legater af hvis midler Mosaisk Drengeskole i 1805, Carolineskolen i 1810 og Meyers Minde i 1825 blev oprettet.

Overrabbiner Abraham Gedalia ligger her og etatsråd M.I. Nathanson, der var købmand, nationaløkonomisk forfatter og redaktør af Berlingske Tidende. I mange år stod han i spidsen for Drengeskolen og Carolineskolen.

Det sidste jordlod blev opkøbt i 1855. Det var to år før Københavns volde blev nedlagt. Til sidst var man oppe på 13.500 m2.

 

En mere personlig stil

I midten af 1800-tallet ville det jødiske borgerskab have en mere personlig stil. De lod sig inspirere af stilen på de danske kirkegårde.  De foretrak en tekst på dansk på dansk eller måske en blanding af dansk og hebraisk. Møllegade fik en mere mangfoldig stil. Gravstenene kunne være store og kostbare blandt velhavende familier.

Lidt af den gamle lighedstanke har dog overlevet. Alle begraves i dag ved en jødisk begravelse i samme enkle, umalede kiste og svøbt i hvide klæder.

 

Man lægger en lille sten – ikke blomster

På jødiske begravelsespladser lægger man typisk heller ikke blomster. Man skaber ikke små haver omkring gravstenen.  Besøgende lægger blot en lille sten på graven som tegn på, at de har besøgt den.

Et par hænder med delte fingre fortæller, at den afdøde var kohanit. Det vil sige en efterkommer af tempelpræsterne. Man ser deres hænder strakt frem for at lyse velsignelsen over menigheden.

Et vandfad eller en kande fortæller, at her hviler en afdød af Levi stamme. Levitter vasker nemlig kohanitters hænder inden velsignelsen.

 

Nu skulle der ryddes op

I 1852 kom der et forslag fra Moritz G. Melchior til:

 

• At den ældre Kirkegaard bliver sat i forsvarlig Stand, da det næppe er Samfundet værdig at lade Kirkegaarden forblive i dens nuværende forsømte og forfaldne Stand.

 

Overrabbineren godkendte dette under forudsætning at ingen grave blev opgravet. Der måtte heller ikke fjernes noget fra gravene.  Men nole af medlemmerne var imod forandringerne. Det resulterede så i at man kontaktede Kirkeministeriet. De godkendte anlægsarbejdet. Efter flere skærmydsler i menigheden kunne istandsættelsen gennemføres.

To opsynsmænd vågede over, at arbejderne holdt sig strengt til deres instruks ved anlæggelse af nye veje og gange. Buske og træer, der voksede uden plan og pasning blev fjernet. Der blev nu ansat en gartner til vedligeholdelse.

 

5.500 gravsteder

Inden for få årtier blev den ene ejendom efter den anden bygget omkring pladsen. Nørrebro var en realitet. Hermed var det slut med udvidelsesmuligheder. Mosaisk Trossamfund måtte tænke i nye baner. Løsningen blev oprettelsen af Mosaisk Vestre Begravelsesplads i 1886, der er beliggende på Vestre Kirkegård.

Efter 1886 er der dog foretaget 300 begravelser på pladsen i Møllegade. Det var reserverede familiegravsteder. Den sidste begravelse blev foretaget i 1967.

Der findes 5.500 gravsteder på Mosaisk Begravelsesplads, hvoraf 4.700 kan identificeres. Tilbage står ca. 2.800 gravsten. Blandt disse møder man mange betydelige, centrale og vigtige skikkelser i dansk jødisk historie.

Efter jødisk skik sløjfer man nemlig aldrig en grav. Graven er den afdødes evige eje. Derfor kalder man begravelsespladsen på hebræisk for ”beit olam”, oversat ”evighedens hus”.

Der fandt en masse begravelser sted i 1700 – tallet, som vi ikke kender noget til i dag.

 

Vaskehuset rives ned for at gøre mere plads

I 1804 måtte vaskehuset rives ned for at give plads til flere begravelser. I 1873 blev den nuværende inspektørbolig samt kapel opført. Det nuværende gangsystem stammer fra 1886. I 1929 blev kapellet revet ned og den nuværende have etableret.

 

Cementunderlag etableres

Opfyldt jord egner sig naturligvis ikke til en begravelsesplads, hvor man ønsker grave og mindesten bevaret til evig tid. De fleste gravsten sank efterhånden ned i jorden. Derfor lod Repræsentantskabet dem omkring 1905 hæve og rejst på cementunderlag. Det er dog endnu en del sten, hvor kun halvdelen rager op af jorden.

 

Nervøsitet ved genåbning

Københavns Kommune har bekostet en million kr. til at renovere Begravelsespladsen. Af respekt bede de besøgende om ikke at forlade de markerede stier.

Inden planerne for genåbningen var der en vis nervøsitet i de jødiske kredse. Det var på det tidspunkt, hvor der var forvirrede unger, der ikke kunne kende forskel på danske jøder og israeler, som man udtrykte det. Nogle mente, at det ikke var nogen grund til at gøre opmærksom på, at der her ligger jøder begravet.

Stedet blev netop lukket fordi man frygtede hærværk. Det var i en periode med stærk anti – israelsk kritik. Jøder har dog altid haft mulighed for adgang.

Praktiserende jøder vil altid bære en kippa (jødisk hovedbeklædning) af respekt for stedet. Har man ikke været på begravelsespladsen i 30 dage vil man også bede en bestemt bøn.

 

Brødrene Bing

På kirkegården ligger bl.a. Herman Bing, der i 1853 sammen med Frederik Vilhelm Grøndahl grundlagde porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl. I 1895 udgav de verdens første juleplatte ”Bag de frosne ruder”. De jødiske Bing – brødre var meget aktive i Det Mosaiske Troessamfund.

 

Niels Bohrs forældre

Fysikeren Niels Bohrs forældre ligger her.  Og det gør forfatteren Simon Levin også. Det var ham, der oversatte børnebogen Den Store Bastian til dansk i 1847.

 

Edvard Brandes første hustru

Her ligger Edvard Brandes første hustru, Harriet Salomonsen. Han var bror til Georg Brandes. Hun begik selvmord i 1879. Hun havde været hendes mand utro og kunne ikke rigtig finde ud af det. Hun var ung og smuk og kun 15 år, da de bliver gift.

Men så dukkede komponisten Viktor Bendix op. Hun blev forelsket i ham Han skulle undervise hende i klaverspil og det gik hedt til. Så hun læste problemet, da manden får at vide, at hun har været utro ved at drikke gift og bliver begravet her.

 

Familien Melchior

Her finder man også familien Melchiors familiegravsted. Det var Moritz G. Melchior og hans hustru Dorothea, der tog sig af H.C. Andersen. De havde vinterbolig på Højbro Plads men sommerbolig på Østerbro. Og det var her i Rolighed at H.C. Andersen var en flittig gæst. Det var her han tilbragte sin sidste tid. Dette har vi tidligere berettet om her på siden.

 

Victor Borges farfar

Så ligger her en mand, der hedder Nathan Rosenbaum. Gravstenen var tidligere sunket så meget ned i jorden at man ikke kunne se navnet. Nathan Rosenbaum er farfar til Victor Borge. Da stenen blev fundet, blev Victor Borge kontaktet og spurgt om han ville betale for en istandsættelse. Han blev ellevild og sagde ja. Han har da også været på besøg på kirkegården.

 

Johanne Louise Heibergs mor

Johanne Louise Heibergs mor ligger her også. Hun hed Henriette Pätges. På vores side kan du læse 2- 3 artikler om denne familie. Henriette Pätges var teltholder på Bakken. Hun havde også et værtshus på Nørrebro, Lille Ravnsborg og var gift med Christian Pätges.

Henriette var jøde og Christian var kristen (katolik). Før 1814 måtte kristne og jøder ikke gifte sig med hinanden. De måtte heller ikke have sex. Men i 1803 fik de en datter.

Parret blev gift i 1804 og fik otte børn. Johanne Louise blev døbt i Sankt Petri kirke i 1813. I 1816 flyttede Henriette til Aalborg for at ernære sig med madpension for Anden Jyske Regiments officerer.

Faderen viste ringeagt over for jøder. I et raserianfald kaldte han Henriette for ”Jødetøs” Generelt blev jøder behandlet med foragt.

Mod slutningen af sit liv ønskede Henriette at blive kristen. Hun kontaktede n præst med han afviste at døbe hende. Johanne Louise betalte for vedligeholdelsen af gravstedet.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Julius Margolinsky: Jødiske dødsfald i Danmark
• Henriques Bing: Evighedens Hus – en guide til den jødiske begravelsesplads
• Bodil Wamberg: Johanne Luise Heiberg – Kærlighedens Stedbarn
• Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringer
• Ethas Levin: Den Gamle Jødiske Begravelsesplads i Møllegade 1694 – 1994 (1-2)
• Det Mosaiske Trossamfund
• berlingske.dk
• beitolam.com
• religion.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• trap-lex.dk
• mosaisk.dk

 

• Hvis du vil vide mere: Om kirkegårde i København, Familien Melchior, Jøder, og Johanne Loise Heiberg

 

• dengang.dk indeholder 1.716 artikler heraf 298 artikler fra Nørrebro:

 

• Johanne fra Lille Ravnsborg
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – en oase
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• Livet på Assistens Kirkegård
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Røde Faner på Assistens Kirkegård

 

• Under Østerbro finder du 96 artikler:
• Holmens Kirkegård
• Garnisons Kirkegård
• Krigergraven på Assistens Kirkegård
• En digter på Østerbro (Melchior)
• C. Andersens sidste dage på Østerbro (Melchior)
• Rosenvænget på Østerbro (Johanne Louise Heiberg)

 

• Under København finder du 185 artikler:
• De forfulgte Jøder
• Flugten over Øresund

 

• Under Andre Historier finder du 68 artikler:
• Johanne Louise Heiberg