Foredrag i Stefans Kirken den 31. maj 2010

Vi ser på  de hygiejniske forhold dengang. Om følgevirkninger af dårlig drikkevand. Om måden man brugte toiletterne på, og hvordan man fjernede latrinen. Og så var der åbne kloaker, der blev tømt i søerne, som man brugte som drikkevand. Midt i stanken og lossepladsen boede Lersø – bøllerne. Moral og etik ser vi også på.

Stefans – Kirken var stoppet af glade mennesker. Det var fjerde gang, at dengang.dk i samarbejde med kirken og Nørrebro Lokalhistoriske Forening var med til et sådant arrangement i kirken. En tak skal lyde til samarbejdspartnerne. Det er altid en stor fornøjelse. Vi lægger et par fotos ud under foto
– galleriet. 

 

Inde i byen

Rigmændene boede i elegante palæer, borgerskabet i solide ejendomme på byens hoved-strøg og torve. Mens underklassen som der var flest af, levede sammenstuvet som sild i en tønde i dårlige bag – og mellem-huse. Ja selv hønsehuse blev taget i anvendelse som menneskelig beboelse. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev også taget i.  anvendelse.

Vand hentede man ved by-pumperne. Det kom fortrinsvis fra søerne. Det var så urent, at det skulle sies og koges inden brug.   Toiletterne var anbragt i små skure i gården over en grubbe, som blev tømt et par gange om året.

Rotter og herreløse hunde var en plage. De var glade for de åbne latriner. Men på en varm sommerdag var det en beklemmende stank i luften.

 

Kulilteforgiftning

Kulilteforgiftningen var ti gange større end i dag. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op. Der var tyk røg fra jernstøberier. Jo mere røg der var, des mere moderne var det. Garverier forurenede med tungmetaller og syre. Kemikalier og slagteriaffald hældte man bare i søerne.

Garverierne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget for til sidst at plaske i vandet ved Slotsholmen.  I 1843 var der inde bag voldene 140.000 indbyggere. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader.

Ja og så var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 får inde i København. Deres efterladenskaberne blev også bare smidt ud på de brolagte gader.  Og godt nok havde man en ledning til Emdrup Sø, men den kom nogen gange meget tæt på latrindepoterne.   Under de fleste huse var der såkaldt kældersump. Her var der mange der tømte latrinaffald om natten, når ingen kunne se det.

Hygiejnekommissionen fandt ud af, at der i Ryesgade 156A og B var 72 personer, der brugte samme toiletsæde.

 

Blågården 1801

Blågården var omdannet til feltlazaret, sindssygehospital og hospital for veneriske syge. Vandkommissionen protesterede:

• Skal Veneriske syge, galdne Folk, de med Spedalskhed boe så nær ved Landevejen og Peblingesøen, hvoraf vi dagligt drikker.

Heegaard lå hvor Blågårds Plads nu ligger og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1836 blev virksomheden udvidet. En fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter. Det afstedkom en meget stærk stank og myndighederne greb hurtig ind. Der boede dog endnu ikke så mange herude

 

Fuldstændig planløst

I perioden 1850 – 57 opførtes 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af dem var på  Nørrebro. Menneskemasserne inde fra byen pressede på, og byggespekulanterne tjente en masse penge.

Moralske, etiske og hygiejniske hensyn var det ikke tid til at tage hensyn til. Fuldstændig planløst foregik det. Bülow og Bangert gjorde, hvad det passede dem.  Lejekaserner blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen.

Lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor var der både forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.   I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelige spekulationsbyggerier. Og på Nørrebrogade store herskabslejligheder.

Baggesensgade slog pludselig et ordentlig sving. Tømrermester Wildau skulle absolut have et hus liggende i en bestemt retning.

 

Koleraen 1853

Koleraen fik katastrofale følger for Nørrebro. Man boede så tæt i lejekasserne at smittefaren var uhyggelig stor.  Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.

 

De stakkels kvinder

Mange af de kvinder der døde på  Ladegården, var kvinder, der havde bedrevet utugt. Præventionen var usikker af dyr. Fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblære og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at oplyse om disse muligheder.

Men så var det godt at der så  sent som i 1911 dukkede en oplysningsbog op. Den hed Arbejderne og Børneflokken og solgte i 12.000 eksemplarer.

Og hvor var det godt, at de unge piger fik råd i ugebladenes brevkasser dengang. Når de for eksempel passerede en ung herre, så skulle dette ske med nedslagene øjne, ellers kunne det få katastrofale følger.

Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru, gerne uvidende om samlejet helt indtil hun indgik i ægteskabet.   Samtidig var det acceptabelt at manden besøgte de cirka 40 bordeller inde i København og de par stykker, der var dukket op i Rabarberlandet.
Når det var gået galt, og familien ikke kunne ernære mor og barn, blev begge anbragt på Fattiggården. Kvinden blev udspurgt:

• Hvor er samlejet foregået?
• Hvem var man sammen med?
• Hvordan foregik det?

10 pct. af alle børn var født uden for ægteskabet. De blev kaldt horeunger. Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen . Men mere end halvdelen døde af barselsfeber. En markant bedring indtraf i 1870erne og 1880erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Læger og jordemødre begyndte at vaske hænder.

Tilbage til Nørrebro

 

I den ”beklageligste” forfatning

De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private og brygger J.C. Jacobsen skrev i 1856: I reglen er gaderne i den beklageligste Forfatning, uden Brolægning, uden Fortove og hvad der er endnu værre, uden Rendestene.

Man havde hverken tænkt på vandafløb eller på tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.  Det idylliske vandløb, der i slottets tid havde løbet langs alléen, var blevet en slimende og stinkende grøft.

En ildelugtende grøft løb langs Nørrebrogade, som drejede af inden Dosseringen, tog en del kloakvand. En del landede dog i selve søen.

 

Det lugter

Den stinkende grøft langs Blaagaardsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig mod at lade den rense. Vejen var bundløse. Det var umuligt at køre på dem. Et tørvelæs forsvandt fuldstændig  i vejenes ælte.

Kommunen tilbød, at sætte dem i stand mod at gøre vejene offentlige . Men grundspekulanterne sagde nej tak. Det betød jo nye byrder og mindre profit.

 

Drikkevandet

Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegaard. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem.

I 1833 klagede man over, at der på  Assistens Kirkegaard over at kister stod i vand. Man havde forbud mod at lede det ud i Ladegårdsåen. Men det fandt vandet selv ud af.   I 1874 fortæller stadslægen, at der måtte øses 30 – 40 spande fra gravene.

Og i 1879 meddelte Blade fra Kirkegården at flertallet af nogle beboere nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente, at vandet var fra kirkegården havde fundet vej til Ladegårdsåen. Og beboerne havde drukket af det.

Når vi nu taler om Assistens Kirkegård, var det ikke så meget styr på det. Dem der skulle holde øje med det hele, blev fyret, fordi de solgte sprit til de besøgende
og huggede de dødes tøj.

 

Mærkelige hændelser på  kirkegården

Ligene blev kun dækket med 4 alen, så de hjemløse og omstrejfende hunde fik sig en ekstra bid.  Man havde godt nok indrettet et hus for skinddøde. Man havde simpelthen bundet en snor til stor-tåen på  den døde. Denne var så forbundet med en klokke, og hvis det så  skulle ske, ja så kunne man jo være hurtig til stede, hvis man ikke lige skulle sælge sprit.

Men den ordning havde også sine mangler. For mens røvere, var i gang i ved en kiste rejste liget sig op og forkyndte Så befri mig dog fra dette sted. Jo, det var Gerda Bodenhoff, der rejste sig. Men røverne blev så forskrækket, at de slog liget ihjel.

Broderen havde godt nok undret sig, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten.

Ja og for at blive ved emnet, så  udkom der i 1914 en bog ved navn Rotten, der handlede om en mestertyv og hans datter, der boede i grav på Assistens Kirkegård.

 

Spildevand

I 1854 havde man anlagt provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen.

Det var heller ikke bedre på den anden side af Nørrebrogade. Sankt Hans Gade var anlagt på første blegdam uden at man havde gjort forsøg på at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedamssøen.

Vandinspektør Colding var rystet over forholdene. Han nævnte en afskyelig stinkende Pøl i Store Ravnsborg Have. Denne Pøl skulle aftage spillevand. Men den blev konstant oversvømmet.

Han foreslog at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen ud til stranden. Men en sådan anordning ville koste 15.000 rigsdaler, og det ville man ikke ofre. Og Frederiksberg Kommune var ikke med på ideen.  Dele af Blågårdens parceller blev konstant oversvømmet af kloakvand.

 

Byggeplan opgivet

Man forsøgte at udarbejde en byggeplan for forstæderne, men så længe der ikke forelå en vandplan, måtte man opgive en byggeplan. Endelig i 1857 havde man en plan parat. Men byggespekulanterne overholdt den ikke. De sad i Borgerrepræsentationen og havde således intet at frygte.

Den berygtede Blegdams – kloak hvori der lå talrige fulde soldater skulle for længst have været tildækket. Man havde masser af planer men Frederiksberg
Kommune ville ikke være med. Rosenåen blev brugt som åben kloak.

Den 14. december 1857 vedtog man Lov om Gader, Veje og Vandløb i København. Det betød, at nu kunne der endelig skabes ordnede forhold. Men der skulle gå hele 30 år før der blev lagt en stor fælles kloak fra Nørrebro ud til Øresund.

 

Livet omkring søerne

Dengang var det et sandt  morast, at gå  rundt om søerne. Kierkegaard havde garanteret støvler på hver gang, han gik fra Østerbro til Nørrebro for at få et glimt af sin elskede Regine, som for længst var givet ud.

Købmand E.M Olsen fik lov til til at sejle med petroleumsbåde. Beboerne klagede over stanken.  Bådene var en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der kørte strækningen Nørrebrogade – Gothersgade.

 

Rengøring af toiletter

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletter. De enlige mænds rengøring var mildt sagt ikke effektiv. Så børnene gik kun nødtvunget derud. Når de skulle tisse, brugte de en potte, og når den var fuld så tømte de den i køkkenvasken.

 

Indholdet op hos naboen

De store drenge skulle tømme familiens potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre drenge. Så  dette skete først efter mørkets frembrud, at den skvulpende masse blev tømt nede i gården på toilettet.

Men blev det for meget for dem, ja så tømte Pølsedrengene, som de blev kaldt indholdet i vasken. Det gjaldt så både det lille og det store. Resultatet var at indholdet dukkede op hos naboen og at faldstammen blev tilstoppet. Og at vasken blev brugt som pissoir var ret almindeligt.

 

Store badedag

Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedelen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte i det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være at de tissede i vandet og det der var værre.

Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers gik det galt.

 

Lus

Bagefter blev det kæmmet med tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olie, der havde en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

 

Fnat

Det var yderst uheldig, hvis skolelægen fandt ud af, at man havde fnat. Disse små kløende mider var ret irriterende. Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev først smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man skifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

 

Lopperedder

Mange lejligheder var rene lopperedder. Der var fugtigt og man havde ikke muligheder for udluftninger. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne blev skoldet. Dette kunne holde lopperne i skak, indtil de atter kravlevede gennem gulve, vægge og lofter.

 

Børn i renden

Ved den nuværende Teglværksgade opførtes Aldersro Teglværk. Rygter vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave. Siden blev gravene fyldt med natrenovation.

 

Betjenten, der løb

Det var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen dengang i 1890erne. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver. Bag ved lå natrenovationen. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne blev ført ud til et hul på størrelse med selve Runddelen.

I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene, så kunne der ske større og mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.

Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud af Jagtvejen, ja så løb de for at få det overstået. Når vinden havde en bestemt retning kunne det være en meget ubehagelig oplevelse.

 

Den uheldige betjent

Dengang havde betjente tjeneste i syv timers vagt. Og de skulle hele tiden være ud på deres post. De var tvunget til at spise i det fri. En ældre betjent fandt det bedst at sidde ned og spise. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde.

En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, og så blev bundet dækket af tjære og asfalt. Det var den pågældende betjent dog ikke orienteret om. Og efter en times hvil og frokost ville han rejse sig. Men han sad uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs, fordi asfalten og tjæren var smeltet.

 

Latrinære begivenheder

Med de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet. Man fik brug for lossepladser og det, der var endnu værre. Det Latrinære begivenheder.

Udførslen af byens natrenovation blev gjort af de berygtede natmænd og natvogne, eller om man vil, lokumstømningen. Det blev efterhånden et problem. Det gjaldt først og fremmest at få latrinen ført ud af byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde billig gødning.

 

Kontrakt med renovationsselskab

Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Københavns Renovationskompagni, om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter, Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger.

Ved Lersøen havde man også et større depot. Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden for fire år nedlægge de to nævnte depoter. Men det skete ikke.Lersø
– depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordhavnen. Stanken blev ved. En af dansk sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets aftendufte.

I November 1890 kunne man i københavnske dagblade se følgende meddelelse:

• Gjødning til landet. Kjøbenhavns Renovations – Kompagni lader anlægge en Jernbane fra sine Oplagspladser til Statsbanernes Spor i nærheden af Nørrebros station, en Strækning af omtrent et par Tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne taget i Enterprise.
• Til Transport af Gjødningen har Renovationskompagniet i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker nær kun består af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er der Lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Enterprise af en Kjøbenhavnsk Bødkerforretning. Det er da Meningen, at Gjødningsvognene pr. hestekraft skal transporteres fra Renovations-kompagniets Oplagspladser, hvor de fyldes, ad den ny Sporlinie til Nørrebros Station for at indrangeres i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes til Forbrugerne.

DSB var tilfredse med de betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne og på Nørrebro var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne status.

Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor, men også som en holdeplads. Det blev opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev der også ansat en karl.

Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Gødning havde han jo lige ved hånden. Men det havde sikkert ikke været særlig behagelig at tage solbad herude. Den ejendommelig station åbnede den 1. februar 1891.

 

Eksplosion i sommervarmen

Latrinvognene var ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede dog ikke længe før beboerne bare ved synet, lærte at holde afstand.

Man havde en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. Både ved Lersøen, Nørrebro Station og en på en varm pinse eksploderede seks tønder inde på Hovedbanegården.

Desværre var vognene ikke altid lige tætte. Det betød, at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev Lersø – depotet nedlagt.

 

Lersø – bøller

Hvem var det, der kunne holde ud at bo i en evig stank, tæt ved losseplads og latrindepot.? Lersøen strakte sig i 1900 fra Lygten til Lyngbyvejen. Sø, det er nu så meget sagt. Man havde plantet store områder til med pil.

Lersø – bøllerne holdt til her. Det var vagabonder og andre der nød det frie liv. Storm P fik sine motiver herfra.

Forliste skæbner og tvivlsomme eksistenser opholdt sig her. De byggede blikskure og huler, hvor de kunne opholde sig. Også storbyens kriminelle, sprittere og voldsmænd søgte her til. Og de kunne ikke tåle, at se en politiuniform. De satte deres præg på området og spredte til tider skræk og angst.

På den nærliggende losseplads var der masser af ting, at hente. Gamle madrasser var der masser af. Måske indeholdt de dyr, men det så man stort på. Det var forbudt, at bruge åben ild, men også det så man stort på. Engang imellem måtte man kæmpe mod store fede rotter, der masede sig ind i hytterne.

Var det noget som Lersøens beboere hadede, ja så var det arbejde og regelmæssig erhverv. De småskillinger, som var nødvendig for at sikre sig det mest nødvendige kvantum af mad og brændevin fik man let ved at tigge eller true en enlig fodgænger, der så skulle ”købe sig fri” for overfald.

 

Karen Spidsmus

I sommermånederne holdt Karen Spidsmus til på Fælleden. Denne person ledede en bande, der overfaldt borgerskabet. Slagsmålet forekom ofte og trafik over Fælleden var særdeles farlig.

 

Fælled – Maja

Fælled – Maja var den mest berømte af dem alle sammen. Ofte gik hun rundt med Julius på Østerbro og Nørrebro for at tigge. Hun gik i meget spraglet tøj. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Han skulle også have underholdt hende. Og så var der fest i Lersøen.

De sociale myndigheder havde flere gange forsøgt at få hende tilbage til en normal tilværelse, men det lykkedes aldrig. Det lykkedes dog senere, at få en af kongerne derude fra omvendt. Han hed Jens Schmidt og arbejde for Blå Kors.

De rige damer holdt sig langt væk, når de så Maja. Hun kunne finde på, at råbe af dem. Når hun en sjælden gang var ædru kunne hun faktisk snakke ret så kultiveret.

Om vinteren boede Maja og hvis nok også Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri på Østerbro. I ledvogterhuset Holger Danskes Briller på Fælleden blev Maja og Julius vasket. Når Maja engang imellem var i detentionen, ja så hændte det ofte, at hun smed tøjet. I sin ungdom havde Maja Robinson været en meget flot pige.

Det var ikke altid let at være Maja. I Lersøen kæmpede man om hendes gunst. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

• Fælled – dronningen ”Maja Robinson” – slaaet fordærvet af sin kæreste.

Hvad der blev af Maja, er der ingen, der ved. Men i 1940erne kunne man se Julius i Fælledparken.

 

Trafikprop på Nørrebrogade

Bommene var nede 78 gange i løbet af et døgn på Nørrebrogade. Det standsede 361 biler og 18 motorcykler. Anden trafik interesserede åbenbart ikke DSB. Fodgængerne kunne bare gå over træbroen. Men hvad med sporvogne, hestevogne, trækvogne og cyklister.

Hvor mange gange mon der kom de såkaldte chokoladevogne forbi?

 

Chokolade

Det var noget uhyggeligt ved at møde de stinkende og raslende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede de endnu mere.

Natvogn var et fy – ord. Derfor blev de kaldt for chokolade – vogne. Farven var jo næsten identisk

 

Chokolade – fabrikken

På samme tid var der i Hørsholmgade en berømt chokoladefabrik, der hed Cloétta. Den lå, der hvor dansens Hus ligger.

En vittighed fra den tid, fortæller om en tysker, der ville se Københavns lyksaligheder. Han blev slæbt ud til Lersøen:

• Wass ist denn dass, spurgte tyskeren
• Schokoladewagen , blev der svaret
• Ach so, von Cloétta
• Nein von Closetta

Lorteøen

Efterhånden forsvandt lortet (latrinen) fra Nørrebro. Det blev kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager. Jernbanearbejderne fik to kroner mere i timen for at tømme disse chokoladevogne, som lugtede af alt andet end chokolade.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• Litteratur København ( under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Adskillige artikler under Nørrebro og Østerbro omfatter denne tid

Redigeret 9. – 03. – 2022