Klunserne (NørLIV 20)

Og så er vi klar med vores 20. bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Dette er historien om klunserne. Vi har allerede haft historien om Prinserne (Spritterne), Fælledbisserne og Lersø – Bøllerne. Det var nu langt fra alle Klunsere, der var afhængige af sprit. Men mange blev ødelagt af spritten. Der var flest af dem ude i Nordvest. Klunseren var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Viceværten betragtede dem som et besværligt folkefærd. De skulle også passe på rotter m.m. Vi skal også høre om klunsernes årlige skovtur.

De var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det var vel cirka halvdelen af dem, der var i København. De befandt sig hos

• Alvi, Blytækkervej – cirka 50 stk.

Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej – cirka 15 stk.

Dumman i Dagmargade – cirka 15 stk.

Møller i Ryesgade – cirka 20 stk.

Hovedstadens Pakhus i Todesgade – cirka 15 stk.

Jernhandlerne på Svanevej cirka 10 stk.

Under krigen var der mange flere, vel et par tusinde. Men da var der også mange penge i det. En klunser er en mand, der roder i skraldebøtter og på lossepladser efter kasserede tig og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter investeres pengene i flydende varer.

Mange blev ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og trappegange. Han havde sit redskab ligesom slagteren. Det er ”Syvtallet”. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.

Klunseren var sammen med Vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsercyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han indrette sig. Og så var det også dejligt at finde sig et halvtag.

Klunseren færdes altid rundt på Nørrebro og i Nordvest i en større eller mindre brandert. Viceværterne betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til at batteri i frakkelommen.

I det gamle Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfelds- kvarteret vrimlede der med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af en sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.

En klunser var ikke sart. Men der er hårdrejsende historier, hvad han har fundet på Nørrebro. De startede tidligt, så de kunne skrabe et par kroner sammen til næste flaske spiritus. Det som man tjente i går var for længst brugt. Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før man havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sin last.

Om aftenen finder man ham i et skur i et hjørne af klunserpladsen. Her hygger han sig med kammeraterne og straks samles der sammen til flydende varer.

I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det gik også ud over blodomløbet i benene. Og så opstod der koldbrand. Mange klunsere døde af dette. Men ellers var det en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget. Og det havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på var med en ny omgang sprit. Og så var ringen sluttet.

Klunseskuret var de asociale klunsers eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig nedskrevet på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser. Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende spritten på denne måde.

En del af klunserne havde dækadresse på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer. Man kunne indtage middagsmaden på en café under Højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade.

Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle også betales børnepenge og manglende skat. Og så fandt klunserne ud af, at det var bedre at klunse.

Ja det skete da også, at de kom i flot tøj. Det gjorde de under den årlige skovtur eller hvis de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. De var altid gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande ved hinanden.

Og så var det gang i kedlerne. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så var det ud af klappen med ham og så i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde-Ole altid for sent, møgbeskidt. Snart var 33 klunsere parat, renvaskede og i nydeligt tøj. Ja selv rent undertøj havde de fået på.

Turen gik nord på. Man måtte ikke drikke på vej deroppe. Man skulle selv sørge for madpakken. Men der var masser af sponsorer og købmanden havde sponseret snaps. Tilfældigvis var produkthandlerens sortér – piger–også på udflugt. Egon havde sin harmonika med. Der blev danset på græsplænen. Det endte med, at Kusse – Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Walde havde fundet en, der kunne være bygget på B&W. Han blev nærmest mast.

Denne Kusse – Johannes havde fået at vide, at han ikke måtte drikke. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste nærmest tre i timen og skyllede dem ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej – død som en sild.

Tatoveringer klarede man også selv. Man startede med at kradse motiverne, og så var det bare tusch på. Det skete selvfølgelig i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.

Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent. De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i lommen, da de fandt ham. Han døde i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på denne måde med tre flasker kogesprit, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.

Der blev samlet sammen til en krans med bånd på:

• Det sidste Farvel fra Kammaraterne paa Blytækkervej

Hele 15 kammarater var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:

• Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl.

Kære læser. Vi nåede slet ikke at hilse på Kresjan Højtaler, Laurids Betjent, Ballet Ole, Løgne Hans, Luse Karl, Prima-Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude Jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten, Den Brølende Løve, Linje 14 og alle de andre.

Du kan læse mange flere historier på www.dengang.dk Her har vi bl.a. 255 artikler fra Det Gamle Nørrebro.