Højer omkring 1930

Tøndermarskens afvanding. På Tønder station. Rudbøl – et eksotisk sted. Om bord på ”Æ bagger” Et lille miserabelt hus i Søndergade. 50 år bag i tiden. Familien ”overlevede” i Højer. Herman ville ikke kendes ved Ole. Den lille og den store klasse. To gode lærere. Ole’ s projekter. Efterår og jul i Højer. Til aftenmøde i forsamlingshuset. På Hindrichsens firlængede gård. Store forhold. Hindrichsen blev en god ven. Højer havde næsten alt. Møg på de toppede brosten. Ole blev bådejer for 10 kr. Båden flød som en svane. Sejlads på Vidåen. Dækselev hos Lauritzen.

 

Tøndermarskens afvanding

Hvordan var det at være barn i Højer i 1930? Ja det skal vi se gennem Ole’s øjne. Faderen var skibsfører i Vandbygningsvæsnet. Han var blevet forflyttet i forbindelse med det store afvandingsprojekt i Tøndermarsken.

Vi er i 1927 og den 9 – årige Ole rejser med sin mor og fires søskende til Højer fra Esbjerg. Det var som at rejse til et fjernt ukendt land. Det som en fremmed verdensdel.

Faderen var rejst i forvejen og var fører af vandbygningsvæsnets uddybningsfartøj med den sjove betegnelse U/F Nr. 2. men i Højer nøjedes man med at sige ”Æ bagger”.

 

På Tønder Station

Efter en togrejse, der forekom uendelig lang. Det eneste imponerende var synet af Ribe domkirkes imponerende tårn. Endelig ankom man til Tønders Hovedbanegård, der dengang var et knudepunkt med tog i alle verdenshjørner.

U/F nr. 2 havde hjemsted i Højer, men ved ankomsten befandt den sig på Rudbøl Sø, hvor den virkede i tilknytning til det omfattende projekt – Tøndermarskens afvanding. Fartøjet sørgede for opgravning og oppumpning af de enorme mængder af fyld, der var påkrævet af digebygningen langs Vidåen. Det var et arbejde, der strakte sig over flere år.

På Tønder Station ventede far. Han fortalte, at man nu befandt sig på et sted, hvor store flokke af løsgående kvæg blev drevet gennem gaderne, og hvor det var forekommet, at en stud havde taget sig en tur gennem en butiksrude. Ole havde håbet på, at det var rigtige cowboys, der jagtede kvæget.

 

Rudbøl – et eksotisk sted

I en lejet bil kørte familien nu vest på. Det var en overraskelse for Ole at se den vidstrakte flade marsk og den høje himmel. Ved Møgeltønder blev kursen sat mod Rudbøl. Men man nåede dog lige at beundre det smukke hvide Schackenborg med voldgraven og parken. Men greven fik man dog ikke hilst på. Faderen fortalte at han havde travlt, fordi han også var amtmand.

Og så fik Ole at vide, at den første Schack i Møgeltønder var en dygtig general, der engang for længe siden havde reddet os i fra ikke at blive svenskere.

Rudbøl var også et eksotisk sted for Ole. Tænk man kunne se over til et fremmede land. Her gik mænd med geværer i blå uniformer. De blev kaldt gendarmer. Og der var politifolk med mærkelige høje kasketter, som man ikke kendte nordpå.

 

Om bord på ”Æ bagger”

Ved bredden af Rudbøl Sø blev familien nu indskibet i storbåden fra U/F Nr. 2. med raske åretag bragte bomstærke matroser familien ombord til midlertidig indkvartering på ”Æ bagger”. Først næste dag gik det mod Højer.

Splitflaget vejede agter og skibskokken havde sørget for en god velkomstmiddag. Nu var det ikke en køje til alle fem børn, men en plyssofa var ikke at foragte.

Sejlturen til Højer ad Vidåens brede vandvej var imponerende. En del maleriske møller fandtes endnu dengang langs bredderne. Man følte sig hensat til Holland, som faderen havde fortalt om.

 

Et lille miserabelt hus i Søndergade

Der blev lagt til kaj et stykke øst for Højer Sluse ved den store fabriksbygning, hvor man tidligere havde forsøgt sig med at producere fodermel af tang.

Herfra var der et godt stykke at gå ind til Højer. Men vejen var bundløs af ælte. Det var begyndt at blive mørk. Regn satte ind med en strid vind fra vest. Jo familien var fremmede og egnen viste sig afgjort ikke fra den venlige side. Endnu værre blev det, da familien omsider nåede frem til deres fremtidige bolig i Søndergade, et lille miserabelt hus, der skulle rumme den store familie.

Det havde været umuligt at opdrive andet. Afvandingsprojektet havde bragt et stort antal fremmede til byen. Der herskede den rene Klondike – stemning. Mange måtte lade sig indkvartere under ret kummerlige forhold.

 

50 år bag i tiden

For de handlende var der gyldne tider, og gode lejeindtægter kunne indkasseres af husejerne.

Det var et jammerligt syn, der mødt familien, da de havde låst sig inde i de iskolde små stuer. Alt flyttegods stod urørt i kasser på gulvet. Så det havde lange udsigter med at få bragt mad på bordet og gjort senge klar til de sultne og trætte børn.

Faderen var vant til at tage tingene som de kom, han var ukuelig. Omsider kom der nogenlunde styr på det herskende kaos. Der blev tændt op i kakkelovnene og det kolde komfur. Vand til madlavningen blev hentet ind fra pumpen. Den var placeret ude i gården.

I Esbjerg havde det været indlagt vand, bad med toilet, køkken med gasapparater og afløb til et fungerende kloaksystem var en selvfølge. Men her var det som om tiden var skruet 50 år tilbage i tiden. Intet af dette fandtes her. Ole spekulerede på, om man kunne overleve på dette tilsyneladende ugæstfrie sted.

 

Familien ”overlevede” i Højer

Heldigvis skulle det vise sig, at det kunne man sagtens. Særlig Ole’ s mor kom til at føle sig hjemme i grænselandet. Men man skulle dog lige vænne sig til dialekten.

Den omvandrende fiskemand, Martinsen spurgte:

• Skal I have fisk i morgen?

Det undrede moderen at det ikke var tale om en forudbestilling men varen var medbragt til levering, her og nu.

 

Hermann måtte ikke kende Ole

Dagen efter ankomsten stiftede Ole bekendtskab med en jævnaldrende dreng, der hed Herman Sigismund. Han var kommet for at bære vand og brændsel ind til sin voksne søster som var nabo. Ole satsede på bekendtskabet for det kunne være til gavn, når han nu skulle starte i Højer Skole.  Men her havde Ole lige forregnet sig.

Det viste sig at bygningen var delt i en tysk og i en dansk afdeling. Da Herman hørte til den første afdeling, ville han ikke kendes ved Ole, da de mødtes i den fælles skolegård. Han måtte klare sig uden, men fandt dog hurtig gode kammerater blandt de danske børn.

 

Den lille og den store Klasse

At komme fra en byskole i en stor by som Esbjerg til en lille skole, der kun var opdelt i to klasser, ”æ lille o æ stouer Klas”, var en ret besynderlig oplevelse. Ole kom til at tilbringe det første år i ”æ lille klas” inden oprykningen til ”æ stoer”. Det var ydmygende at skulle være sammen med små rollinger, der lige var kommet i skole og nu var i gang med den ABC, som for Ole syntes at ligge en menneskealder tilbage. Og tænk engang! Man skrev på tavler med grifler, der skreg og hvinede.

Ole måtte gå den tunge gang til boghandler Martinsen og købe en af de tavler, som han troede var afskaffet for 100 år siden. Den forhadte tavle blev han dog kvit efter det første års prøvelser.

 

To gode lærere

To unge lærere, Olav Jensen og Thomas Sølbeck stod for undersiningen i Højer Skoles danske afdeling. Mellem de skolebørn, der var født og opvokset på stedet og lærerne var der ingen problemer.

Gennem forældrene som havde gået i tysk skole, havde børnene lært, at lærere var ophøjede personer, som man skyldte ærbødighed og respekt. Noget anderledes kunne det være med tilflyttere nordfra. Der kunne godt opstå situationer, hvor spanskrøret måtte tages i anvendelse.

Olav Jensen var tilhænger af kristen Kolds undervisningssystem med fortælling og højtlæsning for børnene som vigtige faktorer. Mange af hans kollegaer på egnen var af samme opfattelse, og ingen af dem havde meget til overs for den såkaldte sorte skole.

Lærer Sølbeck var en venlig mand, der udover at undervise i ”æ lille klas”, stod for tegning og geografi. Han havde som helt ung været tysk soldat i Verdenskrigen, hvorfra han fra tid til anden fortalte om rystende oplevelser.

Undervisningen i tysk blev leveret af lærer Brockmann fra den tyske afdeling. Der blev givet en vis indsigt i dette vanskelige sprog, men nogen forøg på at lære eleverne den komplicerede grammatik blev der ikke gjort.

 

Ole’ s projekter

Lommepenge var et ukendt begreb hos Ole’ s familie. Så måtte han selv ud at tjene. Han havde bemærket en masse uld på pigtrådshegnene. Han samlede en masse uld i en plasticpose og gik hen til Højer Tæppefabrik. Men den venlige fru Kærby kunne desværre meddele at produktet ikke egnede sig til tæppefremstilling.

Så begyndte Ole at dyrke den lille køkkenhave foran huset. Dertil kom lørdagsfejning samt indebæring af brændsel og vand. Overskuddet af disse aktiviteter blev omsat i en forretning, der forhandlede grøntsager of slik. For 5 øre kunne man erhverve et stykke chokolade, der bar bogstaverne BLOCK.

 

Efteråret i Højer

Når sæsonens store ålefiskeri i Vidåen og uden for Slusen var afsluttet, var efteråret gået på hæld. Kæmpe flokke af stude var hentet i kogene, hvorfra de under brøl og skrål blev drevet til banen, hvor kreaturvogne ventede på at føre dem til en uvis skæbne. Nogle af studene kom på stald og kunne således se frem til nok en sommer i fennernes frodige græs.

Vildgæs i talløse højtflyvende kileformationer drog larmende sydpå og vestlige storme satte ind. At forlandet dermed kom til at stå oversvømmet med bølgeslag nær digefoden, blev dengang betragtet som en helt naturlig hændelse, der sjældent påkaldte pressens interesse.

 

Jul i Højer

Dagene blev stadig kortere. Det blev vinter og julen nærmede sig. Det frivillige brandværn ”Æ Feuerwehr” musicerede under tysk kommando på Torvet med ”Oh Tannenbaum” som glansnummer. Bagerbutikkerne i Højer bugnede med juledyr i mange varianter. De blev solgt for maget små penge, så børnene var flittige aftager. Selv de mindste butikker i byen strålede af lys og pynt.

I skolen blev der gjort juleforberedelser med indøvelse af julesalmer. Det foregik også om aftenen, hvor voksne var inviteret med som deltagere. En festdag var det inden jul, når store mængder af gode bøger og usolgte julehæfter fra forrige år var lagt frem til uddeling. De var indsamlet og sendt som gaver af venlige mennesker oppe i ”det gamle land”.

På skift kunne man gå frem og forsyne sig med en favnfuld af eget valg. Alt blev læst og genlæst med den største interesse i juleferien.

I en længere periode op mod jul blev der i Højer Kino efter skoletid kørt den samme underholdende film. Handelsstandsforeningen var den gavmilde sponsor. Adgang fik man ved at fremvise billetter, som man fik gratis, når man havde ærinde i butikkerne. Filmen var udmærket, men det kunne blive trættende, når de mange børn, der efterhånden havde set den utallige gange. Derfor kunne man sangene udenad. Nu kunne man så efterhånden overdøve de optrædende på lærredet.

Gamle traditioner, som de fleste steder var ophørt i kongeriget, fandt man dengang lyslevende i Sønderjylland. Minsandten om man ikke juleaften sendte anden til stegning hos bageren. Den blev så fin brun og sprød at mor næppe kunne have gjort det bedre i egen ovn. Egne småkager kunne man også få bagt hos bageren.

For byens danske børn var årets højdepunkt julefesten i det nye forsamlingshus ”Højerhus”, på Ballumvej. Her blev der danset om juletræet. Der blev oplæst julefortællinger af lærer Sølbeck, som også legede de elskede sanglege. Til slut fik hvert barn udleveret en herlig godtepose indeholdende et æble, en appelsin, konfekt og et stykke chokolade.

 

Til aftenmøde i forsamlingshuset

I de kommende år gik Ole nødig glip af aftenmøderne i forsamlingshuset, hvor der kom mange interessante foredragsholdere fra nær og fjern. At han var der som den eneste mindreårige mødte aldrig indvendinger. Mødesales vægge var beklædt med ribber. De blev benyttet ved vinterhalvårets frivillige gymnastik.

Der fandtes også en scene, som blev anvendt, når der blev spillet dilettantkomedie og ved besøg af professionelle skuespillere.

 

På Hindrichsens firelængede gård

Et par år efter familiens ankomst til Højer var afvandingen af Tøndermarsken i det store og hele tilendebragt. ”Æ Bagger” havde for stedse forladt Vidåen gennem broerne, der måtte afspærres og demonteres mens det stod på. Herefter var dens opgave at holde sejlrenden gennem Højer Kanal åben for den endnu ret anselige skibsfart.

Afvandingsfamiliernes bortrejse skabte albuerum og den anstrengte boligsituation lettede. Projektets generalstab forlod også den bygning, der havde rummet såvel tegnestue som ingeniørernes private lejligheder.

Det var stuehuset til en firelænget gård i byens østligst udkant. Den tilhørte familien Hindrichsen, og da man indtil videre ikke havde brug for boligen, blev den udlejet. Den kom i folkemunde til at hedde ”Æ ingeniørgoer”.

 

Store forhold

I denne spændende kæmpestore bolig kom Ole og hans familie til at tilbringe nogle gode år. En større kontrast til det hidtidige tilholdssted i Søndergade kunne man dårligt tænke sig. Nu havde familien næsten for meget plads med kæmpestore stuer og værelser, køkken, gange og bryggers som balsale. Hele herligheden lå midt i en imponerende have med plæner og høje træer.

Under disse forhold gav familien gerne afkald på moderne faciliteter. I de højloftede stuer skulle der fyres i de store flisekaminer, hvorfra varmen havde en kedelig tendens til at forsvinde op under loftet. Ved vintertide var det isnende koldt på køkkengulvets og gangenes skakbrætmønstrede flisebelægninger.

Her var dog den fordel, at pumpen stod indendørs i bryggerset. Her befandt retiraden sig også. Over køkkenets enorme komfur kunne man læse den rammende indskrift:

 

• Ein guter Herd ist Gottes Werd

 

Hindrichsen blev en god ven

Landbruget blev drevet sammen med Hindrichsens ejendom inde på Nørrevej. Den rummelige stald var om vinteren fyldt med prægtige stude, der blev fodret og tilset af folk, der kom ud fra Nørrevej. Bortset fra stald og lade, stod avlsbygningerne tomme. Der var således intet i vejen, at Ole måtte benytte hønsehuset i den østlige længe. Ret hurtig kom han op på at have en bestand af 20 høns, duer og fire gæs, som gav et rimeligt afkast.

Hans Fedder Hindrichsen som ofte kom derud, blev Oles gode ven. Han lærte hurtigt Ole meget om kvægopdræt og agerbrug. Det skete ofte i den lune stald, når han selv røgtede. Ole var nu ikke så velset ved aftensbordet, når en stram lugt fra hans trøje bredte sig.

 

Højer havde næsten alt

Skulle man dengang handle kunne man tage toget til Tønder, hvor udvalget var større. Men egentlig var det ikke nødvendigt. Højers butikker kunne levere alt, hvad der behøvedes af fødevarer. Hertil kom at byen var velforsynet med dygtige håndværkere.

Et større antal små og store landbrug lå inde midt i byen, hvor de satte deres tydelige præg. De åbne møddinger og rendestenene tog folk som en selvfølge. Det var tradition for, at folk i Højer levede længe.

 

Møg på de toppede brosten

Der kunne dog være gener, når der skulle køres møg ud. Det dækkede på det nærmeste gadernes toppede brosten, når de fyldte vogne dagen igennem var skramlet hen over dem på vej til marks med læs efter læs. Heller ikke over dette blev der klaget. Enhver fejrede for sin egen dør, når dagen var forbi.

 

Ole blev bådejer for 10 kr.

I en tidlig alder havde Ole besluttet for at søge sit levebrød til søs. Hans højeste ønske var at få sin egen båd. Men den slunkne kasse i Tønder Landmandsbank havde hidtil været en hindring for sådan et projekt. Men en dag var heldet med ham.

En bagerlærling havde en ældre med brugbar båd, som han blev nødt til at skille sig af med, da han skulle til en anden by. Det var undgået Ole’s opmærksomhed. Da det ikke var lykkedes for ham at slippe med båden, stod han nu med foden på togets trinbræt, klar til afrejse. Ole kom forpustet løbende.

 

• Hvad skal du have for din båd?
• 10 kroner

 

Ja sådan lød svaret. Løbende ved siden af toget rakte Ole ham sedlen. Nu var han blevet bådejer.

 

Båden flød som en svane

De næste dag var det besigtigelse og afprøvning. Ole blev beroliget. Den trak ikke vand ind i faretruende mængder. Det var eller havde i det mindste været en særdeles solid båd i kravelbygget i eg og med svære tætsiddende spanter. Alderen var ubestemmelig.

Båden trængte dog til en kærlig hånd. Efter års misrøgt. Hjælp fandt Ole hos den enøjede Skak Bossen, der havde et imponerende håndelag til en opgave netop af denne art. Svøb og essing blev fornyet – dog ikke med eg. Det skete med forskallingsbrædder i svensk fyr.

Kvaliteten blev med omhu udsøgt hos tømmerhandler Johs. Pørksen i Mellemgade. Efter opmaling flød båden på vandet som en svane. Ole var stolt.

Stagfok og sprydsejl blev syet af lagenlærred og alt var i skønneste orden. Båden kom til at hedde ”Denisse” opkaldt efter en amerikansk penneveninde.

 

Sejlads på Vidåen

Sejlads såvel på Vidåen som uden for slusen blev Oles kæreste fritidsbeskæftigelse ofte ifølge af en eller to kammerater. Når vinden var sydlig så var der ingen sag at stå kanalen ud.

Oftest var vinden dog i vest. Det betød en langsommelig og sej udtur med kryds på kryds mellem kanalens bredder indtil man nåede åbent vand, omtrent hvor Hjerpsted Kirke tonede frem nord for Emmerlev Klev.

Tidevandsstrømmen var en hjælp eller hindring alt efter forholdene, og man gjorde klogt i at tage den i betragtning. Langt fra land blev der nu sjældent sejlet, men en enkelt sommertur til Rømø blev klaret med bravour, med telt og proviant medbragt til nogle dages campering derovre.

 

Dækselev hos Lauritzen

Da skoletiden var forbi og tiden var inde til udmønstring som dækselev i et af rederiet Lauritzens skibe, måtte båden atter skifte ejer. Den blev solgt til den lokale købmand, These Nielsen. Prisen blev 100 kr. som dog skulle afregnes i butiksvarer.

Dengang vidste Ole ikke, at næste gang han kom under sejl i en åben båd, skulle det blive på Atlanten efter et dramatisk krigsforlis. Men den historie kan vi evt. vende tilbage til en anden gang.

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Se Litteratur Højer
• Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.578 artikler:

• Under Højer (73 artikler) finder du bl.a.:
• Gårde i Højer
• Højer – Bondeby i marsken
• Syd for Højer
• Fiskeri ved Højer
• Vadehavet ved Højer
• Højer Tæppefabrik
• Sidste tog fra Højer
• Højer – som havneby
• Højer, stormflod og diger
• Rudbøls historie
• Bådfolket i Rudbøl

 

• Under Tønder (254 artikler) finder du bl.a.:

 

• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Tønder. Marsken og Afvandingen
• Tøndermarsken – under vand
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Tøndermarsken
• Schackenborg i Møgeltønder