Hvordan var det lige med Danmarks neutralitetspolitik?

Er vores historiefortælling korrekt? De nationale historier lever endnu. Var det Danmarks dygtigere politikers skyld, at ”vi klarede det så godt”. Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale. Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der reddede vores neutralitet. Omkring 1970 kom et tillæg til uddannelsen. Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling. Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt. Men det vidste politikerne ikke, Tyskerne havde ikke tropper nok til en nordfront. Vi kunne have afvist tyskernes krav men hvad så? Flådechefen anbefalede minelægning. Oppositionen henviste til folkeretten. Christian den Tiende menter, at han havde en aftale. Danmark lagde en masse miner. Miner kunne være farlige, Briterne var orienteret fra starten.  Den tyske gesandt truede kongen. Zeppeliner kunne komme i tale. Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand. Det var held, der reddede Danmark gennem Første Verdenskrig og neutraliteten. Usundt grundlag for politik, når man undlader eller retter på sandheden i historiefortællingen.

 

Er vores historiefortælling korrekt?

Er vores historiefortælling altid korrekt gengivet. Tag nu bare Danmark og neutralitetspolitikken under Første Verdenskrig.

Det var ingen, der havde regnet med at krigen skulle vare så længe og udvikle sig til en totalkrig. Der opstod forskellige fortællinger, hvis hovedformål var at forstå historien.

I Tyskland blev fortællingen bevidst udviklet for at anfægte grundlaget for fredsforhandlingerne. Det betød en revision af krigens resultat. Denne revision kom så til udtryk ca. 20 år senere.

Den tyske fortælling kom til at påvirke fortællingerne i USA og specielt i Storbritannien. Her havde man efter 10 år forladt krigstidens solidaritet med Frankrig.

 

De nationale historier lever endnu

For Storbritannien var tabet af menneskeliv, rigdom samt imperiets fremtid så dramatisk, at man til tider har kaldt deltagelse i krigen som det 20. århundredes fejltagelse. I Frankrig forudså man en kommende krig mod Tyskland.

I Rusland blev krigen opfattet som et pinligt og ydmygende forspil til revolutionen. Og i Tyrkiet blev krigen forklaret som en tragisk fase på vejen mod en entydig etnisk tyrkisk kontrol med det anatolske kerneland.

 

Var det Danmarks dygtige politikeres skyld?

Bortset fra den tyske fortælling lever disse nationale historier endnu.

Den danske fortælling er endnu ikke blevet antastet. Danmark undgik at komme med i den frygtelige krig. Danske søfolk døde. Vi blev ramt økonomisk. Presset på samfundet kom da tyskerne genoptog den uindskrænkede u – bådskrig i 1917.

Danmark undgik også de alvorlige revolutionære krampetrækninger. Det var vel mest i Tønder og Sønderborg. Dette prægede ellers situationen i mange lande.

Og så kom Sønderjylland til Danmark på en måde så vores store nabo mod syd ikke blev vrede på os.

Den danske fortælling fortæller os, at det var landets dygtige, radikale regering, der ved sin fleksible og balancerede neutralitetspolitik på det udenrigske og handelspolitiske område manøvrerede landet sikkert gennem den europæiske katastrofe.

 

Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale

Generalerne havde ved krigens begyndelse indkaldt en stor militær beredskabsstyrke – Sikringsstyrken.

Den radikale mindretalsregering havde lovet loyalitet at forsvare forsvarslovene af 1909, De havde ellers erklæret militærordningen som unødvendigt pengespild. Men partiet havde i 1910 tabt et valg i forsøget at få lovene ændret.

 

Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der sikrede os neutraliteten

Det var ikke en forsvarsindsats fra 1914, der sikrede Danmarks neutralitet. Regeringen forsøgte i stedet at begrænse antallet af indkaldelser. Man havde lært af 1864:

• For Danmark alene synes militær modstand mod en stormagt ulogisk.

Det lykkedes i sidste del af krigen at få gennemført en demokratisk grundlovsreform, der blandt andet gav kvinderne valgret.

 

Omkring 1970 kom der et tillæg til vores fortælling

Omkring 1970 blev den danske fortælling suppleret med historien om, hvordan den danske regering 5. august 1914 smart håndterede tyske krav om at minere de danske stræder.

Problemet med denne fortælling er, at den ikke en gang er tilnærmelsesvis er tæt på sandheden. Og på den måde blev Danmark faktisk inddraget i krigen.

 

Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling?

Og for at finde sandheden skal du ikke gå til de danske arkiver men de udenlandske. Det er nok derfor vi ikke kan få justeret den rigtige historiefortælling. At få forståelse for en ny historiefortælling er også svært.

Vi kender det selv her på siden. Også vi har været i udenlandske arkiver og fundet en helt anden version af historien.

 

Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt

Neutraliteten var robust. Men i mindst et tilfælde spillede udenrigsministeriet bevidst på fiktionen om ustabilitet.

Det danske militære beredskab havde en afskrækkende virkning på tyskernes militære planlægning mod Danmark. Men det kunne regeringen ikke se. Og derfor kom det til at undergrave afskrækkelsen.

Neutraliteten var i særlig to situationer alvorligt truet under krigen. Regeringen vidste det godt, men de handlede ikke derefter. Dette indgår heller ikke i fortællingen.

 

Tyskerne havde ikke tropper nok til en Nordfront

Dansk neutralitet var robust, fordi den tyske hær allerede i 1905 havde fået kejseren til forstå, at man ikke havde tropper til en Nordfront, når man både skulle kæmpe mod russerne og franskmændene.

Det måtte den tyske flåde modstræbende acceptere – en flåde kan ikke besætte et land.

Så længe Danmark ikke tillod Tysklands fjender at anvende dansk territorium efter en landsætning i Jylland eller indtrængen gennem stræderne til Østersøen var neutraliteten sikker.

 

Det var ikke nødvendigvis Erik Scavenius, der reddede os gennem krigen

Det var ikke Erik Scavenius dygtige indsats og gode forhold til den tyske gesandt, der reddede Danmark gennem krigen.

 

Kunne vi have afvist tyskernes krav – men hvad så?

Danmark kunne have afvist gesandtens henstilling den 5. august 1914 om at minere stræderne med korrekt henvisning til, at det ville være et neutralt brud med den fællesnordiske neutralitetserklæring og danske traktatmæssige forpligtelser med hensyn til at holde stræderne åbne.

Men Peter Munch – den danske fortællings hovedforfatter vidste ikke det, hvad vi ved i dag.

 

Flådechefen anbefalede minelægning

Flådechefen, viceadmiral O. Koefoed – Hansen anbefalede kraftigt, i overensstemmelse med søværnets sømilitære strategiopfattelse, at det var nødvendigt at udlægge miner og spærre de danske stræder.

 

Oppositionen henviste til Folkeretten

Den Radikale regering støttet af Socialdemokratiet lod sig overbevise af den sømilitære opfattelse. Oppositionen derimod var ikke tilhænger af en minespærring, idet man mente, at den ikke var i overensstemmelse med folkeretten og de internationale aftaler. Christian den Tiende Var derimod tilhænger af projektet, Han sendte også straks et telegram til sin fætter, den engelske konge.

 

Christian den Tiende mente, at han havde en aftale

Det går en historie om at Christian den Tiende havde en aftale med en flådeadmiral om at udlægge minerne uden at aktivere dem. Uden at regeringen vidste det. Og meddelelsen herom gav han under hånden til sin fætter, den britiske konge. Men flådeadmiralen mente nu ikke, at det var sådan en sådan aftale og minerne var aktiveret.

De krigsførende magter i farvandet omkring Danmark udlagde miner. Mange af dem rev sig løs og strandede på de danske strande.

 

Danmark lagde masser af miner

Den 4. august 1914 erklærede England Tyskland krig, Allerede 10 august var Storebælt armerede med kabelminer, Det viste sig hurtigt at dele af det danske minemateriel var ubrugeligt. Storebælt gav genlyd af eksplosioner fra miner som helt umotiveret gik af. De blev efterhånden udskiftet med de mere stabile hornminer,

Allerede den 5. august udlagde den tyske flåde 243 miner syd for Langeland og 12 miner ved den sydlige indsejling til Lillebælt.

 

Minerne kunne være farlige

De tyske og russiske miner var farlige. Hele 74 pct. af de tyske miner, som flåden kom i kontakt med, var armerede. Desarmeringen af de tyske minder var ofte forbundet med betydelig fare i det ledningerne til tændingsmekanismen var skjulte af muslinger og planter, der havde sat sig fast på minen.

En drivende mine gav i dusør – 300 kr., mens strandede miner kun gav 10 kr. Ofte blev minerne bragt sprængning ved beskydning.

Ulykker kunne ikke undgås. Den 14.december 1918 sejlede torpedobåden ”Sværdfisken” på en mine agterskibs under minestrygning af et tysk minefelt ved Lolland. Otte mand mistede livet.

 

Briterne var orienteret fra starten

Briterne ville sikkert have opfattet det som neutralitetsbrud og en tysk – venlig handling. Så kunne de opfatte Danmark som fjendtlig. Og så ville det kun være et spørgsmål om tid, inden man mærkede britiske repressalier. Men briterne var orienteret om minelægningen fra starten ligesom de vidste, hvor de lå.

 

I eftersommeren 1916 var regeringen truet på grund af mangelfuld orientering af Rigsdagen om forberedelser til salg af de Vestindiske Øer.

 

Den tyske gesandt truede kongen

Scavenius lod den tyske gesandt tro, at et regeringsskifte ville skabe alvorlig risiko for en ny politisk kurs. Dette var dog ikke korrekt. Men disse udtalelser fik tyskerne til at forny deres krigsplaner mod Danmark.

På dette grundlag truede gesandten Christian den Tiende til at bevare Scavenius i regeringen. Efter gesandtens brutale behandling var kongen parat til at tilbyde Scavenius statsministerposten. Forløbet sikrede den radikale regerings fortsættelse med tysk støtte.

Fortællingens andet problem var at de danske forsvarsforberedelser faktisk påvirkede Tysklands militære planlægning.

 

Tyskerne var bange for at miste krigsskibe i Danmark

Da den tyske flåde i 1916 fik lov til begynde krigsplanlægning mod Danmark igen, betød de store kystforter op Sydamager med det store minefelt i Køge Bugt at man opgav at bombardere den danske hovedstad med tungt skibsartilleri. Man anså, at der ville være stor risiko for at miste kostbare slagskibe.

 

Zeppeliner kunne komme i spil

I stedet måtte man planlægge bombardement fra flådens zeppeliner og en lille håndfuld ineffektive vandflyvere. Gad vide om, zeppelinstationen i Tønder var med i disse planer. Dette var en trussel, som det danske værn havde erkendt og som man arbejdede hårdt på, at undgå.

I Tyskland håbede man på at de danske styrker ville gøre modstand, hvis de britiske styrker landede i Jylland eller søgte mod stræderne.

 

Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand

Men forsvarsminister Peter Munch arbejdede systematisk og bevidst på at reducere danske muligheder for at gøre modstand. Dansk militær måtte ikke bidrage til at landet blev ødelagt.

Man skulle kun protestere og erklære sig fortsat neutral. Da regeringen i 1916 – 1917 blev klar over den øgede tyske militære interesse for Danmark, standsede Munch alle nye Feldtbefæstnings – arbejde.

Han standsede også anskaffelse af nyt forsvarsmateriel og udbygning af Københavns Kanonluftforsvar. Hvordan han kunne set står hen i det uvisse for hermed øgede han muligheden af en tysk besættelse.

 

Det var held, der reddede Danmark

Mon ikke vi kan fastslå, at det var held, der redede Danmark for at blive inddraget i krigen. I oktober 1917 forberedte briterne en kort flådeoperation ind i Østersøen. I foråret 1918 ville det truende allierede nederlag i Frankrig næsten med sikkerhed have nødvendiggjort en allieret inddragelse af Norge i den fortsatte krigsførelse fra den planlagte flådebase ved Stavanger. Dette ville have udløst en besættelse af Jylland.

 

Fortællingen ignorere, at regeringen kom med væsentlige indrømmelser

Fortællingen ignorerer at regeringen erkendte truslerne og kom med væsentlige indrømmelser, der skulle reducere risikoen for besættelse ved en misforståelse.

Fortællingen udelod også at Danmark i foråret 1916 sammen med Tyskland havde lukket Øresund for britiske undervandsbåde på vej til Østersøen.

Og man har heller ikke fortalt, at Danmark endvidere fra vinteren 1918 leverede den danske flådes situationsbillede fra farvandene videre til Tyskland.

Det fortælles heller ikke at man efter tysk pres fik afløst den danske hærs generalstabschef med en tyskvenlig officer.

Det havde været nyttigt for den efterfølgende danske forståelse for landets situation, hvis disse forhold var kommet med i fortællingen.

 

Usundt grundlag for politik

Jo det var Peter Munch, der også var historiker, der skrev den danske version af historien. Som alle andre myter er den imidlertid et usundt grundlag for politik.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• milhist.dk
• 1914-18.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• Weekendavisen
• Michael H. Clemmensen: Den lange vej mod 9. april (2010)
• Michael H. Clemmensen: Det lille land før den store krig (2012)

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du 1.873 artikler
• Under Tønder finder du 296 artikler
• Under Sønderjylland finder du 221 artikler
• Under Aabenraa finder du 190 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 146 artikler

 

• Nordslesvig under Første Verdenskrig 1-2
• Haderslev under Første verdenskrig
• Sønderjyder i Første Verdenskrig
• Første Verdenskrig i Bov
• Flugten over grænsen 1914 – 1918
• Dengang ved fronten
• Når man ikke ville drage i krig
• Da Barsøerne blev arresteret
• Da krigen brød ud
• Krigsfangelejr ved Løgumkloster
• I Ildlinjen
• Russiske krigsfanger i Nordslesvig
• Haderslev 1917 – 1918
• Krigsfanger i Sønderjylland