Indvandring på Nørrebro

Dette er en større anmeldelse af en væsentlig ny bog om Nørrebro nemlig: Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag. Vi går lidt videre, og kigger også på vores egne iagttagelser gennem årene. Selv om bogen er en akademiske afhandling, kan den med få undtagelser godt bruges som en lokalhistorisk bog. Vi får samtidig en konsekvensanalyse om udviklingen af Nørrebro. I slutningen i artiklen har vi en større artikelsamling for dem, der vil vide endnu mere.

 

Over hver femte har indvandrerbaggrund

Vidste du, at Nørrebro er et af de kvarterer i København med størst andel af personer med indvandrerbaggrund. For at være helt præcis – 28,3 pct.

 

Her er masser af fremmede butikker

Mange butikker har arabiskklingende navne. Og her er masser af indehavere med udenlandsk baggrund. For besøgende er det overraskende er masser af muslimske institutioner. Ja, her er moskeer. Og helt konfliktfri er det nu heller ikke.

 

Dette er en væsentlig bog

Dette er en større anmeldelse af bogen Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010 af Garbi Schmidt. Vi har selvfølgelig skriftligt henvendt os til forlaget, med en besked om at vi ville lave en anmeldelse på vores side samt på www.norrebro.dk . Men forlaget har ikke engang gidet at svare. Men dette skal selvfølgelig ikke influere i vores anmeldelse.

Vi har selv investeret i bogen, og har forståelse for, at forlaget anvender deres markedsføringskroner et andet sted. Modsat forlaget mener vi dog, at Nørrebro – borgerneskal have kendskab som vi efter gennemlæsningen mener, er en meget væsentlig bog. På en fascinerende måde bliver også samfundsdebatten gennem tiderne rullet op. Forfriskende er det at se en forsker frem for en historiker oprulle problematikken på Nørrebro.

 

Nørrebro opstået i hast

Nørrebro blev til ved en nødvendighed. København var blevet for lille. Dengang var Nørrebro, Københavns kloak.

Nørrebro blev opbygget i hast og helt uden planlægning. Det gik i den grad ud over sundhedstilstanden. Og kombineret med fattigdom og underernæring betød det en tidlig død samt en stor børnedødelighed.

Et åbent projekt

Forfatteren har været meget åben om hendes projekt. Meget tidligt meldte hun ud omkring formålet med bogen. Og det har været et større efterforskningsarbejde i gang. Man må nok sige, at det har været et imponerede research – arbejde, der er foretaget. Og det er selvfølgelig lagt meget overskueligt frem i bogen.

Jo det har altid været en masse vildskab omkring Nørrebro. Forskning tager ingenting for givet. Jo, det er tydeligt, at det er en forsker og ikke en historikere, der har skrevet bogen. Det er ofte stærke følelser og holdninger, der har været på spil i bydelen.

 

Syv hovedafsnit

Som forsker kan man let få en over snuden. Og emnet kan jo sagtens give Garbi Schmidt en sådan.

Bogen indeholder syv hovedafsnit. Det første indeholder det teoretiske og metodiske grundlag for afhandlingen. Dette afsnit er måske lidt tungt for ikke akademikere.

Vi gennemgår perioderne:

• 1885 – 1915
• 1935 – 1947
• 1960 – 1971
• 1978 – 1982
• 2000 – 2010

 

Det handler om at prioritere

Med et så omfattende materiale, som forfatteren har fundet frem til, ja så handler det også om at prioritere. Og her kan man så være enig eller uenig i, hvad der skal tages med. Forfatteren har gjort brug af den omfattende litteratur om Nørrebro, pensionistberetninger, avisartikler, allerede kendte undersøgelser m.m.

En masse arkivalier, folketællinger, statistik, feltarbejde og samtaler er ført. Og hun graver dybt. Derfor står historien pludselig i et helt andet lys. De citater, der er anvendt giver afhandlingen en slags action.

 

Et ganske imponerende resultat

Resultatet er også ganske imponerede. Der bliver lagt erindringer frem og diskuteret. I nogle tilfælde betvivler forfatteren også diverse konklusioner i tidligere udgivelser. Og dette er ganske godt argumenteret. Ja det gør faktisk læsningen meget interessant. Der lægges en professionel afstand til stoffet, der gør det særdeles interessant for lokal interesserede at læse. Til yderligere forskning må bogen også være interessant.

Det kan måske være lidt irriterende for noget, at bogen som sådan er en afhandling og at det er en akademisk tilgang til stoffet. Det er trods alt en doktordisputats. Men det vender man sig nu hurtig til. Nu er vel også mest i første afsnit.

Man kan så diskutere denne prioritering. Man kom måske lidt tættere på ved også at bruge lokale digitale medier. Således er 3.600 artikler tilgængelig på www.norrebro.dk. Her kan man finde mange eksempler på lokale integrations – initiativer, problemer og løsninger på indvandrer butikkers situation. Her er også andre historier i forbindelse med diverse kampe på Nørrebro.

 

Konsekvensanalyse

Bogen er fyldt med grafiske fremstillinger, som nok ikke altid falder så heldige ud. Interessant billedmateriale er brugt, måske ikke i et så rigt et omfang som man forventer, når det er en lokalhistorisk bog. Men det er jo som sådan ikke. Den kan sagtens bruges til dette formål. Den Gamle Redaktør her, som er godt inde i Nørrebros historie har fået masser af ny viden.

Selvfølgelig er meget af det, som bliver fortalt kendt viden.

Vi får beskrevet stedet og de sociale forhold i de perioder, der bliver skildret og hvilke begivenheder, der præger bydelen. Dette giver en hel anden beskrivelse end man er vant til med en slags konsekvensanalyse.

 

Indvandrerhistorisk lys

Forfatteren sammenligner på en smart måde fortid og nutid med kommentarer til de historiske kilder. På den måde fastholdes læserens interesse hele tiden.

I nogle eksempler kommer vi helt tæt ind på nogle familier, bl.a. den jødiske familie Edelmann fra Baggesensgade. De måtte flygte til Sverige under besættelsen.

For første gang har vi fået samlet Nørrebros historiske set i indvandrerhistorisk lys. Indvandrerne har i høj grad været med til at tegne bydelens historie. Disse indvandrere troede, at de nu kunne komme ud af elendigheden og fattigdommen. Men sådan forholdt det sig ikke altid.

 

Stand, religion og profession var vigtigst

I 1700 – tallet havde op til en femtedel af befolkningen i København tysk som førstesprog. På det tidspunkt var kun godt en femtedel af dem, der fik borgerskab i København født i byen. Men 20 pct. var født i Jylland.

Man kunne jo frygte dengang, at denne sammensætning havde ført til masser af sammenstød. Men dengang spillede stand, religion og profession en langt større rolle for københavnerne end etniske og kulturelle tilknytninger. Sådan er det dog ikke i dag.

En del forsvandt mere eller mindre frivilligt

Der er vel i perioden 1900 – 2014 kommet 400.000 flygtninge til Danmark. En del af disse landede på Nørrebro. En del er rejst igen, frivilligt såvel som ufrivilligt. Disse blev i visse tilfælde modtaget med blomsterbuketter, andre blev modtaget med masser af vrede.

Indvandringen var også den væsentlige forklaring på befolkningseksplosionen mellem 1850 og 1900, hvor Københavns befolkning voksede fra 120.000 til 370.000.

 

Der er brugt meget lokalhistorisk litteratur

Vi får en gennemgang af historisk litteratur af Nørrebro. Og en del af denne litteratur bliver flittig brugt på en meget tilgængelig måde af Garbi Schmidt. Således citeres boghandler Wroblevski for at beskrive jøderne som:

• Anderledes, sure og besynderlige

 

Positive og negative indtryk

Allerede dengang fastslog Villads Christensen:

• Nørrebro var den største af byens forstæder og den mest forsømte, det urolige hjørne, hvor der altid var noget at klage over, noget at rette på, og hvor det dog aldrig blev helt galt.

Digteren Johan Jørgensens beskrivelse af Nørrebro i 1893 er også meget negativ:

• Nørrebro er kold, grim og uden stemning. Dens færdsel er fattigmands – travlhed. Dens butikker med deres prissedler på varerne viser, at kunderne altid må ransage portemonnæen før de går ind og købslår……………
• Nørrebro er byens store kloak.

Andre beskrev Nørrebro som mere positiv. De beskriver arealerne som åbne og landagtige. Det ser vi blandt andet i alle de pensionist – skildringer, der er med i bogen:

• Det var almindeligt, at folk gik på Fælleden med madkurve og drikke, somme tider måtte selskabet rejse sig op og gene dyrene væk.

 

• Hver søndag om sommeren pakkede mor den gamle barnevogn med kaffe i en ølflaske og så tog vi på Fælleden, og lå i græsset ved Holger Danskes Briller, der var navnet på et stort vandhul. Vi soppede der og sejlede med små papirbåde og morede os dejligt, skønt vandet var møgbeskidt.

 

Her var også en kammerråd

Det kan gå være, at der var masser af slum og arbejdere på Nørrebro. Garbi Schmidt nævner da også, at her var både kammerråd, professor, akademiker, justitsråd, oberstløjtnant, kaptajn m.m.

Men allerede dengang var bydelen symbolet på den kaotiske og uregerlige by. Og der var virkelig mange fattige mellem 1885 og 1915. At drikke var en del af arbejder og fritidskulturen, dengang.

 

Pladser og gader brugt til manifestationer

I 1872 strejkede malerne for at få forkortet deres arbejdstid. Og de blev selvfølgelig støttet af Pio i bladet Socialisten. Ja politidirektør Crone havde ikke meget til overs for Socialisterne. I hans breve til justitsministeren overdrev han i den grad om de farer, som Socialisterne udgjorde. Han var i den grad med til at overdrive situationen.

Nørrebros gader og pladser blev i den grad brugt til demonstrationer og optog til at markerer følelser og meninger. Og sådan er det jo den dag i dag. Vi ser stadig masser af demonstrationer for snart den ene sag og snart den anden. Det kan både være folk fra den yderste venstre fløj og religiøse markeringer.

 

Arbejderne og kirkerne

Ja dengang blev de store begravelsesoptog for Arbejderbevægelsens medlemmer brugt til at markere sig. Politidirektør Crone opfordrede kirkerne til at forbyde arbejderbevægelsens røde faner i kirkerne.

Men kirkerne var dog noget betænkelig, for en del arbejdere havde også været med til at samle ind til disse kirker. Andre arbejdere igen mente nu også at kirkerne og præsterne var kapitalismens forlængede arm, så de skulle i hvert fald ikke samle penge ind til kirken.

Og det var da bestemt heller ikke alle præster på Nørrebro, der var lige populære. Særlig den indremissionske præst, Pastor Steen fra Johanneskirken var upopulær hos arbejderne:

• Han brød freden. Han kom som en mand, der havde sværdet.

Ja sådan stod det at læse i Socialdemokraten i 1887 efter begravelse af Adam Petersen. 10.000 arbejdere havde samlet sig.

En forsørges død kunne den gang føre til familiens undergang. Mange måtte også gå tidlig i seng under dynen om vinteren. Der var ikke penge til kul.

 

Politiet var opmærksomme på socialister og anarkister

I 1875 fik Danmark sin første udlændingelov. Det var politiet, der afgjorde om man kunne få opholdstilladelse. Der var nu flere der blev udvist, end folk, der fik indrejsetilladelse. Efter 1891 var offentlig forsørgelse betinget af dansk indfødsret. Lovgivningen blev langsomt strammet fra 1908. Politiet var især opmærksomme på socialister og anarkister.

 

”Oversvømmes” af jøder

Jøder var underkastet særlige regulativer længe før udlændingeloven fra 1885. Christian den Fjerde havde ellers inviteret de første til Danmark med henblik på at udvikle landet. I 1813 var der 2.400 jøder i København.

I den danske befolkning var der åbenlys skeptisk mod jøderne. Det kom i høj grad frem i en artikel i Politiken den 7. september 1913. Her blev der fortalt, at de (jøderne) var fattige både i åndelig og materiel henseende. Bladet mente, at:

• Den russisk – polske indvandring truer med at tage et omfang, at byen ikke kan abstrahere den, men oversvømmes af den.

Berlingske holdt sig nu heller ikke tilbage. De beskyldte de russiske og polske jøder for at være kriminelle.

Omkring 1920 – 25 blev den jødiske tilstedeværelse på Ydre Nørrebro mere markant via en del jødiske familiers ejerskab af boliger i haveforeningerne Taga og Liljen. I Taga var der cirka 35 jødiske familier, som havde et haveforeningshus. Og tænk så havde de alle 4 – 5 børn.

 

Seks gader følges

Vi følger seks forskellige gader på Nørrebro i forskellige tidsperioder. Det er en smart måde at forenkle budskabet på. Og dengang i 1880erne var det endnu ikke normalt, at gifte kvinder havde et arbejde. Ud af 244 kvinder, var de 201 uden for arbejdsmarkedet.

Et dansk studie fra 1887 viser således at 78,2 pct. af de ugifte kvinder i København var selvforsynende. Blandt de gifte kvinder var 6,6 pct. selvforsynende.

Også dengang var der forskelsbehandling af arbejderklassens børn og middelklassens i skolen. Og en masse børn på Nørrebro døde under diverse epidemier.

 

Der var let at finde bolig på Nørrebro

Byggeriet på Nørrebro tiltrak også udlændinge. Herfra var mange fra Tyskland. Fra 1890 til 1915 blev Københavns befolkning øget med 205.900 indbyggere.  

Det var i begyndelsen let at finde bolig på Nørrebro. Og ofte kunne man bo gratis i flere måneder i bydelen. Dette forhold kan tilskrives, at der blev bygget virkelig meget dengang.

Men brokvarterets huse var bedre end i Indre By, konkluderer forfatteren.

På et tidspunkt var det almindeligt, at patienter fra Almindelig Hospital fik udgang om torsdagen, ja vi har nævnt det i tidligere artikler. Så gik ellers den vilde tigger – jagt. Butikker havde samlet to – øre til dem. Men det var nærmest et kapløb, om at komme først. Men politiet stoppede efterhånden Legen.

I begyndelsen af 1900 – tallet boede der blandt andet brasilianer, tyskere, ungarere, italienere, polakkere, svenskere, russere og franskmænd i området nord for Dronning Louises Bro.

 

Borgerskabet ville af med Socialister

Når man diskuterer indvandrere har man en tilbøjelighed til kun at diskutere religion og kultur. Så stopper diskussionen. Det burde også dreje sig om boligforhold, uddannelse, social marginalisering og psykisk helbred.

Problemet med indvandrere var også, at mange sikkert var socialister. Og de var ikke særlig velset dengang af borgerskabet. Dem ville man gerne hurtig af med igen. Men nu var det ikke kun udlændige, der bosatte sig på Nørrebro. Nej, det var især også jyder. Og ligesom i dag så fandt de forskellige grupper sammen, og det gjorde jyderne selvfølgelig også.

 

Svenskerne var ”småkriminelle”

Men i begyndelsen var det svenskerne der dominerede. Der var rigtig mange af dem. Og de fleste af dem var meget fattige. I bogen er der også anekdoter, blandt dengang i 1888, da der nærmest opstod diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige, da Danmark udviste to svenskere for en forbrydelse de slet ikke havde begået.

Og når vi nu er ved emnet, så skrev Politiken i 1913 da Kong Gustav besøgte København, at der i Landskrona boede 12.000 svenskere, så boede der i København 18.000 svenskere. Andelen af svenskere i perioden 1880 – 1911 var i København på 4 pct. I 2010 var dette tal faldet til under 1 pct.

I de seks gader, som Garbi Schmidt har udvalgt var der i perioden 1890 – 1911 en stor overvægt af svenskere blandt indvandrere. Det svarede til 54 pct.

Svenske piger, der kom hertil blev opfattet som løsagtige. Jo fordomme var det nok af. De fordomme, når det gælder Nørrebro er endnu ikke forsvundet. De svenske mænd blev opfattet som skruebrækkere. Måske nærmer vi os datidens Social Dumping.

 

Fagbevægelsen var bange for løntrykkere

Arbejdsmændenes Forbund var dog utilfredse med den svenske arbejdsindvandring. Forbundet opfordrede Rigsdagen til, at der skulle tages hensyn til danske arbejdere, ved udførelse af statens arbejde.

Fagforeningerne dengang, var ikke begejstrede for disse løntrykkere. Og lige som jøderne, der gik mærkelig klædte og talte jiddish, så var det det samme med jyderne. De gik også mærkelig klædte og talte et underligt sprog.

Mellem 1900 og 1920 var der stor bekymring for, om de jødiske indvandrere lige som svenskerne var en mulig byrde for velfærdssamfundet

Efter svenskerne var det jugoslaverne, der dominerede indvandrergrupperne.

 

Troen spillede også en rolle

Troen udgjorde selvfølgelig også en rolle og ikke mindst katolicismen. Vi får i bogen også historien om de fire katolske Sankt Joseph – søstre, der kom til København med skib fra Frankrig. Men man havde fra kirkens side ikke tænkt sig, at betale for søstrenes ophold. Det var meget surt i starten. Men efterhånden bakkede de tyske præster op om sagen. Og man startede med kirken ved Sankt Joseph Hospitalet.

Grundet pladsmangel erhvervede man en grund på hjørnet af Fælledvej/Nørrebrogade. Og i 1912 stod den nye kirke færdig (Læs artiklen: Et hospital på Nørrebro).

 

Nørrebro var Byens kloak

På Nørrebro kneb det stadig med sundheden efter 1915. Fattigdommen var stadig stor. Bydelen blev ikke mere regnet for Byens Kloak. Men alligevel var det langt fra byens sundeste sted. Det var her, at børnedødeligheden stadig var størst. I 1036 døde 119 småbørn under et år på Indre Nørrebro. Antallet af svenskere faldt efterhånden. Generelt blev der stillet større og større krav til flygtningene.

I de seks udvalgte gader var der nu i 1940 26 forskellige nationale grupper.

 

Regeringen i 1938: København er ”mættet med” udenlandske jøder

I 1938 udtalte Troels Hoff som repræsentant for regeringen:

• Danmark og i hvert fald København og Omegn må siges at være ”mættet med” udenlandske jøder, således at en yderligere tilstrømning vil medføre, at vi også herhjemme får antisemitisme.
• En begyndelse kan allerhånde spores i vide kredse. Får vi en antisemitistisk stemning må man formodentlig regne med at givenazismen her i landet vind i sejlene.

 

Ingen pligt til at tage tyske undersåtter

I Politiken omtaltes Krystalnatten og dens følger. I Jyllands Posten var man nærmest forstående over for følgerne. Men Politiken følger et par dage efter op på historien:

• ” En højtstående tysk embedsmand” udtaler, at intet land er rede til at modtage jøder.

Og avisen slutter:

• Ingen har pligt til at modtage tyske undersåtter.

I Danmark havde man yderligere skærpet reglerne. Man kan undre sig over, at Danmark kun ville modtage et meget begrænset antal tyske jøder.

Det kunne ikke gå hurtig nok med at sende dem ud af landet igen. Allerede i 1938 kunne justitsminister Steincke med stolthed berette om, at der dengang kun var givet opholdstilladelse til 1.300 jødiske flygtninge.

 

De tyske flygtninge skulle holdes ude

I 1940 var der en jødisk brydeforening på Nørrebro. En del jøder boede på Birkegade. De blev i erindringer kaldt for Østjøder.

Besættelsestiden på Nørrebro var også kaos, uro og frygt (Se artikeloversigten i slutningen af artiklen)

Efter krigen var der nærmest tale om undtagelsestilstand, når det gælder de tyske flygtninge. De blev forbundet med nazisme, krig og besættelse. De blev også de fleste steder behandlet derefter. De skulle absolut holdes ude for det danske samfund.

Cirka 250.000 flygtninge blev sendt til Danmark. Også sårede tyske soldater blev sendt her til.

 

90.000 flygtninge i København

Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen blev 59 af Københavns 70 skoler beslaglagt til at huse flygtninge. Forholdene var både før og efter befrielsen kaotiske. Også de sanitære forhold var en katastrofe.

Hurtigt var der mangel på de allermest nødvendige lægemidler og forbindingsstoffer.

Der måtte findes nye lokaler til undervisningen. På Rådmandsgades Skole opsøgte personalet både Kingos Kirken, Nora Bio, KFUM og en lokal Hestskosfabrik.

Jagtvejens Skole’ s elever blev delt ud i Anna Kirke, Havremarkens Skole, et asyl, et privat hjem og Frelsens Hær’ s lokaler i Gormsgade.

 

Nørrebro – knægte i ”Frihedskampen”

Flygtningene lignede nu ikke herrefolket. Det lykkedes for nogle Nørrebro – knægte at franarre flygtningene grønne 5 mark og røde 10 mark sedler mod lovning af Wienerbroth. Disse flygtninge fik nu aldrig deres Wienerbroth. Nørrebro – knægtene mente, at de havde bidraget til frihedskampen. Og pengene – ja de var nærmest værdiløse.

 

De ”grimme” flygtninge

Forældrene havde fortalt deres poder, at de tyske flygtninge var grimme og at de opførte sig grimt.

Ved skolens låge i Prinsesse Charlottesgade håbede mange, at få et glimt af disse grimme mennesker. De rigtige modige danske børn rakte tunge af de tyske børn.

 

Journalister blev iført gasmasker

Den danske befolkning var delt i to. Den ene del mente, at de tyske flygtninge fik i overflod, som danskerne kun kunne drømme om. Den anden halvdel mente, at flygtningene levede i skidt og møg, og at det var direkte sundhedsfare for den øvrige befolkning.

Politikens journalister ville besøge de tyske flygtninge i Folkets Hus på Jagtvej 69. De blev bedt om at tage gasmaske på. Mange steder var det forfærdelig forhold, som vi bød flygtningene. Politiken skrev i øvrigt om forholdene:

• De store sale er mørke og triste, og her sover et par hundrede mennesker. Kun en lille gang er fri mellem halm – sovepladserne. Luften er tyk og hygiejnen er under de forhold under det forsvarlige.

Ja tænk engang – 519 flygtninge var stuvet sammen i Folkets Hus i maj 1945.

 

Lugten var gennemtrængende på Jagtvejens Skole

Jo det var virkelige uhumske forhold, man udsatte de tyske flygtninge for. Beskrivelsen af Jagtvejens Skole får vi her:

• Cirka 500 tyskere, mænd, kvinder, børn boede på skolen fra april 45 til januar 46, en hær af lasede, pjaltede, snavsede mennesker. Lugten af væsker, der anvendtes til aflusning gennemtrængte bygningen. Strå fra flygtningenes sengeleje hvirvledes om af vinden, hårtotter, snavset vat og papirstrimler var med i denne dans.
• Kloaken blev tilstoppet gang på gang (oftest når rugbrød kastedes i WC’ erne og udbredte en gennemtrængende stank.
• Det var til tider uudholdeligt for skolens danske beboere. En stadig larmen, støjen, barneskrig, børneskrål, højtråbende skænderier forstyrrede gennem døgnets allerfleste timer arbejdsroen og nattesøvnen for inspektor, skolebetjent og deres familie.

Hvordan flygtningene selv oplevede deres situation får vi ikke at vide.

 

Vi vil fandeme ikke rage i Nazi – lort

I Stevnsgades Skole var der indkvarteret 400 mennesker. Snart var WC´ er forstoppet, og det flød med uhumskheder. Men det kneb gevaldig med at få danske håndværkere til at ordne det. Som en af dem sagde dengang:

• Vi vil fandeme ikke rage i Nazi – lort

Tyskerne blev indkvarteret i baraklejre, skoler og medborgerhuse. De fik forbud mod at kontakte danskere. Vi kunne ikke lide dem og betragtede dem som en del af det nazistiske system.

 

Vores kirker skal ikke vanhelliges

I bogen får vi også beskrivelser af, hvordan Nørrebro – borgerne betragtede flygtningene. En beboer havde en tirsdag eftermiddag set en procession af tyske flygtninge komme vandrende fra Sjællandsgades Skole til Simeons Kirke. Den 26. juni 1945 skrev han i Nørrebro Folkeblad:

• Vores kirker har hidtil været forskånet fra at blive vanhelliget og profaneret af disse lusebehængte og sygdomsinficerede menneskers tilstedeværelse, men når de nu, oven i købet under danske præsters førerskab tager københavnske gudehuse i besiddelse, har vi som tilhører Folkekirkens menighed, intet at gøre der ud over lige de handlinger, som ritualet kræver. Vi vil ikke være så ukristelige at nægte morder – og torturlandets eksilbefolkning et Guds ord, det kan de nok være nødig, men vi må protestere imod og skrap tage afstand fra, at disse ord siges i vore egne kirker. Vil en præst fraternisere med tyske flygtninge, må han vel gøre det på de skoler, som er beslaglagt med herrefolkets rester af menneskeværdighed.

Garbi Schmidt har fundet frem til en del andre erklæringer, der ligner denne.

 

13.174 tyske flygtninge døde i danske lejre

Arbejdsminister Kjærbøl førte ellers en stram kurs over for de tyske flygtninge. Han påpegede, at de under ingen omstændigheder måtte have kontakt med lokalbefolkningen.

Og langt de fleste danskere mente, at de tyske flygtninge ikke skulle have det bedre end de danskere, der var i KZ – lejre.

Tænk engang mellem 1. januar 1945 og 31. januar 1946 døde 13.174 tyske flygtninge i dansk varetægt. Ud af disse var 7.859 børn.

 

Slum og misligholdte ejendomme

Nørrebro havde i 1960erne et ry som slum med misligholdte ejendomme, skrubbeløse ejere, overset og tilsidesat af et bystyre, som kun langsomt begyndte at interessere sig for sanering.  Men det var også et sted med sammenhold og alternative og socialt eksperimenterende bevægelser.

Alene i dette afsnit anvender forfatteren hele 57 artikler fra Lokal Avisen Nørrebro og Nord – vest Avisen.

Vi er på det tidspunkt, hvor industrien manglede arbejdskraft. Fra syd kom de, først jugoslavere og siden andre folkeslag.

 

Butikkerne forsvandt efterhånden

I 1940 boede der 115.353 mennesker på Nørrebro. I 1960 var tallet 105.305 og i 1970 var der 90.646 på Nørrebro. De lokale arbejdspladser faldt af efterhånden Også antallet af butikker gik kraftig tilbage. I 1954 var der 300 dagligvarebutikker, og i 1970 var dette tal faldet til 150.

Men nu var det sådan, at efter saneringen så forsvandt der endnu flere butikker på Nørrebro. Nu var det endelig slut med, at Nørrebrogade var Danmarks største handelssted

 

Der var liv i Blågårdsgade

Men i Blågårdsgade var der dengang masser af liv. Her var masser af butikker og værtshuse. Lejlighederne var små, og man kan sige, at værtshusene blev forældrenes dagligstue. Selv i Prins Jørgensgade var der masser af små butikker og værksteder.

Denne gade blev bogstavelig undermineret af rotter. Ja på et tidspunkt opstod der et kæmpe hul i asfalten. Og rotterne kom ind i lejlighederne hos folk, når de ikke var hjemme.

I Møllegade var det også gang i den. Her var både ungdomsklub, slagsmål og kvinder, der blev slået halvt ihjel.

Her på Indre Nørrebro opererede Støvlebanden. Efter sigende overfaldt de ældre og sagesløse. Egentlig var der ikke så mange lokale sammenstød med indvandrere. Men her på Nørrebro var der dog også en afdeling af De Vilde Engle. Og disse kunne ikke lide indvandrere.

I bogen får vi også et nærmere indblik i bulldozersaneringen.

 

Kinesiske restauranter på Nørrebro

I efteråret 1961 kunne man i flere indlæg i Politikken læse, hvor tilsidesat Nørrebro – borgene følte sig i forhold til Vesterbro. Beskrivelsen af Nørrebro som slum, mørke baggårde og usunde lejligheder var klart i overtallet i avisens spalter.

I 1969 blev Nørrebro mål for grupper af kinesiske flygtninge særligt fra Taiwan. Flygtningene boede ofte i kummerlige lejligheder, ejet af boligspekulanter, hvilket de danske omgivelser var forarget over. De tjente til vejen og dagen ved at etablere de første kinesiske restauranter i Danmark.

 

Narko, vold og indvandring

Skildringen af indvandrergrupper begynder først i midten af 1970erne. Men i Aktuelt i september 1971 kan man læse følgende:

• I øjeblikket er det ved at komme nye elementer i området. Det er fremmedarbejdere, narkomaner og slumstormere.

Fremmedarbejderne flyttede sammen i bestemte ejendomme og efterhånden blev overskrifterne:

• Narkoafhængighed, vold og indvandring.

 

Slumstormerne startede på Nørrebro

Jo, Nørrebro har altid været arnested for alternative (socialistiske) ideer. I 1930erne var der kampe mellem KU og DKU i området omkring Blågårds Plads.

Man siger altid, at det folkene omkring Sofiegården, der var de første Slumstormere i 1969. Men allerede i 1966 havde murerlærlingene og deres aktiviteter omkring lærlingekollegiet Murergården kunne sammenlignes som sen slumstorme – aktivitet.

Slumstormerne havde opbakning blandt Nørrebros befolkning. Vi får også i bogen historien om Nørrebro Beboeraktion.

 

Grobund for kreativitet

Indvandringen var markant ringere. Men den repræsenterede nu langt flere lande. Flere gange fremhæves tilliden, kreativiteten i byrummet. Men Nørrebro havde stadig mange dårlige bygninger, slum og masser af børn. Og de gik for lud og koldt vand, hed det sig. Her var mangel på luft. Men igen en gang, her var grobund for kreativitet.

Der indløb klager over sigøjnerne, der ikke ryddede op efter sig. Og så forsvandt der træ fra en nærliggende byggeplads. Ja og så opstod der pludselig en debat om negre i lokalavisen.

I anden halvdel af 1969 brugte man begrebet gæstearbejder. Men på Nørrebro blev narkotika – problemerne nu mere og mere forsidestof. Forskellige misbrugscentre opstod. Og disse narkomanere og pushere blev aldrig accepteret af Nørrebro – borgerne i samme grad som alkoholikerne.

 

Pludselig var der modstand mod indvandring

I 1973 blev der indført indvandrerstop. Men i 1980 var der 796 jugoslaviske indvandrere på Indre Nørrebro og 445 på Ydre Nørrebro. Gruppen af pakistanske indvandrere var den næststørste. Derefter fulgte tyrkere og marokkanere. I de seks gader vi følger var der nu repræsenteret 50 lande.

Pludselig opstod der modstand mod indvandrerne på Nørrebro. Det skete i takt med den stigende arbejdsløshed. Medierne og politikerne betragtede dog efterhånden indvandrerne som et blivende fænomen.

 

14 – 16 timers arbejdsdag

De første indvandrerkiosker opstod. Disse udviklede sig senere til grønthandlere. I dag ser vi jo også en masse fast food butikker, som er ejet af indvandrere. Guldsmede – og cykelbutikker fulgte efter. Indvandrerne overtog de små butikker, som danskerne ikke kunne få til at løbe rundt. Familien levede i baglokalerne og de arbejde 14 – 16 timer i døgnet.

 

Nørrebro blev venstreorinteret

Kampen på Byggeren følger vi også i bogen. Her var masser af indvandrerbørn. Man oversatte protestbreve på tyrkisk og andre sprog, og fik også disse forældre til at skrive under. Desværre blev konflikten løst med vold.

Nørrebro i perioden 1978 – 1982 var en bydel med en klar venstreorienteret vælgerskare.

BZ’ erne var ret så aktive på Nørrebro. Vi får i bogen alle de kendte aktioner. Måske kunne vi i forbindelse med vore lokalhistoriske aftner lave et tema, der netop hed Slumstormere, BZer og Autonome på Nørrebro.

 

Kontrasternes bydel

I det sidste afsnit følger vi udviklingen fra 2000 – 2010. Københavns Kommune var i den periode både en aktiv med – og modspiller. Det er også perioden omkring urolighederne omkring Ungdomshuset. Både autonome og indvandrerunger sætter gaderne i brand.

Mellem år 2000 og 2010 var der hundredevis at integrationsprojekter i gang i bydelen.

Nørrebro er mangfoldighedens centrum. Det har forfatteren ganske ret i. Men det er også kontrasternes bydel

 

Mange uroligheder

De forskellige uroligheder i bydelen beskrives gennem artikler fra de store dagblade. Da bandekonflikten raserede holdt folk sig væk fra disse områder. Rydningen af Ungdomshuset fylder også godt i bogen.

I perioden 2000 – 2010 blev Nørrebro det kvarter i København, hvor andelen af indvandrere og efterkommere af indvandrere var størst, nemlig mellem 24 pct. og 29 pct.

 

Islam – et besværende element

Islam er i forbindelse med integration et besværende element i Lise Egholms optik. Hun var som bekendt en markant skoleleder på Rådmandsgades Skole. Hendes bøger er bestemt værd at læse. Undertegnede har anmeldt dem på www.norrebro.dk

De mange grupper viser fortsat deres holdninger ved demonstrationer m.m. særlig på Nørrebrogade og Blågårds Plads. Særlig sidstnævnte har en symbolsk betydning. Det er så forskellige grupper som Hizb ut Tahrir, Reclaim the Street, Autonome, Antifacistisk organisation, forskellige religiøse grupper m.m.

 

Bogen kan varmt anbefales

Bogen er bestemt værd at læse. Men husk lige, at det er en doktorafhandling. I et enkelt afsnit er det lidt meget akademisk tilgang, og du skal heller ikke forvente lokalhistoriske fotos på alle sider. Men den kan sagtens læses af alle med hang til lokalhistorie. Ja den giver faktisk meget mere. Man forstår bedre sammenhængen med forskellige tilgang. Vi havde nogle få kritiske bemærkninger.

 

Her kan du få endnu mere at vide

Og det var at vi manglede noget i beskrivelsen af indvandrer – butikkerne og de besværligheder, som de har haft, men kære læser, de ting kan du læse på www.norrebro.dk Her har du 3.600 artikler til rådighed. Du kan med fordel bruge søgefunktionen. Her kan du også læse om Ungdomshuset og smadrede butikker m.m.

Og på www.dengang.dk kan du fortsætte med at læse om nogle af emnerne. Vi bringer her neden under en artikelliste.

Vi har i løbet af denne artikel skamrost Garbi Schmidt for sin bedrift. Fantastisk godt gået.

 

Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag.  (489 sider)

 

Hvis du vil vide mere (relevans til denne artikel): Læs

Nørrebros Historie:

• Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
• Politi og ”Banditter” på Nørrebro
• Omkring Blågårdsgade
• Skyd efter benene
• Bomben i Søllerødgade – nok engang
• Nørrebro 1890 – 1910
• Barn på Nørrebro i 1950’erne
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Bomben i Søllerødgade
• Rabarberlandet
• At bo på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Et hospital på Nørrebro
• Dagligliv på Nørrebro – dengang
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Nye tider på Nørrebro i 1870erne
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Nørrebros detailhandel i 1960 og 1970
• Blågårds – kvarteret gennem næsten 400 år
• En indvandrer på Nørrebro
• Handelsforening i konflikt
• Handelsforening i brændpunktet
• Terrornatten på Nørrebro

 

 

Arbejdere:

• Flere arbejdere på Nørrebro
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro (2)
• Arbejderne på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Kampen på Fælleden
• En arbejder i København
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Historien om Første Maj

 

Tyske Flygtninge:

• Tyske Flygtninge
• Tyske Flygtninge i Nordslesvig
• Flygtninge i Tønder

 

Besættelsen på Nørrebro:

• De fem dramatiske år på Nørrebro
• Sommeren 1944 på Nørrebro
• Nørrebro 1945 – to episoder
• Nørrebrogade 156
• Nørrebro – flere sabotager
• Varehuset Buldog på Nørrebrogade
• Besættelse på Nørrebro 1 – 5
• Sabotage på Nørrebro
• Likvideret på Nørrebro
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

 

Autonome, BZ’er og Slumstormere samt sanering:

• BZ – bevægelsen, endnu engang
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Røde Rose på Nørrebro
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren – set fra 6. klasse
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• Buldozersanering ødelægger detailhandlen
• Måske kan du finde endnu mere – dengang.dk har 226 artikler om det gamle Nørrebro

 

Afslutning

Egentlig har Nørrebro været god til at forholde sig til forskelligheder. Den viden, kultur og globale netværk som de fremmede kommer med, er med til at berige Nørrebro. I Nørrebro Handelsforening besøgte vi engang Per Pallesen, der dengang var direktør på Nørrebro Teater. Han sagde dengang meget rammende:

• Har man ikke råd til at tage til udlandet på ferie, kan man bare tage en tur ned ad Nørrebro, så er man i hele verden.

Men det er en skam, at politikerne i Københavns Kommune med deres forskellige tiltag er med til at ensrette Nørrebro. På den måde mister bydelen efterhånden sin mangfoldighed.