Johanne fra Lille Ravnsborg

Johanne Louise Heiberg havde en hård barndom med otte søskende. Det var hendes mor, der bar familien frem. Hendes store eventyr især i teaterverdenen men også i den litterære verden, begyndte på dansestedet lille Ravnsborg på Nørrebro i 1812.

Johanne (blev kaldt Hanne)var den næstyngste af traktørparrets Pättges ni børn. Hun blev født i 1812. Forældrene drev beværtningen og dansestedet Lille Ravnsborg over for Assitens Kirkegård på Nørrebrogade. De boede selv i sidebygningen. Englændernes bombardement af København i 1807, der ødelagde store dele af byen, ruinerede forældrene. Faderen blev drikfældig, og det var den stovte mor, der holdt sammen på hjemmet. Efterhånden blev faderen også voldelig. Han kunne ikke magte, at skabe et ordentligt livsgrundlag for familien. I mange år fik Johanne heller ikke skoleundervisning, da forældrene ikke havde råd.

I 1816 flyttede familien til Ålborg, hvor moderen indrettede et madpensionat. Her husede moderen også J.F. Zangenbergs danseskole, det var nu mest for døtrenes skyld, så de kunne få gratis danseundervisning.

I 1820 flyttede familien tilbage til hovedstaden. Forældrene, der stammede fra Rhinlandet, talte knap nok dansk. Og efter opholdet i Ålborg, havde Johanne tillagt sig jysk accent. Moderen drev et etablissement på Bakken og havde også arbejde inde i byen.

Johanne kunne godt lide at danse, og blev optaget i balletkorpset. Fra 1823 fik hun teaterinstruktion, og optrådte i 21 forskellige drenge – og pigeroller.

J.G. Harboe, ansat ved det Kongelige Klædeoplag betød meget for Johannes udvikling. Han underviste Johanne og hendes søskende i at læse, og spille klaver. Han forelskede sig også i hende, og fulgte hende overalt. Han blev meget jaloux, når andre mænd opvartede hende.

Han blev uretfærdigt beskyldt for underslæb, af sin arbejdsgiver, men lige inden han skulle arresteres, begik han selvmord. Denne hændelse kastede dybe skygger over Johannes liv.

Den nye dramatikertalent Johan Ludvig Holberg så hendes talent i stykket Elverhøj. Han skrev skolevaudevillen Aprilsnarrene til hende i 1826. Dette var starten som dramatisk elev ved Hofteatret.

Johanne var slank, mørkhåret, havde et karakterfuldt ansigt med talende blå øjne, og var i konstant bevægelse. Hun havde en utrolig karisma, og fik snart mange tilbedere.

En af dem var den 21 årige ældre Johan Ludvig Holberg. Han friede til hende, men fik afslag.

I 1829 sørgede teatret for, at hun flyttede fra hendes fattige forældre til skuespilleren Anna Nielsen, dengang gift Wexchall. Hun blev fastansat på Hofteatret, og den unge skuespiller, Christopher Hvid friede til hende. Han tog hendes forskræmte tavshed som et ja, og et års ulykkelig forlovelse blev resultatet.

Anna Wexchall blev skilt og Johanne måtte flytte. Thomasine Gyllenbourg, Johan Ludvig Holbergs mor, tilbød den nu 17 årige Johanne logi. Forlovelsen med Hvid blev brudt, og forholdet til Johan udviklede sig. De giftede sig i juli 1831 i Slangerup Kirke, på højden af fælles succes.

Kongen bestemte, at hendes nye navn på plakaten ikke skulle være den sædvanlige titel for gifte skuespillerinder, nemlig Madam, men følge hendes mands rang og være Fru Heiberg. Manden Johan, var blevet udnævnt som professor.

Mod sin vilje, måtte Johanne acceptere at svigermor fulgte med ”i købet”. To år efter svigermors død, skrev Johanne under pseudonym Tag ikke i Huset hos dine Børn, hvor hun formanede kommende svigermødre om at blive i egen bolig.

I 1840erne oplevede hun sit højdepunkt, især når hun spillede sammen med Michael Wiehe. Den særlige glød og intensitet i hendes spil, var forbundet med en dyb forelskelse i ham. Det var som om at ægteskabet med Johan kørte på vågeblus.

Et utal af roller fulgte. Gennem årene begyndte Johanne dog selv at vælge sine roller, for at få større udfoldelsesmuligheder. Hendes mand, der var Det Kongelige Teaters enedirektør fra 1849 – 56 kom ud i en hård kamp om demokrati på arbejdspladsen. Johanne kæmpede for sin mand, men blev efterhånden isoleret. For parret var teaterkunst en ophøjet, idealiserende kunst, som stod ”over” det almindelige liv. Derfor skulle det almindelige liv ikke efter deres opfattelse gengives på scenen. Ægteparret blev parodieret i selskabslivet.

Efter Johans død i 1860, tog hun tre moderløse søstre fra St. Croix til sig. Året efter adopterede hun dem. De tre piger var slægtninge til Harboe, hvis selvmord, Johanne følte sig skyldig for. Hun forkælede pigerne over al måde. Det var, som alt hun selv havde savnet og manglet i sin barndom, skulle have dobbelt op.

I årene 1826 – 64 spillede Johanne ca. 275 roller. Da hun var 51 år gammel, valgte hun at gå af, uden afskedsforestilling. Hun havde en nat hørt en røst råbe til hende: Vogt dig, det er ikke godt at slide sine sidste Par Sko på Theatrets Brædder. 1867 – 74 blev hun Det Kongelige Teaters første kvindelige instruktør.

Hun var også skribent. Hun var en levende og ivrig brevskriver. Fra 1844 skrev Johanne under pseudonym bladartikler om kvinder, teater og kirke. Hun fik endvidere succes med tre små vaudeviller, hvoraf En søndag på Amager, huskes bedst.

Hvem husker ikke Lisbet, Lisbet, o hvor er du sød og net, eller I Kongelunden skal Brylluppet staa.
Johanne bestemte, at hendes erindringer først skulle udkomme efter hendes død (1890). Da de så udkom i 1891 – 92 lød der et ramaskrig. Hun blev beskyldt for løgnerske i den helt store stil, især af de slægtninge til de personer, hun havde angrebet, også selv om en lang række af de mere kontroversielle udtalelser og domme var udeladt.