Klampenborg – dengang

Det var en ”Adelsvej, der førte ad Helsingør til”. Klagerne væltede ind, Strandvejen var for dårlig. Så måtte man betal ved Slukefter. Men så kunne man få en ”Gammel Øl med Pind”. Det bedste for borgerskabet var at have eget landsted. Men efterhånden blev fiskerhytterne accepteret. Man var jo ”paa Klampenborg”. Skovfogeden blev dømt for ulovlig kroholde. Hjaltetin skrev en bog: ”Vandkuren i historisk udvikling”. En anstalt blev støttet af kongen og hertugen. Problemer med godkendelse. Svedekure og kildebade var med i prisen. Vi skal have en oversigt over sunde og skadelige spise. Køerne blev afskaffet. Ja det gjorde badehuse på hjul også. Gode råd til de badende skal vi også have. Var dans gavnlig for kurgæsterne? Man blev sandelig helbredt for mange sygdomme. Mange gik hele vejen. Dyrehaven startede med telte. I Tingbogen stod der, at utugt var forbudt i skoven. Mange så frem til Sankt Hans, og et sygehus havde fundet en guldgrube. 

 

Adelsvej, der fører ad Helsingør til

Dengang i det 18. århundrede fortrak de fleste københavnere, hvis de ellers havde midlerne til det, at ligge på landet om sommeren. Man ville bo ved en af Nordsjællands mange idylliske søer. Her var både frodige marker og stemningsfulde skove.

Det var ikke altid, at badning langs Strandvejen i Øresund kunne betragtes som en sundhedskur. Men visse steder var Strandvejen dengang kun et par hjulspor.

Strandvejen var en ældgammel vej. Den har været kendt siden middelalderen og man sagde om den:

• Adelsvejen, der fører ad Helsingør til

Hurtig blev vejen overbelastet særlig i ”Kildetiden” som var fra 23. – 25. juni og 1. – 3. juli. Ja i en periode blev kildetiden udvidet til tre uger.

 

Klagerne væltede ind

Og vejen var i den grad elendig at køre på. Ofte måtte bønderne, der skulle fjerne gødning i staldene i hovedstaden tømme deres vogne i Hellerup, fordi de ikke kunne køre på den smattede og opblødte vej.

Klagerne regnede ned over amtmanden. Men han kunne ikke gøre noget. Hverken amtet eller regeringen så sig i stand til at ofre penge på en udbygning af vejen.

 

At betale – ved Slukefter

En driftig sadelmager ved navn Randel havde en løsning. Han tilbød at stille sig i spidsen for en gennemført renovering af vejen finansieret af egen lomme på betingelse af at han efterfølgende fik lov til at opkræve penge for kørsel og ridning på vejen. Samtidig lovede han to gange dagligt at dæmpe støvgenerne i sommerperioden ved vanding.

I Berlingske Tidende kunne man læse, at der fra den 24. juni 1825 ville blive opsat en spærrebom ved Slukefter. Ved passage skulle der betales et beløb til bommanden. I avisen stod der, at dette var forbigående, men betalingspligten varede i 90 år.

Ventetiden var ulidelig. Så var der godt, at der blev indrettet et fortræffeligt værtshus ved navn Slukefter. Det blev berømt for specialiteten ”Gammelt øl med pind”. Det smagte altid efter en mere og en mere.

 

Det bedste var at have eget landssted

Fiskernes talrige hytter var nu heller ikke noget, der tiltrak københavnerne i hvert fald ikke som sommerbolig. Det bedste var at have eget landsted.

Nu blev indstillingen dog efterhånden ændret. Nu blev det morderne at leje sig ind hos en fattig fisker, som glædede sig. De var vant til det trælsomme liv på havet. Men samtidig blev antallet af rigtige landsteder med store prægtig anlagte haver foran forøget.

 

Flotte beskrivelser

Nu kneb det efterhånden med udsigten for træerne på begge sider af Strandvejen blev forøget. Men læs blot denne beretning fra 1855:

 

• Paa den sexmile lange Strækning fra Øens nordøstligste Pynt til Landets Hovedstad, Kjøbenhavn, frembryde det sig i Bakker og Dale bølgende Land den rigeste Afvexling af dyrkede Marker, omgivne af kraftige Ege- og Bøgeskove, Hytter og Slotte. Bøndergårde og Herresæder ligger malerisk grupperede i de yndige Omgivelser. Hist og her fremtitter en coket Villa med sine rankebeklædte Vægge, sine zirlige Græsplainer og sine yppige Blomsterfylde, medens de talrige Fiskerhytter langs Stranden ved deres Mængde vide om, at ikke blot det skjønne Land, man ogsaa Havet, der beskytter dets Bred, er rigt og gavmildt.

 

Og denne beskrivelse kommer fra ”En Veileder paa Den nordsjællandske Jernbane” er fra 1864, året efter at jernbanen til Klampenborg var blevet indviet:

 

• Ved denne Station kan man skyde lige ind i Dyrehaven, men Locomotivet standser uden for den store Port. To Minutters Vandring, og man staar ind under de løvrige Kroner i Dyrehaven, Kjøbenhavns Stolthed, Charlottenlund hedder i daglig Tale aldrig andet end Skoven. Dyrehaven faar derimod altid sit navn. Man føler, at den ikke kan lade sig nøie med noget Fællesnavn. Her tilhøire fører Vejen op til Klampenborg.

 

Ulovlig krohold

På dette sted lå i slutningen af 1600-tallet et skovfogedhus, som blev beboet af en mand ved navn Klampe. Et halvt århundrede senere blev det indrettet til traktørsted og skovfoged Ole Nielsen, som overtog det 1755, søgte tilladelse til at brygge og brænde. Det blev han ikke blot nægtet, men han fik oven i købet bøde for ulovligt krohold.

Siden fik han dog bevilling og langt ind i det 19. århundrede var her et søgt traktørsted. Det lå ud til Strandvejen ved nuværende Peter Lieps Vej. Den bestod af tre stråtækte længer i en stor have.

 

Vandkuren i dens historiske udvikling

Trods dets popularitet skyldtes Klampenborgs berømmelse nok i højere grad den ”Vandkur, Brønd- og Søbadeanstalt”, som bataljonskirurg dr. med. J.J. Hjaltetin oprettede i 1844 på terrænet mellem den gamle traktørsted og Taarbæk. Men nu gjorde han det ikke selv

I udlandet havde vandkur-anstalter længe været tidens store mode. De erfaringer om vandets helbredende egenskaber disse havde indvundet, offentliggjorde Hjaltetin 1842 i et skrift om:

• Vandkuren i dens historiske Udvikling, nærværende Tilstand og Resultater.

 

Christian den Ottende støttede foretagenet

Samtidig virkede han for en lignende anstalt i Danmark. Men se disse planer havde en anden allerede planlagt. Og det var udgiver af Kjøbenhavns Posten, Andreas Peter Liunge. Den skulle ligge ved Øregaard på Strandvejen i Hellerup.

Men for at undgå konkurrence, der ville skade dem begge, indgik de to en ”interessentskabskontrakt” i 1843. Udadtil var det Hjaltetin, der var den ledende kraft. Christian den Ottende var meget interesseret i planerne. Så derfor blev der givet privilegium til indrettelse af en ”vandkur-anstalt”. Desuden blev der overladt 23 tønder land i Jægersborg Dyrehave på bakken oven over Taarbæk.

På kort tid lykkedes det at få tegnet den nødvendige aktiekapital på 100.000 rigsdaler der dog senere blev fordoblet. Det nye aktieselskab unævnte Liunge til bogholder og kasserer. Hjaltelin blev badelæge og den ny anstalts reelle leder.

 

Det lovede udbytte udeblev

Det med økonomien var lidt usikkert. Hjaltelin lovede investorerne 18 pct. i udbytte. Men kuranstalten blev aldrig en guldgrube. De 8 pct. blev konverteret til et rundt 0. Det hjalp heller ikke da jernbanen kom til.

Blandt investorerne var hertug Christian af Augustenborg. Det var ikke nogen dårlig reklame med så prominente folk blandt investorerne.

Det terræn, kongen havde overladt dem, blev udvidet med den tidligere nævnte skovfogedboligs jordlod. For at få direkte adgang til sundet erhvervedes desuden til indretning af en søbadeanstalt for damer landstedet ”Chritiansro”. Til herrer fik man ”Skrænten” nord for Taarbæk.

Med M.G. Bindesbøll som arkitekt begyndte man derefter opførelsen af de nødvendige bygninger, mens slotsgartner Rothe på Fredensborg anlagde parken. Allerede i 1845 var disse arbejder så fremskreden, at det nye kursted i juni kunne begynde sin virksomhed.

 

Problemer med godkendelse

Men se nu var det jo Det Kongelige Sundhedskollegium der fik sagen til behandling. Og det gav anledning til problemer. Den øverste sundhedsmyndighed mente ikke, at vandkur og søbade havde noget med hinanden at gøre. I Kollegiet herskede det den opfattelse, at en sammenblanding kunne være absolut farlig, eftersom lægerne på vandkure – anstalterne konsekvent hævdede, at badevand og drikkevand altid skulle have samme temperatur.

Ingen tvivlede om, at dette ville blive en succes. Ikke blot var disse vandkur – anstalter den store mode, men Klampenborg havde også en fortrinlig beliggenhed ved Øresund og lå i en smuk egn, hvor der var et væld af kilder.

 

Stor søgning i begyndelsen

Jo det var moderne at passe på helbredet. Og havde man råd tog man gerne på kuranstalt en måned eller to nede i Tyskland. Snart sagt alle tænkelige lidelser lod sig kurere med kildevand. Men nu var der altid en badelæge til stede, der afgjorde om vandet skulle drikkes eller om det var til udvortes brug.

Nu var det også en fordel, at afstanden til København kun var kort. Man kunne sagtens komme frem og tilbage, selv om det på dette tidspunkt endnu ikke var nogen jernbane. Men man kunne sejle med de to små dampbåde William og Emma eller med dampskibet Hamlet.

I 1819 havde nationen fået sit første dampskib, Caledonia. Det fik også fast rutefart mellem Toldboden og Klampenborg. Ja i kildetiden blev stort set hele den danske dampskibsflåde sat ind.

Ja så var det jo også omnibusserne Hertha, Merkurius og Figaro,

Trafikken på Strandvejen må med datidens øjne have været meget betydelig. I sommermånederne blev den befærdet af 50.000 passagerer fordelt på 5.000 wienervogne og 9.500 åbne vogne, foruden bønder og arbejdere.

Også den ny anstalt kunne i begyndelsen glæde sig over mange besøgende. De, der ikke boede der, skulle betale entre for at komme ind. Det første år drejede det sig om ca. 40.000. Og det næste var det cirka det dobbelte antal.

 

Da kongen blev modtaget

Blandt disse var Christian den Ottende, der havde en stor andel i anstaltens tilblivelse, som vi allerede har læst. Han var ledsaget af dronning Caroline Amalie. I den anledning var indkørselsporten festligt smykket med egeløv og flag. De kongelige gæster blev hilst velkommen med en fanfare af blæsende instrumenter og kongesalut.

Hjaltetin overrakte kongen et smukt hyldestdigt, mens et medlem af anstaltens bestyrelse bød velkommen. Kongen svarede med et hjerteligt ønske for anstaltens held og fremme til gavn og glæde for dem, der besøgte det.

Senere kom kongeparret sammen med det svenske kongepar.

 

En flot anstalt

Anstaltens bygninger var opført langs vejene, der fra den store hovedport ved den gamle skovfogedbolig i Klampenborg slyngede sig gennem det vidtstrakte terræn. Længst mod øst lå den egentlige promenade, den såkaldte ”Lange Linje”. Herfra var det den mest fortryllende udsigt.

 

• Nedenunder ved Skræntens Fod løber den idelig befærdede Strandvej. Lystige Folk i lette Kjøretøjer, ridende Damer og Herrer afvexle med den tungtbelæssede trompetende Omnibus. Paa den anden Side af Veien ligge Fiskerhytter og nette Lyststeder med smukke Haver, blandede mellem hinanden, over hvis Tage og Trætoppe Øjet med Velbehag hviler paa det med utallige Seilere opfyldte deilige Øresund.

 

Ved Lange Linje lå kurstedets koncertpavillon med sit høje pyramideformede tag, hvis øverste del var af glas. Gennem dette og bygningens 21 glasdøre væltede lyset ind i dens store sal.

Foran de ni østlige døre var under en markisse anbragt borde og bænke og med rette blev det sagt, at:

 

• Intet Stedkan man nyde sin The, Kaffe eller anden Forfriskning med en skjønnere Udsigt for Øie.

 

Svedekure og kildebade var med i prisen

På den grusbelagte plads foran facaden stod meget naturligt anstaltens flagstang, som øverst var prydet med en vindfløj. Til hovedbygningen sluttede sig mod nord og syd to mindre pavilloner. Den ene var indrettet som aftrædelsesværelse for den kongelige familie, den anden til læsekabinet. I tilbygningen på vestsiden over for hovedindgangen var der indrettet konditori og bolig til konditoren.

På grund af sit særprægede og fremmedartede udseende kunne det ikke undgås, at bygningen fremkaldte en hel del kritik. Bag koncertpavillonen lå en restaurant og en cafe, adskilt af restaureres bolig og fordelt over det store terræn anstaltens øvrige bygninger.

Blandt disse er det særlig grund til at fremhæve de såkaldte kottager og det treetagers høje kurhus, der oprindelig indeholdt 36 værelser. Hvert værelse var efter datidens forhold luksuriøst udstyret. Det var forsynet med en seng, en sofa, fire stole, bord, spejl. Servante med tilbehør, kommode og klædeskab.

I prisen indgik foruden betjening:

 

• De til selve Kuren hørende Kolde Indsvøbninger og Afrivninger, kolde Kildebade, Sæde- og Fodbade.

 

Sunde og skadelige spise

Endvidere leveredes pudsigt nok tre gange dagligt kogende vand til te og kaffe. Kildebadet fandtes i en udbygning, der bestod af to værelser, et for herrer og et for damer, som hver var forsynet med et badekar.

Her var også koldtvands- bassiner til fod – og sædebade. Der var sandelig også svedekur i uldne tæpper og fugtige lagener. Her var ude i det fri indrettet 5 grader koldt brusebad med op til ni meter højt vandfald. Her kunne man vælge mellem støvregn, regnbad eller plaskregn. Alt dette var gavnligt for helbredet. I Klampenborg Badetidende kunne kurgæsterne orientere sig om både sunde og skadelige spise – og drikkevarer.

Var man indkvarteret på brøndkur, kunne man med god samvittighed drikke kakao og kaffe i små mængder og mælk, men den måtte dog ikke være for fed. Vand med og uden sukker (ikke for koldt) og varmt øl dog i ringe kvantitet.

Det var derimod aldeles forbudt at drikke limonade og alle typer likør, punch, rødvin og enhver form for hedvin.

Det var gavnligt at spise bl.a. agerhøns, agurker og asparges, dog ikke for mange. Blomkål, hvedebrød, haresteg, havregrød og høns, kartofler med måde samt æg, kun blødkogte og ikke hårde, ja se det var sundt.

Listen over forbudte retter var lang, meget lang og den omfattede bl.a. ål og abrikoser, and, alle former for frisk frugt og is af enhver art, ost og pølse, sild, svinekød og østers.

 

Køerne blev afskaffet

I kottagerne på Christiansro og Skrænten var der både enkeltværelser og lejligheder beregnet til hele familier. Men etablissementet omfattede naturligvis også funktionærboliger, desuden de nødvendige økonomibygninger. Ja her var sandelig også et mejeri og hertil blev der indkøbt 25 køer. Men allerede efter en måned blev disse afskaffet igen.

Her var en stald til gæsternes heste og vogne, te pavillon, hvor de besøgende fra København kunne få kogende vand på maskine til deres medbragte kaffe eller te. Her var også et cigar – og et frugtudsalg.

Det var således gjort alt, for at gæsterne skulle føle sig tilfredse.

 

Badehuse med hjul blev afskaffet

Særlig populære synes dog søbadene at have været. Kuriøst nok havde badehusene oprindelig hjul, så de kunne blive trukket op af vandet af heste. Men dette fandt man dog ubehageligt og upraktisk.

Det kunne være en meget farlig tur og særlig damer kunne vælte og drukne, især på den stenede Øresundskyst.

Disse blev så afløst af badehuse på pæle som en bro førte ud til. Hvert badehus var indrettet med et bord og en stol. Ville man være ugenert under selve badet kunne en markisse trækkes ned til vandets overflade.

 

Gode råd til de badende

Der tilrådedes følgende:

• Herrer vilde gjøre vel i at bade uden al Beklædning – damer i at bade uden Hue

Grunden til at damerne skulle bade uden hue, var at hvis kurens hensigt var at skaffe sig af med hovedpine, gigt og andet. Og så gjaldt det om at forkæle hovedhuden.

Efter badet skulle man desuden klæde sig på i en fart og for at blive varm:

• Giøre sig nogen Bevægelse

Var dette ikke tilstrækkeligt, eller hvis man følte sig udmattet, så skulle man drikke et glas portvin eller en kop bouillon:

 

• En større Frokost eller Middagsmaden bør ikke ikke nydes før 3 qvarteer efter Badet.

 

Det var eksklusivt at ligge ”paa Klampenborg”

På grund af sin beliggenhed og fortrinlige indretning havde Hjaltelin egentlig tænkt sig, at den nye vandkur-anstalt ville blive besøgt af mange udlændinge. Men det håb gik ikke i opfyldelse, måske på grund af treårskrigen (1. Slesvigske Krig).

Kottagerne blev derfor indrettet til sommerlejligheder med køkken. De blev nok betragtet som primitive. Men borgerskabet accepterede det, for det var jo fint og eksklusivt at ligge på landet:

 

• Paa Klampenborg

 

Kvinderne måtte bære morgenkjole hele formiddagen

Gæsterne kunne i øvrigt opføre sig som det passede dem bedst. Tonen var fri og forholdene hyggelige:

 

• Herrerne og Damerne sidde ved Restaurationsbordet mellem hinanden, og de Sidste besøge Restaurationen uden ledsagende Cavaleer. Man bestræber sig for at nyde Landlivet saa ugenert som muligt, man spiser sin Frokost i det Frie i Læ af Cottagens Mosskjærm (skærme af grene, hvor mellemrummene var udfyldt med mos) og Damerne spadsere hele Formiddagen i Morgenkjolen.

 

• For at gæsterne imidlertid ikke skulle kede sig, blev der arrangeret kaproninger under det klingende navn ”Regattafest”. Men der var også ”Dystløb” og ”Skivekastning”. Der var gynger og keglespil samt ”gymnastiske indretninger”.

 

Var dans gavnlig for kurgæsterne?

Og så blev der afholdt koncerter. En gang om ugen var der bal i koncertsalen:

 

• Uagtet Meningerne hos Badegæsterne om, hvorvidt Dands var gavnlig for Kurgjæster, vare meget delte.

 

Man blev helbredt for mange sygdomme

Ifølge en reklame for Klampenborg Badeanstalt i 1851 var mange blevet helbredt for gigt, lamhed, nervesvækkelse og underlivsonde.

Desuden blev der i 1854 anskaffet et transportabelt teater, hvor der spilledes pantomimer.

I løbet af årene blev der her afholdt officielle festligheder, kongresser m.m. Med årene mistede stedet sin betydning som kursted, men til gengæld blev myndighederne mere opmærksom på stedet. Måske var det derfor man i 1866 måtte flage med splitfag på stedet.

Da Klampenborgbanen åbnede i 1863 oprettedes der ved indgangen fra Klampenborg et stort badehotel med restaurant. Det lå på Staunings Plæne. Dets fornemme indretning, udstyr og elegance vakte selvsagt stor beundring.

 

Det gik alvorlig tilbage

I julen 1923 opstod der brand på stedet. Det var for mange et stort tab, selv om det med årene var blevet noget forfaldent. Men hotellet var med til at højne Klampenborgs ry som badested.

Men branden indvarslede en ny epoke i Klampenborgs begivenhedsrige historie. I 1937 blev hele etablissementet revet ned. Arealet blev udlagt som skovpark. Kun en af Bindebølls bygninger blev bevaret. Det var det oprindelige inspektionskontor. Det blev indrettet som restaurant for de mange soldyrekere på Staunings Plæne.

 

Mange gik hele vejen

Dengang hed det sig, at det kun var de velhavende, der havde råd til en vogn, når familien skulle på skovtur, blev afstanden mellem hovedstaden og dyrehaven i Klampenborg betragtet som en betydelig rejse. Og havde man ikke penge til en kaperkusk på Trianglen måtte man tilbagelægge turen til fods.

Efterhånden kom her så mange, at man spekulerede på at anlægge en kanal hertil inde fra København, så kunne heste på bredden trække en pram. Men man kunne også sejle hertil via Øresund.

 

Dyrehaven startede med telte

Ja Dyrehaven startede med, at der var rejst nogle telte, hvor gæsterne kunne brygge kaffe og tømme de medbragte kurve for flasker og madpakker. Det endte med et helt lille forlystelsesindustri med gynger og karruseller. Ja nogle vil kalde et ganske stort forlystelsessted.

 

Løjtnanten kunne ikke klare det

Men det var også det sted, hvor nu Skovriddergården ligger. I mere end 100 år trak ”Over Stalden” folk til fra nær og fjern. Det begyndte i 1820, hvor løjtnant Wiglar var faldet af hesten og slået sig slemt. Han fik lov til at bygge en stald til de mange gæster, der besøgte traktørstedet Constantia i landbyen Hellerup.

Da han i 1828 fik bevilling til at drive værtshus gik det stærkt. På etagen over stalden indrettede han beværtning. Men han havde mere sans for at passe heste end at drive forretning. Så det gik galt for ham.

 

Konditorenken fik sat gang i den

Traktørstedet blev overladt til madam Lardelli. Hun var enke efter en konditor inde fra byen. Hun vidste, hvad der skulle til. Hun engagerede nogle yndefulde damer, der kunne synge viser om ulykkelig kærlighed. Kunne de også spille harpe var det en yderlig fordel.

Det var overordentlig virkningsfuldt. Det var ikke så vulgært, som i teltene rundt omkring. Da konditorenken trak dig tilbage, gik bevillingen til Niels Husar, som egentlig hed Nielsen. Han moderniserede og udvidede det allerede berømte etablissement. Han indrettede også en kro for kuske og beridere.

 

Forbud mod utugt i skoven

Et stykke længere inde i skoven lå Charlottenlund Slot, som i 1863 var blevet overdraget kronprins Frederik som sommerresidens. Her gik han og ventede i over 40 år for at blive konge. Slottets bygninger blev omkring 1880 udevidet med kavalergårde. Og så måtte ”Over Stalden” flytte til den modsatte side af alleen. Her havde de mange telte med det tvivlsomme ry været placeret hver sommer. De rykkede nu til Grøndalssletten til stor forargelse for husejerne. I den lokale tingbog blev der gjort opmærksom på forbuddet mod at drive forretning med utugt i området op til skoven.

 

Her blev Skovridderkroen opført

Restauratøren i Over Stalden hed nu Fugmann. Mellem serveringen og scenen blev der nu opsat et gitter under devisen ”Nok se, men ikke røre”. Fugmann passede på sine sangerinder, som om de boede i et kloster.

Over Stalden havde en betydelig revyscene. Men efter Første Verdenskrig gik det ned ad bakke. Bygningen blev revet ned i 1936. Og på grunden ud mod Strandvejen blev Skovriderkroen opført.

 

Mange så frem til Sankt Hans

Mange så frem til Sankt Hans. Efterhånden herskede der her en mere løssluppen stemning. Her kunne både rig og fattig mødes. Nu var der plads til alle i Dyrehaven og ved kilderne.

Senere foretrak man sine egne drikkevarer og stolede på dens magiske virkning. Men tilbage i historien havde kilderne især til Sankt Hans en magisk kraft. Lige siden 1581 har der hele tiden opstået kildemarkeder med forskellige forlystelser.

 

Guldgruppe for hospital

Således skulle man for teltpladser betale afgift til Gentofte – Lyngby Hospital. Bevillingen skulle søges hvert år. Det blev en guldåre for hospitalet.

Her kom linjedansere og udenlandske gøglere og taskenspillere i hobetal. Her kunne man se fremmedartede vilde dyr. Her var aber, løver, tigre – ja selv en elefant blev vist frem. Ja her var en kalv med to haler og to hoveder.

Der var et vokskabinet med alverdens berømte stormænd, generaler, konger og kejsere. Der var luftballoner og gynger, marionetteater og pantomime. Her var bajadser og tusindkunstnere. Kunst-beridere af begge køn med vajende fjer i hatten var her. Ja og visesangere med et repertoire så upassende, at anstændige mennesker måtte fly.

På et tidspunkt havde kildedagene udviklet sig til en tre-ugers periode. Her gik skovnymfer rundt i skoven i mørket og gjorde anslag mod moralen ved Kirsten Pils hellige kilde.

 

Kilde:

• Se Litteratur København (under udarbejdelse)
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

• Sporvogn på Østerbro
• Fra Klampenborg til Frederiksdal
• Fra Østerbro til Klampenborg
• Strandvejens Historie
• Nord for Østerbro
• Katastrofen i Gentofte ’
• Gentofte – i begyndelsen (1)
• Gentofte – Historien fortsætter (2)