Liv og Handel på Nørrebro

Foredrag den 20. november 2016 i Stefanskirken. Dengang skulle alt aftappes. Fattigdommen var udpræget, børn blev holdt hjemme fra skole. Det var vigtigere at tjene til familien. Man fik klø både derhjemme og i skolen. Revselsesretten blev først opløst i 1986. Det var urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Tilgangen til detailhandlen dengang var enorm, men mange knækkede nakken. Foreningen tjekkede kvalitet og illoyal konkurrence. Masser af industri og fabrikker kom til bydelen. Trafikken steg og steg. De stakkels mælkedrenge skulle også i skole. Og så var det protest mod brændevinsafgiften. Den kom både fra brugere og leverandører. Men ak i løbet af kort tid forsvandt 1.300 butikker. Der var ros fra statsministeren, samtidig med at lokale embedsmænd så rødt, hver gang de så noget fra Nørrebro Handelsforening. Hør også om alle de trusler og angreb, der kom mod bestyrelsesmedlemmerne. Det og meget mere i denne lange artikel.

 

Unikke butikker i sidegaderne

Dengang var der små og mindre virksomheder i baggårdene. Disse forsvandt med saneringen. I tiden før 1900 flyttede en række industrivirksomheder til Nørrebro. Rammerne blev for snævre, og de flyttede ud i omegnens industrivirksomheder. En stor del af grundende blev brugt til boligbyggeri.

Nørrebrogade blev hovedstrøget. Her kunne mangfoldigheden indtil for et par år siden beskues. Men det er som om at det centrale handelsstrøg har mistet noget. Til gengæld er der dukket unikke butikker og restauranter frem i sidegaderne. I øjeblikket er det restauranter, der har fremgang. Og det kan i den grad mærkes på Nørrebro.

 

De kooperative virksomheder

Det var på Nørrebro at arbejderne organiserede sig. De oprettede kooperative virksomheder. På den måde forsøgte man at skaffe bedre arbejdsforhold og fornuftige priser. Vi kan nævne Arbejdernes Fællesbageri og Arbejdernes Kødforsyning. Formålet med sidstnævnte var ”1. klasses varer til almindelige dagspriser”

 

Alt skulle aftappes

Efterhånden skød der butikker op overalt, først i ynkelige kælderrum. Senere erobrede de stueetagen. Der var uhyggelige lange arbejdsdage for de butiksansatte. Men det var utænkelig at holde åbent i kirketiden.

Alt skulle aftappes, lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes.

Kun på Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker. Her var de store manufakturhandlende. Der var ikke mange butiksvinduer i begyndelse. Men så kunne man jo gå efter de flotte skilte foran butiksindgangene.

På Nørrebrogade lå også hørkræmmere, spækhøkere og tobakshandlere. Her var en duft af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt kaffe.

 

Fattigdommen var udpræget

På Nørrebro var fattigdommen udpræget og pengene små. Mange ville gerne have varerne på kredit. Det gjaldt om at få en indtægt.  Understøttelse kendte man ikke til. Fattigloven sagde, at såfremt man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra.

Fattigdommen var enorm. I Gartnergade var der gratis suppe og kød i sporvognsremissen. I skolen var der vinterbespisning for de mest blege.

 

Holdt hjemme fra skole – skulle ud at tjene

Ofte blev børnene holdt hjemme fra skole, fordi de skulle ud og tjene til føden. Børn under 10 år måtte efter reguleringer i 1873 ikke arbejde på fabrik, men det var så mange andre måder at udnytte dem på.

De 10 – 14 årige havde lov til at arbejde i op til 6 ½ time. De måtte dog ikke lave aftenarbejde. De voksne have en arbejdsdag på 12 timer.

For enden af Korsgade lå en politivagt, der var særdeles berygtet. Beboerne i Rabarberkvarteret betragtede politiet som uniformerede voldsmænd.

For 25 øre kunne man få et ¼ rugbrød og en halvfjerding madfedt. En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation kostede 5 kr.

De meste af Nørrebros huse bestod dengang af baghuse, sidehuse og korridorlejligheder. Husene var ofte 5 – etagers huse med kvist. Gårdene var derfor lange og smalle skakter. I bunden skulle der foruden legende børn være plads til skure og lokummer.

 

Mange kvinder var enlige forsørgere

Mange af kvinderne var enlige forsørgere. De boede i bag – og sidehusene på de øverste etager. Kvindelønningerne dengang var små. Økonomisk overlevede kvinderne og deres børn ved hjælp af børnenes erhvervsarbejde.

 

Revselsesretten først ophævet i 1986

Om vinteren dampede hestepærerne på de brostensbelagte gader. Natmændene larmede lidt rigeligt om natten. De små piger stod tidlig op om morgenen, når de skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Drengene blev sendt i byen for at finde brænde.

Rabarberdrengen blev sparket af sin fulde far. I skolen fortsatte han med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Ja, skolen var næsten som en kronisk krigstilstand. Sådan udtrykte forfatteren Martin A Hansen det.

Revselsesretten blev indført i 1685. Den sagde:

• Husbond må revse sine børn med kæp og vand

Og ej med Vaaben

Tænk engang denne ret blev først ophævet i 1986.

 

Stakkels Marie

Borgerskabet elskede Magasin du Nord – katalogerne. Og det gjorde barne – og stuepigerne i herskabslejlighederne også på Nørrebrogade. Men de havde næppe råd til at købe de flotte hatte og kjoler.

Man kunne måske købe stof til en sommerkjole for 70 – 85 øre pr. alen.

Lønnen var 12 – 14 kr. i måneden. Måske var der råd til en månedlig teatertur. Den billigste plads kostede et par kroner. Hvis det ikke var råd, kunne man for 60 øre købe et lille hefte med teksten til de mest hotte sange og melodier dengang.

Havde Marie i stedet arbejdet i en af de mange rebslagerier på Nørrebro, kunne hun have haft en ugeløn på ca. 6,75kr.

 

Så kom stationen endelig

Nørrebro var stedet for mange kooperative virksomheder. Således blev Arbejdernes Fællesbageri stiftet i 1886 og flyttede ind i lejede lokaler på Lyngbyvej 6. Året efter byggede man en fabrik i Nannasgade.

Året efter blev Dronning Louises Bro indviet. Den gamle Peblingebro var alt for smal til Nørrebros eksplosive udvikling.

Man havde ret tidlig en jernbane på Nørrebro. Ja allerede i 1863. Men dengang var nu ikke behov for, at den standsede her. Men man spejdede længe efter den, for behovet voksede. Men første efter 23 år blev der etableret en station. Det vil sige, man oprettede en station A og en station B. Og det var i det nuværende Nørrebroparken.

Der var et meget livligt gadeliv dengang. Her var gadehandlere, skærslibere, lygtetændere og fede gadebetjente.

Den mest fede var Rantzau. Han var også leder af gadebetjentene. Og så fik han sit eget lokum på Fælledvej. De andre betjente måtte stille sig i kø, når de skulle lave noget i gården.

 

Socialisternes arbejde var ikke glemt

50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte de følgende år adskillige lockouter og arbejderkampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet havde endnu ikke accepteret socialister.

Her er i bydelen havde der været alvorlige konfrontationer. Socialisternes arbejde på Nørrebro var ikke glemt.

På Nørrebro blev der foranstaltet Bespisnings – forening for Arbejdsløses Børn og Hustruer.

 

Stakkels mælkedrenge

Mælkeforsyningerne forsøgte at drage nytte af de store tekniske fremskridt inden for mejeribruget. Desuden udnyttede man stordriftsfordele. Flere selskaber konkurrerede på livet løs.

Mælkeriet Enigheden på lygten blev stiftet i 1896 som et kooperativt foretagende. Men man havde dog problemer med at holde sig uafhængig. For at overleve indgik man aftale med A/S Det Danske Mælkekompagni. Ikke alle ville handle med socialister. Det var den senere endnu mere berømt Lyngsie, der blev formand.

Efter at mælkedrengene havde været på arbejde skulle de i skole. Ja de arbejdede som mælkedreng fra klokken 4 til 12 og fra klokken 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de fleste faldt i søvn i skolen. Enigheden gav dem senere korte arbejdstid og en højere løn.

 

Her startede Irma

I Ravnsborggade 13 startede Carl Schepler et ismejeri i 1895. Dette udviklede sig efterhånden til Irma. Allerede ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker. Kigger vi på hans personalepolitik i dag, må man erkende, at den var benhård. Ingen af de kvindelige ansatte måtte være gift. Giftemål var fyrringsgrund.

 

Kunne det nu mon smitte?

I slutningen af 1880erne var Blegdamshospitalet blevet fuldt udbygget. Den 30. juli 1891 skrev Aftenbladet, om en sygeplejerske, der slog en seksårig, der var indlagt. Det endte med at bladet fik en bøde på 200 kr. Sådan noget måtte man ikke skrive om.

Det var ellers ballade, inden hospitalet blev bygget. Pastor Frimodt fra Skt. Johannes Kirke ville have lægens ord for at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning, hans menighed og eleverne på de tre nærliggende skoler.

 

Fem afholdsforeninger

Alle rigtige mand drak brændevin, mente man i kvarteret. Gik det galt endte man på Ladegården. På Nørrebro var der fem afholdsforeninger.

 

Urtekræmmere dannede handelsforening

For de handlende var fortjenesten ringe. Der var grænser for, hvad man kunne give i tilgift. For at komme dette uvæsen til livs, dannede nogle urtekræmmere Nørrebro Handelsforening. Det skete på det gamle traktørsted Lille Ravnsborg på hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade. Det var her Johanne Louise Pätges blev født. Hun var datter af traktørparret. Men hvem var hun. Jo, det var den berømte skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.

Her var keglebane og billard. Det var den laveste del af befolkningen, der besøgte stedet. Her drak man gravøl. Det var jo lige over for Assistens Kirkegård. Og Johanne startede sin karriere med at danse på billardbordet.

 

Tilgangen var enorm

Folkets Hus, det senere Ungdomshus blev her rammerne om de første års aktiviteter i handelsforeningen. Allerede efter få år blev der vedtaget en kraftig kontingensstigning fra 15 øre til 25 øre.

Tilgangen til at etablere sig var allerede i slutningen af 1880erne enorm. Det var intet, der kunne forhindre en person i at etablere sig – fagkundskab var ikke nødvendig. Detailhandel blev let et nøderhverv. Den gårdmand, der havde måttet gå fragården kunne let etablere sig som cigarhandler. Den arbejdsløse eller lavtlønnede blev fristet til at starte en butik ved hjælp af kone og børn.

For husejere betød indretning af en butik i stueetagen en højere værdiansættelse. Og det betød ikke så meget ejeren om butiksindehaveren gik konkurs, som det overgik mange på Nørrebro.

 

Slaget i Lersø – området

Der var skovtur i juli, og senere på året var der pølsegilde. Se dengang forstod handelsforeningen at feste.

En ting rystede borgerne på Nørrebro i 1895. Det var det berømte eller berygtede Lersø – slag. Banditterne drak på en beværtning i Gormsgade. De lavede indbrud og nød udbyttet på en mark ved Ægirsfade og tævede en betjent til døde i Lersø – området. De fortsætte deres hærgen i Søborg og Dyrhaven. Men hvem var disse Lersø – bøller?

Ja de fandt deres paradis herude i sivene. Da byen senere komme for tæt på, søgte de mod Nørre Fælled. Og Prinserne på Blågårds Plads og ude i Nordvest er efterkommere af dem. Disse prinser var meget afholdte som babysittere.

 

Skovtur

Dette år var der igen skovtur i handelsforeningen, uden damer. En heftig møde aktivitet fandt sted. Problemet var at grossister selv førte detailhandel. Det betragtede handelsforeningen som illoyal konkurrence.

I 1891 blev M.C. Lyngsie formand for det lille københavnske arbejdsmandsforbund på 350 mand. Seks år senere blev Dansk Arbejdsmarkeds Forbund med netop denne som formand.

 

Cyklen som transportredskab

Det var også på dette tidspunkt, hvor der var stor udvikling i trafikken. Cyklen var blevet betragtet som et sportsredskab. Fra 1890erne begyndte man at bruge oppumpede gummiringe, således at det nu ikke mere krævedes en så hårdfør bag.

 

Fem øre for en ståplads

Sporvognene var stadig hestetrukne. I 1897 gik sporvognslinjen Kongens Nytorv – Nørrebro over til elektrisk drift. Men inden da havde man forsøgt sig med akkumulatorer. Det var en fiasko, og så lugtede de. Syrevogne blev de kaldt. De fik senere deres modsvar på søerne, hvor der sejlede syrebåde. Det gik heller ikke så godt.

5 øres skulle man betale for at sidde på for og bagperron, og 10 øre for at sidde inde i sporvognen fra Kongens Nytorv af Gothersgade til Kappelvej. Og så skulle man senere til at vende sig til faste stoppesteder. Nu var det slut med næsten at blive kørt til døren.

 

Stadig skovtur uden damer

I 1897 foretog handelsforeningen en vigtig afstemning. Med fem stemmer mod tur, blev det besluttet at skovturen for tredje år i træk skulle være uden damer. Den anden tirsdag i september var der gevinstkeglespil. Et gals punch kunne ikke bevilliges af foreningen.

Der blev forhandlet med leverandører for at sikre medlemmerne billige indkøbspriser. Et bidrag på 50 kr. blev bevilliget til Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. Medlemstallet var oppe på 88. Til generalforsamlingerne mødte 70 – 80 medlemmer op.

 

Afhængighedsforhold til mester

For en lærling var udsigterne for at overtage mesters butik ikke gode. Med en svendeløn var det ikke muligt at brødføde en familie.

Dengang var man i et afhængighedsforhold til mester. Langt de fleste boede hos mester. Ofte var de henvist til usle kamre uden varme. Ja mange sov endda under disken. Et kost – og logisystem var lige nok til at holde lærlingen over sultegrænsen. Det var arbejdsgivers trang til søvn og frihed, der bestemte lærlingens arbejdstid.

 

Medarbejderne stillede krav

I slutningen af 1890erne rejste de butiksansatte nogle forsigtige krav:

• Normal arbejdstid på 12 timer
• Kost – og logisystemets afskaffelse
• Gennemførelse af ugentlig fridag
• Helligdag og søndagsluknings gennemførelse

 

Man ventede længselsfuld på lønnen

Dengang var det lønningsdag om lørdagen. Der fandtes ingen mad i huset. Man ventede længselsfuld på, at far skulle komme hjem med lønnen. Butikkerne havde åben lige så længe der var kunder.

Så blev børnene sendt i byen. Kristian hentede et ottepunds rugbrød og et pund fedt. Rosa gik ned til Niels Møller nede på Nørrebrogade efter leverpostej og ned hos brændevinsbrænderen efter snaps. Det var gerne en liter. Den manglede ikke i nogen hjem. Men den kostede nu heller ikke mange ører.

Valborg blev sendt hen til urtekræmmeren efter et kræmmerhus med bolsjer.

 

Faderen døde tidligt

Men ak, faderen døde tidligt. Familien kom under fattigvæsnet. Heldigvis landede de ikke på Ladegården.

Der var ingen penge til petroleum til lampen. Og om vinteren gik man meget tidligt i seng for at holde varmen. Der var ikke råd til at købe kul. Om vinteren fik Kristian, Valborg og Rosa 3 – 4 gange om ugen spisebilletter.

 

En frækhed at sælge til private

Nørrebro Handelsforening var sure på bryggerierne og spritfabrikkerne. De tillod sig den frækhed at levere direkte til private.

Bestyrelsen i handelsforeningen vedtog, at skifte fra Lille Ravnsborg til Hotel Blaagaarden, når man afholdt bestyrelsesmøde. Men ventilationen var alt for dårlig. Man kunne ryge cigarerne. Man gik tilbage til Lille Ravnsborg. Nu kunne man så også få sig et spil kegler. Men i 1897 valgte man Aahuset i nærheden af Jagtvejen.

 

Telefon ikke for forretningsfolk

Foreningen blev bedt om, at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kroner, og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:

• Det er ikke noget for os forretningsfolk, men mest for private, og det er så mange ubehageligheder ved at få forbindelse.

 

Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner

I foreningen udpegede man diverse kredsformænd, som skulle få flere til at melde sig ind i foreningen. Rygterne gik på, at Magasin du Nord var på vej til Nørrebro. Det skulle forhindres. Hurtig fik man nedsat et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.

Magasin du Nord stammer helt tilbage fra 1876 og et andet stormagasin Illum var fra 1891. De havde deres egne fabrikker og styresystemer. De importerede både færdigvarer og råstoffer. De var en trussel for den lille butik.

 

Foreningen skulle opløses

På et bestyrelsesmøde fandt man ud af, at der var uorden i regnskabet. Formanden truede med at politianmelde kasseren, indtil denne tilbød at afvikle gælden med en veksel på 125 kr. og månedlige afdrag på 120 kr. Episoden udløste en alvorlig krise for foreningen.

I oktober 1898 besluttede man på en ekstraordinær generalforsamling at opløse foreningen. Men der var sket en procedurefejl, og en ny formand annullerede beslutningen.

 

Faste priser på akvavit og brændevin

Den 27. juni 1900 afholdt Nørrebro Handelsforening et stormøde med tre punkter:

• Handelsstandens organisation og dens betydning og nytte for detailhandlerstanden
• Afskaffelse af tilgiftssystemet
• Forhøjelse af brændevins – og akvavitafgift

Efterfølgende skrev 500 detailhandlere under på, at man ikke ville give tilgift og anmodede om, at det blev gjort ulovligt.

Man vedtog også, at arbejde for faste priser på akvavit og brændevin.

 

I 1901 vedtog man at holde søndagslukket

I 1901 vedtog man at holde søndagslukket på Nørrebro. Medlemstallet i foreningen steg og steg. Efterhånden var man kommet op på 452. Kassebeholdningen havde nået det astronomiske beløb på 453,77kr. Kasseren og sekretæren fik bevilliget honorar. Men ak for anden gang i foreningens historie viste det sig at kasseren havde taget af kassen.

 

Lockout og brugsforeninger

En omfattende lockout lammede omsætningen på Nørrebro i 115 dage. Foreningen udsendte en presseinformation indeholdende en beklagelse, at der var oprettet Forbrugsforeninger. Man mente, at disse foreninger havde fordel af myndighederne.

 

Fejlbehandlinger i det psykiatriske system

På Baldersgade havde de Keltiske Anstalter til huse

Her indrettedes i 1903 Balders Hospital med 76 sengepladser. Der på de kellerske anstalter skelnede Johan Keller mellem forskellige grupper:

1. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
2. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.

Han mente, at farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide, maniodepressive skulle kastreres eller steriliseres.

På Livø og Sprogø blev der oprettet anstalter for kvinder, der var letfærdige og løsagtige. Det var helt i den kellerske ånd, at de her var indespærret i gennemsnitlig syv år.

Ja senere fra 1939 til 1983 var 4.500 danskere, hvilket er verdensrekord udsat for 2Det Hvide Snit”. Igen en fejlbehandling inden for det psykiatriske system

 

Ingen køleskab eller dybfryser

Samme år i 1903 gik man i gang med Nordvestvejens forlængelse til Brønshøj. Man forlængede også Tagensvej.

Man havde hverken køleskab eller fryser. Bakterierne florede i uforarbejdet kød og den halvlunkne mælk. Tænk i perioden fra 1900 til 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning.

 

Gode tips til forældre

I 1909 kom en fagbog, der hed Barnet. Men den blev næppe en bestseller på Nørrebro. I den kun man blandt andet læse:

• Undertøj maa skiftes nogenlunde hyppigt. Hvor hyppigt afhænger af Aarstiden. Og navnlig om Barnet ved Leg eller Idræt har svedt. Mindst i hvert Fald én Gang om Ugen.

 

Skattebogen – var en bestseller

Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Her kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb, var man mindrebemidlet. Var man over, var man velstillet.

Og på grænsen fandt man detailhandlere med mindre men gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.

Den største del måtte klare sig for langt mindre, ja man fristes til at sige meget mindre.

En ufaglært arbejder eller håndværkersvende med arbejdsløshedsperioder kunne godt komme ned under 800 kroners grænsen. Den lille hjemmesyrerske tjente mellem 18 og 23 øre i timen. For en faglært arbejder var årslønnen 1.200 kr.

Kigger vi i skatteborgen, ser vi i Ahornsgade 66 en hvis cigarsorterer T.A.M. Stauning, som havde tjent 1.400 kr.

 

Kolonihaverne vandt frem

I 1904 brød kolonihavebevægelsen rigtig frem. Endelig kunne man få lidt luft og lys. På Nørrebro var der kolonihaver ved Hillerødgade, Guldbergsgade, Sjællandsgade og Lersø Parkalle.

Man mente, at såfremt far fik en have, som han skulle passe, så glemte han at drikke øl.

Det indre Nørrebro, Blågårdskvarteret og Blegdamskvarteret var efterhånden udbygget. Men man havde dog hele tiden knebet ekstra lejligheder ind.

 

Kun slagteren og bageren tjente masser af penge

Urtekræmmeren og ismejeriet tog i begyndelsen til takke med ydmyge placeringer. Fortjenesten var der dog stadigvæk ikke noget at råbe hurra for.

Anderledes var det med slagteren eller spækhøkeren. Han kunne tjene store penge, men han skulle nu også være kapitalstærk. I lidt mindre grad gjorde det sig også gældende for bageren.

Grønthandleren havde også en mindre fortjeneste. Han skulle lige nå Grønttorvet tidlig om morgenen. Og allerede dengang havde man det som man i dag kalder brancheglidning. Man kunne købe de samme varer mange steder.

 

Prinsesse Marie – cigaretter, de mest populære

Man kunne købe cigaretter i tre prisklasser. De mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja her var et stort billede af den populære prinsesse.

 

En uartig avis

Aviserne kunne man købe for 2 øre. Det var Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det lige de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig. Ja så var det den med det eksotiske navn Luis de Moulin Revue, hvor man var garanteret mindst et mord.

 

Masser af fabrikker og industri

Jo dengang var det bestemt også finere at hedde fru købmand Jensen end fabriksarbejder Petersens kone.

Egentlig har der været ret mange arbejdspladser på Nørrebro. Fabrikker og industri kom ret tidlig til bydelen. Og inde i baggårdene opstod der mange små virksomheder.

 

Det gik galt for mange

I disse år var tilgangen til detailhandlen vældig stor, især på Nørrebro. Forretningerne lå for tæt, indehaverne havde for lidt egenkapital. Man havde for lidt varekendskab og den store konkurrence medførte ofte, at man skulle yde alt for stor kredit til kunderne. Det gik galt i mange tilfælde. Et forbløffende antal butikker nåede her omkring 1907 ikke engang at blive et år gammel.

 

En mælketoddy

Omkring århundredeskiftet opstod der mange små kroer på Nørrebro. Her serverede man en specialitet som mælketoddy, der bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte dagens arbejde på dette.

 

Natmænd og sporvogne strejker

I dagene 26. – 30. august 1906 standsede næsten al udkørsel af natrenovation. Størstedelen af Københavns og Nørrebros befolkning var afhængig af regelmæssig tømning af latrintønderne. Og i denne sensommer var det bestemt ikke behagelig. Der spredte sig hurtig en duft af ikke særlig behagelige dimensioner.

Og tænk, at 1907 startede med en uges sporvognsstrejke. Det var også dette år, at De københavnske kvinders kaffevogne dukkede op på Nørrebro. Så kunne det måske være, at arbejderen glemte sin øl, når han fik sig en kop kaffe.

 

2.000 bøger til rådighed

Og sandelig så fik Nørrebro – borgerne i 1909 mulighed for at læse ikke færre end 2.000 bøger. Det var på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade, hvor der blev oprettet et nyt bibliotek og læsesal,

 

En turistattraktion fra Nørrebro

I 1911 blev der produceret noget på Nørrebro, som i den grad tiltrak turister fra hele Verden. Det var brygger Jacobsen, der fik kunstneren Erik Eriksen til at lave Den lille Havfrue. I mange år troede man at modellen var balletdanser Ellen Price. Men hun udtalte:

• En kongelig solodanserinde sidder ikke nøgenmodel for en kunstner.

Den Lille Havfrue blev støbt i bronze hos hof – bronzestøber Carl N.G. Rasmussen. Da den var færdig skulle man så finde en plads til den. Brygger Jacobsen og Erik Eriksen var bestemt ikke enige. Men kunstneren fik sin vilje. Og den 24. august 1913 fandt statuen sin plads og Politiken skrev:

• Der sad hun i sin beskedne ynde, og der gik bifaldsmumlen igennem de mange tilskuere. Brygger Jacobsen tog sin rose i munden og kørte bort.

Og modellen, ja det var Erik Eriksens smukke kone, Eline.

 

Store vaskedag

I 1911 havde kun 5,2 pct. af Københavns lejligheder eget særskilt badeværelse. Vask foregik som regel ved køkkenvasken. Hele familien brugte samme vaskeklud. Det kunne være, at man om lørdag gjorde mere ud af det. Vandet blev varmet over kakkelovnen i stuen og hældt i en balje. Alle brugte det samme vand. Lille Gustav måtte vente til sidst. Det kunne være, at han tissede i vandet.

 

Tjenestepigerne måtte bruge ”dasserne”

Det bedre borgerskab havde lokum i lejligheden. Tjenestepigen blev sat til at fjerne de ulækre spande. Hun skulle benytte ”dasserne” nede i gården.

 

Præservativerne var under ”Gummivarer og Cykelslanger”

Præservativerne var efterhånden vundet indpas. Men de var lidt svære at finde. Og kirken misbilligede at man brugte det. Det gjorde borgerskabet også, men de brugte dem. Man kunne nu finde forhandlere i Kraks Vejviser under ”Gummivarer og Cykelslanger”. Måske stod der med meget lille skrift ”hygiejniske gummivarer”

Men barberer og cigarhandlere havde nu også gemt disse varer meget diskret i den nederste skuffe.

Gik det nu galt og man fik en kønssygdom, ja så blev det stadig behandlet med en kviksølvskur. Og i den forbindelse kan nævnes, at fnat blev behandlet med svovlsalve.

 

Uha, Nørrebro station skulle nedlægges

Pludselig erfarede man, at Nørrebro station skulle nedlægges. Man planlagde i Handelsforeningen protestmøder. Medlemsskabet havde været oppe på 550, men var nu nede på 260.

 

Understøttelsesfonden

Den 27. februar 1912 stiftede man Understøttelsesfonden. Det skete med det imponerende beløb af 50 kr. skænket af De Danske Spritfabrikker. Det var en bøde for at have solgt akvavit til underpris. Spritfabrikkerne returnerede beløbet. Det blev starten til en fond og til køb af en ejendom i Prinsesse Charlottesgade.  Og både fonden og ejendommen har Handelsforeningen endnu. Her bor en masse unge mennesker til en billig husleje.

Gennem denne fond lykkedes det at oprette otte friboliger i foreningens ejendom dengang. Og kunne man bare ophæve den fond, så havde vi også haft julebelysning i år.

 

Protest mod nedlæggelse af Nørrebro station

På et bestyrelsesmøde frydede man sig over, at Brugsen i Lygten det første år havde haft et underskud på 3.000 kr.

Et stort møde blev afholdt på Nørre Central med følgende emner:

1. Tilgift og Rabatsystem
2. Nedlæggelse af Nørrebro Station
3. Foreningens skiltning
4. Foreningens 21 – årige bestående

Nu blev stationen ikke nedlagt før højbanen kom. Allerede i 1904 havde man truet med at nedlægge Nørrebro Station.

 

Mange udvalg og foreninger

I løbet af et år havde handelsforeningen behandlet 268 sager. Det var lige fra urigtig varebetegnelse, dårlig whisky, ulovlig brændevinshandel og meget mere. Jo man havde skam et whisky – udvalg. Det har man desværre ikke mere. En masse interesseforeninger var efterhånden etableret:

• Cigarhandlerforeningen
• Viktualieforeningen
• Vinhandlerforeningen
• Ølhandlerforeningen
• Petroleumshandlerforeningen
• Bagerforeningen og mange flere.

 

Politiet modarbejdede foreningen

Der blev solgt en masse varer med tilgift. Dette var ikke mere tilladt. Og der faldt en masse bøder. Foreningen påpegede manglende hygiejne hos spækhøkerne. Man anmelde ismejerier, der solgte varer, som de ikke måtte. Politibetjente optog ikke bøder, tværtimod advarede de ismejerierne, at Nørrebro handelsforening foretog anmeldelser på stribe.

 

Mere og mere trafik

Der blev mere og mere trafik i hovedstaden. Ved krigsudbruddet havde man i hovedstaden 950 personbiler, 250 lastbiler og 1.000 motorcykler registreret.  

I 1914 var der allerede 379 motoriserede drosker i hovedstaden, men de var bestemt ikke billige. Fra et tag på Nørrebro fortog Ellehammer flyveforsøg.

 

Folkekøkken

Krigen kunne efterhånden mærkes. Ikke alle havde råd til mad. Magistraten fik kontakt til en tidligere gullaschfabrik, der havde til huse i Heimdalsgade. Her forefandtes gryder og lokalerne var særdeles velegnet til Folkekøkken.

Her blev der produceret 5.000 portioner middagsmad bestående af to retter hver dag. Disse portioner blev så bragt ud til 7 udleveringssteder på skoler rundt i byen.

Allerede efter få måneder gik man i gang med at bygge et permanent køkken i Møllegade for at supplere køkkenet i Heimdalsgade. Inden der var gået et år måtte begge køkkener udvides. I Møllegade blev der også indrettet en spisesal. Her kunne man sidde i varme. Prisen for to retter afhentet var 35 øre. Ville man sidde i spisesalen måtte man af med 5 øre ekstra.

Nogle folk tjente på krigen. Og gullaschen man kunne købe i dåser blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf får vi bergebet Gullach – baron.

 

Protest mod brændevinsafgiften

I 1917 var der stor utilfredshed med at fattigmandssnaps blev beskattet. Det gik ud over talrige forhandlere og brugere på Nørrebro. Forhandlerne var belemret med maksimumpriser. Fra foreningens side blev der fordret at fortjenesten udgjorde mindst 20 pct. Flere foreninger fordrede rabatter. Men kom det frem, at man gjorde det, blev man prompte ekskluderet.

 

Børsen blev stormet

Gennem tiderne har der været usædvanlig mange kampe og konflikter på Nørrebro. Vi kan ikke tilnærmelsesvis berøre dem alle sammen. Men vi kan fokusere på konflikten den 11. februar 1918. Her startede det med et par taler. Men aktionen havde et bestemt formål, men det var ikke mange, der vidste, hvad det skulle ende med. Man havde fået at vide, at man bare skulle følge de tre røde faner. Ja aktionen sluttede med, at man stormede Børsen. Det gjorde teatergruppen Solvognen mange år efter.

Under Første Verdenskrig var varelagrene efterhånden sluppet op. Umiddelbart efter krigen var der stadig mangel på varer. Samtidig var reallønnen faldet. Der opstod en stor omsætning i salget af brugt fodtøj og almindelig tøj.

 

Verdens første spiritusprøve

Der kom flere og flere biler. Der skete også flere og flere uheld, hvor spiritussen havde en indflydelse. Vidste I, at Verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation den 15. maj 1922.

Man forsøgte, at ensarte disse prøver og lavede en standardtest:

1. Hvorledes er undersøgtes udseende?
2. Hvorledes er hans væsen?
3. Er han orienteret med hensyn til tid og sted?
4. Hvorledes er hukommelsen?
5. Hvorledes er talen?
6. Hvorledes er gangen?
7. Håndbevægelsens sikkerhed?
8. Håndskriften
9. Undersøgelse af puls
10. Lugter undersøgte af spiritus
11. Er der tegn på sygdom

Og så kom man med den vejledning, at man jo kunne få den undersøgte til at tælle baglands fra 80.

Men det gik ikke godt med den første dom. Den gik på at vedkommende var stærkt beruset. Men den dømte kærede til Østre Landsret. Her mente man ikke, at det var tilstrækkelig påvist om den undersøgte var stærk beruset eller bare påvirket.

 

Masser af kultur fra Nørrebro

Gennem tiden er der også kommet meget kultur fra Nørrebro, men det er noget, som medierne sjældent beskæftiger sig med.

I 1923 spillede man på Nørrebro teater, Ebberød Bank. Det var en folkekomedie om en lappeskrædder, der oprettede sin egen bank, 8 pct. for indlån og 4 pct. for udlån.

 

Danmarks største handelscentrum

Det var et væld af butikker på Nørrebro i 1920erne. Det var efterhånden Danmarks største handelscentrum og Nørrebro Handelsforening var Danmarks største handelsforening.

 

Den første pølsevogn

Det var også omkring den tid de første pølsevogne kom til bydelen. Formanden udtrykte det på denne måde:

• Jeg ser i forskellige blade, at der vil blive givet tilladelse til at forhandle pølser fra vogne på åben gade, og at vedkommende som sælger disse varme pølser, skal levere gratis sennep til disse. Når så et lille vindpust vil levere en gang tørrede hestepærer på samme tallerken som pølser og sennep, så bliver det en delikat ret.

 

Den stakkels graver

Den 6. november 1933 blev der observeret brand i spiret på St. Johannes Kirke. Og straks blev graveren beskyldt for ved tobaksrygning i tårnet, at have været årsag til branden. Det viste sig dog, at være en blikkenslager, der havde foretaget en mindre reparation, der var årsag til branden. Men inden da havde graveren været i retten, og blevet idømt en bøde for tobaksrygning i tårnet. Menighedsrådet synes dog, at det var synd for ham. Så de samlede ind til ham.

 

Da De Konservative besøgte Nørrebro

Arbejderne havde efterhånden indtaget Blågårds Plads. Den var blevet dekoreret med Kaj Nielsens omdiskuterede granitskulpturer. Mandag den 29. september 1935 havde De Konservative besluttet at indtage pladsen. Det yderliggørende folketingsmedlem V. Pürschel og hans mere moderate kollega Christmas Møller holdt taler.

En større menneskemængde havde samlet sig. Den reagerede med protestråb og skældsord. Møtrikker og andet kasteskyts blev anvendt mod KU’ s højttaler. Det hele endte i kaos. Ku’ erne måtte flygte og folketingsmedlem Pürchel blev såret. Der blev uddelt adskillige blodtude, og det var kommunisterne, der førte an. De Konservative kom ikke foreløbig til Nørrebro.

I 1937 observerede man samtidig 14 – 15 gadehandlere i Baggesensgade samtidig. Dette kunne foreningen ikke acceptere.

 

Mange butikker blev brændt ned

Hvad der skete under Besættelsestiden har vi allerede været inde på her i kirken med en temaaften om denne tid. De danske butikker kunne ikke nægte at sælge til tyskerne. Men borgerne på Nørrebro synes nu alligevel, at de overdrev. Så da varehuset Buldog gik op i røg, så røg der adskillige andre butikker med.

Folkestrejken havde kostet over hundrede livet, 600 var blevet såret.

 

Man kunne da ikke have en kommunist som formand

De herrer, Skotte, Bülow og apoteker Clausen havde indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget at formanden, Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Og det kunne man sandelig ikke have.

 

Uha, letlevende damer i Blågårdsgade

I 1948 havde man indkaldt handelsminister Jens Otto Krag. Han kom nærmest i krydsforhør. Og ifølge referaterne kunne han ikke svare på alle spørgsmål.

Og læge Grethe Hartman kunne i 1949 konstatere, at der i 1949 var mange prostituerede i Blågårds – kvarteret.

 

Selvbetjeningsbutikker lukkede de små butikker

Den første selvbetjeningsbutik i København var Hovedstadens Brugsforening, Vigerslevvej 220 i Valby. En journalist fortalte, at der kun var stillet ti indkøbsvogne, men masser af kurve frem. Erfaringerne fra udlandet viste, at folk generede sig for at køre rundt med sådan en vogn.

 

Selvbetjeningsbutikker vokser

Gennem 1950erne voksede antallet af selvbetjeningsbutikker. I 1959 fandtes der 220 i hovedstadsområdet. Det var især Irma, der tog den nye butiksform i brug. Det var personalebesparende. Og det kostede butikker. I 1935 eksisterede der 21.000 detailhandlere i København. I 1959 var der 15.000 tilbage.

 

Juleanden hentede man i søen

Nogle var så fattige, at de hentede juleanden ude i søerne. Den smagte ikke godt, nærmest af mudder. Om vinteren blev man nødt at have et stearinlys tændt ude på toilettet på gangen, eller ville den fryse til. Ja hvis man var så heldig at have toilet her.

 

Når der kommer en båd med bananer

I 1945 sang Holger Fællessanger ”Når der kommer en båd med bananer”. Men se den båd kom først i 1952. Det var kun 6 – 7 alen til nabobygninger. Så det kneb med at få vinduet helt op.

 

Klunser var gode babysitter

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der var stor status hjemme i gården, hvis man turde dette.

Mange klunsere gik rundt i bydelen. De penge, som de tjente, blev omsat til flydende kost. Det var mest i kogesprit. Og dette smagte bedre, hvis det blev tilsat lidt kirsebærvin. Når spritten og vinen var blevet blandet satte man sig gerne sammen med ”prinserne” på Blågårds Plads. Og hvis disse var nogenlunde ædruelige, var de gode som børnepassere.

 

Et kys af heltinden

I 1956 sang Preben Uglebjerg Davy Crocket. Han var en helt på Nørrebro. Men det var Hopalong Cassedy sandelig også. Han havde en seksløber med 100 skud. Og alle disse helte kunne man se i Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade eller Regina på H.C. Ørstedsvej. Ja selv om brandstationen lå lige over for så brændte Odeon.

Ja både Coloseum på Jagtvejen og Nora Bio ved Højbanen blev forvandlet til supermarkeder. Men ellers var der søndag mellem 14 og 16 dømt cowboyfilm og sørøverfilm på Nørrebro. Kyssede ens helt en yndig dame, ja så skulle man råbe buuuuuh. Og når så det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget i sidste øjeblik for at hjælpe de hvide, så kan det godt være, at der var jubel.

 

Ikke flere tørresnore

På Blågårds Plads håbede alle unge knægte så, at de også kunne få et kys af deres udkårne. Her blev filmene også gennemspillet. Og når Zorro så var i biografen, så manglede der mange tørresnore på Nørrebro. For alle disse blev forvandlet til farlige piske. Og i legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade var det udsolgt af halvmasker.

Der var jo også Prins Valiant med karse – klippede Robert Wagner. Den havde præmie i 1955 i det gamle kinopalæ på Gl. Kongevej.

 

Store vaskedage

Og så dukkede forløberen for vaskemaskinen frem. Den hed Vascomaten. Gad godt nok vide, om de også lavede den hos Atlas på Nørrebro. Inden da måtte mor op af køkkentrappen til vaske – og tørreloftet. Her stod den store gruekedel. Den skulle først fyldes med vand. Og vandet skulle hentes i spande. Når vandet kogte, blev der tilsat sæbespåner eller den dyre Persil Vaskepulver. Og datteren blev undervist i den svære kunst.

 

Privatbilismen skulle forbydes i 1955

Generalplanskitsen fra 1954 forudsatte, at både Nørrebro og Vesterbro skulle blive ved med at være boligområder, der kunne huse en væsentlig del af de ansatte i city. Men der måtte fornys.

I 1950erne opstod der alvorlige trafikproblemer på Nørrebrogade. Når man først var kommet bag en sporvogn kunne man ikke komme forbi. Begrebet ”drillecyklister” opstod. De lagde sig ved siden af hinanden, ofte op til seks stykker ved siden af hinanden. Dermed hindrede de absolut bilisterne i at komme forbi.

Sporvognsdirektøren i 1955 anbefalede, at privatbilismen helt skulle forbydes, der hvor den hæmmede den kollektive trafik.

 

Prøvesaneringer

En række tåbelige trafikløsninger blev besluttede. Allerede dengang protesterede man fra foreningens side lige som nu mod løsninger, der hæmmede butikkernes salg

I Murergade og Baggesensgade foretog man såkaldte man såkaldte prøve – saneringer. De første slumstormere kom til området. Der blev oprettet kollektiver i Jægergården og Murergården.

 

10 år med overfald og røverier

Fra midten af 1960erne kom der masser af udenlandsk arbejdskraft til Nørrebro. Vi fik efterhånden nye former for butikker i bydelen. Udenlandske specialvarebutikker opstod Senere fulgte nye former for fastfood – butikker

Et narko afvænningssted på hjørnet af Fælledvej/Nørrebrogade tiltrak mange lyssky elementer. Dagligt blev centret opsøgt af 3 – 400 brugere. Stofmisbrugere fra hele byen søgte mod Nørrebro. Der var åbenlys handel med narkotika.

I ti år måtte de handlende på Indre Nørrebro finde sig i overfald, tyveri og røveri. Selvbetjeningsbutikker, supermarkeder og lavprisvarehuse trængte for alvor frem i 60erne. Kapitalkæder fortrængte de gamle familieforetagender.

I 1967 viste en opgørelse, at de laveste indtægter var at finde på Nørrebro.

 

Knud Schou inviterede overborgmesteren

I 1972 fik Nørrebro Handelsforening en ny formand. Det var slagtermester Knud Schou fra Nørrebros Runddel. Han havde en hel handlingsplan klar med nye tiltag og udvalg. En af de første opgaver var at skrive til kommunen. Her advarede man mod planerne for saneringen. Foreningen mente, at man skulle gå etapevis til værks.

Det var også i 1972, at den sidste sporvogn kørte på Nørrebro. Og nu kom borgmester Alfred Wassard med den vanvittige plan, at gøre en del af Nørrebrogade til gågade. I 1974 fik man en invitation fra Røde Rose grupperne. Der skulle være en kæmpe fest i Nørrebrohallen. Den 25. september 1979 havde foreningen besøg af borgmester Egon Weidekamp. Og det store spørgsmål var saneringen.

 

Bispeengbuen blev anlagt

Glemt har vi også, at det var den 31. august 1972, at Bispeengbuen blev indviet under skarpe protester fra lokalbefolkningen. Tænk, hvis man allerede fra starten havde lagt trafikken under jorden?

 

Nørrebro blev affolket

I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borgere følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Nørrebro Handelsforening gik sammen med Nørrebro beboeraktion.

Det var absolut et chok for de lokale, at man i 1979 lukkede Skt. Joseph Hospital.

 

Nørrebro endte i undtagelsestilstand

Efterhånden blev de saneringsmodne lejligheder i Den Sorte Firkant ikke mere repareret. Hist og her faldt et loft ned i hovedet på beboerne. Man havde hist og her placeret baljer og spande placeret for at tage vandet fra utætte tage. Trappevask og gårdrengøring blev efterhånden forsømt. Snavs, papir og affald hobede sig op. Rotterne havde fantastiske vilkår.

Slumstormere, narkomaner slog sig ned. Pyromaner forsøgte sig. Indbyggertallet i selve det område, der blev kaldt Den Sorte Firkant blev halveret.

Og så var det selve kampen om Byggeren, som vi for et par måneder siden holdt foredrag om. Det endte med, at Nørrebro blev erklæret i undtagelsestilstand. Der var yderst delte meninger om, hvordan politiet havde løst opgaven. Oppe i Borgerrepræsentationen var de yderst tilfreds.

 

Nørrebro mistede 1300 butikker

I 1981 omsatte 2/3 af butikkerne på Nørrebro under tre millioner kroner. Men værre var næsten at antallet af butikker faldt fra 2.326 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. Hele 120 tomme butikslokaler kunne fremvises. I Blågårdsgade var 44 pct. af alle butikker tomme.

 

Mange aktiviteter

Nørrebro Handelsforening forsøgte at skabe opmærksomhed ved at indbyde politikere til at dyste i forskellige sportsarrangementer på søerne. Men butikkerne kunne slet ikke blive enige. På et tidspunkt var det hele tre forskellige handelsforeninger på Nørrebrogade.

Fra maj til oktober, kan Danmarks længste og smalleste loppemarked opleves langs Assistens Kirkegård. Dette loppemarked har eksisteret i 30 år. Overskuddet er tidens løb gået til mange velgørende formål på Nørrebro.

 

Et godt tilbud til kommunen

I slutningen af 1992 modtog oveborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et usædvanligt tilbud. I brevet foreslog Alex Brask Thomsen at hans barndomsgade, Nørrebrogade blev omdøbt til Alex Brask Thomsens Gade.

Til gengæld ville han da godt bidrage med 250 millioner kroner til Københavns Kommunes betrængte økonomi.

Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:

• Det er faneme mange penge. Personligt vil jeg sige tak. Så kan vi lave det om, når manden er død.

BT foretog en undersøgelse:

• 57 pct. var imod at kommunen solgte ud af vejnavne.

Et par dage efter foreslog overborgmesteren, at Brask Thomsen kunne donere en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, så skulle det bok få hans navn. Men Brask var dybt skuffet.

Brask fortalte senere, at han ikke ville begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Han blev sat i jorden på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen fandt sted fra denne kirke.

 

Nørrebro i verdenspressen

I 1993 fik hele Verden kendskab til Nørrebro gennem CNN. Bydelen eksploderede i gadekampe. Politiet affyrede 113 skud og demonstranter kastede brosten. En del af disse røg gennem butiksvinduer.

Tænk i 1996 fik Nørrebro Handelsforening to fuldtidsansatte i sekretariatet gennem jobbørsen. I talrige år har en enkelt person alene klaret dette arbejde!

Det var måske også nødvendig for i løbet af en ti – årig periode røg medlemstallet ned fra 500 til 100.

 

En brosten gennem vinduet

En episode vakte forargelse i foreningen. To brosten blev en eftermiddag i åbningstiden smidt ind i McDonalds ruder på Runddelen. Personalet fulgte rudeknuseren, der forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet kom få minutter efter. De blev gjort opmærksom på observationen, noterede det ned på en blok og forsvandt. Og så skete der mere i den sag.

 

Forkerte oplysninger

Politikerne havde fortalt, at der var kommet flere biler på Nørrebrogade. Men Nørrebro Handelsforening kunne fortælle, at der i perioden fra 1970 til 1996 var kommet

• 33 pct. færre biler på Nørrebrogade
• 16 pct. flere biler på Åboulevarden
• 21 pct. færre biler på Jagtvej
• 90 pct. færre biler i Stengade.

 

Et dyrt samarbejde med kommunen

Selv om det langt fra var alt, man var enig med Bydelsforsøget om, så var det et godt samarbejde. Et hav af projekter deltog Handelsforeningen i. Det største var nok, Handelsstandens Indkøbsordning, som startede med navnet NH Distribution. Det gik ud på, at man købte ind for de personer, der var visiteret af kommunen.

Man fik så penge pr. ekspedition fra kommunen. Det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt var det 55 fuldtidsansatte og Nørrebro Handelsforening fik overrakt en erhvervspris af Københavns Kommune. Det gik fint i en del år. Og det bredte sig efterhånden til mange bydele. Ministre og borgmestre fra mange byer strømmede til.

Men så mente, kommunen, at der skulle spares. Uden varsel sænkede de prisen. Det kunne systemet ikke bære. Handelstandens Indkøbsordning anlagde sag, men vi tabte, selv om dommeren erkendte, at embedsmænd havde begået fald. I en fart måtte det hele sælges for at undgå større tab, samtidig skulle vi passe på, at de ældre stadig fik hjælp.

 

Alvorlige angreb fra Jyllands Posten

Samtidig mente Jyllands Posten, at der var nogle bestyrelsesmedlemmer, der havde begået underslæb, så en ny sag måtte føres. Kommunens advokater mente at bestyrelsesmedlemmerne skulle stilles for bestyrelsesansvar.

Det var bestemt ikke en sjov tid for nogen af os. Vi besluttede aldrig mere at indlede samarbejde med Københavns Kommune.

 

Ikke let at være Fætter Modsat

Nej, det var bestemt ikke let at være Fætter Modsat. Kommunen ofrede store beløb på undersøgelser af tvivlsom karakter, der skulle godtgøre, at de aktiviteter, som de satte i gang, var positiv for alt muligt. Da vi så kunne fremvise vores egne undersøgelser, der viste det stik modsatte, fik vi at vide, at vi var manipulerende. Men vi havde ikke de 250.000 kr. som kommunen ofrede bare på en undersøgelse. Og medierne var på kommunens side.

 

Et hav af beskyldning og trusler

Vi fik hademails fra politibetjente, og opløftende mails fra en politisk side, som vi ikke havde forventet. Personlig blev jeg truet med presseetisk nævn, som det hvis nok hedder af en oveborgmester. Der kom beskyldninger fra embedsmænd, som var helt uhørte. Nej. Det har bestemt aldrig været kedelig at sidde i bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening. Ja nogle af os fik ligefrem trusselsbreve. Vi har da også været involveret i ulovlig khat – handel. Man mente, at vi som handelsforening kunne løse den store ulovlige handel, der foregik på Nørrebro.

 

Ros fra statsministeren og EU

Selv statsministeren roste os og i EU roste man vores mange initiativer, mens lokale embedsmænd så rødt, når de hørte om os. Politikkere i Borgerrepræsentationen frabad, at få nyhedsbreve tilsendt.

 

En dyr nat i 1999

Natten mellem den 8. og 9. november 1999 var nok en af de sorteste dage i historien for de handlende på Nørrebro. Det var ikke blot omfanget af hærværket. Men det var også de voldsomme plyndringer men også myndighedernes afmagt.

Status for natten:

• 123 butiksvinduer knust
• 11 indgangsdøre smadret
• Mindst 7 glasdiske knust

Der blev stjålet:

• Tre kassevogne
• Sko, tøj, ure, gryder, pander, smykker, diverse brillestel, tasker, punge, en palle maling, hårdpleje, diverse Matas – vare – værktøj m.m. i uanede mængder

I en parfumebutik havde et ægtepar bestemt sig for at rydde op. De følte sig direkte i livsfare. Men de ringede forgæves til politiet.

 

Ingen klassekamp – uden gadekamp

En enkelt ekspedient var blevet overfaldet. Vi udsendte et hav af presseinfos og deltog i diverse medier. Detailhandlere fik problemer med forsikringsselskaber. På muren på Assistens Kirkegård stod der dagen efter:

• Ingen klassekamp – uden gadekamp

Formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer fik sin malerbutik smadret. Han måtte beskyttes af en livvagt til et offentligt møde på Blågårds Plads.

Sympatien for de handlende vil ingen ende tage, men det resulterede ikke i penge. Mange mistede store beløb. En undskyldning fra justitsminister Frank Jensen hjalp egentlig heller ikke økonomisk.

 

Var det falske løbesedler?

Den 22. oktober 2001 blev der uddelt løbesedler på Nørrebro, der kunne fortælle, at

• Danskerne selv var skyld i voldtægt af deres piger
• Man gerne ville have områder, hvor man kunne leve uden druk, narko, nøgne danske piger, pølsebord, dårlige bodegaer og alle mulige andre danske ting
• De kristne og danskerne har ingen kraft eller tro
• Danske politikere var korrupte og bliver valgt hver 4. år. De laver hele tiden nye love og regler til evig tid.

Diverse imamer mente, at det var et falsum. Moses Hansen og Faderhuset betvivlede ikke sedlens ægthed. Siden er Hizb ut Tahrir jævnligt marcheret op og ned ad Nørrebrogade. Religiøse grupper m.m. har også brugt gaden for at fortælle diverse budskaber.

Reclaim the Street har ved diverse lejligheder også efterladt ødelæggende spor hos kapitalistiske forretninger.

 

Østerbro Avis: Nørrebro – en bydel i undtagelsestilstand

Østerbro Avis havde foretaget en undersøgelse:

• 26,8 pct. syntes, at Nørrebro var trendy
• 30,4 pct. mente, at på Nørrebro var der plads til alle
• 42,9 pct. mente, at Nørrebro havde et image som en bydel, der var konstant i undtagelsestilstand.

 

Nørrebro – borgere havde sympati for ulovligheder

I 2006 opdagede Handelsforeningen, at der blev solgt ulovlige varer fra kassevogne. Og man havde stadig ikke fået styr på at butikker og kiosker solgte varer uden afgifter. Vi oprettede en speciel hjemmeside, hvor man kunne anmelde butikker. Det vakte nu ikke begejstring hos Nørrebro – borgerne. De mente, at butikkerne skulle være i fred.

 

Politikernes ansvar

Meningen var at Ungdomshuset skulle ryddes den 14. december. Vi bad politikerne om at udskyde dette. Julehandlen skulle ikke ødelægges. Men der var ikke meget sympati fra politikerne.

Det vakte vild forargelse, da Formanden for Nørrebro Handelsforening udtalte:

• I gav de unge et hus for 22 år siden. Nu er det jeres opgave at finde en løsning. Vi synes ikke, at butiksejere konstant skal betale.

Den sidste weekend endte med at 20 butikker blev smadret.

 

Nørrebro i brand

Den 1. marts 2007 blev Ungdomshuset så revet ned. Butikkerne lukkede en efter en den dag. Om aftenen var der Breaking News hele aftenen. Man så på Live TV, at Irma og Kvickly blev røvet. Varer og inventar blev brugt til bål.

Den 2. september 2007 var Nørrebro atter i brand. Mange butikker blev igen smadret. Butikkernes inventar og borgernes cykler, skraldespande m.m. blev brugt til bål i gaden. Selv en dyrehandel blev udnævnt som kapitalist – forretning.

Københavns Kommune henviste praktikanter til butikker og kiosker, der bevidst snød. Efter en fest ved Ungdomshuset hos en nærliggende bilhandler ødelagt.

 

Nørrebro Handelsforening deltog i mandags – møder

Pludselig interesserede medierne sig for, at Nørrebro Handelsforening havde fået tilbudt Ungdomshuset for en krone. Og de tidligere brugere af Ungdomshuset var forarget. Men de havde nu fået en forespørgsel dengang, om de ville lade sig underkaste sig Handelsforeningens ledelse. Men det var der nu ikke den store begejstring for.

Glemt er det også, at Nørrebro Handelsforening deltog på nogle mandagsmøder i Ungdomshuset både på Jagtvej og den midlertidige på Rådhuset. Vi hjalp dem med en indsamling, som skulle betale for de ødelæggelser, som Nørrebro – borgerne blev udsat for.

 

Gidsler i en håbløs kamp

Tænk en gang, at det har kostet samfundet et trecifret millionbeløb, kampene mod Ungdomshuset. Og som så ofte før var den enkelte politibetjent og den enkelte detailhandler gidsler i den kamp. De fleste politikere var egentlig lige glade med det.

 

Ny butikssammensætning

I dag er antallet af cykelbutikker, slikbutikker, frisører og shawarmasteder vokset. I sidegaderne er det gourmetkokke, kaffekendere, ølkendere og naturvinsprofeter, der breder sig.

Det er ikke så meget arbejderkvarter tilbage. Derfor forsvinder de brune værtshuse. Højtlønnede blander sig nu ind i befolkningen. Nu ser man også BMW og Audi i gaderne.

 

Nørrebro – mesterskab i shawarma

Med de nye beboere i bydelen fik vi også en ny madkultur. Egentlig stammer Döner Kebab tilbage fra Tyrkiet fra 1853. I 1980 blev den første shawarma – bar indrettet herhjemme på Strøget. Men allerede i 1973 kunne man læse om den i Mad og Gæster. Og nu har vi vel cirka 25 shawarmabarer på Nørrebro. Og Nørrebro Lokaludvalg har investeret 40.000 kr. til, at vi kan afholde Nørrebro – mesterskabet i Shawarma.

 

Udenlandske magasiner skamroser Nørrebro

I gamle dage valfartede jyske handelsfolk til Nørrebro for at se, hvad man gjorde. Jo foreningen havde 800 medlemmer. Men den storhedstid er for længst forbi.

Udenlandske tidsskrifter har kaldt Nørrebro for mangfoldige, hyggelig, åben, farverig, vild, blød, spraglede og levende. Her er masser af fester og festivaler. Halvdelen af ejerlejlighederne er forældre – købte.

 

Nørrebro stadig ”Danmarks fattigste kommune”

Kig engang i Nørrebros butikker. De udfylder til fulde deres sociale ansvar. Men det synes medierne er for kedeligt at beskæftige sig med.

Mange eksperter undrer sig over butikssammensætningen. For mange steder er både fagbutik og restaurant i den dyre prisklasse. Og Nørrebro er stadig, hvis det var en kommune, Danmarks fattigste.

 

Kædebutikker siger nej

Nørrebrogade har fra gammel tid været forsyningsgaden og en pendlergade. Det er det ikke mere. Kædebutikkerne har sagt nej grundet fremkommeligheden.

 

De mange oaser på Nørrebro

Skt. Hans Plads er omdannet til Thomas Helmig Plads. Her hænger jyderne ud, siger man. Og kirkeuret på Skt. Johannes kirke er indstillet til Aarhus – tid.

Elmegade, Blågårdsgade, Jægersborggade, Stefansgade og området ved Søerne er efterhånden blevet oaser.

Moderne koncepter som Raw Food opstår. I Lille Mogadischo kan du foruden Khat få afrikanske specialvarer. Efterhånden byder Ravnsborggade også på en masse overraskelser.

 

Vi skal have små markedsføringsforeninger

Jægersborggade er efterhånden oppe på 40 specialbutikker. Her hersker endnu en speciel iværksætterånd. Ordet mainstream er ikke populært hos ungdommen. De skal have noget specielt.

Og CNN var de første til at berette om bål og brand på Nørrebro, men de var også de første til at rose bydelens specialitet. Nye virksomheder med eksotiske navne opstår hele tiden. Måske er det slet ikke en handelsforening, de skal have, men små markedsføringsforeninger.

 

Tillykke med de 125 år

Tak for jeres interesse. Og tillykke Nørrebro Handelsforening med de 125 år. Jeg er sikker på, at den ikke består de næste 125 år.

Kilde:

• Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening gennem 110 år
• Artikler fra dengang.dk under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar
• Artikler fra dengang.dk under Nørrebro