Arbejdernes oprør mod kapitalismen startede som så meget andet på Nørrebro. Det blev startet af nogle pionerer, der dog desværre blev svigtet af deres egne. Ja, arbejderbevægelsen lavede smædeskrifter mod de tre foregangsmænd..

 

De sociale spændinger vokser

De sociale spændinger voksede. Der var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere og fattigere.

Arbejdsløse, syge, gamle og andre trængende havde kun fattigvæsenet eller Ladegården. De liberalle var sure over, at fattigvæsenet brugte flere penge. Fattigdom er selvforskyldt, sådan var deres filosofi.

 

Socialistiske Blade opstår

En stigende harme og utilfredshed bredte sig blandt arbejderne. To pjecer, der udkom i maj og juli 1871, begyndte at vende udviklingen. De pjecer blev kaldt Socialistiske Blade. Arbejderne ville værge sig over for det kapitalistiske overgreb.

De to blade vagte opsigt. Så meget, at de efterhånden kom med 14 dages interval. Og bladene fik navneforandring til Socialisten. Som redaktør var anført H. Brix. Han var en bog – og musikhandler fra Amagertorv, som kort tid i forvejen var gået fallit.

 

Bange bogtrykkere

Den liberale presse startede angreb mod Socialisten. Politiet havde spredt så meget skræk i bogtrykkeren, at han ikke mere turde trykke bladet. Ja, magthaverne havde travlt. En bogtrykker i Malmø blev også bange. Så til sidst måtte man gå helt til Hamborg, for at få bladet trykt. ‘

De tre pionerer

Efterhånden fandt politiet ud af, hvem der stod bag avisen. Det var Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff.

Louis Pio var en 30´årig løjtnant fra Roskilde, der indtil for nylig var postskriver på Købmagergades Postkontor. Han havde været med i krigen i 1864. Han var sjælen og fantasien i den nye arbejderbevægelse.

Geleff var sønderjyde. Da han sagde sin oprigtige mening om Prøjsen, blev han sendt 14 dage i fængsel.

 

Tanker fra Internationale

Man gengav tankerne fra organisationen Internationale i deres avis, og også i hele bevægelsen. Særlig i København fik man gang i bevægelsen. Og da 1.200 murer valgte at gå i strejke, udkom Socialisten som dagblad.

Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade, Pio boede i nummer 21.

Kamp på Fælleden

Pio havde en ide med at arbejderbevægelsen skulle samles  til et kæmpemøde på Fælleden, for at markere deres ideer og krav. Politidirektøren forbød mødet, og Pio, Brix og Geleff blev anholdt.

Men dette forhindrede ikke at arbejderne mødte op. I tusindvis strømmede arbejderne til Fælleden. Politi og militær forsøgte forgæves at afspærre indgangene.

Garnisonen i Kastellet holdes parat. Der bliver udleveret skarpladte patroner.

 

Øjenvidne – rapport fra Henrik Cavling

Den senere redaktør af Politiken, Henrik Cavling er øjenvidende til hændelsen. Dengang var han kun 14 år.

• Nu gik jeg søndag eftermiddag den 5. maj med hastige skridt fra Lyngby til Nørrefælled. Ved Lundehuset kom staldmesteren ud på vejen og advarede de indefter kørende mod at køre længere og skønt denne advarsel måske blot havde til hensigt at fylde Lundehuset med vejfarende, fremkaldte den hos mig en eventyrlig følelse af, at jeg nærmede mig en revolution.
• Det så for resten også temmelig broget ud, da jeg ved 3´ tiden nåede ind i Nørre Allé, hvor småtræerne langs med vejen allerede stod i svagt forårsspring. Nørrefælled var dengang ubebygget og de to alléer, Nørre og Øster, tegnede sig for øjet som en vældig stikpasser mellem hvis ben, den
  grønne flade dannede en stor trekant.

 

• Fra Nørre Allé opdagede man nu over ved den østlige side af trekanten lange rækker af tropper tilhørende flere våbenarter i alt to bataljoner infanteri,
  husarer på vældige gangere, en vrimmel af politibetjente og artilleri. Pladsen foran denne troppestyrke lå åben, men bagved St. Johannes kirke og langs med Blegdamsvejen bølgede en stor menneskemængde. På St. Hans Torv, hvor jeg nu stod, var alle gadehjørner nu bevogtede med infanterister, og mellem kirken og Nordre Birks arresthus fandtes opstillet flere hundrede betjente, som skulle standse de fra Nørrebro kommende skarer. Betjentene strammede ryggen mod de fremtrængende, der i den stærkere trængsel udstødte råb og skrig.

 

• Politiets hensigt var at forebygge stærk sammenstimlen på St. Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem, og da det begyndte at regne vel rigeligt med slag i hovedet, opstod der en voldsom trængsel foran St. Johannes kirke. Dørene til kirken blev trykket ind, og en yngre præst, der stod på prækestolen
  og holdt eftermiddagsgudstjeneste, fik pludselig fuldt hus. Han gjorde et ophold, så sig uroligt om og standsede sin præken. Lidt efter tog han fat på ny, og ingen forstyrrede ham, før han på et sted i talen sagde: ”På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisærerne”, så hørte man en dyb stemme sige: ”Det er hørt”. Præsten bad en bøn, og kirken tømtes under orgelspil.

 

• I følge med adskillige andre kirkegængere blev jeg nu fra St. Hans Torv af trængslen ført mod fælleden, hvor husarer med sabler splittede mængden og drev en del af den mod Store Vibenshus. Man hørte råd og skrig af indignation, men også latter og bander fra folk, der i deres hjerters enfold troede, de var ude på kommers. Til dette publikum henvendte sig bl.a. murer Grøn, en kendt komisk figur fra folkemøderne. Han havde på det store nattemøde i dansesalonen Phønix´ kælder råbt: ”Jeg frygter ikke de halvtredspunds granater. Jeg kommer til hest!”

 

• Og virkelig kom Grøn ridende på en gammel krikke. Spasmagere mellem demonstranterne samlede sig om ham og trak ham fra begge sider i benene, så han blev meget vred og kaldte på værtinden ”Madam Græsmejer”. Til sidst sporede han krikken, så den stejlede og gik på bagbenene. Det vakte vild jubel. Men i det samme tog betjentene murer Grøn og førte ham til nærmeste politivagt.

 

• Under dette befandt jeg mig på fælleden hvor ophidsende talere, stående på mænds skulder opfordrede til modstand. Der blev kastet sten og hestepærer på soldaterne, og da en ung husarofficer ramtes af et projektil, kommanderede han: ”Frem”

 

• Et voldsomt sammenstød fandt sted, men det blev uafgjort, idet et nyt og uanet våben blev bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i pakker, uddelte disse og styrtede selv frem og slog husarer, betjente dyr og mennesker snus i øjnene. Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater,
  betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om imellem hverandre i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene og under hyl og hvine trampet på af politi og rytteri. Blind af snus blev jeg flere gange væltet omkuld og trillede rundt, mistede min kasket og fik det ene trøjeærme revet i las. Fortumlet styrtede jeg af sted – det regnede med knytnæveslag og spark, og først da jeg befandt mig i alléen og kunne samle mine tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget usædvanligt. Det stod mig også klart, at mine møre lemmer længe ville minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, når man går til revolution.

 

Dømmes for endhver pris

Grundlaget for anholdelse af de tre, Pio, Brix og Geleff var meget spinkel. Men i liberale kredse var organisationen Internationale det samme som en krig på liv
og død. Så magthaverne befalede, at der skulle ske en domsfældelse og straffen skulle være så hård som mulig.

Og de blev dømt for:

• Forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden
• Overtrædelser af Politiloven
• Forbrydelse mod religionen

Sagen varede længe, og der var ingen lempelige forhold for dem i blykammene på Nytorv. Den 29. marts 1873 faldt dommen:

• Pio: 6 års forbedringshus (nedsat til 5 år ved Højesteret)
• Brix: 4 åre forbedringshus (nedsat til 3 år ved Højesteret)
• Geleff: 3 års forbedringshus

 

Klassedom

Det var en klassedom, der skulle afskrække andre socialister til at gøre det samme. Man skulle så tro, at arbejderne kunne mobilisere ekstra kræfter ved det næstkommende valg. Men nej, fattig – og tyendebestemmelsen berøvede i stort omfang arbejderne deres valgret. Andre frygtede repressalier fra arbejdsgiveren. Det var jo ikke tale om en hemmelig afstemning.
Knæk for livet

I Vridsløse fik Pio og Brix et knæk for livet.  Særlig Pio blev hårdt ramt. Geleff havde det lidt lettere. Først efter 35 måneders afsoning blev de ”benådet” og løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875.

Den 1. juli valgte Centralstyrelsen Pio som formand. Den 25. juli overtog han ledelsen af Social – Demokraten. Pio rejste i maj 1876 til London, for at forsøge
at få Karl Marx til Danmark. Det lykkedes dog ikke.

 

Pio går som formand

Men arbejderbevægelsen havde forskellige mål, og der opstod uenighed. Allerede på Det Socialdemokratiske Arbejderpartis første kongres den 6. – 8. juni 1876 på Gimle på Frederiksberg nedlagde Pio højtideligt sin post som formand. Men han blev dog valgt som forretningsfører. Men inderst inde var han meget
utilfreds med udviklingen.

 

Brix atter i tugthus

Brix havde for egen regning startet et socialistisk vittighedsblad Ravnen. Men det var for meget for magthaverne. En række numre af Ravnen blev beslaglagt og Brix blev atter engang sendt i Horsens Tugthus. Denne gang for 4 år.

 

Stigende utilfredshed

De stigende problemer fik arbejderbevægelsen til at undersøge mulighederne for udvandring. Geleff blev sendt til Amerika i forvejen og føle sig rundt i de forskellige kolonier. Pio var ved at miste troen på sig selv og sin fremtid i arbejderbevægelsen. Tilmed blev der ligefrem lavet smedeskrifter mod de tre tidligere ledere.

 

Udvandring

Den 23. marts 1877 rejste Pio ganske uventet til Amerika. Mør af modgang. Han satte sig i spidsen for oprettelsen af en koloni på den bare prærie, men forgæves. Forsøget måtte opgives, og emigranterne gik hver til sit. Pio ernærede sig som typograf og redaktør. Endnu engang i begyndelsen af 1890`erne var han deltager i en kolonisering.

 

Glemt af alle

Men kun 53 år gammel døde Pio, glemt af alle – den 17. juni 1894 af tyfus på et hospital i Chicago.

Geleff opholdt sig 43 år i Amerika og blev kaldt hjem, da det viste sig at han var syg. Han døde 86 år gammel på Capri i Italien.

 

Bisat  på Vestre Kirkegård

12. juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Lois Pio skrev sine første artikler til Socialisten, bar hans enke Augusta Pio en urne med hans aske i land i København.
Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet. 17. juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård. Han var åbenbart ikke glemt af alle. 5.000 mennesker overværede bisættelsen.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro ligger der 305 artikler 

Redigeret 15. – 04. 2022