Gendarmerne ved Grænsen – 9. april 1940

Den 9. april 1940 var en mørk dag. Kurset var nok ikke så hemmeligt. Tyskerne holdt sig skjult i en barak. Sprængning var sikkert blevet annulleret. En gammel forordning skabte forvirring. Ville tage kollegaer med. Man vidste at tyskerne ville komme.  Lederen ville hente et rekylgevær ned. Der forelå ingen forholdsordre. Gendarmerne gik patrulje allerede fra 11. april.

 

Den 9. april var en mørk dag

For mange er den 9. april 1940 en mørk dag i danmarkshistorien. Ja lige så mørk som i 1864. Vi tabte ansigt udadtil. Vores danske selvagtelse lød et knæk.

Vi har tidligere i tre artikler berettet om, da tre gendarmer i Padborg mistede livet natten til den 9. april 1940.

 

Kurset var ikke så hemmeligt

Gendarmer var midt i 1930’erne blevet forsynet med et rekylgevær. Et antal gendarmer var sendt på et sprængningskursus. Det var for at de ved en given lejlighed kunne sprænge viadukter og broer i luften.

Nu skulle dette kursus være holdt hemmeligt. Men det halve af Padborg vidste besked om dette og sikkert også det tyske efterretningsvæsen. Der var også spioner i Danmark i form af danske statsborgere, der rapporterede til tyskerne.

 

Tyskere holdt sig skjult i en barak

Tyskerne vidste, at hvis viadukten blev sprunget i stykker, så ville jernbanetrafikken blive forsinket. Som vi tidligere har nævnt i en artikel, havde tyskerne sendt grupper af soldater over grænsen klædt i civil, der skulle undersøge bestemte mål.

En underofficer og to mænd skjulte sig ca. 30 meter fra viadukten i en ubenyttet barak på den østlige side af banedæmningen.

 

Sprængning sikkert annulleret

Sprængningen af viadukten var sikkert blevet afblæst som så meget andet, der havde med forsvar at gøre. Således havde gendarmerne i ugen før besættelsen fået deres ammunition fordoblet. Men den blev inddraget igen to dage før den 9. april.

 

En gammel forordning

Der bestod en gammel forordning for gendarmeriet, der gik ud på, at mandskabet ved krigshandlinger efter nærmere ordre skulle møde ved deres respektive afsnit medbringende våben, et sæt undertøj og en madpakke. Derefter skulle der søges kontakt med hærstyrkerne længere oppe i landet. Ved hjælp af ordonnanser blev denne forordning sat i kraft tidlig om morgenen den 9. april.

 

Ville tage kollegaer med

Den ene af de tre dræbte gendarmer, – de hørte alle tre til Bov – afsnittet, boede på Frøslevvej, altså vest for viadukten. Han havde bil og benyttede den for hurtigt at nå afsnittet i Bov.

Da han passerer viadukten, traf han to af sine kollegaer, der også var på vej til Bov. Han standsede for at tage dem med. Han standsede op for at tage dem med. Dette skete lig ud foran den før omtalte barak.

En af kollegaerne havde en cykel med. Og bilisten steg derfor ud for at hjælpe med at få den anbragt bag på bilen. Tyskerne i barakken troede givetvis, at det var sprængningskommandoet. De åbnede derfor ild mod gendarmerne med det resultat at den ene var død på stedet, og de to andre blev hårdt såret. De døde kort efter.

Hvis bilisten ikke havde standset for at tage kollegaerne med netop på dette sted, ja så var ulykken ikke sket.

 

Man vidste, at tyskerne ville komme

Nu kom det sikkert ikke som en overraskelse at tyskerne ville komme. Spørgsmålet var bare, hvornår? Vejene fra Slesvig til grænsen var stopfyldt med kampvogne af alle arter. Og det kunne kun betyde, at en invasion var nært forestående.

Mange gendarmer var i tvivl om den gamle forordning gjaldt, når de nu havde måttet aflevere deres våben.

 

Lederen ville hente rekylgevær ned

Ved afsnitskontoret var der samlet ca. 20 mand, da afsnitslederen kom ud, gumlede han på et stykke brød. Han så alt andet end krigerisk ud. Det første, han sagde var, at nu måtte de hellere få rekylgeværet ned. Det stod oppe på loftet.

Det blev gendarmerne nu ikke så lidt forbavset over. Skulle de nu alligevel ikke trække sig tilbage og møde de danske tropper længe op i landet. Der var ingen biler at se. Hvem skulle transportere dem derop. Der var noget, der ikke passede.

 

Der forelå ingen forholdsordre

Nu var der så en af gendarmerne, der spurgte, hvad forholdsordrerne gik ud på. Og lederen svarede, at der ikke forelå nogen. Så var det en gendarm, der indtrængende anbefalede, at geværet foreløbig blev, hvor den var og at de alle skulle forsøge at komme hjem til deres familie. En anden mente, at man da måtte se at få forbindelse med chefen.

Og det var omgående forbindelse med Gråsten. Her var det chefen selv, oberst Paludan – Müller, der tog telefonen. Han gav ordre til, at man omgående skulle begive sig tilbage til egne kvarterer. Der skulle man forholde sig rolig og afvente nærmere ordre.

Alle gendarmer nåede hjem, inden strømmen af tyske kampvogne begyndte. De tyske flyvere fyldte luften med deres larm.

 

Gendarmerne gik patrulje fra 11. april

Allerede den 11. april begyndte gendarmerne atter at patruljere langs grænsen. Paludan – Müller gik ofte langs grænsen og talte med de forskellige gendarmer. Han mente, at tyskerne havde 90 pct. chance for at vinde krigen. Ingen tvivl om at hans mening var lige som den danske generalstabs mening. To år senere mente han, at de kun havde 40 pct. chance.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.811 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 368 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler
• Var Paludan-Müller en Folkehelt?
• Obersten fra Tønder
• Dramaet ved Viadukten (1)
• Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
• Spionage i Sønderjylland inden besættelsen
• Pas på grænsen (1)
• Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører?
• Dansk agent skyld i gendarmers død