Modstand og Besættelse på Nørrebro

Foredrag den 31.1.2020 på Vedbækgade, Nørrebro. Hvorfor var Nørrebro særlig ramt? Vi kigger i døgnrapporter og modstandsbevægelsens beretninger. Der var mange sabotagehandler og mange blev likvideret. Der var masser af sortbørshandel Der foregik jagt på kommunister, nazister og danskere i tyske uniformer. På Nørrebro var der også bødler. Modstandsbevægelsen synes, at politiet var for samarbejdsvillige. Rovmordere blev ikke straffet. Ni dage på Nørrebro var særlig slemme. Patruljerende terrorkorps skød vildt omkring sig. Bomber affyret ned gennem Nørrebrogade. Også fly skød med maskingevær. Buldogs brand var ved at udvikle sig til en katastrofe, brandværnet nægtet adgang. Flygtninge ikke behandlet særlig pænt. Op til 150 sabotører i aktion. Så er det lige de moralske og etiske dilemmaer under besættelsen.

 

Altid god stemning til Fredagsrundstykker

Det er altid en kanonstemning til Fredagsrundstykker, kaffe og Højskolesangbogen. Og ”Den Gamle Redaktør” var positiv overrasket over, at der kom så mange. Der måtte slæbes ekstra borde og stole ind. Hvor var det skønt at snakke med alle efter foredraget. Held og lykke til de to søde lærerinder, som skal til at undervise deres elever i dette tema. Ja og tak til de andre – et veloplagt publikum. Jeg kommer gerne igen.

 

Jagtet vildt

Hvor er jeg glad for atter engang at være her. Jeg har ikke mere tal på, hvor mange gange, jeg har optrådt i kirken og her. I dag skal vi berøre et emne, som stadig er meget betændt. Hvis du ikke har den rigtige holdning om dette, kan du blive smidt ud af Facebook. Det har jeg prøvet flere gange. Og nu ser det ud til at være definitivt.

Besættelsen på Nørrebro var ikke rar. I døgnrapporterne kan vi konstatere, at der skete en masse ting. Ikke alt blev siden opklaret. I slutningen af besættelsen patruljerede Schalburg – korpset, Hipo og Sommerkorpset rundt på Nørrebro.

Glemmes skal det heller ikke, at der også var nazister. De blev jagtet af modstandsbevægelsen. Ja det gjorde stikkere også. Danskere i tysk uniform var også jagtet vildt. Selv marinevægtere blev skudt.

Sabotører og kommunister blev jagtet af dansk politi.

Kriminelle havde også på Nørrebro gode vilkår efter, at politiet var sendt syd på. Vi har kigget i døgnrapporter og i modstandsbevægelsens beretninger.

Nu har jeg altid vane for at snakke for meget. Sådanne gener er det nogen, der er født med. For jeg håber også vi kan komme ind på nogle etiske og moralske dilemmaer, der var unde besættelsen. Set kan så måske for nogle være provokerende.

 

Jubilæumsår

I år markerer vi 80- året for den tyske invasion og 75 året for Danmarks befrielse. Perioden 1940-1945 er længe siden, og de fleste, der har oplevet det er borte. Men det er fem år, der stadig bliver mindet. Men måske ikke alle steder med stolthed. 1945 var præget af hidsige debatter i dagspressen. Der var et par tusinde frihedskæmpere, som var skyld i, at de allierede alligevel stolede på os. Efter den 4. maj var der pludselig 50.000 med armbind.

Men var frihedskæmpernes historie den eneste sandhed? Frode Jacobsen ville ikke have, at man undersøgte alle de likvideringer, der blev foretaget. Han sagde selv, at han ville beskytte dem, for de kæmpede for Danmarks sag. Men gjorde han dem ikke en bjørnetjeneste? Der blev hvis ikke undersøgt så meget, inden man likviderede en person. Og er man i grunden sikker på, at der kun var 400 likviderede. I vores bog, som vi skrev for et par år siden, fandt vi fem mystiske dødsfald i Padborg – området. De stod ikke på nogen liste og er aldrig registreret som nedskydning fra modstandsbevægelsens side. Man kan finde ud af meget i en kirkebog, særlig når præsten undrer sig.

 

Der blev skudt for få stikkere

Gunnar Dyrberg mente, at man fik likvideret alt for få. Man regner med, at man nåede mellem 400 og 500. Stikkere og andre blev dræbt. Det var clearingmord, snigmord, rovmord, private og kriminelle opgør, jalousidrab, seksualdrab m.m. Selv 15 – 16-årige deltog i dette.

 

Det er ikke sort/hvid

Vi begår alle den fejl, at vi ser datidens hændelser med nutidens øjne. Vi glemmer at sætte os ind i datidens forhold. Men det er dog tilladt at undre os. Der har været tale om tyverier af nazi-dokumenter. Det er nok ikke alt, der mangler, som er stjålet. Det er sikkert fjernet af myndighederne.

Danske myndigheder udleverede tyske jøder til Tyskland, hvor de blev myrdet. Danske officerer meldte sig til Waffen SS for at kæmpe mod kommunisterne på Østfronten. Politikerne indførte kommunistloven. Dansk Politi hjalp med at indfange dem. Statsminister Buhl opfordrede til at angive sabotører. Betjente blev belønnet, når de havde fanget SOE – agenter.

Hvor er de moralske kridtstreger? Hvad skal man gøre i krigssituationer?

Erik Scavenius var åbenlyst begejstret for de tyske sejre, og han så frem til en ny fremtid i Europa. Havde han ret til den mening? Hvorfor fortier man fagbevægelsens rolle dengang? Det er svært at udpege de egentlige helte og skurke. Også kommunisterne overtrådte de moralske kridtstreger.

 

Masser af uopklarede hændelser

På et møde den 18. september 1945 mellem justitsminister Busch-Jensen, politiets ledelse og Frode Jacobsen blev det aftalt at følge Frode Jacobsens forslag. Landets politimestre fik herefter i slutningen af september 1945 tilsendt et nyt cirkulære, hvorefter de straks skulle indsamle lister over samtlige drab, som var begået i deres politikreds, men uden at foretage nogen undersøgelse af drabene.

320 af de dræbte var nogen som modstandsbevægelsen tog ansvar for. Men Frode Jacobsen og hans efterfølger mente, at disse drab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes. Frode Jacobsen sagde, at det var krig ikke jura. Dem, der havde foretaget likvideringerne skulle ikke drages til ansvar, da de havde handlet ”efter ordre” og kunne derfor ikke drages til ansvar!

Man siger fra myndighedernes side, at der hvor der er begået fejltagelser, har de pårørende fået fuld oprejsning. Men det svarer ikke til sandheden. Begynder man at undersøge disse forhold, ja så gør myndighederne alt for, at du ikke kommer videre. Og selv om du har nye oplysninger i en mordsag, så åbner man den ikke.

Vi har gjort vores erfaringer.

Når man taler om besættelsen, så er der mange, der bruger nutidens viden og moral til at beskrive datidens historie. Det vil vi forsøge at undgå.

 

Kriminelle handlinger i modstandsbevægelsens navn

Cirka 600 frihedskæmpere faldt. 20 af disse blev fældet af deres egne.

På Nørrebro var der en gruppe, der kaldte sig Pelle-gruppen. De foretog sig kriminelle handlinger i modstandsbevægelsens navn.

 

• Modstandsbevægelsen foretog de første 22.000 anholdelser
• Fra den 13. maj foretog politiet 18.000 anholdelser
• Mange af de 40.000 var blevet kørt rundt til ”spot og spe”
• Landssvigerloven blev anvendt uanset om du havde vasket tøj for tyskerne eller været ansat i Gestapo
• 500 blev dømt
• Mange var blevet modstandsfolk 2 minutter over 12
• Hen over sommeren 1945 forekom mange likvideringer på baggrund af rygter.

 

Man viskede og tiskede

Man viskede og tiskede, når man ikke har lys i vinduerne den 4. maj – Værnemagere – Nazister – Ja tænk engang mange børn var kede af, at deres forældre ikke var med i modstandsbevægelsen. Hvor kunne det være fedt at rende rundt med et foto af sin far med maskinpistol.

Besættelsestiden er kilden til meget løgn. Det er ting, vi ikke taler om, fortier eller fordrejer. Vi vil gerne fremstå som et land, der var tapper under Anden Verdenskrig. Vi vil fremstå som modige, helteagtige og idealistiske. Vi vil ikke få det mindste snavs på fingrene.

Vi er nu ikke den eneste nation. På Facebook kan du heller ikke skrive sandheden. Hvis du skriver noget som historisk er sandt, men støder den amerikanske ideologi, ja så kan du risikere at blive deaktiveret. Det drejer også om historiefortolkning.

Ja og så var det lige før, at ”Den Gamle Redaktør” havde glemt søens folk, alle dem, der kæmpede på havet.

 

Da Børge Houmann blev jagtet

I begyndelsen skulle man lige huske at få mørklægningsgardinerne ned, ellers stod tyskerne dernede på gade og pegede op på lejlighederne med deres våben.

Allerede tidlig under besættelsen var politiet efter kommunisten Børge Houmann. Han var flyttet til Husumgade og skulle hente sin skjorte hos rullekonen. Her havde det danske politi holdt vagt i 11 dage. Men det lykkedes hende at advare ham. Nu begyndte hans nomadeliv.

Man fik da også lige fat i en skræddermester på Nørrebrogade. Denne havde flirtet med kommunister, så han blev lige taget med.

 

Da kommunisterne blev taget

Det var den 22. juni 1941. Der var kø foran bagerbutikken på hjørnet af Rantzausgade/Griffenfeldsgade, Brødmærker blev omvekslet til søndagsrundstykker. Men folk lagde mærke til masser af danske betjente. De brød ind i kommunisternes kontor, Griffenfeldsgade 50. En masse kasser blev smidt ud i de ventende salatfade.

Kommunister havde ellers nået at få brændt medlemslister, abonnementslister m.m. Men det danske politi havde allerede adresserne. Disse kommunister var allerede i flere år blevet overvåget endda i samarbejde med Gestapo også inden disse kom til Danmark.

Egentlig ville tyskerne kun have en liste med 50 navngivne kommunister, men dansk politi fik fat i cirka 300. Og dette var tyskerne glade for.

Der blev lovet disse kommunister guld og grønne skove, da de blev interneret i Horserødlejren. Men en masse blev sendt syd på, og mange kom ikke tilbage. Var grundlovsbruddet blevet presset ned over hovedet på danskerne?

 

Var Aksel Larsen stikker?

Jo Aksel Larsen var man også ude efter. Han boede i Blågårdsgade og havde ladet skægget stå. Han kaldte sig lærer Carlsen. Dansk politi holdt en lejlighed på Tagensvej under observation. Og så fik man ellers fat i ham.

I jagten efter sensationer udnævnte BT ham som stikker. Aktuelt fulgte efter og fortalte, at han i 130 tilfælde havde angivet sine kammerater.

 

Den første modstand

Modstanden i begyndelsen antog hærværk mod nazi – butikker. Ruder blev knust. Man havde tændt ild på en klud og smidt ind i butikkerne. Kommunister blev hos doktor Kjems i Hillerødgade 75 undervist i, hvordan man fremstillede brandbomber.

Op under taget i en ejendom i Tømrergade lå der et våbenlager bestående af fire brandbomber og en flødeflaske med benzin. Dette blev brugt mod en sabotageaktion mod et skibsværft i Nordhavn.

 

Dømt til døden

En af de første sabotageaktioner skete i Bjelkes Alle mod en tysk transportorganisation. Hans Petersen havde fremstillet en hjemmelavet bombe. Dansk politi fik fat i ham. De tyske myndigheder forlangte ham udleveret og de dømte ham til døden. Han blev dog benådet til livsvarigt tugthus.

 

Bøddel nr. 1 på Nørrebro

Der var selvfølgelig også bødler på Nørrebro. Det var sådan nogen som gik i tyskernes tjeneste. Lad os præsentere to af de mange. Kristen Kjærsgaard Rasmussen var egentlig dømt til døden, men blev benådet. Halvanden år efter sin død blev han fundet myrdet.

Han tilhørte den gamle Lorenzen – gruppe, der havde meget på sin samvittighed. Han var uddannet slagtersvend hos sin svigerfar på Nørrebro. Familien var kendt for at være nationalsocialister. Kristian blev gruppeleder for DNSAP’ s ungdomskorps.

Kristian blev marinevægter. Han kom stil Schalburgkorpset, hvor han avancerede. I terroraktioner har han været med til at dræbe landsmænd.

 

Bøddel nr. 2 på Nørrebro

En anden af bødlerne fra Nørrebro var Helge Rudolf Keil. Han var et usædvanligt nervøst gemyt. Han var heller ikke en af Hillerødgades Skoles bedste elever. Hans far havde et værtshus. I kvarteret gik han som særling. Han kom i lære som barber. Og fem gange i træk måtte han op til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod, havde han drukket en flaske portvin og fire øl.

Han holdt dog hurtig op med at være barber. Han fortalte, at grunden til dette, at han fik lyst til at skære halsen af folk. En dag var han utilfreds med moderens mad og havde stukket en gaffel i hovedet på hende.

Han rejste til Norge og arbejdede for tyskerne. Da han kom hjem, blev han anholdt af tyskerne. Han kunne ikke legitimere sig, og kom til forhør hos den berygtede Birkedal. Han kunne godt bruge sådan en type. Han blev brugt til at torturere danske modstandsfolk. Han har mindst fem mand på sin samvittighed. Han blev dødsdømt ved Københavns Byret. Men han blev benådet ved Østre Landsret til livsvarigt fængsel.

 

Første gang med plastik sprængstof

Den 7. maj 1943 gennemførte BOPA en aktion mod Standard Electric i Rådmandsgade. De arbejdede for den tyske rustningsindustri. Modstandsfolkene udgav sig for betjente, der havde set noget mistænkelig. Da de var blevet lukket ind, holdt de sabotagevagterne op. Bomberne blev anbragt men sprang ikke.

Første gang, der blev brugt plastik sprængstof var mod Glud & Marstrand på Rentemestervej. I overensstemmelse med den danske samarbejdspolitik fremstillede de komponenter til tyskerne. Det var natten mellem den 22. og 23. juni. Aktionsgruppen forlod fabriksområdet i stor hast. Da de nåede Glasvej lød der et ordentligt brag. Hundreder af vinduesruder raslede ned på gaden.

Politiken kaldte aktionen for et attentat. De skrev også at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. National Tidende kaldte aktionen for hærværk.

 

Aktien steg med 40 pct.

Den 23. august var målet Lauritz Knudsens mekaniske Etablissement, senere kendt som LK – nets. Fabrikken lå i Haraldsgade og producerede for ca. 2 millioner kroner elektriske artikler til tyskerne. Tre transformatorer blev fuldstændig ødelagt og hele færdiglageret blæste bort. Selv om det meste blev ødelagt, så kom fabrikken sig forbavsende hurtigt. Allerede i 1944 steg virksomhedens aktier med 40 pct.

 

Regeringen går af

Den 23. august meddeler den danske regering, at de ikke kan gå ind for Hitler. De går af. Der indføres departementschefstyre. Politikerne er stadig i kulissen. De bliver stadig taget med på råd. De har stadig medindflydelse men uden dog at tage ansvar for tyskernes bosættelsespolitik. En række politikere bliver interneret.

Vores eksport af fisk og landbrugsvarer til Tyskland stiger dog fortsat.

I Stockholm etableres en kontra – efterretningstjeneste.

 

Da Danmarks Frihedsråd blev startet

Den 13. september 1943 blev der på Nørrebrogade 156 i Harilds Maskinbureau dannet Danmarks Frihedsråd. Det var ikke alle der var lige begejstret for dette. Hverken i modstandsbevægelsen eller hos politikerne. Socialdemokraterne tog længe afstand fra dem, fordi de mente, at kommunister havde for stor magt.

 

Gestapo strammer grebet

Gestapo strammer grebet Der indføres tortur mod tilfangetagende frihedskæmpere og besættelsesmagten indfører clearingsdrab. Situationen tilspidses voldsomt. Clearinsdrabene udføres ofte af danske statsborgere, der er tilknyttet de tyske terrorkorps.

 

1.300 ødelagte vinduer

I september 1943 skete der en sabotageaktion mod K.A. Hartmanns Maskinfabrik i Vermundsgade. Her havde man også været i april. 200 mand arbejde i døgndrift for den tyske regering. Her var svært bevogtet sabotagevagter. Eneste måde at angribe på, var at lokke vagten i tårnet ned. Det lykkedes at opholde vagterne med to mand i politiuniform og en i CB – uniform.

I mellemtiden lykkedes det at anbringe 50 kg trotyl midt i produktionshallen. Arbejderne blev med en maskinpistol bedt om at søge i beskyttelsesrum. Gaden blev spærret af og beboerne blev advaret. Men noget gik galt. En nattevagt var ubemærket kommet ind i en smøge. Og han blev dræbt ved den voldsomme eksplosion.

Der skete skader for 930.000 kr. direktøren anslog, at det ville gå 4 måneder inden de var klar igen. Nabobygningerne havde fået indbo – og murskader. Der var mindst 1.300 beskadigede ruder.

 

Jødetransport

Danmark bliver delvis advaret om, at en jødeforfølgelse vil blive etableret i Danmark. Der sker en farlig transport over Øresund. Der er delte meninger om, hvor meget tyskerne lukker øjnene. Men mange skippere tager sig særdeles godt betalt for denne transport.

Danske befalingsmænd går under jorden. Der skaffes 1.500 dækadresser.

I september 1943 bliver en tysk vagtmester skudt ned af en forbipasserende cyklist i København. Byen bliver idømt en stor bod. Der bliver simpelthen forbudt at cykle mellem kl. 20 aften og 5 morgen.

 

En aktion, der måtte opgives

Natten efter den 23. oktober havde Holger Danske planlagt sabotage mod Atlas i Baldersgade. Man var mødtes om aftenen for at gennemgå forløbet. På vej i cykel til stedet var de to grupper dog kommet bort fra hinanden.

Da den ene grupper var ved at gøre våben og sprængstof klar lød der pludselig skyderi omkring midnatstid. Mens fire mand ventede på deres cykler, kom der en politipatrulje forbi. Deres tilstedeværelse påkaldte politifolkenes opmærksomhed. Og de fire modstandsfolk flygtede.

Politiet skød syv skud efter dem dog uden at ramme. Der blev ikke skudt efter politiet, men en reservebetjent blev ramt af en vildfaren kugle. Politiet anmodede om assistance. 5 modstandsfolk blev anholdt. Men efter 8 dage i Vestre Fængsel blev de løsladt grundet manglende bevis.

 

Overbetjent hårdt såret – ville hjælpe

Den 30. november 1943 blev sabotagevagt Ernst Otto Møblus dræbt af revolverskud ud for Fælledvej af tre – fire cyklister. De havde forfulgt ham. Under skydningen kom overbetjent A. Jørgensen alvorlig til skade. Han forsøgte at hjælpe sabotagevagten. Man forsøgte forgæves at afvæbne overbetjenten. Men da dette mislykkedes, blev han skudt i ryggen bag fra af en af cyklisterne.

 

Også danske sabotagevagter må skydes

I slutningen af 1943 skærper modstandsorganisationerne deres syn på danske sabotagevagter. Hvis de beskød sabotørerne, var det OK at skyde igen.

Sabotørerne levede farligt. Hvis de blev fanget og udsat for tortur, kunne de jo røbe ting, som besætterne kunne udnytte. Omvendt kunne likvideringer af formodede stikkere også foregå for øjnene af familiemedlemmer. En dansk kvinde, der arbejdede i et tysk marketenderi, blev henrettet for øjnene af sin seksårige datter.

På Østerbro fik underboen besøg af en 3 – årig pige en morgen. Far og mor ville ikke stå op og lave morgenmad til hende. Da underboen kom op, så hun dem begge ligge i en stor blodpøl skudt af modstandsfolk.

 

Dræbt under betonmur

Den 29. januar 1944 blev folk vækket af fire eksplosioner på Ydre Nørrebro. En transformerstation hos General Motors blev fuldstændig ødelagt. En mand blev dræbt under en betonmur. En anden blev såret af pistolskud.

Klokken 13.45 genlød området af pistolskud. Tyskerne jog nysgerrige væk fra kolonihaverne.

Seks ukendte mænd trængte den 10. marts ind hos Titan efter arbejdstids ophør. De overrumplede sabotagevagterne og stjal 4 karabiner og 3 tromlerevolver.

 

En vred værtshusholder

En værtshusholder på Egely, Elmegade 23 blev godt sur i skralden, da hans beværtning blev saboteret af modstandsfolk. Det skete den 30. marts 1944. Værten forklarede, at han ikke havde en speciel politisk indstilling og så mange tyskere kom der heller ikke på hans beværtning.

Men han forklarede, at i lejligheden lige over for boede en frikorpsmand, som i øjeblikket var hjemme på orlov. Og ham gik modstandsfolkene nu også efter.

 

Store udenoms-skader

Den 28. april 1944 var der planlagt en aktion mod maskinfabrikken Hero på Nordre Fasanvej. Lige i nærheden var det boligblokke, så man skulle også være forsigtig. Ved at udgive sig som leksikon – sælger var det lykkedes en af modstandsfolkene at komme ind og rekognoscere.

To – tre mand skulle gemme sig inde på pladsen og holde vagterne oppe. Men noget gik galt. Der blev foretaget en hurtig tilbagetrækning.

En uge efter foretog man et nyt forsøg. Man havde stoppet trafikken og advaret de forretningsdrivende på Nordre Fasanvej. Der lød to kraftige eksplosioner og fabrikken lå i grus. 35 butiksruder og flere hundrede almindelige ruder gik til. Der skete en del indboskader.

 

60 pct. eksporteres til Tyskland

Den 8. juni var der en sabotageaktion mod maskinfabrikken Petersen & Wraa i Heimdalsgade. Her producerede man bl.a. bolte til lokomotiver. 60 pct. af eksporten gik til Tyskland.

Omkring kl. 23 trænger 20 – 25 sabotører ind på fabrikken. To danske vagter bliver holdt op. Bomber blev placeret rundt om på virksomheden. Nu var aktionen ikke specielt vellykket. Virkningen var ikke så ødelæggende, som man havde troet. Den tyske sprængningskommando fandt 17 ueksploderede trotylladninger.

Problemet var at maskinerne var blevet startet inden bomberne skulle have haft sin virkning. Derved var en masse ledninger revet af.

Men den 14. juni var man mere heldig. Her blev fabrikken totalt ødelagt. Beboerne i de nærliggende bygninger var blevet advaret. Der skete temmelig store sideskader.

 

En farlig stikker

Den 15. juni 1944 kom danske modstandsfolk på sporet af en af de mest farlige stikkere. Han var medicinstuderende og tjente ved siden af som stikker. Efter en forelæsning på Rigshospitalet blev han forfulgt. Han var normalt mandsopdækket af fire civilklædte og stærkt bevæbnede bodyguards fra Schalburg – korpset.

Men de så ud til at være fraværende den dag. Stikkeren var normalt bevæbnet. Lige før Sankt Hans Plads blev han ramt af skud. I næste øjeblik styrter han af cyklen. På jorden forsøger han at få fat i sin pistol, der er gledet fra ham. Modstandsfolkene affyrer nu to skud mod hans hoved.

Fra Fælledvejens Politistation myldrede betjente nu frem til stedet. Modstandsfolkene kastede nu en røgbombe og flygter ned ad Nørre Alle.

 

Modvillige arbejdere

Den 24. juni lykkede det for en gruppe modstandsfolk at komme ind på maskinfabrikken FKL på Tagensvej 97, hvor 150 mand arbejdede i treholdsskift. Det lykkedes vagterne at stikke af. Arbejderne var ikke særlig samarbejdsvillige. De måtte trues med maskinpistoler. Kun modvilligt åbnede de en dør til de vitale maskiner.

Sabotørerne medbragte 40 kg. Trotyl. Maskinfabrikken blev jævnet med jorden.

 

Politiet alt for samarbejdsvillig

Under en dobbeltaktion mod Ambi og Nordværk mente modstandsfolkene, at dansk politi gik alt for meget op i deres opgave. Der udspandt sig alvorlige gadekampe, hvor kuglerne føg om ørene. På den ene side var det tyske soldater og danske betjente i fællesskab mod danske modstandsfolk. Utroligt var det kun to danske betjente, der blev såret.

 

Undtagelsestilstand

I hele ni dage var der gang i den i København. Werner Best havde den 25. juni erklæret undtagelsestilstand i København.

I information kunne man læse, hvad der foregik den 27. juni 1944:

 

• Heftige tordenbyger rensede i aftes Københavns gader bedre end både politi og tyskere kunne. Aftenen var ellers begyndt med tilløb til demonstrationer af kraftig karakter. Atter flammede bålene på gaderne og atter kørte tyske patruljevogne gennem gaderne, spyende ild til alle sider mod mænd, kvinder og børn. Ambulancerne havde travlt. Da kom regnen og demonstrationerne døde ud.

 

Varmt på Nørrebro i dobbelt forstand

Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand i dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944. Det var nok nogle af de blodigste dage på Nørrebro nogensinde. Beboerne på Nørrebro vågnede op til budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.

Ved 10 – tiden den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset.  Og dansk politi affyrede skræmmeskud.

 

En sten endte stikkerens liv

En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldt af masserne. Ved Fredensgade blev der rejst en figur, der forestillede Hitler. Dansk politi var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til politistationen på Fælledvej og ventede på forstærkning.

Mellem Stengade og Griffenfeldsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn, som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.

En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.

 

Butikker blev plyndret

I Rantzausgade foran slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølser, rullepølse, leverpølse og kødpølse ud til folk. Butikken blev ikke kun plyndret. Den blev i den grad ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.

Da man var færdig her, gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som nazi-butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende, inden butikken helt var ødelagt. Men pludselig lød det:

• Tyskerne kommer

 

Buldog brænder

Og pludselig lød det ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – redde.

Dansk Politi kunne ikke stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schalburg – korpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler og skød ud ad vinduerne. Tre personer døde under denne aktion.

Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra varehuset. Men de vendte snart tilbage og satte nu endnu mere ild til Buldog. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var meget omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom i Ravnsborggade. Brandvæsnet blev nægtet adgang af menneskemængden. Politiet søgte at redde det, som kunne reddes. En beboelsesejendom, som var nabobygning til Buldog var begyndt at brænde.

 

Skud fra fly

Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværsalver. Det var fra en tysk flyvemaskine, der sendte nogle salver over folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion såret eller dræbt.

Kort efter kom en tysk lastbil med soldater. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og ind i gadedøre. En Schalburg – mand havde vist sig i civil. Han blev klædt af, af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej.

Mange butikker på Nørrebro, der nødvendigvis ikke alle var Nazi – butikker var nu sat i brand. Omkring varehuset var der nu kun røgsværtede murer tilbage.

Klokken 17 var der udbrudt brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter var der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik. Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran kørende fra Griffenfeldsgade med masser af høballer. Der var sat ild til dem og nu rullede de brændende høballer ned ad Nørrebrogade.

 

Kanonsalve ned gennem Nørrebrogade

Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker af en ordentlig eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvædet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.

Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner beretter om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.

I løbet af aftenen var der talrige skudepisoder. En tysk uniform blev hængt ud og antændt. Det betød at tyskerne skød ekstra vildt omkring sig. I flere timer kørte forskellige patruljer rundt bestående af tysk militær og danske terrorkorps.

 

Det første dødsfald allerede kl. 6.20

Balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede næste morgen kl. 6.20 blev den første person skudt. Tilfældige forbipasserende blev bedt om at fjerne barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte stadig rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden større våben.

De tyske myndigheder forbød, at der blev kørt med Brandvæsnets og Zone – redningskorpsets køretøjer samt ambulancekørsel i tidsrummet 23 til 5. Det danske politi arbejdede dog hele natten. I flere tilfælde blev salatfade brugt til ambulancekørsel.

En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel.

 

Flere tilfældige blev ramt

På Nørrebro var oprøret endnu ikke knækket trods mange døde og sårede. Der var stadig mange på gaderne. Tyskerne og deres terrorkorps kørte stadig rundt i gaderne og skød navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldsgade. Der lød skrig og råb fra sårede personer. Det danske politi måtte flere gange søge dækning for ikke selv at blive ramt.

Flere tilfældige blev ramt på Fælledvej.

Senere stillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede op på en beboelsesejendom, Thorupsgade 15. Da kanonen blev affyret sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade og dræbte en beboer på anden sal.

Så snart der var forsamlet mere end 5 personer et sted begyndte tyskerne at skyde.

Omkring Stengade, Skt. Jørgensgade og Griffenfeldsgade lignede det krig. Nogle steder var der ligefrem konstrueret skyttegrave. Tyske uniformer fra den nedbrændte Palsbøls skrædderfirma var slæbt på gaden, nedtrampet, revet i stykker og sat i brand.

 

Anerkendt som allierede

8 medlemmer af Hvidstensgruppen var henrettet, tre fik livstidsfængsel og tre fik to års ungdomsfængsel. Det var med til at sætte gang i oprøret. Over hele byen blev der tændt over 1.000 bål i byen. Besættelsesmagten lagde en jernring om byen. Ingen kunne hverken komme ud eller ind. Der blev slukket for el, gas og vand.

Allerede den 12. juni 1944 anerkendte først Storbritannien og samme dag USA, Danmark som allieret.

 

Marinevægter dræbt

Den 25. juli omkring 7 – tiden om morgenen kom en kraftig mand cyklende af Nørre Alle ved Rigshospitalet. Det han ikke vidste var, at det var hans sidste minutter. Han var marinevægter for tyskerne. To medlemmer fra BOPA ventede på ham. Han forsøgte at køre væk, men forfølgerne indhentede ham. Han blev skudt i nakken. Med et brøl faldt han af cyklen.

To skud i panden gjorde det endeligt af med ham. De to modstandsfolk sprang på deres cykler. Ved næste kryds

 

En likvidering med følger

Den 7. august 1944 kl. 20.15 blev den tidligere danske politibetjente Robert Sustmann Ment, der nu var ansat hos tyskerne dræbt på hjørnet af Ravnsborggade/Nørrebrogade. Det var i en sporvogn linje 16 lige ud for det nedbrændte Buldog. Det lykkedes for tre modstandsfolk at springe på den samme sporvogn.

Sustmann – Ment var kendt som bødlen Birkedals assistent. Modstandsfolkene kunne godt se på hans gang, at han var iført skudsikker vest. Han på vej hjem fra sit hjem på Jagtvej til sit arbejde i Shell-huset.

Efter episoden kom der en voldsom modreaktion fra tyskernes side. 11 Bopa – medlemmer blev skudt på en øde landevej mellem Roskilde og Ringsted. Det skete den 9. august.

Den hovedansvarlige for dette blev vicepolitimester i Berlin og viste bl.a. Robert Kennedy rundt i byen.

Den anden hovedansvarlige var dansker. Efter krigen havde han oprettet et firma i Hamborg og fået tysk statsborgerskab. Her kunne han også føre en tryg pensionisttilværelse uden nogen sinde at være blevet straffet.

 

Et opgivet forsøg

Den 10. august 1944 forsøgte man et udfald mod Titan på Tagensvej. Sabotører trængte ind, men det blev opdaget. Alarmen gik i gang og katastrofebelysningen blev sat i gang. Da fabriksarealet var temmelig stort, kom sabotørerne kun i kontakt med fem af fabrikkens ni vagter. Disse fortalte, at 50 andre sabotagevagter nu var på vej. Man måtte opgive fortagenet.

Den 17. august blev der foretaget en aktion mod Stjernesko, Nørrebrogade 56. En vagt blev såret. Men aktionen måtte opgives.

Tre tyske soldater ville gerne have en øl på Cafe Runddelen. Men værten sagde, at øllet var udsolgt. De havde truet ham, men gik fredelig og rolig.

 

Hjerteskærende hyl fra hunde

Gudrun Jensen alias Frk. Jensen havde sin egen likvideringsgruppe. I december havde hun fået sin første opgave. Ofret var fru Susment Ment. Hendes mand har vi lige hørt om. Og fruen her blev skudt på hjørnet af Stefansgade og Husumgade.

Gruppen havde trukket lod om, hvem der skulle skyde. Og det blev Poul. Han gik helt op til hende og trykkede af. Hendes hoved blev fuldstændig knust. De hunde, som hun havde med, lagde sig tæt ind til hende og begyndte at hyle hjerteskærende. Modstandsfolkene skyndte sig fra stedet.

Efter hendes mands likvidering havde hun fortsat sit samarbejde med tyskerne. Hun var telefondame og viderebragte værdifulde oplysninger til tyskerne.

 

Mistanke var nok

Ofte blev sagerne om likvideringer ikke ordentlig undersøgt. På et værtshus på Nørrebro blev en ung kvinde udpeget af nogle kammerater som mistænkelig over for en modstandsmand. Samme aften blev hun dræbt.

 

Politikompagniet udførte også likvideringer

Modstandsmanden Hugo Horwitz sagde bl.a.:

• De hed alle sammen stikkere. Ham som jeg skød, foreligger der intet bevis for, han har været stikker. Han var bare i tysk tjeneste, og så havde vi bemærket, at han var ivrig.

Herluf Rasmussen var under besættelsen leder af et illegalt politikompagni, der talte 120 bevæbnede medlemmer. I to tilfælde fik han fra højere instanser i det illegale politi ordre om at likvidere personer, hvor han efter at have undersøgt sagen valgte at afstå. Personerne kunne ikke være skyldige.

Det ene tilfælde drejede sig om en manufakturhandler fra Nørrebrogade. Han skulle ifølge de oplysninger, som han havde fået i marts 1945 samarbejde med tyskerne.

Herluf mente, at det var underligt, at man ikke havde hørt noget om dette fra de lokale beboere. Han sendte sine folk ind i butikken for at købe et slips og sikre at kysten var klar. Så stormede han selv ind i butikken med en skudklar pistol og ventede på at manden skulle dukke frem fra baglokalet.

Men det viste sig at være en af de illegale fra politikompagniet, der dukkede frem. Han arbejdede i butikken og kunne berette om, at hans chef aldeles ikke samarbejdede med tyskerne. Han havde et hadforhold til dem. Herluf bad nu sin mand om at advare manufakturhandleren til at holde sig væk fra butikken. Var det en personlig hævntørst?

 

Tyskerne og deres håndlangere mistede 19 stykker

En gruppe på 50 mand slog til mod Motorfabrikken Dan i Bragesgade. En dækningsgruppe havde taget stilling på Nørrebrogade. Syv man trængte ind på nabovirksomheden Atlas. Fra en sporvognsremisse kunne de beskyde et vagttårn på Motorfabrikken. Endelig gik to mand i stilling i en opgang i Bragesgade 12.

Men man havde overvurderet sprængstoffets virkning, så de måttegør det hele om. Nogle af vagterne blev dræbt, og dem der endnu var i live fik masser af håndgranater. Pludselig skvattede taget sammen.

Ildkampen havde påkaldt både Værnemagten og Hipo. Der kom til en heftig skudveksling. Tyskerne og deres håndlangere led et tab på 19 personer. Sabotørerne mistede en person og en blev såret.

 

Nordwerk

Egentlig var det et sted, hvor man samlede biler for General Motors. Men ikke under krigen. Da havde tyskerne tvunget virksomheden til at udleje stedet til reparation af BMW – fly – motorer. Egentlig var det et dansk firma, der skulle foretage det, men snart blev det ledet af BMW. Under krigen nåede man at reparere 400 motorer, så havde man fået nok af sabotager.

På grund af den specielle arbejdsopgave var virksomheden særdeles godt bevogtet. Den var omgærdet af pigtråd, spanske ryttere samt volde af sandsække. Overalt var der tyske soldater, lige som der var luftværnskanoner på taget. Det var tale om en fæstning.

BOPA havde gjort sig mange overvejelser om at sprænge fabrikken i luften. General Motors havde råderet over en bygning i yderkanten af fabriksområdet i Aldersrogade. Man fandt ud af, at der var en underjordisk gang til fabrikkens kraftcentral. Sprængte man den, ville det lamme produktionen på fabrikken i månedsvis.

Den 29. januar 1944 slog man til. På General Motors fabriksområde var der tre danske sabotagevagter, som hver nat hvert femte minut skulle rapportere til tyskerne, om alt var i orden. Research viste, at en af vagterne havde en svoger, der var sendt i koncentrationslejr i Tyskland.

Man fik kontakt med denne vagt. Det viste sig, at han ikke var særlig venlig stemt over for tyskerne. Han ville gerne hjælpe til.

 

BOPA gik i aktion

Kl. 4.30 gik man i gang. Sabotagevagten fik ni sabotører ind i fabriksbygningen og hurtigt fik de afvæbnet de resterende to vagter. Efter en lang og varm tur gennem den underjordiske tunnel med rustne og fastgroede døre fik de placeret 100 kg sprængstof i kraftcentret og samtidig advaret de danske arbejdere, der opholdt sig der.

Efter tyve minutter i tunnelen kunne sabotørerne begynde deres tilbagetog. Desværre forsøgte en af de danske sabotagevagter at kalde på hjælp. Han blev skudt ned. Alligevel slap alle ud uden at tyskerne opdagede dem. På vej ned ad Aldersrogade kunne man høre frugten af anstrengelserne. En kæmpe eksplosion ødelagde kraftcentralen. To tyske politivagter døde. Den ene blev klemt ihjel af en betonmur, der væltede over ham.

 

Vagten nåede at råbe om hjælp

Nordwerk var begyndt at køre igen. Den 28. september 1944 blev nok den største aktion under besættelsen rent mandskabsmæssig udført. Der deltog omkring 150 mand.

Fortagenet havde 700 ansatte, og mange af vagterne var tidligere øst – frivillige. Men denne gang gik det ikke helt efter planen.

En af de tyske vagter var ikke blevet overmandet og råbte efter hjælp.

Hovedstyrken af modstandsfolk lå klar til angreb i kolonihaverne langs Rovsinggade. Delt i grupper skulle vagtpersonalet afvæbnes i vagtstuerne, på taget og strejfpatruljerne. Når kontrollen over Nordværk var opnået, skulle tre lastbiler, som holdt klar på en benzintank på Tagensvej tilkaldes og transportere våben og ammunition bort.

Hvis en tysk forstærkningsgruppe ankom, skulle aktionen afblæses. Det skulle ske med en håndsirene og raketter.  Det springende punkt var at kunne afvæbne maskingeværerne. Men den store aktion måtte afbrydes. Man var blevet opdaget for tidligt og håndsirenen kom i gang. At ingen blev dræbt, var et under. En af modstandsfolkene meldte sig igen klar efter behandling på hospital.

Der kom til åbent skyderi med tyskerne, der beskød de danske modstandsfolk med luftværnskanoner.

Senere den 24. november blev Nordværks ejer dræbt under et attentat på Gammel Køge Landevej. Chaufføreren og en tysk ingeniør blev hårdt såret. Indehaverens søn blev lettere såret.

 

Straffet efter krigen

Den danske bestyrelse bag Nordwerk blev efter krigen idømt bøder, erstatninger og fængselsstraffe, fordi de havde opsøgt samarbejde og aktivt fremskaffet flere ordrer fra besættelsesmagten. Desuden havde de fusket med regnskaber og intet gjort for at forhindre sabotagevagternes magtmisbrug med hensynsløse skydninger som især gik ud over befolkningen i forbindelse med Folkestrejken i juli 1944.

 

En pædofil i aktion

Københavns Vagtværn blev den 8. november alarmeret fra Baggesensgade 25. En dreng var blevet overfaldet af en beruset voldsmand. En stor menneskemængde var kommet til og havde befriet drengen. Men det lykkedes for voldsmanden og trække sin pistol. Han truede en bilist til at udlevere hans bil. Men det lykkedes for bilisten at fravriste revolveren. Menneskemængden trak ham nu ud af bilen og begyndte nu at tæve ham.

Da Københavns Vagtværn kom til, trak de stavene og befriede voldsmanden. Manden indrømmede, at han var dansk medlem af Waffen SS. Fra anden side blev det oplyst at han havde forbrudt sig mod flere småpiger.

 

Dansk betjent skudt under aktion

Den 23. november klokken 15 gik 20 sabotører i gang med transformerstationen på Lygten. Sabotørerne var klædt i CB – uniformer. Forbipasserende betjente blev afvæbnet.

Sabotagen mørklagde det yderste Nørrebro, Brønshøj, Emdrup og Søborg. Al sporvognstrafik i området blev lammet. Men egentlig var skaderne på bygningen minimale. Ikke al sprængstoffet var eksploderet.

Allerede efter en time var strømmen etableret. I Berlingske Tidende stod der, at personalet havde trykket på alarm-knappen til Frederikssundsvejens Politistation. Men de havde ingen udrykningsvogne hjemme. Så skulle Fælledvejens bil komme. Men den kom aldrig. Desværre blev en dansk betjent skudt af modstandsfolk under aktionen.

 

Hel ejendom ødelagt

Ved middagstid den 1. december blev der begået sabotage mod Dansk Industri Renseri, Thorsgade 121. Nogle bevæbnede mænd trængte ind i virksomheden og anbragte bomber i den to – etagers bygning. Bomberne eksploderede straks. Der opstod brand i de mange brændbare væsker. Ejendommen blev stærkt ødelagt. Virksomheden rensede bl.a. tyske uniformer

En midaldrende mand blev den 11. december dræbt ud for Nørrebrogade 70. Han havde stukket to.  Om formiddagen blev en mand, der var medlem af Schalburgkorpset dræbt i Elmegade.

 

Aktion nummer to ødelagde resten

En sabotage, der påkalder sig særlig opmærksomhed var mod Jensen Industri (Jensen Motor Co) i Hillerødgade 30. En del af produktionen af flymaskine-dele var flyttet hertil. Det var den 5. januar 1945.

Om morgenen havde BOPA været i aktion, De havde bare placeret bomber, med det resultat, at taget var blæst ud. Maskinerne var stadig intakte. Og efter aktion nummer to blev maskinerne også ødelagt.

 

Du har ikke noget at gøre ved vores bord

Den 2. februar 1945 sætter en mand i civil sig ved et bord på Café Luna på Jagtvej 171. Den ny gæst spurgte om han måtte give en omgang. Pludselig glider hans frakke til side. Gæsterne kan se, at han har en marinevægter-uniform på. Dette afstedkom en reaktion fra en af de andre gæster, der tog ham i kravetøjet:

 

• Du er et stort svin, du har ikke noget at gøre ved vores bord.

 

Men den nye gæst, der var vagtmand på Værløse Flyveplads, trak sin pistol og sigtede på pågældende. Dernæst gik han til telefonen for at tilkalde assistance. Men det lykkedes ikke. Flere personer overmandede ham. De slog ham i hovedet med pistolen. Det viste sig at være modstandsfolk. De råbte:

• Du bliver skudt med din egen pistol, dit svin.

Det lykkedes dog vagtmanden at flygte. Det skete mod Aldersrogade.  Modstandsfolkene var i hælene på ham. Der lød fem – seks skud. Dagen efter fandt man i Teglværksgade en såret person iført marinevægter-uniform

 

Tyskerne glemte det ikke

Fra tysk side havde man ikke glemt aktionen. Den 9. februar samledes medlemmer af den berygtede terror – gruppe, Schøiler – gruppen for at planlægge en aktion mod Cafe Luna. De planlagde at bryde ind i Cafeen samme nat og anbringe en sprængladning.  Under musiktribunen, hvor der var flest gæster.

Den oprindelige plan ville have kostet masser af menneskeliv. I stedet blev man enige om at ændre planen. Den 10. februar kl.19.30 lød et lille knald under musiktribunen. Flammerne slog pludselig op mellem gulvbrædderne. Branden udviklede sig så voldsom, at den ikke kunne slukkes. Der var massive ødelæggelser, men heldigvis kom ingen mennesker til skade.

 

Fastelavnsfest endte tragisk

I Griffenfeldsgade 7 blev der den 11. februar afholdt en fastelavnsfest i en sluttet kreds. Her mente Hipo – folk, at der skulle laves en razzia. Af en eller anden grund blev der åbnet ild både udenfor og indenfor. En blev dræbt og 3 såret. Den dræbte var en jord – og betonarbejder, der tilfældigvis kom forbi med hustru og tre børn.

 

Stikkergruppe optrevlet

Modstandsbevægelsen var på jagt efter en stikker-gruppe, der hed Sahl – gruppen. En af gruppens medlemmer hed Henrik Wahling med dæknavnet Mr. Smile. Sammen med sin kone drev han Rantzausgade 44. Tyskerne havde åbenbart finansieret købet. De håbede, at man på denne måde kunne infiltrere modstandsbevægelsen.

Den 23. februar angreb BOPA deres private bopæl. Her skød man lederen af stikkergruppen samt Henriks kone. Mr. Smile tog man med, torturerede ham og forsøgte at presse informationer ud af ham. Senere kørte man ham til Buddinge og skød ham.

 

En dræbt Hipo – mand

Den 27. februar var nogle Hipo – folk kørt ud i en lukket udrykningsvogn til en razzia i en kaffebar på Blågårds plads. En gruppe modstandsfolk fra BOPA kom tilfældigvis forbi. De sprang ud og åbnede ild mod Hipo – folkene. En ambulance blev efterfølgende tilkaldt til hjørnet af Todesgade/Blågårds Plads. Her fandt man gennemhullet udrykningsvogn og en dræbt Hipo – mand.

 

Tysk hævnaktion

Dette skulle hævnes fra tysk side. Allerede samme aften ved 22 – tiden blev der kastet håndgranater mod Kaffebaren, Cafe Lynet og Cafe Sevilla. Igen var det Schøiler-gruppen, der stod for det.

Schøiler – gruppen mente, at en kommunist skulle lade livet som følge af aktionen. Og det blev bogtrykker Evald Jensen, der blev brutalt myrdet. Og endnu en i Haveforeningen Lersøen, Ernst Christiansen blev myrdet som hævn.

Der foregik en masse sortbørshandel på Nørrebro. Og samme dag udspillede der sig et sandt drama omkring Blågårdsgade. En halv snes dræbte og sårede blev kørt væk i brandvæsnets ambulancer.

Det hel begyndte med, at to mand holdt nogle sortbørs – folk op på hjørnet af Blågårdsgade og Baggesensgade. Der blev taget nogle cigaretter fra de to. Men de tog så deres revolver frem. En større menneskemængde fulgte dem. Menneskemængden fik fat i dem og gennempryglede dem så eftertrykkelig, at de blev bevidstløse. Hipo – folk kom efter dem. Det viste sig, at de havde tysk Ausweis.

 

Rovmord

Det var bestemt ikke alle likvideringer, der gik lige efter bogen. Det skete, at man var for hurtig ude og likviderede uskyldige. Der er ikke rigtig nogen pålidelige tal, der viser, hvor mange uskyldige, der gik til. Og hvis man vil søge aktindsigt i det spørgsmål, vil myndighederne nok spænde ben.

Således blev den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen den 4. april bortført af fire bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Senere blev han fundet skudt med tre skud ude ved Utterslev Mose.

Drabet var sket under dække af en likvidering. Drabsmændene havde stjålet købmandens bankbog. Og de var dumme nok til samme dag at forsøge at hæve pengene i Bikubens afdeling ved Nørrebros Runddel.

 

Ingen blev dømt

Ingen af drabsmændene blev dømt efter krigen. Det blev forhindret af ministeren for særlige anliggender, Frode Jacobsen. Han ville ikke have modstandsbevægelsens ry tilsmudset.

Den unge politifuldmægtig Valdemar Nielsen havde ellers hurtigt opklaret sagen. Men da politifuldmægtigen og hans chauffør var på vej til gerningsstedet, var det lige før, at de også var blevet skudt – af modstandsfolk fra Holger Danske.

Afdelingsbestyreren i Bikuben, Jagtvej – afdeling havde et godt signalement af gerningsmændene, Mistanken rettede sig hurtigt mod Jens Christian Dundahl. Han havde arbejdet for tyskerne men var nu gået over til modstandsbevægelsen. Men så var det lige at faderen var landsretssagfører. Der blev truffet aftale om, at sønnen skulle eksporteres til USA. Og de tre andre skulle ikke straffes til stor undren for den unge politifuldmægtige, der blev taget af sagen.

 

Afvist på Kommunehospitalet

På Sjællandsgade kom en tysk politisoldat cyklende den 29. april omkring midnatstid. Med en pistol i hånden forlangte han legitimationskort. Han kommanderer to mænd væk og trækker af med den ledsagende kvinde.

De to mænd, hvoraf den ene er kvindens mand henvendte sig hos Det Danske Vagtværn i Møllegade. Har sætter man sig straks i forbindelse med Det Tyske Feltgendammeri. De kommer med det samme og sætter en stor eftersøgning i gang.

Kort efter ringede fruen. Det blev konstateret, at hun var blevet voldtaget på Nørrebrogade. Hun blev kørt til Kommunehospitalet, hvor hun dog blev afvist med den begrundelse:

• De skal ikke gå ude så sent på aftenen

Efter afvisningen sørgede Vagtværnet for, at hun blev tilset af en privat læge.

I mellemtiden var tyskeren på cykel blevet efterlyst. I Slotsgade kom man på sporet af tyskeren, da han her havde antastet endnu en kvinde. Denne oplysning gik nu videre til Overfaldskommandoen. Det lykkedes at anholde manden. Skulderstropperne blev med det samme revet af politisoldaten, samtidig med at de slog ham med en geværkolbe.

Til Vagtværnet blev det oplyst, at han ville blive skudt. Det viste sig, at han også havde voldtaget en kvinde fra Østerbro.

 

Blodig befrielse

Befrielsen i København var blodig. Den 4. og 5. maj omkom 54 mennesker. Modstandsbevægelsen havde overtaget bevogtningen.

 

Tre medlemmer af Den Danske Brigade skudt

Da Den Danske Brigade kom fra Sverige, blev de i begyndelsen godt modtaget. De havde flødekarameller med til børnene. Men pludselig gik det galt. Fra taget i nogle bygninger på Julius Blomsgade stod der pludselig en masse hipoer og skød ned i gården på Havremarkens Skole, hvor brigaden var forsamlet.

Tre medlemmer af brigaden blev dræbt ved aktionen, men en masse blev også såret, blandt andet nogle børn, der var ramt af glasskår, da vinduerne blev smadret af skud.

 

Var retsopgøret retfærdig

Man kan også stadig diskutere retsopgøret. 43 danskere blev skudt. – dømt til døden.  Men dem, der gav ordren, ja de blev udvist tit Tyskland seneste i 1953.

Tyskerluderne udgjorde en fare sagde modstandsfolkene, derfor skulle de afstraffes. Og det var ”Gadens Parlament”, der afgjorde dommen. I illegale blade var der en liste over dem.

Mange slap for at blive straffet. Bønder og fiskere havde en god tid. Det havde andre virksomheder også. Men butiksejeren måtte opgive. Et par tyskere havde handlet hos ham. Så var han tyskervenlig

 

Unge mennesker havde givet deres bidrag

Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen var 59 af byens 70 skoler beslaglagt. De unge mennesker på Nørrebro havde lokket pengesedler ud af flere af disse flygtninge med lovning om, at de ville hente ”Wienerbrot”. Men flygtningene så aldrig wienerbrødet. De unge mennesker følte, at de med deres indsats havde bidraget til frihedskampen.

 

Kapitulation på Hillerødgades Skole

Da Hillerødgades Skoles flygtninge skulle flyttes ud til Kløvermarken, blev der banket på skolebetjentens dør. En af de mandlige flygtninge stod med tårerne trillende ned ad kinderne:

• Hitler er død, vil D Hr. Gustavsen modtage min private kapitulation.

Dermed lagde han sin hemmeligholdte revolver på bordet.

 

Ikke alle tyske piger var grimme

Børnene på Nørrebro havde fået at vide af deres forældre, at alle tyskerevar slemme og grimme mennesker også flygtninge. Man da en flok knægte kiggede ind i på Sjællandsgades Skoles skolegård syntes de dog, at det nu ikke helt var tilfældet. Her var adskillige piger, der aldeles ikke var grimme.

 

Ville ikke rage i Nazi – lort

På Stevnsgade Skole og på andre skoler var lokummerne forstoppet. Men som håndværkerne på Nørrebro sagde:

• Vi vil ikke rage i det Nazi – lort

 

Hvad skulle tyske flygtninge i Simeons Kirken

Det var masser af debat i Nørrebro Folkeblad. Det var tydeligt at flygtningene ikke var velkommen. Og stor var harmen, da man havde set tyske flygtninge i Simeons Kirke. På Nørrebro var man ikke tilfredse med at Gud ville modtage dem. Præsten måtte fortælle, at det drejede sig om en tysk konfirmation, og der var en tysk præst til stede.

Da 60 præster gjorde opmærksom på, at de tyske flygtninge ikke blev behandlet særlig godt, krævede Københavns befolkning dem fyret.

 

En lang valgkamp

Ved udgangen af oktober skulle der afholdes Rigsdagsvalg. Og tiden efter 4- – 5. maj var en lang valgkamp De gamle partier skulle legimitere deres rolle i samarbejdspolitikken før 29. august 1943.

Næsten alle sluttede op om samarbejdspolitikken i begyndelsen. Også de senere modstandshelte, Frode Jacobsen og John Christmas Møller, der som handelsminister i 1940 gav de store entreprenører tilladelse til at producere for tyskerne.

Det var først i 1943 – 44 at den offentlige stemning skifter. Den brede befolkning havde uhyre vanskeligheder ved at placere sig i begyndelsen. Scavenius gav jo også udtryk for sin begejstring af tyskernes store sejre. Men da først tyskerne begyndte at lide nederlag, kunne man jo godt ændre mening.

 

Modstandsbevægelsen stod med sejrens palmer

Modstandsbevægelsen stod derimod med sejrens palmer og blev hyldet af både pressen og befolkningen som besættelsens helte. Socialdemokratiet frygtede kommunisterne stod stærkt i befolkningen takket være deres indsats i modstandskampen.

Imens foretog modstandsbevægelsen tusindvis af interneringer under forhold, der havde mere karakter af hævntogt og lynchstemning end traditionel retssikkerhed. For at modvirke at udviklingen løb løbsk igangsatte man en lovgivning mod alle der havde samarbejdet med nazisterne.

Der blev lagt op til uhørt hårde domme og dødsstraf med tilbagevirkende kraft. De små fisk blev hurtig fanget og dømt. Retsforfølgelsen af de store trak ud. Hertil kom så spørgsmålet om en udrensning helt til tops, som også havde omfattet de gamle politikere, der både havde tilskyndet til samarbejdet og samarbejdspolitikken. Ja de havde endda også opfordret til at angive sabotører så sent som i 1943. Og det havde kongen hvis også gjort.

 

En myte, som pressen støttede

De gamle politikere valgte straks efter befrielsen at erklære sig som modstandsfolk og fremstille deres optræden i samarbejdspolitikken op til 1943 som en del af en bevidst, men skjult optakt til bruddet og modstandskampen.

Dette var en myte, som også pressen havde støttet. De valgte også samarbejdspolitikken. De gamle politikere følte sig truet af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen.

Men myten om, at det officielle Danmark sagde nej den 29. august 1943 og både politikere og den brede befolkning stod skulder ved skulder bag modstanden er en myte.

Det store sammenhold om sabotage og modstand var en populær antagelse, som alle ville have andel i. Men ikke desto mindre var den usand, idet bruddet med tyskerne i 1943 udelukkende blev skabt af modstandsbevægelsen og den spontane folkelige opstand på arbejdspladser og i storbyerne.

 

Gav efter for Gadens Parlament

Besættelsesmagtens undertrykkelse blev voldsommere det sidste år af besættelsen, men modstandsbevægelsen gik også hårdere til værks. Ukontrollerede voldshandlinger tog til. I de sidste ti måneder antog det nærmest borgerkrig mellem modstandsbevægelsen og danske håndlangere i tysk tjeneste. Folkestemningen blev også præget i retning af stærkere had til besættelsesmagten.

Holdningen til retsopgøret blev ivrig debatteret i de illegale blade. Der blev ikke lagt fingrene imellem. Man krævede dødsstraf over for de værste landsforrædere. Det var hævn og behovet for ”udrensning i folkelegemet”.

Der var had mod dem, der havde gået besættelsesmagtens ærinde. Nuancerede betragtninger i retning af, at hele det danske samfund havde gavn af det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten, havde ikke en chance i maj 1945.

Hvor gik grænsen mellem det straffrie og det strafbare? Mange syntes tilbøjelig til at markere egen retfærdighed ved at være fordømmende over for besættelsesmagtens håndlangere. En Gallup – undersøgelse fra juni viste, at 91 pct. af befolkningen gik ind for genindførelsen af dødsstraffen.

Det var i den stemning, at Rigsdagen vedtog loven om retsopgøret i slutningen af maj og gennemførte dødsstraffen for klart definerede forbrydelser som mord, terror og anslag mod statens sikkerhed.

I hjertet var flertallet af Rigsdagens politikere formentlig imod gennemførelsen af dødsstraffen, men frygt for, at de hadefulde stemninger kunne blive rettet mod dem selv – i en situation, hvor statens institutioner ikke var fuldt retableret efter besættelsen – fik dem til at give efter modstandsbevægelsens krav om dødsstraf.

 

78 dødsdomme

Der blev afsagt 78 dødsdomme, men hævnfølelsen ebbede hurtigt ud og gjorde til sidst genindførelsen af dødsstraffen ubærlig for det danske samfund. Men lighed for loven! Man måtte fortsætte. Benådningen blev dog flere og flere. I juli 1950 kunne man bare ikke mere og stoppede efter 46 eksekveringer. Loven om visse forbrydelser under besættelsen gjaldt dog indtil december 1993.

Dem, der gav ordren til de mange forbrydelser, der førte til disse dødsstraffe, var uniformerede tyskere. De slap med et par år og blev så udvist. Mange af dem slap for straf i hjemlandet.

 

 

Man efterkom tyskernes ønsker

Politikerne strittede her imod til det sidste. Ledige blev selv efter den 29. august 1943 stadig sendt afsted som Tysklandsarbejdere, ligesom man under Departementschefstyret var gået så langt som at tilbyde Werner Best selv at internere de danske jøder samme efterår!

De politiske partier, som ved befrielsen havde positioneret sig som en del af modstanden, begynde i sommeren og eftersommeren i partiaviserne og dagspressen at kritisere frihedskæmpere.

Da valget oprandt den 30. oktober, blev således kun Frode Jacobsen af de opstillede fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen valgt ind. Det glorværdige sammenhold blegnede.

Gjorde politikerne det rigtige? Gjorde modstandsfolkene det rigtige? En historisk etisk og moralsk besættelsesdiskussion blev aldrig afsluttet herhjemme.

 

Ikke alle værnemagere var nazister

Det var ikke alle værnemagere, der var nazister. Når vi ser film og læser bøger fra den tid så er der vindernes historie. Retsopgøret ramte skævt, så de små værnemagere – vognmænd, vaskeriejere og måske enkelte fiskere.

Da tyskerne var kommet over grænsen, og den beskedne modstand var indstillet gik kongen i radioen med formaninger om, at vi skulle forholde os i ro. Den tyske regering lovede Danmark ”politisk uafhængighed”, hvis regeringen sikrede tysk militær hindret operation i landet. Løftet om politisk uafhængighed betød, at det politiske system og den offentlige forvaltning fik lov til at virke uden indblanding – på nær det udenrigspolitiske område, hvor Danmark blev forhindret i at pleje politiske og handelsmæssige forbindelser med Tysklands fjender.

 

Danmark fik betydelige fordele

Med det meste af den politiske uafhængighed intakt fik Danmark betydelige fordele. Mens der i andre besatte lande blev oprettet tyske forvaltninger og indsat marionetregeringer, blev Danmark styret af danske myndigheder, ligesom det politiske system fra Folketing til sogneråd var intakt. Det gav myndighederne mulighed for at beskytte befolkningen mos krigen og besætternes vilkårlige herredømme. Modydelsen var, at myndighederne forhindrede enhver modstand mod besættelsesmagten.

I begyndelsen af besættelsen gav det ikke større problemer. Da de første forskrækkelser havde lagt sig, kunne en rystet befolkning ånde lettet op. Vel føltes det uvirkeligt og ydmygende, at landet var blevet besat på kun et par timer, men man var blevet forskånet for de hundredvis af tabte menneskeliv og massive ødelæggelser, som f.eks. Holland, der led under Rotterdams bombardement.

Frem for alt var man stadig nogenlunde herre i eget hus, og man undgik den brutale undertrykkelse, andre lande led under. Konge og politikere sagde beroligende, at det skulle nok gå, hvis danskerne stod sammen og adlød myndighederne.

 

Forklaringsproblemer efter krigen

I begyndelsen, da tyskerne vandt og havde fremgang holdt den danske befolkning med tyskerne og samarbejdede. Men efterhånden som tyskerne led nederlag ændrede danskernes holdning sig. I stigende omfang støttede man nu også aktiv modstand. Embedsmænd og politikere blev presset til at ændre politik. Indtil 1943 anså danskerne sabotage som nyttesløs og ingen ville skjule en engelsk flyver.

Der var mange forklaringsproblemer efter krigen. Mange danskere havde på regeringens opfordring meldt sig til SS – tjeneste. Nu var de værnemager eller forrædere og i sidste del af besættelsestiden blev de også skudt af modstandsbevægelsen. Man solgte løs til tyskerne med regeringens billigelse. Den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed kaldte det også for et juridisk galehus.

 

Juridisk og moralsk galehus

Men galehuset var ikke blot juridisk. Det var også moralsk. Og det var måske endnu værre. I 1930’erne og 1940’erne havde man udvist jøder til den nazistiske dødsmaskine. I oktober 1943 hjalp man dem på flugt. Men efter 1945 havde man travlt med igen at komme af med statsløse jøder.

Selv Kommunisterne havde samarbejdet med tyskerne fra 1939 – 1941. Deres leder Axel Larsen havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Siden havde kommunisterne ydet en formidabel indsats mod tyskerne.  I Frihedskampen. Men Kommunisterne var nogle af de største kritikkere af samarbejdspolitikken?

Ledende politikere som statsminister Wilhelm Buhl havde opfordret danskere til at anmelde sabotører. Efter krigen blev mindst en dansker dømt i retten og fik fem års fængsel for netop at have angivet en sabotør. Buhl slap ikke alene fri. Han blev også statsminister i frihedsregeringen i 1945.

Det er sjovt nu til dags at læse avisernes dobbeltmoral, når de skildrer begivenhederne dengang. De fulgte regeringens linje og støttede samarbejdspolitikken og manede til at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut var aviserne de første til at råbe på strenge straffe til nazister, værnemagere og andre. Kong Christian den 10. havde i 1943 havde advaret ungdommen mod ”uansvarlige elementer” – altså frihedskæmpere. Men efter krigen hyldede han også kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.

 

Gjorde Erik Scavenius det rigtige?

Så er det lige diskussionen om Erik Scavenius igen. Han kan godt bringe følelserne i kog. Megjorde han andet end at samarbejde med tyskerne, som et bredt flertal af befolkningen ønskede? Da regeringen gik af i 1943, overtog uden rigsministeriets chef, Niels Svenningsen landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken. Tjente han og Scavenius ikke bare landets interesser?

Nu var det bare sådan, at Scavenius hustru, Alice plejede venskab med den tyske sikkerhedspolitischef, Karl Heinz Hoffmann. Det var ham, der leddede jødeaktionen, den tyske modterror og Gestapos brutale forhørsmetoder. Efter krigen blev han fængslet i Tyskland. Der fik han besøg af Erik og Alice Scavenius.

Både Erik Scavenius og Niels Svenningsen var villige til at støtte den tyske rigsfuldmægtige i Danmark, Werner Best, efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham. De fortsatte også venskabelig at korrespondere med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen havde tvivl om, at Werner Best havde blod på hænderne.

 

Forstod de Nazismens Dæmoni?

Måske forstod de ikke nazismens dæmoni? Og Werner Best var en meget snu strateg. Måske har han i den grad udnyttet det.

Måske var det rigtigt af Danmark at samarbejde? Set ud fra en national vinkel var det måske fint. Men set ud fra en international vinkel svigtede politikerne politisk og moralsk. Vi eksporterede masse af fødevarer og samarbejde, så tyskerne kunne undvære soldater i Danmark og indsætte dem i lande, hvor der var reel modstand.

 

 

• Kære lyttere, sådan kunne blive ved. Tak for i dag.

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du 291artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) Du finder også 306 artikler fra Nørrebro herunder

 

• De Fem Barske år på Nørrebro (NørLiv24)
• Da Buldog brændte (NørLiv)
• Buldog på Nørrebro
• De Tyske Flygtninge på Nørrebro
• Sommeren 1944 på Nørrebro
• De fem dramatiske år på Nørrebro
• Nørrebro 1945 – to episoder
• Nørrebrogade 156
• Nørrebro – flere sabotager
• Besættelse på Nørrebro 1-5
• Sabotage på Nørrebro 1-2
• Likvideret på Nørrebro
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944