Modstandsbevægelsen mente, at Jens Møller skulle dømmes til døden. Han var yderst begavet og var både bøddel og redningsmand. Han angav i begyndelsen af besættelsen danskere til de tyske myndigheder. Men han forhindrede også et blodbad i Gråsten og at unge blev brugt til kanonføde ved fronten. På mange måder var han på tværs af den tyske besættelsesmagt. Han tog afstand fra ekstremisterne i Det Tyske Mindretal. Men han troede fuldt og fast på Hitler indtil august 1943. Da begyndte tvivlen, at nage.

 

Han troede på Das Dritte Reich

Fra 1935 var han leder af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland. Han troede i begyndelsen fuldt og fast på Das Dritte Reich.

 

En dansksindet familie

Han er født i Varnæs. Gården, hvor han voksede op gik for at være dansksindet.Nogle mente, at han havde et dansk sindelag. Hans mor mente, at sindelaget gik begge veje. Kammeraterne mente, at der var Dannebrog.

Faderen døde, mens Jens kun var 14 år. Det siges, at han blev begravet med et Dannebrog. Farbroderen var en rig købmand fra Hamborg. Han var med til begravelsen. Jens lærer fra Rinkenæs fortalte ved den lejlighed, at hovedet sad godt på knægten. Derfor betalte farbroderen privatundervisning for Jens. Og det betød, at han kunne påbegynde undervisning på Overrealskolen i Flensborg i 9. klasse. På samme skole gik Fritz Clausen også. Tiden i Flensborg har sikkert præget Jens i tysk retning.

 

Hæder i Første Verdenskrig

I 1914 meldte han sig i den tyske hær. I 1916 blev han kompagnifører, og fik både Jernkorset af 1. og 2. grad, samt Ridderkorset med krone og sværd. Hele fem gange under krigen blev han såret.

På dyrlægeskolen i Hannover fik han den bedste eksamen af alle. Og på dyrlægehøjskolen i Berlin tog han doktorgrad i 1924. Samme år startede han som assistent i en privat praksis. Denne købte han senere. Samtidig startede han i dyrlægekontrollen på Gråsten Slagteri.

 

Hustruen fra Alnor

I 1925 giftede han sig med Marie Ludvigsen fra Alnor. Hun stammede fra en god dansk familie, og brylluppet var også helt igennem dansk. Parret omgikkes da også adskillige kendte dansksindede på egnen.

 

Betaget af Hitler

Jens Møller skulle på et fagligt kursus i Berlin i 1933. Her blev han i den grad betaget af Hitlers første maj tale. Han gik fuldstændig ind for Hitlers ideer og tanker. Men han havde nu allerede været grebet af nationalsocialismen på daværende tidspunkt. Han havde meldt sig ind i Nationalsocialistische Arbeitsgemenschaft Nordschleswig.

Et par år efter blev man i Det Tyske Mindretal enige i, at opløse de eksisterende grupperinger og forene dem alle sammen i NSDAP – Nationaldeutscher Arbeiter Patei. Leder blev Jens Møller. I Folketinget sad allerede pastor Schmidt Vodder, som repræsentant for Mindretallet. Hans indflydelse faldt dog efterhånden som nazificeringen af Mindretallet bredte sig med støtte fra Berlin. Jens Møller var den ubestridte leder.

Mindretallets organisationer blev alle indpodet med den nazistiske ideologi. Man lovede troskab over for Adolf Hitler og Tyskland. Mindretallet på 25.000 – 30.000 personer følte sig snydt efter grænserevisionen fra 1920. De vejrede morgenluft. Man følte at grænsen var blevet dem påtvunget af de allierede. Med Hitlers magtovertagelse håbede Mindretallet på en grænserevision.

 

Tilnærmelse til Fritz Clausen umulig

Det var dog ikke det tema, der stod øverst på dagsordenen for den tyske besættelsesmagt, og Jens Møller blev bedt om at stille ned for retorikken. Det at få Sønderjylland indlemmet i Das Dritte Reich blev afvist af Berlin.

Jens Møller blev i 1939 valgt til Folketinget under paroler med en ny grænserevision. Han forblev medlem indtil 1943.

I december 1940 fik Jens Møller ordre til at søge tilnærmelse til Fritz Clausen fra DNSAP. Men de to partier stod i direkte modsætningsforhold til hinanden blandt andet på grund af grænse – og nationalitetsspørgsmål. Personlig kunne de to heller ikke udstå hinanden. De var opvokset ikke langt fra hinanden og gået på samme skole både i Aabenraa og Flensborg.

Fritz Clausen var dansksindet sønderjyde, der op til 1920 agiterede for Danmark til Ejderen. Han repræsenterede en dansknationalistisk sindet nazistparti, der ingen interesse havde i en grænserevision til Det Tyske Mindretals fordel.

Jens Møller derimod agiterede op til Folketingsvalget 1939 for Nordslesvigs tilbagevenden til Tyskland med slagord som fremført i Tønder:

• Führer, mach uns frei
• Heim ins Reich

 

Rygter om en snarlig grænserevision

Han udløste det såkaldte Juniøre, hvor han videregav et rygte om, at en snarlig grænserevision var en realitet. Han opfordrede til, at man anskaffede en masse Hagekors – flag. Anledningen til demonstrationen var 20 – års dagen for Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark. Atter engang modtog han en næse fra Berlin. I december 1940 blev han atter sat på plads ved et møde i Berlin.

 

Hvervningen til Waffen SS

Jens Møller talte meget om en fællestysk skæbnekamp. Det betød, at Berlin, forventede at Møller gik aktiv ind for at hverve unge til tysk krigstjeneste.

Hvervningen til Waffen SS var noget Jens Møller først gik ind for i 1942. Han kom med talrige opfordringer til, at man skulle melde sig under Hagekorsets flag. Men egentlig var Jens Møller ikke meget for denne hvervning. Han erkendte, at mange af de unge, der meldte sig, blev kanonføde. Han protesterede over, at dem, der meldte sig automatisk fik tysk statsborgerskab, og dermed mistede deres danske indfødsret. Dermed var de også tabt for tyskheden i grænselandet. Jens Møller fik indført, at man ikke mistede den danske indfødsret.

 

Nyt om den danske folkegruppe

Fra Berlin holdt man øje med denne leder i grænselandet. Således sendte den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink jævnligt til Berlin nyt om den tyske folkegruppe i Sønderjylland.

 

Ville ikke i Frikorps Danmark

Jens Møller fandt sig ikke i, at medlemmer af Det Tyske Mindretal blev placeret i Frikorps Danmark. Han mente, at dette Frikorps var et rent dansk projekt. I et brev til Heinrich Himmler påpegede Jens Møller, at Mindretallet ikke var direkte modstander af Danmark. Men kulturel var der stor forskel. Det Tyske Mindretal ønskede at kæmpe med de andre germanske kammerater i SS Division Wiking.

Nu var det ikke sådan, at Jens Møller foragtede Frikorps Danmark. Han anerkendte i høj grad de danske SS – frivillige.

Jens Møller kæmpede også for, at SS skulle erklære folk fra Mindretallet Uundværlig for Mindretallet i Hjemstavnen. Det så ud til, at SS efterkom Jens Møllers ønsker.

 

Venskab med Werner Best

I efteråret 1942 kom Werner Best til Danmark. Efterhånden udviklede der sig et personligt venskab mellem familierne Best og Møller. Fru Møller holdt kontakten ved lige, da både Werner Best og Jens Møller var i fangenskab. Efterfølgende har familierne også besøgt hinanden, og det har nogle af børnene også.

Jens Møllers kone sendte mange breve til Werner Best. Også en del fødevarer blev det til. Ja endda tandbørste og en kuffert blev der afsendt. Werner Best spørger i hans breve til Jens Møllers tilstand med også til andre internerede leder af Det Tyske Mindretal.

Og Fru Møller besøgte sin mand i fængslet cirka hver 14. dag.

 

God hjælp fra Werner Best

Da der skulle ansættes en ny overdyrlæge på slagteriet i Gråsten følte Jens Møller sig forbigået på grund af hans nationale sindelag. Han fik hjælp af sin gode ven, Werner Best og fik stillingen.

 

Et forsvarsværk i Sønderjylland

Over Sønderjylland skulle der graves et forsvarsværk. Werner Best ville udskrive dansk arbejdskraft. Men Jens Møller kom til hjælp. Han lovede, at få de tysksindede til at melde sig.

I 1943 stillede Mindretallet ikke op til Folketingsvalget. Mange af støtterne var i krig. I stedet fik Mindretallet et kontor, så man vær tæt på beslutningstagerne.

 

Et Chok for jens Møller

Opgøret i august 1943 kom som et chok for Jens Møller. Han blev i stigende grad nervøs og opfarende. Han var i forvejen kendt som en person med et iltert temperament. Ja selv lederen af det tyske politi i Danmark, Günther Pancke forsøgte at undgå Jens Møller.

 

Protester fra Jens Møller

Han protesterede højlydt mod de fremtrædende sønderjyske gidsler, som tyskerne tog under undtagelsestilstanden. I Gråsten gik flagene på halv, da oberst Paludan Møller omkom i kamp mod tyskerne. Dette vakte vild forargelse hos tyskerne. Men Jens Møller forhindrede, at danskerne blev straffet for dette. Han sørgede også for, at liget af Paludan – Møller blev udleveret til familien, og at der blev afholdt begravelse.

Jens Møller var forfærdet over aktionen mod Grænsegendarmerne. Han forsøgte at få frigivet nogle af de arresterede. Chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensieben var efterhånden blevet træt af Jens Møllers mange protester, og kaldte ham Rettungsdienst Müller. Både Pancke og Bovensieben havde et yderst køligt forhold til Jens Mûller.

 

Zeitfreiwillige og Selbstschutz

Under optøjerne i august 1943 blev Zeitfreiwillige indsat af de tyske by kommandører for at forsvare tyske interesser. Dette protesterede Jens Møller også imod. Dette korps blev dannet i januar 1943. Det var en slags hjemmeværn og efterhånden opnåede man 1.600 frivillige. Jens Møller oprettede dette korps, for at forhindre, at disse blev sendt til fronten. Dette korps blev godkendt i Berlin som et militært korps.

Han oprettede også Selbstschutz. Dette korps skulle beskytte hjemmetysk ejendom. Dette korps blev særdeles upopulær. De påtvang sig en slags politimyndighed over for danske medborgere.

Himmler mente at disse korps skulle underligge sig SS og det tyske politi. Men også dette satte Jens Møller sig imod.

 

Det Tyske Mindretal hjalp Flygtningene

Da tyske flygtninge myldrede til Danmark ville Werner Best tvangsudskrive danskerne til, at lægge hus til. Det var det, som man forlangte fra Berlin. Igen kom Jens Møller til hjælp. Det Tyske Mindretal i Sønderjylland åbnede deres døre.

De yderliggående i Det Tyske Mindretal blev mere og mere utilfredse med Jens Møller. De mente ikke, at han var radikal nok, og at han bøjede for meget af. Så sent som i 1945 forsøgte han at sabotere en hverveaktion, som SS havde iværksat.

 

Afstand til ekstremisterne

I besættelsestidens sidste år lagde han afstand til ekstremisterne i partiet, selv om han i de første år i besættelsestiden systematisk havde været med til at indsamle oplysninger om flertalsbefolkningens tyskfjendtlige ytringer og handlinger. Dem videresendte han til de rigstyske myndigheder. Måske havde han allerede blikket vendt mod efterkrigstiden.

Jens Møller var en meget begavet mand. Han havde flair for den propaganda der herskede i Das Dritte Reich. Men det var svært at balancere mellem ekstremisternes krav og kravene fra myndighederne. Til tider virkede han som politiker usikker. Han var underlagt sine impulsers vold. Hans forsøg på, at forberede en overgang til efterkrigstiden kom for sent.

Møller blev lige som resten af mindretallets ledelse aldrig stillet til regnskab internt i Mindretallet.

 

Forhindrede et blodbad

Den 5. maj 1945 blev Jens Møller som så mange andre midlertidig interneret i Den Tyske Skole i Gråsten af den lokale modstandsbevægelse. En større gruppe søkadetter iværksatte en befrielsesaktion. Der blev kastet håndgranater ind på skolen. Jens Møller forhindrede sandsynligvis et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem. Han talte den tyske officer fra sit forehavende. Modstandsbevægelsen hævdede senere, at Jens Møller optrådte som et mandfolk.

 

Han skulle dømmes til døden

Jens Møller vidste allerede fra august 1943, hvor det bar hen. Da det endelig nederlag nærmede sig cyklede han mod Als i et forsøg på at skjule sig for modstandsbevægelsen. Men allerede samme nat vendte han tilbage til Gråsten.

Under retsopgøret var der masser af anklager mod Jens Møller. Ja man troede, at man kunne dømme ham til døden på grund af højforræderi. Hadet til Det Tyske Mindretal var stor. Nu skulle hævnen falde.

Jens Møller blev først interneret i Fårhuslejren. Under opholdet blev han af sine medfanger først og fremmest betragtet som en respekteret lidelsesfælde.

 Derefter fulgte fire år i diverse fængsler. Han var ikke særlig samarbejdsvillig og led af fængselspsykose. I september 1948 blev han idømt 15 års fængsel. Han blev dog frikendt for højforræderi.

 

Samme indstilling

Peter Larsen havde den 4. – 5. maj ødelagt Mindretallets forhandlingsprotokol, samt andre vigtige papirer. Ved Landsretten i Sønderjylland blev Jens Møllers straf nedsat til 12 års fængsel. Men allerede året efter blev han benådet.

Åbenbart havde fru Møller også kontakt med Werner Bests forgænger, Renthe – Fink. Denne har mindst en gang besøgt familien i Gråsten.

Jens Møller havde ikke ændret holdning efter sit fængselsophold. Samme år, som han blev løsladt møder han op på Knivsbjerg. Her kritiserer han skarpt Mindretallets holdninger. Han beskylder dem for at have svigtet de frontfrivillige. Han var indstillet på et politisk comeback. Spørgsmålet var så bare, om Mindretallet også var det.

 

En tragisk ulykke

Den 28. november 1951 omkom Jens Møller i en mystisk trafikulykke. Han havde været ude hos en bonde på Felsted – kanten hele natten. Og åbenbart var han meget træt, da han kørte hjem. Der har både været gisninger om mord og selvmord. Han havde på det sidste været meget deprimeret. Det var hårdt at komme ned fra magtens tinde. Men mange syntes også, at han var sluppet alt for billigt. Andre igen var provokeret af, at han åbenbart stadig havde de samme synspunkter.

Jens Møller ligger begravet på Gråsten Kirkegård.

 

Lægepraksis i Gråsten

Den ene af ægteparrets sønner, Uwe blev boende i forældrenes hus, Slotsbanken 15 i Gråsten, og indrettede her en lægepraksis. Stedet havde måske fået et lidt blandet ry. Men sønnen havde ikke mærket nogen form for chikane. Han har opsøgt Werner Best for at få svar på nogle spørgsmål. Men angiveligt fik han ikke de svar, han havde forventet.

 

Sønderjyllands største dyrepension

En anden søn, Karsten overtager Skovgaard ved Gråsten. Det er til denne gård, Jens Møllers kone flytter til med en ny mand. Her boede de ind til hendes død i 1990.

Meningen var ellers, at det var Karsten, der skulle have overtaget sin fars praksis. Han tog da også på Landbohøjskolen. Det sidste hans far råbte til ham på perronen, var Do ska bestil’ naue. Men planerne blev ændret, da faderen pludselig døde.

Karsten aflagde eksamen i 1957. Han havde klaret sig igennem efterkrigstiden sammen med sin mor ved at stikke tørv. De to ældre brødre, Uwe og Ejnar var taget til København for at studere.

På Statsskolen i Sønderborg blev Karsten kanøflet, fordi de dansksindede elever udmærket vidste, hvem hans far var. Men han opnåede respekt, fordi han scorede topkarakterer. Han gik godt nok i sin fars fodspor, og blev ret afholdt. Han solgte sin praksis i 1998 og gik endelig på pension i 2001. Han døde den 31. januar 2012 i Haderslev. Inden da var Skovgård blevet Sønderjyllands største dyrepension.

 

Kilde: Se

• Litteratur Besættelsestiden A – L
• Litteratur Besættelsestiden M – Å
• Sønderjyske Årbøger
• Hans Schultz Hansen, Hans Skov Kristensen: Sønderjylland under krig og besættelse 1940 – 45
• John T. Lauridsen: Over Stregen
• Troels Fink: Sønderjylland efter Genforeningen
• Gads Leksikon: Hvem var Hvem under besættelsen
• Hans Schultz Hansen, Hans Skov Kristensen: Mindretal og Flertal i Nordslesvig 1945 – 1955
• Niels Birger Danielsen: Werner Best
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Kronika: Midt i fjendens lejr
• Jens Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder blandt andet:

• Overvåget dengang
• Werner Best
• Det Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Mindretal i brændpunkt
• Opgøret efter 1945
• Fritz, nazister og et kartotek
• Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa
• En villa i Kollund
• De fem lange år i Sønderjylland