Længe efter at krigen på landjorden i 1864 var afgjort kæmpede to danske søfolk, Hollbøll og Hammer i Vadehavet. De vandt mange slag, men blev ladt i stikken
af Krigsministeriet. Mod deres vilje måtte de forlade området. I over et halvt år forsvarede de øerne i Vesterhavet mod overmagten.

Når man taler om krigen i 1864, drejer det sig om Dybbøl. Man glemmer det, der foregik i Vadehavet. Længe efter, at slaget var tabt på landjorden kæmpede danske søfolk i Vadehavet.

 

Opfordring til oprør

Straks efter Danevirkes fald forsøgte de tysksindede at få befolkningen på øerne til at lave oprør. Således var der i Wyk på Før oprør i februar måned. Oprørssangen blev afsunget i byens gader, og det Slesvig – Holstenske flag blev svunget. Landfogeden flygtede til Hammer’ s midlertidige adresse. Her blev Dannebrog taget ned af oprørerne.

Heldigvis kom Hammer uanet selv til stede den 17. februar. Og det bragte ro i pøblen. Landfogeden blev genindsat.

 

Gammelt og rådent materiale

Utroligt at øerne kunne forsvares i så lang tid. Det som Hollbøll og Hammer fik af materiale var gammelt og råddent. Og det personale man fik var ikke særlig sø-kyndige. Det var unge mennesker fra landsdelen. På Fanø fik man fat i en enkelt krydser og 8 joller. Personalet havde ikke muligheder for at sove og spise ombord.

Langt om længe fik man fat i dampskibet Limfjorden, som man hentede i Nykøbing Mors. Under våbenhvilen den 31. marts lykkedes det at fremskaffe en lille skruebåd på kun 12 hk.

 

Hæder allerede i 1850

Løjtnant P.J.C. Hollbøll blev sendt til Fanø, for at ”ordne” forsvaret af Vadehavsøerne. Samtidig blev kaptajnløjtnant O.C. Hammer bedt om, at gå lidt sydligere. Hammer bad om forstærkning om yderligere en afdeling soldater og et dampskib.

Allerede i 1850 havde Hammer gjort hæder i forsvaret af øerne i Vesterhavet.  Det kan du læse i en særskilt artikel.

I isvinteren fik han klargjort nogle kanonjoller og fik arbejdet sig ned til Vyk på Før. Befolkningen var dog fjendtlig stemt over for ham. En meget mere venlig stemning mødte der ham på Sild.

 

Ballade på Sild

Den 1. marts gik turen atter mod Sild. Her fik Hammer melding om, at byen Keitum var i oprør. Den lille danske militærstyrke truede med at nedskyde alle oprører såfremt man ikke
rettede sig efter Hammer’ s ordre. Hammer truede med at skyde dem, som ikke efterkom hans ordre.

Man iværksatte en spærring ved Dagebøl og nordpå. Hammer inddrog også sømærker og fik alle fyr slukket. De fjendtlige styrker skulle ikke havde det for let.

Den østrigske eskadre var blevet forstærket og lå længere ude i Vesterhavet.

 

Heltene fra Helgoland forsvandt

Hammer havde håbet, at få en forstærkning fra kommandør Suenson. Men denne tog til Christianssand efter sejren ved Helgoland. De nåede dog at veksle et ord med Hammer og aflevere de sårede til et lazaret på Før. Og det var bestemt ikke med Hammer’ s velsignelse at hele flåden fra Helgoland fik ordre af ministeriet i København til at sejle til Christianssand.

Der var ikke meget hjælp at hente i København. Her havde man absolut ikke forståelse for Hammer´ s anmodninger. Han mente, at det var vigtigst at forsvare de sydligste øer.

 

Fjendtlig landgang i sigte

På landjorden var over 1.000 fjendtlige mand parate til at erobre øerne. Men den sejrende flåde fra Helgolands tilstedeværelse holdt dem tilbage.  Der var atter ballade i Keitum og lederne
blev arresteret og anklaget for landsforræderi. De blev anbragt på krydseren ”Limfjorden” og ført til den militære kommando i Nykøbing Mors, hvorfra de blev sendt videre til København. De tyske fanatikere blev rasende over denne aktion. En dansksindet præst opfordrede de tysksindede til at dræbe alle dansksindede. Men også dette fik Hammer forhindret. Og det lykkedes ham atter at skabe ro på Sild.

Den 9. og 10. juni kunne det i de fjerne skimtes fjendtlige skibe. Hammer tog ud fra Amrum for at tage dem nærmere i øjesyn. Den 12. juli forsøgte fjenden, at nå til Før fra fastlandet. Men det forhindrede Hammer. Senere vandt han også slaget ved Dagebøl.

 

Soldater ved Højer måtte flygte

Omtrent samtidig foregik der et fjendtligt overgangsforsøg fra Højer til Sild. Men også det forhindrede den danske flåde. Fjenden blev beskudt, og soldaterne måtte flygte gennem vand og slik syd for Højer. Om aftenen fortsatte bombardementet af fjendens overgangsmateriel.

 

Beboere på
Sild, bortført

På et tidspunkt vovede nogle østrigske skibe sig ind til Sild. De bortførte nogle af beboerne og forhørte dem om de danske tropper. Man troede åbenbart, at en stor del af den danske flåde befandt sig i området.

 

Hammer tvunget til overgivelse

Næste dag blev Hammer anmodet om at overgive sig til de preussiske tropper. I første omgang afslog Hammer. Han følte sig langt fra besejret. Men efter et krigsråd besluttede man
at give afkald på Før og stillingen i Vadehavet mod frit at kunne forlade området.

Men inden papirerne var underskrevet, var fjenden begyndt at gå i land på Sild. Men Hammer nåede dog at ødelægge 21 af fjendens skibe. Uheldigvis tilhørte mange af disse skibe, fiskere fra Højer og Rudbøl.  Hammer følte ikke at han skulle afslutte krigen, men fra København lød budskabet

• Forlad området.

 

Forsvarede området over et halvt år

Og sådan måtte Vadehavets helt afslutte sine bedrifter mod sin vilje. I over et halvt år havde nogle få skibe forsvaret sig mod en overmagt. Hvis mødrene skulle have deres børn til at tie stille sagde de følgende:

– Ti nu stille ellers kommer Hammer.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Hammers krig i Vadehavet 1864 
• Min barndom i Højer 
• Apotekeren fra Højer 

Redigeret 6. 12 . 2021