Man strides om Grænsen

Der er stadig diskussion om grænsedragningen. Socialdemokraterne var ikke meget for at støtte de dansksindede i Nordslesvig og heller ikke i Flensborg. Og så sent som i 1940 ville Scavenius diskutere grænsedragning med den tyske gesandt. Ville han sælge Tønder til tyskerne for at tilfredsstille dem? Socialdemokraterne i de andre nordiske lande mente, at danskerne var alt for eftergivende. De mente, at situation skulle tilbagestilles som i 1864 eller 1867. De mente ikke at tysk ”vold” skulle tilgodeses. Eller fordi man havde besat et land længe nok, så skulle det belønnes. Tyskerne var utilfredse med blokafstemningen. De mente ikke at den var retfærdig.

 

Bliver alt nu fremstillet korrekt

Det er ikke alt, som der er blevet fremstillet om begivenhederne før og efter 1920, der er helt korrekt. Det er som om det hele skal pege i en bestemt retning. Når man så anfægter dette eller sætter spørgsmålstegn ved det, ja så sættes man ud på et sidespor.

Egentlig synes jeg at argumenterne og beviserne er det. Men det er altid sejrherrerne, der har ret.

Det er fin nok at vi får Danmarks officielle holdning. Men nogle gange vil det også være befriende at høre om de problemer dette så bevirker.

 

Kielerkanalen havde stor betydning for militæret

Kielerkanalens betydning for de allierede er i den grad blevet nedtonet i den danske gengivelse. Man har indtryk af, at denne kanal måske mest var blevet bygget af militære hensyn.

På fredskonferencen i Paris havde vi et helt persongalleri af sagkyndige og statister.

 

Industrimanden H.N. Clausen tav

Det var H.V. Clausen, der var den danske regerings sagkyndige. Han overtræder omgående sine instrukser. Jonas Collin og Bent Holstein virkede i kulisserne. Det var pludselig en overraskende enighed i den danske delegation – og dog

Industri-manden H.N. Andersen var uenig, selv om han tav. Og det var franskmændene godt klar over.

Personlige holdninger gjorde sig gældende.

 

Scavenius kunne ikke lide Clemenceau

Franz v. Jessen havde ikke stor tiltro til den radikale regering. Og det var specielt Scavenius og hans tyskerkurs, han ikke kunne holde ud.

Scavenius havde kaldt Clemenceau for en ”gammel afdanket politiker”, der ”nu ikke længere blev taget alvorlig i politiske kredse”. Men det var denne Clemenceau, der var vært for fredskonferencen i Paris. Og det var den ”gamle afdanket politiker” som Scavenius måtte anmode om at tage Slesvig – spørgsmålet op på konferencen.

 

Zahle og H.P. Hanssen var ikke enige

Zahle fastholdt, at Flensborg skulle møde med et absolut dansk flertal. H.P. Hanssen mente, at man ikke kunne ignorere 49 pct. danske stemmer, men at vi for Flensborgs eksempel længe ikke nåede derop.

 

En klodset opfordring

Men det var nu ikke lige smart alt, hvad man foretog sig fra dansk side. Man havde fået professor Aage Friis til at formulere en opfordring til det tyske folk:

 

• Vi danske mænd og kvinder vænner os til det tyske folk med indtrængende henstilling om helhjertet og klogt at lade den folkelige retfærdighed ske fyldest også for vort folk.

Denne professor var medvirkende i en artikel som nationalbankdirektør Rubins under pseudonym fik bragt i Preussische Jahrbücher 1911 for at appellere til tysk forståelse for de danske sønderjyder. Men artiklen rummede følgende vending:

 

• Kun tåber i Danmark og folk uden indflydelse tror på en genopvågning af artikel 5 eller lignende

 

Man bildte så folk ind, at H.P. Hanssen havde godkendt artiklen.

 

H.V. Clausen havde fat i H.P. Hanssen

Men det var nu ikke altid H.P. Hanssen havde ret. Således mente denne, at den internationale kommission skulle bestå af danske og tyske forhandlere. Men det mente H.V. Clausen, at det var en meget dårlig ide.

 

H.P. Hanssen fik ikke meget politisk indflydelse

Som bekendt kom H.P. Hanssen med i Zahle – regeringen. Hans ide var ellers at stifte et sønderjysk parti og stå i spidsen for 4-5 sønderjyske meningsfælder. Så kunne man også få indflydelse på partkonstellationen.

Nu blev han bare brugt til at kanalisere de genforenede led af Sønderjylland ind i den danske lovgivning og administration. Man skulle tro, at man kunne have fundet en anden løsning på dette.

 

Hvem skulle med i den internationale kommission?

Den 23. oktober 1918 løfter H.P. Hanssen sin røst tyske rigsdag. Han mener, at paragraf 5 skal genindføres. Bismarck afskaffede det i 1878. Forpligtelsen at holdeafstemning i Nordslesvig var han lige glad med.

Så sent som i 1919 mente H.P. Hanssen at man skulle forhandle med tyskerne. Igen måtte H.V. Clausen tysse på ham. Hvor langt ville han gå i sin forhandlingsiver?

 

Kunne Danmark have magtet det?

Spørgsmålet er om Danmark havde fået mere ud af det, hvis man havde fået det som Status Que i 1867. Så havde vi fået Flensborg med. En folkeafstemning i 1867 eller 1878 ville have bragt en sydligere grænse. Skulle tyskerne i 1920 nu belønnes for at have brugt vold?

Spørgsmålet er, hvad Danmark magtede og kunne risikere ved at få fjernet historiske og aktuelle uretfærdigheder. Kunne Danmark magte at hjælpe flere danskere til Danmark selv om der fulgte flere tyskere med?

 

Flere danske stemmer i Flensborg end i 8 danske byer

En bloc-afstemning i 1. zone var ret beset ikke andet end et stykke valgdemokrati, der skulle redde Tønder og udelukke Flensborg. Det kunne ikke begrundes med selvbestemmelsesretten at udelukke Flensborg, når man medtog Tønder, der i 1867, hvor Flensborg havde dansk flertal, kun havde 17,2 pct. danske stemmer.

Ja tænk engang Flensborg havde i 1920 flere danske stemmer end Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Augustenborg, Christiansfeld, Gråsten, Løgumkloster og Højer tilsammen.

Blokafstemningen blev kritiseret af tyskerne.

 

Ville Scavenius sælge Tønder for at glæde tyskerne?

Også udenrigsminister Scavenius tog afstand fra den grænselinje, som han havde brugt så meget tid på. I slutningen af 1930’erne syntes han at det var på tide at komme tyske grænseflytningskrav i forkøbet. Han mente at der skulle ske en justering omkring Tønder. I 1940 bragte han spørgsmålet på bane over for den tyske gesandt.

Nu var tidspunktet nok ikke så heldigt.

Der opstod som bekendt en Flensborg – bevægelse som et modtræk mod Aabenraa-bevægelsen.

Tilbage til Scavenius, der mente at § 5 og 1867 – linjen skulle have en logisk sammenhæng. Men det fik den ikke.

 

De nordiske socialdemokrater mente at Danmark var for eftergivende

Socialdemokrater i de nordiske lande syntes at Danmark var alt for tilbageholdende og mente at alt, hvad der i 1864 var påviseligt dansk skulle tilfalde Danmark. Man syntes ikke om, at det man havde taget og haft tilstrækkelig længe, skulle man have lov til at beholde.

Nu så det heller ikke ud til at Socialdemokraterne ydede en særlig indsats over for de dansksindede i Flensborg. Og i tidligere artikler har vi set, at Stauning tog afstand over for de dansksindedes kamp i Nordslesvig.

 

To sølvbryllupsfester i Aabenraa

Ingeborg refslund Thomsen fra Aabenraa har fortalt om en sølvbryllupsfest. Den blev delt i to, en for Aabenraa – folk og en for Flensborg-folk. Man ville ikke have spoleret festen. Der var masser af bitterhed.

 

Stor bitterhed

Bitterheden kan også have noget at gøre med H.P. Hanssens tilknytning til de Radikale og hans kølige holdning til Flensborg. Men der var også harme over for Socialdemokratiet.

Wilhelm La Cour opdagede at H.V. Clausen rejste til Paris for at forslå en grænse nord for Flensborg. Men var det ikke som om at Flensborg – folkene havde opgivet håbet på forhånd?

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Troels Fink: da Sønderjylland blev delt 1-3
• dengang.dk – div. Artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.767 artikler – heraf 142 artikler under Kategorien Indlemmelse, Afståelse, Genforening