Lærer i Tønder efter 1920

Mange nye lærer kom til Tønder. Kloaker i Tønder var dengang et ukendt begreb. Ange blev betaget af naturen. Følgerne af krigen kunne ses i Tønder. De tyske elever fra Seminariet måtte flytte. Ørnen skulle med til Tyskland. Lærerne stod over for mange tragedier. De store børn måtte tidligt påtage sig et ansvar. Eleverne skulle svejses sammen i klassen. De åbne døres politik. Vandvognen kørte gennem byen. Børnene måtte skifte tøj. Skovrøy skulle hilse på kongen. Han gjorde det stikmodsatte de andre. En tur i arresten.

 

Mange nye lærer kom til Tønder

Der kom mange nye lærer til Tønder efter 1920. Vi har fundet nogle erindringer af den senere skoleinspektør Marius Jacobsen, Odense, som vi har redigeret.  Den gang var han en ganske ung lærer.

 

Kloaker i Tønder var et ukendt begreb

Kloaker i Tønder var dengang et ukendt begreb. Efter et ordentligt gang tordenvejr forvandlede rendestenene sig til rivende strømme, der blev endnu større efterhånden som husenes afløbsrender stødte til – medbringende alt muligt affald.

Fortovene var i den foreliggende tilfælde yderst ubehageligt at færdes på. Mere sikkert var det at færdes på gadens toppede brosten. Her var det ikke fare for at skulle springe over køkkenvaskens brogede efterladenskaber eller støde mod uventede trappesten.

Den unge lærer ankom til Tønder netop i sådan et vejr. Førsteindtrykket var ikke særlig godt.

 

Mange blev betaget af naturen

Mange af de nye folk, der kom til byen, var betaget af naturen med dens mangfoldighed af farver. Og ikke mindst området omkring seminariet overraskede mange. Det var idyllisk med plæner og træer samt smukke blomsterbede. Dertil kom den brede Vidå med dengang små holme. Dertil kom den idylliske allé langs åen.

 

Følgerne af krigen kunne ses i Tønder

Følgerne af krigen kunne godt ses i Tønder. Flere af husene manglede maling. Men også på seminariet var krigen gået sporløs forbi. Gymnastiksalen havde været brugt til hestestald og var derfor komplet ubrugelig til sit egentlige formål – ikke mindst på grund af redskabernes miserable tilstand.

 

De tyske elever flyttede

De tyske elever, som hidtil havde haft til huse i lokalerne og nu mod deres vilje skulle fortsætte syd for den nye grænse, lod ikke deres skuffelse herover give udslag i nogen form for vandalisme.

De ramponerede vægge var ikke deres værk. Men alt blev taget med som havde værdi for dem.

 

Ørnen skulle med til Tyskland

Højt oppe over hovedindgangen sad en mægtig ørn støbt ind i muren. Den ville de gerne have med. Og det fik de lov til. De skulle bare selv fjerne fuglen. Det var de mere end villige til. De rejste et mægtigt stillads. Og i flere dage arbejdede de på at hugge ørnen løs.

Alt så ud til at det skulle lykkes, men da ørnen var halvt nede, brast tovene pludselig af en eller anden grund. Hele herligheden styrtede ned og blev knust til utallige småstykker, som egentlig kun egnede sig til at blive fejet sammen og kørt på lossepladsen.

Skuffelsen blandt de tyske elever var enorm. De dansksindede elever ledsagede det dog ikke med nogen form for bifald. På flagstangen vajede på flagstangen. Der var ikke nogen form for gnidninger mellem de danske og tyske lærere. Man benyttede det samme lærerværelse og talte ofte sammen. De på tysk og de danske på dansk. Og de forstod udmærket hinanden.

 

Lærerne stod over for mange tragedier

Lærerne stod over for dybe menneskelige tragedier. Mange af børnene var blege og tydeligt underernærede. Flere af dem fortalte, at de ofte var listet ud af byen om natten for at stjæle kålrabi på markerne, så de kunne sikre sig næste dags varme ret.

I mange hjem lå en ung mand, som var kommet frelst gennem ragnarokket, men så hårdt medtaget, at han kun havde døden at vente på.

Da lærer Jacobsen spurgte om faderens navn, var der nogle, der svarede, at de ikke kunne forstå dansk. Så spurgte Jacobsen på tysk. Og mange gange fik han et uhyggeligt mange gange var svaret:

• Mein Vater? Er ist gefallen

En pige havde mistet sin mor, som en november-nat forsøgte at snige sig over den gamle grænse for at hente lidt mad. Hun blev stoppet af en tysk vagtpost, der for bestandigt standsede hendes løb mod det forjættede land.

 

De store børn måtte tidligt påtage sig et ansvar

Der blev oprettet en 8. klasse, der blev oprettet for landsbybørn over den skolepligtige alder. Det var for dem, som ønskede at få deres kundskaber forøget efter krigstidens ustabile skolegang.

Mange af disse store skolebørn opførte sig som voksne både i tankegang og væremåde. I en landsby havde flere af dem måttet drive gårdens landbrug fordi faderen eller storebror var ved fronten. En ældre mand, der på grund af sygdom fik lov til at blive hjemme på grund af sygdom, var deres rådgiver. Tidligt måtte disse børn påtage sig et stort ansvar.

 

Eleverne skulle svejses sammen

Alle disse børn skulle nu svejses sammen til en normal dansk skoleklasse. Det var uhyre vanskeligt. Når der blev fortalt historie, lyttede den ene halvdel interesseret, mens den anden halvdel stirrede lige ud i luften uden at begribe et muk af det hele.

En vittighed fremkaldte dels latter – dels spøgende blikke. Sådanne situationer var normale foreteelser i samtlige klasser. Lærerne fandt ud af, at et godt middel mod dette, var at indlede hver time med en sang. En anden ting var at skabe mellem skole, elever og hjem.

Det skete dog også at lærerne blev inviteret hjem til forældrene til en middag.

 

De åbne døres politik

Lærer Mikkelsen førte de åbne døres politik. Og elever mødte op aften efter aften. Her blev mange problemer løst. En aften kom en elev, der ville springe i Vidåen. Han var træt af det hele. Så så han at der blev tændt lys op i lejligheden og valgte så at gå herop i stedet for.

 

Vandvognen kørte gennem byen

Til den mere festlige afdeling hørte det årlige kongebesøg af Christian den Tiende. Og dette satte altid Tønder på den anden ende.

Vandvognen kom frem og blev kørt gennem gaderne for at spule brostenene rene, hvad der var særdeles nødvendigt efter at store horder af stude på deres vandring gennem byen have strøet om sig med efterladenskaber, der bestemt ikke lugtede særligt indbydende.

Konerne var kommet ud af husene med spande og børster og skurede løs på trappestenene, mens fortovet myldrede med børn der var sendt hjem fra skolen for at blive klædt om til kongemodtagelsen.

 

Børnene måtte skifte tøj

I god tid før majestætens ankomst var alt klar. Børnene stod med deres flag i to rækker fra skoleporten til hovedindgangen. Spændingen var stor hos alle – lige fra forstander E. Albeck, der skulle byde velkommen til den mindste purk, som bare skulle svinge med Dannebrog og se glad ud.

 

Skovrøy skulle hilse på kongen

På byens torv stod alle honoratiores i en snorlige række – alle i fineste puds med høje hatte og ventede på det kongelige håndtryk.

Blandt disse var redaktør P. Skovrøy. Han havde i en menneskealder stridt for at bevare danskheden på vestkysten. Han må have gjort det så godt at tyskerne satte ham fast i Tønder arrest. Man mente, at han udgjorde en trussel mod ”det store fædreland”. Men han følte en glæde her i 1920.

Hele sceneriet gjorde ham kendelig nervøs. Han var oprigtig nervøs for om ham kunne leve op til de krav om gode manerer, som blev stillet ham ved en sådan lejlighed. Navnlig den høje hat voldte ham kvaler. Af frygt for at glemme dette klædningsstykke, når han skulle hilse på majestæten, tog han den af og stod med den i hånden længe før kongen nærmede sig ham.

 

Skovrøy gjorde det stik modsatte

Da øjeblikket endelig var inde, hvor han skulle stå ansigt til ansigt ikke alene med Danmarks førstemand, men det land, han var udtryk for, kiksede det fuldstændig for Skovrøy. Alle de andre tog hatten af, da de skulle hilse, men den gamle hædersmand gjorde det stik modsatte. Han satte simpelthen den høje cylinder fast på sin isse.

Storesmil bredte sig på alle ansigter – ikke mindst hos kongen, som ikke alene trykkede ham ekstra varmt i hånden men også gav ham et par kammeratlige klap på skulderen.

 

En tur i arresten

Nu havde Skovrøy imidlertid også lune. Så snart modtagelsen var overstået, skyndte han sig til arresten og bad om tilladelse til at blive anbragt i den celle, han havde beboet under krigen. Det fik han selvfølgelig lov til.

Da kongen under sin rundtur gennem byen også aflagde besøg på dette sted og man åbnede døren var det nok majestæten, der fik den største overraskelse, Det blev til megen latter og mange kvikke bemærkninger, inden de to skiltes igen.

I øvrigt mødtes de to igen om aftenen til taffel – uden høj hat.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.237 artikler
• Under Tønder finder du 388 artikler
• Under Indlemmelse, afståelse eller Genforening finder du 34 + 118 artikler

 

• Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder

 

• Tønder Seminarium – under besættelsen
• Broderskab på Tønder Seminarium
• Tønder Seminarium – en del af historien
• Tønder Seminarium – igen på danske hænder
• Det Prøjsiske Seminarium 1864 – 1920
• Tønder Seminarium – efter 1848
• Tønder Seminarium 1829 – 1848
• Tønder Seminarium et dannelsessted
• Balthasar Petersen – grundlægger af Seminariet
• Livet på Seminariet i Tønder
• Tønder Seminariums Historie
• Manden bag Ole Bole – Claus Eskildsen
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
• Hvem var Claus Eskildsen fra Tønder
• Emmerske Bedehus og Skole
• Blomst til skilsmissebyen (en parodi på Tønder Kommuneskole)
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• I skole i Tønder
• Tønder Statsskole – endnu engang
• Tønder Statsskole – dengang
• Tønder Statsskole – i slutningen af 1920erne
• Aage Rosenkjær – modstandsmanden fra Tønder
• En lærer fra Burkal