af journalist Svend Thaning

Anmeldelse af bogen: ”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelse”, skrevet af Povl Falk-Jensen og udgivet på Frihedsmuseets Venner Forlag. Bogen er på 368 sider, koster 125 kr. og kan købes på Frihedsmuseet i København. Bogen kan også bestilles på www.frihedsmuseetsforlag.dk

 

 

Povl Falk-Jensens bog er en af de mest spændende bøger om besættelsen, der er udgivet i mange år. Og så er den et glimrende supplement til Peter Øvig Knudsens bog fra 2001 ”Efter drabet”, som for alvor satte diskussionen om stikkerlikvideringer i gang blandt såvel fagfolk som Anden Verdenskrig-freaks.

 

Af

Journalist

Svend Thaning

 

”Når jeg går tur i Mindelunden, og ser mine døde kammeraters grave, føler jeg ikke, at jeg gjorde mit arbejde ordentligt dengang”.

 

Ordene kom fra modstandsmanden og forfatteren Gunnar Dyrberg, som var i Holger Danske-gruppe med bl.a. Flammen og Citronen, og som likviderede stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste under krigen.

   Årsagen til Dyrbergs udtalelse var et møde i forbindelse med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet”, der handler om stikkerlikvideringer. Inden Dyrberg greb mikrofonen havde en ung mand fra Nakskov fortalt forsamlingen om den forbandelse, der i 56 år havde hærget hans familie, efter at hans farfar – uretmæssigt eller ej – var blevet likvideret som stikker. Og da diskussionen drejede over mod de fejl-likvideringer og kriminelle drab, som blev begået af ”suspekte modstandsfolk”, var det, at Dyrberg gik på scenen og sagde de bevægende ord om sine dræbte kammerater. Underforstået at han ikke havde likvideret stikkere nok for at redde sine kammerater fra at blive stukket, arresteret, tortureret og til slut henrettet, bagbundet til en af de tre fyrretræs-pæle i Mindelunden i Ryvangen udenfor København.

 

Regulær borgerkrig

 

Peter Øvig Knudsen fik med sin bog fra 2001 for alvor sat fokus på stikkerlikvideringerne samtidig med, at han kaldte den blodige kamp mellem modstandsbevægelsen og HIPO og danske håndlangere i den tyske sikkerhedstjeneste, SD og Gestapo for en regulær borgerkrig.

 

”Efter drabet” var den første samlede fremstilling af problematikken, udover en række erindringsbøger og fagbøger, som sporadisk havde beskæftiget sig med emnet. ”Efter drabet” – som efterfølgende blev til dokumentarfilmen ”Med ret til at dræbe” – kastede lys over en del af de ca. 400 stikkerlikvideringer, som blev foretaget under krigen, og som der bagefter blev lagt låg på i mange år – bl.a. af socialdemokraten Frode Jakobsen og andre i efterkrigstiden. Det skete af hensyn til de modstandsfolk, som havde udført likvideringerne med store personlige og menneskelige omkostninger til følge og ikke mindst: De blev groft sværtet til i offentligheden af bl.a. filologen og den senere socialdemokratiske undervisningsminister Hartvig Frisch, der i et radiointerview og i modstandsbevægelsens eget blad Information i august 45 kaldte likvideringerne for mord og dermed indirekte betegnede likvidatorerne som mordere, der ikke mødte fjenden på åben mark ”face to face”. Det er umuligt at bevise, om der er en 100 procent sammenhæng mellem hans udtalelser og så det faktum, at flere modstandsfolk i løbet af de første efterkrigsår begik selvmord pga. de psykiske følger af deres nedskydning af stikkere under krigen. Men hans udtalelser sårede mange i og uden for modstandsbevægelsen dybt og er ikke slettet i Danmarkshistorien den dag i dag.

 

Flest stikkere i Danmark

 

Nu er der så kommet en bog, som ikke lægger skjul på noget fra den gang. Og der er heller ikke skyggen af tvivl om, at stikkerlikvideringerne var berettigede som nødværge og nødvendig beskyttelse af modstandsbevægelsen, når man læser denne erindringsbog.

 

Bogen kan på mange måder læses som en forlængelse af Øvigs ”Efter drabet”. Og det er ikke mindre end en utrolig fortælling om en ung mand, Povl-Falk Jensen, der tog turen fra et solidt borgerligt hjem med en far, der var konservativt medlem af Folketinget, selv med i Konservativ Ungdom, havde en god og betroet stilling i en sparekasse og så til at blive leder af Afdeling Eigil i Holger Danske. Den modstandsgruppe i Københavns-området, der likviderede flest stikkere. 19 i alt hvoraf Povl-Falk Jensen selv trykkede på aftrækkeren 11 gange. 

 

Bogen er skrevet af den nu 89-årige Povl Falk-Jensen med dæknavnet Eigil. Det er sket i samarbejde med formanden for Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting, som har redigeret bogen på grundlag af Falk-Jensens levnedsbeskrivelser, der blev skrevet ned i 80erne, men altså først nu bliver offentliggjort.

 

”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og likvideringer under Besættelsen” er en sjældent indfølt beskrivelse af unge modstandsfolk i København. Livet under jorden – og ikke mindst kombinationen af den frygt, fornuft og koldblodighed, som var nødvendig for at overleve som modstandsmand i den danske hovedstad i de sidste krigsår.

   Det er også en bog om ensomhed. Så megen ensomhed, som man kan føle, når man ”kæmper Danmarks sag” og ens familie ikke forstår ens aktive modstand mod nazismen eller simpelthen er bange for at yde støtte, når det brænder på med natlogi eller man på anden måde har brug for hjælp som illegal.

 

Det meste af historien udspiller sig i København, som godt nok ikke var en provins- eller landsby dengang, men alligevel ikke større end, at man hele tiden skulle ha´ adrenalin-pumpen kørende i højeste gear og holde øje med sine omgivelser. For der var stikkere mange steder, ifølge forfatteren. Folk, der var villige til at sælge deres landsmænd for penge eller danske nazister, der gjorde det af ideologiske hensyn.

 

Og det er ikke første gang, at Danmark får dette lidet flatterende prædikat med antallet af stikkere. I forhold til de andre tysk besatte lande havde vi den største procentdel af stikkere i befolkningen. Dette synspunkt har tidligere været fremført – uden at det historisk er blevet fastslået. Men der kan være noget om påstanden, fordi den danske samarbejdsregering tidligt opfordrede befolkningen til at tage afstand fra modstandsbevægelsen og stikke frihedskæmperne.

 

Og bogen lægger da heller ikke skjul på, at hvis Eigil og hans afdeling i krigens sidste år havde mødt en mand som den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, som i en radiotale i september 1942 opfordrede befolkningen til at stikke sabotører, så er det ikke sikkert, at han var sluppet levende fra det. Og så blev manden oven i købet statsminister igen i den første samlingsregering efter befrielsen i maj 45.  

 

Rig på detaljer

 

Det, som gør denne bog til noget særligt i forhold til de fleste andre erindringsbøger af fremtrædende modstandsfolk, er, at den er så rig på detaljer og så flydende og enkel i sit sprog, når Povl Falk-Jensen beskriver livet som illegal og de forskellige sabotage-aktioner og stikker-likvideringer, som hans afdeling stod for.

 

Fx skriver han kort og godt i bogen: ”Et tog kørte fra Klampenborg Station, og da den sidste vogn var passeret, og larmen stadig var sønderrivende, dræbte jeg ham med et nakkeskud og gav ham af sikkerhedsgrunde et skud bag øret”.

 

Forinden havde stikkeren ved navn Olsen plapret løs. Han troede, at Povl Falk-Jensen og hans kammerat var fra det tyske sikkerhedspoliti. Og jo mere befrielsen nærmede sig – jo mere indædt blev kampen mod HIPO og andre danskere håndlangere i Gestapo og i den tyske sikkerhedstjeneste SD.

 

Det var barske omstændigheder, som man har svært ved at forstille sig i København. Men det var ikke det rene vilde vesten med ”skyd først og spørg bagefter”, når det handlede om Afdeling Eigils opgør med landsforræderne. Likvideringerne blev gennemført efter et omfattende efterforskningsarbejde, hvor modstandsfolkene i længere perioder skyggede de mistænkte stikkere og dermed udsatte sig selv for større opmærksomhed end i selve gerningsøjeblikket, hvor de skulle trykke på aftrækkeren og slippe af sted fra gerningsstedet hurtigst muligt.

 

Skudt gennem mørklægningsgardinet

 

I et andet tilfælde får gruppen skudt en Schalburgmand gennem et hul i et mørklægningsgardin, mens han fester i sin lejlighed sammen med vennerne i de sorte uniformer. Og i et tredje tilfælde er det von Schalburgs enkes søster, Cathinca Lieder, der brutalt bliver skudt ned i deres fælles hjem. Hun var nemlig sekretær og højrehånd for den tidligere kriminalpolitibetjent Erik V. Petersen, der var leder af HIPO og efterretningstjenesten ET. En yderst farlig mand, der blev likvideret så sent som den 19. april 1945 af Gunnar Dyrberg og hans folk. 

 

Og så er der opgøret med ægteparret Nielsen med frisørsalon på Frederiksberg, der udgjorde et mødested for de danske håndlangere. Bl.a. Jørgen Lorentzen og hans elskerinde Anna Lund, der var nogle af de værste torturbødler under besættelsen. Det lykkes ikke at likvidere frisørmester Nielsen og hans kone under krigen, men de bliver taget kort efter befrielsen, kørt ud i en skov og dræbt med maskinpistoler. Disse likvideringer kan man selvfølgelig stille et juridisk og moralsk spørgsmål ved, fordi alle likvideringsordrer blev annulleret efter Befrielsen. På den anden side er nedskydningen forståelig, fordi Povl Falk-Jensen og hans folk havde mistet så mange af deres kammerater, fordi ægteparret var stikkere i stor stil.      

 

Sidste udkald

 

Det er ved at være sidste udkald for erindringsbøger fra aktive modstandsfolk fra besættelsen af naturlige årsager. Til gengæld har det ikke skortet på bøger om emnet, skrevet af bl.a. historikere. Ofte kan man få det indtryk, at historikere rynker på næsen af disse erindringsbøger fra dem, som var med dengang, fordi de i sagens natur ikke er objektive eller kan opstille en kildeliste på størrelse med en Storebæltsbro bag i bogen.

 

Og selvfølgelig er der noget om snakken. Bare ikke altid. Det store problem ved en del af de bøger, skrevet af historikere, der handler om besættelsen, er, at kilderne skygger for den fortløbende fortælling. Eller sagt på en anden måde: At vi som læsere får nogle øjenvidneskildringer fra dengang, hvorefter historikeren bryder ind og sætte dem i en historisk ramme. Desværre er det ofte hæmmende for læsningen af ”den fortløbende historie”.

 

Det skal dog understreges, at vi har talentfulde historikere i dette land, som kan kunsten at sammenkæde kilderne med den fortløbende historie. Men vi mangler kapaciteter som fx de tre britiske historikere og dokumentarister Norman Davies, Laurence Rees og Antony Beevor, som i den grad kan kunsten at flette kilderne ind i historien, så man som læser både bliver følelsesmæssigt grebet og historisk klogere på samme tid.

 

Under alle omstændigheder blev jeg både klogere og absolut grebet af Povl Falk-Jensens erindringsbog. Det er en af de mest spændende bøger om besættelsen i mange år.

 

Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra besættelsestiden