Livet mellem 1850 – 1870. Fri næring. Litterær debut med 200 års forsinkelse. De første badeanstalter. Den første julemand. Nyt materiel til brandvæsnet. Nye udstillingsvinduer. Overbefolkning. Københavns Skøjteløberforening. Zoologisk Have udvider. Madam Mangors kogebog. Når Fruentimmer dyrker sport. Farvel til Natholdet. Piger til salg. Stop for smugleriet.

 

En anden historie

Her på dengang.dk starter vi en ny serie, der handler om livet i København. Det handler om historier, der normalt ikke finder vej til de store overskrifter. Her kommer så første del, der omhandler livet mellem 1850 – 1870. Som det vil ses. var livet her i København vidt forskelligt fra det liv, der blev ført i Sønderjylland.

 

Stop smugleriet

I 1850erne var mange byer indhegnet med plankeværker og fæstningsværker. Hver by var et lukket toldområde. Varer, der blev ført til byen var belagt med afgifter til staten. Det kaldtes konsumtion eller accise, som skulle betales ved byporten. Ja egentlig kunne man kalde det datidens moms.

For bønderne var det nu ikke så smart. De måtte holde i lange køer med deres vogne, mens posekiggerne havde travlt. Disse kiggede også efter smuglervarer. Og de havde god grund til at være mistænksom. Man smuglede for et godt ord, ja det var nærmest gået sport i det.

Det gav en god indtjening til statskassen, men de liberale betragtede det som et fordyrende mellemled. Og sådan noget lammede erhvervslivet. Man mente
simpelthen, at det skulle ophæves. Bompenge og skillingstold til kommunen måtte også afleveres.

Men
så let var det ikke. I København var byportene en del af befæstningen. Militæret vende det døve øre til, når der kom klager. Københavnerne betragtede militærets jerngreb som et levn fra enevælden.

Men
da regeringen Ørsted faldt, overgav militæret sig overraskende hurtigt.

 

Fri næring

To gange om året – den tredje tirsdag i april og oktober – var det flyttedag. Det betød at alle, der ville flytte gjorde det på en gang.

Et
festligt indslag i dette var håndværkerlavenes skilteflytning. De fleste lav havde ingen fast lavshus. Man holdt til hos oldermanden, som var lavets formand. Når der så blev valgt ny oldermand, skulle alle lavets sager, dokumenterne, drikke krus m.m. flyttes. Og det skete i et stort optog med skiltet i spidsen.

Siden oldtiden havde erhvervslivet været organiseret i lav – mesterlav og svendelav. Regeringen holdt godt nok øje med dem, om de snød med priser m.m., men ellers passede man sig selv.

Lavene regulerede sig selv og fandt hurtig ud af, om der var fuskere i blandt dem. Man havde også interne kvalitetskontroller. Der var dog stærke politiske kræfter for, at bekæmpe disse lav.

I 1857 trumfede de liberale næringsfrihedsloven igennem. Håndværkerne var forfærdede. Man vedtog en femårig overgangsperiode. Men derefter havde man fri ret til at etablere sig. Døren stod på vid gab.

 

Piger til salg

Skulle man besøge nogle bekendte i for eksempel Ny Adelgade, skulle man passere hele rækker af af stillestående eller frem – og tilbagegående kvinder. Ja nogle spærrede endda fortovet for en.

Her var Københavns ynkværdigste og hæsligste laster. Næsten lige så lang tid man kan erindre tilbage i Københavns historie kan man huske Kvindens ældste erhverv.

 

I middelalderen fandt man pigerne med deres let kendelige farvede huer i Rosengården ved Nørreport. I Holbergs tid var bordelværtinden
madam Duuse og hendes stadsmøer nærmest et begreb.

Anerkendt var prostitution aldrig, når fordomme og moral tog hinanden i hånden. De mandelige kunder var selvfølgelige sagesløse. Da deres naturlige behov selvfølgelig skulle dækkes, måtte systemet i sidste ende tolereres.

 

Ved 1800 – årenes midte havde man fundet en slags balance. Man så bort fra forargelsen. Man lod frygten for kønssygdomme diktere den offentlige holdning. Her skulle den letlevende dame lade sig kontrollere regelmæssig hos politilægen. Han havde konsultation en gang om ugen. Fra 1853 hele to gange om ugen.

Hvis hun forsøgte at unddrage sig kontrol, blev hun til gengæld straffet med fængsel på vand og brød. Ikke for utugt, men for løsgængeri.

 

Farvel til Natholdet

Politibetjente var ikke særlig afholdte, disse stokkedrenge var særdeles upopulære. Vægterne, der rykkede ud ved
mørkets frembrud var derimod meget populære.

 

Det københavnske vægterkorps var oprettet i Christian den Femtes tid. Hver fulde time skulle de synge deres vægtervers. I tilfælde af brand skulle de slå alarm. De passede også gadelygterne. Det var deres opgave at tænde og slukke.

 

Vægterne gik ikke tilbage for en ekstra tjans, nemlig at vække folk. Til gengæld fik de så en ekstra skilling. Det skete også, at de gik på nytårsvisit. Her fik de også en ekstra skilling. Deres grundløn var ikke ret stor. Et ekstrajob i dagtimerne var også nødvendig, så det var ikke megen søvn, der blev til.

Da
Johan
Ludvig Heiberg en aften purrede en sovende vægter, og undskyldte forstyrrelsen, svarede vægteren, at det ikke gjorde noget, for han ville hurtigst muligt falde i søvn igen.

 

Da tranlygterne blev afløst af gas, mistede vægterne en væsentlig funktion. I 1863 blev det københavnske vægterkorps opløst. I vægterkorpsets sidste år udskiftede man morgenstjernen med politistokken.

I øvrigt var det
en udbredt studenter – spøg at lave skilteflytning om natten. Bødkerens skilt kom til at hænge uden for modebutikken og barberens skilt hang uden for urtekræmmeren.

Måske skal nævnes, at der kom til optøjer i de første dage af 1860. Både politi og vægtere blev sat ind. Der var voldsomme demonstrationer mod Grevinde
Danner.

Når en vægter fandt en fuld mand, der ikke kunne gå eller stå, trådte stigetransporten i funktion. Fire vægtere læssede fulderikken op på en stige, der ellers blev brugt til lygtetændingen. Under megen opmærksomhed bar man ham så hen til arresten.

 

Når Fruentimmer dyrker sport

• Såvel de intellektuelle som de moralske Evner er i almindelighed lidet udviklet hos dem, der udelukkende beskæftiger sig med anstrengende legemligt Arbejde.Ja sådan sagde lægen, professor A.G. Drachmann i 1861. Egentlig var bare et udtryk for en holdning som var almindelig i de bedre borgerlige kredse om arbejdere.

Men egentlig var det overklassedamerne, han burde være bekymret for. Disse mimoser der blev fremelsket i de moderne byer, var beskyttet mod alt, såvel frisk luft som motion.

 

• De blev trangbrystede, smalhoftede og krumryggede. De kunne næppe holde sig ranke uden korset, konstaterede den tyske gymnastikpædagog, M. Kloss.

Han var forfatter til Huus-gymnastik for Fruentimmer. Det var alt for lidt med kun en halv times legemsøvelser i ny og næ på pigeskoler, mente han.

I det bedre borgerskab mente man, at det var i uorden at ungdommen dygtiggjorde sig til krig. Men det kunne aldrig vedrøre kvinderne.

• Mens Muskelkraften er fremherskende hos Manden, er Nervevirksomheden overvejende hos Kvinden. Hendes større herredømme over Musklerne gør
  Kvindens bevægelser ”livligere, lettere, yndigere, utrygtsfuldeog mere utrættelige.

Kraft – og højdespring var udelukket for kvindens vedkommende. I stedet skulle man anbefale gang – og hoppeøvelser såvel som passende løbe – og springøvelser. forudsagt, at der blev lagt vægt på harmonien i udførslen.

Blandt borgerskabet langs Strandvejen bredte der sig en form for sport omkring 1850erne. Det var en slags fjerbold. Det krævede ikke de store anstrengelser. Men det var sikkert en smule afveksling i det trivielle driveri blandt landliggerne. Måske kunne det sætte lidt gang i blodomløbet.

 

Madam Mangors kogebog

Jo dengang kunne man også få succes med en kogebog. Hun var født Anne Marie Bang og var af god borgerlig familie. Hun blev også godt borgerlig viet, nemlig med fuldmægtig V.N. Mangor. De fik tre døtre, men manden døde tidligt.

Der sad hun så som enke kun 32 år gammel. Hun måtte strikke og sy, og sælge hendes håndarbejde. Hun ville gerne være forfatter. Helst skulle det være fortællinger for børn. Men det blev hendes lager af opskrifter, der reddede hende fra fattigdommen. Det var venner og bekendte, der opfordrede hende til at skrive en kogebog.

Første udgave udkom anonymt i 1837. Det var en succes, der blev fulgt op af en bog om syltning. Siden fulgte Kogebog for små husholdninger. Således blev Madam Mangor til. Den er udkommet i et lille halvt hundrede optryk på tilsammen en halv million eksemplarer.

• Disse anvisninger er samlet i den forventning, at de kunne tjene unge husmødre til nytte og vejledning ved en god og økonomisk og hensigtsmæssig
  tilberedning af forskellige retter, til at vise Dem anvendelsen af alt, hvad der skal bruges til maden, således at intet går til spilde, og ved nogen større umage at give selv de simpleste retter en god smag forenet med et net udseende.

Med disse ord indledte hun sin kogebog. Hun udgav også en kogebog for små piger. Og i 1864 sågar Kogebog for Soldaten i Felten. Den uddelte hun faktisk gratis.

 

Zoologisk Have udvider

Niels Kjærbølling var selvfølgelig sønderjyde. Han var lærersøn fra Als. Med støtte fra Christian den Ottende udgav han et stort værk om nordiske fugle. I
1859 fik han lov til at indrette sig i prinsesse Vilhelmines have – en halv hektar nærmest landevejen. I 1860erne kom prinsesse Carolines have til.

I Berlin havde Kjærbølling set, hvordan man lavede en zoologisk have. Han fik en sneugle og en ørn forærende, så nu var det tid til at lave noget spændene i København.

I efteråret 1859 blev dørene slået op for københavnerne. I begyndelsen var haven forholdsvis primitiv med høns, ænder, kaniner og en sæl i en balje. Han havde ingen andre indtægter end entréen.

Efter yderligere udvidelser var der pludselig plads til større dyr. Nu kom der kameler, rensdyr, isbjørne og kænguruer. Man savnede man
løver, tigere og elefanter, Men endnu var det ikke råd til dem.

 

Københavns Skøjteløberforening

Peblingesøen var stedet, hvor man om vinteren glemte alt om faste klokkeslæt og middagsmad. Her skøjtede man til den store guldmedalje, når isen havde lagt sig på søen. Også kvinderne havde fundet vejen til isen. Det var så en sport for ridderlige herre at samle forulykkede kvinder op.

Man kunne også byde en dame med på isen. Der blev sørget for, at en tredjedel af Sortedamssøen blev ryddet for sne hver formiddag. Der var så kun adgang for medlemmer. Man skulle huske at fremvise medlemskortet, når man gik på isen. Hele 2.000 skøjteløbere meldte sig ind.

• Damer løb med ynde, Herrer med fasthed, Børn med lystighed – alle med den velgørende bevægelses friske præg.

Således beskrev en avis, datidens skøjteløbere dengang.

En håndbog i skøjteløberkunsten fra 1867 indeholdt grafiske anvisninger i elegante herresving. Ja i håndbogen hed faktisk:

• Skøiteløberkunsten eller Anviisning til Skøiteløbning saavel for Begyndere som viderekomne med 20 Tegninger i Teksten.

Den var samlet og udgivet af C. Høegh Guldberg.

 

Spadseretur på Volden

Man holdt fast ved traditionen med at man Store Bededag ved aftenstide skulle gå tur på Volden. Kirkelokkerne ringede helligdagen ind. Det var forår og man viste sit nye tøj frem. Man hilste på bekendte. Desuden samlede man appetit til aftenens højdepunkt – Te med varme hveder.

 

Overbefolkning

Godt og vel hver tiende dansker boede i København. Omkring 1860 boede der 160.000 inde bag de gamle volde. I 1800 årene var der 4 – etagers huse med snævre gårde og side – og baghuse.

Alt hvad der kunne bebygges, blev bebygget. Alle var afhængige af retiraderne i gården. Stanken fra disse lokumskasser hang i hele ejendommen. Overløbsrøret endte i rendestenen. Man kendte ikke til kloaker.

Ved slutningen af enevælden var København en forslummet by. Det gik endnu nogle år, før militæret slap sit jerngreb. Store og Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang Didrik Badskærs Gang, det var bare nogle af de sorte pletter på kortet. Her fandt man den rene elendighed. Mørke, stank og uterlighed, sådan
beskrev Vilhelm Bergsøe det.

Hver tomme under husets tag var optaget. Kridtstreger var det eneste, der skilte mænd, koner, halvvoksne piger og nøgne børn fra hinanden.

På årets to flyttedage i oktober flyttede alle, der på en eller anden grund søgte en ny bolig. De mere velstillede kunne flytte ved hjælp af en vogn. Andre måtte nøjes med at bære det hele på ryggen.

Ved samme lejlighed var det tilladt at smide affald ud på gaden. Alle benyttede sig af lejligheden til at forny sengehalmen. I brændevinsbrænderierne, hvor man fodrede køer med affald fra produktionerne, mugede man ud i staldene. Der var stadig i 1860, tre tusinde stykker kvæg inde i København. Og
skolebørnene havde selvfølgelig fri.

 

Nye udstillingsvinduer

I 1840erne vakte modehandlerske Louise Rasmussen på Vimmelskaftet opsigt ved at udstille en mannequindukke. På Østergade afstedkom charcuterihandler Beuvais ligefrem opløb ved at fremvise viktualievarer i sit vindue.

Boder og butikker havde eksisteret i århundreder mere eller mindre anonyme bag lukkede facader. Loven om næringsfrihed fritog bønderne besværet med at køre til byen. Nu blev konkurrencen alvorlig. Priser, service, beliggenhed og tiltrækkende udstillingsvinduer var nu afgørende.

Krambodssvenden blev afløst af ekspedienten. Nu stillede man krav til dennes viden. Og vinduerne blev illumineret af gas-lys. Gadebilledet ændrede sig totalt.

De handlende begyndte at udsende reklametryksager. En ny trykketeknik gav nye muligheder.

 

Litterær debut med 200 års forsinkelse

Corfitz Ulfeldt var rigshovmester. Han var Leonora Christinas ægtefælde og skæbne. Hun benægtede stædigt, at hun var vidne om hans landsforræderiske planer. Eftertiden har dog ikke givet hende medhold.

Straks efter fængslingen i Blaataarn blev Leonora underkastet en ydmygende kropsvisitation. Den blev foretaget af Abel Cathrine, en af Dronning
Sofie Amalies fortrolige. Det var ikke værdigenstande, man gik efter, men notater og breve.

Leonora Christine påbegyndte sit Jammers Minde som en redegørelse over for hendes børn. Efter hendes død i 1698 kom manuskriptet til datteren Anna
Cathrine, der blev så rystet, at hun overvejede at brænde det skrevne. Hun betænkte sig dog, og sendte manuskriptet til broderen Leo Ulfeldt i Østrig,
der dog gemte det af vejen.

Da
H.C. Andersen i
1845 skrev sin lille fortælling Holger Danske lod han også tankerne gå til et snævert mørkt fængsel, hvor der sad en dejlig kvinde. Hun var da allerede blevet en national legende, men ingen vidste, hvad hun havde oplevet.

Men i 1868 rejste den danske forsker, F.R. Friis til Wien og Prag for at finde noget materiale om Tycho Brahes historie. Han kom i den forbindelse i kontakt med grev Johannes Waldstein – direkte efterkommer af Leo Ulfeldt. Og her dukkede de interessante materiale frem.

Jammers Minde blev trykt i 1869. Det var det bedste prosa, der var skrevet i Danmark i mange år. Det var nok den mest rystende erindringsbog, som Danmark nogensinde havde set.

 

De første badeanstalter

Nu hvor politikerne i Borgerrepræsentationen har lukket Sjællandsgades Bad på Nørrebro, kan det være interessant at finde ud af, hvorfor disse badeanstalter blev oprettet. (det har politikerne ikke, men det var stærk på tale, da denne artikel blev skrevet)

Carl Joachim Hambro var af tysk – jødisk afstamning. Han gik over til kristendommen. Faderen var handelsmand, fabrikant og bankier. Men søn og far kunne ikke rigtig sammen. Derfor rejste sønnen til London. Her oprettede han sin egen bank. Men desværre gik den konkurs. Faderen rejste hurtig til London for
at hjælpe. Han nåede aldrig tilbage til København.

I faderens testamente rådede han sønnen til at blive landmand, for andet duede han ikke til. Han ydede lån til krigen mod Slesvig – Holstenerne. Som tak for denne hjælp blev han udnævnt som baron.

I 1849 erfarede Hambro, at man diskuterede oprettelsen af badeanstalter for mindre bemidlede . London havde det allerede. Hambro sendte 12.000 rigsdaler til København som første bidrag til oprettelse af badeanstalter.

Han havde sikkert ikke forstillet sig, at det hele kom til at hænge på ham. Fjorten år brugte politikerne til at fundere over planerne. Men det skulle en koleraepidemi til, inden de reagerede.

For at levere vand til anstalten forlangte kommunen fuld pris. Det forargede i den grad, Hambro. Den første Hambroske Bade – og vaskeanstalt blev bygget ved Borgergade. Der blev opstillet 20 badekar, og indrettet 20 steder, hvor der kunne vaskes tøj.

To dampkedler leverede varmt vand til badene, som man for renlighedens skyld beklædte med glaserede teglsten. En annonce for den Hambroske Anstalt viser at det hele var delt op i to selvstændige afdelinger – Mandfolkebadene og Fruentimmerbadende . De to køn var skarp adskilte og havde hver deres indgang.

• Offentlig Vadske – og Badeanstalt
• Den offenlige Vadske – og Badeanstalt, der er opført i Borgergade, Hj. Af Hoppens – og Kaninlængen, for Penge, skænkede dertil af Baron Hambro i London, staar fra Torsdagen den 26de Januar af aaben til almindelig Afbenyttelse hver Søgnedag, indtil videre fra kl. 9. Søn – og Helligdagene ere kun Mandfolkebadene aabne fra kl. 8 – 10 Formiddag, Fruentimmerbadene og Vadskeriet lukket.
• Betalingen er 12 Sk.
• -For et varmt Bad med et Haandklæde, 8 Sk for et koldt Bad, 4 Sk for den 1ste Times Afbenyttelse af et Vadskerum med Tørrekammer, Rulle, Strygejern osv., 3 Sk. For hver paafølgende ½ Time, 8 Sk. For et Tørrekammer en Nat over.
• Indgangen til Mandfolkebadene er i Hopsenslænge, til Fruentimerbadene og Vadskeriet i Borgergade.

Kjøbenhavns Magistrat den 23de Januar 1865.

 

Den første Julemand

Han var leder af Krebs Skole i København. Og hans bror var den egentlige skaber af Kunstindustrimuseet. Men det er nok ikke det, de to brødre Johan og Pietro Krohn vil blive husket for. Nej, det var nok snarere den børnebog, de skabte sammen – Peters Jul.

Det var den jul, der prægede barndomshjemmet, der skabte bogen. Pietro Krohn og Otto Haslund lavede illustrationerne. Johan fortalte den enkle historie på vers.

De afleverede alt materiale til forlæggeren Frederik Wøldike. Han overlod det tekniske til litografen. Men de tre ophavsmænd blev forfærdede, da de så
resultatet. De kunne dårligt genkende billederne. Rent svineri, sagde Jacob Krohn og nedlagde forbud mod udgivelse.

Året efter fik Wøldike økonomiske problemer. Han havde ikke råd til at ligge inde med hele oplaget. Han tiggede Johan Krohn om, at måtte udsende bogen, som den var. Anmelderne var mere nådige end de tre herrer.

• Nette små Digte, ledsagede af colorerede Billeder

Men de tre ophavsmænd var dog stadig ikke tilfredse. De gik i gang med at revidere udgaven. Den udkom i 1870. Siden er den kommet i mange udgaver med skiftende illustrationer, men med samme tekst.

Og den julefest som Krohn skildrer, er klassisk. Det er juletræ med kræmmerhuse, stegt gås osv. Men da Peters Jul udkom havde juletraditionen langt fra bidt sig fast i hele landet. Mon ikke bogen har været med til at skabe traditionen.

Vi hører om en gammel mand med røde kinder og lang skæg, der traver gennem byen. Han vender sig bort i vrede, når han møder uartige børn, men sniger sig ind og tænder juletræet, når den hjemmelige idyl kræver det.

Krohn indfører en ny figur, tyskernes Weihnachtsmann eller amerikanernes Santa Claus. Nu var den tyske julemand dog nærmest beslægtet med den Store Bastian. Han straffede de slette børn.

 

Nyt materiel til Brandvæsnet

I midten af 1850erne omfattede Københavns Brandkorps 4.200 mand. De rådede over ikke mindre end 39 store og ca. 150 mindre sprøjter. Det burde jo egentlig være rigeligt. Men efter en brand i en parfumehandel i Købmagergade skrev dagbladet Fædrelandet:

• Det varer utilbørligt længe, inden sprøjter kommer til stede. Råben og larmen er der mere end nok af, men ingen orden og kommando. Politiet gør sit bedste, det må erkendes. Men brandvæsnet lader meget tilbage at ønske. Bliver noget reddet, så er det oftest det frivillige publikums raskhed og rådighed, det skyldes.

Jobbet som brandmand var en bibeskæftigelse. Mandskabet var optaget af andre gøremål og andet arbejde. Det tog ofte en halv til en hel time, at kalde mandskabet sammen. Langt om længe kom ham, der havde nøgle til sprøjtehuset. Og brandfolkene skulle selv trække den tunge sprøjte.

Det gik ofte over en time før slukningen kunne begynde. Man kunne sagtens signalisere, at der var brand, men åbenbart ikke om der var tale om en lille eller stor brand.

I 1859 blev brandvæsnet reorganiseret. Man oprettede en række lokale brandstationer , der var bemandet dag og nat med vagtpligtigt mandskab. Disse kunne
klare det meste. De andre kunne tilkaldes i nødstilfælde.

Man moderniserede også tjenesten ved at indføre telegraflinjer., der forbandt stationerne indbyrdes og med politiet. Samme år kunne man også indvie Københavns første vandværk. Så der var tryk på ledningen fra starten. Man kunne også ophøre med at føre vand frem i tønder og baljer. Det var effektivt. Men sprøjterne var stadig håndtrukne og hånddrevne.

I England og navnlig USA havde man taget dampsprøjten i brug. Den tunge dampmaskine blev trukket af et hesteforspand. Under kørslen blev der fyret op.
Ved ankomsten var den fuld funktionsdygtig. Den leverede tre gange så meget vand som den bedste håndsprøjte. Og så kunne strålen nå op i fire kilometers højde. Problemet var prisen – ca. 3.500 dollars.

I Danmark blev der udviklet den traditionelle håndsprøjte. Man betjente den ganske enkelt ved at trække pumpestængerne op og ned. Konstruktionen var meget robust. I tilfælde af funktionsfejl var den let at reparere.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler

Redigeret 16. – 02. – 2022