De fine damer med bådene fik ufrivillig fodbad. Frederiksberg var et yndet udflugtsmål, men forhindringer på  vejen måtte overvindes. Middelklassen kunne ikke undgå  at se udyder. Missionærer, der ville beskytte de udsatte, blev overfaldet. De første organiserede transportmidler opstod. Læs her om Københavns brogede liv.

 

Nøglen hos kongen

Nøglerne til portene skulle hver aften bæres op til slottet. For dem, der var kommet ind i byen, var det ikke et imponerende syn, der mødte den fremmede. Kom man ind ad Vesterport, mødte man et terræn fuld af morads. Her ved Halmtorvet lå gamle arbejdsvogne og en kongelig vejerbod.

På den anden side lå vagthus og et sprøjtehus og spærrede for udsigten. Og inde i byen vrimlede der med alskens afskum på gaderne.

 

Fra kajplads til stenhuggerplads

Byens engang fornemste kajplads Skt Annæ Plads var blevet omdannet til en simpel stenhuggerplads.

Men ikke var alt lige dårligt. Ved Langebro ved Rynestenens Bastion havde man indrettet en sø-badeanstalt.

Bygningen indeholdt 13 badeværelser, hvoraf de syv var til kvinder. Her kunne man både få varme og kolde bade. Desuden var der restauration på stedet. Langs Stadsgraven var der en sti, der var forbeholdt gæsterne.

 

Ufrivillig fodbad

Ude i havnen tillod havnepolitiet ikke, at ingen dampere måtte anløbe Toldboden, før ilden under Fyrstedet var slukket. Derfor var passagererne tvunget til at tage en jolle til 1 mark ind til land. Og var der tilfældigvis højvarme, ja så fik man et ufrivilligt fodbad og de flotte kjoler led sikkert skade af det snavsede havnevand.

Adskillige dampskibe lå på  reden. Flere havnebyer i Danmark havde ugentlige forbindelser til hovedstaden. Og der var også forbindelser til Kiel, Lübeck, Göteborg og Malmø

Det optog folk meget, at ombygningen af den skandaløse Knippelsbro tog ret lang tid. Også problemer med den stejle Højbro, kunne ikke løses med det samme.   I 1859 blev det besluttet, at flåden skulle flytte fra Gammelhavn til Nyholm. Dermed var det mulighed for bebyggelse af området.

 

Mange udflugtsmål 

Voldene med dens bastioner frembød til en spadseretur. Her var altid mange mennesker. Særlig på Store Bededag var der en hel folkevandring. Her kunne man så hilse på Prins Ferdinand.

Men ikke alle var tilfredse med den store trafik. Man gik og røg cigarer, hvilket var en uskik.

På voldene ved Langelinie havde man indført en skildvagt. Et adgangskort skulle man betale for, og vagten kunne endda afvise uheldige elementer. Men i den modsatte ende ved Esplanaden kunne man gratis på omtrent en snes alen se et glimt af det åbne hav ud til Øresund.

Vejen til udflugtsmålet på  Frederiksberg var visse steder brolagte, men man måtte indstille sig på forhindringer. Det var blandt andet rester fra Vesterbros
slagtere, man lige skulle passe på ikke at træde på.

Ved Trommesalen skulle man dreje til højre og ud mod Gl. Kongevej. Men heller ikke her skærmede træerne mod solen og støvet. Og duften af svinesti var helt normalt.

I 1842 fik Frederiksberg en særlig tiltrækning. Specielt udvalgte fik udleveret en nøgle til Søndermarken. Særlig fredag eftermiddag var tilstrømningen stor,
da Studenter – sangerne begyndte at foredrag sange.

Ja man kunne da også ved Blaagaardsvejen nyde synet af den smukke have ved Heegaards Etablissement.

Landbohøjskolen var lige taget i brug, og Bülowsvej lignede en markvej. Zoologisk Have kunne præstere Nordiske Dyrearter. På Gammel Kongevej lå Heymanns Bajerske Øl-pavillion – Svanholm med en lille have og rislende springvand. Selv tjenerne Louis og Heinrich var fra Bayern.

Det vakte en del forargelse, at se kvinder drikke bajersk øl og spise bajerske pølser.

 

Mere transport

Drosker og Omnibusser stod parat på udvalgte steder i hovedstaden. Til de nærmeste byer var der fast forbindelse med diligencer. Men dette forhold blev også kritiseret i datidens medier:

• Diligencerne holder midt paa Gaden. Aftrædelsen sker midt i Rendestenen. Aftrædelsesværelset er en Port, aldeles opfyldt med Tjenestekarle, sjovere og Kontordrenge, hvor Kufferter og Rejsetøj sættes og slænges på  en Facon, at man må puffe hinanden, for at faa fat i Tøjet.

Droskerne havde ikke så meget at se til. Kun ved højtidelige lejligheder hyrede borgerskabet en karet. Det så mere standsmæssigt ud.

Men så kom omnibusserne. Disse var forstadiet til sporvognene. Hyrekusk Petersen i Møntergade tog initiativet til oprettelse af omnibusserne i 1840. En gul omnibus, der selvfølgelig blev kaldt Solen var pludselig på gaden. Den gik fra Møntergade til Frederiksberg. Senere dukkede andre op, Flora, Hjorten, Løven m.m.

Men det var nu ikke den store komfort, der blev budt kunderne. Vognene havde plads til 13 – 14 personer, og man kunne ikke undgå at berøre at hinanden. Det var noget som borgerskabet anfægtede. Men disse omnibusser slog godt an. Snart kom der konkurrenter.

Petersen indførte en ny rute, der hver morgen klokken 9 kørte fra Møntergade ad Nørreport op ad Blegdamsvejen til Østerbro. Ture til udflugtsmålene Lyngby, Charlottenlund og Dyrehaven blev efterhånden også udført af omnibusser.

 

Torvehandel

Torvehandelen blev indført i København fordi befolkningen for billig penge skulle kunne få adgang til landmandens produkter. Husmoderen måtte stå tidligt op. Hun havde følgende muligheder:

• Kvægtorvet, hvor kødet hørte hjemme lå på Vesterbro
• Grøntorvet med urter til suppen lå ved Vendersgade
• Fisk kunne fås ved Gammelstrand
• Fjerkræ fandtes på Gammeltorv
• Dessert på Højbro Plads.

Skulle man servere en 4 – retters, ja så måtte man handle mange steder. Men det var det nu de færreste, der havde råd til.

Der blev anført, at torvehandelens indførelse var konkurrenceforvridende over for de lokale detailhandlere. Og denne kritik var ikke ubegrundet, for efterhånden bredte detailhandelen sig til sidegaderne, uden at myndighederne kunne gribe ind.

Oprindelig var det husmødre og landmænd, der mødtes ved torvehandelen. Senere blev det prangere og tjenestepiger.

Omsætningen på Kvægtorvet og Halmtorvet var overladt til mænd. Men på de andre torve fik kvinderne efterhånden nogenlunde ligeberettigelse. På Fisketorvet kom kvinderne dog i flertal.

 

Dårlig detailhandel

Butikslivet blev drevet under meget simple og tarvelige vilkår. Man forsøgte med en bazar af industrielle produkter i 1841

 

Tallotteri

Tallotteriet formåede at lokke masser af danskere ud af bussen. Det spillende København var på mærkerne. Masser af folk overværede trækningen af de fem numre.

 

Det indeklemte folk

I 1859 boede der 150.000 indbyggere ind i det indeklemte København. Befolkningen trængte til luft og udvidelse. Det tog faktisk 8 år før voldene blev helt opgivet som fæstningsværker.

 

Gas og vand

Fra 1857 var gassen begyndt at skinne. Folk kunne i skumringen se lygtetænderne på deres lange stiger. Forsyningen var nu ikke videre pålidelig. På Frederiksberg var tran – lygterne en kort overgang blevet indført. Den store nyhed var vandværket. Spildevandet løb endnu i åbne rendestene ud i havnen, kanalerne og stadsgraven. Den første rigtige kloak var blevet lagt i Blågårdsgade. I Indre By måtte man vente yderligere et år eller to, inden der blev lagt kloak.

Latrin – indholdet blev ved nattetid kørt ud til kulerne på Amager. Men ofte måtte man også bruge dagtimerne til hjælp. De brædde – vogne, man brugte var nu ikke altid lige tætte. Så en ulidelig stank bredte sig ofte, når latrin – vognene havde været der.

Ude på Vesterbro hjalp Rosenåen og de mange slagterier med at udbrede de mange lugte.

 

En tur på  Strøget

En spadseretur på Strøget var i 1880erne startede på Kongens Nytorv omkring Hestens Jern – og Stengitter. Derefter fulgte en tur op ad Østergade forbi Ranch Ur til Niels Hemmingsens Gade (dengang, Helliggejststræde). Dengang hørte den snævre Nygade og Frederiksberggade ikke rigtig til Strøget.

Her på Strøget slentrede borgerskabet hver dag især mellem 14 og 15.30, hvis det var godt vejr. Dengang kunne man se københavnere med k lige i hælene på
adelen og diplomaterne ud ad Bredgade til Langelinie og endda helt ud til Strandpromenaden. Turen kunne også gå til den fornemt aflåste Rosenvænget.

Men til Kalkbrænderiet, Nej det gjorde man ikke. Det var ikke god tone.   Byens mest noble og fineste damer gik op og ned ad Østergade. Ikke for at blive set, ville de selv påstå, nej udelukkende for at kigge vinduer.

Dengang var gaden brolagt, og der var spor af heste. Ny Østergade var helt ny.   Der var adgang til Pater Madsens Gang gennem en port. Her boede meget lyssky personer, som forbrydere og skøger. Her kom de noble damer aldrig. Ja borgerskabet ville aldrig kunne finde på at indfinde sig her. Her var sjofelt, skiden og sundhedsfarligt.

Mens vi holder os på den pæne side, kigger vi på restauratør Ketts: Café Anglais. Den havde især søgning af lækkersultne herrer. Om aftenen kom der dog også damer.

På vej til Torvet passerer vi sølvvarefabrikant Christensens butik. Og inde i Hirschsprungs butik kunne man få udmærkede cigarer for 10 øre stykket.  Billard kunne man spille på  Madsens Café – på hjørnet af Lille Kongensgade.

Det var kun få vogne på  Strøget. Som regel var det Keiferske Sporvogne med et lille skinnehjul foran.

Vi driver langsomt op ad gaden igen og passerer Morescos ny-købte gård. Hans virksomhed lå fornyelig på hjørnet af Helliggejststræde.  Vi passerer Raphaels Tæppefabrik Under denne lå en cigarfabrik, hvor man ved nattetide kun få en bajer. Her fik politibetjente varmet deres medbragte lommeflasker med cognac, vand og sukker.

Her kunne man også finde Bernth Nielsens lille men meget succesfulde blonde- forretning.

På hjørnet af det yderst smalle Christian Barnikowstræde – senere udvidet til en pompøs hovedgade, lå et forsømt gammelt hus. Her lå Vildanden. En tarvelig restaurant med billard og varieté af dårlig kvalitet.

 

Cirkus i byen

På det senere Grøntorv havde Cirkus Rentz rejst en kæmpe telt. Rentz var en fattig mand, da han kom til København. Nu var han blevet rig, og vakte opsigt. Ja man lavede ligefrem skillingsviser om ham.

 

Sikkerheden i byen

Sikkerheden lod også meget tilbage at ønske. Vægterne gik stadig rundt og klokken 22 sang de:

• Nu er det på  de tider at man føjer sig til sengs.

Kunne vægterne ikke skabe respekt, mødte politibetjente frem med bambusstok i hånden. Datidens medier angreb politiet. Således udtrykte Dagbladet det således:

• Vore bambusbevæbnede Politibetjente ere endnu de samme som før. Brutalitet, Partiskhed og Bestikkelighed høre til endnu til de Egenskaber, som jævnlig hæftes hos dem.
• Polititilsynet i Byen existerer om Dagen, men saa godt som slet ikke om Natten, thi Vægterne, disse privilegerede Rettighedsforstyrere, der ere mødt, midt om Natten sove i Kjælderhalsene, da de for at leve om Dagen save Brænde eller udføre andet strengt Arbejde, gjøre i Virkeligheden ingen anden
  Nytte end den at åbne for Folk, som havde glemt deres Nøgle.

 

Velgørenhed

De rige havde ikke noget imod at hjælpe dem, der var i nød, bare de ikke fik det ubehagelige inden for døren. Mennesker, der levede et forkasteligt liv, var stødende for borgerskabet. Selv om man ikke kom der, hvor der var værst, kunne det ikke undgås, at borgerskabet, når de promenerede forbi, lagde mærke til tuskhandler, bondefangeri, gade-trækkeri, tiggeri, lommetyverier og andre udyder.

Middelklassen opfattede gaden som et farefuldt og anstødeligt opholdssted.

 

Pastor Steins advarsler

For de unge piger kunne et enkelt fejltrin være katastrofalt. Et enkelt fald med svangerskab til følge, var nok til at puffe en ung pige fra de hæderlige tjenestepigers række og ned i rendestenen. Sædelighed var en meget vigtig dyd. Pastor Stein sagde det meget rammende:

• Søndag – aften er en farlig aften og fristeren udspænder da sine garn. Den unge pige, som har udgangslov, ved tit ikke, hvor hun skal gå hen, mange har ingen slægt og venner i byen, andre kun sådanne, hvis selskab de flyr. Så tyr de hen til disse små teatre og musikhaller, hvor usædelighedens og råhedens lugt slår dem i møde, så kommer danseboden, så forførelse, og så bliver for så mange, det sidste værre end det første.

Denne Pastor Stein, der var formand for Indre Mission omdannede missionens lokale i København til et samlingssted for tjenestepiger.

Det var mænd, der gjorde gaden til et usikkert sted. Men i Indre Mission var filosofien, at det var de familie-løse tjenestepiger og fabrikspiger, der kunne være farlige for de unge mænd.

 

Soldater og sømænd

Soldaterne var de mest udsatte. Deres fritid tilbragte de i små værtshuse omkring kasernerne. Her kunne de spille kort, drikke øl og brændevin og underholde sig med de letlevende damer.

Også sømænd var udsatte. Knap havde de sat foden på kajen, før de blev antastet af Landhajer, der fandt et logihus til dem. Og i Nyhavn kunne de meget let falde i usædelighedens pløre.

 

Prostitution en hån mod middelklassens dyder

Prostitution var en hån mod de dyder, som middelklassen satte pris på´. De forsøgte med tilskud til velgørende organisationer at få renset deres samvittighed. De havde jo deres på det tørre.

 

Missionærer gennembanket

Og missionærerne fra de kirkelige og velgørenhedsmæssige organisationer måtte finde sig i, at blive gennembanket og spyttet på. Både utugtskunder, alfonser og skøger angreb.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Tog til København
• Forlystelser i København
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)
• Sporvogn på Nørrebro (under Nørrebro)
• Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867 (under Nørrebro)
• Den stinkende kloak på Nørrebro (under Nørrebro) og mange flere artikler 

Redigeret 23. – 03. – 2022