Højer Kirke nævnes allerede i 1325. En strid opstod i 1525 om, hvem der ejede kirken. En ligvogn med to heste kørte i Højer helt frem til 1982. En dansk – tysk kirkestrid opstod. Menighedsrådet nægtede at hjælpe den ny præst. Groteske forhold opstod i Højer Kirke.

 

Viet til Sankt Peter

I middelalderen var den hvidkalkede kirke viet til Sankt Peter. Og i denne kirke har jeg ofte været til bryllupper og begravelser. Kirken nævnes første gang i Ribe Oldemors Kirkeliste i 1325 – 50. I kong Valdemars jordebog nævnes Højer som kongelev. Muligvis har landsfaderen haft patronats-retten.

 

Går tilbage til år 1200

Allerede i år 1200 havde Højer en kirke. Byggematerialet er granitkvadere, munkesten og tuf. Stilmæssigt afviger kirken dog fra andre kirker på vestkysten ved sine store rundbuede blændinger på langmurerne. Lignende kirker er set ved Rhinen.  Nogle er af den opfattelse, at dele af kirken går helt tilbage til 1100 tallet. Dengang var kirken dog betydelig mindre. Første gang vi hører om den skriftlig er det 14. århundrede.

 

Rester fra Anflod Kirke

Det lave våbenhus ud for syddøren kom til i 1300 tallet. En del af byggematerialet fra Arnflod Kirke som blev ødelagt ved en stormflod i 1436 er anvendt i Højer Kirke. Her er kirken blevet væsentlig udvidet. Siden har beboerne fra Rudbøl måtte sejle/gå/køre til Højer Kirke.

 

Altertavle fra 1425

Kirkens vinduer er fra 1821 – 22. Ved en istandsættelse af kirken i 1954 – 1956 blev der afdækket flere ikke bevarede kalkmalerier. Endnu ses rester af dekorationer stammende tilbage fra 1500 – 1520. Den ganske velbevarede skabsaltertavle stammer formentlig fra et værksted i Lübeck. Den er fra 1425. Altertavlens bemaling har lidt under det fugtige klima.

 

Døbefont fra Belgien

Kirke og kirkegård var også udsat for stormflod, men allerede i 1554 anlagde man et dige. Kirken havde to indgange, sydsiden var til mænd, og nordsiden var den såkaldte brudeindgang.

Den romanske døbefont er importeret fra Belgien. Den er udført i sorte Namur – kalksten. På korbuen er der opsat en velbevaret senromansk krucifiksgruppe fra omkring 1250. Prædikestolen er en moderne efterligning af Tønder – typen. Dog stammer felterne fra den oprindelige stol fra 1591. Disse blev erhvervet fra Flensborg Bymuseum i 1956.

Brystværnet foran det ret nye orgel med senbarok facade er fra midten af 1700 tallet. Indmuret i korets nordre vange sidder en marmortavle fra 1792 over Maria Elisabeth Partschen, død 1789.

På en lysehylde er anbragt 12 gravskjolde, hvoraf de seks er over amtmand E.A. Von Betouch, død 1815. I våbenhuset er indmuret to romanske gravsten af granit med kædeagtig ornamentik. Et par mindetavler falder også i øjnene. Mod nord er der en tavle for faldne i treårskrigen 1848 – 1850. og en tavle for de faldne i tysk tjeneste under den fransk – tyske krig i 1870 – 1871.

 

Tårn brugt som sømærke

Tårnet på 17 meter har haft betydning for skibsfarten i Vadehavet.  Et orgel har været i kirken siden 1679. I 1752 blev det udvidet, orgelbyggeren hed Busch og var fra Ditmarsken. I 1894 kom et nyt orgel til fra Marcussen i Aabenraa. Men facaden på det originale orgel er bevaret.

 

Kirkelig strid

Højer Birk og Sogn hørte i middelalderen under Ribe stift. Efter reformationen og delingen i 1544 opstod der strid om sognets kirkelige forhold. Endnu i 1564 visiterede Ribe – biskoppen, Povl Madsen dog i Højer kirke. Nogle år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer at svare biskoppen i Ribe.

• udi nogen maade på religionens Vegne, men Provsten af Tondern.

Enden på striden blev at kirken kom under hertugens overhøjhed. Kort tid efter blev den lagt under Slesvig stift. Ærkedegnen beholdt dog sin ret til at høre kirkeregnskaberne, men dog kun til 1668, hvorefter denne opgave blev overtaget af provsten i Tønder.

 

Ringe interesse for valg

Før 1920 administreredes kirkevæsenet af et kirkekollegium på 12 medlemmer, deraf tre fra Højer Landsogn. Valg til kollegiet var nu ikke et tilløbsstykke. I 1918 mødte således kun 8 ud af 275 stemmeberettigede. Anderledes var det efter Genforeningen. I november 1920 blev der afgivet 375 stemmer, hvoraf 59 pct. var tyske.

 

Opvarmning om søndagen

I 1917 var der blevet besluttet, at kirken skulle opvarmes hver søndag, og i 1918 vedtog man at yde 1.500 kr. til et tysk krigslån. Pengene tog man fra nogle fonde. Ligeledes foretog man i samme år en husindsamling til et mindesmærke for 51 faldne. Det blev fremstillet af kunsthåndværkerskolen, og hæger nu i kirken. I 1919 var der velkomstfest for de hjemvendte soldater og krigsfanger med gudstjeneste om eftermiddagen og fest på Hotel Sylt om aftenen.

 

Kirkegården udvides

Allerede i 1917 var der ønsker fremme om en udvidelse af kirkegården nord for Nørrevej. I de følgende år blev der udvidet både mod øst og mod syd. I 1941 blev der lagt yderligere 3.000 m2 til mod syd.

 

Mere dansk i kirken

Den 9. januar 1921 var der – ligesom i alle andre sogne i Nordslesvig på den tid – afstemning i flækken og landsognet om, hvorvidt det skulle være nyvalg til sognepræst-embedet. De allerfleste vælgere i Højer stemte imod nyvalg til stor glæde for pastor Rolfs, der kunne blive i sit embede.

Fra 1907 havde der været prædiket på dansk den første søndag i hver måned samt ved yderligere fem gudstjenester i årets løb. Dette blev ændret i februar 1921. Nu skulle der prædikes
dansk to søndage i hver måned. Men allerede i december 1921 ændrede kirkeministeriet denne beslutning. Nu skulle der afholdes både tysk og dansk gudstjeneste hver søndag.

I Højer afholdt både seminarieforstander Albeck, Tønder og pastor N.A. Jensen, Møgeltønder hver en dansk gudstjeneste om måneden i Højer.

 

Et nyt ligkapel

I 1926 anmodede politimesteren om, at der blev opført et ligkapel ved kirken. Men den var menighedsrådet ikke med på. De havde heller ingen penge. De henviste til, at de fleste ønskede at beholde de døde hjemme indtil begravelsesdagen.

I 1936 blev sagen taget op igen. Man havde da planer om, at indrette et rum i forbindelse med sprøjtehuset på Torvet. Men man vedtog at anbringe det ud for brudedøren nord for kirken. Den endelig placering blev dog øst for kirken. Foruden menighedsråd, deltog både flækken og landsognet i udgifterne.

 

Højers ligvogn 1870 – 1982

I 1930 restaurerede man den gamle ligvogn, som var anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet. Da den blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation ved Nørrevej på betingelse af, at ligvognen på betingelse af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkøretøjerne

I 1948 blev ligvognen igen restaureret, og i kraft af, at Friedrich Eckholdt, som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den i brug helt til 1982.

 

Prisen for et gravsted

Og på Højer Kirkegård betalte man efter beliggenhed. I 1920 kostede et gravsted til fire personer ved hovedindgangen 60 kr. Lige bagved var prisen det halve. En enkelt gravplads kostede fem kroner.

For benyttelse af ligvognen skulle man betale 2 kroner. Klokkeringning ved begravelsen kostede 4 kr. I 1946 bestemte man, at der kun kunne fås en gravplads anvist ved dødsfald. I 1952 fastsattes betalingen for et gravsted for fire personer til 16 kr. for 30 år.

 

Degnejord

En del af indtægterne fik kirken fra den såkaldte degnejord. Dette blev afhændet efter anden verdenskrig. Andelsboligerne på Ballumvej samt nogle private huse er bygget på degnejord. Af præstegårdsjorden er der solgt byggegrunde ved Nørrevej og en del blev udlejet til kolonihaver.

 

Klingepungepenge

Menighedsrådet skulle også fordele kling-punge-penge. Denne Kling-pung var en stofpose på en to meter lang træstang og forneden på posen sad der en lille klokke.

Den blev anvendt under gudstjenesten på den måde, at kirketjeneren indsamlede gaver til de fattige ved at stikke den ind i kirkestolene foran kirkegængerne, som så kunne bidrage med en lille skærv. Var nogen faldet i søvn under gudstjenesten eller var uopmærksom, ja så kunne stangen bevæges så klokken ringede. Pengene blev lagt i fattigblokken og fordelt af menighedsrådet.

Det var nu ikke de store summer, der kom ind. For 3. kvartal 1924 drejede det sig om 35,13 kroner, hvoraf Højer Landsogn fik 10,13 kr. Brugen af klingepungen ophørte i 1932, og kirken fik i stedet to blikbøsser.

 

Ingen elektrisk lys

I 1927 forsvandt den gamle skriftestol. I stedet satte man nogle bænke til brug for børn, når der holdtes børnegudstjeneste. I 30erne vedtog man at sætte elektrisk lys i alterstagerne, fordi det ikke var muligt at få gode alterlys. Projektet blev dog ikke gennemført.

 

Både dansk og tysk

I 1924 fratrådte pastor Rolfs efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i menighedsrådet, at den ny præst skulle beherske både det danske og tyske sprog. Men flertallet ønskede dispensation for bestemmelsen at han skulle have dansk uddannelse. Dette blev dog afslået.

Pastor I. A. Baren, den nye præst, havde været dansk gift, og det var hans plejedatter Johanne, som Christian den Tiende tog med sig op på hesten, da han red over grænsen i 1920. Men denne historie kan du læse et andet sted her på siden.

 

Præsten måtte yde lån

I 1931 blev der truffet en ordning, så der ti gange om året til bestemte gudstjenester blev indsat en kirkebil fra Rudbøl. Hver passager betalte 25 øre pr. gang og kirkekassens tilskud var højst 25 kr. pr. år.

I 1932 blev tårnets murværk repareret. Og det var nødvendigt for pastor Baren at yde et rentefrit lån på 1.000 kr. Dette skulle betales tilbage i årene 1935 – 39. I alt kostede reparationen 1.900 kr. Jo pengene var sandelig små dengang. Og de nye tyske salmebøger havde man heller ikke råd til at købe. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle hos de menigheder der havde råd til at skifte de gamle ud med de nye salmebøger.

 

Den dansk – tyske kirkestrid

I 1935 opstod der en kontrovers mellem den danske og den tyske gruppe i menighedsrådet. Efter 1921 blev de tyskudannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede især efter nazismens gennembrud i 1933.

I Højer gik et kirkeligt udvalg til pastor Braren og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at dette betød udgifter for ham. Det afslog Braren. Derefter gik
udvalget til landstingsmand Hans Jefsen Christensen og bad om hjælp. Resultatet blev, at der i Højer skulle ansættes en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og Hoptrup sogne. Måske kunne det også blive til Daler og Udbjerg.

 

Personligt overgreb

Resultatet blev, at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som kapellan i Højer. Sagen fremkaldte stor modstand, især fra pastor Braren og de tyske medlemmer af menighedsrådet. Pastoren følte det som et personligt overgreb. Han mente ikke at have gjort forskel på de to menigheder, den danske og den tyske i Højer. Ved indsættelsen af N.P. Nielsen
i kirken sagde Braren, at han var bitter over at miste den danske menighed.

 

Menighedsråd ville ikke hjælpe præst

Det var vanskelig at finde en bolig til den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården. Jo den dansk – tyske krig havde sandelig nået Højer Kirke. I første omgang flyttede præstefamilien ind i huset Strandvej 21, som fabrikant Kjærby havde købt til formålet. Man fik så oprettet Andelsselskabet Den danske Præstebolig i Højer. Fabrikant Kjærby købte en byggegrund af købmand Nis Petersen og skænkede den til andelsselskabet, og i oktober 1936 kunne man indvie den danske præstegård på Nørrevej 29.

 

Krigen satte sine spor

Ved menighedsrådsvalget i 1938 blev der for første gang valgt tre danske medlemmer ind i rådet. På grund af krigen sad disse i syv år. Krigen satte sine dybe spor. I 1940 blev det besluttet, at kirken skulle mørkelægges i vintermånederne. I 1941 blev der bestilt 50.000 tørv til kirkens opvarmning. I 1944 vedtog man at anbringe et skilt i kirken:

• Under flyvervarsling skal menigheden følge præstens anordning.

Dette skilt blev dog vist aldrig opsat. I 1943 tog pastor Braren sin afsked. Hans afløser var Andreas Schau, der var uddannet i Kiel.

 

Præsten til Fårhuslejren

Efter den tyske kapitulation i 1945 blev pastor Schau sammen med 87 andre fra Højer by og landsogn deriblandt min bedstefar interneret i Fårhuslejren. Pastor Schau blev afskediget i december 1946 og de tyske gudstjenester og kirkehandlinger blev varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann til. I 1948 blev det tyske præsteembede nedlagt af kirkeministeriet, så N.P. Jensen var nu den eneste præst i Højer.

 

Den tyske frimenighed

Menighedsrådet besluttede, at hvis den tyske menighed ville afholde gudstjenester med en tysk præst kunne de få kirken overladt gratis, når gudstjenesten fandt sted de samme søn – og helligdage som de danske. De måtte dog selv sørge for organist. Rühmann og Jacobsen arbejdede gratis for den tyske menighed.

Men de tyske menigheder i Sønderjylland oprettede i 1951 en frimenighed. De var underlagt Slesvig – Holstens evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Denne oprettelse betød at 180 borgere meldte sig ud af folkekirken. Frimenighedspræst blev Andreas Schau.

Den 1. december 1952 søgte N.P. Nielsen sin afsked.

Kilde:

• litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk  indeholder 1.783 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler

Redigeret 6.12. 2021