Krigens Købmænd

Besættelseshistorie handler os om formidling. Og det lykkedes for tre journalister fra Berlingske. Og det i den grad, at A.P. Møller solgte sine aktier på avisen og chefredaktøren blev fyret. Også på Christianborg satte bogen røre i andedammen. Det var det danske samfund, der måtte betale. Erhvervslivets rolle under besættelsen er nok ikke helt belyst. F.L. Schmidt har undskyld til, at de brugte KZ – fangere. Men hvad med de andre? Der var mus i arkiverne. Og så var A.P. Møller ikke nazist med meget højreorienteret. I skal ikke være ”krigsarsenal for tyskerne” advarede englænderne. Fiskerne oplevede det som et erhvervsboom, og bønderne fik betalt restgælden på gården. Danmark havde det højeste fødevareforbrug. Og vi var tyskernes næststørste fødevareimportør. Men nu skal vi passe på ”at mene igennem på fortidens bekostning”. Det lærer børnene i skolen!

 

Det handler også om formidling

Det handler ikke kun om og opdage nye ting, når det drejer sig om besættelsestiden. Det handler også om at formidle ting. Og det kan godt være at historikere ikke bryder sig om når journalister forsøger at dukke ned i historier, der endnu forekommer mystisk. Men det kan åbenbart også føre til store konsekvenser.

Ofte vil historikere fortælle, at det ved vi godt, og det er fortolket helt forkert. Men skal vi som danskere ikke kunne forstå, hvad der skete dengang? Nogle gange virker gengivelsen af hændelserne forvrænget og forløjet.

 

Ublu fortjenester

Jo, denne artikel handler også om bogen ”Krigens Købmænd”, men egentlig har vi behandlet Riffelsyndikatet en gang her på siden. Men vi forsøger at tage overskriften lidt mere bogstaveligt.

Lige efter besættelsen blev nogle af dansk erhvervslivs store virksomheder dømt til at betale betragtelige beløb til den danske statskasse. De havde beregnet sig meget ublu fortjenester. De blev ikke dømt for selve samarbejdet for regeringen havde jo sagt god for det.

 

Det danske samfund betalte

Det drejede sig om store virksomheder som Dansk Industrisyndikat, B&W, A.P. Møller, Wright, Thomsen & Kier, Christiania & Nielsen, Vølund og Danfoss. Når nu staten blandede sig, var det fordi, at det var det danske samfund der via Nationalbanken betalte regningen.

Ja vi kunne for den sags skyld også nævne Vølund, Atlas, Novo og selve Industrirådet.

Det blev betalt med checks fra Nationalbanken og staten ydede kredit. Det var man nødt til, ellers havde tyskerne nok selv udstedt pengemidler, der så var kørt rundt i det danske system. Og så havde man vel slet ikke kontrol med økonomien.

Men nu var det jo bare det, at man efter krigen ikke havde et præcist overblik over, hvem der egentlig havde fået penge af tyskerne.

 

Aldrig dømt for værnemageri

De 100 største virksomheder dengang blev aldrig dømt for værnemageri. Man arbejdede efter de retningslinjer, der var udstukket af den samarbejdsvillige regering. Og regeringen opfordrede direkte virksomheder til at arbejde for tyskerne. Således nægtede Wright, Thomsen og Kier at arbejde for tyskerne. Men regeringen lagde pres på dem.

 

Mange kunne ikke se retfærdigheden

Ja der var flere hundrede, og så var det alle de små. Flere tusinde små erhvervsdrivende, vognmænd, entreprenører, småhandlende og håndværkere. De måtte bløde økonomisk. Ja ikke nok med det. Der var også tab af borgerlige rettigheder og fængsel.

Mange af disse kunne ikke se nogen retfærdighed i dette.

 

Værnemagere blev inddelt

Vi fik en avancelov. Den skulle sikre, at der ikke skete en overophedning af økonomien. Denne var dog uhyre kompliceret. Udregningerne efter besættelsestiden tog meget lang tid. Det betød, at mange firmaer måtte betale en særskat, uden dog at blive anklaget for værnemageri.

Værnemagerloven skelnede mellem tre grader:

• De ondartede værnemagere, disse blev overdraget til politiet
• De odiøse, der fik frataget hver en øre
• De lovligt arbejdende virksomheder

 

Et forsømt kapitel i besættelseshistorien

Og selv om garvede historikere fortalte, at der intet nyt var i de artikler og i den bog, som de tre unge journalister på Berlingske Tidende skrev om ”Riffelsyndikatet” De forstod at kaste lys over et kontroversielt og delvis forsømt kapitel i besættelsestidens historie. De har berørt nogle ømme punkter i vores opfattelse af den tid. Det kunne være interessant at kigge i udenlandske arkiver.

 

At betegne A.P. Møller som nazist er forkert

At betegne A.P. Møller som nazist er forkert. Han havde sympati for de højreorienterede. Således støttede han aktivt den anti – demokratiske Victor Pürchel. Han fik 350.000 kr. af A.P. Møller. Victor Purchel startede National Samling og var tidligere redaktør af det nazistiske blad ”Fædrelandet”. Pürchel mente, at Danmark lige som Tyskland havde brug for færre, mange færre partier!

 

Faglig uro på Berlingske Tidende

Den daværende chefredaktør på Berlingske Tidende, Peter Wivel var utilpas med at historien om riffelsyndikatet blev skrevet. Dette førte til faglig uro. Journalisterne opfattede det som en ordre til at standse arbejdet. Og det hele endte dog også med en fyring af chefredaktør Wivel.

 

Berlingske Tidende på udenlandske hænder

A.P. Møller følte sig ramt og solgte alle aktier i Berlingske. Bladet måtte sælges og blev norsk.

I den forbindelse kan lige nævnes, at Information fik stor gavn af A.P. Møller i form af annoncer. Annonceringen fortsatte indtil 1972, hvor bladet vinder Cavlingprisen for afsløringen af arbejdsmiljøet på Lindøværftet. Der stoppede annonceringen og er aldrig genoptaget.

 

Landbruget og Fiskeriets rolle

Som modvægt til Berlingskes artikelserie, så kørte Politiken en serie om landbrugets og fiskeriets rolle under besættelsestiden. Og på en lederplads blev bogen om Berlingske – journalisternes gravearbejde under besættelsestiden anmeldt og selvfølgelig med en meget negativ anmeldelse.

 

Mus i arkiverne

Tilsyneladende har det i arkiverne igen engang været mus. Dokumenter er forsvundet. Det hører man faktisk gang på gang. Efterrationalisering af handlinger begået under besættelsestiden hører man også ofte.

 

Våben til tyskerne

Men journalisterne fik formidlet, at Riffelsyndikatets ledelse heller end gerne ville handle med tyskerne. Ja de henvendte sig selv. Bare de fik regeringens stempel, og det gjorde de. Men regeringens politik havde jo gennem 1930erne været meget tyskvenlig. Man ville sandelig ikke give tyskerne lejlighed til gøre noget. Men nu kom de så alligevel, og for mange var dette i sig selv overraskende.

Med god samvittighed gik Riffelsyndikatet i gang med at fabrikere luftværnskanoner og maskinpistoler til tyskerne.

 

A.P. Møller ejede 32 pct.

A.P. Møller havde som så mange andre et naivt syn på nazismen. I Riffelsyndikatet på Østerbro ejede skibsredderen 32 pct. af aktierne. Og de producerede i den grad løs for tyskerne. Og det er i sig selv kontroversielt, fordi det drejede sig om våben.

Ja Christmas Møller, der var meget impulsiv kaldte direkte A.P. Møller for landsforræder. Hans makker, Henning Hasle noterede i hvert fald, at Christmas var ”meget forarget” over DISA’ s handlemåde.

 

Danmark, skal ikke være ”et krigsarsenal for tyskerne”

Men også i England var man bekymret. Briterne foreslog en række initiativer til at hindre Danmark i at blive ”et krigsarsenal for Tyskland” Et sådant mål var ”naturligvis” DISA ”der arbejder dag og nat for tyskerne og tjener mange penge”. Ja sådan udtrykte Erling Foss det over for engelske SOE (Special Operations Executive)

Tyskerne opstillede kontrakter, og forventede at disse blev overholdt. Levede man ikke op til kvoten løb man en betydelig risiko. Der var ikke meget bevægelsesfrihed på fabrikken. Men ledelsen kunne have smidt tøjlerne og ladet regeringen selv tage ansvaret.

 

Eksporten fortsatte efter august 1943

Det var Udenrigsministeriet, der havde kontakten mellem erhvervslivet og besættelsesmagten. Det hele skulle godkendes til mindste detalje. Og den procedure måtte Riffelsyndikatet også igennem.

Men der også tale om, at Riffelsyndikatet ligefrem pressede Udenrigsministeriet. Og eksporten fortsatte skam også efter august 1943.

 

5.000 maskinpistoler til Modstandsbevægelsen

Først i 1943 trak A.P. Møller sin repræsentant ud af Riffelsyndikates bestyrelse. En del af indtægterne brugte rederiet til at give modstandsbevægelsen 5.000 maskinpistoler. Men det vides også, at der blev smuglet reservedele ud af Riffelsyndikatet af Holger Danske – modstandsfolk. Om ledelsen havde kendskab til dette vides ikke.

Egentlig findes der ikke meget historisk viden om finansieringen om modstandskampen. Der foregik et uofficielt indsamlingsarbejde til nedkast – og opsamlingsarbejdet. Der eksisterede også en central, der distribuerede midlerne.

Bidragsyderne fik lovning på at få refunderet deres penge enten fra den danske eller engelske stat. Men hvor meget, der faktisk blev betalt tilbage, er der nok ingen, der rigtig ved.

 

Dønninger på Christiansborg

Også på Christiansborg rullede dønningerne. Enhedslistens Frank Aaen blev beskyldt for at stå i ledtog med de tre journalister på Berlingske Tidende. Han forlangte også for at stemme for SR’ s finanslov, at der blev sat en uvildig undersøgelse af dansk erhvervsliv under besættelsen. Denne undersøgelse ville koste 5 millioner kroner

Den daværende finansminister Mogens Lykketoft ville tage disse penge fra forskningsminister Birthe Weiss. Men hun stillede sig på bagbenene. Der måtte en ekstra bevilling til på finansloven fra 2001.

 

Hvilke spørgsmål, skulle besvares?

Og hvilke spørgsmål ville man have besvaret?

• Hvilke motiver lå bag samarbejdet med den tyske besættelsesmagt?

 

• Var det ideologiske eller politiske eller samfundsmæssigt hensigtsmæssige motiver i forhold til samlingsregeringens officielle holdning som udtrykt i regeringens officielle erklæringer?

 

 

• Eller var der tale om hovedsageligt økonomiske og markedsmæssige motiver?

 

• Hvilke paralleller eller lignende handlingsmønstre kan spores mellem bestræbelserne på det økonomiske samarbejde og det kulturelle samarbejde 1940 – 45? Er der et holdningsskred omkring 1943?

 

 

• Er det muligt at give et samlet billede af de danske holdninger – officielle og uofficielle – til spørgsmålet om samarbejde med den tyske besættelsesmagt i de forskellige sektorer af det danske samfund 1940 – 45?

 

Man kan så diskutere, om disse spørgsmål blev besvaret. Men man må da sige, at de tre journalister på Berlingske Tidende fik gang i noget. Og Enhedslistens Frank Aaen fik udnyttet situationen.

 

Fiskerne oplevede det som erhvervsboom

Men hvordan var det nu det var?

Ja fiskerne oplevede det som et erhvervsboom. Det varede længe, inden danskerne fik dette at vide. Fiskerne blev betragtet som besættelsestidens helte. I Esbjerg for eksempel fiskede de om dagen og solgte fiskene til tyskerne. Om aftenen var de med i modstandsbevægelsen.

I Esbjerg blev der skabt et velstandsboom i efterkrigstiden.

En del fiskere mistede livet til havs på grund af miner og beskydning. Og de bevarede helterollen, da de sejlede jøderne i friheden.

 

Vi er her kun for at tjene det daglige brød

Indtægten for fiskeeksportører steg med 3 – 400 pct., for skipperne 2 – 300 pct. Danske fiskere havde Nordsøen for sig selv. Og englænderne var rasende. I ”Vestjysk Fiskeritidende” gav fiskerne udtryk for, at de ikke kunne forstå, at englænderne skød på dem:

• Vi er her jo kun for at tjene det daglige brød.

 

Betalte restgælden i gården

Bønderne brugte ikke pengene med det samme. Der var ikke rigtig noget at købe dengang. De sparede op eller betalte restgælden i deres gård.

 

Den økonomiske rolle

Tre historikere, Niels Wium Olsen, Mogens Nissen og Joachim Lund har undersøgt fiskeriets, landbrugets og industriens økonomisk rolle og politiske motiver under besættelsen. De konkluderer:

• At man i Danmark som led i samarbejdspolitikken og hensynet til egen forsyningssikkerhed tog de indtjeningsmuligheder, der kom.

 

• At både industri, fiskeri og især landbrug fra besættelsens start ilede de tyske myndigheder i møde. Samarbejdet foregik hverken modvilligt eller fodslæbende, som en traditionel mytologi har ment

 

 

• At ikke mindst fiskeri og landbrug scorede kassen som spisekammer for Nazityskland

 

• At motiverne til at levere mad og varer til besættelsesmagten næppe var politiske, men heller ikke tynget af synlige moralske overvejelser.

 

75 pct. af Danmarks eksport

Landbrugsprodukter udgjorde ca. 75 pct. af Danmarks eksport under krigen. I en hvidbog fra Frit Danmark efter krigen blev værdien af fødevareeksporten, inklusive Fisk blev opgjort til 4,4 milliarder kroner.

På et tidspunkt var Danmark blevet den næststørste leverandør til Tyskland efter Italien. Det var den danske fødevareeksports omfang, der også overraskede Tyskland. Det ville sikre Danmark en gunstig placering i storrumsplanerne.

Initiativerne var nøje afstemt med udenrigsminister Scavenius aktivistiske politik over for tyskerne. Også trafikminister Gunnar Larsen spillede en særdeles aktiv rolle med privatøkonomiske interesser.

 

Leveringsglæde

Landbrugets ”Lieverfreude” (leveringsglæde) indgik i central tysk planlægning. Selveste Hitler interesserede sig i begyndelsen af 1943 for dansk landbrug. Landbrugets organisationer diskuterede aldrig, om man skulle handle med tyskerne eller ikke.

 

Danmark havde det højeste fødevareforbrug

Af alle de tysk besatte lande havde Danmark det højeste fødevareforbrug under krigen. Faren var hele tiden, at tyskerne selv tog kontrol med eksporten. Men alligevel er det bemærkelsesværdigt, at i krigens sidste år leverede Danmark 15 pct. af den tyske befolknings brug af kød og flæsk.

Så kunne de tyske bønder bruges til noget andet. De kunne udskrives til fronten eller i våbenindustrien. Boomet holdt til efter krigen.

 

Det påvirkede besættelsesvilkårene

Det kan vel ikke bortforklares, at økonomien har givet Danmark lempelige besættelsesvilkår. Man var sikkert klar over, at havde vi fået geværet ”stukket op i snotten” så ville produktionen falde.

 

Industrien stod for 20 pct. af eksporten

Industrien stod for i alt 20 pct. af Danmarks eksport under krigen. Det var især maskinindustri, syv – otte skibsværfter, tekstil – skoindustri samt radio – og kommunikationsudstyr. (Også til hær og luftvåben). Man fik råvarer fra tyskerne. Alternativet havde måske været at lukke fabrikker og sende arbejdere hjem.

Under krigen faldt industriproduktionen med 25 pct. Dette skyldtes til dels manglende råvarer.

 

F.L. Schmidt oplevede kraftig vækst

Ingen virksomheder blev dog større eller mindre, bortset fra cementvirksomheden F.L. Schmidt, der oplevede ubegrænset efterspørgsel blandt andet til bygning af tyske bunkers. Man byggede også i udlandet og anvendte KZ – fangere. Det gjorde andre danske entreprenører sikkert også.

 

Hvad nu med Højgaard & Schultz?

De samme dilemmaer havde firmaer som Højgaard & Schultz og Christiani og Nielsen. Det kunne væres spændende at fokusere på Højgaard & Schultz aktiviteter i Serbien. Og i Polen. Vi må nu engang erkende, at nogle danske erhvervsvirksomheder gik over stregen.

 

”At mene igennem på fortidens bekostning”

Dansk Industri Syndikat (Riffelsyndikatet) var klart den største eksportør. Og man kan sige om Danfoss, at det måske hører til gråzonen. Ventiler kunne altid bruges i en kampvogn.

Der er mange der i dag har stor lyst til ”at mene igennem på fortidens bekostning” Og det som undertegnede ikke kan forstå, er, at nutidens skoleelever skal undervises i statsminister Anders Fogh Rasmussens opdeling af besættelsestidens mennesker i medløbere og moralske uden at tage stilling til hans eget partis gøren og laden dengang.

 

Kilde:

• Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
• Christian Jensen, Thomas Kristiansen, Karl Erik Nielsen: Krigens Købmænd – Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet
• Asger Liebst: Forræderi på første klasse
• Joachim Lund: Hitlers spisekammer – Danmark og den europæiske nyordning 1940 – 43

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 189 artikler om besættelsestiden herunder:

• Riffelsyndikatet på Østerbro
• Da Anders Fogh Rasmussen blandede sig
• Efter Besættelsestiden
• Frihedsrådet som springbrædt
• Kan man stole på centralkartoteket?
• Udleveret til tyskerne
• Optakten til 9. april 1940
• Sandheden om besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Retsopgøret i Sønderjylland
• En justitsminister i unåde
• Politik under besættelsestiden
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder?
• Samarbejde med besættelsesmagten
• I en lovløs tid
• I tysk krigstjeneste
• Besættelsestiden – skønmaleri eller glemsel
• Besættelsestidens fortrængninger
• Landsforrædere og landssvigere
• Opgøret efter 1945 og mange flere