Ladegårdsåen (NørLIV 18)

Dette er vores 18. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler om en år, man gerne igen vil frilægge. Men hvad er historien bag denne å. Ja historien går helt tilbage til 1200 – 1300-tallet. Og åens navn er opkaldt efter den kongelige Ladegård. Men allerede i 1892 var Ladegårdens skæbne besejlet. Da blev der lagt en dæmning over åen. Men hele åen blev ikke overdækket med det samme. Der er sket maget i åen i tidens løb. Selvdøde dyr har flydt her. Børn har badet i åen. En bankrøver har skudt sig selv. Og nogle finde damer er druknet i åen, da en vogn gled ned i åen. Marie har druknet hendes barn i åen, og sådan kunne vi blive ved.

Der mange i bydelen, der gerne vil have frilagt åen, der i øjeblikket løber i nogle rør under Åboulevarden. Der er mange historier knyttet til denne å. Men det er er der også til gård, der leverede navnet til åen. Men de historier får du en anden gang.

Den første Ladegårdså ser vi allerede i 1200-1300 tallet. Da gravede man den ud som en bæk, der kom fra lavningen omkring den nuværende Bispeeng. Der blev bygget en dæmning ved den nuværende Bülowsvej. Bækken blev ledet gennem en gravet rende indtil Bülowsvej. Herved skabtes Peblingesøen. For at skaffe mere vand førtes flere åløb til Ladegårdsåen.

Og en disse åløb var Lygteåen. Den blev udgravet under Kong Hans (1455-1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Det kunne så passende også bruges som forsvarsværk.

Allerede i 1600-tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne om at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste- og kreaturlig forstoppede flere gange åens løb.

Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade. Det var den såkaldte Blågårdsbeo. Her byggede byggematadorerne senere på livet løs. Broen førtes fra Nørrebros slum over til det pæne Frederiksberg.

I 1853 fik rådmand Bülow tilladelse for egen regning at anlægge en bro for enden af Bülowsvej. For enden af Parcelvejen (Griffenfeldsgade) blev Parcelbroen anlagt. I 1892 var denne så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Dermed var Ladegårdsåens skæbne beseglet.

Bangert anlagde en bro ved Brohusgade. Og han forlangte selvfølgelig bropenge. Han var jo ikke forretningsmand for ingenting.

I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegården. Vandet blev ledet ned i Ladegårdsåen, som dengang også blev brugt som drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegaarden” læse, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet.

I 1890 var ladegårdsåen et idyllisk åløb. Men som tidligere nævnt var gangbroerne ikke særlig solide. På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver og nyopførte rødstensvillaer. Hist og her var der kedelige lejekasserne, ja og så var det selve Ladegården.

Men Ladegårdsåen var en tumleplads for børn fra både Frederiksberg og Nørrebro. Her sejlede man med træskibe og lavede tømmerflåder.

Der blev solgt postkort med teksten ”Badeliv i Ladegårdsåen”. Jo, det var Nørrebros Bellevue. Nu var vandet nok ikke helt rent. Af og til kom der en død hund eller kat drivende i åen. Men så længe der ikke var betjente eller Åfar i nærheden, var der her et rigt badeliv, selv om badning var forbudt.

Drengenes skræk var Åfar. Han var den kommunale ”bussemand” og ”bukseryster”. Jo det var færre på færde, når han var i nærheden.

Her var masser af småfisk, frøer, haletusser og salamandere. Men der var også igler, der sugede sig fast på børnenes bare ben. Her var også engang store geder, særlig ved Revolveren, der var en slags mergelgrav. Her lå senere Snedkermesterens Træ – og Finerskrædderi. Dengang var åen en langsom glidende strøm.

Ofte gik turen til ”Havet”. Ja sådan kaldte Nørrebro-ungerne åen. De voksne tog kaffe med og satte sig på bænkene, der var opsat på stierne langs åen. Her kunne de voksne så sidde og hygge sig, mens ungerne badede.

Om vinteren løb man på skøjter på åen eller sprang på isflager. Bagefter blev poderne stillet til tørring foran kakkelovnen. De blev tøet op under alskens pinsler mens det snurrede i hænder og fødder. Næste tag man fat igen. Hvis man ikke havde en kælk, kunne man bruge et sildekasselåg, ja skoletasken kunne også bruges.

Åen var grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Dette betød mange grænsekampe mellem drengene. På bredden af Ladegårdsåen beskød Nørrebro-knægtene ruderne på Mariedal.

Ja og her gik Rabarberdrengene ofte over. For på den anden side boede de ”blegfisede” villa-drenge. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De ”blegfisede” søgte tilflugt i villahaverne. Men heller ikke her kunne man føle sig sikker.

Et par voksne truede med spadserestokke. Men de blev også drevet på flok. Og da en betjent blandede sig en gang, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.

Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og mødt en sød fyr, troede de. Men da Maries kæreste hørte, at Marie var gravid flygtede han. Marie så aldrig mere ”Prinsen på den hvide hest”. Og lovgivningen dengang var bestemt ikke på Maries side.

Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der har druknet sig i den. Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og mindesmærke. Den var tidligere anbragt i selve Ladegårdsåen.

Der var ingen inskription på stenen. I folkemunde hed det sig, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men kareten var i en bælgmørk aften væltet ude i åen, hvor det unge par var druknet. Man sagde også at det var to letlevende damer, der havde siddet uroligt og svinget fra side til side. Derved var vognen faldet i åen.

Men bladet ”Nyeste Skilderier af København har hvis nok sandheden. Den 1. december 1812 kunne bladet meddele, at natten mellem den 26. og 27. november var en karet kommet kørende fra ”Lystgaarden Roligheden” og væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt. Hans Hospital som Ladegården hed dengang.

I denne karet var der 5 damer og en halvvoksen knægt. To af damerne druknede.

At denne ulykke kunne ske, lå dels i at Ladegårdsåen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at den ikke var indhegnet, så den var umulig at skimte i den sorte nat. Det var denne hændelse, der førte til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.

Da åen i 1897 på en deltrækning skulle overdækkes blev stenen anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26.-27. nov. 1812 indhugget i stenen. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig bortfjernet og indskriften slebet ud. Men siden blev stenen opsat på sin nuværende plads.

En søndag morgen i 1913 sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen. Han gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig komme flydende i åen. En betjent blev tilkaldt. Ved fælles hjælp fik de bjerget liget. Det var Lundorf Larsen, der havde begået et bankrøveri på Østerbrogade. Han havde søgt tilflugt hos en kammerat. Her troede han, at han kunne finde et gemmested. Men i stedet kontaktede denne politiet. De var lige i hælene på ham. Lørdag aften var han vadet ud i åen og skudt sig en kugle for panden lige over øjet.  

På www.dengang.dk kan du læse en masse artikler om det gamle Nørrebro herunder:

• Ladegården og åen
• Den gale præst på Ladegården
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsvejen
• Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?