Kjælle Kaspar – den sidste kæltring

 

Af Lisa Hildegardt

Han var født Kaspar Madsen. Han gik til undervisning hos degnen. Han ville heller lave skarnstreger. Men han måtte gå to vintre hos præsten for at få mere lærdom. Her måtte man af og til spærres inde i svinestalden. De andre knægte var bange for ham. Mange gange blev han fængslet for betleri og tyveri. Han fik hurtig både hunde og kvinder til at løbe efter sig. Han var gift mange gange. Men det var ikke sjovt, da han var indsat 4 år i Vridsløselille. Da han kom ud, var Mette taget til Australien. Hurtig fik han fat i Kathrine. Men han fik ustyrlig lyst til Ane Vind, der var af velstående familie. Hun var gift, men skippede ham til fordel for den 17 – årig ældre Kaspar. De holdt sammen i 12 år. Endnu en livsledsagerske fik han i 1900. Kaspar døde i 1923 og fik en fim begravelse på Rind Kirkegård af Sognerådet.

 

 

 

Kjælle Kasper er den sidste omvandrende kæltring af ren natmands afstamning i Danmark. Han blev født i Rind ved Herning den 4. februar 1841 og døbt Kasper Madsen. Det fortælles, at moderen Anne Marie Mæster klagede over, at drengen ikke ville have brændevin, der ellers gav en beroligende indvirkning på det urolige barn. Men som voksen voldte han ikke sin modersorger i den retning.

 

Kaper kom som andre drenge dengang tidligt ud at tjene, blandt andet som fårehyrde. Om vinteren var han hjemme, og da gik han i skole hos degnen hr. Sønderby. Undervisningen interesserede ham ikke det mindste, derimod havde han gode anlæg for at lave kunster og skarnsstreger, og degnen sled mange tampe op på Kaspers brede ryg, når han ikke kunne magte knægten.

 

Men en skønne dag sagde Kasper stop; “nu kan det”, og så bandede han fælt, “være nok!” Han var – en “kjælle knæjt”, dvs. kåd og fuld af kunster – og derfor fik han tilnavnet Kjælle Kasper som han bar livet igennem.

 

Hans lærdom var det småt med, og derfor måtte han gå til præst i to vintre, inden han slap igennem, og ved afgangseksamen fik han “mådeligt” for kundskaber og betegnelsen “nogenlunde sædelig” for sin opførsel.   Der var altså ikke noget at prale af. Maren Jepsen i Sunds, der havde gået til præst sammen med Kasper, fortalte, at børnene var bange for den stærke prygl, og det hændte, at pastor Falkenskjold måtte lukke Kasper ind i svinestien, indtil børnene var langt borte. Dengang udgjorde Rind og Herning et pastorat.

 

Efter sin konfirmation kom Kasper ud at tjene hos en gærrig mand i Fastrup ved Vammen, men her sultede han, og så stak han af, og kom til at tjene i Birk, og her blev han glad for at være. Glædestrålende fortalte han, at de hver aften fik et fadfuld grød, der næsten nåede til loftet. På gården havde de en ondskabsfuld hest, der ville klemme folk, der gik op i båsen til den. Men når Kasper gik op med foder til dyret sagde han: “Dé æ Kasper!” så rørte hesten sig ikke ud af stedet. Nu havde adskillige kæltringer ord for, at de kunne mere end deres fadervor, og noget måtte

Kasper vel have lært, mente man. Det så i hvert fald mystisk ud.

 

Hvorledes han bar sig ad var let nok, han tog en syl med sig den første gang, han skulle op til hesten, og da dyret ville klemme ham, stak det sig på sylen. Siden kendte de to hinanden!

 

Også i behandling af hunde og kvindfolk viste han sig i besiddelse af pædagogiske evner. Det var forresten almindelig snak, at han både kunne få hunde og kvindfolk til at løbe efter sig, og noget var der om snakken. Han kunne let få en hund til at følge sig, hvad han havde stor fordel af. Det højeste antal hunde Kasper har haft på én gang, var vistnok fjorten, men deraf var de fleste hvalpe. Slet så mange “koner” havde han ikke, dog blev han – efter eget udsagn, gift, sådan cirka otte gange.

 

En dag fandt han et forladt hus i Nørre Vejen i Rind. Her rykkede han ind med sit habengut, kvinder, hunde og børn. Ejeren kom og forlangte at Kasper skulle ud, men Kasper erklærede, at han ville blive boende. Manden klagede herefter sin nød til sognefogeden, den gamle Peder Fejerskov. Han og Kasper var kendt for at være sognets stærkeste. Han bad Kasper fortrække fra det hus han havde taget uretmæssigt i besiddelse.

 

Kasper grinede blot og spurgte, hvorledes han havde tænkt sig at få ham ud? Fejerskov foreslog en lille konkurrence; han pegede på en stor kampesten, som Kasper ofte prøvede sine kræfter på – han kunne lige akkurat løfte den op fra jorden. Så fik Kasper en idé, og pegede på stenen og sagde; “Tror du at du kan løfte den sten?”, hvorpå Fejerskov svarede; “Vil du gerne se det Kasper?” Jo, det ville Kasper netop, for kunne Fejerskov løfte stenen, så var der fare for, at han var den stærkeste, og at han virkelig kunne sætte komplottet ud.

 

Fejerskov skrævede da over stenen, løftede den op og smed den til side. Da udbrød Kasper synlig overrasket: “Jeg flytter lige med det samme!” Og det gjorde han.

 

Det sidste ærlige arbejde Kasper havde, var vistnok i 1858 på Lindbjerggård i Gjellerup; siden levede han som typisk skøjer. Medens han tjente på gården, blev han på Lund marked kæreste med Kirsten Marie fra Snejbjerg fattighus. Men efter et par år blev hun træt af Kasper, og fandt sammen med Christen Bjødstrup i Dejbjerg, ved hvem hun fik datteren, Mette Kirstine, der som voksen også en tid var kæreste med Kasper; men efter kort tid blev hun og Christen Bjødstrups broder sendt til Australien på kommunens bekostning.

 

Kasper fandt mere behag i det frie liv, han strejfede om med sin hund og bjergede livet, som han bedst kunne. En dag i december 1860 fangede hans hund en hare på smed Jensens mark i Tørring. Smeden tog haren, som han hængte op i smedjen. Kasper forlangte at få haren tilbage, da han mente det var hans, men det nægtede smeden. “Så kan du vel give en tår vand”, sagde Kasper, og smeden der var en flink mand gik ud i gården efter vand; men da han kom tilbage, var både Kasper og haren forsvundet. Kasper blev meldt, og da han havde gjort sig skyldig i betleri, blev han i Hammerum herreds ekstraret idømt tre gange fem dages fængsel på vand og brød for betleri og tyveri.

 

En måneds tid senere traf han en tysk vagabonderende hjulmagersvend fra

Neuruppin. De to blev enige om at følges ad på betleri; men blot få dage efter blev de taget af sognefogeden i Herning. Dette bekendtskab med tyskeren kostede Kasper to gange fire dages fængsel på vand og brød. Kort tid efter blev Kasper atter anholdt. Det oplyses, at han har drevet om til dels sammen med moderen og søsteren, og at han har handlet med bliktøj. Han vedgår at have stjålet blik og en pung ved et indbrud. Det blev straffet med et års forbedringshusarbejde i Viborghus den 7. juni 1862.

 

Efter løsladelsen strejfede Kasper om i Salling og her trak han Mette

Mortensen fra Durup. De trasker rundt med hinanden så længe, at hun bliver svanger, og da de bliver anholdt, mener man ikke, det er forsvarligt at sende hende tilbage til Durup, hvorfor hun foreløbig afleveres til fattigforsørgelse i Rind. Kasper havde ellers lejet en stue for 8 rigsdaler hos en mand i Rind. En tid efter sin nedkomst blev Mette hjemsendt til Durup fattighus, men det varede ikke længe, før hun atter havnede hos Kasper i Rind.

 

I vinteren 1865-66 opholdt Kasper og Mette samt parret Morten Rønbjerg og

Ingeborg Mæster sig i en beskeden lejlighed hos Niels Rahbæk i Lind. Da

Kasper og Morten sidste gang drog ud sammen, bestod deres medførte lager af bliktøj; en kaffekande, to dørslag, nogle flødepotter, en vaskeskål, fem små og to større øsepotter samt to tragte. De drog fra Herning til Nøvling, hvor de overnattede hos en gårdmand, hvor de reparerede en kaffekande og en lysestage som betaling for kost og logi. De drog videre gennem Vildbjerg, Vorgod og Barde til Store Ahle i Videbæk, hvor de ligeledes logerede og betalte ved at reparere gammelt bliktøj, og derfra nåede de til Nørre Vium, hvor sognefogeden tog dem og førte dem til Skjern arresthus.

 

Morten Rønbjerg, der var søn af Kaspers moders faster, Kirstine Jørgensdatter og Anders Mortensen, blev født under forældrenes omvandring i 1817. Han havde vandret meget og var straffet flere gange. En tid levede han sammen med Mette Kleistrup – kaldet Mæt Swin, og fik med hende to sønner, der kom på Gjellerup fattiggård. Den ene blev i folkemunde kaldt “Greven” den anden “Baronen”. I politiretten 1866 oplystes, at Morten havde amtets tilladelse til at drive glarmester- og blikkenslager virksomhed, men nu havde han forspildt denne tilladelse ved at tage Kjælle Kasper i lære.

 

Samme år flyttede de to til Nøvling på Dall Hede, og samtidig måtte Morten give afkald på Ingeborg, der nu blev optaget af en anden skøjer, hun synes bedre om.

 

I 1867 strejfede Kjælle Kasper og Mette om i Viborgegnen. En dag kom de ind hos glarmester og blikkenslager Daniel Axelsen i Rogenstrup ved Viborg, hvor Kasper tilbød at ville grave Daniels kålgård for en halv flaske brændevin – et tilbud, der må kaldes flot i betragtning af, at Kasper ellers skyede legemlig arbejde, men han og Mette skulle samtidig have ophold der. Dagen efter drog Mette ud for at sælge bliktøj.

 

Uheldigvis blev der på den tid stjålet tøj og penge hos en husmand i Finderup, hvormed Kasper og Mette blev efterlyst i denne anledning. Kort efter blev de anholdt, og i forhøret blev det oplyst, at Daniel og Kasper havde gjort en større handel. Kasper havde købt en lodbolt, en hammer, en saks og en cirkelpasser af Daniel, men da de ingen penge havde at betale med, havde de to handelsmænd byttet skjorte – Kasper var finere og derfor mere værd.

 

Kasper ejede ikke kongens mønt, men Mette havde nogle penge, som hun foregav at være kommen ærlig til ved at sælge strikkepinde. Daniel udtalte dog, som fagmand, at han anså det for usandsynligt, at Mette skulle have solgt hosepinde for 5 mark på én dag. Sagen endte med ti dages fængsel for betleri og tyveri.

 

I januar det følgende år strejfede Kasper og hans stedfader Johannes

Guldsmed om ude i Vestjylland. Stærkt berusede havnede de en aften i arrestforvarer Iversens private hjem i Herning, som Kasper fandt så hyggelig, at han erklærede, at her ville overnatte. Disse spilopper blev vurderet til to gange fem dages fængsel på vand og brød i Herning Arrest.

 

Efter løsladelsen blev Kasper indviklet i en tyverisag i Skals. Natten mellem den 13. og 14 juli 1868 blev der fra en udflyttergård ved Skals stjålet en mængde tøj og uld. Kæltringer fra Rind, der havde gæstet egnen på den tid blev mistænkt og eftersøgt, heriblandt Kasper. Efter en måned fandt sognefogeden, Kasper og Mette på et loft i Sunds. Parret var i besiddelse af en glarkiste, klæder, et får og et lam samt 5 pund uld.

Kasper blev i Hammerum herreds ekstraret idømt fire års fængsel i

Vridsløselille og Mette idømt 18 måneders forbedringshus i Viborg.

 

Da Kasper omsider slap ud, var Mette stukket af til Australien sammen med en karl fra Sahl, de blev – efter sigende viet ombord på skibet. Med Kasper havde hun fået to pigebørn, det ene døde som spæd, det andet tog hun med sig.

 

Men Kasper fik dog snart fat på en anden livsledsagerske. På

Herningsholm tjente en knøw kæltringpige, Katrine Abrahamsdatter, født 1829 i Salling. De blev lovformeligt gift og fik en datter, Madsine, der som voksen blev gift med en skrædder i Silkeborg.

 

Men Kaspers ægteskab blev dog ikke af lang varighed, thi han fik en ustyrlig lyst til Ane Vind, der skulle være af velstående familie i Fjerderholt. Ganske vist var Ane gift i forvejen, ung var hun heller ikke, vel 17 år ældre end Kasper, men hun så godt ud. Parret levede trofast sammen i tolv år omtrent, og Ane skænkede Kasper en søn, der døde 9 år gammel.

 

I 1890’erne gik Kasper rundt med et bønskrift, som han fik en murer til at skrive, og den lød således:

 

“Efter at jeg i mange Aar har siddet til Leje og ofte tit har ønsket en egen Bolig, men ikke har tilstrækkelig Penge til at bygge for, saa beder jeg herved mine ærede Medborgere om et lille Laan eftersom de kan, vel erindrende, at mange Bække smaa gjør en stor Aa. Det er en selvfølge, at skulde jeg dø, før Gælden bliver betalt, saa har mine Kreditorer dog Huset og kan faa deres Penge igjen. Gør mig den Tjeneste, derom beder jeg Eder, om Laanet er aldrig saa lille modtages den med Tak og skal punktlig blive tilbagebetalt. Ærbødigst Kasper Madsen”.

 

Sammen med en svensker drog Kasper ud i Brande og Ejstrupegnen, hvor han var ukendt, og mange fik en aktie i hans noget usikre byggeforetagende. De fleste gav 50 øre, nogle 75 og enkelte gav en krone, og de to gavtyve samlede på denne måde henved 100 kr. ind. Det var mange penge dengang.

Pengene blev naturligvis hurtigt omsat i brændevin.

 

Ingen kunne forbyde Kasper at låne penge, det var dog ikke det samme som at tigge. Uheldigvis havde øvrigheden ikke samme opfattelse, thi da mændene i april 1894 var ude med et andet bønskrift, blev de arresteret, mistænkt for at have skåret halen af en hest, hvad de vistnok var uskyldige i, blev deres virksom undersøgt og vurderet til to gange fire dages fængsel på vand og brød for Kaspers vedkommende, medens svenskeren slap med fem dages fængsel.

 

Det andet bønskrift oplyste, at underskriveren vil kunne holde to køer på sin ejendom, men han har desværre kun én ko, og hans

 

“Pekuniære stilling begrundet paa min stadig voksende Familie sætter mig ude af stand til at anskaffe en forøgelse af Køer. Ærede Medborgere opfyld min og Familiens bøn om et lille Laan og vi vil i fremtiden glad mindes enhver fjern og nær. Med Agtelse Kasper Madsen.”

 

I maj 1896 blev Kasper igen fængslet thi han havde narret en ældre husmand. Et par gange havde Kasper fået en hundredekroneseddel af manden til at købe mad og brændevin for. Resten af de mange penge havde Kasper imidlertid selv beholdt, og i stedet købt en hund til 80 kroner et par støvler til 14 og et par sko til 5 kroner Husmanden døde under mistænkelige omstændigheder, men det viste sig dog, at han ikke havde været genstand for dårlig behandling udover, at han havde fået for meget brændevin.

 

I sommeren 1900 fik Kasper fat på sin sidste kone, Kathrine Olesen fra

Dejbjerg. Hun var ganske vist gift i forvejen men fandt mere behag i Kasper og stak af med ham. Det kostede dem fem dages fængsel for foragteligt samliv; og da straffen var afsonet fortsatte de deres samliv, som det nu engang passede dem bedst.

 

Kasper og Kathrine boede flere år på Sandagerland i Herning. Hjemmet var snavset og fattigt. I stuen stod en seng med halm, et par simple puder, et par dækkener og nogle pjalter – dyner ejede de ikke. Det øvrige møblement bestod af et bord, en skammel og tre armstole, hvoraf den ene, der havde tilhørt flere af Kaspers forfædre, nu findes på Herning Museum.

 

Om deres periodiske vandringer solgte de bliktøj, tiggede og fiskede.

Særlig kærkommen var uld, fordi den så let kunne omsættes hos en købmand i penge og brændevin, så det var en god forretning at tigge på. Under Første Verdenskrig blev snapsen dyr, men uldpriserne gik stadig op i hidtil ukendte højder, og da Kasper i fire dage var ude i Vestjylland for at samle uld, havde han en fortjeneste på 28 kroner og 12 øre ved salget, og det var mange penge. At han under disse omstændigheder måtte betale 3 kroner og 60 øre for en kop kaffe med to dramme i hver kop, det havde jo mindre at sige.

 

I maj I 1914 døde Kathrine. Nu var Kasper atter alene, og han spekulerede nok heller ikke på at ændre sin familiære stilling. Han kom kort efter på

Rind fattiggård, og her havde han en god tid, idet han kunne gå ud og ind, når det passede ham. Her døde han 19. august 1923 i en alder af 82 år.

 

Sognerådet gav ham en pæn begravelse på Rind Kirkegård. Samme år blev der sat en smuk natursten på hans grav.

 

På stenen står kun “KASPER 1841-1923” og over navnet er evighedens symbol(hjulet) med et kors i hugget ind.

 

“Kjælle” Kasper Madsen er beskrevet i folkemindesamler H.P. Hansens –

“Jyske skøjere og rakkere.”