Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?

Sandheden er ilde hørt. På et foredrag fik man at vide af 4 historiestuderende, at ”man var fuld af løgn”. Engang imellem må man holde pauser, også for at skåne læserne. Vi skrev om en mordsag, alle kendte. Det gælder om at skrive om de ”rigtige” helte og skurke. Jødernes flugt var også Danmarks redning. Du skal ikke sammenligne historien med nutiden. Men historien er stadig fyldt med klicheer og fordomme. Og så har politikerne deres ide om, hvad det er forkert. Napoleon sagde engang: ”Historien er en sæt løgne, som vi alle er blevet enige om”. Myter kan være en ”hel konstruktiv funktion”. Myter sker på bekostning af nogle. Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage at han går mod strømmen? Mord kan forældes. Det sker, når myndighederne lukker sagen, selv om det er åbenlyst, at der er begået fajl. Vi må ikke altid fortælle sandheden.

AC

Sandheden er ilde hørt

Nu har man efterhånden skrevet ca. 1.300 artikler på den ene hjemmeside og 3.500 artikler på den anden side, og ved så nogenlunde, hvordan man finder sandheden.

Det kan ske, at man kommer til at nævne forkerte årstal eller navne grundet forkerte kilder. Men man går ikke bevidst efter at fortælle usandheder for at skabe opmærksomhed. Men ofte er sandheden ilde hørt. Og det gælder især det man skriver om besættelsestiden. Nu er det ikke fordi man bevidst er gået efter at skrive noget sensationelt for at skarpe opmærksomhed. Hvis man selv dukker ned i ting og sager, kommer der ting frem.

 

Du er fuld af løgn

I et foredrag om besættelsestiden i Stefans Kirken på Nørrebro om Besættelsestiden på Nørrebro gik jeg over i ti minutter og fortalte om besættelsestiden i Sønderjylland lige for at ”vække” folk. I pausen var der fire historiestuderende fra Københavns Universitet, der var oppe at fortælle mig, at jeg var fuld af løgn.

 

Man må holde nogle pauser

På Facebook er man ofte blevet mødt af noget lignede som ”Nu har vi hørt nok om Det Tyske Mindretal. De er jo selv skyld i deres ulykke”. Man møder fordomme, generaliseringer, myter og selvforståelse. Man har hørt noget andet i radio, tv og aviser end det, jeg skriver. Argumentet er så, at det som jeg så skriver er forkert. Ja så er det man må holde et pause fra diverse grupper.

 

En mordsag, som alle kendte til

Også med min nye bog mødte jeg modstand. Det var et meget omtalt emne i lokalsamfundet som ingen ville tale om. En mordsag, som alle kendte til og som de fleste kendte morderne på. Myndighederne lukkede ganske tidlig sagen. De var selv indblandet. I stedet for at spekulere over om myndighederne har noget i klemme, er det meget lettere at give forfatteren en kold skulder.

 

De ”rigtige” helte og skurke

Nu kunne man jo så holde sig til den historiskrivning som alle velsigner. Men som ikke nødvendigvis altid er den rigtige. Det samme gælder Sønderjyllands historie.

I danmarkshistorien bliver modstandshelte hyldet. Koloniherrer om Anden verdenskrigs smuglere fortrænges. Jo tydelig, hvem der er skurke. At amerikanerne selv skjulte mange af bødlerne, ja det glemmer vi lige. Den lader vi lige ligge.

Historieskrivning handler om både politik og identitet. Måske er sandheden ikke altid det bedste. Men det er ikke altid de ”rigtige” helte og skurke

 

Jødernes flugt var også Danmarks redning

I Israel befinder der sig et monument i det sydvestlige Jerusalem midt på Danmarkspladsen. Det ligner en fiskerbåd. Mindepladen er bestilt af de israelske myndigheder og mindepladen er både på dansk, svensk og engelsk. Her står skrevet:

 

• I oktober 1943 trodsede det danske folk og modstandsbevægelsen nazisternes besættelse af deres land ved at redde deres jødiske landsmænd. I løbet af ti nætter blev næsten alle danske jøder – over syv tusinde mennesker – sendt i sikkerhed over Øresund til Sverige i fiskerbåde og andre småskibe. Den danske modighed og den svenske gæstfrihed gav et uudsletteligt bevis på menneskelige værdier i en barbarisk tid, Israel og verdens jøder aldrig vil glemme.

 

Dette blev ofte udlagt som det danske folks redning midt i samarbejdspolitikken. Det spillede en af de afgørende nøgleroller for Danmark efter krigen med at så på de allieredes side.

Men det som, der ikke bliver berettet om, var at Danmark tog sig godt betalt. Det kostede i gennemsnit 1.000 kr. pr. person dengang at komme til Sverige i 1943. Nogle familier betalte helt op til 50.000 kr. at undslippe tyskerne. Ja efter nutidens kroner var gennemsnitsprisen vel 23.000 kr. i dag.

Ja ifølge Europol kostede det for et par år siden mellem 6.000 og 27.000 kr. for en flygtning at blive sejlet fra Libyen til Lampedusa i Italien

 

Du skal ikke sammenligne historien med nutiden

Man skal altid være påpasselig med at sammenligne historien med nutiden. Du risikere at ignorere den virkelighed, historien udspillede sig i dengang. Men det sker altid igen og igen.

Jødeaktionen er både politisk og kulturel en markør i den politiske bevidsthed.

Selv kommer jeg i tanke om monumentet i Kruså med de hvide busser, hvor grev Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre der risikerede deres liv. Alle hjælperne, sygeplejerskerne, de norske og danske sømandspræster?

 

Stadig mange klicheer og fordomme

Ofte ser vi faghistorikere gå ind og bruge historien urimelig gennem medierne og deres fagbøger. Vi har usædvanlig mange gode historikere herhjemme, men vi har sandelig også nogle, der er fyldt med klicheer og fordomme.

Risikoen for misbrug, overdrivelser og løgne er overhængende. De sidste vidner forsvinder hurtigt i hvert fald når det gælder besættelsestidens historie.

 

Politikere har deres ide om, hvad der er forkert

Den måde vi stadig i dag fortæller Danmarkshistorien på, er grundlagt i 1800-tallet, hvor nationalstaten blev en realitet. I dag er det så indlysende, at vi har svært ved at forstå det. Men hvis du kigger på dansk historieskrivning i 1700-tallet, er det en kosmopolitisk fortælling, som spænder over danskerne, normændenes og holstenernes historien foruden kolonierne, dog mere indirekte.

Alle menneskers virkelighed er nærmest totalt udgrænset i vores historiefortælling i dag, selv om de i hundredevis af år har spillet en central rolle i vores fælles historie.

Når det er kolonialhistorien, der skal fortælles er det for det meste afslutningen. Vi kan ikke rigtig finde ud af, at både Grønland og tidligere Vestindien har et forhold til danmarkshistorien.

Efter at vi i diverse udgaver har oplevet danmarkshistorien beskrevet på tv har også politikerne blandet sig. De har mange ideer om, hvad det er rigtigt og hvad det er forkert.

 

Man skulle tro, at historikere var neutrale

Vi glemmer jo heller aldrig, da Anders Fogh Rasmussen ved 60 – året for opgøret mod samarbejdsmagten, kaldte det for et ”moralsk svigt”. Og på forunderlig vis fik statsministeren brugt det moralske sammenbrug til argument for deltagelse i Irak – krigen.

Ja så var det den kolde krige, hvor PET overvågede venstrefløjen. Og egentlig kan man ikke forstå, at historikere, der egentlig burde forholde sig neutral deltager i diverse kommissorier. Og på dette felt har politikerne brugt masser af penge.

 

”Historien er en sæt løgne, som vi er blevet enige om”

Det var angiveligt Napoleon Bonaparte, der sagde, at ”historien er et sæt løgne”, vi er blevet enige om”. Når det gælder smukke løgne, kan det være fristende at overveje, hvorvidt der altid er behov for sandheden.

Hvis myten om de danske fiskers heltemod kan inspirere andre til at hjælpe forfulgte. Hvis myten styrker Danmarks omdømme i udlandet. Hvis myten får Jerusalems skolebørn til at danse rundt!

Burde det ikke handle om at bryde med vrangforestillinger, uanset om det så er vores heltebilleder. For nogle af os handler det om, at komme frem til sandheden om, hvad der egentlig skete. Men hvis du er politiker med nationens interesse for øje, kan det se helt anderledes ud.

 

Myter kan være konstruktiv funktion

Hvis vi punkterer myterne bliver vi ikke et hammerslag klogere. Hvis vi bilder os ind, at frihedskæmperne under Anden Verdenskrig var renskurede helte i cottoncoats skaber vi som samfund en løgn om, at vi kan gå i krig uden nu at begå frygtelige handlinger og få blod på skjorten. Sandheden er, at nogle frihedskæmpere ikke var til at styre. Myterne kan være rare, men også enormt farlige.

Ja nogle gange er myterne konstruktiv funktion.

Myterne om besættelsestiden herhjemme er, at vi alle er i samme båd. Vi var alle demokrater. Den myte kan vi i dag punktere – og med god grund. Men du kan også sige, at myterne hjalp os videre som nation efter krigen.

 

Myter sker på bekostning af nogle

Det hjalp os med at hele sår, der ellers kunne være blevet ret voldsomme og have skabt splid. Der er også myter, der helt konkret hjalp os til at træffe beslutningen om at træde ind i NATO.

Omvendt kan man sige, at myterne altid sker på bekostning af nogen. Det er nogle mindretal, som bliver skrevet ud af historien. Når det gælder nationale myter, skal man altid være opmærksom på, hvem der er inkluderet i det nationale vi.

Myter kan gøre os handlingslammede, fordi vi tror på dem. Men vi risikerer også, at myterne på et tidspunkt bliver så neutraliserede og politiserede, at vi ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved dem. Så har vi et problem.

 

Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage?

Skal ”Den Gamle Redaktør” her beklage, at han har påført ridser i lakken his ”Den Danske Brigade”? Er han konspirator fordi han sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes behandling af mordet på Asmus Jensen i Padborg?

Skal han skamme sig, fordi han indblander respekterede lokalpersoner i sagen? Skal ens bog kaldes udokumenteret af lokale, selv om alle dokumenter ligger på det lokale arkiv i hvert fald nu og fordi myndighederne efterhånden spærrede for al indsigt i arkiverne, selv med familiens tilladelse?

Det har været en stor glæde, at se, at den berørte familie har fået en stor del af sandheden frem efter at myndighederne har forsøgt at holde det skjult. Snart vil hele sandheden plus en masse mere dukke frem. Vi skal bare lige have alle beviser.

 

Mord kan altså forældes

Og så kan mord blive forældet? Man lukker bare sagen. Så kan man aldrig tage den op igen. Og afgørende dokumenter forbliver bag lås og slå. Politiet er heller ikke forpligtet til at oplyse dig om, hvorfor man lukker sager, også selv om det er mord.

 

Vi må ikke altid fortælle sandheden

Vi må ikke altid fortælle sandheden af den ene eller anden grund!

 

Kilde:

• information.dk
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Diverse artikler om Asmus Jensen-sagen på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: på www.dengang.dk er der efterhånden 253 artikler om Besættelsestiden før/nu og efter herunder:   

• De mystiske mord ved grænsen 1 – 2
• Besættelsestiden – glemsel
• Besættelsestidens fortrængninger
• Krigens fortielser
• Forord til ”Grænsen er overskredet”
• Du skal omgås fortiden med varsomhed
• Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
• Besættelsestiden har stadig masser af huller
• At handle med ondskaben og mange flere