Lov og ret i Aabenraa

Den sidste rakker i Aabenraa forsøgte at være ”sårlæge”. Det syntes barbererne var en dårlig ide. Masser af torturinstrumenter var der også i byen. Læs, hvordan ”æslet” blev afskaffet. En borgmester blev myrdet, og en masse dømt. Men var det justitsmord? Retssystemet kan i dage virke besynderligt. Man brugte også ”tegn fra oven”.

 

Rakkeren var renovationsmand

Datidens bøddel var også renovationsmand. Han skulle fjerne og begrave alle selvdøde katte, køer, heste, svin og får. Han skulle også sørge for natrenovation. Han var renovations – entreprenør og leder af byens destruktionsanstalt, dvs. den såkaldte rakkerkule.

Dengang for cirka 200 år siden løb der svin frit om i de snære gader, hvor de rodede efter alt, hvad der blev smidt ud til dem.

Dengang havde man ikke dagrenovation. De fleste smed bare køkkenaffaldet ud. Så kunne svinene og hundene fornøje sig med dette. Svineriet i de gamle byer har været voldsom.

 

Bøddelen boede uden for byen

Bøddelen blev betragtet som uærlig. Folk kunne og ville ikke omgås ham. Bødler var oftest gift med døtre af bødler. Oftest var det velstående folk, som havde gode kontrakter med byens styre. Og faktisk var de uundværlige.

Men beboerne så ned på disse rakkere. Med familie og svende boede bødlen oftest uden for byen. Man mente i folketroen, at man selv blev besmittet og blev uærlig, når man rørte ved dem, eller noget der tilhørte dem.

Med frygt og bæven gik man forbi bøddelens bolig, især når man havde dårlig samvittighed. På væggen hang bøddelsværdet, og hvis de klirrede, når man gik forbi, var det varsel om, at man skulle ende sine dage for bøddelhånd. Derfor var det heldigt, at huset oftest lå uden for byen.

 

Den sidste rakker i Aabenraa

Til den sidste rakker i Aabenraa byggede byen en bolig. Det var Nygade 42. Her boede bøddelen Hinrich Christopher Røseler. Han var skarprettersøn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder og fader til tre døtre. Han gav sig også af med at være sårlæge.

Men det var ikke så godt, for dermed greb han i de ærliges bartskærens lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Røselers hus for at forbyde ham lægevirksomheden. Byfogeden blev fulgt af de ophidsede barberer. Men Røseler havde skærmet sin dør, og skønt byfogeden gik løs på den med en jernstang, lykkedes det ham ikke at komme ind. Dette skete i 1786. To år senere i 1788 døde Röseler.

Enken bad om, at fortsætte virksomheden. Men byens råd besluttede, at man ikke mere ville have en bøddel, Røseler blev den sidste.  Uden for byerne lå rakkerkulerne. I Aabenraa lå den, der hvor Frydendal nu ligger.
En rakker fra Haderslev

En skarpretter havde man alligevel brug for, derfor skrev man kontrakt med Julius Beseler. En kontrakt fra 1864 viser, at han boede i Haderslev. Han havde fået tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark.

Borgmester og råd forlangte, at han skulle møde og forrette sit embede med sværd, reb, hjul og ild..

Torturmidlerne fandt almindelig anvendelse ved de ”pinlige forhør”. Det skulle også virke præventivt for at skræmme skarnsfolk fra onde gerninger. Bøddelen forlangte for sådan en forretning 5 mark.

Hvis en skulle jages ud af byen så kastede det tre mark. En udvisning af en person, der ikke kunne ”tåles” af byen, kostede 12 skilling. Udvisning af byen var dengang en frygtet straf. Det overgik blandt andet utugtige kvinder, men man jagede også besatte ud af byen. Man havde den opfattelse, at sindssyge var besat
af djævelen som straf for skjulte ugerninger.

 

Mange gøremål

Hvis en selvdød hest, en okse, køer eller andet stort kvæg skulle skaffes af vejen, kostede det ejeren 24 skilling. Hvis det skulle nedgraves på stedet i ”kobbel, humlehave eller gårdsplads” måtte rakkeren nøjes med det halve.

For at rengøre fængslet fik han 8 skilling. En rengøring havde nok været en sjældenhed. Men det kunne være at lugten nåede op ril 1. sal i Rådhuset til borgmesteren.

Også kirkegården omkring Skt. Nikolai var mester Beseler underlagt. Hans svend skulle flittigt holde tilsyn heroppe, og sørge for at løse svin ikke rendte rundt og rodede. Ser han et, skal han skyde det.

For tømning af natspande var der ingen fast pris. Det blev aftalt med grundejerne.

 

Torturinstrumenter

Når man i 1750 ville ind til Aabenraa, kom man ind af datidens Tøndervej ned over Saltbjerg, forbi Bispens Enemark, langs skovbrynet ind i Rugkobbel, ind til Langebro – og så enten forbi Brundlund Slot ind gennem Slotsgade eller ind til Bolbro. Forbi Søndermølle ind gennem Søndergade, ja så kom man til at betale
en lille afgift.

Foran slottet stod æslet. Det var det straffemiddel, som man nordpå kaldte træhesten, og som bondeplagerne mest yndede. Foran Rådhuset stod kagemanden,
fuld af farver med forsynet med jernringe til at fastholde ”forbrydere”.

I Rådhusets kælder var stokken dvs. Fængslet, hvorfra de ulykkeliges råb om hjælp måske tonede frem, hvilket ikke var mærkeligt. Her var der mange, der blev slået i jern, dvs. Lænket til muren.

Oppe på Arnsbjerg prangede galgen, retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle, måske også et hjul. Det var et vognhjul fastgjort øverst oppe på lange stokke, hvorpå henrettedes parterede legeme var føde for de sultne ravne.

Havde man ærinde på Rådhuset, og hørte man de fængsledes råb, kunne by-skriveren måske forklare det med, at mestermanden – dvs. Bøddelen – var i færd med at bruge tommelskruerne på en forhærdet synder, som ikke ville bekende, og derfor måtte underkastes pinligt forhør.

 

Æslet blev afskaffet

Æslet i Aabenraa blev afskaffet i 1788. Og det skyldtes en husmand i Varnæs. Denne husmand, Hans Finck var blevet vred på herredsfogeden, som så havde klaget til amtmanden, von Schmettau. Han dømte Finck tre gange en time i tre på hinanden følgende dage at ride på æslet foran Brundlund.

Finck klagede til overretten i Gottorp, men overretten stadfæstede dommen. Men Finck gav ikke op. Han skrev til kongen, og det vil jo i praksis sige kronprinsessen.

”Kongen” svarede den 24. oktober, at både amtmanden og overretten i Gottorp havde haft ret til at dømme, som det var sket. Kongen vidste godt, at æselridt var almindeligt i Aabenraa Amt, men at den burde afskaffes. Straffen kan forvandles til vand og brød.

Det var en alvorlig advarsel til amtmanden, og Finck kom 14 dage på vand og brød i Brundlunds kælder. Og aldrig mere, var der nogen i Aabenraa, der skulle ride på æslet.

 

Den mærkelige rettergang

Rettergangen i middelalderen var anderledes end vor tids. I dag må en mand ses for uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det vil sige, at bevisbyrden tilfalder anklageren.

I middelalderen skulle en anklaget sværge sig fri. Det skete med en Tylfer – ed. En tylft betyder 12 mand. En anklaget skulle møde med 5, 11, 17 eller endnu flere medembedsmænd, når han ville sværge sig fri. Han selv udgjorde så den, der manglede ½ tylft, en hel tylft, 1 ½ tylft. Man førte ikke i vor tids forstand vidner.

Det tør jo nok siges, at være et farligt system. Hvis du var medlem af Sct. Knuds – gildet kunne man nøjes med det halve antal ”eds-mænd” af, hvad almindelige borgere skulle præstere. Nogle gange var det nødvendigt at bruge to sprog. Befolkningen kunne ikke tysk, som øvrigheden.

 

Drukneprøven

Hvis man var mistænkt for at være heks, skulle man gennem Drukneprøven. Hvis kvinden, der var bunden sammen på hænder og fødder, nedkastet i vandet – flød ovenpå, så var hun i ledtog med den onde og brændtes på bålet. Hvis hun sank til bunds, var hun ikke heks, men altså desværre druknet.

 

Tegn fra oven

Man brugte også begrebet tegn fra oven. Her brugte man en seerske som hjælper. Således også en gang i 1618, da et lille barn var kommet af dage i Lorentz Martensens hus. Barnets fader, Jørgen Vægter hævdede at Martensen eller en i hans hus havde slået barnet ihjel. Byfogeden pålagde da Maria Seerske, at hun skulle skaffe et vidnesbyrd fra Gud om, hvem den skyldige var. Skønt Marie bad ved barnets lig om, at Gud skulle åbenbare, hvem der var at straffe, viste det sig intet tegn.

Byfogeden og de seks ”sandemænd” (nævningeting) dømte, at et dejtrug, der var faldet ned, var skyld i barnets død.

 

Tinget i Aabenraa

Fra gammel tid holdtes tingmøderne i Aabenraa hver mandag. De skulle begynde ”god tid på dagen”. Det skete, fordi folk helst ikke skulle have for meget kückelhahn (berømt Aabenraa øl)og brændt vin, så deres udsagn blev for omtågede.

Når et ting skulle holdes, blev der slået fire stokke i jorden. Arealet inden for disse, var fredet.

Ting – møderne blev holdt udendørs indtil 1664, hvor man indførte en rådhus – ret. Man fortsatte med at bruge tylftered. Det var ikke så ligetil at afskaffe en gammel indgroet og hævdvunden vane, selv om den var urimelig.

 

Borgmesteren myrdet

Ved Jørgensgård Led blev borgmester Claus Esmarch den 22. april 1610 skudt af Jørgen Skytte. Rygtet bredte sig hurtig. Det var borgmesterens svigerforældre og måske endda hans egen hustru, der stod bag mordet.

Hertugen beordrede et pinligt forhør af de mistænkte.

 

Anna – tvunget ind i ægteskab

Som ung kom Claus Esmarch i huset hos amtsskriver Wolff Kalundt, der boede ved Posekær. Esmarch blev ansat som sekretær. Såvel amtsskriveren som hustruen, en datter af biskoppen i Slesvig holdt af den unge mand. Derfor sagde de også ja, da han ønskede at ægte deres datter, Anna Kalundt. Hun måtte lystre sine forældre, selv om hun havde en anden i tankerne.

I 1603 blev Kalundt afskediget som amtsskriver og Esmarch blev hans efterfølger. Rygterne ville vide, at han havde misbrugt embedet til egen fordel.

 

Hustruen var utro

Esmarch blev i 1608 udnævnt til borgmester. Han nåede at anlægge en ny kaj lige ned for Østergade, en kaj, der efter den tids sprogbrug, blev kaldt Skibbro. Han var meget energisk, men på det private område gik det ikke så godt. Hans hustru var ham utro, og det var kendt i byen. Hans svigerforældre var også blev fjendtlig stemt over for ham. Det kunne hænge sammen med, at han ikke ville hjælpe dem. Han mente, at de skulle sætte tæring efter næring.

 

Tvunget til tilståelse

Under tortur tilstod Kalundt, at han havde været i ledtog med den berygtede og fordrukne Hellevad – præst. Kalundt tilstod, at han havde betalt Jørgen Skytte, for at dræbe Esmarch, at han havde brændt Esmarchs testamente og nogle breve, samt bortfjernet hans sølvtøj.

Margrethe Kalundt tilstod, at datteren var blevet besvangret af sin elsker. Hun havde ved hjælp af stærke urtedråber dræbt fosteret, og derfor født ved abort. Endelig tilstod hun, at datteren mange gange havde bedt sine forældre om at skaffe hendes mand af vejen.

 

Var det justitsmord?

I juni skete henrettelsen. Wolf Kalundt blev hængt på Arnsbjerg og hans afsjælede legeme parteret og lagt på hjul og stejle. Margrethe Kalundt blev halshugget samme sted og samme dag.

Pator Jørgen Lund var forsvundet og herredsfoged Bartram Jensen blev senere henrettet som meddelagtig i mordet. Om de reelt var skyldige, og om det var justitsmord ved man ikke.

Anna Esmarch blev ”benådet”. Hun blev ganske vist landsforvist og frataget al sin ejendom.

 

Kilde:

• litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Henrettet i Aabenraa (2)
• Jordemødre, Hekse og kloge koner