Der er mange myter omkring den hest kong Christian den Tiende anvendte, da han red over grænsen i 1920. Vi prøver her, at give den forhåbentlig rigtige historie. Hesten fik hverken kalk eller rense-væske, den fik Pibeler. Den var nemlig albino, og næsten lyserød.

Mange usandheder

Lad os slå det fast med det samme.

• Hesten var hvid
• Den blev ikke slagtet med det samme
• Den lokale slagter solgte ikke kødet fra den
• Hesten var ikke sønderjysk
• Den pige, som kongen tog op, var ikke en tilfældig pige
• Der blev ikke brugt rense- væske
• Der blev ikke brugt kalk

 

Mange myter

Myterne omkring Christian den Tiende og hans ridetur over grænsen i 1920 er mange. Her på siden har vi fået mange henvendelser angående denne ridetur.

Vi efterkommer selvfølgelig vore læsers ønsker, og har undersøgt de faktiske forhold. Igen en gang undrer det os, at så mange historiske kilder, kan tage fejl. Men som så ofte før, så kigger man kun efter en kilde.

 

Kongen skulle afskediges

I dansksindede kredse ønskede man, på trods af afstemningsresultatet i zone 2 (51.724 tyske stemmer mod 12.800 stemmer), at dette område skulle indlemmes i Danmark. Dette var den politisk bevidste konge Christian den Tiende helt enig i.

Regeringen gik dog imod kongens ønsker. Det resulterede så i at kongen i påsken 1920 afskedigede regeringen. Og dette medførte den velkendte Påskekrise.
Mange mente, at kongen skulle afskediges, fordi han blandede sig i politik.

På Amalienborg Slotsplads krævede store menneskemasser hans afgang.

 

I vil aldrig blive glemt

Den 15. juni er den officielle Genforeningsdag, og dermed den dag, da Nordslesvig atter blev genforenet med Danmark.  Den 9. juli blev Loven, der indlemmede de sønderjyske landsdele i Danmark underskrevet. Dagen efter fejrede 100.000 mennesker denne begivenhed på Dybbøl Banke. Har var både kongefamilien og regeringen. Det var ved den lejlighed, der blev sagt til de ca. 10.000 danskere i Slesvig:

• I vil aldrig blive glemt

 

Jomfru Fannys forudsigelser

I en historiebog stod der, at den hest kongen red på, skulle være hvid, fordi sønderjyderne ønskede det. Ikke et ord om Jomfru Fanny. Hun havde jo netop ca. 50 år tidligere nede i Aabenraa sagt

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt……..

Fanny, der i følge myterne muligvis var kongedatter havde forudsagt udgangen af treårskrigen. Det bedre borgerskab i Aabenraa, i hvert faldt blandt de dansksindede begyndte at fatte interesse for Fanny og hendes forudsigelser.

Men da hun begyndte at få syner om krigen i 1864, forsvandt de dansksindedes interesse for hende. Til gengæld var det nu de tysksindede, der fik øje på hende.

Da hun også forudsagde begivenhederne omkring 1920, havde man en drejebog i hånden. Og det var så  H.P. Hanssen, de dansksindedes folkefører, der skulle få drejebogen til at fungere.

 

Kongen faldt flere gange

Og kongen kom. Den 10. juli 1920 red han over den gamle grænse ved Frederikshøj mellem Christiansfeld og Taps. Turen på den hvide hest blev symbolet på at grænsen var slettet.

Dagen startede med at kongeskibet Dannebrog anløb Kolding Havn klokken 8. Allerede ved 4 – 5 tiden om morgenen var folk stimlet sammen omkring landevejene. Omkring kl. 9 fik man øje på kongens kortege. En kilometer før grænsen gjorde man holdt. Kongen forlod bilen og steg på den hvide hest. Malgré
Tout.

Hesten bar kongen et stykke af vejen og også lille Johanne frem til Tyrstrup Kirke.

Nord for Haderslev skiftede han fra bil over til sin egen hest, der dog var blevet en del forvirret over al den virak. Den smed ham af. Han må har slået sig,
for vidner fortalte, at han under den efterfølgende Sønderjyllands – tur, haltede.

Faktisk faldt han også af hesten på Langelinie i 1942, hvor han mistede noget af førligheden. To tyske soldater ilede til. Men en sønderjysk pige, der var på studieophold i hovedstaden råbte:

• Lassen Sie dass.  Hun tog sig af kongen. Senere fik hun en flot takkeskrivelse af ham.

Kongen  vil blive husket for, at der i hans regeringstid kom 4.000 m2 fed sønderjysk muld tilbage til Danmark. Glemt er, at han måtte afgive 100.000 m2 islandske klipper og vulkaner.

 

Der blev brugt pibeler

Ja hesten var vitterlig hvid, faktisk så hvid, at den næsten blev lyserød. Den var nemlig en albino. Og heller ikke dette passer. En hest kan ikke blive en albino (Læs mere i artiklen “Kongens hvide hest – endnu mere).
Og det rygte, at det var kalk, man brugte for, at den ikke skulle se for rød ud, var hverken kalk eller rense-væske. Det var såmænd Pibeler. Det bruges i knust form til hvidtning.

Nogle mørke pletter på hesten kunne muligvis skyldes sved.

 

Den hvide hingst fra Visborggaard

I de kongelige stalde havde man på  daværende tidspunkt ingen hvid ridehest. Så måtte kongens ritmester træde til. Han havde en hvid hingst ved navn Malgré
Tout. Den havde Ritmester Knud Danneskjold – Samsøe købt i Frankrig i 1916.

Normalt købte han kun brune heste, men blev overtalt til at købe denne hvide hingst, trods alt. For Malgré Tout betyder faktisk trods alt.
Normalt boede den på godset Visborggaard nord for Hadsund.

Ja navnet hentyder også til, at det hele endte godt for Sønderjylland – trods alt.

 

Kongen takkede personligt hesten

Kongen var endda på visit hos Danneskjold – Samsøe for at sige tak for lån af den hvide hest. Han var ude i stalden, hvor han slog armene om dens hals og kyssede den. Begge hans store lommer var fyldt med sukkerknald. Han viskede i hingstens øre:

• Ja vi to her har et minde sammen, som ingen anden har oplevet.

Og se dette optrin er ganske vist. Det blev oplevet af en, der var på godset samtidig med kongen, nemlig Sognepræst Finn Carpentier Pedersen.

 

Mindesten fra 1925

I mange kilder påstås det, at hesten umiddelbar efter blev slået ned. Det gjorde den først  året efter. Da var den hvide skimmel 14 år gammel. Og kødet blev ikke solgt af den lokale slagter.

Andre påstår, at den blev pensioneret og levede lykkelig til sine dages ende. Den sande version er, at den i 1921 fik dårlige ben og måtte skydes.

Et historisk eftermæle fik den dog. Nogle foreslog endda, at den skulle udstoppes. Problemet var dog, at den var relativ stor. En sådan udstopning ville koste 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre.

Løsningen blev, at der blev placeret en tonstung kampesten på stedet, hvor den blev begravet ved Visborggaard. En højtidelig inskription blev der sat på stenen:

• Den hvide hest – Jeg kongen bar over grænsen hen da Sønderjylland blev dansk igen.

Mindestenen blev ifølge et notat i Hadsund Folkeblad rejst den 5. maj 1925. Og teksten var forfattet af Greve Knud Danneskjold – Samsøe.

Da hesten ikke kunne udstoppes, så  huggede man den ene hov af inden begravelsen. Man lod hoven forsølve og forærede den til kongen, der valgte at bruge den som askebæger.

 

Myterne stammer fra Arveprins Knud

Og det var heller ikke som påstået flere steder, kongens søn, den senere Kong Frederik den Niende, der spredte rygtet. Det var Christian den Tiendes anden søn arveprins Knud, der spredte rygtet. Han havde angiveligt fået noget hvidt på sine bukser.

Prins Knud red ved siden af sin far. Han var med til at forstærke myterne om den hvide hest. Ja han påstod, at den var malet til lejligheden.

 

Den røvede datter var pastoren

Den pige som kongen tog op var ikke en tilfældig pige, men Pastor Barens plejedatter
fra Højer. Det vil sige, at på det tidspunkt var hun endnu ikke sammen med hendes plejefar og plejedatter flyttet til Højer.  I digtet om Sønderjylland
skrev Henrik Pontoppidan

• Det Lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage; en røvet datter dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.

Det var kun meningen, at pigen (Johanne) skulle give kongen blomsterne. Meningen var ikke at hun skulle op på hesten sammen med ham. I forvejen havde nerverne spillet pigen et puds. Der var mange mennesker, og hun var meget spændt. Og det var rigtig, at hun græd. Hun var faktisk temmelig utryg ved hændelsen.

Hun var selvfølgelig klædt i hvidt og havde de blomster i favnen som hun skulle overrække kongen, men denne holdt sig ikke til manuskriptet.  Mon ikke kongen fik mellidenhed med hende, for han holdt kontakten ved lige i mange år. Hun fik bl.a. en konfirmationsgave af kongen. (se artiklen Pigen fra Højer).

Johanne blev i 1915 overladt til børnehjemmet i Erlev, hvor også hendes storebror var. Men det lykkedes hurtig at finde et godt hjem til Lille Johanne. Det var hos Pastor Braren i Åstrup, senere Højer.

Hermed bragte vi på  talrige opfordringer den forhåbentlig sande historie omkring kongens hvide hest.

Og heller ikke dette er helt sandt. For kongen opdagede ikke, at Johanne græd. Det fremgår, af kongens dagbog. Hele kongens ridetur have vi beskrevet i flere artikler i kategorien “Indlemmelse, Afståelse og Genforening” . Under kategorien “Aabenraa” kan du læse flere artikler om Jomfru Fanny. Og så er der også en artikel om Johannes plejefar, der blev vred.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 143 artikler 

 

• Pigen fra Højer (under Højer)
• Den sure præst fra Højer (Under Højer) 
• Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Kongens Hvide Hest – endnu mere (2) 

Redigeret 6.01.2022