Historikernes Besættelsestid

Advarsel: Dette er en meget lang artikel. ”Du er fuld af Løgn”. ”Det er det rene konspiration”. ”Det ligner et stykke skolearbejde” Ja det er nogle af reaktioner på de artikler, vi lægger ud omkring besættelsestiden. Og fra arkiverne lyder det ”Dokumenterne findes ikke”. ”Vi har kigget i arkiverne, der er ikke noget at komme efter”. Åbenbart skal man stadig følge en bestemt linje. Og almindelige mennesker har ikke adgang til de arkiver, der fortæller noget andet. Men er det historikerne, der fordrejer historien? Vi har nogle fremragende historikere herhjemme. Men det er som om, at historien hele tiden forandrer sig og følger en bestemt tendens. Vi har taget en ordentlig stak bøger fra hylderne i stuen og forsøgt at beskrive besættelseshistorien ud fra disse. Se listen bagerst i artiklen. Vi har dog tilladt os, at komme med bemærkninger til dette.

 

Dokumenterne findes ikke

• Dokumenterne findes ikke

Ja sådan var beskeden fra Rigsarkivet. Vi havde ellers benyttet os af de teknologiske muligheder, og havde endda fået hjælp fra det lokale arkiv. Vi håbede at kunne komme i bunds i et par sager ned fra grænsen. Sager udspillede sig lige efter besættelsestiden.

 

Der er ikke noget at komme efter

Tidligere har vi fået beskeden:

• Vi har undersøgt dokumenterne, der er ikke noget at komme efter.

Men det har det været tidligere. Her har vi kunnet konstatere manipulation og usandheder. Man har holdt familier hen med løgn og andet.

Jo besættelsestiden er spændende at beskæftige sig med. Man får ofte at vide, at man er ude på konspiration. Og sidst, da man beskæftigede sig med politiet under besættelsen, at fremstillingen lignede en fejlagtig skoleopgave. Men helt ærlig, så tror jeg, at det var meget værre med politiet, end det jeg selv har beskrevet.

Man var sådan set lige glad med hvilke kilder, jeg brugte.

 

”Du er fuld af løgn”

Når man holder foredrag om besættelsestiden, sker det ofte, at man får at vide, at man er fuld af løgn. Sidste gange kom denne beskyldning fra en række historiestuderende under en pause i et to timers foredrag om emnet.

Når man skriver eller holder disse foredrag jamen så bruger man jo eksempler på de sager man selv har fundet frem, sager fortalt af ældre familiemedlemmer eller fakta man har fundet i bøger fra nogle af de fremragende historikere, vi har herhjemme.

 

Historikerne er ikke altid enige

Nu er det i grunden dejlig at konstatere, at disse historikere heller ikke altid er enige indbyrdes. De fortolker historien i hver deres retning. Men mange af disse klager også over manglende aktindsigt eller bortkommende dokumenter.

Hvorfor siger man ikke rent ud. Du skal ikke have lov til at kigge i dette dokument, for den historie, vil vi ikke have frem.

 

Ældre Besættelses – bøger

Som mange sikkert har bemærket har vi anmeldt en række bøger om besættelsestiden. Som boghandler kunne man frieksemplarer og så anmelde næsten alle de bøger, man ønskede. Men det er slut.

Nu hvor man er gået på pension er den mulighed ikke mere til stede. Og forlagene sender ikke bare en bog til anmeldelse til en tilfældig hjemmeside som www.dengang.dk. Bagerst i artiklen kan du se en ret omfattende kildeliste. Lidt uhyggeligt er det i grunden, at mange af disse bøger kan du købe for en spotpris på ”hollandske bogmarkeder”.

 

Bruger besættelsestiden politisk

Igennem tiden dukker der af og til debatter op omkring besættelsestiden, hvor diverse partier forsøger at rense sig selv. Men ofte ender disse diskussioner i en værre gang mudderkastning. På det sidste har der været en diskussion mellem Lars Weiss og Erik Høgh – Sørensen. Men dette kommer vi tilbage til.

De forskellige partiers bebrejdelser af hinandens gerninger under besættelsestiden klinger i dag lidt hult. Men trods dette bliver besættelsestiden ofte brugt, når man skal have noget gennemført.

 

Hvordan vil historien se ud?

Men hvad sker der, hvis man nu går hen på en af de talrige overfyldte hylder, man har med lidt ældre bøger fra besættelsestiden og fortæller Besættelsestidens historie. Og hvis man så lige kommer med lidt kritik eller ros. Hvordan vil historien så se ud. Det bliver så med en lang liste med bøger under kilder.

 

Statens kamp og politisk magt

Ja egentlig er det to temaer, som de besatte lande inklusive Danmark zoomede ind på under Anden Verdenskrig. Den ene er kampen om statens overlevelse og nationens eksistens. Det andet er den interne kamp, om den politiske magt og det politiske system.

Strategien var også ikke at blive draget ind i krigen og vinde tid, indtil afgørelse var faldet på slagmarken. I de første år, da Værnemagten syntes uovervindelig, gjaldt det truslen fra de nationale nazipartier og fascistiske grupperinger. De fik følgeskab af et følgeskab af anidemokrater, antikommunister og antisemitter. I et ideologisk samarbejde med tyskerne forsøgte de at komme til magten, om end de før krigen havde meget lidt indflydelse.

Modstandskampen stod for mange, som integrationsfaktor. Man følte sig svigtet og orienteringsløse. For hvad var det lige regeringen ville?

Formelt set var besættelsesmagten accepterede gæster, der overtog det ydre forsvar mod trusler fra England og andre fremmede magter.

 

Jørgen Hæstrup – den store lærermester

Efter krigen var der vindere og tabere, men der var også nogle midt imellem. I slutningen af 1940erne var det Jørgen Hæstrup, der var den store historiker. Han blev inspirator og lærermester for næste generation af historikere. I mange år var han den ensomme ulv i dansk besættelsestids – forskning.

 

Et kritiseret Udgivelsesselskab

I 1960 skiftede han spor. Han blev videnskabelig vejleder og forsker i Udgivelsesselskabet for Danmarks Nyeste Historie (DNH). I tidens løb er disse blevet beskyldt for meget dårligdom, så som monopol på forskning, kilder og planløshed. Den berømte landsretssagfører kaldte den for ”autoriserede socialdemokratiske frisører”.

 

Samarbejdspolitikken blev favoriseret

Der blev foretaget undersøgelser, om disse beskyldninger havde noget på sig. Peter Brunbech fra Århus Universitet dementerede de fleste anklagepunkter. Men Claus Bryld tog kraftig til genmæle.

Politikerne fik en række bøger, der favoriserede samarbejdspolitikken og dokumenterede, at denne var båret frem af danske statsinteresser. Og at det bestemt ikke alle historikere, der kunne forvente økonomisk støtte.

 

En glorificerende Scavenius – biografi

Men den bog, der dengang gav størst genlyd var Viggo Sjøqvist ’ s glorificerende Scavenius – biografi fra 1973. Han var en dansk patriot og statsmand, ja en af de helt store. Men man skal nok forstå stemningen blandt befolkningen i 1950erne og 1960erne, for at forstå, at denne bog flyttede hegnspæle.

Jo den gang skulle ministerierne have ret til gennemlæsningen inden udgivelse. Det virker uhørt i dag. Allerede dengang vidste man, at DNH fik den fulde adgang til arkiverne.

 

Forbud mod at omtale landbrugsarkiverne

Kulegravning af erhvervslivet blev nødvendigt. Men de fleste firmaarkiver var hermetisk lukkede indtil 1990erne. Endelig var der en, der fik adgang til Landbrugsarkiverne, men samtidig forbud mod at omtale disse.

Der har været en del debat om kommunisternes rolle under besættelsestiden.

 

Højgaard – kredsen

Og sådan noget som førerdyrkelse, elitetænkning, raceforestillinger, eugenik, handlingsdyrkelse og nationale bedreværdsforestillinger var helt almindelige og udbredte dele af det borgerlige Danmarks grundlag indtil 1940erne. Ja eugenik var også en del af Socialdemokraternes grundlag.

Blandt de mest oplagte borgerlige grupper i besættelsens første år var højreorienterede erhvervsfolk samlet i for eksempel Højgaardkredsen og Danmarkskredsen, der i løbet af sommeren og efteråret 1940 så muligheden for en anden statsform. Målet var, at den økonomiske industri – og handelselite, der havde mistet indflydelse siden især 1929 skulle vinde det tabte tilbage.

En række andre højreradikale grupper anvendte andre metoder. De havde direkte kontakt til besættelsesmagten.

 

Dansk Samling

Dansk Samling stod for en antiparlamentarisk kritik af det politiske system. Men egentlig placerede de sig ikke klart som antidemokratisk.  Det var tydeligt, at der var inspiration fra den italienske fascisme.

Dansk Samling lignede de mere traditionelle (og ikke – nazistiske) højre-miljøer sidst i 1930erne og først i 1940erne. Man var modsat De Konservative uinteresseret i fordelingspolitikken. Under besættelsen var man i kontakt med Højgaard-kredsens antiparlamentariske projekt. Også Sydslesvig-spørgsmålet var en del af partiets mærkesager.

 

Kaj Munk

Kaj Munk’ s forhold til nazismen og besættelsestidens problemstillinger fylder kun en lille del af den omfangsrige biografi, som Per Stig Møller har skrevet. Hovedmålet er at skaffe ham oprejsning fra det ”karakternord” som Per Stig Møller hævder, der blev udført på Kaj Munk i efterkrigsårene bestående af en alliance bestående af kommunister, kulturradikale og socialdemokrater, fordi han var konservativ, nationalromantiker og religiøs. Samtidig havde han en martyr og helte-status i kraft af forfatterskabet og mordet på ham.

Kritikerne påstod, at han i Ollerup i sommeren 1940 havde stillet sig forstående over for nazismen i en tale i Ollerup. Per Stig Møller betoner, at han straks den 9. april gik ind i et arbejde, der på det åndelige plan forberedte modstanden.

 

Hans Mørup fra Aabenraa

Hans Mørup fra Aabenraa har vi tidligere beskrevet. Omkring 1970 nedskrev han sine erindringer med titlen ”På Fløjen”. Og med den mener han, højrefløjen. Han tilsluttede sig Victor Pürschels ”Nationalt Samvirke”. Han fulgte med dette over i Dansk Samling. Via Terrænsportsbevægelsen blev han aktiv i modstandsbevægelsen. Mørup havde en trang til at ofre sig for sagen.

Som vi også tidligere har beskrevet blev særlig modstandsbevægelsen i Aabenraa hårdt ramt. Flere gange blev organisationen optrevlet.

 

Niels Aage Skov fra Ribe

Niels Aage Skovs illegale arbejde skete også med udgangspunkt i et KU – miljø. Han deltog både i våbenmodtagelse på Sjælland og i sabotage på Ribeegnen. Partpolitisk havde han og Hans Mørup samme udgangspunkt. De kom også i kontakt med hinanden i det illegale arbejde.

I sin indledning mener Niels Aage Skov, at den danske besættelsesopfattelse bærer præg af en forstørrelse af modstanden og en nedtoning af samarbejdsviljen over for besættelsesmagten.

 

Blev Frihedsrådet domineret af kommunisterne

Peter Birkelund har lavet en undersøgelse om de illegale organisationer som blandt andet Danske Studenters Efterretningstjeneste og Hjemmefronten. Der blev også kigget på organisationernes illegale blade. ”De frie Danske” blev etableret som det første illegale blad. Det er fra december 1941. Hjemmefronten så med skepsis på samarbejdet i Frihedsrådet, som man mente var domineret af kommunisterne.

Arne Sejr grundlægger og væsentlig aktør i Studenternes Efterretningstjeneste, udsendte i 1995 en fremstilling af organisationens historie. Men Peter Birkelunds bog går dog lidt dybere.

De højreradikale miljøer havde mange røster. De viste skepsis over for det parlamentariske system. De ville have en stærk leder. De tog også dyb afstand til forsvarspolitikken.

 

Niels Bukh havde sympatier for det nazistiske

Den store gymnastikpioner Niels Bukh har vi allerede portrætteret her på siden. I 1930erne fremhævede han positive træk i italiensk fascisme og tysk nazisme.  Det var også disse ting, han videregav til sine gymnastikelever på Ollerup.

Egentlig har vi heller ikke hørt meget om dengang, da Bukh’ s gymnasiaster vandrede ind på Østerbro Stadion med et hagekors – flag. Hurtig glemmer man den danske idrætsverden og deres gode samarbejde med naboerne i syd. Der var kø ved håndvasken efter besættelsestiden.

Sammen med Kaj Munk var han i udkanten af systemforsøgene fra Højgaard-kredsen. Hvor Kaj Munk derefter distancerede sig fra de kredse og de tanker, der kunne identificeres med danske nazister og nazistisk ideologi, så indgik Niels Bukh i aktiviteter som for eksempel forslaget om etablering af et samlet Dansk Ungdomsforbund, der skulle organisere ungdommen på et nationalt og højreradikalt grundlag.

Efter 1945 måtte Niels Bukh forsvare sig mod angreb for pro-tysk virksomhed.

 

Den ideologiske forskel

Den ideologiske forskel mellem dem, der endte på modstandssidens borgerligt – nationale fløj som for eksempel Kaj Munk og dem, der endte på nazistisk side som for eksempel Harald Tandrup og Valdemar Rørdam var ganske beskeden i 1940. De historikere, heriblandt også Hans Hertel, der har beskæftiget sig med den radikale højrefløj, kan derfor heller ikke støtte Per Stig Møller’ s Kaj Munk-projekt.

En række danskere tog andre konsekvenser, de meldte sig til Frikorps Danmark. Det er klart, at dette kunne Hans Mørup ikke med sin sønderjyske baggrund, selv om han tog dyb afstand til systemet Munch-Stauning.

 

På hvilken side af kridtstregen stod man?

Men egentlig har besættelses- litteraturen endnu ikke kunnet forklare, hvilke faktorer, der var afgørende for på hvilken side af kridtstregen de nationalt-borgerlige og elitært tænkende danskere stillede sig på. Der mangler endnu noget forskning hist og her. Når man taler besættelseshistorie er det bestemt ikke en sort/hvid historie.

 

Erling Foss

Erling Foss var medlem af Frihedsrådet. Han var en del af besættelsestidens borgerligt-nationale miljø. Mogens Rüdiger indleder sin biografi af Erling Foss med følgende karakteristik:

• Erling Foss var nationalist, modstandsmand, forretningsmand og konservativ

I Erling Foss` univers under besættelsen befinder vi os langt væk fra den noget skingre nationalisme hos Hans Mørup og Niels Aage Skov.

Erling Foss havde interesser i virksomheder, der producerede til Tyskland. Han søgte i denne egenskab på at finde grænsen for det nationalt forsvarlige. Han var fremtidens konservativ partipolitiker. Men han kom i konflikt med John Christmas Møller og beklagede, at både retsopgøret efter besættelsen og opgøret om det politiske ansvar blev helhjertet. Der blev ikke markeret, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.

Erling Foss havde klare kriterier, hvormed han selv kunne skelne det rigtige fra det forkerte. Det var svært for ham at indse, at det var der ikke så mange andre danskere, der havde.

 

Det var ren og skær taktik

Socialdemokratiet var også med i den illegale presse. Det var for at få deres synspunkter igennem. Man opfattede sig selv som være i konkurrenceforhold til Frihedsrådet og bevægelserne bag dette. Man ville ikke begynde at diskutere med modstandsfolkene. Man fremstillede sin egen indsats som et supplement til den åbne modstand.

Man udsendte bladet Frihed. Det var ikke specielt rettet mod besættelsesmagten, men det var ren og skær taktik.

 

Hvad kunne bedst betale sig?

Allerede inden maj 1945 etablerede Socialdemokraterne et billede af en national enhedsfront, der omfattede både modstandsbevægelsen og de samarbejdende partier.

Således sendte Jens Otto Krag et brev til Hans Hækkerup den 13. juli 1944:

• Men vilde det ikke være forsigtigst og klogest at undgå at komme i åben krig med ”Frihedsbevægelsen” her er Buhl jo vores store nummer. F.eks. synes jeg at den opfattelse, at det var Buhl, der på det rigtige tidspunkt bragte Folkestrejken til sejrrig afslutning efter forhandling med Frihedsrådet, er en gavnlig opfattelse. Dette er ganske uanset om den er rigtig. De legale og illegale kræfter har da stået solidariske.

Besættelsestiden er så afgjort ikke den periode, hvor Stauning skabte sig sit myteomspundne navn og sin position i opbygningen af det folkelige Danmark og etableringen af Socialdemokratiet som statsbærende parti.

 

I Danmark har vi kun haft en statsmand!

Vilhelm Buhl, hvis liv og virke var præget af en asketisk livsførelse, magtpolitisk realitetssans og en vis kynisme er ligesom Stauning heller ikke Søren Mørchs helt.

Scavenius er om nogen den store kyniker i dansk politik i denne periode, alligevel er Søren Mørch en relativ stor beundrer af ham. Ja det er der jo flere historikere, der er. Men Søren Mørch skjuler dog ikke, at selv Scavenius af og til tog fejl. Han slutter biografien med et Erik Eriksen-citat om ”at vi i Danmark kun har haft en politiker, der fortjener prædikatet ”statsmand – og det var Scavenius”. Men den gode Erik Eriksen sagde dog ikke dette offentlig. Og den dag i dag har Borgerrepræsentationen i København ikke turdet at opkalde en vej, plads eller park efter Scavenius.

 

Hans Hedtoft

Og så var det også lige Hans Hedtoft. Han havde et ambivalent forhold til Frihedsrådet. Hans sympati for dets anti-nazistiske kamp var dog uomtvistelig. Men han var imod ”det selvgroede, selvbestaltede, selvrådige og det noget uhåndgribelige. Ja sådan siger Leif Thorsen. Men hans Kirchhof påpeger nu noget helt andet. Carl Erik Andersen nævner, at Hedtoft var et sted mellem Politik og modstand.

 

Niels Svenningsen havde indflydelse

Udenrigsministeriets topfolk og embedsmænd var vigtige under besættelsestiden. Og her var Niels Svenningsen en central person for gennemførelsen af den danske tilpasningspolitik. I sit otium har Viggo Sjøqvist lavet en biografi over ham. Han var professionel og havde en evne til at opnå kompromiser og nå resultater. Han dækkede over sin egen indflydelse og lod politikerne få ære, skyld og ansvar.

Men egentlig kommer vi ikke bag facaden og lærer ham at kende som menneske. Svenningsen mente, at Danmarks politik efter 5. maj 1945 stort set ville have været det samme, hvad enten modstandsbevægelsen havde været der eller ej.

 

Henrik Kauffmann og Grønland

En helt anden og farverig embedsmand var Henrik Kauffmann. Og ham har Bo Lidegaard tegnet et portræt af. Han balancerede hele tiden på kanten af vanære og udstødelse. Bo Lidegaard konkluderer, at Kauffmann handlede selvrådigt og ud fra en mere internationalistisk opfattelse end den, der var domminerende hjemme i ministeriet.

Kauffmann foretog en tvivlsom varetagelse af de danske interesser i Grønland. Men han bevarede sin magtposition. Mange diplomater tog en personlig vurdering af, hvad der tjente Danmark bedst.

 

DKP havde urealistiske forestillinger

DKP fik betydeligt besvær med et retfærdiggøre den nye sovjetiske politik, der også indebar, at krigen mellem Tyskland og Vestmagterne skulle ses som en imperialistisk krig, som DKP og Sovjetunionen måtte stå udenfor og hvis resultat var uden større betydning for proletariatet. I det antikommunistiske Danmark var det så god grund til at hænge DKP ud som protysk, antinational og noget, der var mindre pænt.

DKP havde urealistiske forestillinger om egen styrke og politiske muligheder. DKP – lederne havde i 1945 en stærk tro på muligheden for, at vejen stod åben for en socialistisk udvikling gennem en DKP-ledet enhedsfront med Socialdemokratiet og et samarbejde med Christmas Møller, som eksponent for reformvenlige borgerlige.

 

Mogens Fog nedtonede egne forbindelser til DKP

Ifølge Michael Kjeldsen var en kupagtig magtovertagelse en klar mulighed, hvis de rette betingelser var til stede. Mogens Fog havde en betydelig rolle for DKP`s strategi. Han søgte ellers at nedtone sine snævre forbindelser til DKP men forblev overbevist kommunist.

Mogens Fog var i april optaget af at udvikle et efterkrigsprogram for Frit Danmark. Michael Kjeldsen lader dermed også Mogens Fog være omfattet af DKP`s tvetydige demokratiopfattelse og demokratisk praksis.

Historikerne er lidt uenige omkring ”Frit Danmark”. Nogle mener således, at det reelt var en kommunistisk frontorganisation.

 

Var russerne slet ikke interesseret i Danmark?

Bent Jensen har i mange sammenhænge haft fat i DKP. Tyngdepunktet har dog været tiden efter revolutionen og i perioden efter 1945. De første afsnit i hans store bog om forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen med den talende titel ”Haren og Bjørnen” omhandler DKP`s rolle især besættelsens slutfase. Det samme gælder hans bog om Bornholm ”Den lange befrielse”.

Bent Jensen beskriver DKP’ s politiske taktik som præget af konspiration, og han er ikke i tvivl om på hvilken side DKP ville befinde sig i et opgør, hvor Sovjetunionen ville forsøge at gribe direkte ind i Danmark. DKP-ledelsens rapporter og brevet til Moskva er entydige på dette punkt.

Bent Jensens gennemgang af de sovjetiske kilder viser dog samtidig, at for Sovjetunionen var Danmark engelsk interessesfære, og det var ikke forudsat, at der skulle indsættes sovjetiske tropper i Danmark.

Den mulighed for indflydelse på danske forhold, som de sovjetiske troppers tilstedeværelse på Bornholm gav, var dog en gevinst, som man ikke lod gå fra sig. For Bent Jensen var Bornholm først befriet, da både tyskere og russere have forladt øen.

Russerne ville ikke bruge lokale kommunistpartier

De sovjetiske efterretningsorganer anvender nødigt de lokale kommunistpartier. De foretrak at organisere specielle grupper. Sådan forholdt det sig også med Danmark. Dette er med til at forklare modsætningsforholdet mellem DKP’ s ledelse og Alfred Jensen, formand for Søfyrbøderforbundet.

 

Bopa fik bredere politisk sammensætning

Det var givet, at skulle der ske en kupagtig magtovertagelse så ville BOPA få en central rolle. Men Esben Kjelbæk omtaler, at BOPA i 1944-45 fik en politisk stadig bredere sammensætning. Således fik Eigil Larsen frataget sin lederrolle, da han var for markeret kommunist.

 

Danmark viste stor tilbageholdenhed

Der var begrænsede muligheder for at sikre dansk suverænitet overfor et tysk angreb. Det sørgede forsvarsordningerne fra 1932 og 1937 for. Socialdemokratiet overlod det sikkerhedspolitiske ansvar til andre, fagdiplomater og især P. Munch.

Danmark udviste stor tilbageholdenhed overfor stormagterne, især Sovjetunionen. Selv om Danmark lagde vægt på nordisk solidaritet ville man ikke udfordre stormagterne. Munch fastholdt stædigt dansk tilpasningspolitik.

Sikkerhedspolitikken og 9.april-problematikken har på trods af en del udgivelser og undersøgelser ikke været i centrum for forskning i den periode, vi her kigger på.

 

Nye muligheder for profit

For de fleste virksomheder, embedsmænd, arbejdere, funktionærer og landmænd betød besættelsen ofte kun en mindre tilpasning til nye vilkår på enkelte områder. Tilpasningen skete med større eller mindre lyst.

En del gik videre end blot tilpasning. De søgte aktivt at profitere på de nye muligheder for fortjeneste. Tyskland og værnemagten blev storaftager af dansk produktion og arbejdskraft til gode priser og lønninger.

Dansk erhvervslivs produktion til Tyskland og besættelsesmagten blev genstand for en betydelig debat i 1999 – 2000, hvor hovedtemaet var en moralsk afstandtagen fra, at profitmotivet blev sat højere end nationale hensyn.

 

”Krigens købmænd” satte gang i debatten

Debatten blev indledt efter, at tre unge journalister fra Berlingske Tidende offentliggjorde en artikelserie, hvis hovedemne var Riffelsyndikatet og A.P. Møllers rolle. Vi har tidligere indgående beskrevet dette på vores side.

 

Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold

Den Parlamentariske Kommission og Detlev Tamm har omtalt danske virksomheders produktions, – afsætningsforhold og fortjeneste. Man må sige, at historikerne ikke rigtig har interesseret sig for dette emne. Og dog Joachim Lund har kigget lidt på det. Det samme gælder Philip Giltner.

Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold i Danmark. Måske var det derfor, de ikke gik så hårdhændet til værks. Således blev Norge også på det økonomiske plan presset meget hårdere end Danmark.

 

Werner Best var alt andet en moderat

Og det skyldes ikke, at Wener Best var en særlig moderat politiker. Sådan betragter Ulrich Herbet det. Og Philip Giltner konstaterer, at de tyske instansers basale ukendskab til den danske økonomi og landets beskedne plads i de tyske Europa-forestillinger spillede en rolle i kombination med Danmarks beskedne besættelsesstatus.

Tyskerne fik et godt økonomisk udbytte af besættelsen. Det var mere, end de egentlig havde regnet med. Giltner mener dog, at også danske interesser blev tilgodeset gennem den politisk – økonomiske samarbejdspolitik. Tyskerne udnyttede således kun halvdelen af den danske værftsindustri.

 

Tilbageholdenhed?

Og dansk eksport inden for værktøjsmaskiner og dieselmotorer var højere til tredjelande som Sverige, Schweiz, Ungarn m.fl. end til Tyskland. Der var faktisk også en betydelig landbrugseksport til disse lande. Sammenlignet med lande som for eksempel Norge og Holland var der en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed fra Wehrwirtschaftsstab Dänemark.

Godt nok leverede danske firmaer betydelige mængder varer til den tyske krigsindustri, men alt i alt var der tale om en meget mindre andel end den, der ville blive resultatet af en mere direkte tysk indflydelse på dansk erhvervsliv. Den neutrale canadiske iagttager Giltner understreger dog, at den danske samarbejdsstrategi ikke var nogen langtidsforsikring.

I det øjeblik Tyskland havde kunnet realisere sine planer friere, ville også Danmark være blevet underkastet en økonomisk udnyttelse, der kun så på tyske interesser.

 

Et vigtigt bidrag til den tyske krigsøkonomi

Danmark lagde et væsentligt bidrag til den tyske krigsøkonomi. Udnyttelsen af Danmark og de øvrige besatte lande sikrede, at den tyske krigsførelse kunne fortsætte meget længere.

Men Danmark blev ikke som andre lande tilsvarende groft udnyttet Dansk landbrug blev vurderet meget højt af de tyske instanser og spillede en betydelig rolle for tyskernes evne til at føre krig. På industrisiden vurderes skibsværfterne og F.L. Schmidt som det væsentligste danske bidrag til den tyske krigsevne.

Fra dansk embedsmandsside var man villige til at indgå et endnu nærmere økonomisk samarbejde.

 

Danske entreprenører i Tyskland

Therkel Stræde har i en artikel beskrevet entreprenørernes bidrag til byggearbejder i Tyskland under anden verdenskrig. Konklusionen er, at entreprenørerne trods opfordringer fra regeringen om at vise mådehold, ikke fulgte opfordringen. Hver femte danske tysklandsarbejder var beskæftiget af danske entreprenører.

 

100.000 danskere ved vestkysten

Ved vestkysten var 100.000 danske arbejdere beskæftiget i det store tyske befæstningsprojekt. Min far var tildelt arbejde oppe i Oksbøl. Da han og sine kammerater skulle tilbage til Tønder blev de advaret af modstandsbevægelsen. De ville stå bag ethvert hjørne. Næste dag vel ankommet til Tønder fik han tilbudt det berømte armbind, så kunne være med til at afvæbne dem ved Sæd Grænse.

 

Redaktører fjernet efter tyskernes krav

De københavnske dagblade befandt sig tæt på magtens centrum. De var tæt på modstandsbevægelsens nederlag og partiernes genetablering efter besættelsen. Men de var også meningsdannere. Og de prægede befolkningens reaktion. Rasmus Kreth har lavet en meget spændende jubilæumsskrift ”Pilestræde under pres”.

Redaktørerne var inviteret til møde hos udenrigsminister Munch. Her blev man formanet om, at vise tilbageholdenhed over for Tyskland og dets ledere. Senere under besættelsen fulgte en tilpasning gennem instrukser og eftercensur fra Udenrigsministeriets Pressebureau. En del skribenter måtte fjernes efter tyskernes krav. I perioder viste Berlingske Tidende på egen måde forståelse over for det nye styre i Tyskland og den nazistiske ideologi. Det gjaldt ikke mindst bladets korrespondent i Berlin i de første år af 1930erne.

 

Stop for antinazistiske ytringer i Berlingske Tidende

Senere blev der skabt antinazistisk legitimitet gennem bladets markante antinazistiske skribent, Nicolai Blædel. Men nu blev der så sat en stopper for, både at bladets ledelse og af besættelsesmagten.

 

Berlingske Tidende meget tilpasningsvenlig

I de første besættelsesår var Berlingske Tidende mere tilpasningsorienteret end de fleste andre større dagblade. Især chefredaktøren Svend Aage Lund fik i maj 1945 problemer i kraft af denne vidtgående tilpasningspolitik. Han blev stillet for en intern æresret, men bevarede sin stilling trods kritiske bemærkninger til hans virke. Berlingske Tidende balancerede i perioden mellem udpræget støtte til de samarbejdende partier, når der var sabotagen og venstrefløjen, der truede den etablerede orden. Man gav en hvis støtte til dem, der ville skabe forandring i sommeren 1940.

 

30 avisredaktører begejstret for Tyskland

Nu var Berlingske Tidende ikke det eneste blad, der havde problemer. Rasmus Kreth og Renè Rasmussen har skrevet en artikel om de tyske forsøg på at påvirke dansk presse i 1930erne. Først blev pisken anvendt mod Flensborg Avis og Jakob Kronika. Senere var det så guleroden med en propagandarejse for 30 danske avisredaktører. Man tog glædelig imod invitationen. Nu havde de Socialdemokratiske blade dog ikke fået nogen invitation. Og det havde Nationaltidende og Berlingske Tidende heller ikke. Her spillede Nikolaj Blædels virksomhed en rolle.

Den tyske presseattache var godt tilfreds med de artikler, der kom ud af turen. Kreth og Rasmussen fremhæver Jyllandsposten som den avis, der gik længst i retning af formuleringer i værternes ånd.

I dag er det lidt pudsigt, når man ser løftede pegefinger i disse aviser med hensyn til besættelsestiden.

 

Dramaskrig fra Modstandsbevægelsen

Der lød et dramaskrig, da Aage Trommer torpederede den almindelige enighed om, at modstandsbevægelsens militære effektivitet ved jernbanesabotage. Han demonstrerede samtidig, at rekrutteringen til modstandsbevægelsen skete gennem ganske bestemte politiske og nationale organer. Det var længe ikke så spontant, som man egentlig havde forestillet sig.

Det var i 1971. Det var nok det mest bevægende og ophidsede forsvar for en doktorgrad nogensinde, fordi modstandsfolkene gjorde indsigelser.

Disse modstandsbevægelser sættes i høj grad i forbindelse med de bredere ideologiske, politiske og kulturelle miljøer. Det varede længe inden historikerne interesserede sig for dette.

Egentlig mangler vi en analyse omkring industrisabotagen. Men det kan være at ”Den Gamle redaktør” har overset en sådan udgivelse.

 

Hjælp fra England: SOE og SIS

Knud J.V. Jespersen udgav et to – binds værk mit titlen ”Med hjælp fra Danmark”. Her fortælles blandt andet om SOE. Der var konflikter mellem efterretningsofficererne og sabotagetilhængerne i Danmark. I første omgang havde SOE kontakt med borgerligt prægede modstandsgrupper især fra Dansk Samling.

Glemt er det, at dansk politi satte store kræfter ind for at fange SOE – agenter.

I besættelsestidens sidste fase bakkede SOE op i flere spørgsmål bag de samarbejdende politikere. SOE bakkede også op bag kompromiset mellem Frihedsrådet og politikerne om befrielsesregeringen

SIS som var det engelske efterretningsvæsen fik kun ringe indflydelse i Danmark. SOE blev danskernes hovedkontakt i London. Chr. Bjerg skrev om forholdet mellem SOE og SIS i Ligaen 1-2.

 

Stikkerlikvideringer

En af de modstandsaktiviteter, der hidtil ikke er blevet gennemgået og vurderet udførligt af besættelseslitteraturen er stikkerlikvideringer. Men nu kom der så to bøger, der fokuserede på dette.

400 blev dræbt under besættelsen, ja også efter, som det fremgår af andre artikler her på siden. Ledende modstandsfolk som Frode Jacobsen og Per Federspiel fik optaget som en del af befrielseskompromiset med de store partier, at de likvideringer, som modstandsbevægelsen selv tog ansvar for, ikke skulle underkastes nærmere politimæssig undersøgelse eller straffemæssig behandling. Den politik blev fastholdt i mange år, og vel også endnu. Som det vil fremgå af de artikler som vi har skrevet om Asmus Jensen, så forhindrer manglende arkivadgang, at vi kan komme til bunds i sagen.

 

Historikerne holdt sig fra dette emne

Over for offentligheden blev der angivet, at der var foregået syv fejltagelser, men at likvideringerne ellers var sket på et forsvarligt og korrekt grundlag. Som krigshandlinger skulle de heller ikke underkastes samme krav til bevisførelse og vurdering af likvideringernes nødvendighed, som hvis de var sket i fredstid. På det grundlag lykkedes det at holde ikke alene justitsvæsnet væk fra sagerne, men også historikerne.

Også set med europæiske øjne foregik der ret mange likvideringer herhjemme. Og i Bov Kommune, hvor vi har lavet undersøgelser huskede de ældre mennesker modstandsfolkene som nogle ubehagelige mennesker. Og det gjorde særlig dem, der nede ved Flensborg Fjord havde solgt brød, æg og kød til patruljerende tyske soldater.

 

Myndighederne dækkede over historien

Ja vi har i vores undersøgelser fundet ud, at myndighederne i høj grad medvirkede til at dække over historien med falske politirapporter m.m. Så sent som i 1972 sendte en sønderjysk politimester em forespørgsel til Folketinget. Han ville vide, hvordan han skulle forholde sig i sagen om Asmus Jensen.

I Historiebøgerne står det anført, at det var den Danske Brigade, der skød ham under flugt på 100 meters afstand. Men i den medicinske rapport, står det, at han var blevet dræbt af to nakkeskud, og det var efter befrielsen. Vi har talt med Den Danske Brigade, men efter to samtaler, ville de ikke mere tale med os.

 

Efter Frode Jacobsens død, to bøger om emnet

Og egentlig er det symptomatisk at få år efter Frode Jacobsens død udkommer der så to bøger om stikkerlikvideringer. Det er Stefan Emkjærs bearbejdede historiespeciale ”Stikkerdrab” og dels journalisten Peter Øvig Knudsens bog ”Efter Drabet”.

Begge bøger bruger begrebet drab i stedet for mord. Hartvig Frich brugte også ordet ”mord” i den store debat om besættelsernes likvideringer. Besættelsens likvideringer skete ofte på et tilfældig grundlag og med en varierende og hyppigt utilstrækkelig beslutningsproces bag.

De to bøger er enige om, at likvideringerne ikke kun gik ud over egentlig stikkere, som var den officielle version under og efter besættelsen. Størstedelen af de likviderede havde blot markeret sig uheldig til den almene opfattelse.

 

Likvideringerne tog til i slutningen af besættelsen

Likvideringerne tog til i de sidste besættelsesmåneder, hvor faren for stikkere var mindst. Der var desuden langt flere likvideringer, som var rene fejl eller skete på et meget svagt grundlag end de syv, der officielt var renset. Således har vi på denne hjemmeside belyst nogle mystiske dødsfald i Bov kommune, der aldrig er blevet opklaret eller blevet manipuleret til selvmord.

 

Talrige røverier og sortbørs – handel

Bøgerne om stikkerdrab giver et interessant billede af et kun svagt belyst aspekt af de sidste måneders besættelseshistorie, men også i tiden lige efter. Samfundsmoralen blev opløst og der var vildtvoksende kriminalitet. Der var en omfattende gråzone mellem den traditionelle og nye kriminelle miljøer.

Tilfældigheder kunne afgøre, hvor man endte og hvad der blev opfattet som tilladeligt og utilladeligt. Dette kunne udløse en likvidering.

Både de talrige røverier og de 400 likvideringer kunne være vanskeligt at placere inden for denne gråzone. Vi har på vores hjemmeside også anmeldt Claus Bundgaard Christensens bog om den sorte børs før og efter 1945.

Peter Øvig Knudsens bog bygger oprindelig på en række samtaler med likvidatorer, der blev offentliggjort i Weekendavisen i løbet af 1999. Blandt de udspurgte er Hugo Horwiz og Gunnar Dyrberg.

 

Hævn og selvtægt

Vi får nok aldrig erindringsbøger fra de personer, der befinder sig i gråzonen. Efter samtaler med ældre mennesker i Bov Kommune har vi også kunnet konstatere, at visse modstandsmedlemmer påtog sig roller, der handlede om hævn og myndighed, som de egentlig ikke burde have.

Efter politiets afsættelse var der masser af tendenser til selvtægt. Vagtværnene forsøgte med større og mindre held i at forhindre dette.

 

Mange erindringsbøger

Danske modstandsfolk og politibetjente i tyske KZ-lejre er et traditionelt emne i den nationale optik. Det er fortsat genstand for stor opmærksomhed sammen med generelle værker om tyske fange – og udryddelseslejre. Herfra skal blandt alle disse bøger fremhæves en undervisningsbog af Karl Christian Lammers beregnet i gymnasiet.

 

Ofre for det nationale selvhævdelse

I første halvdel af 1990erne kom en række markante udgivelser, der handlede ofrene for den nationale selvhævdelse i månederne omkring befrielsen. Det var Anette Warrings bog om tyskerpiger. På vores hjemmeside har vi flere artikler om emnet.

Mest opmærksomhed fik Kirsten Lylloff med sin artikel om dødsfald blandt tyske flygtningebørn under og efter besættelsen og den svigtende danske lægehjælp til de tyske flygtninge.

Det var ikke særligt populært at anfægte det danske sundhedssystems svigtende indsats. Der var udpræget antityskhed i flygtningeadministrationen og modstandsbevægelsens organer. Flere har da også i tidens løb forsøgt at anfægte Kirsten Lylloff.

 

Minerydning

En anden gruppe tyskere, der blev tilbage i Danmark efter den tyske hærs rømning af Danmark, var et antal tyske soldater, der efter den tyske kapitulation af de engelske militære myndigheder i Danmark blev indsat i en aktion, der skulle rense Danmark for udlagte miner. Særlig de vest – og nordjyske strande var som led i det tyske invasionsforsvar spækket med nedgravede miner.

Historien om denne aktion er beskrevet i Helge Hagemanns bog ”Under tvang”. Og denne dannede også baggrund for filmen ”Under Sandet”, som vi også har anmeldt her på siden. Det er en god og dramatisk film, men den holder sig nu ikke helt til de historiske kendsgerninger.

 

Hvem havde ansvaret?

Hagemanns bog konkluderer, at indsatsen fra de tyske soldater skete under tvang i strid med Genevekonventionerne. Og bogen mener, at det her er tale om ren krigsforbrydelse. Det samlede antal dræbte tyskere, vurderer Hagemann til 250. Det gør han den danske stat og danske myndigheder ansvarlig for. Ansvarsfordelingen mellem tyske, danske og engelske myndigheder er dog ikke helt klar, trods Hagemanns undersøgelse.

De danske myndigheder mener ikke, at antallet af dræbte stemmer. Men i hvert fald kan der konstateres, at der var et ret stort antal, der omkom. Åbenbart fik de danske myndigheder ikke besked om metoderne, men de spurgte nu heller ikke. Hagemanns bog blev kritiseret, men egentlig mangler der vel også noget historisk forskning på dette område. Læs også vores artikel her på siden.

 

DSB – generaldirektør blev ofret

Retsopgøret efter besættelsen vender hele tiden tilbage i diskussionerne. Afskedigelse af DSB’ s generaldirektør, Peter Knutzen er blot en af disse sager. Det skete under anklagerne for ”utilbørlig imødekommenhed over for besættelsesmagten”. Det skulle han have gjort i form af foredrag og medlemskab af den dansk – tyske forening.

Peter Knutzen blev hængt ud i diverse illegale blade og DKP’ s trafikminister Alfred Jensen udnævnte ham allerede fra maj 1945 ham til en af ”de store landsforrædere”. Han fik ham suspenderet med den begrundelse, at der var strejketrusler fra DSB – personalet.

På trods af bestyrelsesposten i den dansk – tyske forening var overtaget efter kraftige opfordringer fra regeringsmedlemmer, og at de kritiserede taler var godkendt af udenrigsministeriet, kom de ansvarlige politikere ham ikke til hjælp.

Forløbet var eksemplarisk med henblik på, at der som offer til den nationale samling skulle findes syndebukke, der havde profileret sig i offentligheden. Den juridiske og moralske rimelighed i de enkelte domfældelser eller udlægninger blev der taget lettere på. Peter Knutzen søn har gennem sin bog søgt at skaffe sin far oprejsning, og hvor påpegningen af det svage grundlag for suspension og domsfældelse er overbevisende.

 

Redningen passede med tysk jødepolitik

De danske jøder og deres redning i oktober 1943 har været en juvel i den danske selvforståelse. Vores tolkning har været, at vi modigt trodser overmagten og hjælper de forfulgte og svage. Nu var det dog kun en beskeden del af den danske befolkning, der var med i denne redningsaktion.

Men aktionen kunne vel også kun lykkes med de tyske myndigheders stiltiende accept. Målet for Werner Best var et jødefrit Danmark. Det kunne opnås ved deportation eller ved uddrivelse til Sverige. Det var vel den løsning, der passede besættelsesmagten bedst. Man kan jo lidt provokerende sige, at den måde, vi gjorde det på, svarede til tyskernes jødepolitik.

 

Danske myndigheder gik besættelsesmagtens ærinde

Leif Larsen og Thomas Clausen har i bogen ”De forrådte” skrevet om de tyske politiske flygtninge, der blev interneret af det danske politi i 1940. Senere blev de udvist eller udleveret til tysk politi. Bogen er en forlængelse af deres tidligere bog ”De forsvarede”, politiske fanger i perioden 1941 – 1945. Begge bøger er et angreb mod dansk flygtningepolitik og danske myndigheder for at gå besættelsesmagtens ærinde.

De danske myndigheder viste manglende vilje til at opfylde kravene til en humanitær flygtningepolitik. Danmark var gennem sin praksis over for de tyske jøder på flugt skyld i at mange endte i tyske udryddelseslejre.

Lone Rünitz har med hendes bog lagt op til national selvransagelse. Mon ikke denne del af besættelsestiden kunne trænge til større opmærksomhed.

 

Danskere i tysk tjeneste

Danskere i tysk tjeneste er også noget, der har interesseret historikerne. Og navne som Frits Clausen og Ejnar Vaaben er der skrevet biografier om. Men den slagkraftige ”Under Hagekors og Dannebrog” blev en bestseller. Men der er aldrig leveret helt håndfaste beviser på, at danske styrker har deltaget i jødeudryddelser. Senere er der kommet at hav af enkeltbeskrivelser af folk i SS – uniform.

 

Schalburgkorpset

En del af de overlevende og hjemvendte frikorpsfolk blev optaget i Schalburgkorpset. De blev i den grad lagt for had, og et stort antal blev også likvideret. Anders Monrad Petersen kan viser at korpset indgik i Himmlers planer i at øge dansk tilgang til østfronten og udmanøvrere DNSAP.

En del af medlemmerne af korpset havde baggrund i Frikorps Danmark og en del i nazistiske organisationer. Men mange var også medlem som en protest mod befolkningens antityske orientering.

Korpsets virksomhed kom efterhånden til at fungere som et redskab for den tyske sabotagebekæmpelse, enkelte grupper deltog i den egentlige terror mod den danske befolkning og væbnede oprør med modstandsbevægelsen.

 

Hvordan kunne Werner Best slippe?

Blandt den tyske besættelsesmagts aktører i Danmark er den absolutte hovedperson Werner Best. Bedømmelsen af ham varierer meget. I Byretten fik han dødsstraf, i Landsretten blev det til otte års fængsel og afsluttende i Højesteret, 12 års fængsel.

Den tyske historiker Ulrich Herbert mener ikke, at Best var mindre fanatisk end Terboven fra Norge. Han havde blot skønnet, at de tyske interesser var bedre tjent med brug af andre midler i besættelsesstyret.

Herbert beskriver hans grundlæggende ideologiske prægning i højreradikale studenterforbund, hvor hans nationalistiske og racistiske grundholdning udvikles. Derefter fulgte en karriere i retsvæsnet og en NSDAP – partikarriere i Hessen. Men den sluttede brat med en afskedigelse på grund af den såkaldte Boxheimskandale i 1931, hvor Best havde udarbejdet retsgrundlaget for et nazistisk statskup.

I stedet blev han rekrutteret af Himmler til SS og stod bag opbygningen af Gastapo og RSHA. Han var en ideologisk og praktisk bagmand bag dannelsen af de første ”Einsatzgriuppen”. En konflikt med Heydrich førte til, at han måtte forlade Berlin. I Paris blev han leder af den stedlige militærforvaltning.

 

God til at nedtone sine egne forbrydelser

Det lykkedes ham at nedtone sine forbrydelser der, inden han blev udnævnt til Rigsbefuldmægtiget i Danmark. Og det lykkedes ham også at skjule yderligere forbrydelser ved undersøgelser og processer mod ham efter krigen.

Hans politik i Danmark var alibiet, der skulle rede ham fra dom og vanære. Hans evne til at tilrettelægge sin offentlige fremtræden, vidneudsagn ved andre processer, svar til historikere og manipulering af arkivmateriale var nogle af midlerne.

Selv en skarpsynet iagttager, som Erik Scavenius førte han bag lyset. Best havde også direkte indflydelse på Siegfried Matlocks tilrettelæggelse af udgivelsen af en beretning af Best.

Ulrich Herberts bog er et vigtigt bidrag til både Tysklands og Danmarks historie. Herbert tilegner sin bog til ofrene for Werner Bests virksomhed.

 

Venner med lederen af det tyske mindretal, Jens Møller

Vi har også på vores hjemmeside en anmeldelse af en dansk udgave af en Best – biografi, og heri kan man blandt andet læse om hans nære venskab med lederen af det tyske mindretal. Ja i vores forskning i grænselandet fandt vi også frem til en villa i Kollund, som tjente som Werner Bests sommerhus. Her har vi to artikler.

Litteraturen har som sådan heller ikke rigtig beskæftiget sig med den store indflydelse Jens Møller fik gennem sit venskab med Werner Best

 

Herman von Hanneken

Best modspiller i Danmark var den tyske militære øverstbefalende, Herman von Hanneken. Ole Drostrup har udgivet en biografi af generalen. Men i modsætning til Best – biografien er det et forsøg på rehabilitering af generalen, der ikke have et godt omdømme hverken i samtidige udsagn eller i den senere historieskrivning.

Ole Drostrups bog hviler på et materiale, som stammer fra Hannekens tidligere adjudant, Walter Kienitz, der efter krigen bosatte sig i Danmark. Han var en gennemsnits general som ikke havde lod i nazismens radikale raceideer og tvangsmetoder. Han handlede i Danmark ud fra klare militære interesser.

 

Gustav Meissner

En af besættelsesadministrationens mindre skikkelser er presseattacheen Gustav Meissner. Han udgav i 1990 i Tyskland en skildring af Danmark under tysk besættelse fra hans synsvinkel. Men det er ikke særlig vellykket. Han bygger sine kilder på standardlitteraturen. Det er også en skildring af egne oplevelser og et forsvarsskrift. Den er kommet i en dansk udgave.

Meissner varetog i en periode det tyske gesandtskabs forbindelse til DNSAP. I sin bog lader Meissner det fremstå, som om han bevidst arbejdede hen imod en dansk DNSAP – regering. Det forekommer dog ikke særlig overbevisende. Hans virksomhed har ikke haft særlig stor betydning. Han var en stor beundrer af Werner Best.

 

Den Gode tysker

G:F. Duckwitz er i dansk forståelse af besættelsen og besættelsesmagten ”Den gode Tysker”. Han var manden, der gjorde det muligt at skille det antityske fra det antinazistiske. Hans Kirchhoff har også tegnet et portræt af denne. Men man har indtrykket af, at meget af det positive stammer fra konstruerede dagbogsnotaer.

 

Det var folket, der var skyld i bruddet 28. august 1943

Det var også folket, der var skyld i sammenbruddet den 28. august 1943. Egentlig ville politikerne have fortsat. Palle Roslung –Jensen fremstillede i sin bog om militæret politikernes og hærens manipulationer imod Frihedsrådet. Ditlev Tamm skrev om skævheder i retsopgøret og om frihedsbevægelsens hævntogt i befrielsesdagene.

 

Historikere beskyldt for historieforfalskning

Egentlig efterlod historikerne et splittet Danmark. Det var en borgerkrig mellem det legale og det illegale. Og medierne kastede sig i den grad over udgivelserne. Gamle modstandsfolk følte, at deres indsats var nedgjort. De var forbitret over, at se kommunisterne løbe med det hele.

Da man begyndte at blive kritiske over for, hvad der hidtil var gældende for besættelsestiden blev historikerne kaldt for ”Historieforfalskere”. De blev beskyldt for, at de forstod en dyt af besættelsestiden.

 

Offentlighedens syn ændrer sig hele tiden

Hæstrup fortalte i sine faglige erindringer, at han i slutningen af 1940erne blev mødt med meget afvisende holdning i Rigsarkivet.

Offentlighedens syn på besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Den almindelige opfattelse var en enigt folk i kamp mod tyskerne fra den første besættelsesdag. Men denne holdning ændrede sig i 1990erne. Ganske givet har historikerne hjulpet til med dette. Samarbejdspolitikken var ikke mere så populær.

 

Sociale udskud

Claus Bryld og Anette Warring’ s bog om ”Besættelsen som kollektiv erindring” var nok en slags kulmination på konflikthistorikernes arbejde. Vi fik at vide, at en masse var blevet udstødt af det nationale fællesskab.

Dem, der var på den forkerte side, var opfattet som sociale udskud, som småkriminelle og dumme. De havde fungeret som nationens prügelknabe. Nu blev de rehabiliteret i den forstand, at det kunne dokumenteres, at deres profil ikke afveg fra gennemsnittet af befolkningen.

 

Udrensning efter 1945

Man begyndte at slippe forestillingen om de fem onde år som en kamp mellem det onde og det gode, mellem sort og hvidt.

Historikerne har en pligt til at fortælle, så det kan forstås. Man skal ikke spille med på mediernes premisser.

Og egentlig burde fortællingen ikke slutte, da besættelsen hørte op. Og det gør det nu heller ikke helt. Litteratur omhandlende den anden side af maj 1945 havde to hovedemner. Den ene er med hovedvægt på udrensning, ofre for det nationale opgør og retsopgøret.

 

Her mangler der en undersøgelse

Henrik Lundbak har skrevet om befrielsesregeringen fra maj til oktober, og har vist, at modstandsbevægelsens ministre fik en række taktiske indrømmelser for eksempel om straffelovstillægget og konfiskation af værnemagtsfortjenester.

Men de politiske partier havde fat i den lange ende. Men det skyldes jo nok, at modstandsbevægelsen ikke kunne blive enige, og ikke stod som en samlet flok.

Egentlig mangler forskerne også at beskrive de sønderjyske forhold, hvor folk måtte aflevere deres opsparede formue, fordi de måtte aflevere optjente penge fra værnemagten. Dette resulterede i dyb fattigdom. Det skete for dele af Den Gamle Redaktørs familie. Og det at blive dømt ”ude af samfundet” var bestemt heller ikke sjovt. For det danske samfund huskede dette længe efter, at straffen var udstået. Så man havde bestemt den danske form for ”Beruftsverbot”. Men det er også noget, man ikke snakker om.

 

Socialdemokraterne var bange for DKP

I oktober 1945 gennemførte socialdemokraterne nogle taktiske forhandlinger med DKP. Der var en tillidskrise mellem socialdemokratiet og arbejderklassen. Man ville udmanøvrere DKP, som klarede det godt ved valget, men dog ikke så meget som håbet. I 1947 overtog Socialdemokraterne igen regeringsmagten i en styrket position.

 

Overlod man bare meningerne til Illegal presse og BBC?

Vi har fået masser af bøger om jødeaktionen i 1943, om Gestapo i Danmark og antisemitismen i 1930erne og 1940erne. Og endelig også bøger om erhvervslivet under besættelsen.

Nye historikere er på spring, og nu skriver journalister også historiske bøger. Så kunne det være, at vi fik noget mere at vide om, hvordan den almindelige dansker så på sabotagen. Hvilke forhåbninger man havde til freden. Var folk egentlig så politiserede, som man gjorde dem til?

Overlod man bare til den illegale presse og BBC til at diskutere samarbejde og modstand. Finn Søeborg, som bekendt var en sjov skønlitterær forfatter, skrev om halvtriste hverdage med mørklægning, halvkolde stuer, ustandselige punkteringer og evindelige kævlerier med handlende om, at blive anerkendt som såkaldt ”fast kunde” med deraf følgende ret til ugentlige rationer af tobak, øl og andre livsfornødenheder.

 

Bevidstheden om samarbejdspolitikken trængt tilbage

De ledende partier, organisationer og grupper kunne gennem besættelsesordningen fastholde deres positioner. Der skete egentlig ikke de store forandringer. Og det kan jo undre for der var store modsætningsforhold mellem modstandsfolkene og lederne af de største partier om samarbejdspolitikken frem til 29. august 1943.

Slutresultatet blev harmonisering. Der blev etableret en national og patriotisk erindring om besættelsestiden, hvor modstanden i en afpolitiseret form blev domminerende i opfattelsen af besættelsestiden. Bevidstheden om samarbejdspolitikken blev trængt tilbage.

 

Ny forskning på området?

Man vil sikkert påpege, at der er kommet nyere forskning på de områder, vi har beskrevet. Og til det er at sige, at vi har her valgt lidt ældre litteratur fra besættelsestiden, fordi disse bøger kan i dag købes billigt. Og for det andet har vi anmeldt en del nyere besættelseslitteratur på hjemmesiden. Men som pensionist er man jo ikke ligefrem forgyldt herhjemme.

 

Advarsel om tyveri fra arkivet allerede i 2004

Vi vil slutte med en debat i Altinget.dk mellem Erik Høgh-Sørensen, journalist og folketingskandidat for DF samt Lars Weiss, som sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Diskussionen ender i politisk mudderkastning, og det er i grunden en skam. For Erik Høgh- Sørensen er inde på noget interessant.

Han mener, at i årevis har ”tyvagtige nazisamlere” og statskontrollerede historikere haft privilegeret adgang til arkiverne. Han blev nægtet adgang til arkiver, som for eksempel Ditlev Tamm havde fået adgang til. Og så måtte han ellers ty til de mere åbne tyske arkiver for at få sin udmærkede bog ”Forbrydelser uden straf” gjort færdig. Den handler om undvegne nazistiske mordere, hvis navne de danske myndigheder prøvede at skjule.

En af disse var Kurt Heel, der har været med til at myrde 33 civile danskere. Flere justitsministre nægtede ham arkivindsigt. Da han så endelig fandt frem til moderen var han død.

I mange år flød der rundt med bevismateriale mod Scavenius kæreste på en nazi – sortbørs. I sin bog, der udkom i 2004 advarede han mod risiko for at arkivalier fra besættelsestiden var forsvundet. Men hverken Justitsministeriet, Kulturministeriet eller Rigsarkivet reagerede.

 

Hvad var det lige Bertel Haarder sagde?

Scavenius kæreste, Alice Duvantier affyrede sin pistol i umiddelbar nærhed af Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Normalt ville ingen dansk statsborger slippe med livet i behold. Scavenius parret foragtede frihedskæmperne og havde et meget tæt forhold til Gestapo – chefen. Historikeren Niels-Birger Danielsen er kommet lidt videre i sagen i sin udmærkede bog om Hoffmann.

Ifølge Bertel Harder er det ikke nazityve, der har stjålet Scavenius – sagsakterne. Det er derimod staten selv, som destruerede dem:

• Sager, der som i Alice Duvanties tilfælde ikke fører til sigtelse og anklage er som hovedregel ikke bevaret.

Denne destruktion strider alligevel med statens egne retningslinjer. Beviserne mod Duvantie for ulovlig våbenbesiddelse var nu stærke nok.

 

Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne

Vi har selv i vores undersøgelser i Bov Kommune set rettelser i kirkebøgerne. Men man har dog ikke fået slettet det hele. Men det kan du læse i vores artikler på hjemmesiden.

Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne. Og det er lige meget, om du har berørte familiers underskrift med tilladelse til at undersøge sagen for dem. Derfor kan de professionelle historikere til enhver tid håne os amatører.

 

Dem, der går mod strømmen

Vi er fascineret af det gode kamp mod det onde. Vi kan lide, at se dem der går mod strømmen, og det gjorde Flammen og Citronen. Vi kan godt lige at se dramaer som Under Sandet. At der så ingen af disse to film, der holder sig til de historiske fakta er noget andet. Omkring filmen 9. april blev vi kontaktet af mindretallets avis. Da vi så ikke lige kunne svare på, hvem der egentlig blev dræbt ved Aabenraa, var det lige før det udviklede sig til et drama. Vedkommende er i filmen beskrevet som en ”mælkedreng”, men han var elev på gymnasiet i Aabenraa. Og vi fik fat i navnet. Også den historie kan du læse mere om på vores side.

 

Hvad kunne vi også have nævnt?

Ja vi kunne have nævnt F.L. Schmidt og andre danske virksomheders brug af slavearbejdere. Vi kunne have nævnt dansk politis ivrige anholdelse af kommunister, fem gange så mange som tyskerne ønskede. Ja og så er det upopulært at sige, at Frits Clausen var en stakkel. Ikke en gang tyskerne tage han alvorlig, men modstandsbevægelsen forlange dødsstraf over ham. Ja og så fik grev Bernadotte vel lidt for meget opmærksomhed med de Hvide Busser. Det var jo danskere og nordmænd, der startede det hele.

Ja, kære læsere, sådan kunne vi blive ved.

 

Sandheden er ilde hørt

Selvfølgelig er man da ked af, at blive beskyldt for at være løgner og konspirator, når man offentliggører artikler på denne hjemmeside eller holder foredrag om besættelsestiden. Og det er da også morsomt, at dagspressen og det offentlige Danmark interesserer sig for det, man skriver.

Men desværre må vi konstatere, at ”Sandheden er ilde hørt” og det er ikke nødvendigvis historikernes skyld. Det er de politikkere, der varetager arkivernes interesse, vi kan takke for det.

 

Kilde:

• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
• Morten Hjo Andersen: Fagbevægelsen og Tysklandsarbejderne 1940 – 45 i Arbejderhistorie 1998 nr. 4.
• Peter Birkelund: De loyale oprørere
• Hans Christian Bjerg: Ligaen 1-2
• Hans Christian Bjerg: Fra neutralitet til besættelse
• Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsen som kollektiv erindring
• Claus Bryld: Kampen om historien
• Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Dansk arbejde – tyske befæstningsanlæg
• Claus Bundgaard Christensen: På vagt i en lovløs tid i Fortid og Nutid juni 2001
• Claus Bundgaard Christensen m.fl: Under Hagekors og Dannebrog
• Richard Z Chesnoff: Hitlers tyveknægte
• Ole Drostrup: Den hæmmede kriger
• Stefan Emkjær: Stikkerdrab
• Norman G. Finkelstein: Holocaustindustrien
• Haakon Fjelde: Berlin 1945 – en dansk frivilligs øjenvidneberetning
• Bergit Forchammer: Før Auschwitz
• Philip Giltner: In the freindliest manner, German – Danish Economic Cooperation during the Nazi Occupation 1940 – 1945
• Helge Hagemann: Under tvang – minerydning ved den jyske vestkyst 1945
• Søren Helstrup: Truslen mod Danmark
• Ulrich Herbert: Best, Biographische Stusien über Radikalismus, Weltanchauung und Vernunft.
• Jørgen Hæstrup: Kontakt med England
• Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance
• Jørgen Hæstrup: Til Landets bedste – Hovedtræk af departementschefernes virke 1943 – 1945
• Jørgen Hæstrup: Dørene åbnes
• Bent Jensen: Den lange befrielse – Bornholm besat og befriet 1945 – 1946
• Bent Jensen: Bjørnen og haren, Sovjetunionen og Danmark 1945 – 1965
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra England – SOS og den danske modstandskamp
• Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det 1-2?
• Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Hans Kirchhoff m.fl.: Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 45
• Hans Kirchhoff, Aage Trommer: Vor kamp vil vokse og styrkes.
• Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942 – 1945
• Michael Kjeldsen: Kampen er endnu ikke slut i Historie 1999
• Erik Kjersgaard: Besættelsen 1940 – 1945
• Peter Øvig Knudsen: Efter drabet
• Ole Knutzen: Sandheden forældes ikke.
• Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920 – 1956
• Rasmus Kreth: Pilestræde under pres. De Berlingske Blade 1933 – 1945
• Karl Christian Lammers: Vejen til Auschwitz
• Christian Larsen m.m.: krigens Købmænd
• Leif Larsen, Thomas Clausen: De forrådte, Tyske Hitler – flygtninge i Danmark
• Leif Larsen, Thomas Clausen: De forsvarede
• Johnny Lauersen: I tradition og Kaos
• John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 og derefter
• John T. Lauridsen: Samarbejde og modstand
• Bo Lidegaard: I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919 – 1958
• Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet bøjes i Historisk Tidsskrift 1999
• Henrik Lundbak: Staten stærk og folket frit, Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936 – 47.
• Henrik Lundtofte: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940 – 1945
• Finn Løkkegaard: Det danske gesandtskab i Washington 1940 – 1942
• Siegfried Matlock: Danmark i Hitlers hånd
• Gustav Meissner: Som jeg så det – som jeg ser det v/Aage Trommer
• Per Stig Møller: Munk
• Søren Mørch: 24 statsministre
• Hans Mørup: På Fløjen
• Hans Christian Nielsen: Porta Westphalicia
• Henrik D. Nielsen, Henrik Poulsen: På dansk friheds grund
• Inge Nørup: I krigshelvede
• Andreas Monrad Petersen: Schalburgkorpset
• Mette Olsen: Da forsvaret snød modstandsfolkene i Arbejderhistorie 1998 nr. 1
• Niels Wium Olesen m.fl: Mennesker, politik og besættelse – Historisk samling fra Besættelsestiden.
• Mette Ranskov: Den korte rejse, den lange skygge
• Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik – politikernes værn
• Palle Roslyng-Jensen: Besættelsesforskningen 1995 – 2001 i Historisk Tidsskrift
• Lars Rugholm: De kom til Dachau
• Mogens Rüdiger: Uden tvivl. Erling Foss 1897 – 1982
• Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933 – 1940
• Arne Sejr: En kamp for frihed
• Hans Sode-Madsen: I Hitlers skygge, dramaet om de danske jøder
• Viggo Sjøquist: Erik Scavenius
• Viggo Sjøquist: Niels Svenningsen. Embedsmanden eller Politikeren
• Niels Aage Skov: Brev til mine efterkommere.
• Peter Scharf Smith: Ideologi, holocaust og udryddelseskrig i Fortid og Nutid oktober 1999
• Therkel Stræde: Danske entreprenører i Nazityskland under 2.verdenskrig i Arbejderhistorier 2001 nr. 1
• Jens Martin Sørensen: I tysk KZ – lejr
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Leif Thorsen: Hans Hedtoft – en biografi
• Søren Toft Hansen: Mellem demokrati og diktatur, Jyllands Posten i 1930erne i Historie 1997.
• Aage Trommer: Jernbanesabotagen i Danmark under anden verdenskrig
• Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd – og Sønderjylland under den tyske besættelse 1940 – 1945
• Anette Warring: Tyskerpiger

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 192 artikler om besættelsestiden. Og mange af disse indeholder mange af de temaer, som vi har taget under behandling her. Men vi henviser lige til nogle af de mystiske ting, som vi har taget under behandling i artikler nede i Bov Kommune:

 

• Det mystiske mord ved grænsen
• Det mystiske mord ved grænsen (2)
• To skæbner i Kiskelund