Janne var bare 29 år. Hun var til vikingefest i Titangade. En panserværnsraket blev affyret over hovedet på 26 kampklædte betjente. Københavns Politi var advaret, men nægtede dette. Den store Rockerkrig krævede 11 døde og 75 drabsforsøg. Kunne det være blevet forhindret?
Smuk og humoristisk
Hun var en smuk mørkhåret pige. Når hun kom ind i butikken, var der altid fart og humor. Janne arbejdede lige i nærheden, henne i Den lille Sorte.
Pludselig blev hun væk
Men Janne kommer ikke mere. Pludselig var hun væk. Hun var på det forkerte sted på den forkerte tidspunkt. Janne Krohn fra Ægirsgade omkom under Bandidos panserværnsangreb mod Hells Angels klubhus i Titangade.
Det kunne være blevet forhindret. Vi kunne stadig have haft glæde af Jannes humor.
Vikingefest
Det var klokken 3.06 om natten , den 6. oktober 1996, at det gik ud over Titangade 2 – 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. Beboerne i området havde fået invitation til at deltage.
Der var spidstegt pattegris, levende musik og dans. 26 kampklædte betjente holdt vagt uden for bygningen. En stor del af gæsterne havde ikke tilknytning til rockerne. De var kun kommet af nysgerrighed.
Foto og oplysning ønskes
Udenfor gik betjente rundt og fotograferede gæsterne. De skulle udfylde et oplysningsskema, der omhandlede deres tilknytning til Hells Angels.
om de kendte nogle af rockerne
om de var kærester med nogle af dem
Ja de skulle svare på en masse, der ikke havde noget med festen at gøre. PET fik mange nye oplysninger den aften.
Ingen billeder og Ingen oplysninger, ja så var det adgang forbudt til Vikingefesten. Hvad Janne svarede på spørgsmålene, kan vi ikke vide. Hendes svar er sikkert arkiveret hos PET. Men jeg vidste, at hun kendte et par HA – rockere.
Pigerne måtte løfte op i deres hår og tage støvlerne af. Tøj og tasker blev gennemrodet. Først når alt dette var overstået kunne de gå videre til Danmarks mest sikre fest.
Betjente gik rundt med maskingeværer.
En panserværns – affyring forberedes
Men mens dette foregik planlagde man fra Bandidos side, hvorfra man skulle skyde. Det var måske allerede planlagt. Og udstyret var sikkert allerede fragtet ind i området på forhånd. Man har sikkert ikke kunnet komme gennem politiets afspærringer. Og politiet har ikke finkæmmet området. Man havde ikke taget højde for, at en panserværnsraket ville blive affyret.
Over hovedet af 26 kampklædte betjente
Der var stadig gang i festen, da raketten blev fyret af. Raketten bryder gennem husmuren og forvandler arrangementet til et mareridt.
Man stod på taget af det højeste hus i området og sigtede mod klubhuset. Raketten man fyrer af, er af mærket Carl Gustav. Den flyver over de 26 kampklædte betjente, der faktisk befinder sig i skudlinjen.
Præsidenten såret
To blev dræbt og 28 sårede. Prøvemedlem Lars Linde Nielsen var den anden, der blev dræbt. Den daværende præsident for Hells Angels, Christian Middelboe var en af de alvorlig sårede.
Advokaten var med til festen
Næste dag besøger advokat Peter Hjørne, præsidenten på sygehuset. Advokaten var også med til festen. Men han var for længst taget hjem til privaten i Roskilde, inden raketten ramte.
11 dræbt og 75 drabsforsøg
Bandidos – rockeren Niels Poulsen blev den 13. marts 1998 ved Østre Landsret i København dømt livstid for at have været med til at affyre en panserværnsraket.
Angrebet havde forbindelse med Den store Nordiske Rockerkrig hvor 11 var blevet dræbt og hvor der havde været 75 drabsforsøg. Krigen havde sit højdepunkt i 1996 – 1997.
Attentat mod klubhus i Snoldelev
Et andet panserværnsangreb havde fundet sted den 17. april 1996, hvor målet var rockergruppen Hells Angels South´s klubhus i Snoldelev. Dette attentat blev aldrig opklaret.
Politiet var advaret
Rocker – agenten Dan Lynge havde allerede den 10. april fortalt politiet, at Bandidos havde planlagt raketangreb mod klubhusene i Snoldelev og i Titangade. Angrebene blev ikke forhindret. En uge efter advarslen gik det i gang, og et halv år efter mod klubhuset i Titangade.
Københavns Politi nægtede ethvert kendskab
Efter sigende sendte den kriminalassistent, der modtog advarslen, den videre til Rigspolitiet.
Københavns Politi nægtede ethvert kendskab til en sådan advarsel. Alligevel eksisterer der en politirapport fra den 10. april 1996, som beviser, at politiet var advaret.
Det kan synes mærkelig, at politiet ikke tog advarslen alvorlig. På det tidspunkt havde Bandidos ramt tre klubhuse i Finland og Sverige.
Agent i 1991
Dan Lynge blev agent for politiet i 1991, hvor han stod til livsvarig fængsel for narkokriminalitet, mordforsøg og attentatplaner. Men i stedet for at blive retsforfulgt blev han meddeler under navnet Guldfuglen.
Dan Lynge var først medlem af rockergruppen Hells Angels og senere Bandidos. Op gennem 90erne fodrede han politiet med oplysninger om attentatplaner samt våbensmugling fra det gamle Sovjetunionen.
Penge fra PET
Det viste sig senere, at Dan Lynge også havde modtaget penge fra PET. Mindst 44 personer kendte til Dan Lynge og hans job som meddeler.
Det vides at Dan Lynge havde over hundrede samtaler med sin føringsofficer over fem år.
Det kunne have gået endnu værre
Det virker derfor besynderligt, at politiet ikke tog hans iagttagelser mere alvorligt. Området omkring Titangade er tætbefolket. Det kunne have gået endnu mere galt.
Våben
Og PET, kunne have forhindret katastrofen. Dan Lynge havde overbevist Bandidos, at han kunne gemme bandens arsenal af våben et sikkert sted. Det skulle foregå hos hans fætter i Greve, der var tidligere politimand. Herimellem skulle være to panserværnsgranater. PET var orienteret om aktionen. Det hele var planlagt i mindste detalje.
Men en dag, da fætteren kom hjem, var lejligheden tømt for våben. Der lå en seddel, at han skulle kontakte Roskilde Politi.
Kort efter blev han kontaktet af Dan Lynges kontakt. Fætteren skulle bare tage med ro. Han skulle ikke snakke med nogen, heller ikke Roskilde Politi.
Aktion afblæst
PET havde afblæst aktionen. Anden halvdel med panserværnsraketterne blev ikke gennemført. Hos Roskilde Politi var man rasende. Sagen var blevet registreret, derfor skulle der afsiges dom
På et kvarter blev Dan Lynge idømt en betinget straf på 30 dages fængsel, og et klip i straffeattesten. Men han kunne frit gå på gaden. Og fætteren fik en symbolsk straf på 150 kr.
Dan Lynges liv i fare
Sagen var grebet så kluntet an, at Dan Lynges liv var i fare. Og man fik ikke fat i de to panserværnsraketter.
Kø ved håndvasken
Dagen efter angrebet i Titangade var der også kø ved håndvasken. Her blev der talt om at der ikke var konkrete trusler eller advarsler. Og dem, der kom til festen, burde kende risikoen.
Aktion i Liseleje
I Liseleje skød en HA `er fire Bandidos – medlemmer. En af dem blev dræbt, de tre andre hårdt sårede. Jørn Jønke Nielsen var blevet forsøgt dræbt i Statsfængslet i Jyderup.
Hævnaktion i Drammen
En hævnaktion foregik i den norske by Drammen i 1997. En bombe af Oklahoma – typen forvandlede Bandidos – hovedkvarteret til et inferno. En 50 – årig kvinde blev dræbt og værdier til 250 millioner kroner gik op i lys lue.
Fredsafslutning
Den 25. september 1997 sluttede HA og Bandidos fred. Det foregik på direkte TV.
Janne blev 29 år
Og Janne blev kun 29 år.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Litteratur København (under udarbejdelse)