Kommunehospitalet – i begyndelsen

Der var allerede to hospitaler. Resultatet var ganske imponerende. Topmoderne ventilationsanlæg. Flere og flere patienter blev indlagt. Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet. Man ønskede damer af de bedre klasser. Læretiden var kun et år. Betalings – hospital. Fem måltider om dagen. Kosten var en del af behandlingen. Ikke alle måtte få kaffe. En speciel slags snaps. Masser af damp i køkkenet. Grødomslag. Store lønforskelle. Man kunne ikke drikke vand. Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt. Et rygefrit område. Portøren kunne tjene lidt ekstra. De bedrestillede havde enestuer. Kommunehospitalet var klasseopdelt. En streng disciplin både for patienter og ansatte.  

 

Der var allerede to hospitaler

Allerede inden et stort udbrud af kolera ramte København i 1853, havde nogle læger offentligt kritiseret de dårlige hygiejniske forhold i byen og følgerne for sundheden.

København havde Frederiks Hospital i Bredgade, der blev oprettet i 1757 og var beregnet til at yde ubemidlede patienter fri kur og pleje.

Almindeligt Hospital i Amaliegade blev åbnet i 1769 og var en stiftelse for byens fattige. Med tiden blev der indrettet flere og flere pladser til fattige syge. Ja og så var der også et lille børnehospital i Rigensgade.

 

Krigsministeriet tog det ikke så tungt

Krigsministeriet slog sig i tøjret for det område man havde udpeget til det kommende Kommunehospital lå i befæstningsterræn og skulle kunne ryddes i krigstilfælde. Men da man samtidig var gået i gang med at nedlægge fæstningsværkerne omkring byen tog man det ikke så tungt.

Og det var arkitekt Christian Hansen, der blev udpeget. Han havde erfaringer fra Grækenland, hvor han havde arbejdet for den græske kong Georg, der oprindelig var prins af Danmark.

 

Resultatet var ganske imponerende

Koleraens hærgen gjorde det endnu mere tydeligt, hvor vigtigt lys og luft, rent vand og gode kloaker er. Det førte blandt andet til opførelsen af Kommunehospitalet. Det blev indviet i 1863.

Resultatet var ganske imponerende. Der blev plads til 844 patienter. Der var 60 stuer med plads til 10 senge. 24 stuer med 5 senge. 9 stuer med 2 – 3 senge og 36 eneværelser. Ja så var der jo også lige 20 celler til sindssyge patienter.

Det var blandt de største bygningsværker i datidens København. I største svarede det nok til Christiansborg. Hospitalet er bygget efter princippet med længdekorridorer og alle sygeværelser vender mod syd (solsiden), mens korridorerne vender mod nord.

 

Topmoderne ventilationsanlæg

Der blev indrettet 4 afdelinger, en kirurgisk, en afdeling for hud – og kønssygdomme samt to medicinske afdelinger.

Hospitalet var topmoderne med ventilationsanlæg, rindende vand på patientstuerne og vandklosetter. Det sidste var ganske enestående. For almindelige borgere blev det først lovlig at installere wc i 1890erne, da kloakeringen på den tid lod meget tilbage at ønske.

Hospitalet var indrettet i en mands – og en kvindeside, der hver havde tre underafdelinger, en medicinsk, en kirurgisk og en for hud- og kønssygdomme.

Ja så kom der jo også arbejderboligerne i Brumleby som ”Kartoffelrækkerne”, hvor lys og grønt var i fokus. Kommunehospitalet blev dog hurtigt for lille. Ikke bare steg befolkningstallet fra 155.143 i 1860 til 411.000 i 1901.

 

Flere og flere patienter blev indlagt

Hospitalsvæsnet blev også mere belastet af, at det blev gratis og en pligt at blive behandlet for kønssygdomme. Loven om sygekasser blev ændret i 1892 og gav større adgang til at blive behandlet på et hospital.

Flere patienter blev behandlet på et hospital og flere patienter blev indlagt, fordi lægerne blev bedre til at behandle sygdomme, de tidligere ikke kunne helbrede eller mildne. Københavns Kommune reagerede ved at opføre nye sygehuse som Øresundshospitalet som karantænehospital og Blegdamshospitalet, hvor Panum Instituttet nu ligger. Sidstnævnte hospital blev brugt som epidemisygehus fra 1879.

Kommunehospitalet blev det førende hospital for medicinsk udvikling. For eksempel var det her, overkirurg Mathias Hieronymus Saxtorph for første gang herhjemme brugte en karbolspray under en operation for at holde luftens skadelige kim borte.

Den første operationsstue blev hurtigt utilstrækkelig, og i 1888 tog man en ny operationsstue i brug, der var indrettet efter de nyeste hygiejniske principper. I løbet af 1890erne blev et større areal inddraget til operationsstuer.

 

Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet

Kommunehospitalet var det første hospital, hvor man var begyndt at uddanne sygeplejersker. Det vil sige, at det var på Diakonissestiftelsen, der var blevet stiftet samme år som Kommunehospitalet blev etableret, at man begyndte den første systematiske uddannelse af sygeplejersker. Men for kvinder, der ikke ønskede at indtræde i et religiøst fællesskab, var muligheden der først i 1876.

På mandsafdelingerne 4. og 6. afdeling var der ansat mandlige plejere. Og i begyndelsen på Kommunehospitalet var der ikke tale om en egentlig uddannelse. Der var dels faste stue- og vågekoner, dels løst ansatte. Der var også en badekone, en badepige og en kone med titel af ”medicinkone”.

En stuekone havde ansvaret for en stue med 10 patienter Hun boede i et værelse adskilt fra sygestuen og med adgang fra samme korridor som sengestuerne lå på. Det var en klar forbedring i forhold til Frederiks Hospital, hvor stuekonen boede bag et forhæng på sygestuen.

 

Man ønskede damer af de bedre kredse

De var sikkert gode medarbejdere. Men stuekonen fik også drikkepenge af patienterne mod at give dem særbehandling. Streng ædruelighed var påkrævet, men det var svært at håndhæve. Vågekonerne ude fra byen kom ofte fra en fuld arbejdsdag, og de var trætte. Det gik ud over deres årvågenhed. En vågekone fik 2 mark pr. nat for besværet.

I 1872 gjorde L.I. Brandes sig til talsmand for, at

 

• Damer af de bedre Kredse skulle lade sig uddanne til Sygeplejersker

 

Han gik selv foran ved at tilbyde kurser i sygepleje til unge piger på Almindeligt Hospital.

Da lægen C.E. Fenger blev hospitalsborgmester i 1875, gik han i gang med at indføre det nye system med sygeplejersker på Kommunehospitalet. Fra 1876 blev der antaget unge damer til oplæring i sygepleje. Fengers mål var at forbedre tonen på hospitalet og at afskaffe systemet med drikkepenge.

 

Læretiden var kun et år

Men det hele trak ud. Først i 1905 kom der sygeplejersker på de sidste afdelinger. Nogle af overlægerne var lodret imod ordningen og slog sig i tøjret. En række kvinder blev sat i lære hos stuekonerne. Disse blev så afskediget efterhånden som de nye assistenter blev udlært. Det siger sig selv, at dette skabte et spændt forhold.

Hospitalets reglement gjorde det ikke bedre. I 1878 blev det bestemt, at ”den nye sygepleje” skulle have kaffe om formiddagen, mens det gamle personale fik mælk og brød. Det varede til 1883, hvor også stuekonerne og sygevogterne fik deres formiddagskaffe.

Læretiden var kun på et år. Den pædagogiske metode var en form for sidemandsoplæring, hvor eleven selv måtte gøre sine iagttagelser og lære af egne fejl. Arbejdet gik ud på at gøre arbejdet som den enkelte overlæge ønskede arbejdet.

Eleven fik indskærpet, at hun skulle vise lydighed og ærbødighed mod plejemoderen, som var den ledende sygeplejerske. Man skulle lære at underkaste sig autoriteterne og udføre det arbejde som blev pålagt. Arbejdstiden var 14 timer i dagvagt og 12 timer i nattevagt. Assistenterne delte værelse på afdelingen. Plejemoderen havde to værelser.

 

Betalings – hospital

Da hospitalet åbnede, skulle det tage imod betalende patienter, og patienter skulle behandles på kommunes regning. Syge, der var under fattigforsorg, kunne indlægges med godkendelse fra magistraten. Andre fattige syge, der ikke var under fattigforsorg, kunne også indlægges til gratis kur og pleje på magistratens foranledning. Løsagtige fruentimmer, der skulle behandles for syfilis, blev indlagt af politilægen.

De betalende patienter fordelte sig på tre grupper:

 

• Indenbys patienter på fællesstuerne betalte 3 mark og 8 skilling pr. dag. Det kostede 6 mark ekstra pr. dag at få en enestue og 8 mark ekstra, hvis man ønskede ”bedre Pleie”
• Udenbys patienter betalte noget mere
• Medlemmer af københavnske sygekasser kunne indlægges på fællesstue for 1 mark om dagen. Sygekassemedlemmer, der havde betalt kontingent de sidste tre år, fik fri kur og pleje for sig selv, sin hustru og sine u konfirmerede børn, forudsat at der var ”Trang til stede”, og han fortsat blev stående i sygekasse.

 

Fem måltider om dagen

Det var sandelig også forskel på kosten. Betegnelsen ”pleje” dækkede blandt andet over, hvilken kost patienten fik tildelt. På hospitalet fandtes to former for pleje, almindelig pleje og bedste pleje.

På Kommunehospitalet blev der serveret 5 måltider dagligt:

 

• Morgenmad, Formiddagsmad, Middagsmad, Eftermiddagsmad og Aftensmad.

 

Bevaret er reglementet fra 1890, men der var ikke sket de store forandringer fra begyndelsen. Meget tidligt omkring 6.30 fik man 125 gram sigte – eller franskbrød, 125 gram smør og te, hvis man var indlagt i almindelig pleje og fuld kost.

 

Kosten var en del af behandlingen

Kosten blev anset som en del af behandlingen. Hver dag skulle lægerne indføre i en speciel madbog, hvilken kost patienten var ordineret. Man kunne også få ordineret en ekstra diæt, hvis man var mager og ikke ”udvokset”.

En ekstra diæt bestod foruden af fuldkost af ansjoser, bouillon, brød, smør, mælk, sukker, æg og øl.

Efter morgenmaden vaskede gangkonen de anvendte drikke – og madkar, som det var hendes arbejde efter hvert måltid. Opvasken foregik idet til sygestuen hørende varmekøkken.

 

Ikke alle måtte få kaffe

Der blev ikke serveret kaffe, selv om mange læger ikke længere anså den som skadelig, men som en ”sund og nærende Drik”, hvis man blot ikke overdrev brugen. I enkelte tilfælde kunne man godt få kaffe, men så skulle den ordineres af overlægen. Kaffe blev betragtet som medicin og blev udleveret af apoteket.

Men om natten duftede hospitalets gange af kaffe. Det drak vågekonerne for ikke at falde i søvn. Man måtte dog selv betale for den. Den første personalegruppe, der fik kaffe, var sygeplejerskerne. Først seks år senere fik stuekoner og sygevogtere ret til dette.

 

En speciel slags snaps

Formiddagsmaden blev serveret kl. 9. Den bestod af ¼ pot havresuppe og mælk til hver patient. Sigtebrød eller rugbrød fulgte med. Når klokken lød betød det, at stuegangen var sat i gang, så skulle alle patienter finde deres seng.

Det var ikke ualmindeligt at mændene fik en snaps eller to til smørrebrødet. Det blev betragtet som forebyggende medicin. Men det var nu ikke altid, at lægerne havde denne mening. Når man skulle behandles for delirium (alkoholisk psykose) blev præparatet ”Mixtura Spirituosa” anvendt.

Hvis du har lyst til at blande sådan en, får du her opskriften:

 

• Cognac, kanelvand, en æggeblomme og sukkersaft

 

Hver tredje time fik patienten sådan en ”snaps”.

Havresuppen blev leveret i særlige ”Havresuppespande”. Overopsynsmanden/konen skulle være til stede under udleveringen. Ledelsen mente ikke, at Gangkonerne selv kunne håndtere dette.

 

Masser af damp i køkkenet

Man havde noget der hed ”Opheisningen” (Køkkenelevatoren). Det var en sjælden lettelse i personalets arbejde. Udleveringsrummet i stueetagen lå ved siden af ”Dampkøkkenet”. Dette var Kommunehospitalets centrale køkken. Dette var så opdelt i et koge – og et stegekøkken.

Her var en række dobbelte kobberkedler til madlavning. De blev opvarmet ved hjælp af damp, der under tryk blev ledt ind i rummet mellem to kedler. Ulempen ved disse var at der kunne udvikles så meget damp, at man ikke kunne se fra den ene kedel til den anden. Helt ufarlige syntes de heller ikke at have været.

 

Grødomslag

To gange om dagen kl. 7 om morgenen og kl. 7 om aftenen bragte køkkenkarlen omslagsgrøden ud til afdelingerne. Når grøden skulle anvendes, blev den blandet med stoffer, som behandlingen krævede. Derefter bliver den fyldt i særlige ”omslagsposer”

Således var der i f.eks. ”blødgrødende grødomslag” tilsat hyldeblomst, kamilleblomst, altæarod og hørfrø. Sådanne omslag blev anvendt til behandling af hudlidelser og svulster.

 

Store lønforskelle

Husholdersken fik en årsløn på 300 rigsdaler samt fri bolig på hospitalet inklusive brændsel og belysning. Det øvrige køkkenpersonale bestod af en overkokkepige, tre kokkepiger og to køkkenkarle. Overkokkepigens løn var på 40 rigsdaler halvårligt. Det var dobbelt så meget som årslønnen for de tre kokkepiger, som hver fik 20 rigsdaler halvårligt. De mandlige køkkenkarle fik hver 30 rigsdaler. De fik desuden kost og logi.

Når hospitalet var fuldt belagt, skulle dette personale lave mad til over 800 patienter samt til en stor del af personalet til 205 personer.

Det gik ikke altid helt godt. Således anmeldte 4. afdelings overlæge i 1883 til lægerådet, at der efter middagsmaden den 4. juni opstod 95 tilfælde af diarre på afdelingen.

 

Man kunne ikke drikke vand

Middagsmaden bestod af to retter, en forret og en hovedret. I almindelig pleje skiftede man mellem ni slags formad og ni slags eftermand. Hvem femte dag fik man samme hovedret. Om søndagen blev der serveret byggrynssødsuppe eller risgryns-sødsuppe og kalve – eller oksesteg med kartofler.

Drikkevandet blev betegnet som ”ålesuppe”. Det var ofte af ret klumpet karakter. Hospitalet fik sit drikkevand fra det nye vandværk på Vester Farimagsvej, mens vand til udskylning og badebygningen blev hentet fra Sortedamssøen.

Skulle man have noget at drikke, ja så drak man først og fremmest øl. Også de ansatte havde ret til øl. De mandlige fik en øl om dagen. De kvindelige fik en halv øl.

Hospitalet indkøbte i 1865 157 tønder godtøl samt 58 ½ tønder hvidtøl og 11 ½ tønder dobbelt øl. De patienter, der havde enestue, havde ret til vin til maden.

 

Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt

Havresuppe blev serveret kl. 16. Om folk havde sovet middagssøvn, vides ikke. Det var ikke alle læger, der syntes at dette var særlig sundt. I en af de mange sundhedsbøger fra dengang hed det sig:

AC

• Middagssøvn burde enhver afholde sig fra da den forstyrrer Fordøjelsen og giver Anledning til forskellige Underlivssygdomme.

 

Et rygefrit område

I 1864 var 1.061 af de i alt 8.342 indlagte patienter under fattigvæsnets forsørgelse. Hertil kom 2.517 patienter, som ikke selv kunne betale for deres indlæggelse. Det måtte det offentlige tage sig af. Næsten 43 pct. af patienterne kom fra yderst beskedne kår, hvor sult og sparsom kost hørte til dagens orden.

Dengang i 1860-70’erne var rygning et mandeanliggende. Kommunehospitalet var røgfrit. Det var heller ikke tilladt for patienterne at bruge snus, skrå eller røgtobak i hospitalets værelser eller på gangene.

Retiraderne nævnes ikke i den forbindelse. Men de var næppe et tilflugtssted for rygerne, sådan som senere tiders rygeforbud har medført. Forbuddet gjaldt også for de besøgende.

Rygning blev dog i 1860erne betragtet som sundhedsfarligt. Tobakken blev tillagt mange positive egenskaber. Den blev anset for et glimrende middel mod tandpine. Men den tilstand som, dem der røg for mange cigaretter kunne komme i, blev anset for skadelig.

 

Portøren kunne tjene lidt ekstra

I 1870 så lægerådet sig nødsaget til at forbyde besøgende at medbringe ”Vindruer, Appelsiner, Saftevand m.v.” til patienter på fællesstuerne medmindre der forelå en tilladelse fra overlægen.

Portøren havde en ekstra grund til at hindre besøgende i, at medbringe mad- og drikkevarer. Han havde nemlig tilladelse til at have udsalg af mælk, fløde, te, kaffe, sukker, hvedebrød og øl. Gennem dette salg kunne han indtjene en del af sin løn.

Med tiden udviklede der sig en hel handelsplads ude foran portene.

Patienterne på 10 – sengs fælles- stuerne måtte dårligt forlade stuen. Det var ikke helt let at være patient dengang. Der var også grænser for, hvilke spil man måtte spille.

 

De bedrestillede ville have enestuer

Det var et moderne og fremsynet hospital båret af en moderne tidsalders sundhedsidealer og lægevidenskabelige revolutioner. Man indførte insulinbehandling, kirurgiske indgreb, psykiatrisk diagnostik og undersøgelser af hjertes kranspulsårer. Hospitalet var også det første herhjemme, hvor man indrettede en patologisk afdeling, en øjenafdeling, en brandsårsafdeling og en røntgenafdeling.

De bedrestillede borgere kviede sig ved tanken om at dele hospitalsstuer med underklassen, men de kunne så mod betaling få enestue.

 

Kommunehospitalet var klasseopdelt

De løsagtige og de offentlige fruentimmere – altså byens prostituerede – var henvist til Almindelig Hospital, ligesom fattiglemmer, der led af fnat, skurv, utøj eller andre uhelbredelige sygdomme. Kommunehospitalet var et strengt klasseopdelt sted.

Der hang store skilte ned fra væggene, der fortalte, hvordan patienter skulle opføre sig. Der var ingen tvivl om, at der herskede skrappe regler for patienternes gøren og laden. I reglementet fra 1863 står der fx om fællesstuerne, at patienterne skulle:

 

• Iagttage Rolighed, Renlighed og Sømmelighed saavel i Sygestuerne, Gangene og Gaardene som i Badene og Andetsteds i Hospitalet.

 

En streng disciplin

Der herskede en streng disciplinen på selve sygestuerne. Selv patienternes læsestof var der regler for. ”Usædelige og anstødelige” bøger og blade blev beslaglagt, ligesom der var forbud mod terningespil, kortspil og ”klink”.

Patienterne måtte ikke uden lægelig tilladelse besøge hinanden og heller ikke trække frisk luft i de nye rekreative gårdhaver. Kl. 20 skulle der være ro på stuerne, og derefter måtte patienterne hverken tale sammen eller have lyset tændt.

Der er sket mange om – og tilbygninger gennem tiden. Den 1. maj 1999 blev Kommunehospitalet lukket som hospital og bygningerne sat til salg. Så blev der rejst en fredningssag, der dog kun omfattede de ældre bygninger.

 

Kilde:

• Bispebjerg Hospital 100 år
• Sigurd Jensen: Københavns Hospitalsvæsen 1863 – 1963
• Historiske Meddelelser fra København
• Ole Højrup: Landbokvinden
• Jan Møller: Borger i Klunketidens København
• Clausen m.m.: Velfærdsstaten i krise
• Ifversen m.m.: Fra hospital til universitet
• dsr.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.540 artikler herunder:

Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:

• Epidemi på Nørrebro
• Et Epidemihospital på Nørrebro
• Kolera på Nørrebro 1853
• Blegdamshospitalet på Nørrebro
• Et hospital på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro

Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:

• Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro
• Brumleby på Østerbro

Under København (163 artikler) ligger bl.a.:

• Da det lugtede i København
• Begravelser i København
• Død eller skindød
• Bispebjerg Hospital – dengang
• Drikkevand til København
• Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• Pest i København

Under ”Andre Historier” (52 artikler) ligger bl.a.:

• De frygtelige sygdomme
• Pandemi, Epidemi og Udbrud