Indbildskheden har været stor på Løjt, men er aftagende. Bønderne følte sig ovenpå, i hvert faldt mente de, at de var bedre end naboerne vest og syd for. Søfarten bragte velstand. men om vinteren var der mange, der måtte frem med tiggerstaven. Midt på Løjt ligger en glemt borg. Løjt Kirkes altertavle er særdeles imponerende, og tænk på Løjt lå i mange år en navigationsskole. Hertugen gjorde alt for, at få mere jord til Høgebjerg. Dette er den sjette artikel om Løjt.

 

Kun et Løjt i verden

Vi tager for femte gang en tur nord for Aabenraa – og besøger Løjt land Det vil sige efter nærmere gennem-tælling, så er det den sjette artikel om Løjt land. I løjtingernes hjemstavnssang hedder det: Der er kun et Løjt i verden. Og det kan man godt forstå, når man har cyklet rundt på halvøen. Løjt har været et stort sogn. Det har omfattet hele halvøen mellem Genner Bugt og Aabenraa Fjord. Og den skrider jo også et par kilometer over hovedvej A 10.

 

Oldtidens skove blev ryddet

Løjt Kirkeby har været den gammel adel-by, mens de fem andre byer, Nørby, Barsmark, Skovby, Stollig og Bodum er opstået som udbygger – byer. Det er sket efterhånden som oldtidens store skove er blevet ryddet på Løjt Land.

 

Masser af liv i oldtiden

Oprindelig hed hovedbyen Løjt, inden kirken blev bygget. Den blev nævnt første gang i Aabenraa Stadsret af 1335. I 1456 blev byen kaldt Kirkebyen i Løjt. Og der var rigelig med liv i oldtiden her på halvøen, det minder 29 gravhøje om.

 

Markfællesskabet

Bønderne på Løjt Land har aldrig kendt til stavnsbånd. Og efter 1600 har det kun været meget lidt hoveri. Markfællesskabet blev på Løjt Land ophævet længe før andre steder i Danmark. Allerede i sidste halvdel af 1500 – tallet begyndte Løjt – bønderne at ophæve markfællesskabet. Hver gård fik nu sin egne jorder.

På  et kort fra 1641 af Johs. Meyer ses nogle af sognets byer omgivet af lykker, Markerne blev omgivet med levende hegn. Det blev kaldt lykker. Ja egentlig stammer det fra ordet lukker. Det er i grunden synd, at mange af disse levende hegn er blevet ryddet. På  den mere magre jord mod vest gik det lidt længere tid med ophævelsen af markfællesskabet. Man gjorde måske den fejl på Løjt Land, at man ikke straks flyttede gårdene ud til markerne. I 1600 – tallet flyttede man kun tre gårde. De andre måtte gå langt for at komme på arbejde.

 

Boesgård var den første gård

Den første gård, der udflyttede var Boesgård. Det fortælles, at ejeren under svenskekrigen blev forfulgt af disse og skudt i det ene ben. Senere brændte de hans gård af. Da han opbyggede sin gård igen, skete det i Sønderskoven. Boesgård har ligget samme sted siden 1690.

 

Havet har draget og krævet

Havet har draget løjtingerne. Ved siden af, at være et bondeland, så var Løjt land tillige søfarernes, kaptajnernes og skibsredernes land. Præster ved Løjt kirke har kunnet meddele, at fire
femtedele af de drenge, der gik til konfirmationsforberedelse hos dem, stak til søs. Det var penge at tjene på havet. Men kun enkelte, som familierne Bruhn og Bendixen blev skibsredere i den helt store stil.

Havet krævede også sine ofre. Mange endte deres liv derude.

Lige som på Rømø skabte søfarten sin egen kultur. I 1740 nævner manden på Jakobsgård i Barsmark i sin dagbog, at han havde fået sendt en kasse the fra sin bror, der var til søs. Denne drik var ellers ikke kendt på landets bøndergårde dengang.

 

Søfarten satte sit præg i indretningen

I en bog fra 1890, Slesvigske Bøndergårde fra omkring 1890 skildres en kaptajnsgård i Løjt Sogn således:

• Japanske Straamatter over Gulvene, Musselins Gardiner, Kanapeer, højtryggede Stole, som er svejfede, lakerede og forgyldte Theborde, Skueborde og Spejlrammer er til dels rigt udskaarne Rokokosager, dels Lakarbejder med Indlæg fra Kina og Japan – en mængde Nips, saasom Porcelæn, Vaser og Figurer, Elfenbens Kunstværker, Gudebilleder og Templer, udskaaret i Træ, desuden Jerikoroser, Konkylier og andre Naturalier, som gemmer Minder fra fjerne Have.

 

Åbæk bugt

Der er uhyggelige mange skønne steder på Løjt Land. Gennem Jørgensgård Skov og nord for Strågård bøjer vi skarpt mod syd. Vi når Åbæk og Dyrhave. Ved Åbæk Bugt dykkede vi efter øl. Vi kunne se kassen dernede, mange meter under os. Vandet var helt klart, og det var masser af idyl her i Åbæk Bugt.

En af gårdene her i nærheden, har været i slægtens eje i hundredvis af år. Det var godset, Høgebjerg, som blev bygget i 1641. På en af gårdens marker ligger oldtidsmindet Myrpold med den åbne gravkiste. Jordhøjen blev sløjfet i 1888. Men man kan se stensætningen fra omkring år 2000 før Kristi. En halv snes personer har været begravet her. De fundne sager er hvis nok opbevaret på Forhistorisk Museum i Århus.

 

Drab lagde grunden til hertugelig gods

Lidt længere mod øst har vi Skarrev, en udmærket badestrand. Vi vender lige tilbage til Høgebjerg. Den var en gang en hertugelig avlsgård under Gottorp. Her lå omkring 1560 en gård,
hvis ejer begik et drab. Han måtte derfor bøde med livet. Hertugen beslaglagde hans gård, og det var starten på avlsgården, som var hertugelig indtil 1665.

 

Høgebjerg blev udvidet

Ved erhvervelse af jord på forskellig vis forøgedes og forbedredes gårdens tilliggender. Det vides i hvert fald, at tre af Skovbys bøndergårde i slutningen af 1500 – tallet blev lagt under Høgebjerg. Mange metoder blev brugt til forøgelse og forbedringer af gårdens tilliggender. Bønderne gjorde sig skyldige i ulovlig skovhugst. De kunne ikke indse, hvorfor de ikke i deres egne skove, måtte fælde træer. Men de måtte kun fælde de træer, som skovfogeden udpegede. Og dette straffede hertugen med ekspropriation af jord.

På  den måde fik hertugen efterhånden samlet 120 hektar omkring selve gården og endnu større arealer, fortrinsvis skov ned imod Aabenraa Fjord. En del af dette areal blev indhegnet som jagtområde, hvorefter det fik navnet Dyrhave. Og det hed det stadig, da jeg forlod Aabenraa.

I 1680 overtog kancellisekretær Burchard Niederstedt fra Slesvig forpagtningen. Han havde ydet hertugen værdifulde tjenester. Og som tak skænkede hertug Christian Albrecht ham sin Avlsgaard Høgebjerg til evig Arv og Eje, fri for nogen som helst Afgift. Hermed var Høgebjerg fra at være hertugelig avlsgård gået over til at være et gods i privat eje, dog som kancelligods retsligt unddraget herredets jurisdiktion og direkte underlagt kancelliet, senere Overretten. På den måde opnåede man særrettigheder og med ret til at lave god brændevin.

 

Gården udbrændte i 1912

Da godsets mejerier kom til at betyde mere og mere for driften, tituleredes bestyrere efterhånden i henhold hertil. De kom dog ikke til at hedde mejeribestyrer, men kaldtes Hollænder, fordi en forfader på gården for mange år siden blev kaldet for Hollænder. Den gamle gård, Høgebjerg brændte i 1912.

 

Elsholm

Vi smutter en tur til Skovby mod Barsmark. Imponerende er det at tænke sig, at her lå en navigationsskole fra 1820 til 1860. Dog havde skolen ikke eksamensret. Den måtte man tage i Ejderbyen Tønning. Ved Barsmark, som engang blev kaldt Danmarks længste landsby, drejer vi til højre, ned til gården Elsholm, som nok er en af de østligste gårde på Løjt Land.

 

En glemt borg?

Gården har fået sit navn på grund af sin beliggenhed. Den lå oprindelig på en holm i en lille nu udtørret sø, Ejlsø (Ejler er det sønderjyske ord for igler). Iglsøholm er i tidens løb blevet til Elsholm. Gården har på tre sider været omgivet af vand. I haven mod syd skimtes en lavning, spor af en gammel voldgrav. Meget tyder på, at der i middelalderen her har ligget en borg eller en stormandsgård. Nationalmuseet har foretaget undersøgelser på stedet. Man har fundet middelalderlige potteskår, brændt ler-klinkning og spor af pælekonstruktion.

 

Barsø  – nævnt i 1231

Vi cykler nu tilbage til Barsmark, og drejer til højre forbi Elsetræerne, og har nu udsigt til Barsø. Barsø blev nævnt i Konge Valdemars Jordebog fra 1231 under navnet Bars.

 

En imponerende altertavle

Det mest imponerende ved Løjt kirke er altertavlen. Det er en såkaldt skabsaltertavle, og Sønderjyllands største. En indskrift oplyser, at den er blevet til i 1520, da Johan Tamsen var præst. Men dette mesterværks oprindelse kender man ikke rigtig. Her er figurer, ryttere og bibelske skikkelser.

 

Eckersberg i Løjt Kirke

Løjt Kirke ligner vel nærmest en korskirke, tårnet har et ottekantet spir og der er fire smågavle til kirken. Den er indviet til Sankt Jørgen. Prædikestolen er fra 1557, men stærkt ændret i 1787. Maleren Jens Jessen fra Aabenraa har stået for en del af dekorationen. men også C.W. Eckersberg har stået for nogle af blomsterbillederne på stolene. Eckersberg stod i lære hos Jessen. Vi skal dog også lige nævne Marcus Lauesen, Løjts store digter. Han boede i en af Løjt Kirkebys skønne huse.

 

 

Det kan være smukt i Sønderjylland

Møllehjulet ved Runde Mølle er for længst gået i stå. Her malede man i ældre tid, korn fra omkring 160 gårde. Lille Mølle, der lå lidt længere inde, havde 30 gårde som kunder. De to møller havde hver sit område, at betjene. Det var den kongelige og hertugelige del. Vandløbene til begge møller kom inde fra moseområdet ved Øster Løgum. Det kunne ellers være hyggelig, at se møllet dreje her på dette flotte sted. Skrænten der hæver sig over møllen, er vel cirka 75 meter høj. Og her oppe er det en fantastisk udsigt over Genner Bugt, Kalvø og i baggrunden, Haderslev Næs. Christian den 10. stod engang efter Genforeningen heroppe:

• Jeg havde aldrig tænkt, at det kunne være så smukt i Sønderjylland.

 

Troldkvinden med det store forklæde

Øverst oppe stod en forblæst træ. Det står der forhåbentlig endnu. For træet er et såkaldt brandtræ. Det må aldrig fældes, hedder det sig. Sker det, vil møllen brænde. Et andet sagn vil vide, et en troldkvinde blev arrig over kirkebyggeriet i Løjt, og derfor fyldte hun sit forklæde med jord, som hun ville lave ulykker med.

Det må have været en velvoksen troldkvinde med et ualmindeligt stort forklæde, for Illenbjerg blev til, da hun undervejs tabte jorden, hun ville have standset byggeriet med. Kirken blev bygget, og i den dalstrækning, der opstod ved siden af Illenbjerg, blev møllen bygget.

 

Af vejen, her kommer en Løjting

I 1837 skrev Løjt Sogns hoved-præst, pastor Mathiesen en skildring af forholdende i sognet:

• Løjt Sogns Beskaffenhed er noget for sig selv. Den mandelige Ungdom farer til søs, nu især fra Aabenraa og Hamborg, tillige mest fra Holland og København. Den kvindelige Ungdom er mest sysselsat Hjemme. Da Markarbejdet og det grovere Arbejde stadig kræver fremmed Tyende, til Arbejdet, tilflytter hvert år mange Tjenestefolk fra Haderslev Amt og fra hele Jylland. Og påfaldende mange bliver bofaste her. Sognet får således mere og mere Præg af Købstad, til dels af Industri – sogn, især med hensyn til Lærredstilvirkningen, hvis Betydning kan sammenlignes med Kniple – industrien i de vestlige Sogne.

Løjt Sogn har i det 17. Århundredes sidste Årtier og i første Halvdel af det 18. århundrede udmærket sig ved Hollandsk Skik; ydre Tugt og Ærbarhed, stor Renlighed og enkelthed i Klædedragt.

I forrige Århundredes sidste Halvdel, særlig efter den amerikanske Krig, har dette ændret sig, således at Sognet og dets Befolkning er blevet stadig mere Engelskpræget. I det store og hele har Sognet holdt fast ved den nedarvede Tro og Dyd, om end man har fulgt Tidens fremskridt med hensyn til dannelse, selv verdensdannelse, og man bærer sin til dels endnu bevarede Velstand (ikke Rigdom) mindre til skue end i tilsvarende Småkøbstads – eller Bysamfund. Overdreven Ødselhed ved Gilder og Højtider, hvilket tiltog meget før den sidste Krig, er aftaget under de trykkende Krigsår og i Tiden derefter.

Denne præst, Mathiesen havde kendt sin menighed siden 1802. Og han slutter sin beretning på følgende måde:

• Af Vejen, her kommer en Løjting. Der findes kun eet Løjt i Verden.

 

 

Så har hun vel en del penge?

Selv om løjtingerne færdes næsten hjemmevant ved Kap som ved Kinas kyster, så hang de dog med dybe rødder fast ved den plet jord, hvor deres vugge stod. Løjt Sogns bondeslægter var tidligere meget stærkt indgiftet i hinanden. Man fortæller om løjtingerne, at have en Bondesøn fundet sig en Brud, spurgte man først: \”Er hun a æ Slægt\”. Hvis ikke, så spurgte man:
Er hun a æ Sogn? Og hvis det heller ikke slog til, sagde man: \”Ja så må hun da ha en grov del Pæemg!

 

Ringeagt for andre sogne

Stoltheden medførte til tider en ringeagt fra folk fra andre sogne. Dette finder vi i en beskrivelse i Øster Løgum – præsten Peter Kiers optegnelser. I året 1818 døde skolelærerens unge hustru i Genner, men hun blev begravet i Løjt, skriver præsten:

• Man mener, at da hun var fra Løjt, så holdt hun sig for god til at hvile på Kirkegaarden i Løgum. Og muligt er det.

Dem, der boede nord for Genner Bugt var nogle, som de bedre kunne lide på Løjt Land. Derfor gik der mange slægtsbånd til Hoptrup, Vilstrup og Halk og selve Genner.

Dette forhold kan skyldes, at man ikke rigtig har kendt til herremandsvælde. Og måske skyldes det også, at løjtingerne sad i bedre kår end dem syd og vest for deres sogn.

 

Søfarten bragte velstand

Søfarten i det 18. og 19. århundrede bragte endnu mere velstand til halvøen. Det kunne ses tydeligt i Barsmark, Skovby, Stollig og den østre del af Løjt Kirkeby. Foruden stolthed over, at være løjtning, rådede bønderne på Løjt også over hovmod. De følte sig bedre stillet end andre. De havde også de bedste pladser i Løjt Kirke. Således blev mange bønder – børn opdraget: – – –

Møder I nogle tjenestefolk, da sig dem goddag og et kønt ord, men ikke mere. Husk på, at I er bønderbørn.

 

Hovmod i østlige egne

Hovmodet var størst i sognets østligste byer, men mindst i sognets magre vestlige del. I Nørby og Bodum var folk lettest at komme på talefod med. Ved siden af denne velstående og selvfølende overklasse af bønder fandtes dengang i sognet talrige underklasser af fattige småfolk. En mellemting mellem bønderne og daglejerne var kådnerne og håndværkerne. Kådnerne havde lidt jord på Kirkebys magre Vestermark. Mange kådnere for til søs, mens konen passede stedet, og en hel del husmænd sad i ret gode kår. Det samme gjaldt for mange håndværkere.

 

Måtte gribe til tiggerstaven

Men flertallet af Kirkebys befolkning var jord-løse arbejdere, og de måtte tjene føden ved daglejearbejde på gårdene, ved tørvegravning eller tilfældigt arbejde. En visitationsberetning fra omkring 1870 siger følgende:

• Moserne i Sognets vestre Del giver et godt Udbytte, og Arbejdsfolkene, såvel gamle som unge, har i Sommertiden en god Fortjeneste her. Ofte kommer det dem dog ikke ret til nytte, da de ikke viser Sparsommelighed i den Tid, da de tjener rigeligt og ikke sørger for Vinteren. Dette har til følge, at mange Familier, der har haft gode Indtægter om Sommeren, må gribe Tiggerstaven om Vinteren.

 

Skolegangen blev forsømt

Ak ja, hos mange af disse småfolk var fattigdommen stor, og hos mange familier gjorde brændevinen ondt værre. Børnene var nødtvungen til at hjælpe med til familiens indtjening. Fra maj til Mikkelsdag havde snese af Kirkebys drenge plads som hyrdedrenge i Løgum og Rise Sogne, og pigebørnene tjente som barnepiger på gårdene. Skolegangen blev i høj grad forsømt ved dette. I 1835 meddeles det, at kun en tredjedel af børnene er til stede.

 

80 pct. af en årgang på havet

Mange af Kirkebys fattige levede af tiggeri. Hele 80 pct. af drengene på et års konfirmands-hold drog grundet fattigdom til søs. Mange blev derude, ikke kun på havets bund, men på fremmede strande, hvor de opbyggede en ny tilværelse. Da guldfundene i Californien rygtedes i Løjt tog mange derud og prøvede lykken. Dem der forlod hjemstavnen kan opgøres i hundreder.

 

Indbildskheden er aftagende

I 1880 kunne Løjt – præsten skrive:

• Som det er almindelig kendt, præges mange af de Indbyggere, som er født og opvokset her i Sognet, af et particularistisk Sindelag, hvilket ofte er forbundet med en vis Selvfølelse og Indbildskhed. Ganske vist er denne particularistiske Aand aftagende, og det kan ikke siges at være almindeligt gældende mere, at en løjting kun tager sig en Hustru fra sit Fødesogn, nu kan dog nævnes flere Tilfælde, hvor man har brudt med denne Sædvane.

 

Kilde: 

• Litteratur Løjt
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – herunder 169 artikler fra Aabenraa: 
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Løjt, Løjtinger og Løjt Land
• Anekdoter fra Løjt
• Briggen Chico af Aabenraa
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby
• Aabenraa, skibe og søfart
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

Redigeret 8.10.2021