Vi følger tiden før, under og efter tre – års krigen. Det dramatiske forløb inkluderer mennesker som borgmester Schow, redaktør Fischer, pastor Rehoff, læge Neubert, Martin Bahnsen, rektor Nissen, agent Bruhn, brygger Kopperholdt, politimester Henrici, leder af Friskarene von der Tamm og mange flere. Vi skal også høre om de danske foreninger Union og Frederiksklubben. Og om Liedertafel. Så var der sangkrig i Hjelm Skov. Der var boykot mod danske mønter og Nationalbanken.

De sproglige forhold

Allgemeines Wochenblatt vente tilbage til den gamle helstatsvenlige holdning. Nyheder fra kongeriget var talrige. Men i Aabenraa blev man i 1830erne mere og mere bevidst om om den dansk – tyske holdning. Denne holdning var man også bevidst om tidligere.

Således skrev kaptajn W. F. Born i sine erindringer fra 1834:

• De samme sønderjyder, som senere så ofte påstod på  ægte sønderjysk, at de var tyske, sang da med ægte danske varme ”Vi alle dig elske, livsalige fred.

En skildring i Nyeste Morgenblad fra 1833 viser lidt om de sproglige forhold – dengang. I indledningen kaldes Sønderjylland for en ældgammel dansk provins og navnet Aabenraa sættes i overskriften i parentes efter den da fremherskende betegnelse Apenrade:

• Et mærkværdigt særsyn er den måde, hvorpå det danske sprog behandles i Apenrade., lige som i flere af Sønderjyllands stæder. Overalt på
  landet hører man tungemål, der stemmer med Nørrejyllands i alle dens særegenheder. Det samme er tilfælde med tjenestetyendets og overhovedet
  almuens sprog her. Man må højlig undres, at i denne ligesom i flere sønderjyske købstæder, både skoleundervisning, det kirkelige foredrag og forretningsvæsenet er langt mere betegnede på at fortrænge det danske sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk.

 

Den tyske salmesang

Efter en omtale af den tyske salmesang ved de danske gudstjenester hedder det:

• Alle offentlige indskrifter er på tysk, hvilket naturligvis anlediger, at også  handlendes og andre næringsbrugeres skilte er affattede på  dette sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk. Dog gør udsalget for kaptajn Bruhns mølle en undtagelse. Dets indskrift er på dansk. Nattevægteren har efter 1814 råbt på tysk, men den offentlige udråber bruger ”bredt sønderjysk”. Et vink fra regeringens side ville uden tvivl være tilstrækkeligt for i Sønderjylland at hæve og beskytte fædrene-sprogets rettigheder.

 

Hertugdømmerne afsondrer sig

Det var interessante betragtninger, som politikere dengang, burde have lyttet til. Hertugdømmerne afsondrede sig mere og mere fra kongeriget. Hamborg
beherskede mere og mere de økonomiske forhold. Især var Aabenraas skibsfart afhængig af Hamborg. Det tyske sprog blev brugt flittig i det administrative styre, i skolen og kirken.

Men en anden ting var kampen mellem tilhængere og modstandere af enevælden.

I begyndelsen af 1830erne kom velstanden til Aabenraa. Skibe fra Aabenraa anløb i stigende grad Sydamerika. Og i 1840erne begyndte Ostindien og Kina
at spille en stigende rolle i skibsfarten fra Aabenraa.

To småskibe gik i rutefart mellem Aabenraa og Kiel. Men også et dampskib König Christian 8. blev indsat på ruten. Fire skibe sejlede ugentlig til København.

Egentlig var det folkene fra Løjt, der var de dominerede søfolk. Ifølge en folketælling fra 1845 boede de 157 søfarende i Aabenraa og de 225 i Løjt Sogn.

 

Masser af analfabeter i Aabenraa

Kun halvdelen af drengene fik undervisning i 1840erne. For pigerne var forholdene endnu dårligere. Først i 1845 fik man egentlige lærerbøger. Indtil da havde man brugt salmebøger og bibler. Pastor Rehoff mente således, at man ikke behøvede nogen lærerbog, da formålet med undervisningen var kristendomsundervisning. Dette var dog i strid med skoleloven.

Der var masser analfabeter i Aabenraa i 1840erne. Når der skulle indkaldes til møder, måtte dette kundgøres mundtligt. Rektorskolen som skulle være en slags realskole blev hårdt kritiseret. Fra 1830 til 1850 havde man hele 6 rektorer, der afløste hinanden. I 1844 blev der endelig lavet en reform af denne skole.

 

Kun få  havde valgret

Stænder-forfatningen gav i købstæderne valgret til de borgere, der ejede en fast ejendom af mindst 1.600 rbd., mens valgbarhed var betinget af en ejendom til mindst 3.200 rbd. På dette grundlag fik kun 69 personer valgret i Aabenraa. Af disse var 34 købmænd, skibsredere, skippere og lignende, 10 embedsmænd
og intellektuelle, mens 5 tilhørte andre grupper. Det var datidens demokrati.

 

Ny borgmester

I 1837 blev borgmester Bendix Schows helbredstilstand så dårlig, at hans søn Georg Schow blev konstitueret som borgmester. Med sin hovne og selvsikre væsen var han en udfordring for borgerskabet i Aabenraa. Snart opstod der også sammenstød mellem borgmesteren og udgiveren af ugebladet, Kopperholdt. Det var også borgmesteren, der i sidste ende forhindrede bladet i at udkomme. Den årelange konflikt med Allgemerines Wochenblatt vakte opsigt.

Kopperholdt, der havde været fortaler for liberalismen, faldt tilbage til sit bryggeri i Aabenraa. I 1841 flyttede han fra byen. Han og sin søn havde overtaget et bryggeri i Hamborg.

 

Nyt ugeblad

Fischer var begyndt at udgive et ugeblad. Men det var ikke noget der huede borgerskabet i Aabenraa, især ikke liberalisterne. Kongen havde tildelt urmager
Frederik Fischer privilegium til udgivelse af et ugeblad. Det første nummer udkom den 2. oktober 1839. Det første nummer hed Königlich privilegirtes Apenrader Wochenblatt.

Fischer var ligesom Kopperholdt af en gammel aabenraask skipper-familie. I 1824 kom han i urmagerlære og i 1830 etablerede han sig som mester i Aabenraa. Allerede som niårige blev han ramt af børnelammelse. Fischer viste dansk nationalfølelse ligesom sin far, der var imod tyskheden i kirken. Han mente, at det danske modersmål skulle bruges mindst lige så meget som det fremmede tyske. Han forklarede også, at Holsten
var man knyttet til administrativt og økonomisk, men ikke med hjertet.

Hans omgangskreds var håndværkere, skibstømrere og søfolk. Fischer havde ingen omgang med byens mægtigste mænd. Og disse mægtige mænd var villige til at svigte det danske monarki og befolkningens danske sprog.

 

Dansk bibliotek

Fischer fik etableret et lille dansk lejebibliotek. På den måde fik han kontakt med en stor kreds fra byen og dens opland. Biblioteket kom til at spille en stor rolle i den nationale vækkelse. Selv hertugen af Augustenborg udtrykte angst for, at denne danske selvbevidsthed skulle brede sig.

 

Oprør over brug af bynavn

Da det rygtedes at bladet skulle udkomme på dansk, blev der nærmest oprør i Aabenraa. Mange mente, at dette stred mod privilegiet. Også truslen mod boykot fremkom.  Fischer stod over for store kræfter.

Efter det første halvår på tysk var der ikke noget i bladet, der bevidst pegede på at være dansksindet. Der var 130 abonnenter, hvoraf de 20 var på landet.

Da bladet så kom på dansk opstod der et nyt problem. Fischer brugte navnet Aabenraa i stedet for Apenrade. Sidstnævnte havde bragt byen så meget hæder i havnebyer verden over.

Et blad fra Haderslev, Lyna havde efterhånden opnået 60 abonnenter i Aabenraa og Fischers avis var i stærk tilbagegang.

 

Fischer havde borgmesterens opbakning

Fischer havde dog borgmesteren på sin side. Borgmesteren anbefalede Fischer at udgive bladet på begge sprog. Stødt med langsom begyndte abonnenterne
at søge tilbage til Fischers ugeblad. De liberales stormløb mod ham var slået tilbage.  Aabenraas borgmester var tilhænger af hertug Christian Augusts
politik. Denne ville gerne have afskaffet det tyske øvrighedssprog.

Men pludselig råbte udråberen igen på tysk i Aabenraa. Og Fischers dage som udgiver af ugebladet var nu i fare.

 

Borgmesteren støtter Neuber

Borgmesteren støttede nu lægen A.W. Neuber som redaktør af ugebladet. De dansk fjendtlige synspunkter synes nu pludselig at have overtaget klimaet i Aabenraa. To småskrifter om det positive ved Slesvig-holstenisme havde vist noget om Neubers litterære formåen.

 

Ugebladet i modvind

Borgerskabets protest mod Fischers dansksprogede blad, havde overbevist Kancelliet om, at der i Aabenraa skulle udkomme et tysksproget ugeblad.

Pludselig var Fischers dansknationale bestræbelser næsten at betegne som statsfjendtlig. I løbet af bare et halvtår var stemningen vendt i Aabenraa. Pludselig blev hans ugeblad betegnet som indholdsløst.

I første omgang fik borgmesteren dog ikke sit forslag igennem. Men så brugte man et nyt udspil. Neuber var bedre til tysk end Fischer.

 

Regeringen fører nervøs politik

For regeringen var det vigtigt at fastholde det dansk – tyske i regionen. Man ville nemlig bevare Holsten. Tyskvenlige udnævnelser forekom derfor hyppigt dengang. Således blev Prinsen af Nør udnævnt til statholder i Hertugdømmerne og Reventlow – Criminil til præsident for det Slesvig – Holstenske
Kancelli.

 

Ugeblad – ikke engang på værtshusene

Fischer kæmpede videre. Nu hed hans blad Apenrader Ugeblad. I vinteren 1841 – 42 havde bladet betydelig fremgang.

I 1844 forsøgte man igen at få  et privilegium til Neuber. Nu brugte man argumentet, at Fischers blad ikke engang var at finde på værtshusene.

Det var også  Neuber, der stod for Aabenraas forliste projekt som international badeby
(Se artiklen ”Rådhuset i Aabenraa”).

 

Boykot mod nye mønter

Nye rigsbankmønter blev udsendt i sommeren 1841. De kunne veksles med de i hertugdømmernes cirkulerende kurantmønter. Dette skete som led i Christians den ottendes helstatsbestræbelser. Men i Aabenraa førte dette til en boykot fra de handlende mod de nye mønter.

 

Ud med Dannebrog

39 skippere og skibsredere fra byen bad om at begrebet dansk ejendom blev ændret til Schleswig-Holsteinisches Eigentum. Desuden ville man have Dannebrog udskiftet med det Slesvig-Holstenske flag.

Byens matador, Jørgen Bruhn var dog ikke blandt underskriverne.

Ringeagten for Danmark kom til udtryk i en påstand om, at man i Sydamerika havde spurgt , om ikke Danmark lå i Aabenraa.

 

Nye flag i Aabenraa

Pludselig kunne man i Aabenraa opleve flag fra Slesvig Holsten. Det var rødt med Hertugdømmernes forenede våben. Men under et protestmøde på Mønterhøj dukkede et andet flag frem. Det var rød – hvid – blå. Dette protestmøde som priste Slesvig Holsten havde 6.000 besøgende.

 

Liedertafel

Liedertafel, som var en sangforening fra Aabenraa kom til at spille en propagandistisk rolle til fordel for Slesvig Holsten, nægtede at optage dansksindede. Neubert var en flittig sangskriver. Han skrev blandt andet:

• Schleswig und Holstein auf ewig verient
• Das ist da Vaterland, das ist gemeint

Boykot mod Nationalbanken

I november 1843 havde et par hundrede af Aabenraas erhvervsdrivende tegnet sig som bidragsydere til en Slesvig – Holstensk landsbank. Nationalbanken oprettede en filialbank i Flensborg. Men samtidig oprettedes en forening, hvis medlemmer forpligtede sig til ikke frivillig at drive forretning med denne filialbank, og modtage danske pengesedler. Og i denne forening tiltrådte hundredvis af erhvervsdrivende fra Aabenraa.

 

Kongeligt besøg 

Den 31. juli 1844 besøgte kongen Aabenraa. De fleste af byens huse var illumineret to aftener i træk . Det samme gjaldt for Burgervereins lokaler. De mest radikale af denne forenings medlemmer sad dog bag mørke vinduer og fulgte begivenhederne.

 

Nyt flag – mange steder

Skibsrederne førte an med propaganda for Slesvig Holstens selvstændighed. Og for første gang blev der i Aabenraa etableret danske moddemonstrationer.

Det Slesvig Holstenske flag dukkede op ved indvielse af Neuberts badehus, samt i 1844, da skonnerten Succurs løb af stablen hos Aabenraas mest betydlige skibsværft Júrgen Paulsen.

Den 27. august 1845 skrev Fischer i sit blad:

• Hvorvidt det går med det
  Slesvig – Holstenske uvæsen herovre, kan ingen tro som ikke selv har set det. Diebørn påhæftes Slesvig– Holstenske kokarder, og små og store drenge løber omkring i byen med disse politiske partiemblemer. Børn, som næppe kan tale, grynter deres ”Sleswig Holstein stammverwandt”. De lidt større bruger de så yndede titler ”dansk hund, landsforræder”med en øvet og rutineret færdighed. Ikke sjældent er dansksindede forældres børn blevet forfulgt, angrebet mere eller mindre mishandlet af disse 3 – og 4 – fods riddere.

Liedertafel fik i 1844 lokale i Rudebecks Gæstgivergård. Stedet skiftede navn til Stadt Copenhagen og senere til Schleswig – Holsteinisches Haus.

 

Sangerkrig i Hjelm Skov

I Hjelm Skov udspandt der sig i 1845 en sangerkrig. I en aktion mod Liedertafel havde en række skibstømrer og en del svende fra værksteder i byen samlet sig ved havnen. Med Dannebrog i spidsen båret af den 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det mod skoven, hvor der opsat forskellige telte. Her blev der Slesvig
– Holsten lovprist. De unge mennesker sang Kong Christian, hver gang de separatistiske Schleswig – Holstein meerumschlungen lød.

Borgmesteren havde i sin egenskab som politimester fulgt de unge mennesker åbenbart i håb om at kunne gribe ind, hvis der skete lovbrud.

Men mange af de unge mennesker blev dagen efter fyret af deres mestre, som sympatiserede med separatisterne.

 

Union – ny dansk forening

Endelig i 1847 begyndte det aabenraaske småborgerskab at vise tegn på en danskvenlig orientering. Man protesterede mod en ny skolereform. Fischer havde i sit blad optaget to tyske indlæg som gik imod Neuber. De var antagelig skrevet af Martin Bahnsen som sikkert var bagmanden bag foreningen Union.

Den danskorienterede forening Union blandede sig også i kommunale anliggender. Man havde efterhånden 45 medlemmer. Her i 1848 kom de dansksindede endelig i gang i Aabenraa. Men situationen blev hurtig tilspidset.

 

Aabenraa anerkender ny provisorisk regering

Revolutionen i marts 1848 forlangte et forenet og demokratisk Stortyskland. Den danske helstat var dermed sprængt. I Aabenraa blev Bürgerverin det revolutionære samlingssted. Ledelsen bestod blandt andet af borgmesterens bror, dr. Wilhelm Schow, rektor Nissen, skibsreder Michael Jebsen, købmand Lüders og advokat Nissen.

De gik alle ind for både Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske storrige.

Meget tidlig godkendte man i Aabenraa den provisoriske regering. Byens danske parti blev fuldstændig overrumplet af begivenhederne. Fischer fik at vide, at han skulle udgive sit blad i Slesvig Holstensk ånd.
Han foretrak i stedet at flygte til Kolding. Flere dansksindede borgere måtte forpligte sig til at afholde sig fra al politisk virksomhed, ellers ville de ende bag tremmer.

Ved alle indgange til byen blev der opstillet vagtposter.

Indkaldte landsoldater på vej til deres garnisoner i Kongeriget blev anholdt, omdirigeret til Rendsborg eller beordret hjem. Aabenraa stod pludselig som en tysk fæstning i det danske Nordslesvig.

Det gik en hel uge inden der nåede militær frem til byen. Jægere, dragoner og friskarer.

 

Danske protestaktioner

Den 28. marts gennemtvang arbejdere på  Aabenraas største værft, at ejeren Jürgen Paulsen strøg sit tyske flag. . Den næste dag var en trussel fra alle værftsarbejdere nok til at alle tyske flag i byen blev taget ned.

Foran rådhuset demonstrerede tømrerne. På den danskorienterede agent Bruhns opfordring gik de dog hjem.

 

De første skud i krigen

Bevæbnede danske styrker nåede samtidig frem som styrken fra Slesvig Holsten. Den 30. marts 1848 blev en dramatisk dag i Aabenraas historie.

Danske krigsskibe blev observeret i Genner Fjord. Ved indløbet til Aabenraa Fjord iværksatte alle skibstømrer en antitysk demonstration. Dannebrog gik
atter til tops ved havnen.

Ved havnen ankom St. Thomas med kaptajnløjtnant Suenson ombord. Han lod borgmester Schou komme ombord. Samme aften blev han sendt videre til Sønderborg for at stå til regnskab for anerkendelse af den provisoriske regering og sin adfærd over for indkaldte soldater.

Mod friskarerne affyrede briggen to skarpe kanonskud. Det var de første danske skud, der fra dansk side blev affyret under treårskrigen.

 

Tyske tropper modtaget med begejstring

De Slesvig – Holstenske tropper blev modtaget med begejstring af de tysksindede. Men snart trak disse styrker sig tilbage mod syd. Sammen med disse flygtede også de revolutionære ledere fra Aabenraa.

Om aftenen forsikrede magistraten over for flådens repræsentant, Steen Bille sin troskab over for kongen. Frederik Fischer vendte tilbage til byen og snart vajede Dannebrog fra huse og skibe.

Den 14. april red Frederik den Syvende i spidsen for livgarden, da de kom til byen. Bortset fra skibstømrerne var det ifølge Fischer ”manges usle lunkenhed”
i byen, da der blev råbt hurra for kongen.

 

Preussiske tropper i Aabenraa

Natten til den 30. april marcherede preussiske tropper ind i Aabenraa. Først to år senere i juli 1850 vendte det danske militær for alvor tilbage til byen. Frederik Fischer forlod byen som flygtning om bord på St. Thomas.

Med de preussiske tropper fulgte de revolutionære ledere tilbage til byen.

Der fandtes ikke mere et decideret dansk parti i byen. Magistraten under ledelse af agent Bruhn viste ikke noget sympati for det radikale tyske parti. Man undlod også at tage en antidansk holdning.

Dansksindede blev med mellemrum arresteret, men snart blev de igen løsladt af magistraten.

 

Ny politimester

Denne holdning var ikke alle tilfredse med. Man forlangte udnævnelse af en politimester, der kunne tage sig af den danske pøbel. Til midlertidig politimester blev udnævnt hollænderen P. Chr. Henrici. Han nærede det inderligste afsky for revolutionære. Straks ved sin indtrædelse viste provst Rehoff ham to dobbeltløbede ladte pistoler og en skarpt slebet dolk som lå i hans pult.

Provsten havde været bange for at pøbelen skulle slæbe ham ombord på en dansk krigsskib.

I 1848 tilsluttede Preussen sig delingstanken. Wrangel trak sig ud af hele Jylland og rømmede også Nordslesvig. Sammen med ham forlod de tysksindede embedsmænd atter byen. Den største del af Magistraten havde også forladt byen, dog ikke agent Bruhn.

 

Den danske flåde truer Aabenraa

Den 29. maj sendte Steen Bille en sending i land for at høre, om man ville betragte ham som ven eller fjende. Hvis ikke Dannebrog blev hejst og embedsmændene straks indfandt sig ombord ville byen blive beskudt.

En Hannoveransk ritmester, hvis folk endnu lå i byen ville give efter, men politimesteren satte sig imod. Hans argument var, at ingen dansk marineofficer ville påtage sig ansvaret for at beskyde en by, hvis beboere som bekendt overvejende var dansksindede.

 

Fischer vender tilbage – for tidligt

Den 30. maj 1848 forlod de sidste tyske tropper byen. Den følgende dag foretog små danske styrker rekognosceringer i omegnen.

Med de danske skibe vendte Fischer atter engang tilbage til sin fødeby.

Det var dog et sørgeligt syn, der mødte ham. Hele hans butik var blevet ribbet. Også de danske biblioteksbøger var fjernet. Men ak, Fischer var vendt tilbage for tidligt.

Den 4. juni ved daggry marcherede ca. 480 mand preussisk infanteri under musik ind i byen, mens kun to danske kanonbåde lå i havnen. Fischer blev afhentet fra sit hus, kastet op på en mælkevogn og kørt til Torvet.

• Ist das der gefährliche Mann!

Udbrød den preussiske oberst, da krøblingen blev anbragt på gulvet foran ham. Han nægtede at arrestere Fischer.

Efter et par timer forlod preusserne igen Aabenraa. Fischer skyndte sig atter ombord på en af de danske kanonbåde. Et par dage efter forlod bådene Aabenraa.

 

Von der Tann – elsket og hadet

Den 10. juni rykkede 700 preussere og von der Tanns friskarer ind i byen. Preusserne forlod byen, men friskarerne som ikke blev regnet for officielle soldater, forblev.

Aabenraa blev behandlet som en fjendtlig by. Vogne blev kapret og kuskene pryglet. Overalt i byen var der opstillet barrikader.

Bruhn tog til Flensborg for at bede general Wrangel om at trække dem bort fra Aabenraa. Men de tysksindede mente ikke, at Bruhn repræsenterede byen. Da von der Tann den 18. juni fyldte 33 år, blev der arrangeret et fakkeltog for ham i Aabenraa. Hele korpset fulgte med. Foran hans hotel var der opstillet en sort – rød – gylden fane. Unge hvidklædte piger overrakte ham en laurbærkrans. Borgmesterens bror holdt en festtale, hvori han udtrykte håbet om Tysklands snarlige enhed.

Den 28. juni blev de uregerlige tropper af løst af regulære tropper. Snart blev byen besat af andre Slesvig – Holstenske tropper, snart preussiske eller andre tyske styrker.

De danske tropper rømmede hele Slesvig og begge Hertugdømmer. Sådan var situationen indtil 25. august.

 

Borgmesteren vender tilbage

Omkring 1. oktober vendte borgmester Schow tilbage fra sit danske fangenskab. Han havde via Sønderborg været over Fredericia, Nyborg
og Kastellet. Han var meget forbitret over den behandling de danske myndigheder havde udsat ham for. Han var tilhænger af Stortyskland og en fanatisk danskhader.

Schow fik en stor modtagelse i Aabenraa. De tysksindede havde strøet grønt og blomster i gaderne. Om aftenen var der illumineret i husene. I Schleswig
– Holsteinisches Haus var der festbanket med 150 deltagere. I sin takketale sagde Schow, at man i fremtiden ville finde held og lykke i Tysklands storhed.

På Skibbroen blev det tyske flag atter hejst.

Borgmester Schow opsøgte den fungerende politimester, og spurgte hvad han ville foretage sig over for den dansksindede læge, Grauer. Politimesteren svarede, at denne havde forpligtet sig til at afholde sig fra dansk agitation.

Borgmesteren svarede, at det ikke var nok. Han ville sørge for, at få tysksindede borger til at smadre ruderne i Grauers hus, ind til denne forlod Aabenraa.

Senere opsøgte borgmesteren igen politimesteren, og ville have denne til om natten, at sørge for at diligencen blev malet over med sort, så ordet Königlich
forsvandt.

Borgmesteren sørgede for, at der ikke blev demonstreret på kongens fødselsdag. Almindelige borgere var blevet udnævnt som politibetjente på dagen. Politimesteren måtte bøje sig.

I Aabenraa blev en  Schows første embedshandlinger, at udnævne den forhadte leder af friskarerne, von der Tann til æresborger. Dette var en hån over for de dansksindede. Endvidere anmodede Schow om, at der blev lagt ekstra told på handel med Danmark.

 

Dansk protest

Man kan undre sig over, hvorfor de dansksindede ikke protesterede mere højlydt, for i november 1848 blev der samlet 459 underskrifter på en tekst med følgende ordlyd:

• Vi protesterer på  det højtidligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland, og at det under hvilket som helst påskud løsrives fra dets forbindelse med Danmark.

Det var Frederik Fischer, der organiserede underskriftsindsamlingen. Han boede nu i Sønderborg, og lignende underskriftsindsamlinger foregik i en række andre sønderjyske byer.

 

Frederiksklubben

Den 11. december 1848 blev der oprettet en dansk forening i Aabenraa. Den fik navnet Frederiksklubben. Initiativtagerne var farver Martin Bahnsen, kaptajn C.C. Fischer (Frederik Fischers bror), læge J. Grauer og købmand Johan Nielsen.

I marts 1849 havde foreningen 129 medlemmer. Fra Sønderborg skrev Frederik Fischer:

• Vore medborgere har rejst sig og jeg føler ordentligt mit hjerte banke, når jeg tænker på, at den fædrelandskærlighedens lue, som jeg i så lang tid forgæves har arbejdet på at oppuste, og til trods for al tilsyneladende frugtesløshed i mange bestræbelser aldrig har tvivlet om at få at se, nu på én gang, under så vanskelige omstændigheder og så mægtig er frembrudt, og – hvad det vigtigste er – holder sig. Vi behøver ikke længere at skamme os at være aabenraaer.

 

Aabenraa ønskede et kejserdømme

Borgmesteren lod sig nu ikke slå ud af det. Han skrev til rigsministeriet i Frankfurt. Han foreslog at Tyskland og Slesvig Holsten blev omdannet til et arveligt kejserdømme i familien Hohenzollern. Samtidig forslog han Aabenraa Havn omdannet til krigshavn for den tyske flåde.

 

Tilstanden ifølge borgmesteren

Borgmesteren skrev også til fællesregeringen og berettede om den nationale tilstand i Aabenraa. Han delte det danske parti i tre afdelinger.

• Den første afdeling bestod af tømmerfolkene. De var ganske vist dansksindede, men ikke så farlige, som man antog dem for.
• Den anden afdeling var den berygtede redaktør Fischers tilhængere. De bestod af hans ungdomsvenner og pårørende. Man gjorde tilsyneladende ikke andet end korrespondere med Fischer på Als.
• Den tredje afdeling  var de mindre håndværkere, arbejdsfolk og tjenesteydende. Disse var kun med, fordi de var bange.

Det tyske parti samlede derimod de indbyggere, der havde intelligens og betydning.

Sådan var borgmesterens mening, der også anbefalede oprettelse af en borgervæbning.

Med våbenstilstandens ophør i slutninger af marts 1849 skærpedes alle modsætninger yderligere. De danske ledere i Aabenraa blev udvist. Få dage efter kom danske krigsskibe atter til  Aabenraa. Myndighederne undtagen Bruhn var alle sammen flygtet. Fjendtlige tropper blev fordrevet med kanonild. Danske styrker ødelagde nogle skanser ved byen. Også Brundlund Slot blev beskadiget ved skyderierne.

 

Aabenraa. Frederik den Syvende er en forræder

Et par dage efter begyndte de tyske tropper deres fremrykning. Det første dem højt op i Nørrejylland. Sejrene ved Eckernförde og Kolding gav de tysksindede forhåbninger om en snarlig sejr. Dette kom blandt andet til udtryk i en henvendelse den 14. maj til landsforsamlingen, hvor man fra Aabenraas side gav udtryk for, at man ikke længere ville anerkende Frederik den Syvende som landsfyrste. I stedet skulle fyrstetronen overgå til Prins Ferdinand. Ja man kan undre sig over det sprogbrug, man brugte:

• En fremmed leder i landsfyrstens navn med rov og mord trængte frem på Slesvig Holstens sletter og med draget sværd pålagde en fri tysk folkestamme trældommens skændige åg. Nu havde Frederik den Syvende frivilligt nedværdiget sig til vor undertrykker og bøddel. Han erklæres derfor for en forræder mod sit tyske land og sit tyske folk og for uværdig til at bære den Slesvig Holstenske hertugkrone.

 

Fischer atter tilbage

En måned efter denne henvendelse, var situationen igen en helt anden. Den Slesvig – Holstenske hær var blevet slået ved Fredericia. Preussen havde sluttet fred med Danmark.

Måneden igennem fortsatte de tyske tropper deres tilbagetog gennem Aabenraa.

Den 25. august blev Bestyrelseskommissionen for Slesvig installeret i Flensborg, og Nordslesvig blev besat af norsk – svenske tropper.

Frederik Fischer vendte hjem fra Barsø, hvor han havde hjulpet det danske efterretningsvæsen. Den 10. oktober udkom hans blad igen, under navnet Freja.
I mellemtiden havde bogtrykker Rathje udgivet Apenrader Wochenblatt.

 

Borgmesteren bliver afskediget

Den svenske general Malmberg klagede over borgmester Schow i forbindelse med at postmester Moltke igen skulle betræde sin stilling. Dette førte til borgmesterens afskedigelse den 12. september. Forinden havde agent Bruhn bedt om sin afsked.

Da de resterende magistratsmedlemmer nægtede at samarbejde med den nye borgmester, Broder Knudsen, blev disse også afskediget.

Schow blev boende i byen og stod i spidsen for modstanden mod den nye magistrat. Provst Rehoff og rektor Nissen blev også afskediget.

 

Dansksindet borgmester og magistrat

En ny borgmester og en nyt magistrat blev valgt. Krigen havde skabt et dybt fjendskab mellem de tysksindede og de dansksindede i Aabenraa.

Det Slesvig – Holstenske parti, der før krigen havde været skibsredernes og købmændenes parti, var nu blevet et parti præget af det mere velhavende , frihedsbegejstrede lag af håndværkere.

Det kan undre, at størstedelen af befolkningen i Aabenraa under hele konflikten syntes at have været passive. Dette kan dog også skyldes manglende adgang til kildemateriale.

Skibsrederne var før 1814 danske patrioter, men efter 1840 under de forandrede forhold, blev de Slesvig Holstenske patrioter eller tyske nationalister. De havde magten i Aabenraa.

Men sømændene og skibstømrerne ville det anderledes.

Måske spillede det også ind, at Slesvig Holstenerne i sidste ende ville være med i det tyske storrige.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:
–    www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 143 artikler

 

• Aabenraa 1864
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Rådhuset i Aabenraa
• Skyttelauet i Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige (under Padborg/Kruså/Bov)
• Rendsborg 1848 (under Sønderjylland)
• Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)
• Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)
• Tønder – mellem dansk og tysk (under Tønder)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)

Redigeret 13. – 01. – 2022