Haderslev 9. april 1940

Kilderne er ikke enige. Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielser. Man vidste godt de kom, men alligevel blev Danmark taget på sengen. Obersten påtog sig beføjelser. Politirapporter gennemlæst. Var oberst Hartz skyldig i at kampene blussede op og i yderligere dødsfald? Paludan – Müller ringede. Hartz ville samle 13. Bataljon. Egentlig havde man en plan parat. Det kneb gevaldig med kommunikationen i Haderslev. Soldaterne troede at det var ”en alvorlig øvelse”. Flere gange blev der ringet ”Stop kamphandlingerne”. Men Hartz mente, at det var hjemmetyskere. De sårede måtte ikke kom ind på fabrikken.  Tyskerne troede ikke mere på ”Det hvide flag” Forvirring på kasernen.  Tyskerne blev hyldet af de tysksindede. Hartz blev militærattache i Berlin. Han blev aldrig dømt for sine handlinger. Men han skrev en bog. Og den fik Kommissionen under behandling. Det resulterede i ”tab af ære”.

 

Kilderne er ikke enige

Myterne om det der skete den 9. april 1940 fortsætter. Det vil leve lige så længe Rigsarkivets samlinger er lukket. I hvert fald kan det konstateres, at Danmark var uforberedt. Hærens kampe blev symbolske.

Hvad skete der i Haderslev den 9. april 1940. Ja de kilder vi har benyttet os af, er ikke enige, men vi håber nu alligevel, at det er et realistisk billede af det, der egentlig skete. Det er blevet en lang artikel. Nu er du advaret.

 

Danmark blev alligevel taget på sengen

I de sidste døgn ja i de sidste uger var man klar over at tyskerne kom. Regeringen var ubeslutsom og vægelsindet. De overså og overhørte alle indberetninger fra de militærattacheer i Berlin. Udenrigskorrespondenter og private advarede også mod en forekommende invasion.

I hæren skabtes der usikkerhed. Både officerer og menige følte sig svigtet. Der var ingen forståelse mellem regering og hærledelse. Danmark blev taget på sengen.

Overalt, hvor der alligevel blev kæmpet, var kampviljen stor. Større end materiellet og mandskabsstyrken egentlig berettigede til. Og det var specielt i Sønderjylland, der blev kæmpet.

 

Obersten påtog sig beføjelser

Kommandant oberst A. Hartz i Haderslev overskred ikke i sin kampiver sine beføjelser. Men måske benyttede han i den almindelig forvirring til at påtage sig beføjelser, der hørte hjemme hos regering og generalkommando.

I Haderslev blev fire soldater og tre civile dræbt den 9. april 1940. Flere blev såret.

 

Må været indstillet på fortielser

Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielse og usandheder. Og når man så har været i de arkiver, man kan komme ind i og efterfølgende forsøger at fortælle sandheden, bliver man straks kritiseret.

 

Man havde en plan

Oberst Hartz havde sammen med de andre sønderjyske garnisonskommandanter stået for udarbejdelsen af en plan, der gik ud på at samle de danske styrker ved Sønder Hostrup, lidt syd for Aabenraa og her yde en koordineret modstand mod tyskerne. Hartz og hans kollegaer havde fremlagt planen for Jydske Division i Viborg. Og hovedkvarteret her havde godkendt planen. Tropperne skulle transporteres ved hjælp af lejede, private lastbiler.

Åbenbart kneb det at få fat i disse lastbiler, da det virkelig gjaldt. Og åbenbart rykkede tyskerne hurtigere frem, end man havde forventet.

 

Politirapporter blev gennemlæst

En tidligere politibetjent (Sigvard Ejsing) har kigget i gamle politirapporter for at finde ud af, hvorfor kampene fortsatte i Haderslev efter at der var givet ordre til at indstille kampene. Obersten skulle allerede dagen før have besluttet sig for at kæmpe i Haderslev længst muligt.

Da obersten befandt sig i kampzonen ved Slotsmøllen den 9. april rejste han ubegrundet tvivl om de telefoniske meldinger, der indløb om at standse kampene. Han gav personlig ordre til mobilisering i Haderslev.

 

Var obersten skyldig i kampene blussede op

Samtidig stiller Ejsing det spørgsmål, om oberst Hartz er medskyldig i, at kampene blussede op omkring kasernen, da han ikke sendte melding tilbage om overgivelse. Mandskabet på kasernen havde fået direkte besked, men han orienterede ikke en styrke fra Søgaard lejren, som han havde fået placeret i byens nordlige del, hvorfra de formentlig gik til angreb mod de fremrykkende tyske kampvogne.

Obersten udgav selv en bog på grundlag af egne dagbogsoptegnelser. Ejsing har sammenlignet dette med breve i bogen ”9. April” redigeret af Arne Stevns udgivet i 1940. Desuden har han talt med veteranerne.

 

Paludan – Müller ringede

Optakten til 9. april lignede udviklingen andre steder i Sønderjylland. Oberst Hartz var mandag den 8. april blevet ringet op af oberst Paludan Müller, Gråsten, der kunne oplyse, at en tysk panservognsdivision stod opmarcheret på Flensborgvejen syd for grænsen ved Padborg ligesom flere betydelige styrker var observeret syd for grænsen.

 

Man vidste tyskerne var på vej

Dette havde han meddelt til Jydske Division i Viborg, fortæller oberst Hartz i sin bog. Oberst Hartz havde straks ringet divisionen op. Han bad om at få 13. bataljon, der lå i Vejle tilbage til Haderslev. Divisionen svarede, at den skulle spørge generalkommandoen i København. Kort efter kom der ordre fra divisionen om ”forhøjet beredskab”.

Lige en kommentar her fra undertegnede. Det kan jo undre, at det er Paludan Müller, der skal gøre opmærksom på dette. Allerede 14 dage før havde min far talt med en tysk fiskechauffør i Tønder, der fortalte om massiv militær opmarch.

Endvidere fløj et fly langs grænsen den sidste uges tid inden invasionen. Så mon ikke militæret var varskoet.

 

Hartz ville samle 13. bataljon

På kasernen i Haderslev bugte man eftermiddagen til at klargøre våben og ammunition. Vagten blev forstærket. Oberst Hartz gav ordre til at samle 13. bataljon. En masse skulle kom fra Vejle og blive samlet på nogle gårde i området. De kunne så hurtigt indlades på jernbane.

Når man tænker på tyske hærs styrke, virke dette helt ærligt noget naivt. Men det blev da heller ikke aktuelt. For kl. 16 om eftermiddagen – otte timer efter anmodningen meddelte divisionen, at der ikke måtte foretages flytning af tropper.

Klokken 20 fik oberst Hartz så at vide for chefen for 13. bataljon, at det forhøjede beredskab var hævet for alle styrker nord for Kongeåen.

 

Man måtte ikke flytte mandskab

Man måtte heller ikke forbedre stillinger eller flytte mandskab og materiel til allerede planlagte stillinger syd for Aabenraa. Ja og så anvendte man ikke de våben, der kunne gøre alvorlig skade. Dem lod man blive hjemme.

Hartz beklagede sig og sagde, at han intet kunne gøre af betydning. Først når fjenden går over grænsen kunne han få myndighed til at træffe dispositioner, der strider mod en for fred fastsatte love.

Han kunne få lov til at rekognoscere en stilling i sydkanten af Haderslev i forbindelse med spærring af vejen.

 

En forklaring fra Søgård

Der forelå en beredskabsplan for styrkerne i Sønderjylland, men alt kom til at gå anderledes. Oberstløjtnant S.E. Clausen chef for 4. bataljon ved Søgård skriver i en lille publikation:

• Begivenheder i Sønderjylland 8. – 9. april 1940
• Der var truffet bestemmelser om, at styrkerne i Sønderjylland, hvis der fandt et pludseligt angreb sted på grænsen, skulle gøre modstand under samlet kommando af garnisonskommandanten i Sønderborg, oberst H.E. Christensen, der i givet tilfælde tillige havde Grænse-gendarmeriet underlagt.
• Planen for denne modstand var, at 4. bataljon og afværge-kompagniet på Søgård under min kommando til det yderste skulle fastholde en række punkter, der strakte sig over en front på ca. 35 km fra Rønshoved ved Flensborg Fjord til Korskro.
• Mens dette skete skulle styrkerne fra Sønderborg og Haderslev føres til terrænet syd for Aabenraa, hvor oberst Christensen ville overtage kommandoen og lede kampen. Styrken i Tønder skulle holde igen i den vestlige del af Sønderjylland.
• Styrken i Haderslev, hvoraf halvdelen var rekrutter talte 400 mand.

 

Fult påklædt

Med garnisonen i alarmberedskab lagde oberst Hartz sig kl. 1 i seng. Det var natten til den 9. april og han var fuldt påklædt og udrustet. Han lå på en sofa. Kl. 4.15 blev han vækket. Det var grænsegendarmeriet, der meddelte, at tyskerne nu var gået over grænsen.

 

Hvad gjorde oberst Hartz?

Cyklisterne er i kamp hed det i meldingen. Oberst Hartz lagde ikke skjul på sit raseri i de følgende linjer:

• Jeg ringede straks divisionen op samtidig med, at jeg lod adjudanten alarmere. Forbindelsen kom hurtigt, kl. 4.20 havde jeg divisionen, fik fat i den vagthavende officer, bad om at tale med generalen, svar: ”Han er i seng” Er stabschefen til stede? ”Han er i seng” Er souschefen til stede? ”Han er gået hjem”.
• Den vagthavende officer var den eneste tilstedeværende på dette tidspunkt.
• Jeg orienterede derfor om situationen og bad ham melde generalen det. Derefter spurgte jeg, om der var nogen forholdsordre. Nej, svarede han, det var der ikke. Jeg lagde røret på og sagde til min adjudant, at efter dette fandt jeg ikke anledning til atter at ringe divisionen op.

 

Kamppladsen i Haderslev var Hartz’

Og så gik obersten i krig. Generalstaben og divisionen kunne passe sig selv. Kamppladsen ved Haderslev var hans. Som Ejsing mener:

• Han skulle vise vatnisserne, hvordan det her skulle klares.

Under alle omstændigheder handlede obersten dog korrekt efter de forholdsordrer, der var gældende som de overordnede, og han fulgte rigsdagens officielle udtalelse fra januar samme år:

• Vi vil med alle midler, der står til vor rådighed, forsvare vort land.

Det var bare småt med midlerne. Og i de følgende timer udviklede situationen sig anderledes end forudset i beredskabsplanen.

 

Han handlede på egen hånd

Men efterhånden som meldingerne om tyskernes fremrykning indløb, besluttede oberst Hartz sig helt tydeligt at handle på egen hånd. Han skriver selv tydeligt for at handle på egen hånd. Han skriver selv, at han underrettede oberstløjtnant Elmgren, der havde etableret kommandostation på Slotsmøllen, om divisionens senere ordre om med hele styrken at gå tilbage bag Vejle å.

Han tilføjer, at han havde besluttet at blive i stillingen, afvente resterne af cyklistbataljonen og panserværnskompagniet fra Søgård, derefter tage kampføling, og så handle efter omstændighederne.

 

Han ville ikke opgive Haderslev

Der var indløbet meldinger om at en tysk styrke var gået over Lillebæltsbroen mod Fredericia. Tyskerne var rykket frem ad Åbenrå-vejen, mens de sprængte styrker var på vej mod Haderslev med tyskerne i hælene, En tysk panserbrigade var rykket frem mod Bredevad.

På den baggrund følte oberst Hartz, at det var umuligt at følge ordren og trække sig tilbage til Vejle å.

• Jeg følte det som en skam at skulle opgive Haderslev uden kamp. Jeg besluttede derfor at blive og tage kampen op.

Han overlod kommandoen af kasernen til næstkommanderende, løjtnant Hansgaard. Selv tog han ned til vandmøllen.

 

Det kneb med kommunikationen i Haderslev

Chefen for rekrutafdelingen, der var udstationeret i Haderslev, fik at vide, at han skulle støde til sin afdeling i Aarhus. Men Hartz gav beordrede ham at gå i stilling i terrænet omkring Vesterskov nord for kasernen. Her skulle han dække et tilbagetog fra Haderslev.

Hartz fik kontakt med politimesteren. Politiet kørte rundt med en radiobil. På kasernen blev 20 mand udrustet inden kampene blev stoppet.

De tyske styrker var godt orienteret om situationen. Men det kneb gevaldigt på den danske side. Beslutningen om at standse kampene blev truffet af regeringen hos kongen kl. 6 om morgenen. Ordren fra generalkommandoen til Jydske Division kom først igennem kl. 7.00.

 

De troede, at det var ”en stor alvorlig øvelse”

Men hvad skete der i Haderslev?

Mellem 4.30 og 5.00 blev mandskabet purret med ordre til at stille fuldt feltmæssig udrustet på kasernepladsen. De havde fået at vide aftenen i forvejen at de næste dag skulle på ”en stor alvorlig øvelse”.

Straks efter at de første var trådt an på kasernepladsen blev kornet Vesterby med fire mand først sat til at pansersikre den sydlige adgangsvej til kasernen med en 37 mm kanon. Kort efter fik de ordre til at køre kanonen til Sønderbro og gå i stilling der.

 

27 fly dukkede op over kasernen

Kl. 5.15 dukkede en eskadrille fly op ude over fjorden med kurs mod kasernen. Der var vel 27 stk. De menige havde endnu ikke fået at vide, hvad der var i gærde, men de havde nu nok en fornemmelse af det.  Pludselig gik der panik i officererne.

500 – 600 mand stod i tætte kolonner på kasernepladsen uden dækningsmuligheder. (Andre kilder fortæller, at der kun var 225 soldater på kasernen) Det var alene fjendens afgørelse, at der ikke i dag står en mindesøjle med navnene på alle disse mennesker. Havde man i planlægningen glemt at fjenden havde et luftvåben?

 

Væk fra kasernen

Nu blev der givet ordre på afgang. Det formede sig nærmest som en vild flugt fra kasernen over Gammelting og sydpå gennem byen. I løb fortsatte man mod syd af Nørregade., hvor fly kastede flyveblade ud. Soldaterne havde endnu ikke fået at vide at tyskerne var på vej og at de skulle i kamp.

 

Kl. 5.30 i København

Mens dette skete, havde Danmark kapituleret. Landets ledende ministre og militærfolk mødtes hos kong Christian den Tiende ved 5.30 tiden.

Allerede 20 minutter efter havde man besluttet at indstille kamphandlingerne. Kort efter begyndte Krigsministeriet at kontakte de militære enheder for at videregive regeringens beslutning. Den officielle forklaring er at fjernskriverne til provinsen var afbrudt og at telefonlinjer var overbelastede.

Alt imens drog Haderslev – soldaterne videre med en enkelt håndtrukken kanon med sig.

 

Tyskerne kommer

Pludselig kom en ordonnans på motorcykel og råbte:

• Tyskerne kommer

Haderslev-garnisonen havde etableret en solid spærring med tipvogne over vejen nedenfor Slotsmøllen. Lidt længere fremme ad Aabenraavejen lå kornet Vesterbys gruppe med den 37 mm kanon, der først kom til at optage kampen med tyskerne.

 

Søgaard – tropper gennem spærringen

Mellem 7.00 og 7.05 kom dele af styrken fra Søgård-lejren gennem vejspærringen ved møllen. De havde fået ordre til at gå i stilling bag Vejle å. Men oberst Hartz overtalte officererne til at parkere en deling ved Christiansfeldvej til forstærkning af kasernen.

Ikke alle soldater havde opfattet situationen som alvorlig. Og det havde beboerne åbenbart heller ikke. De begyndte at vrimle frem på gaderne.  Der blev råbt til dem, at de skulle gå hjem. Der lød hånlige tilbagesvar.

 

En ordre afleveres

Men se også her er der forskellig opfattelse af begivenhederne. Hintz skriver i slutningen af april 1940 i et kapitel til bogen ”Fem år” redigeret af Chr. Refslund, at man under tilbagetoget ad Aabenraa-vejen møder en motorordonnans, der afleverede en skriftlig ordre fra Jydske Division ekspederet over Haderslev.

Ordren rummer den generelle befaling om at gå til en stilling bag Vejle å med tilføjelsen:

• Dog skulle 3. bataljon indtil videre fastholde Haderslevs udkant.

 

Det kunne være en hjemmetysker

Oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning ”Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9.april 1940” om ankomsten til Haderslevs sydkant:

• Det lykkede os ved at flytte lidt på en af afspærringerne at skaffe nødtørftig gennemgang. Så vi slap igennem med personel, materiel og train. Jeg aftalte med oberst Hartz, at jeg skulle gå i stilling i den nordlige del af Haderslev med mine kanoner for om muligt senere at kunne støtte oberstens styrker, når de gik tilbage.

Der er lidt uenigheder om, hvornår skydningerne startede.

Men Ejsing skriver, at der kl. 7.10 er der telefon til oberst Hartz i en forretning lige over for møllen. Han sender sin adjudant til telefonen. Han melder tilbage, at der er givet ordre til at modstanden skulle ophøre.

Oberst Hartz afviser med henvisning til at det kan være en falsk melding fra en hjemmetysker. Da man efter 10 minutter ikke har hørt fra obersten på kasernen, ringer man igen til forretningen. Man meddeler at der er besked til Hartz fra krigsministeriet.

 

Den første soldat dør

Denne gang er det oberstløjtnant Elmgren der modtager meldingen fra hans adjudant. Han giver ordre til at indstille skydningen. Inden dette sker, er det dog endnu en dansk soldat dræbt, idet menig 108 Hansen, der blev såret og ville gå i dækning, bliver ramt af et projektil gennem stålhjelmen.

 

Mester nægter at åbne fabriks – døren

Bertelsen blev ramt hele fem gange. Tyskerne ville bringe ham til Flensborg. Men han protesterede. Han ville ikke være tysk krigsfange. Nu kom der så Haderslev-borgere og bar ham og andre sårede over i Nordisk Trikotagefabrik, hvilket dog skete uden sværdslag.

Flere af de sårede kom kravlende over gaden for at komme i dækning. Mesteren på fabrikken var tysksindet. Han ville ikke have sårede danske soldater ind på fabrikken. Han låste døren for at hindre at de kom ind.

Indehaveren af fabrikken var ikke hjemme den dag. En af kontorfolkene, bogholderen gik dog hen og låste døren op for at de sårede soldater kunne komme ind.

 

Oberstens udlægning

Oberst Hartz skriver i sin bog, at da styrkerne fra Søgård var kommet gennem spærringen var klokken 7.40 og først derefter kommer de tyske styrker.

Da kornet Vesterbys kanonstilling var nedkæmpet gik kampvogne og motorskytter til angreb på stillingen ved møllen. De tyske fly fløj hele tiden over området. Efter disse begivenheder var man nået frem til kl. 8.00. Obersten skriver:

• Min adjudant, kaptajnløjtnant Nergaard blev nu kaldt til telefonen i en forretning, der lå lige over for vandmøllen. Til trods for at tyskerne bestrøg gaderne med maskingeværild og 20 mm granater, nåede han uskadt frem og tilbage, meldte at der var telefonisk ordre på at ophøre md modstanden. Jeg spurgte, hvorfra ordren kom, men det kunne han ikke oplyse, i spændingen havde han glemt at spørge derom.
• Nogen tid efter kom 3. bataljons adjudant, kaptajnløjtnant Jørgensen, med en lignende telefonordre, også han havde sat sit liv i vove for at hente den, men ligeledes glemt at spørge, hvorfra ordren kom.
• Klokken var nu ca. 8.15 og jeg så da min gamle regimentsskriver, stabsofficiant Hansen siddende bag motorordonnansen komme ned ad hovedgaden, der var under tyskernes ild, mod vandmøllen.
• Mellem to fjendtlige ildbyger nåede de i sikkerhed bag vandmøllen og afleverede regeringens ordre til at indstille kampen, dikteret ham telefonisk af Jydske Division.

 

Korporal-elevs udlægning 

I bogen ”9.april” skriver korporal-elev 76 Petersen bl.a. at kl. ca. 7.30 kom de første tyske tanks:

• Vi havde lige fået skudt med 20 mm kanoner, da min kammerat 108 Hansen lige ved siden af mig blev ramt i armen og blødte stærkt. Han ville skifte skyttepladsen med nr. 87, men da han hævede sig lidt, blev han ramt i kanten af hjelmen og fik siden hovedet flænset. Det var et trist syn, som jeg aldrig glemmer at se min kammerat blive dræbt og tilmed have kone og et barn. Men det æggede os op. Vi gjorde vores bedste, men vi kunne ikke holde stand mod de motoriserede.

Han skriver kort om tilbagetoget mod møllen og fortsætter:

• Udenfor mødte jeg oberstløjtnant Elmgren, der straks råbte på mig og sagde at vi skulle over og parlamentere. Jeg fik da bajonetten på og et håndklæde sat på og ville gå men nåede lige over fortovet, da kuglerne sprøjtede hen ad gaden.

 

Det hvide flag

Lidt efter nåede han dog frem og begyndte at vifte med flaget. Omsider ophørte skydningen. Han gik frem sammen med oberstløjtnant Elmgren. På den anden side af spærringen mødte de en ”feldwebel”, der spurgte efter obersten, hvorefter han blev ført frem til obersten.

Samtidig kørte de tyske tanks uden om spærringen, gennem et plankeværk og fortsatte op i byen.

Der er i kilderne som vi har gennemset drabelige beskrivelser af kampene.

 

Angrebet af tyske tanks

Ejsing skriver, at da det tyske tanks er ud for Nørregade 42 åbner delingen fra Søgård ild med et rekylgevær og to maskingeværer mod tyskerne. En tysk motorcyklist i spidsen for kolonnen bliver dræbt og larvekæden af den forreste tank bliver skudt af. Den må stoppe.

Tyskerne åbner derefter ild mod de ubevæbnede vagter på en platform. Her bliver menig 780 Niels Schmidt dræbt.

 

Tyskerne stoler ikke mere på det hvide flag

Fra kasernens hovedindgang sendes en mand ud med et parlamentærflag. Men nu stoler tyskerne ikke mere på det og skyder mod alt. En korporal får et strejfskud gennem hjelmen og hovedbunden.

Kl. 7.33 erfarer oberstløjtnant Hansgaard muligvis, at der fra Christiansfeldvej, tyskerne er blevet beskudt. Han lader vinke med det hvide flag ved porten ud til vejen. Oberstløjtnanten går nu ud på fortovet. To håndværkere kommer løbende ned til ham.

Han må vel have råbt til motorskytterne fra Søgård, at de ikke måtte skyde mere. Sekunder senere forsvinder delingen fra Søgård nord på.

Oberstløjtnant Hansgaard vil nu gå frem mod tyskerne og de to håndværkere følger med. Få meter fremme bliver de beskudt og de to håndværkere bliver dræbt. Hansgaard får et strejfskud i kappen og går i dækning bag en stabel mursten.

Tyskerne tror formentlig at det hvide flag er misbrugt for at give motorskytterne mulighed for at undslippe. De beskyder nu kasernen på syd – og østsiden for at forhindre at nogen slipper ud.

 

Forvirring på kasernen

Der hersker efterhånden en del forvirring på kasernen. Chefen sidder ude bag en stabel mursten på Christiansfeldvej. Hvordan skal man få tyskerne og de fremrykkende styrker overbevist om, at man vil overgive sig?

Ejsing citerer fra politirapporten:

• Omkring 7.30 blev vi fra Politigården opmærksom på to tyske tanks i Nørregade ud for ejendommen nr. 42 – og næsten samtidig åbnede de tyske tanks ild mod kasernen. Hvorvidt der samtidig blev skudt fra kasernen, tør jeg (overbetjent A.N. Jensen) ikke sige med bestemthed, Men i hvert fald fortsatte ildkampen
• Vi lå i skudlinjen – derfor trak vi os tilbage til de bagerste værelser.
• Efter 10 – 15 minutters forløb kom der telefonisk besked til politimesteren, der hele tiden opholdt sig på politigården, at skydningen skulle indstilles, idet der ikke mere fra dansk side ville blive ydet modstand.
• Jeg fik fat i et hvidt håndklæde og med dette anbragt på en stok går jeg ud sammen med landsretssagfører Vogelgesang, der i anden anledning opholdt sig på politigården.
• Jeg henvendte mig til den tyske løjtnant som var fører af de tyske tanks og bad ham indstille skydningen, hvilket skete.

 

Fik forhindret kampvogn i at skyde

Da skydningen indstilles, går oberstløjtnant Hansgaard tilbage til kasernegården. Efter at have givet ordre til at hente de to dræbte håndværkere, går han igen ud på gaden, hvor han mødes af en tysk kampvogn, der svinger sine våben mod kasernegården.

Selv fortæller oberstløjtnant Hansgaard i ”9. april” om arbejdet med at pakke vogne på kasernen, hvor man fik melding både fra Jydske Division og Krigsministeriet om at indstille kampene.

Han fortæller, at han fik forhindret kampvognen i at skyde. En tysk kaptajn kom hen og præsenterede sig. Hansgaard forklarede ham, at han var på vej til sin chef ved Vandmøllen med ordre til kampens ophør. Den tyske kaptajn kørte ham derefter frem.

 

Obersten: Kun den sydlige del har overgivet sig

Da oberst Hartz sammen med sit regiment havde overgivet sig ved Sønderbro blev han af en kampvogn ført syd på for at møde den tyske divisionsgeneral. Under mødet gjorde Hartz den tyske general opmærksom på, at det kun var styrkerne i det sydlige Haderslev, der havde overgivet sig.

 

Hånet af tysksindede

Men obersten havde ikke informeret sin næstkommanderende om dette. En soldat skriver fra dengang:

• Da kampen ved Sønderbro var slut kom en af Regimentets kaptajner sammen med en tysk befalingsmand hen til os. Vi skulle afvæbnes, men vi fik lov til at beholde vores karabiner. Jeg husker tydeligt under tilbagemarchen til kasernen, hvorledes hjemmetyskerne hånede og spyttede efter os. En stor fed kælling ville rive geværet fra mig – så jeg måtte give hende et kolbestød i maven.

 En anden soldat skriver:

• Det var tydeligt at se, at mange var glade for tyskerne og smed cigaretter og andet godt op til dem under deres forbikørsel.

 

Var det oberstens skyld?

Ejsing konkluderer, at kornet Vesterby og 305 Hansen bliver dræbt før regeringens ordre når frem til oberst Hartz.

108 Hansen, 780 Schmidt og tre civile blev dræbt på grund af at oberst Hartz ikke ville indstille kampen.

 

Hvorfor blev de tyske tanks beskudt?

Men hvorfor beskød gruppen fra Søgård tyskerne? Det var efter at ordren om at stoppe kampene var givet. Chefen for Søgaard – styrken, oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning:

• Vi hørte, at kampalarmen ophørte og pludselig så vi en svær tysk kampvogn køre op foran kasernen.
• Jeg måtte derfor få den opfattelse, at haderslevstyrken var nedkæmpet, og at tyskerne derefter havde genoptaget fremrykningen.

Men sandheden er imidlertid, at regeringens ordre til at indstille kampene endelig var nået oberst Hartz. Han var kørt frem til den tyske divisionsgeneral. Imens var de forreste tyske kampvogne gået gennem spærringen, hvor modstanden var befalet ophørt.

Søgård – afdelingen kunne ikke komme til at skyde på tyske kampvogn uden at dette ville forårsage betydelige tab på den civile befolkning, der med utrolig letsindighed opfyldte gaden omkring kampvognen. Clausen siger, at han først fik oplysningerne om kampenes indstilling, da han var nået nord for Kolding.

 

De tyske tropper blev hyldet

Styrkerne smed deres våben og ammunition i store dynger på kasernegården, samtidig med at to sygepassere gik over kasernegården med en overdækket båre med den dræbte 108 Hansen.

Udenfor havde hjemmetyskerne samlet sig i et stort antal for at hylde de tyske tropper, der kørte gennem byen mod nord.

 

Militærattache i Berlin

Efter 9. april blev oberst Hartz ligesom resten af hans regiment interneret. Han fik dog muligheden for at deltage i indvielsen af en mindeobelisk, der blev placeret ved Hertug Hans Kirken til ære for de soldater, der faldt under hans kommando.

I april 1941 var oberst Hartz desuden tilknyttet som militærattache i Berlin. Den 1. maj 1941 fratrådte oberst Hartz som garnisonskommandant ved Haderslev Kaserne.

 

Bogen fik Kommissionens interesse

Under resten af besættelsestiden arbejdede Hartz på en bog som han udgav efter befrielsen i maj 1945. Vi har i denne artikel citeret fra den. Bogens hovedbudskab er et voldsomt angreb på både regeringens og Generalkommandoens rolle under invasionen den 9. april 1940.

”Og sådan måtte det gå” som var værkets anklagende titel skabte hurtigt røre, både i civile, politiske og militære miljøer. Udgivelsen af denne bog var direkte medvirkende til at Hartz blev indkaldt til afhøring hos den parlamentariske kommission.

Afhøringen fokuserede især på de fejl kommissionen mente at finde i hans bog, samt de mange kontroversielle beslutninger obersten havde truffet den 9. april.

 

Han faldt i unåde

Selv om Hartz blev kritiseret og irettesat, specielt for hans beslutning om at ignorere flere direkte ordrer, der kom fra hans overordnede, så blev han aldrig dømt for noget.

Men efter afhøringerne faldt han i unåde og hans omdømme led et stort knæk. Hartz døde et par år efter krigen. Han vedbliver med at være en af de mest kontroversielle garnisonskommandanter på Haderslev Kaserne.

 

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• Haderslev Byarkiv
• E. Clausen: Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9. april 1940
• Sigval Ejsing: Kampene i Haderslev 9. april 1940
• Refslund: Fem år – indtryk og oplevelser
• Arne Stevns: 9. april
• Flemming Just: Soldaten, der vidste han skulle dø
• C.J.A. Hartz: Og sådan måtte det gå
• dengang.dk – diverse artikler
• berlingske.dk
• haderslevvvwiki.dk
• Regimentsbladet Kronborg 6. juni 1941

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.822 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 372 artikler
• Under Sønderjylland finder du 214 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under København finder du 190 artikler
• Under Aabenraa finder du 176 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

 

• Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
• Dramaet ved Viadukten 1-2
• Kastellet 9. april 1940
• Uenigheder omkring 9. april 1940
• Optakten til 9. april 1940
• april – aldrig mere
• Alarm i Sønderjylland 8. april 1940
• Danmark var advaret 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa 1-2
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sønderjylland 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Da Hagekorset blev hejst i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder og mange flere