Hærulfstenen
Sønderjyllands eneste runesten? Hærulf levede i det 6.-10- århundrede. Stenen blev flyttet. Stenen foræret til kongen. Prøjsisk overgeneral betragtede stenen som sejrsmindemærke i 1864. Den blev placeret ved hans slot. Ekskronprinsen kunne ikke hjælpe. ”Kidnapning” af stenen måtte opgives. Utallige forgæves forsøg for at få stenen hjem. Borgmester Reuter – født i Aabenraa – kunne hjælpe. 87 år i Tyskland. Stenen ankom i oktober 1951, Indvielse den 12. november 1951. En gammel uret gjort god igen. Opsøges af mange turister.
Sønderjyllands eneste runesten?
Ja denne sten er også blevet kaldt Hovslundstenen eller Øster Løgum Stenen. Den står ved Hærvejen ca. en kilometer nordøst for Hovslund Stationsby. Stenen har været kendt siden 1592.
Stenen er 124 cm høj og 24-59 cm bred. Den er af granit.
Det er tale om en runesten – faktisk Sønderjyllands eneste. Og dog. En sten blev fundet som dørtrin ved Starup Kirkes restaurering. Den er hvis nok opstillet på Starup Kirkegård.
Hærulf levede i det 8. – 10. århundrede
Og denne sten fra Hovslund slår alle rekorder m.h.t. indskriftens længde. Det eneste der står er:
- Hairulfr
Vedkommende har levet i det 8 – 10 århundrede. Men hvem vedkommende er, ved vi ikke noget om. Men nu behøver det ikke nødvendigvis være en runesten. Det kunne måske også være en skelsten.
Stenen blev flyttet
I et kort fra 1812 tegnet af den historisk interesserede pastor P. Kier fra Øster Løgum stod stenen umiddelbart vest for den gamle hærvej lige syd for Immervad Bro. På dette sted var den også afbilledet på det kort som kartografen Johannes Mejer (Meyer) tegnede i 1630erne.
Dengang i begyndelsen af 1800 – tallet omtales stenen som stående på en jordvold.
Stenen foræret til kongen
I 1854 blev den af den daværende husfoged i Aabenraa Amt udtaget af et dige, der skjulte en del af indskriften. Den fik nu en ny plads lige i nærheden. Samtidig udstedte lodsejeren, gårdejer Mathias Petersens enke, Cathrine en deklaration, der gik ud på at stenen nu tilhørte Hans Majestæt Kongen. Denne deklaration befinder sig i dag på Nationalmuseet.
Prøjsisk overgeneral betragtede stenen som sejrsmindemærke
Men ak, uanset dette ejerskab så mente den prøjsiske overgeneral – gamle Kejser Wilhelms Brodersøn, Prins Friedrich Carl i 1864 kunne bruge stenen som en slags souvenir eller krigsudbytte. Han lod den opstille i parken ved sit jagtslot ”Dreilinden” ved Potsdam.
Stenen blev nu et sejrsmindemærke og fik en central placering foran slottet, som for at understrege sin ejers indsats på Dybbøl omdannet til
- Düppel – Dreilinden
Det har ikke været en let opgave at transportere den 4 tons store sten den lange vej. Om denne nordiske sten har vakt særlig interesse der i slotshaven, kan betvivles.
Nydambåden, Istedløven m.m. blev også betragtet som krigsudbytte.
Ekskronprinsen kunne ikke hjælpe
Efter indlemmelsen i 1920 blev der rettet mange henvendelser til Berlin. Gårdejer Oluf Andresen ”Nygård” ved Hovslund rettede således en henvendelse til den tyske ekskronprins Wilhelm, som han havde været soldat samme med og bad om bistand til at få stenen tilbageleveret. Kronprinsen måtte beklage, at der ikke stod i hans magt at gøre noget.
Efter Anden Verdenskrig forsøgte en kendt skolemand sig med en byttehandel, hvori der indgik en drittel smør. Handelsmændene må ikke have været de rette, for der kom ikke noget ud af denne forretning.
”Kidnapning” af stenen måtte opgives
En anden meget kendt mand pønsede på en kidnapning af Herulfstenen og tilrettelagde den i alle detaljer. Efter hans eget udsagn var bilen med løfte- og læssegrejer samt kamuflage allerede startet. Men da manden hørte bilens snurren, blev han bange sit foretagende. Modet svigtede og til alt held gik denne aktion lige som byttehandelen i vasken.
Utallige forgæves forsøg
Sognefoged Rasmus Callesen, Lerskov forsømte ingen lejlighed til at understrege, at Herlufstenens rette plads var Hærvejen og ikke i Berlin.
I 1946 blev sagen rejst gennem Aabenraa – Sønderborg Amt over for Nationalmuseet som derefter forhandlede med Firemagts-kommissionen i Berlin. Her blev danskerne afvist, idet kommissionen kun befattede sig med mindesmærker fra Anden Verdenskrig.
Der blev gjort utallige forsøg at få denne sten tilbage. Både H.P. Hanssen og Nationalmuseet forsøgte med initiativer for at få stenen hjem igen.
Borgmester Reuter – født i Aabenraa – hjalp
I 1951 rettede viceskoleinspektør ved det danske skolevæsen i Flensborg, Jes Christensen en henvendelse til Storberlins Magistrat, hvor borgmester Reuter (født i Aabenraa) sad som leder. Han blev interesseret, og kort efter vedtog Berlins senat, at Herlufstenen skulle tilbagegives. Den 10. oktober 1951 overtog den danske militærmission i Berlin stenen.
87 år i Tyskland
Hærulf – stenen blev pakket ind og sendt til sognerådsformand Jens Christensen, Øster Løgum. Fragtbrevet kan endnu set på Aabenraa Museum.
87 år måtte stenen leve i Tyskland.
Men det trak ud med stenens tilbagelevering. Den stod i den amerikanske zone og skulle gennem den russiske.
Samtidig skulle runestenens rette plads findes. Og det var 300 favne syd for Immervad Bro. Pladsen blev ejet af gårdejer Ove Andresen, hvis far altid ”har plovet uden om” det hul i diget, hvor Hærulf-stenen engang stod.
Museumsdirektør Erik Moltke fra nationalmuseet godkendte placeringen. På et møde i København aftaltes den formelle udleveringsproces.
Stenen ankom oktober 1951
En dag i slutningen af oktober 1951 ankom stenen endelig i en stor tysk jernbanevogn, pænt renset og emballeret i trækasse til Hovslund Station. Herfra blev den af CF – kolonnen fra Haderslev transporteret i bil til sin gamle plads, hvor Nationalmuseet forestod opstillingen.
Festdag den 12. november 1951
Den officielle festdag blev den 12. november 1951, hvor nationalmuseet modtog Kongens Sten. Nationalmuseets direktør dr. phil. Johannes Brøndsted holdt talen og afslørede derefter Herlufstenen, som havde været så mange år i udlandet.
En gammel uret gjort god igen
Egnens beboere og en del gæster var mødt talrigt op med amtmand Refslund Thomsen i spidsen. Ved en derpå følgende sammenkomst i Forsamlingshuset, hvor Øster Løgum sogneråd var vært, udtalte mange deres glædeover, at Hærulfstenen atter stod på sin gamle plads. En tysk gæst sagde:
- Hermed er en gammel uret gjort god igen.
Opsøges af mange turister
I ”den forløbne sommer” blev stenens omgivelser gjort attraktive med anlæg af p – plads med borde og bænke. Man anlagde også et spor, så man kunne køre op til ”Strengelhøj” med bautastenen på 2 meter et stykke inde på marken øst for Herlufstenen samt erhvervet grund uden om højen. Det hele blev indhegnet med et solidt hegn.
Herlufstenen er faktisk en attraktion som opsøges af mange turister. De kan få en kort orientering på en tavle, som Haderslev Museum har anbragt på stedet.
Men hvem er denne Hærulf? Kan man bruge argumentationen for, at Slesvig fra oldtiden havde været beboet af dansktalende folkeslag?
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- graenseforeningen.dk
- da.wikipedia.org
- Sprogforeningens Almanak
- Sønderjysk Månedsskrift
- Lis Jacobsen, Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter 1-2
- Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder.
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.153 artikler
- Under Sønderjylland finder du 265 artikler
- Istedløven brøler stadig
- Sønderjyllands Oldtid
- Forsvarsværker i Sønderjylland
- Sundeveds fortid