Hvorfor fik Tønder først en dansk Borgmester i 1937?

Kigger man i historiebøgerne fra Tønder, så er det ikke altid man får den rigtige udlægning. Her kommer en mere nuanceret fortolkning af valget af borgmester i byen. I 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal. Socialdemokraterne fik en række fordele.  Grundet dansk uenighed genvandt tyskerne i 1925 deres mandat.  I 1933 var stemmesedlen ca. en meter lang. Socialdemokraterne kunne ikke støtte tyskerne og heller ikke de konservatives Andreas Andresen.  Vi kigger også lige på politikerne dengang.  Socialdemokraterne var urokkelige, men det var de borgerlige også.  Tyskerne udnyttede den danske uenighed. Og så blev der atter tysk sejr. Stor skuffelse for Thorvald Petersen, der i 25 år havde kæmpet for de dansksindede. Men endelig i 1937 lykkedes det. Da holdt de dansksindede fast.

 

En forkert fortolkning

I 1920 var 76,5 pct. af de afgivne stemmer tyske. Derfor blev det til tyske borgmestre i en årrække. Men i 1933 var det dansk flertal, så hvorfor blev det så ikke en dansk borgmester?

Kigger vi i bogen ”Tønder gennem Tiderne” så får vi et helt forkert svar af situationen. Beskrivelsen af situationen er uheldigt farvet, mangelfuld og ensidig. Ansvaret for det manglende danske sammenhold bliver tilskrevet den socialdemokratiske byrådsgruppe. Gruppens manglende danske sindelag er utallige gange blevet fordømt i historiebøger og i foredrag.

 

En mere nuanceret fortolkning

Ingolf Haase har haft en mere nuanceret tilgang til at beskrive historien. Han har kigget i datidens aviser og andre kilder. Her får vi et andet billede af borgmestervalget. Dette er også videregivet i den nyere byhistorie.

I 1989 resulterede Kommunevalget i Tønder i et overraskende valgteknisk samarbejde mellem Slesvigsk parti og Socialdemokraterne. Her følte Venstre sig snydt. Men det gjorde de også i 1933.

Dengang mente de, at de havde sikret sig den første danske borgmester siden ”Genforeningen”. Men sådan kom det slet ikke til at gå.

 

I 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal

Allerede i 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal i byrådet. Tyskerne fik syv mandater mod seks danske borgerlige og to socialdemokrater. Endnu i 1925 stillede Socialdemokraterne op i en fælles dansk – tysk liste. Det gav valg til den danske spidskandidat, sagfører Bundgaard og til den tysksindede kandidat, murer F. Hecht.

Sammen med den tyske socialdemokrat var tyskernes flertal dog igen sikret., og det samme var borgmesterposten. Den ville også være gået til tyskerne, såfremt Socialdemokraterne havde forholdt sig neutrale i borgmesterspørgsmålet som oprindelig var meningen.

 

Socialdemokraterne fik en række fordele

Ved i sidste ende af det alligevel uundgåelige valg af den tyske borgmester, opnåede Socialdemokraterne en række politiske indrømmelser. De fik bl.a. en plads i byens magistrat, der nærmest svarer til vore dages økonomiudvalg – dog med langt videre beføjelser.

Og det kan godt være at socialdemokraterne og spidskandidaten Bundgård i særdeleshed måtte høre en del for dette. Det har sikkert også kostet en række tilrejsende danskers arbejderstemmer.

 

1929 – Tyskerne genvandt deres mandat

På grund af åbenlys splittelse i den danske lejr genvandt tyskerne i 1929 det mandat, der blev tabt fire år tidligere. De fik det absolutte flertal i byrådet. For danskerne var det skuffende.

Kort før valget var de konservative sprunget fra et samarbejde med de borgerlige om dannelsen af en fælles liste. Årsagen var måske et taktisk spil om borgmesterposten. Ville de konservative gået med i fælleslisten havde måttet overlade borgmesterposten til listens spidskandidat, danskernes mangeårige førstemand, bagermester Thorvald Petersen.  Valget gik dog helt anderledes. De konservative blev valgets store taber. De gik tilbage fra tre til to mandater.

 

1933 – Stemmesedlen en meter lang

Op til valget i 1933 syntes danskerne overhovedet ikke at have lærte af erfaringerne fra de tidligere valg. I stedet for en samling af alle danske lister blev nu også fælleslisten delt i rene partilister. Stemmesedlen blev dermed over en meter lang. Det var muligvis Danmarks længste ved det valg.

Den rummede ikke mindre end ni lister med over 100 navne. Mellem de fire borgerlige lister, Venstre, de konservative, de radikale og den såkaldte ”upolitiske” liste af partiløse blev der indgået et listeforbund.

Valget forløb som ventet af de fleste. Tyskerne fik som spået den lille tilbagegang, der bevirkede at de mistede det mandat, de havde genvundet i 1929. Den eneste overraskelse bestod i, at tyskernes mandat ikke gik til det borgerlige listeforbund, som disse havde håbet. Det gik i stedet stil socialdemokraterne som nu stillede op på en ren dansk liste. Socialdemokraterne gik frem fra to til tre mandater.

Byrådet kom herefter til at bestå af syv tysker, to venstrefolk (fri Borgerlige), en radikal, to konservative og tre socialdemokrater.

 

Socialdemokraterne kunne ikke støtte tyskerne

Før valget havde socialdemokraterne udtalt, at de på baggrund af begivenhederne i Tyskland med den fremstormende nazisme og det efterhåndende rungende krav om en grænserevision, under ingen omstændigheder kunne støtte den tyske gruppe eller valget af en tysk borgmester. Derfor varslede byrådets ny konstellation det længe ventede nationale borgmesterskifte.

 

Hvem var politikerne?

Men hvem var de andre danske politikere og hvem var tyskernes kandidat? Det var den konservative spidskandidat bankdirektør Andreas Andresen, der siden 1925 havde været viceborgmester i byen. Han var den danske gruppes leder i nationale spørgsmål.  Den 1. april 1901 havde han fået ansættelse ved Folkebanken i Aabenraa. I efteråret blev han knyttet til den nyoprettede Tønder Landmandsbank. I 1922 var han kommet i byrådet.

Bagermester Thorvald Petersen fra Venstre var både salsdig og socialt interesseret. I 1905 nedsatte han sig som bagermester i Tønder.  I 1919 kom han i byrådet. Han havde et tolerant syn og havde tilhængere i begge lejre.  Han blev betegnet som en slider.

Så havde vi også den meget dynamiske radikale skolelærer, Alfred Torp som vi tidligere har skrevet om.

Johannes Thomsen var gennem årene en respekteret og vellidt borgmester i Tønder.  Han var som vi i tidligere artikler har skrevet om søn af købmand Caspar Thomsen.  Han var en usnobbet personlighed, der formodede at opretholde et godt arbejdsklima mellem byrådets medlemmer.

 

Socialdemokraterne var urokkelige

Fra borgerlig side havde man besluttet ikke at give socialdemokraterne noget som helst. Man mente at de skulle komme til dem.

Få dage før valget meddelte socialdemokraterne da også, at de ville støtte en dansk borgmester. Den borgerlige gruppe havde valgt at pege på bankdirektør Andreasen. Men ham kunne socialdemokraterne ikke støtte. De så hellere, at Thorvald Petersen blev valgt. De mente at hvad H.P. Hanssen var for østkysten, det var Thorvald Petersen for vestkysten.

De borgerlige ændrede ikke noget som helst. Nu regnede man det for givet, at socialdemokraterne i sidste øjeblik alligevel ville pege på Andresen. Men socialdemokraterne var urokkelige. Det blev også meddelt den borgerlige gruppe aftenen før borgmestervalget.

Første afstemning var forudsigeligt. Der var syv stemmer til den tyske kandidat Thomsen, fem til Andresen og tre til Bundgaard.

 

Tyskerne udnyttede dansk uenighed

Nu blev Thorvald Petersen foreslået. Også i den tyske gruppe var sympatien for denne større end den mere firkantede Andresen. Tyskerne bad nu op en fem minutters pause. De så nu muligheden for at få Thomasen genvalgt på grund af dansk uenighed.

Dette resulterede så i at man fra dansk side nu pludselig fastholdt Andresens kandidatur. Det var de konservative, der foreslog dette.  I raseri over dette kom der så et forslag om sagfører Bundgaard fra socialdemokraterne, men denne fastslog at han ikke var på valg, men fastholdt Thorvald Petersens kandidatur.

Ved den efterfølgende skriftlige afstamning faldt der syv stemmer på Thomsen, fire på Andresen tre på Thorvald Petersen og en på Bundgaard.

 

Tysk sejr

Efter reglerne gik Thomsen og Andresen som de to med de højeste stemmeantal videre til tredje og sidste afstemning, hvor kandidaten med det højeste stemmeantal blev valgt til byens borgmester.

Socialdemokraterne, der havde bebudet at de ikke kunne stemme på Andresen, stemte blank. Dermed blev den tyske Johannes Thomsen atter valgt som borgmester.

 

Havde i 25 år kæmpet for danskheden

Der var stor skuffelse i de danske kredse i Tønder.  På nær den lokale konservative presse repræsenteret ved Jyske Tidende haglede kritikken ned over den fejlslagende konservativt – radikale taktik.

Thorvald Petersen måtte være den mest skuffede for i mere end 25 år at have kæmpet for en dansk sejr i Tønder. Ved valget havde Thorvald Petersen fået tre gange så mange personlige stemmer som Andresen.

 

Endelig i 1937 havde de dansksindede fundet sammen

Endelig i 1937 havde man fundet sammen i en fælles borgerlig fællesliste. Denne listemedlemmer kunne endda enes om at gå i valgforbund med socialdemokraterne. Forud var der gået mange seje forhandlinger. Og endelig lykkedes det at blive enige om at samles om en dansk spidskandidat. Holger Jepsen blev dansk borgmester ved valget.

Sagfører Bundgaard boede i Humlekærren på Lille Torv. Han var i mange år Socialdemokratiets førstemand. Hans sagførervirksomhed blev i 1937 overtaget af Holger Jepsen, der i dette år blev den første danske borgmester. Han var dog ikke Socialdemokrat men Konservativ.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Mackeprang: Tønder gennem tiderne
• Henrik Becker-Christensen: Byen ved Grænsen 1920 – 1970

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.717 artikler heraf 175 artikler fra Tønder, herunder:

 

• Da Handelsforeningen startede
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
• Tønder omkring 1930
• Socialdemokrater i Tønder – dengang
• Historien om Jeppe K. Christensen