Kartoffeltyskerne

Der blev rejst en mindesten for de første kartoffeltyskere. De blev lovet lidt for meget. Man havde udvalgt områder, der var mindst velegnet for opdyrkning. Hos de første tyskere var der ikke meget optimisme at spore. Der var kartoffeltyskere mange steder. De blev ikke rigtig anerkendt. De holdt sig for sig selv. Hvordan kom kartoflen egentlig til Danmark. Anbefalet i Presussen. Kartoflen var giftig, årsag til frugtsommelighed og gigt. Myterne var mange. Huguenotterne i Fredericia var de første herhjemme, der dyrkede kartoflen. I 1780 blev der dyrket kartofler i 22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle på Alheden. Tyskerne havde fra starten kendskab til kartoffeldyrkning. Der var skænderier, slagsmål og endda mord i deres inderkreds. Erichsen bestilte kartofler i Hamborg. Men var det Huguenotterne der leverede de første kartofler til tyskerne?

 

En mindesten

Vi kalder dem for Kartoffeltyskerne, fordi de dyrkede heden med kartofler, og fordi vi tror, at det var dem, der startede med at dyrke kartoflerne herhjemme. Men gjorde de nu også det? Så kære læser, denne artikel byder også på et strejf af kartoflens historie. Man sagde om tyskerne, at de havde regnet ud, at kartofler gav tre gange så stort et tre gange større udbytte end korn. Det vakte også de danske naboers interesse, at de også dyrkede hvidkål, rødkål, grønkål, gulerødder, ærter, hør og hirse.

• Fra fremmed land de kom

Og Danmarks sønner blev

Sådan står det på en mindesten på Frederiks kirkegård. Teksten er efterfulgt af en række navne.

Mindestenen blev rejst i 1959 i anledning af 200 – året for, da de første tyskere indvandrede til Danmark for at dyrke heden.

 

Der blev lovet lidt for meget

De blev lokket hertil af annoncer i de tyske aviser. Den danske konge Frederik den Femte lovede dem en masse privilegier, blandt andet skattefrihed. Men han lovede dem hvis lidt for meget.

Tyskerne blev lokket med skattefrihed i 20 år, fritagelse fra militærtjeneste, en gård med jord, husdyr og udstyr samt penge.

Efter tab af de svenske besiddelser i 1720 satsede den danske konge på opdyrkning af de vidtstrakte heder i Jylland. Efter flere forgæves forsøg på at få danske til at opdyrke heden opfordrede man tyskerne til at indvandre til Danmark. De første ankom omkring 1759 og flere tusinde fulgte efter.

 

Områder, der var mindst egnet til dyrkning

Dengang var der i 1723 en million hektar hede medregnet Slesvig Holsten. Mest berømt er nok kartoffeltyskerne på Alheden. Ja dengang begyndte denne cirka 7 kilometer syd for Viborg og strakte sig på begge sider af Karup Å. Men egentlig så benævnes Alheden i denne forbindelse kun som en strækning på at være cirka 20 km lang og 11 – 12 km bred.

Man havde udvalgt områder, der var mindst egnet til opdyrkning. Mange steder var der heller ingen vandløb. De fleste kolonister var heller ikke bønder. Nej de fleste var håndværkere og gamle soldater.

I Tyskland var der på dette tidspunkt en masse stridigheder mellem katolikker og protestanter, så der var en stor folkevandring i gang. Tusinder fulgte opfordringen.

 

Ikke meget optimisme at spore

Men man havde hvis glemt at fortælle, at det var hede, de skulle opdyrke. De kom herop til næsten ingenting. Det var et chok for mange, for de kom selv fra en frodig egn. En del kom fra Pfaltz og Hessen. Mange vandrede hjem igen eller tog mod Rusland.

De kom også fra Rhin – og Main – egnene, Darmstadt og Würtenberg. Kongens to hovedrådgivere, Moltke og Bernstorff havde kontakt med legationsråd Moritz i Frankfurt. Denne Moritz lovede også tyskerne en masse, hvis de tog til Danmark.

Efter at tyskerne havde gjort ophold i Kolding og Fredericia fik de et chok, da de så hvilke egne, som de skulle opdyrke. Sandflugten og flyvesandet prægede området. Det var ikke meget optimisme at spore hos tyskerne.

 

Kartoffeltyskere mange steder

Men dem der blev byggede to nye byer Haurdal og Grønhøj. Det var midt på Alheden i Midtjylland. Der blev bygget ca. 30 gårde i hver af de to byer. Midt mellem de byer rejste tyskerne en kirke. Her blev der afholdt gudstjeneste på tysk frem til 1872.

I starten boede de i jordhuler.

Der blev bygget kolonier andre steder herunder på Randbøl hede vest for Vejle. Men kartoffeltyskere kom også til Sønderjylland og Slesvig.

Men over halvdelen af kolonisterne var allerede forsvundet efter få år. Kun ved hjælp af store pengeofre lykkedes det at beholde resten.

De blev kaldt kartoffeltyskere, fordi de dyrkede kartoflen på heden. Den brune knold blev lanceret til Midtjylland. Vi vil senere i denne artikel gå lidt nærmere ind på kartoflens historie.

 

De blev ikke rigtig anerkendt

Tyskerne blev ikke rigtig anerkendt for deres arbejde og ordet ”Kartoffeltysker” var et skældsord på egnen. De solgte kartoflen på markedet i Viborg, og det blev efterhånden en succes. Men derfor satte Janteloven ind. De lokale generede dem temmelig meget. Måske var det også fordi, de havde deres egne skikke. Således drak de vin i stedet for brændevin. Dem, der var anderledes skulle have en på frakken.

Tyskerne havde sydlandsk temperament og kunne selv slå på tæven. Bedre blev det nok heller ikke, at de så sanderledes ud. De havde mørk hud, brune øjne og krøllet hår. Ja og så talte de noget værre kaudervælsk, som de lokale ikke kunne forstå.

Måske var de lokale også misundelig, fordi tyskerne fik hjælp af kongen, og det gjorde de ikke.

 

Underslæb og dårlig administration i begyndelsen

En del familier blev allerede i 1763 udvist på grund af uduelighed. Da det var sket, var der kun 59 familier tilbage. Man glemte at fortælle tyskerne, hvilke egenskaber, man forlangte. Der var i begyndelsen underslæb og dårlig personale i administrationen af disse kolonister.

Senere blev rebelsk opførsel fra kolonisterne straffet hårdt. I 1765 brød 85 familier op. Nu var det kun 61 tilbage. I 1790erne fik kolonisterne væsentlig bedre forhold.

Men nu var det ikke kun danskernes skyld, at det gik så lang tid inden, at tyskerne blev integreret i det danske samfund. De havde nok i sig selv. Og hvis en kartoffeltysker giftede sig med en dansker, ja det var ikke særlig velset.

Helt op til vores tid blev efterkommere drillet med deres efternavne. I dag er de stolte af deres forfædre.

Nu må vi nok erkende, at kartoffeltyskerne måske ikke altid havde succes med at opdyrke den tyske hede. Først for alvor blev den omlagt til landbrugsjord efter 1864.

 

Kartoflens historie

Ja egentlig er dette også historien om den simple og ringeagtede kartoffel. Trods sit tvivlsomme ry, blev det en madmæssig sejrherre. Men hvornår kom kartoflen til Danmark. Var det med kartoffeltyskerne. Ja de spiller en væsentlig rolle for dens udbredelse. Men i virkeligheden var det nok de franske huguenotter, der kom først. Vi ved godt, at det ikke er særlig populært at aflive myter.

Man taler om, at kartoflen først kom til Europa i 1539, men først fra 1573 er det dokumenteret, at den kom til Spanien.

Spredningen er nok sket ad flere veje. Dels er det gået nordpå over Alperne, dels søværts, hvor de driftige nederlændere med deres internationale skibsfart kommer ind i billedet allerede i 1500 – tallet.

Den spanske kolonivarebørs i Antwerpen kan tænkes at have været forum for kendskabet til den nye eksotiske kartoffel. Det forlyder også, at de spanske soldater, der dukkede op i Westfallen og Sachsen med deres kartofler blev modtaget med kyshånd. Midteuropa var dengang ludfattig og krigshærget.

En dansk encyklopædi fra 1785 fortæller, at danske soldater stødte på kartoflen tilbage ved krigene i Midteuropa. Men kildegrundlaget er mangelfuldt.

 

En anbefaling i Preussen

Det er almindelig enighed om, at både Frederik den Første af Preussen og hans søn Frederik den Store anbefalede dyrkning af kartoflen som et nyttigt næringsmiddel. Der var brug for den.

Kartoflen var ikke længere en eksotisk plante, som blev dyrket i botaniske haver. Ikke kun sultne landsknægte men også fyrster fattede nu interesse for den.

Beskæmmet måtte en af Frederik den Stores embedsmænd meddele ham, at befolkningen ikke aflede kartofler i den udstrækning, man formodede. Dengang som nu var det svært at dirigere folks spisevaner, hvis ikke der var en motivation.

I Lorraine var kartoflen blevet latterliggjort i 1760. I 1787 blev den hilst velkommen som sund og nyttig.

En italiensk skribent skriver i 1767 om den tyske landsby, at befolkningen her ernærer sig seks ud af årets måneder ved at spise kartofler – og at de lever godt.

 

Kartoflen var giftig, sagde man

En hyppigt forekommende ide gik ud på, at kartoflen var giftig. En anden ide gik på, at den kunne medføre spedalskhed. Frygten for spedalskhed i forbindelse med kartoflen findes lige fra Italien til Norge. I 1756 berettes det fra Sverige, at man ikke kunne få tjenestefolk til at spise kartofler, om så man gav dem penge for det.

 

Årsag til frugtsommelighed og gigt

Fra Norge berettes der i 1805 at kvinderne for ofte blev frugtsommelige, når de spiste kartofler. Denne teori blev allerede fremsat i 1597 af englænderen John Gerad. Den styrker legemet og den sanselige lyst.

Omvendt mente vendelboerne, at kartoflen kunne forårsage gigt, medens man på Agersø tværtom gik med en kartoffel i lommen som beskyttelse mod gigten.

 

Hvordan kom kartoflen til Danmark?

Men hvornår kom kartoflen så til Danmark? I 1810 skriver Gregers Bergtrup:

 

• For tredive Aar siden spistes ikke Kartofler i Kjøbstæderne eller paa landet, nu nydes de af alle Stænder, og de begynder at dyrkes paa Landet af Bønder og Husmænd, dog endnu i det mindre, og kun i Haugerne.

 

Men nu skal man ikke altid tro på det, der står skrevet i en bog. Der står garanteret noget andet i en anden bog. Det er givetvis rigtigt, at vi skal frem til sidste fjerdedel af 1700 – tallet, før kartoflen slår igennem herhjemme som en folkelig spise for mennesker. Men kartoflen har dog et par steder i Jylland været dyrket systematisk tidligere i 1700 – tallet. Og det er tidligere end de tredive år tilbage i tiden, som Bergtrup angiver. Det er denne tidlige kartoffelavl i Danmark vi lige skal koncentrere os om.

 

Huguenotterne i Fredericia

I den reformerte koloni i Fredericia levede 18 – 20 familier i Fredericia. Kolonien som blev etableret 1719 – 20, da måtte flygte fra religionskrigene i Frankrig. Disse huguenotter var blevet indkaldt fra deres tilflugtssted i Tyskland. De blev af regeringen tildelt privilegier og værdifulde markjorder inden for byens volde.

Dette afstedkom den i Fredericia så kendte avlsbrugerpraksis, hvor der i byens østlige del i området ved gaderne Dronningensgade, Kongensgade og Prinsensgade helt op til 1960erne lå brug med stalde og lader inde i selve byen bag voldene, og hvor kreaturerne så blev trukket ad gaderne og ud på markerne uden for voldene.

 

Man eksporterede kartofler til Norge fra Kolding

Bergtrup selv omtaler, at huguenotterne indførte tobaksavl, kartoffelavl og et bedre jordbrug og at deres:

• Flittighed, Vindskibelighed og gode Tænkemaade har haft en gavnlig Indflydelse.

Han anfører ligeledes, at de Fredericia – kartoftler er

• Berømte for deres Godhed

Ja de blev endda eksporteret til København.

På Bergtrups tid, omkring 1800, synes kartoffelavlen at have bredt sig fra Fredericia til de nærmeste købstæder Vejle og Kolding, hvorfra der fra sidstnævntes tilfælde synes at være eksport til Norge. Om de reformerte i Fredericia hedder det endvidere, at

• De Fattige plante Tobak eller Kartofler i de mere Formuendes Lodder, og have for deres Arbejde den halve Indtægt.

 

Startskuddet skulle have været 1746

Vores største kender af Fredericias forhistorie Hugo Matthiessen anfører i sin bog Fæstning og Fristed en overlevering fra ca. 1800, at startskuddet skulle være gået i 1746. En vis Bottelet – indvandret fra Dauphiné – havde fra sin broder i Holland modtaget 1 ½ skæppe kartofler, der så blev sat i jorden og snart kom til at udgøre en vigtig føde for de nøjsomme folk i Fredericia.

 

Ældre udgivelser nævner Fredericia og kartoffeldyrkning

Er det hold i denne overlevering har huguenotterne altså ikke selv medbragt kartofler, da de ankom i 1720. Det ændrer dog ikke ved, at Fredericia er og bliver hjemstedet for den ældste kartoffeldyrkning i Danmark.

J.N. Wiles beskrivelse af Fredericia udkom i 1767. Heri berettes det, at der er få steder i landet, hvor der så flittigt dyrkes kartofler som i Fredericia.

I 1797 udgav præsten ved den reformerte menighed Johan Markus Dalgas en ny beskrivelse af Fredericia. Heri anfører han, at kolonisterne har indført kartoflen til denne by, hvor et fad kartofler ofte udgør familiens måltid. Ikke desto mindre kunne tobaksavlen, trods konkurrence fra ”de privilegerede tobaksjøder i København” hæve sin rang som de reformertes hovedernæringsgren i 1700-tallets anden halvdel.

 

22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle i 1780 dyrker kartofler

Der var spredte trosfælder i andre enklaver i Jylland og på Fyn, hvoraf de tyske på Randbøl Hede og Alheden, som den reformerte Fredericia – præst stod i forbindelse med, især påkalder sig interesser i denne forbindelse. Det er nemlig blandt kartoffeltyskerne, vi finder et hjemsted for den ældste kartoffelavl i Danmark.

I Hans de Hoffmans 20 sider store ”Samtale angaaende Hedernes Dyrkning fortæller forfatteren i denne opgørelse fra 1780:

• Der er 22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle, som blandt andet har avlet 389 tønder kartofler.

 

Havde tyskerne kartofler med hjemmefra?

Havde disse tyskere kartofler med hjemmefra? Ja meningerne er delte. Hans Kyrre mener i sin bog Kartoffelens Krønike at kunne føre bevis for, at de tyskere, der ankom søndenfra i april 1759 havde kartofler med.

De betalte for overnatning på danske gårde på vej op gennem Jylland med kartofler, hvorefter de jyske bønder tog ideen til sig. Han anfører som eksempel de tyskere, der overnattede hos en Klaus Petersen i Givskud sogn. De gav ham 13 æbler som tak, hvorefter denne satte avl i gang. Allerede året efter kunne han forære dem til venner og bekendte. De fik navnet ”Klaus´ Æbler”.

I den anden ende af spektret står Peter Riismøller, der i sin bog ”Sultegrænsen” pure benægter, at man ville lære noget om landbrug af:

• Indslæbte, privilegerede Tyskere! Den som skriver sligt, har aldrig kendt jyske Bønder

 

Klaus æbler er nok en myte

I ingen af tilfældene kan man dog tale om endelige beviser. Kyrre baserer sin viden på sene andenhånds kilder, som har over hundrede år på bagen og anfører andetsteds i sin bog – med Evald Tang Kristensen som forlæg – at navnet ”Klaus Æbler” snarere referer til en tysker, som forærede 12 kartofler bort som tak for gæstfrihed.

Belægget synes at være et vandresagn. Men så er vi vel lige vidt. Men Peter Henningsen påpeger, at det nok er tvivlsomt, om tyskerne har haft læggekartofler med sig, når nu de af praktiske årsager måtte begrænse deres rejsegods. Men på den anden side kan det ikke helt afvises, at de først ankomne, der rejste hjemmefra sensommeren 1759, har medbragt kartofler.

Han påpeger da også, at det er meget tvivlsomt, om kartoflerne har kunnet klare en vintertransport op gennem Europa. De første, der ankom fortalte, at de havde sat alting til på rejsen.

 

Tyskerne kendte til kartoffeldyrkning

Men de fortalte også på et møde den 24. oktober 1759 på Knudstrup Kro med regeringens ”Tillidsmænd” Hans de Hoffman og Andreas Diechmann,at de havde kendskab til kartoffelavl fra deres hjemegn ved siden af, at de dyrkede kål, tobak og bønner.

 

Skænderier, slagsmål og et mord

Jeppe Aakjær, der med Landsarkivet i Viborg som bastion har interesseret sig indgående for kartoffeltyskerne. Vi ved fra de første år, at der var alvorlige konflikter mellem kolonisterne og de jyske bønder. Skænderier, slagsmål og endda mord har der været indbyrdes mellem tyskerne.

Den ellers så nøgterne Meier Goldschmidt har i sin bog ”En Hedereise i Viborgegnen” bidraget med sine indtryk:

• De droge, 20 a 30 Stykker Ifølge, til Viborg om Natten, holdt Frokost ved Solopgang paa Stanghede, sloges med alle der udsatte sig for et Sammenstød. Vare vilde Karle.

 

Erichsen bestilte kartofler i Hamborg

I Valdemar Andersens bog ”Den jyske hedekolonisation” kommer vi måske sandheden nærmere om kartoflerne. Johan Gottfried Erichsen, som blev betegnet som en driftig herre blev beordret til at gå de kongelige ”kommissionarer” de Hoffmann og Dieckmann til hånde ved ”de Jydske Koloniers Anlæggelse”.

I 1761 skriver han til Rentekammeret om kartofler til kolonisterne. Herfra bliver der svaret, at når der ikke kan skaffes kartofler hverken i kongeriget eller i Holsten, må man indkøbe fra Hamborg ”for billigste penge”.

Denne sending synes at være arriveret via Hjerting og puttet i jorden sidst i juni samme år – efter at man forinden har skaffet sig kyndig vejledning hos præsterne Lüders i Glücksborg og Thun i Hjortlund om kartoffelavl.

 

Leverede Huguenotterne de første kartofler?

Var det de danske kommisærer, der som mellemmænd, der fik sat gang i kartoffelavlen eller var det tyskernes egen initiativ. Var Erichsen i virkeligheden kun stik – rend – dreng for kommissærerne?

Eller var det en tredje mulighed? De reformerte huguenotters indflydelse også i forhold til kartoffeltyskerne. For både Alhede- og Randbøl – tyskernes vedkommende ligger det fast, at de før deres færd ud på hederne gjorde holdt i Fredericia. For manges vedkommende i længere tid.

Peter Helwig, som var blandt de første, der ankom til Danmark, opholdt sig i Fredericia fra oktober eller november 1759 indtil han i maj drog til Alheden. Det forekommer helt usandsynligt, at han – og andre fra de ca. 100 familier, der var indkvarteret i Fredericia gennem så lang tid ikke havde stiftet bekendtskab med huguenotterne og deres landbrug.

I 1761 gæstede kancelliråd Diechmann fra Fredericia ultimo juli 1761 kolonisterne på Randbøl Hede. Ifølge rapporten kunne han glæde sig over nye resultater:

 

• Palater eller Jord – Æbler udi ønskeligste Vext og fuldkommen saa gode som ved Fredericia udi Plantagerne.
• Alle Slags Roer, Rødder, Ræddiker, Ærter, Bønner, Salater, Herse
• Bedste hvid og grøn Kaal

 

De kartofler, han her ser i ”ønskelig Vext” kan ikke være den, der ifølge Valdemar Andersen er puttet i jorden en måned tidligere. Men hvor stammer dette så fra? Er det fra Fredericia?

 

Den første kogebog med kartofler

I 1766 omtales kartoflen første gang i en dansk kogebog, nemlig Marcus Loofts: ”Den Kongelige Danske og i Henseende til alle Slags Maader fuldstændige Koge-, Bage- og Syltebog. Nu var denne bog nok ikke beregnet for folket men eliten.

 

Kartofler blandt Københavns elite

I årene op til 1800 bliver kartoflen en modesag i de dannede kredse i København, Således fortæller Knud Lyne Rahbek i sine erindringer, at der ved hans faders tredje bryllup i 1769, hvor Rahbek kun selv var ni år, blev talt om den nyligt indførte kartoffelavl.

Rahbek selv blev i voksenalder medlem af den navnkyndige Drejers Klup i København, et oplyst patriotisk selskab, der bl.a. i sin egen selvforståelse kunne kaldes det danske Parnas. Også her var man betaget af kartoflens fortræffelige nytteegenskaber og lovpriste den i høje toner.

I 1887 skrev Evald Tang Kristensen i ”Højskolebladet”, at for ca. fyrre år siden, dvs. omkring 1850 spiste folk i egnene omkring Viborg kartofler morgen, middag og aften. Kartoffeltyskernes virke havde nu virkelig båret frugt.

 

Kilde:

 

• Elsa Ølgaard: Daniel Krath – en kartoffeltysker
• Valdemar Andersen: Den jyske hedekolonisation
• Salmonsens Konversationsleksikon
• Fortid og Nutid (december 2000)
• Jørgen Fakstrup, Else Marie Boyhus: Gastronomisk Leksikon
• Waverley Root: Vejen til bordet, Køkkenets, spisebordets og råvarernes kulturhistorie
• Hans Kyrre: Kartoffelens krønike
• Gregers Bergstrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Nørrejylland
• Den Gamle Bys Årbog (1999) (Købstædernes landbrug)
• N. Wiese: Fuldstændig beskrivelse af Stapelstaden Fredericia (1767)
• Dansk Biografisk Leksikon
• Johan Markus Dalgas: De Reformertes Etablissement i Fredericia 1797
• Hugo Matthiesen: Fredericia 1650 – 1760 – studier og omrids
• Hugo Matthiesen: Fæstning og Fristed
• Peter Henningsen: Hedens Hemmeligheder. Livsvilkår i Vestjylland 1750 – 1900
• Peter Riismøller: Sultegrænsen
• Jeppe Aakjær: Samlede Værker bd. 5
• Meier Goldschmidt: En Hedenreise i Viborgegnen (1867) (1954)
• Jørgen Nielsen: Alverdens Kongeskov
• Steen Steensen Blicher: Viborg Amts Beskrivelse
• Erik Oxenbøll: Dansk økonomisk tænkning 1700 – 1770
• Valdemar Andersen: Vorbasse – et hedesogns historie
• Jørgen H. Monrad: Den københavnske klub
• Holger Rasmussen: Disk og Dug
• Søren Alkjærsig: Nogle Træk af vestjysk Bondesind (Dansk Udsyn)

 

Det er ikke lykkedes os, at få fat i alle nævnte udgivelser, men kære læser, hvis du er mere heldig kan du, hvis det lykkes for dig, fortsætte studiet.

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

• Kolonisthusene ved Frøslev