Erik af Pommern startede den positive udvikling af København. Ved to lejligheder forsvarede han og hans kone København med en lille flådestyrke mod hanseaterne. Indførelse af Øresundstold havde skabt nye fjender.  Efter rygter forlod Erik af Pommern, da hans elskerinde var slået ned af en adelsmand. Kong Hans forsøgte forgæves, at tale sin søn til rette mod forulempelse af københavnere ved nattetide.

 

Gang i handel og håndværk

Mange beboere håbede på noget stort, nu hvor Erik af Pommern havde bemægtiget sig byen den 19. oktober 1416.  Mange rige mænd deriblandt adelens folk havde taget bolig i København. Flere store gårde blev bygget. Det var gode tider for håndværkeren. Og også handelen voksede.

 

Indførelse af Øresunds – told

Og det hjalp også at den nye hersker gav tilladelse til at borgerne måtte handle på kronens markeder og fiskemarkeder, heriblandt Dragør, Skanør og Falsterbro.

Men de fremmede magter var ikke så vilde med den nye konge. I 1425 eller 1426 forlangte Erik af Pommern pludselig at fremmede skibe, der løb gennem Øresund skulle betale en afgift for at besejle sundet.  Afgiften skulle betales i Helsingør. Her var farvandet smallest, og her var det lettest at fange dem, der prøvede på at snyde.

 

Angreb fra Hansestæderne

Nu var det ikke helt uden farer, at denne Øresunds – told blev indført. Det var et direkte angreb mod Hanse – forbundet. For 60 år siden havde Lybækkerne
gæstet byen. De havde brændt og hærget. Borgen havde de nærmest revet ned. De kunne let komme igen.

Og det varede heller ikke længe. I juli 1427 drog en veludrustet flåde med 8.000 mand i søen anført af Lybæks borgmester, Tidemand Sten.   Denne anseelige flåde så kun en lille dansk flåde. Men stor var overraskelsen, da den danske flåde gik til angreb. Ved siden af Lybæks borgmester sejlede et stort Hamborgsk skib, anført af Hamborgs borgmester, Heine Hoyer.

• Hvad skal vi gøre, råbte han
• Lad os gå løs på dem, svarede Lybæks borgmester

Men Lybæks borgmester blev taget til fange. Dette forbløffede hans kollega fra Hamborg, der hurtig vendte snuden hjemad.

Sejren til den danske flåde var stor. Men faren var ikke over. Nu kom der et alvorligt angreb fra franske skibe. Kampen var lang og blodig. Men inden natten var over havde Kong Erik erobret alle 46 skibe. Ladningen og fartøjerne havde en værdi af 400.000 mark.

Københavnerne jublede over sejren og alle vundne skibsflag blev ophængt under Vor Frue Kirkes hvælvinger.

 

Hævntogtet

Nederlaget skulle hævnes. Den 6. april året efter kom de igen, nu med 260 skibe og 12.000 mand. Uheldigvis var Kong Erik ikke i staden. Han var i Sorø.

Men hans hustru, den engelske prinsesse Philippa var ikke uden evner. Hun forsynede i hast tømmerflåder med kanoner. Hun opfordrede borgerne til at hjælpe og lovede at belønne dem. Trods fjendens overmagt tvang københavnerne dem til tilbagetog. Philippa blev med denne aktion endnu mere populær, og hendes død i 1430 udløste stor sorg i byen.

Mens Kong Erik var populær hos befolkningen, så havde han ikke den samme agtelse hos adelen. De brugte enhver lejlighed til at krænke ham.

 

Ridderens ære

En dag vandrede Oluf Axelsen Thott, en af de fornemste riddere i landet fra sin gård i Vimmelskaftet med sine svende ned ad gaden. På Højbro mødte de en kvinde, og ridderen hilste ærbødigt. Bag ved hørte han pludselig latter. Hans svende fortalte ham, at kvinden var Kongens Frille, Jomfru Cæcilie.

Dette var under ridderens værdighed. Han indhentede hende, væltede hende og slog hende tre gange med sit gode sværd. Det blev sagt, at kongen nedtrykt forlod landet og drog til Gulland.

 

Christoffer af Bayern

Trods Københavns fremgang, så var byen endnu ikke kommet helt op på rangstigen. Således blev Christopher af Bayern kronet i Ribe i 1443. Men han tog ophold på Københavns Slot. Dette betød at Roskildebispen ikke forsøgte at komme i besiddelse af byen. Denne ret blev heller ikke berørt med et ord, da København i 1443 fik sin nye stadsret. Det var først her, at København blev ligestillet med de andre købstæder rundt om i landet. Landets regering havde heller ikke et fast tilholdssted. Medlemmerne rejste rundt med kongen i de forskellige landsdele.

 

København kravler op af rangstigen

Men København kravlede efterhånden op på rangstigen. Det kunne også ses på den punkt og pragt festligheder blev afholdt ved hoffet. Det tidligere tilholdssted for kongen, den gamle Østergård nævnes sidste gang i 1380. Her kom senere Vingaarden, som gav navn til Vingaardsstræde. Vingården var frugthaven til borgen, og her dyrkedes virkelig vin. Det nød for eksempel Kong Hans.

Borgen er sikkert blevet sløjfet af Erik af Pommern.

 

Store festligheder

Da Christoffer af Bayern skulle giftes i 1445 ankom der mange tyske, særlig bayerske herrer. De var vant til meget mere pragt, end hvad København kunne tilbyde.

Bruden, Dorothea af Brandenburg, samt hendes faster, Hertuginden af Brunsvig og deres kvindelige ledsagere kom kørende i forgyldte vogne. De mandlige bryllupsgæster var til hest. Mange fornemme gæster var mødt. Den 26. september foregik brylluppet og dagen efter blev dronningen kronet. Hvad hun ikke vidste dengang, var, at hun allerede efter tre år, skulle blive enke.

Christoffer kunne lige som sin forgænger ikke lide hansestæderne, så han begunstigede englænderne og hollænderne.

 

Mand ønskes hurtigt

Ved den nye dronnings ankomst til landet havde såvel det svenske som danske rigsråd forpligtet sig til hver at betale hende 1.500 Gylden, om hun efter Kong Christoffers mulige død kunne forlade landet. Men dette måtte under den daværende situation for enhver pris undgås. Rigets Marsk, Oluf Axelsen tog sig af hende. Måske skyldtes denne omsorg også, at 1.500 Gylden var mange penge.

Rigsrådet foreslog Hertug Adolf af Sønderjylland. Men denne afslog. I stedet blev Grev Christian af Oldenburg valgt. Sørgeperioden var ikke lang. I januar døde Christoffer og i september blev dronningen trolovet med Grev Christian.

I 1449 kunne københavnerne så opleve en ny fest, en kroning og et bryllup. Gaderne var blomsterstrøede og gavlene var udsmykkede. Borgerskabet blev bedt om, at møde frem i røde og gule hoser

 

Christian den Første

Den nye konge Christian den Første var en ren kæmpe med langt rødgult hår, frisk ansigtsfarve, stor kroget næse og en skarp profil. Hans far, Grev Diderik den Lykkelige og hans morbror, Hertug Adolf red ved siden af ham, fortælles der i en beretning. Problemet var bare, at Diderik var død ni år tidligere. Måske var vidnet blevet trakteret fra morgenstunden.

På Københavns Slot var forholdene tarvelige. Der var alt for lidt plads. Så en stor tilbygning blev iværksat.  Befolkningen fulgte også med i prinserne, Olufs og Knuds fødsel. Desværre døde begge i en spæd alder. I 1455 fødtes en ny tronarving, Hans.

I 1478 oplevede københavnerne så atter et stort bryllup, da Hans holdt bryllup med den saksiske prinsesse Christine.

 

De gamle rådhuse

Erik af Pommern havde planer om at åbne et universitet i København, men det var Christian den Første, der fuldendte initiativet. Men det kneb med at finde de fornødne midler. Så Magistraten måtte træde til. En del af det gamle rådhus, der lå på hjørnet af Rådhusstræde og Nørregade indgik i projektet, der åbnede i 1479. På dansk fik institutionen det beskedne navn Studiegaard.

Det daværende Raadhustræde fik derfor navneforandring til Studiestræde.

Det ældste rådhus lå i Klædeboderne i nærheden af Skoboderne (senere omdannet til Skovbogade). Antagelig er denne blevet ødelagt under byens ødelæggelse i 1368. Det nye rådhus rejste sig på den senere Bispegaards grund. Det tredje rådhus blev opført i slutningen af det 15. århundrede. Det lå på Gammeltorvs sydlige grænse. Det fik senere navnet Nytorv. Det brændte i 1728, men blev genopført samme sted.

 

Velgørenhed

Tilbage til 1400 – tallet. Paven undrede sig over, at København ikke havde et sted, hvor udsatte børn født af fattige forældre eller uden for ægteskab, kunne optages, fødes eller underholdes. Dette rørte kongen, så han skænkede et beløb til et Helligånds – hospital. Måske var det også for at få adgangskort til en pilgrimsfærd, der fik kongen til dette. Enken, Dronningen Dorothea skænkede i 1495 en gård i Højbrostræde og en del gods på Sjælland til velgørende formål.

Borgerskab i København

Noget som efterhånden kunne ødelægge hansestædernes magt blev allerede nævnt i Christopher af Bayerns stadsret fra 1443 var Det danske kompagni eller Hellig – trefoldigheds Gildet.

Men Christian den Første kunne ikke gøre sig uafhængige af hansestæderne. Han skyldte dem penge. Men med ophævelsen af Det tyske Kompagni i 1475 tvang han fremmede købmænd til at tage borgerskab i København.

 

Initiativrig konge

Kong Hans besteg tronen i 1481. Hans kroning foregik dog først to år efter. Han gav ingen speciel rabat til hansestæderne. En af de afgifter, som blev pålagt de ugifte fremmede kræmmere var at udrede et pund peber hver til magistraten. Fra den tid har en ældre ugift mand på godt københavnsk og derefter på godt dansk, heddet pebersvend.

Efter Valdemar Atterdag havde Danmark ikke haft nogen indfødt konge. Men Kong Hans jævne danskhed gjorde ham særdeles afholdt. Han var skaberen af den danske orlogsflåde. På Bremerholm rejste der sig hus ved hus. Man byggede store og smukke skibe.

 

Klage over kongesøn

Magistraten modtog klager over, at Kong Hans søn – den senere Christian den Anden brød ind i husene ved nattetide og konsumerede borgenes vin. Han og
hans venner satte skræk i livet i borgerskabet. Hans far har sikkert haft ham i skole, men om det hjalp, er tvivlsomt. Kong Hans havde selv lidenskabelige tilbøjeligheder. Således lod han sin renteskriver, Poul Laksmand hænge på baggrund af en løs anklage om utroskab.

Kilde:

• Litteratur København (under forberedelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under København finder du 191 artikler