Knivsbjerg – nord for Aabenraa (udgave 2018)

Vi har ny skrevet artiklen om Knivsbjerg. Dette er stadig Det Tyske Mindretals samlingssted. Men i mange år blev stedet overvåget af Dansk Politi. Man overvågede Mindretallet i mange år efter krigen. Her er også mindesmærker for de faldne. Og det er ikke helt uden problemer. Her blev det også efter krigen udøvet sabotage mod Bismarck – monumentet. Det Tyske Mindretal mente ikke, at de danske myndigheder var særlig aktive for at få opklaret dette.

 

Forsøgte at købe Knivsbjerg tilbage

Knudsbjerg var engang et tingsted. Og man mener også, at det har været et kulturcenter og et offersted.

Efter et stormøde den 16. juli 1893, mødtes hjemmetyskere fra Aabenraa, Løjt og Hoptrup for at købe Knivsbjerg til fremtidige møder. To tysksindede bønder gik til bakkens ejer, der var dansk, og købte stedet for 6.700 mark. De fortalte ikke rigtig, hvad de ville bruge den til. Og det hele blev sat i gang af pastor Jessen i Sønder Vilstrup.

Da man fra dansk side, hørte, at de ville oprette en Germania-statue, forsøgte man, at købe marken tilbage, men så var det for sent.

Lidt syd for Hoptrup og ca. 10 kilometer nord for Aabenraa ligger Knivsbjerg. Det rager ganske godt op i vejret – 97 meter. Siden 1893 har det været ejet af Knivsbjerg-selskabet.

Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret her. Her besluttede man så at rejse et nationalt mindesmærke for ”Hertugdømmernes befrier”, Otto Bismarck. Det var ham, der var skyld i, at Sønderjylland var tysk fra 1864 – 1920.

Ved indvielsesmødet den 15. juli 1894 var der 6.000 deltagere. Der blev hejst en 25 meter flagstang med et ti meter langt flag skænket af Michael Jebsen. Fra de tysksindedes side foreslog man, at bakken skulle hedde Wilhelmhöhe, men det slog aldrig an.

Åbenbart har man fundet inspiration fra Skamlingsbanken, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål med modsat fortegn.

Ved indvielse af Knivsbjerg blev der udtalt følgende af Landråd Schwartz:

• I tysk jord er du rejst, og du lader dit blik glidACe hen over det tyske hav, og kun dig Bismarck, kan vi takke for, at dette land er blevet tysk og vil vedblive tysk i al evighed.

 

Indsamling til Bismarck – statue

Man foretog en indsamling, og hos rederen Michael Jebsen og hans familie fik man et større beløb. Man fik samlet cirka 10.000 mark. Grundstenen blev lagt i 1895. Men først i 1901 blev det berømte Bismarck-tårn indviet. Da var Bismarck blevet fyret af Kejser Wilhelm den Anden.

Dette var Bismarck ikke særlig tilfreds med. Fra hans gods Friederichsruh skrev han mange barske udfald mod regeringen gennem Hamburger Nachrichten. Og han nåede slet ikke, at se sit tårn, der ragede 46 meter i vejret. Han døde i 1898.

Hele anlægget kom til at koste 170.000 Mark. De fleste af disse penge, blev betalt af redder, Michael Jebsen. Den resterende del af pengene blev samlet rundt omkring i provinsen. Monumentet på Knivsbjerg blev kåret som den næstbedste af samtlige Bismarck-monumenter. Og dem var der sandelig mange af.

 

Jebsen – et stort firma

På verdensplan har Jebsen og Co 6.500 ansatte. Michael Jebsen etablerede sig som selvstændig redder på Skibbroen i Aabenraa i 1882. Allerede i 1897 ejede han 14 dampskibe. Ved første verdenskrigs begyndelse i 1914 blev Michael Jebsen interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage virksomheden.

Monumentet af Bismarck bestod af blandt andet to gange seks meter brede tapper med 30 trin. Og så kunne man i midten komme op på den øverste etage, men det krævede yderligere 20 trin.

Man kan altid diskutere, hvor flot bygningsværket tog sig ud. Det var bygget i den rigtige tyske gotiske og kraftbare stil. Udvendig var det beklædt med granit. I en niche var der anbragt en syv meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt et citat af Bismarck:

• Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet på denne Jord.

Under statuen stod ”Up ewig ungedeelt” (for evig uddelt). Og her menes selvfølgelig Slesvig Holsten. Og det sigtes sikkert mod Ribe-brevet.

Bürschenschaft Alamania forsøgte, at opstille 300 statuer af Bismarck overalt i Tyskland. Man anbefalede, at der skulle bruges tysk granit. Dog mente man ikke, at prisen skulle overstige 20.000 kr.

Det blev til 250 statuer af Bismarck. De blev bygget i forskellige stilarter i forskellige kontinenter. Der står endnu 175 tilbage, heraf otte stk. i Slesvig Holsten.

Den sidste forsamling fandt sted på Knivsbjerg den 11. maj 1919, inden Sønderjyllands afståelse til Danmark. Den 4. juli blev Bismarck statuen afmonteret og fragtet til Rendsborg. Man blev nødt til at save hovedet over, for at der kunne være plads. Brütt’ s   mesterværk blev den 30. august 1930 transporteret til Hütten Sogn og opstillet i Aschberg.

 

Knivsbjergtårnet sprængt

Den 16. august 1945 kunne man i Danevirke læse følgende overskrift:

• Knivsbjergtaarnet sprængt i Nat

Bladet kunne endvidere fortælle, at tårnet kun var en ruinhob, og at ingen mennesker var kommet til skade. Eksplosionen foregik ved 3-tiden om natten. Den tyske militærbelægning, der lå i en barak tæt på, var klokken 3.10 blevet advaret. Fem minutter efter lød der et ordentligt brag. Man anslog, at 40 sabotører havde anvendt 850 kg sprængstof.

I området opholdt der sig 150 tyske flygtninge og 75 soldater. Man skulle også nå at advare gårde og huse i området. Vinduerne skulle åbnes og al trafik på hovedvej 10 skulle stoppes.

Modstandsbevægelsen foretog sprængingen lige inden, de skulle aflevere deres våben og sprængstoffer til politiet. Hærværket blev aldrig opklaret. Det tyske mindretal mente, at politiet ikke gjorde nok ud af opklaringen. Og det har de nok heller ikke helt uret i.

Nu er det hele vel ikke så hemmeligt mere. For i bogen ”Kvinderns modstandskamp fortæller den dengang 27 – årige Ulla Kunøe, at hun var at være eneste kvinde, blandt 40 sabotører. Hun har offentliggjort et dokument, hvor det afsløres, at hun var med ved sprængningen.

 

Deltagerne var ”tyskerklippet”

Knivsbjerg-festerne blev genoptaget i juni 1947. Dette vakte stor modstand i de danske kredse. Natten til ugedagen, hvor festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg. Der blev opsat skilte med dødningehoveder og med teksten ”Livets Landminer er udlagt” I mange år blev møderne kontrolleret af politiet. I en rapport fra 1947 skriver de:

• Deltagerne var ret afdæmpede i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk, Man saa ikke som ved tidligere Fester, den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede sammenkomsten.

 

Æreslunden skiftede til mindesmærke

Fra 1955 fandt politiet ikke officielt anledning mere til at holde øje med Knivsbjerg-festen. I 1955-956 betalte den danske stat for oprydningen ved Knivsbjerg. Tårnet blev aldrig genopført, men blev dækket med jord. Tilbage står kun en nøgtern indskrift om sprængningen.  

I 1969 bragte Danmarks Radio en radioudsendelse om sprængningen. En hvis hr. Frandsen kunne fortælle om episoden. Han fortalte blandt om, at tyske soldater havde skudt efter sabotørerne.

Æreslunden (Ehrenhain) for faldne sønderjyder i tysk tjeneste blev indviet i 1962 med massiv opbakning. Modsat æreslunden for de faldne i Første Verdenskrig blev de faldne fra Anden Verdenskrig alle forsynet med navne.

Man var dengang af den opfattelse, at de faldne skulle æres, da de jo havde kæmpet en ærefuld kamp og på ærefuld vis havde ofret livet. At man havde kæmpet for et menneskeforagtende og forbryderisk system er noget andet. Tusindvis af danskere, der ikke havde noget at gøre med det tyske mindretal gjorde det samme.

I 1990 så en kvindelig besøgende på Knivsbjerg til sin forfærdelse på en af tavlerne navnet på en mand, der under Gestapo-forhør havde tortureret hendes broder. Manden var på grund af sine handlinger blevet dømt til døden og henrettet i 1948.

Den person, hvis navn forekom på stenen var en af de danske Gestapo-folk, der havde for vane at torturere og mishandle tilfangetagende modstandsfolk på Staldgården i Kolding.

I 2010 blev to navne fjernet, da det viste sig, at de var blevet henrettet af britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser.

Lysten til at fjerne denne og andre tvivlsomme personer var nu ikke så stor dengang. Det viste sig, at flere havde begået krigsforbrydelser og gjort tjeneste i koncentrationslejre.

På det traditionelle årsmøde i Sankelmark havde fire medlemmer af det tyske mindretal nogle meget personlige indlæg, hvor de gjorde op med den træge holdning til den nazistiske fortid. Årsagen har sikkert været udgivelsen af Henrik Skov Kristensen’ s bog, Straffelejren. Her bliver retsopgøret med mindretallet detaljeret behandlet. Der kom et forslag om, at Ehrenhain (æreslund) blev ændret til Gedenkstätte (mindelund).

Det var ikke en let beslutning. En del pårørende til de faldne og tidligere frontsoldater var imod denne navneændring. Hos dem vejede forestillingen om en ærefuld indsats stadig tungt. Men trods uoverensstemmelser blev navnet ændret på mindretallets 50-årsdag den 18. august 2012.

 

Der kommer måske flere?

Seks af navnene er senere blev fjernet med en vinkelsliber. De to af dem, var belastet af deres gerninger efter krigen. To af dem døde reelt først efter krigen, hvor de blev henrettet i forbindelse med retsopgøret.

Men helt let er det ikke. Snart viste det sig, at en person fra Holbøl havde gjort tjeneste i køkkenet i Kz-lejren Dachau. Fra det tyske mindretals side var man afventende for at se, om vedkommende havde gjort nogle strafbare handlinger. Han har under alle omstændigheder set og deltaget i ”Vernichtung durch Lebensverhältnisse” (tilintetgørelse på grund af livsforhold).  

Kz-fanger skulle gå til grunde ved udhungring, epidemier, de skulle bryde sammen og knækkes på grund af sult eller byrden af det vanskeligst tænkelige fysiske arbejde. Derfor må denne mand fra Holbøl også gøres medskyldig.

Og det er desværre nok ikke den sidste sag. Vi har i vores undersøgelser i Dibbernhaus-kartoteket også set personer desertere fra Buchenwald og andre steder. De havde fået nok. Og nu blev de eftersøgt. Viste de sig igen, ja så ventede det dem en hård dom. Det har vi også set eksempler på.

Men det ser ud som tysk retspraksis er ændret i sagerne fra de tyske koncentrationslejre. Med andre ord, bare tilstedeværelsen i en koncentrationslejr er kriminel.

83 familier har ikke ønsket at deres efterladte skulle mindes på Knivsbjerg. Og de 5.000 faldne fra Første Verdenskrig mindes som skrevet kollektivt uden navneangivelse.

 

Tilfældigheder afgjorde om man bliv vagter

Fordi man boede i Danmark, var det svært at komme i den tyske værnemagt. Det var væsentlig lettere at komme i SS. Og det var jo netop dem, der stod for organisationen af udryddelseslejrene. I mange tilfælde var det tilfældigheder, der gjorde, at man endte som vagter i lejrene.

Mange fra det tyske mindretal blev sendt til SS Totenkopf. Men som Dennis Larsen beskriver i sin fortræffelige bog ”Fortrængt grusomhed” var der ingen forskel på, hvordan etniske danskere og medlemmer af det tyske mindretal optrådte i lejrene.

Forfatteren siger også meget rammende, at medlemmer af det tyske mindretal følte sig som offer efter krigen, men mange af dem var også gerningsmænd. Men inden vi nu går i selvsving i forargelse, så må man sige, at de etnisk danske, der gjorde tjeneste i lejrene fik meget lidt opmærksomhed i retsopgøret efter krigen. De fleste gik fri.

Nu skulle man tro, at man på Knivsbjerg er ligeglade med, hvem der bliver mindet, men sådan forholder det sig ikke. Allerede i 1993 blev alle navne sendt til Rigspolitiet for at blive undersøgt og herfra havde man ikke hørt noget.

 

Der Nordschleswiger ville have Bismarck tilbage

I 2010 vakte det langt fra begejstring alle steder, da Der Nordschleswiger–det tyske mindretals blad, forslog, at der skulle oprettes et mindesmærke for selve Bismarck i Danmark.

Efter offentliggørelse af Kong Christian den Niendes breve, hvori kongen tilbyder Danmark som medlem og provins af de tyske forbund (Deutscher Bund) efter 1864, må den danske historie også omskrives vedrørende Bismarck, mente avisen i en leder. Den tyske rigskansler var mere end et århundrede forhadt i Danmark på grund af hans politik. Åbenbart modsatte Bismarck sig personligt planen om, at Danmark skulle ende som en provins i Deutscher Bund.

Og i Der Nordschleswiger blev der udtalt, at efter, at tårnet var bortsprængt på Knivsbjerg, kunne man overveje at få Bismarck tilbage i lighed med Isted-løven!

Men det var her på Knivsbjerg, vi kom nogle gange. Vores søn Peter Rasmus gik som allerede nævnt i tysk skole i Padborg. Han var ikke så gammel, dengang vi gik forbi alle mindeplader. Min kone og mig gik lidt foran. Pludselig råbte Rasmus:

• Er der her Hitler ligger begravet?

Bagefter os gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han så ud til at have et lidt anstrengt smil.

 

Masser af aktiviteter

Der sker masser af aktiviteter på Knivsbjerg af mange forskellige karakterer. Og her møder man ikke kun medlemmer af det tyske mindretal. Og den årlige årsfest er her stadig med en masse deltagere inden for forskellige sportsgrene og publikum møder stadig op i tusindtal.

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet.

 

www.dengang.dk indeholder 142 artikler om det gamle Aabenraa og omegn. Du kan også finde 258 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter)