Konfiskation af tysk ejendom

Tysk og japansk ejendom blev konfiskeret i Danmark. Man måtte beholde værdier for 2.000 kr. Danske sydslesvigere havde mange værdier i Danmark. ”Skandaløs konfiskation af tysk ejendom”, sådan lød det i en kronik. Praksis var generel streng. Politikerne klagede over ordvalget. De danske politikere var i en dobbelt rolle. I Sønderjylland var rapporterne ”farvet”. Man skulle være dansksindet. Værst for enlige kvinder og børn, hvis mænd var udvist. Ejendomme blev solgt til en brøkdel af prisen. Mange eksempler på afvigende afgørelser. Tilbageholdene med dispensationer i Sønderjylland. Politimester Brix havde tiltaget sig for mange beføjelser. Jordkampen i Sønderjylland. Sagen fra Kravlund.

Tysk og japansk ejendom blev konfiskeret i Danmark

Under 2. verdenskrig aftalte de tre allierede, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, at tysk ejendom uden for Tyskland skulle konfiskeres som følge af krigsskadeerstatningen fra Tyskland.

Det tyske rige troede på en sejr til det sidste. Der er intet, der peger på, at de ville bringe værdier i sikkerhed uden for Tyskland. Selvfølgelig var der enkelte, der forsøgte at bringe private værdier ud.

Danmark fastfrøs umiddelbart efter kapitulationen alle tyske bankindeståender. Alle tyske aktieselskaber blev sat under administration eller ført i likvidation. Desuden udsendte Handelsministeriet en bekendtgørelse af 2. juni 1945 om, at al tysk og japansk ejendom skulle anmeldes til Direktoratet for vareforsyning.

Man var således i sommeren 1945 fra dansk side således helt indforstået med, at tysk ejendom skulle registreres og fastfryses. Men man havde ingen fornemmelse af, at de allierede havde planer om at konfiskere tysk ejendom i Danmark.

Men i november – december 1945 lagde det amerikanske og britiske gesandtskab et voldsomt pres på den danske regering og tvang dem til at gennemføre en konfiskationslov, der omfattede al tysk ejendom i Danmark.

Man måtte beholde værdier for 2.000 kr.

Man kunne søge dispensation. Men hvis man ikke kunne få den, kunne den pågældende tyske statsborger udtage:

• Fornødne gangklæder, linned, senge og sengeklæder, samt indbogenstande, der efter forholdene er nødvendige for opretholdelse af et tarveligt hjem.

Men værdien måtte ikke overstige 2.000 kr. Alt andet blev konfiskeret.

Men se i Sønderjylland var der lidt specielle forhold. Her var tyske statsborgere ofte

• Personer, der var født i Sønderjylland, men tilfældigvis havde opholdt sig kortere eller længere tid uden for Sønderjylland, f.eks. nord for Kongeåen, i perioden 1. oktober 1918 til 15. juni 1920, og derfor ikke automatisk var blevet danske statsborgere.

• Mænd, der efter 1920 var indvandret fra Slesvig-Holsten for at gifte sig med en sønderjysk kvinde.

• Og for et lille fåtals vedkommende personer, der bevidst havde valgt at bibeholde deres tyske statsborgerskab efter Genforeningen.

Mange værdier i Danmark

Der var også mange lige syd for grænsen, der havde store værdier i Sønderjylland. Det var bl.a. ejendomme, som havde været i familiens eje længe før 1920.

Den dansksindede avis, Flensborg Avis havde værdier i Danmark på ca. 500.000 kr.

I 1959 blev organisationen omkring den praktiske gennemførelse af konfiskationen nedlagt ved lov. Men da var der et efterslæb af sager, så egentlig var organisationen først nedlagt i 1961.

I den 13 – årige periode, hvor sagerne blev behandlet, blev gennemførelsen drastisk ændret.

Det samlede antal sager udgjorde knap 20.000, hvoraf 3.500 sager blev annulleret eller overført til andre sager.

Skandaløs konfiskation af tysk ejendom

Den hidtidige forsknings vurdering konkluderer, at Danmark administrerede loven meget strengt. Men denne vurdering baserer sig primært på enkeltsager, som har spillet en fremtrædende rolle i den offentlige debat. Opfattelsen var, at tyske statsborgere fik frataget deres ejendom. Men nu handler det nok også om, hvem det er man spørger.

Ditlev Tamm skrev en kronik i Jyllands – Posten den 26. april 1997:

• Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom

Han skriver, at konfiskationen skete automatisk uden at overveje, om der var tale om tysk, fjendtlig ejendom. Først derefter skulle man bevise, at man ikke havde gjort noget forkert eller opført sig fjendtlig over for Danmark.

Praksis var generel streng

I Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 45 har historikeren Joachim Lund i en artikel beskrevet, hvorledes der kunne dispenseres, når der var tale om ejendom tilhørende tyskere, der havde været forfulgt af det nazistiske regime. Han konkluderer at praksis generelt var streng.

Lund skriver endvidere, at antinazistiske familiers ejendom blev konfiskeret, og at andre motiver end de rent økonomiske formentlig spillede ind, f.eks. når kvinder, der havde giftet sig med tyske soldater fik konfiskeret deres opsparing, blot fordi de ved giftemålet automatisk havde fået tysk statsborgerskab.

Opfattelsen i dag især blandt de ældre hos de tysksindede er, at man administrerede særdeles strengt, og at tyske statsborgere fik frataget alt, hvad de ejede.

Politikerne ønskede andet ordvalg

Tyske værdier i Danmark blev antaget til at udgøre ca. 114 mio. kr. og japanske 100.000 kr. Der var massiv modstand mod lovforslagets overskrift:

• Lov om konfiskation af tysk og japansk ejendom.

Samtlige ordfører ønskede en ordlyd, der var begrænset til:

• Tysk, fjendtlig ejendom

De danske politikere i dobbelt rolle

Minister for særlige anliggender, Per Federspiel måtte rejse til London i januar 1946 for at gøre opmærksom på de særlige danske forhold. Han fik at vide, at danskerne skulle gå så stille med dørene som mulig.

På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter – så meget desto mere, fordi samarbejdspolitikken under besættelsen ikke decideret havde fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end nødvendigt.

Opfattelsen blandt danske beslutningstagere var, at Tyskland nok ikke var slagent og udbombet, men at landet erfaringsmæssigt altid rejste sig efter sine nederlag. Dermed kunne man sagtens igen true Danmark.

Man ville både tage hensyn til spændingerne i grænselandet og sikkerhedspolitikken over for tyskerne.

Man måtte søge dispensation

Loven var ikke rettet mod medlemmer af det tyske mindretal, hvis de havde dansk statsborgerskab. Mindretallets organisationer blev heller ikke ramt af konfiskationsloven ligegyldig om de var nazistiske eller ikke, medmindre der var tysk kapital indblandet.

Loven ramte heller ikke pengemidler, der over den dansk – tyske clearing var blevet tildelt det tyske mindretals organisationer. Disse beløb blev krævet tilbagebetalt den danske stat af Revisionsudvalget for tyske betalinger, som intet havde med kommissarius at gøre.

For tyske statsborgere gjaldt, at deres ejendom 30. marts 1946 blev konfiskeret. Hvis de ville have ejendommen tilbage, skulle de ansøge dispensationsnævnet om fritagelse for konfiskation. Mens deres sag blev behandlet var deres midler båndlagt og kun det nødvendigste blev bevilliget udleveret.

Dispensationsandraget blev af nævnet sendt til den lokale politimyndighed, som ud fra egen vurdering og ved at udspørge alle i lokalområdet udfærdigede en politirapport.

I Sønderjylland var det ”farvet”

Især i Sønderjylland var denne ofte farvet af det betændte forhold mellem dansk og tysk.  Således var udtalelser som ”tysksindet” og ”nazistisk indstillet” ofte forekommende i beskrivelsen af ansøgeren. Ofte blev det dog ikke konk ret beskrevet, hvorfor man lige havde valgt denne fremstilling.

Personer så ikke indstillingen og kunne ikke argumenterer for eller imod. Disse negative udtalelser blev gengivet ved hver ny behandling i dispensationsudvalget. Man brugte bl.a. Centralkartoteket i behandling af sagerne. Og dette kartotek var ofte fejlbehæftet.

Fra midten af 1950erne fik ansøgningerne lov til at se argumenterne. Men man viste dog ikke embedsmændenes kommentarer.

Drejede det sig om folk fra Sydslesvig, ja så blev Sydslesvigsk Forening gennem Det danske Generalsekretariat i Flensborg bedt om en udtalelse.

Man skulle være dansksindet

Man lagde vægt på, at man var dansksindet, kom fra en dansksindet familie, om eventuelle arvinger var danske, at vedkommende ikke tilhørte nazistiske organisationer, ikke havde sat sine børn i tysk skole, ikke havde haft tyske soldater som kærester, at man ikke havde deltaget i tyske møder, ikke havde optrådt provokerende over for naboer eller været medlem af uniformerede korps, og hvad der var vigtigt, ikke blev omtalt som tysksindet eller nazistisk indstillet af sine naboer.

Der var fra start to hovedregler, som næsten udbrudt blev opretholdt under hele perioden fra 1946 til 1961:

• Blev en tysk statsborger dansk statsborger, fik han samtidig dispensation

• Hvis en tysk statsborger i 1945 var blevet udvist af Danmark i 1945, fik han aldrig dispensation. I 1945 sad udvisningerne meget løst.

Kone og børn i krise

Nogle af de udviste efterlod kone og børn i Danmark. De blev nu efterladt i dyb fattigdom efter konfiskation af bolig og næsten alle ejendele. De havde i forvejen mistet forsørgeren.

Efter en del år, blev disse tilfælde omfattet af begrebet ”delvise dispensationer”. Så fik de halvdelen af formueværdien tilbage.

En brøkdel af vurderingsprisen

Priserne ved salget af indboet som i mange tilfælde var den største formueværdi, familien ejede lå som regel på en brøkdel af vurderingsprisen. Det beløb, der blev udbetalt som månedlige ydelser, indtil afgørelsen på dispensationen forelå, blev fratrukket de 2.000 kr.

Der var i loven ingen begrænsninger i antallet af ansøgninger om dispensationer.

Ejendomme blev først tilbudt ministerier, politi, hæren og andre offentlige myndigheder for ejendomsskyld med tillæg af 20 pct. Hvis der ingen køber var her, blev den sat til salg gennem offentlige lukket udbud.

I tilfælde af, at der senere blevet givet dispensation for de landbrugsejendomme som Statens Jordlovsudvalg havde overtaget, men ikke solgt videre, og hvis ejendommen her i landet havde tilhørt en tysker, tilbagekøbte kommissarius ejendommen fra jordlovsudvalget.

Dispensationsudvalget behandlede i alt 5.600 sager. En stor del af sagerne drejede sig om firmaer og organisationer.

Mange eksempler på afvigende afgørelser

Alle sager blev behandlet ud fra en individuel vurdering. Man forsøgte at behandle sagerne ens. Men der er talrige eksempler på afvigende afgørelser. Den første gruppe, der fik dispensation var danskfødte kvinder, som på grund af ægteskab med en tysker blev tysk statsborger.

De eneste, der ikke fik dispensation var kvinder, der var gift under krigen, og som havde deres ægtefælle i Tyskland, samt hvis de herhjemme havde provokeret naboerne ved dette ægteskab.

Tilbageholdene med dispensationer i Sønderjylland

Med hensyn til de sønderjyske sager var man stadig tilbageholdene med at give dispensation. I slutningen af 1950erne blev praksis i Sønderjylland ligesom i hele landet. Nu fik de meget farvede indberetninger fra politimestrene mindre betydning.

Tilbage i Sønderjylland var en gruppe som havde optrådt uniformeret, som havde været medlem af NSDAP-N, som havde omgikkes tyske soldater/officerer, eller som havde ytret beundring for Hitler og nazismen. De fik normalt ikke dispensation.

Politimestren med for mange beføjelser

Med hensyn til ejendomme i Danmark tilhørende sydslesvigere opstod der kompetencestridigheder. Politimester Brix, Aabenraa som tillige var politikommandør for Sydjylland og leder af den dansk-tyske grænsebevogtning havde efter eget udsagn fået til opgave fra dispensationsnævnet – det vil sige departementschefen i justitsministeriet – rigspolitichefen og jordlovsudvalget at udføre en politimæssig undersøgelse i Sydslesvig.

Generalkonsulent Ryder i Flensborg fandt dette stærkt provokerende og mangel af respekt over for landegrænser. Han mente, at dette kunne fremprovokere irritation hos både tyske myndigheder og enkeltpersoner.

Det viste sig, at disse beføjelser havde politimesteren aldrig fået. Fremgangsmåden blev nu, at Sydslesvigsk Forening skulle høres i hver enkelt tilfælde. Konfiskationen havde medført stor bitterhed og uro. Ejerne, der havde jorde både syd og nord for grænsen fik store driftsmæssige problemer. Hele 120 sager af denne art skulle gennemføres.

Praksis blev efterhånden, at medlemskab af Sydslesvigsk Forening medførte automatisk dispensation.

Jordkampen i Sønderjylland

Tidligere her på siden har vi skrevet om Vogelgesang. Det er også historien om en ”Jordkamp” i Sønderjylland. Tyskerne forsøgte ved opkøb af germanisere området. Det var ikke noget nazisterne stod bag ved. Men fra dansk side fik man nu en kærkommen lejlighed til at få al jord tilbage på danske hænder.

Efter Genforeningen i 1920 havde staten fra den tyske stat overtaget de såkaldte domænegårde. Disse udstykkede Statens Jordlovsudvalg til husmandsbrug. Det var i den tid, hvor de sønderjyske landmænd ikke havde det specielt godt. Det var bl.a. fordi man nu skulle i gang med at omlægge til danske forhold.

Det var en af de ledende i det tyske mindretal, pastor Johannes Vodder, der mente, at nu kom kapitalstærke danskere til landsdelen. De havde pengene. Og disse forhold ville vanskeliggøre grænserevisionen.

Derfor opstod Kreditanstalt Vogelgesang i 1926. Det var forskellige finansieringsselskaber, der stod bag. Men den tyske stat havde nu også skudt penge ind i foretagenet. Aktieselskabet Höferverwaltungsgesellschaft (HVG) skulle overtage driften og eventuelt videresalg af de gårde Kreditanstalt Vogelgesang måtte overtage, hvis låntagerne ikke mere kunne betale deres skyld til kreditforeningen.

Forpagtningen var betinget af, at forpagteren sendte sine børn i tysk skole eller på andre måder deltog i det tyske mindretals aktiviteter.

Den 9. maj 1945 blev Kreditanstalt Vogelgesang og HVG’s kontorer i Haderslev beslaglagt. HVG var ejer af 83 gårde og 17 jordarealer uden bygninger, som HVG havde overtaget på grund af misligholdelse af pantehæftelser til Kreditanstalt Vogelgesang.

Politisag blev indledt

Hvis en person ønskede at erhverve en konfiskeret ejendom, indkaldtes der rutinemæssig en politimæssig undersøgelse af den pågældende. Hvis der på nogen måde var noget at sige om denne person i national henseende fik de pågældende ikke tilladelse til at købe ejendommen. Ingen af de tidligere forpagtere af Höferverwaltungsgårde kom igennem dette nåleøje.

Sagen fra Kravlund

Det mest grelle eksempel var en forpagter af en gård i Kravlund ved Tinglev i starten af 1949. Han ønskede at købe gården, når forpagtningen udløb i 1949. Politirapporten fra marts 1949 angav at flere naboer, som deltog og helst ville være anonyme, og derfor ikke havde optrådt med navn i rapporten, betegnede ham som ”meget galt tysksindet” og med ”nazistiske sympatier”. Men der var ikke angivet noget om, hvorfor.

Ellers var der ikke noget at udsætte ham for. På grundlag af denne rapport afslog Jordlovsudvalget, som fik gården overdraget ved forpagtningens ophør at sælge gården til ham.

Politirapporten blev dog modsagt af sognerådsformanden og 33 andre naboer, af hvilke langt de fleste var dansksindede. Den 27. februar 1950 skrev de til statsministeren for at protestere imod, at forpagteren ikke kunne købe gården, som han havde overtaget fra sin far og siden 1934 havde forpagtet fra HVG.

Forpagteren tilhørte det tyske mindretal, men han havde aldrig været medlem af tyske eller nazistiske organisationer, og der var intet at udsætte på ham under besættelsen.

Statsministeriet sendte sagen til handelsministeriet som sendte den rundt mellem kommissarius, det lokale politi og Statens Jordlovsudvalg i ni måneder. Men Statens Jordlovsudvalg som havde fået en kopi af brevet til statsministeren direkte tilsendt fra de 34 lokale handlede hurtigt og skyndte sig at forpagte gården fra 1. april 1950 og 8 år frem til en dansksindet.

Dermed var sagen lukket, og ingen af de involverede myndigheder ønskede at røre ved den. Handelsministeriet skrev til sognerådsformanden:

• At man ikke har mulighed for at ændre de af Statens Jordlovsudvalg som ejer af ejendommen foretagende dispositioner over for denne.

Der er lignende sager. Og en enke vandt også en sag i Højesteret over en ejendom, der var taget fra hende.

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger (div. Udgaver)
• Kirsten Lylloff: Konfiskation af tysk og japansk ejendom i Danmark
• Hans Schultz Hansen: Dansk Jord på danske hænder
• Henrik Becker-Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig 1920 – 1932 1-2
• Hans Kirchhof. Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
• Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjylland under krig og besættelse 1940 – 1945
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Div. Artikler på dengang.dk

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du i alt læse 1.372 artikler heraf 272 artikler fra Besættelsestiden (før/under/efter):

• Retsopgøret i Sønderjylland
• Overvågning i Sønderjylland
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Det tyske mindretal
• Opgøret efter 1945
• Tyskerluder og Drageyngel
• Den sønderjyske politiadjudant
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Ønskede og uønskede efter besættelsen
• Har tyskerne betalt deres krigsgæld?
• Gerningsmænd og ofre
• Et mindretal under besættelsen
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Centralkartoteket – kunne man stole på den? og mange flere