Henrik Kauffmann og Nato (2)
Han var en forfærdelig snob. Men en topdiplomat af højeste rang. Han skaffede sig nok af penge. Ministre og embedsmænd var bange for at rydde i fedtefadet. De Allierede satte spørgsmålstegn ved Danmarks suverænitet. Kauffmann holdt på USA. De første møder angående FN. Stort arbejde af Kauffmann. Påskekrisen 1948. Ville de hjemlige kommunister gøre oprør? Advarsel fra Den danske Ambassade i USA. Anmodede om hastelevering af våben. Aksel Larsen beskyldt for at være håndlanger. Amerikanerne kunne alligevel ikke levere våben. Danmark ville ikke placeres i en blok. Russiske bombefly over Bornholm. Briterne havde ikke noget imod Nordisk forsvarspagt. Den danske brigade blev halveret. De nordiske forhandlinger brød sammen. Kauffmann spillede dobbeltspil. Amerikanerne truede og russerne reagerede. Meget blev skjult for offentligheden.
En forfærdelig snob
Vi blev ikke helt færdige med Henrik Kaufmann. I første del koncentrerede vi os om Grønland og den fornyede interesse fra amerikanerne. I denne del kigger vi på Kauffmann og Nato. Vi har så suppleret oplysningerne i Bo Lidegaards fantastiske bog – Uden Mandat med yderligere oplysninger om Påskekrisen, der egentlig første til Danmarks medlemskab i Nato.
Han var en af de mest betydelige og eventyrlige skikkelser i dansk diplomati. Hans kone, Charlotte Kauffmann kaldte ham en forfærdelig snob. Han var praktikker, der kunne få tingene til at ske. Det gjaldt både i Rom, Kina, Norge og USA. Han var venner med konger, præsidenter, diktatorer og topministre. Ja også med danske og internationale erhvervsledere.
Topdiplomat af højeste rang
Han spekulerede også i de virksomheder, som han dyrkede kontakt med. Ikke sjældent mistede han penge på mislykkede projekter. Men hele livet igennem forblev han en formuende mand. Det var vel også nødvendigt. Udenrigsministeriet gav ikke de store lønninger. Men han gjorde dog flittig brug af Udenrigstjenestens rejsegodtgørelser.
Han var topdiplomat af højeste rang. Men han havde en hang til at handle på egne vegne. Det skabte problemer for ham hele livet. Udenrigsministeriet undsagde ham gang på gang. For han handlede uden mandat. Dette blev betragtet som utilgiveligt for an embedsmand.
Han havde nok af penge
På forunderlig vis kunne han trække på indefrosne danske tilgodehavender i USA ligesom de danske guldreserver, som i al diskretion var tilgået USA lige før besættelsen. Så rådede han også over fortjenesten fra Grønlands Kryolitudvikling.
Hans familie boede i USA og den amerikanske regering anerkendte ham som retsmæssig repræsentant for det ”frie” Danmark. Men han var jo også nyttig for USA.
Ministre og embedsmænd bange for at ryge i fedtefadet
Egentlig blev han aldrig rehabiliteret for sin indsats under krigen. Det satte Udenrigsministeriet sig imod. Det lykkedes ham heller ikke at få ”ryddet op” i dette ministerium. Det var Christmas Møller og de gamle samarbejdspartnere imod. Det kunne jo være at nogen ville ryge i fedtefadet.
De Allierede satte spørgsmålstegn ved Danmarks neutralitet
Han spillede en afgørende rolle for Danmarks senere deltagelse i FN – pagten. Måske mere end vi vil være ved. Det lå ikke lige på den flade, da Danmark ikke var blandt de Allierede rettet mod Tyskland. Danmark samarbejdede med fjenden i sit forsøg på at fastholde den illusoriske neutralitetspolitik. Især da Danmark tilsluttede sig Anti -Kommitern – Pagten i 1941 voldte De Allierede store kvaler. Dette satte spørgsmålstegn ved Danmarks neutralitetspolitik.
Kauffmann holdt på USA
Kauffmann mente at USA var verdens førende magt og i færd med yderligere at underbygge denne position. Danmark måtte derfor etablere et godt forhold til supermagten og ikke fortsat på provinsiel vis orientere sin udenrigspolitik efter de europæiske stormagter og da slet ikke efter det efterhånden neurotiske forhold til Tyskland.
Efterhånden havde han købt sig til en amerikansk anerkendelse af sin rolle som uafhængig dansk gesandt. Men det havde sin pris. Han havde en ambition om, at hans gesandtskab skulle opfattes som en form for eksilregering. Det lykkedes dog aldrig. Han var i evig konkurrence med eksilmiljøet i London.
De første møder omkring FN
Mellem den 9. og 12. august 1941 blev Winston Churchill og Franklin Roosvelt enige om en Atlanterhavspagt ombord på et amerikansk krigsskib. Dette havde fuld opbakning fra Kauffmann. Det var et synspunkt som ikke blev støttet fra den danske regering.
Den 2. januar 1942 tilsluttede Kauffmann sig også, som repræsentant for de såkaldte frie bevægelser det møde som 26 landes repræsentanter afholdt i Det Hvide Hus. Her lovede de hinanden at vinde krigen og underskrive De Forenede Nationers Erklæring. Det samme skete i august-oktober 1944, under Dumbarton Oaks- konferencen, hvor der blev lagt en detaljeret plan for, hvordan FN i fremtiden skulle se ud.
FN’ s grundlæggende konference påbegyndtes den 25. april 1945. Oprindelig var Danmark slet ikke inviteret. Det skyldtes bl.a., at Danmark aldrig formelt set havde erklæret, at landet havde været i krig med Tyskland.
Stort arbejde af Kauffmann
Efter mange internationale forviklinger, og et utrætteligt forarbejde fra især Kauffmanns side, blev Danmark alligevel inviteret til konferencens afslutning og den endelige underskrivelse. Danmark blev nr. 50 af 51 underskrevne stater.
Hjemme i Danmark gjaldt det om at holde landets udenrigspolitik fri af den kolde krig. Den socialdemokratiske regering (1947 – 49) ønskede så vidt mulig at undgå at blive en del af en militær blokdannelse. Sovjetunionen havde med sin dominans i Østeuropa afløst Tyskland som den største sikkerhedsrisiko.
Påskekrisen 1948
I løbet af 1948 spidsede den internationale situation imidlertid til. Det sovjetstøttede kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar skabte stor usikkerhed i en række europæiske lande. Under den såkaldte påskekrise i Danmark i marts 1948 verserede det rygter om et kommunistisk kup/invasion, der førte til forøget beredskab blandt politi og militær. Senere på året fulgte Sovjetunionens blokade af Vestberlin.
I ugerne op til påsken 1948 modtog statsminister Hans Hedtoft en række alarmerende meldinger om en eventuel umiddelbart forestående sovjetisk aktion mod de nordiske lande.
Bevæbningen og styrken af både hær, flåde og flyvevåben var så ringe, at en forsvarskamp mod en indtrængende fjende ikke var muligt. Den 31. januar havde den sovjetiske avis Røde Stjerne og flere andre sovjetiske aviser startet en pressekampagne rettet mod det danske forsvar, bl.a. med påstanden om at der var indgået hemmelige aftaler mellem USA, Storbritannien og Danmark om at udbygge og forbedre de danske lufthavne, så de kan fungere som base for amerikanske og britiske bombe – og jagerfly.
Ville de hjemlige Kommunister gøre oprør
I februar 1948 gik det rygter om, at kommunisterne i Danmark skulle have en masse våben liggende tilbage fra modstandskampen. De skulle også have indsmuglet en masse våben. Og nu var de så i gang med at infiltrere Hærens og Søværnets virksomheder.
Fra Danmarks gesandt i Prag forlød det i marts, at Danmark var det næste mål for Sovjetunionen.
Advarsel fra Den Danske Ambassade i Washington
Ambassaderåden i Washington rejste i mats hjem for at advare mod sovjetisk aggression. Man kunne ikke forvente hjælp fra USA hvis man ikke satte sig kraftig til modværge. Ambassadens marineattache Kjølsen havde udarbejdet en analyse, der hed ”Hemmelig Analyse” Den indeholdt en beskrivelse af truslen mod Danmark.
Anmodede om hastelevering af våben
Den 11. marts 1948 havde Danmark bedt om en hasteleverance af våben til den danske hær. Krigsministeriet og generalkommandoen havde taget de første skridt til forhøjet beredskab. Hæren og Søværnet blev bedt om at iværksætte yderligere beredskabsforanstaltninger.
Befolkningen blev bedt om at indberette, hvis de så noget mistænkeligt. Søværnet placerede skibe ved Anholt, Læsø og Samsø.
Aksel Larsen beskyldt for at være håndlanger
I løbet af påsken 1948 var politiet og hjemmeværnet i forhøjet beredskab. I Dyrehaven var der forsamlet 4-500 mand fra hjemmeværnet. Rygter ville vide, at sovjetiske faldskærmssoldater ville lande her.
Ledende kommunister blev overvåget herhjemme. Efter krisen blev kommunisterne beskyldt for illoyalitet og forræderi. Aksel Larsen blev beskyldt for at være håndlanger for en fjendtlig magt.
Amerikanerne kunne alligevel ikke levere våben
Trods den dramatiske stemning hen over påsken skete der intet. Den 30. marts 1948 begyndte afviklingen af det forhøjede beredskab. Påskekrisen var overstået.
Den 5. april 1948 kunne den amerikanske ambassade så oplyse at på grund af knaphed kunne amerikanerne ikke levere våbenleverancer.
Påskekrisen 1948 var medvirkende til, at et statsligt dansk hjemmeværn blev oprettet ved lov i juli 1948. Det skete bl.a. for at få mere kontrol med hjemmeværnsforeningerne og deres våben.
Danmark skulle ikke placeres i nogen blok
Statsminister hans Hedtofts foretrukne løsning på det danske sikkerhedsproblem var en skandinavisk forsvarsunion mellem Danmark, Norge og det militært set stærke Sverige.
Den amerikanske regering var afvisende over for et skandinavisk initiativ. De ville ikke yde våbenhjælp i tilfælde af angreb. I 1948 havde Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux – lande indgået en forsvarspagt kaldet Vestunionen. Man ville senere udvide med andre lande.
Statsminister Hans Hedtoft fastslog den 30. januar 1948 i radioen, at Danmark ikke skulle placeres i nogen blok og være med til at uddybe modsætningerne mellem øst og vest.
Russiske bombefly over Bornholm
Den 9. september 1948 blev der iagttaget et større antal sovjetiske bombefly over Bornholm. Den danske regering reagerede ved at sende en fregat og antiluftskyts til øen. Episoden var med til at understrege, hvor udsat Danmark ville være i tilfælde af et sovjetisk angreb.
Søværnets Radiotjeneste skønnede dog senere, at de sovjetiske fly blot havde brugt Bornholm som pejlemærke til at navigere efter under en flådeøvelse i Østersøen.
Briterne havde ikke noget imod skandinavisk forsvarspagt
Den 24. september 1948 informerede den danske ambassade i London om, at der inden længe kunne ventes en opfordring til Danmark om at tilslutte sig en Atlanterhavspagt. Den danske udenrigsminister søgte straks at overtale den britiske og amerikanske udenrigsminister om ind til videre ikke at fremsætte en sådan anmodning.
Den britiske regering havde modsat den amerikanske regering ikke noget imod en skandinavisk forsvarspagt.
Den danske Brigade blev halveret
Den 10. december 1948 underskrev Danmark en aftale med Storbritannien om forlængelsen fra 1947 om Den Danske Brigade i Tyskland. Aftalen indebar at brigaden efter dansk ønske blev halveret og flyttet fra Ostfriesland til det vestlige Holsten, dvs. nærmere Danmark og dermed lettere at trække tilbage i tilfælde af krig.
Den 5. – 6. januar 1949 mødtes de nordiske lande igen. Udenrigsminister Gustav Rasmussen fremkom på mødet med den markante udtalelse om at en dansk indmeldelse i Atlantpagten ville provokere Sovjetunionen. Og det ville være det samme for Danmark som at underskrive sin egen dødsdom.
De nordiske forhandlinger brød sammen
Et forsvarsforbund skulle sikre, at de nordiske lande kunne stå uden for den kolde krig i en art fællesnordisk neutralisme. Med Danmark som primus motor nåede man relativt langt i forhandlingerne i 1948 – 49. i sidste ende viste det sig dog umuligt at forene norske ønsker med vest – orientering med svenske om neutralitet.
Da de nordiske forhandlinger om en forsvarsunion brød sammen, stod det klart for den socialdemokratiske regering at Danmark måtte søge noget andet. Svenskerne var ikke interesseret i alene at have et forsvarssamarbejde med Danmark.
Danmark havde ikke anden udvej
Den 24. februar 1949 udtalte Hedtoft i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, at Danmark næppe havde andet valg end at indtræde i Atlantpagten.
Under forhandlingerne kom det frem, at amerikanerne ikke ville anlægge nogle baser i Danmark. Det Radikale Venstre og Retsforbundet ville have, at der blev etableret en folkeafstemning om Danmarks deltagelse i Atlantpagten.
Kauffmann spillede dobbeltspil
Kauffmann spillede såmænd også dobbeltspil i de første efterkrigsår mellem 1945 – 51. Det var hans overbevisning, at Danmark burde være medlem af NATO i stedet for at stræbe efter at indtage en alliancefri rolle i den ny verdensorden. Igen gik han uden for sin rolle som diplomat og var særdeles aktiv med til at forme efterkrigstidens danske udenrigspolitik. Igen spillede han elegant Grønlandskortet, hvilket resulterede i, at Danmark blev medlem af Atlantpagten i 1949, og at Danmark også fik en ny Grønlandsfatale med NATO og dermed USA i 1951. Men så let som det nu lyder, var det dog ikke.
Han stod svagt i Udenrigsministeriet
I oktober 1947 havde den amerikanske udenrigsminister George Marshall for første gang nævnt Henrik Kauffmanns ide til et nordatlantisk sikkerhedsarrangement over for den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen. Den amerikanske udenrigsminister havde bedt Kauffmann om at udvikle de tanker. Var det derfor at Danmark kom med fra starten og var det derfor, at vi fik lov til at beholde Grønland som en del af det danske rige?
Kauffmann blev ved med at stå svagt i Udenrigsministeriet. De opfattede ham som illoyal og notorisk enerådende. Men efter befrielsen havde politikere fra de tre store partier blik for, hvordan gesandtens stilling i USA kunne instrumentaliseres. Han havde fortsat sin stilling derover. Men den gradvise udvikling af den kolde krig blev det også rigeligt at se til.
Amerikanerne truede
Åbenbart truede den amerikanske ambassadør i Danmark, Josiah Marvel med, at USA ville beskære eller helt stoppe Marchallhjælpen, hvis ikke Danmark stoppede sit arbejde med et skandinavisk forsvarsforbund og i stedet orienterede sin sikkerhedspolitik med USA og et atlantisk samarbejde. Det var amerikanske økonomiske trusler, præsenteret for den daværende regerings topfolk bagom ryggen på statsministeren.
Danmark var af både økonomiske, sikkerhedspolitiske og strategiske grunde tvunget til at finde et nyt ståsted, og i takt med at alle andre muligheder af forskellige grunde viste sig enten uønskelige eller uopnåelige, endte vi af forskellige grunde med at søge medlemskab af Atlantpagten ovenikøbet som medstifter i april 1949.
Russerne reagerede
Dagen før den danske tilslutning til Atlantpagten fik den danske regering en note, hvor den sovjetiske regering slog fast, at Atlantpagten var anti-sovjetisk, aggressiv og i strid med FN-pagtens formål og principper. Statsminister Hans Hedtoft svarede Sovjetunionen den 4. maj 1949, at Atlantpagten var defensiv og ikke rettet mod nogen bestemt stat eller gruppe af stater.
Mange ting blev skjult for offentligheden
De danske politikere var bange for, at russerne ville reagere negativt over for amerikanernes baser på Grønland. Amerikanerne havde slet ingen planer om at opgive disse baser. Dette var måske godt for Danmark og medlemskabet i NATO. Men Udenrigsministeriet kørte Kauffmann ude på et sidespor, da der skulle laves ny overenskomst med amerikanerne i 1951 om forlængelserne af baserne.
Rækkevidden af amerikanernes indflydelse blev skjult for offentligheden. Den amerikanske atomvåbenstrategi blev også fortiet. Løgnene har til skiftende tider og svingende styrke belastet det dansk – amerikanske forhold, det dansk – grønlandske forhold samt relationen mellem beslutningstagere og offentlighed i Danmark.
Kilde:
- altinget.dk
- historie-online.dk
- danmarkshistorien.dk
- koldkrig-online.dk
- leksikon.org
- information.dk
- Bo Lidegaard: Uden mandat
- Bo Lidegaard: i kongens navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919 – 1958
- Per H. Larsen, Jacob Sørensen: Lige ved og næsten – en analyse af Påskekrisen 1948
- Per H. Hansen, Jacob Sørensen: Påskekrisen 1948: dansk dobbeltspil på randen af den kolde krig
- Bent Jensen. Bjørnen og Haren: Sovjetunionen og Danmark 1945 – 1965
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 1.572 artikler bl.a.
- Henrik Kaufmann og Grønland