Gadenavne og skilte i Tønder

Tønder fik først gadeskilte i 1850. Det var det danske militær, der ønskede dette samt bedre belysning. Højst overraskende blev det tyske navne. I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden. Politikassen betalte udgifterne. Opsætningen blev meget forsinket. Læserskribent var overrasket over tyske skilte. Embedsmændene var vant til at kommunikere på tysk i Hertugdømmet. Man ville helst tale sønderjysk. Vo Steemann havde fuld tillid til borgmester Olufsen. Det danske Generalstab ønskede danske gadeskilte. Tønders velgører skulle stadig mindes og æres. Skovrøy og Ludwig Andresen diskuterede Uldgade og Wolfstrasse i medierne. Men begge tog fejl. Claus Eskildsen kom med den rette sammenhæng. Nye forslag fra Thorvald Petersen. Hverken Brorson eller Provst Petersen blev glemt. Efter 1920 var det en overraskelse at de tyske skilte blev siddende. Nye forklaring på, hvorfor det skulle hedde Pebergade. En turist beklagede sig. Stadig tyske navne ved amtsvejene. Efter befrielsen tog otte postbude et frisk initiativ. Den 11. maj 1945 blev de tyske skilte fjerne. Det kunne være sket i 1937, da Tønder fik dansk borgmester. Og de tyske skilte endte ikke på museet men blev destrueret.

 

Først gadeskilte i Tønder 1850

I Tønder skulle man vente til 1850 før der kom gadeskilte. De var på tysk.

Borgerskabet i Tønder havde besluttet sig at byen skulle tilslutte sig revolutionen den 24. marts 1848. Men den 22, juli 1850 blev byen besat af danske tropper. Men det ændrede nu ikke på stemningen i Tønder. Den var fortsat danskfjendtlig. Men trods dette var dansk det fremherskende modersmål i byen. Men det var som om, at det højtyske sprog havde større prestige.

 

Det danske militær forlangte gadeskilte og bedre belysning

Kort før de danske troppers ankomst blev gadeskiltene sat op. Det skete omtrent samtidig med at gadebelysningen blev forbedret – på det danske militærs foranledning.

Hovedpersonerne i denne sag var konstituerede borgmester, justitsråd Drøhse og amtmand greve Reventlow. Sidstnævnte havde politimyndigheden i byen. Den tidligere borgmester i byen var flygtet, da de danske tropper ankom.

 

I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden

Amtmanden var tysk opdraget, men i Treårskrigen havde han kæmpet på dansk side. Han blev modtaget med tillid af de dansksindede i byen. Men alt tyder på, at stemningen blandt de dansksindede i byen havde vendt sig mod amtmanden. I et læserbrev i 1856 i Dannevirke kunne man læse at denne Reventlow havde ansvaret for, at der kom tyske skilte op.

Man havde åbenbart fundet ud af, at både kvarterenes navne og gadenavnene manglede i byen.  Ja husnumrene manglede også mange steder. Måske var der nogen, der havde gjort amtsborgmesteren opmærksom på det. Men det nævntes ikke på hvilket sprog disse skilte skulle forfattes på.

 

Det handlede muligvis om besparelse

Nu blev gadenavnene ikke malet direkte på hushjørnerne. Kæmnerne havde åbenbart gået rundt i byen sammen med malere og set hvordan hushjørnerne så ud. Magistraten havde åbenbart også fået at vide, at der ikke var nogen plads eller at muren var så ujævn, at skriften ikke kunne anbringes tydelig.

Det handlede muligvis om besparelse. Således var det billigere, hvis maler Aars kunne male navnene på et skilt. Åbenbart drejede det sig om 78 blæk plader. Og nu dukker de tyske navne på gaderne frem.

 

Politikassen skulle betale udgifterne

Der bliver så spurgt om hvorvidt Slots- og Frigrunden, der var et lille selvstændigt ejerlav selv skulle betale. De blev først indlemmet i Tønder Kommune i 1933.

Reventlow fastslår, at det er politikassen, der skal afholde udgifterne. Man kunne konstatere at skiltene skulle have tre lag sort maling før de kunne holde og få den rette glans. Denne procedure krævede mere tid. Og så var det lige det problem, at for hver gang, der skulle et nyt lag maling på, måtte skiltene tørre. På grund af vejret kunne det kun foregå i værkstedet.

 

Opsætningen blev meget forsinket

Man kunne slet ikke efterkomme amtmandens ordre om at være færdig i løbet af tre dage. Og så var det lige det problem, at de anordninger man skulle bruge til ”Lanterner” ikke kunne fås i Tønder men skulle bestilles i Flensborg.

 

Amtmanden var ansvarlig

Læserskribenten havde ret i. at det var Grev Reventlow, der var ansvarlig for skiltene. Men han havde ikke givet anvisning på hvilket sprog det skulle være. Men han havde godkendt forslagene og det havde borgmester Drøhse også gjort. Kæmnerne havde følt det som en selvfølge at skiltene skulle være på tysk.

 

Læserskribent undrede sig over at skiltene var på tysk

Det var et langt brev i Dannevirke. Brevskriveren undrer sig over, at skiltene ikke var på dansk eftersom det var danskerne, der vandt den Første Slesvigske Krig. Brevskriveren mener, at det var fordi, at embedsstanden stadig var tysk. Dette kunne føre til at tyskerne kunne tro, at de havde masser af sympati, mente brevskriveren.

Brevskriveren var godt klar over, at det var det danske militær, der havde bedt om mere belysning og muligvis også skilte med gadenavne for at finde rundt i byen. Og så mente han også det var mærkelig at de skulle orientere sig efter tyske navne.

Åbenbart var Reventlow påpasselig med at dokumenter blev sendt på tysk og dansk.

 

Embedsmændene var vant til at skrive tysk i Hertugdømmerne

Måske skyldes de tyske gadenavne, at man i hertugdømmerne administrerede på tysk. Vi har ligeledes i en artikel beskrevet anvendelse af bynavnet Aabenraa eller Apenrade. Amtmanden har måske ikke tænkt over at sprog og nationalitet var noget, der hang sammen.

Det er muligt, at han på grund af den danskfjendtlige stemning i byen har villet undgå at virke provokerende ved at lade opsætte dansksprogede gadeskilte. Han har måske bestræbt sig på at tage hensyn til begge nationaliteter.

De tyske skilte fra 1850 var i mellemtiden blevet udskiftet til blå skilte med hvid skrift. Der var ikke mere kvarterbetegnelse.

 

Man ville helst tale sønderjysk

I 1920 var der i Tønder et stort tysk flertal. De dansksindede svarede på tysk, når de blev tiltalt på tysk.  Det generede ikke de dansksindede selv om det ikke var morsomt. Men helst ville man tale sønderjysk, som stadig var det mest udbredte sprog i byen.

 

Von Steemann havde stor tillid til Oluf P. Olufsen

Ifølge Chr. Von Steemann – dommer m.m. diskuterede danske og tyske embedsmænd aldrig nationalpolitik når de mødtes. Men der var dog borgere i byen, der ikke forstod dansk.

Nu var det så borgmester Oluf P. Olufsen, der havde ansvaret for gadeskiltene. Af Chr. V. Stemann fik han det eftermæle:

• Han var tysksindet, men fuldstændig loyal og talte flydende dansk.

 

Det danske Generalstab anbefalede dansksprogede skilte

I byrådet anbefalede han danske gadenavne. Og det skete på den danske generalstabs foranledning.

De lokale medier berettede om, at borgmesteren anbefalede at der ved siden af de tyske gadenavne blev indført danske gadenavne. Det var nu også mærkeligt at høre danske embedsmænd at udtale gadenavnene på tysk.

 

Tønders velgører skulle stadig mindes og æres

Byens gadenavne blev ikke fordanskede, men de var fortyskede. Den danske form var den oprindelige. Det var kun de nye gader, som var opstået i den tyske tid, for eksempel Strucksalle, Popsensgade, Carstensgade og måske Richtsensgade, der kunne kaldes tyske. Ja sådan fortalte P. Skovrøy i Flensborg Avis. Han mente at det var rigtig nok, at mindes byens velgører. Flensborg Avis havde i sin tid foreslået at man skulle mindes den danske konge som skænkede klostrets formue til oprettelse af alderdomshjemmet i Østergade. En gade skulle således kaldes Kongens Gade, men det skete ikke dengang. Måske kan det ske nu, mente Skovrøy.

 

Skovrøy mente at navnet Wolfstrasse var en misforståelse

Skovrøy gjorde også opmærksom på, at tyske Wolfstrasse var en misforståelse. Af Uldgade. Der har såmænd aldrig været ulve i den gade. Gaden fik sit navn efter den uld, der blev losset her i gamle dage og som blev lagret i pakhuse i Spikergade. Hvad hedder Spikergade egentlig på dansk?

Og så mente Skovrøy også, at misforståelse med Pfefferstrasse, som oprindelige hed Peblingegade efter Klosterskolens peblinge i sin tid. Men det blev hvis aldrig rettet!

 

Forkerte oplysninger i avis

Neue Tonderrische Zeitung kunne oplyse, at man ville erstatte Carstensgade med Løgumklostervej, Strucksalle med Møgeltøndervej og Viddingherredsgade med Aventoftvej. Bladet nævnte også, at det ikke var lokale folk, der fremsatte disse forslag. Og de gamle navne fik da også lov til at blive.

 

Nye forslag fra Thorvald Petersen

Thorvald Petersen, en af danskhedens forkæmpere advarede i Tønder Amts Avis mod at man afskaffede Richtsensgade. Denne mand havde stiftet legater og skænket Tønder et borgerdige. Han anbefalede også Uldgade og Aventoftvej. Han ville have at Markgade kom til at hedde Brorsonsgade. Hans forslag om at omdøbe Abeler Chausse til Ribevej gik næsten igennem. Som bekendt kom den til at hedde Ribe Landevej og Brorsonsvej kom først senere med en helt anden vej.

 

Provst Petersen blev ikke glemt

Claus Eskildsen tog også bladet fra munden og advarede mod at se bort fra byens velgører. Han mente, at man havde glemt en af de helt store velgører, nemlig Balthasar Petersen. Og det blev så til Provst Petersens vej, en sidegade til Carstensgade op til Vidåen.

 

Var Pebergade også en misforståelse

Hugo Matthiesen, manden bag adskillige historiske bøger bl.a. om Hærvejen beklagede, at der ikke blev en Peblingegade i Tønder. Det kunne være det sidste minde om klosteret. Han mente så kunne man lige så godt have kaldt gaden for Frikadellegade. Det var lige så godt som Pebergade. Åbenbart stammer Pebergade fra Pebersvende, dvs. de hanseatiske handelsbetjente.

 

Ludwig Andresen med nye forklaringer

Og så var det lige ordet Spiker, der alligevel ikke var tysk. På nedertysk betyder Spiker en magasinbygning. Så det navn var hvis godt nok. Men diskussionen var endnu ikke slut. For i NTZ Kom Ludwig Andresen med et længere indlæg.

Han forklarede at omkring 1657 tilhørte Uldgade (Wolfstrasse) ikke til Tønder By. Forbrydere kunne flygte til denne gade, så kunne byen Tønder ikke gøre noget. I 1657 havde beboere i Wolfstrasse lavet en særlig aftale. I 1665 besluttede hertugen at Wolfstrasse skulle indlemmes i Tønder By.

Historikeren Ludvig Andresen fortæller også, at i 1570 og sikkert endnu længere tilbage hed vejen ”Wulfstraat”. Der bliver henvist til en artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1905, hvor Louis Bobe beskriver en brand i 1586. Her nævnes navnet ”Ulvegade”

 

Skovrøy havde ikke tillid til de tyske oversættelser

Og på dette indlæg regerede P. Skovrøy. Han hævder, at der er mistillid til hvad der i fortiden er skrevet om Tønder, fordi det var på tysk. Over for trykte tyske kilder står den mundtlige overlevering. Rådmand Diemer fra Tønder hævdede bestemt, at Uldgade hed sådan, fordi bådene fra herredet sejlede op ad Vidåen og lossede uld på denne plads. Dette var før vandmøllen blev bygget. Der skulle være fundet rester af et bolværk langs åen i Uldgade.

Og så nævner Skovrøy også at på Tønder – dialekten heder det ikke Uld men Ull. Det er ligesom det hedder Gull og ikke Guld.  Det hedder Mann og ikke Mand. det hedder vann og ikke vand.

 

De tyske skilte skulle blive siddende

Et nyt problem opstod i byen. De tyske skilte ville blive siddende. Og de danske navne skulle sidde nedenunder. Men det blev så lavet om, så de kom til at sidde oven over.

I 1850 var Torvet delt i Grosser Markt og Kleiner Markt. Navnet Kirkepladsen var kommet til i 1920, mens Schloss-Strasse – Slotsgade og Schloss-Grund på listen fra 1850 ikke er med i 1920.

 

Nye forklaringer på Pebergade

Igen blev navnet Pebergade diskuteret. Der blev nævnt at Peber var et betalingsmiddel og en meget vigtig handelsvare engang. Således havde man i Randers en gade, der engang hed Peberslip. Og så havde man et Saltegade i Ribe. Det der så ikke bliver nævnt er, at der langs Vadehavet blev fremstillet masser af salt.

 

Claus Eskildsen havde en ny forklaring til Uldgade

Uldgade og Wolffstrasse blev ivrigt forsvaret fra henholdsvis dansk og tysk side. Og det var dyrenavnet man fra tysk side forsvarede. Måske er det Claus Eskildsen, der har ret. Han skrev således i bogen ”Tønder 1243 – 1943”:

• Uldgade fik sit nuværende navn i 1920, fordi redaktør P. Skovrøy formodede, at uldspinderne havde boet der. På tysk kaldes den Wolfstrasse. Begge navne er ikke korrekte.
• Den kaldes i 1603 Wulf’ s gade efter Wulf Hans’ s som ejede et hus ud til hjørnet af Søndergade.

 

En turist beklagede sig

En turist fra Østslesvig klagede i Vestslesvigsk Tidende, i hvilket han klagede over af gadeskiltene i Tønder var affattet på tysk og dansk og især da, at der i Højer udelukkende fandtes tyske gadeskilte.  Desuden klagede brevskriveren over at påmindelserne om at køre langsom alene er affattede på tysk.

 

Stadig Tyske navne ved amtsvejene

Langs amtsvejene var de tyske vejviserstene ikke blevet fjernet. Således kunne man i uden for det gennemdanske Rørkær to år efter ”Genforeningen” på en stor granitblok læse:

• Apenrade
• Flensburg
• Tondern

 

Man undrede sig over dobbeltsproget skilte

I bogen ”Tønder i Dag” udgivet i 1943 kunne man læse:

• Skiltene på alle gadehjørner fortæller, at i Tønder lever to nationaliteter, en hvis sind er vendt mod nord og en hvis sind er vendt mod syd.

Claus Eskildsen slutter i sin afhandling ”Den nationale udvikling i Tønder (1943) med ordene:

• Det er altså ikke en antikveret Kuriositet, men det er et synligt Tegn paa national Fordragelighed, naar den fremmede med Undren ser danske og tyske Gadeskilte paa alle Tønders Gadehjørner.

 

Otte postbude fjernede de tyske skilte

Efter befrielsen 5. maj 1945 kunne man ikke længere have gadeskilte på besættelsesmagtens sprog. Nedtagningen fandt sted den 11. maj 1945. Det formede sig som en Befrielsesfest. Den 14. maj skrev Flensborg Avis:

• Postbudene fjernede Tønders tyske Gadeskilte.

Som Flensborg Avis skriver, så kunne man i 1937, da der valgtes en dansk borgmester havde forventet, at de tyske kilte var blevet fjernet. Gade – og vejudvalget i Tønder Kommune havde også diskuteret det.

Men det var en kreds af borgere, der vedtog at nu skulle skiltene væk. Og så tog otte postbude initiativet. Tirsdag eftermiddag kl. 4 trådte de i aktion, bevæbnet med stige og brækjern og en postvogn.

 

Skiltene endte ikke på museet

Flere steder var Tønders borgere da også gået i gang. Stemningen steg yderligere, da et postbud tog sin harmonika frem. Først hen under aften kunne aktionen standses. Alle Tønders tyske gadeskilte lå samlet i en postvogn. Man ville have dem overladt til museet. Men disse meddelte, at skiltene var blevet destrueret.

 

 

 

Kilde:

• Chr. V. Steemann: En dansk embedsmands Odysse 1-2
• Birgit Christensen: Gadeskilte og Gadenavne i Tønder (artikel)
• Tønder gennem tiderne
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Danmarks Stednavne bd. 5 – Tønder Amt
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• Sønderjysk Månedsskrift
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt
• Asger Nyholm: Nationale og religiøse Brydninger i Tønder
• Thorvald Petersen: Tønder bys legater
• Svalastoga Wolf: En by ved grænsen
• P. Trap: Statistisk Topografisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig 1-2
• dengang.dk – div. Artikler
• Litteratur Tønder (se liste)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.973 artikler
• Under Tønder finder du 311 artikler

 

• Gader og veje i Tønder
• Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder