Gårdejer på Søgård ved Højer

Det var lettere at gå på diget. Men man skulle huske at have gummistøvler på. Cyklerne kunne gemmes i et fåreskur. Bundløs ælte. Vejen var bestemt ikke altid bevendt. Ingen lys og vand. Man måtte bruge regnvand. Historien om bageren fra Rudbøl. I 1935 var der stadig tysk flertal. Søgård den lavest liggende gård i kongeriget? Det skulle gå 25 år, inden Søgård blev rigtig landfast. Selvbevidste, stoute bønder. 9 værtshuse i Højer i 1935. En kasse øl til hver.

 

Det var lettest at gå på diget

I 1935 tog Poul Andersen til Højer. Han havde overtaget gården Søgård. Det regnede og blæste. Ude i marsken sagde man, at der var elleve stille dage om året derude.

Søgård ligger midt i Højer Kog. I dag går der asfalteret vej tæt forbi gården. Men det gjorde det sandelig ikke dengang. Hvis man ikke lige kom med hest og vogn var det lettest at gå langs diget mod Rudbøl.

 

Man skulle huske at have gummistøvler på

To kilometer ude drejede man fra og fulgte en markvej ind i kogen. Men de sidste ca. 500 m til gården måtte man gå tværs over fennerne. Disse var adskilt af brede grøfter.

For at gøre det ”bekvemt” var der lagt brædder over grøfterne. Så kunne man nogenlunde tørskoet nå Søgård. Man skulle dog altid have gummistøvler på for at komme til gården.

 

Cyklerne kunne man gemme i et fåreskur

Man kunne dog gemme cyklerne i et fåreskur og så cykle de sidste to km til Højer. Var man ikke stedkendt og var det tåge, ja så kunne det være svært at finde frem til gården.

 

Bundløs ælte

Jo, der var en vej til gården. Vej er måske et fint ord. Man startede på Kovej i Højer. Det første stykke var belagt med sand. Men derefter var det ganske enkelt marskjord med en grøft på begge sider.

I tiden fra oktober til april var dette stykke nærmest bundløs ælte. To heste kunne have svært ved at trække en arbejdsvogn på dette underlag. Var det frostvejr måtte man være agtpågivende for så skulle vejen slæbes over, så de dybeste huller og hjulspor blev jævnede. Nåede man ikke dette, inden frosten satte ind, risikerede man, at hestens ben blev ødelagte og vognen brød sammen.

 

Vejen var bestemt ikke altid bevendt

Også om foråret skulle vejen slæbes. Når sol og blæst tørrede den af, kunne den være som et lerstampet logulv, dog sjældent så jævnt at man kunne cykle på den og biler kunne benytte den.

Men blev det så regnvejr, og det regnede i mere end en halv time, så var færdsel med cykel og bil umulig. Det skete ikke så sjældent, når de have besøg af bilende gæster, at de måtte spænde heste for bilen, når de skulle hjem

 

Ingen lys og vand

Elektrisk lys var det ikke på gården. Man klarede sig med petroleumslamper. Gæsterne syntes, at det var så hyggeligt. Men de skulle heller ikke arbejde i hus og stald ved skæret fra petroleumslampe og flagermuslygte.

Vand fandtes det heller ikke på gården. Jo, der fandtes godt nok en brønd i stalden, men det var brakvand. Det kunne bruges til vanding af kreaturerne, men i husholdningen var det uanvendeligt.

 

Man måtte bruge regnvand

Vand til husholdningen måtte man, som det var almindeligt på mange marskgårde skaffe ved at samle regnvand fra taget. Men helt rent var vandet nu ikke, da tagbeklædningen var tagpap. Det hjalp senere, da der kom pandeplader på.

Var sommeren tør måtte vandet rationeres. Spændene var det, når det trak op til torden, så skulle det sidste vand tømmes ud af cisternen. Der blev skrubbet og kalket. Alt blev gjort klar til en frisk vandforsyning.

Men drev tordenbygen forbi måtte man til der kom regn, hente vand i mejerispande fire km bort i Højer. Måske kan man godt forstå at befolkningen i marskegnene ikke var de store vanddrikkere, i al fald ikke uden de kommer rom i.

 

Historien om bageren fra Rudbøl

Det blev fortalt, at i Rudbøl, der fik sin vandforsyning fra stråtag, blev det fortalt, at der var to vandtønder, en til rugbrød og en til finere bagværk. I tønden til rugbrød blev det første vand ledet ned. Når så taget var skyllet nogenlunde rent, blev nedløbsrøret drejet hen til den anden tønde. Men nu kan denne historie være en myte – men det kan jo også være rigtigt!

 

I 1935 var der stadig tysk flertal

Området omkring Søgård blev i egnens egen dialekt kaldt ”æ Sjæv”. Dette kan vel oversættes som sivsø eller sump.

I byrådet i Højer var der 7 tyske mod 4 danske, så danskerne var udprægede i mindretal. Dette skabte spændinger i hverdagen.

 

Søgård – den lavest liggende gård i kongeriget?

Mon ikke Søgård er den lavest liggende gård i Kongeriget. Den ligger kun 20 cm over havets overflade. Det var plads til at strække øjnene. Dengang var der ikke et træ eller et hus, der brød synsfeltet. Henne ved diget stod et par gamle vejrmøller. Deres tid var forbi, der blev afløst af moderne pumpstationer.

For at gøre dige-vejen fast, brændte man klinker, og med disse blev digerne brolagte.

 

Det skulle gå 25 år før Søgård blev ”landfast”

Ja tænk engang. Det skulle gå 25 år, før der kom en fast vej til Søgård. Da Poul Andersen ankom til Søgård, var gårdspladsen nærmest et morads. Han fik den delvis brolagt, planeret og belagt med grus.

 

Selvbevidste, stoute bønder

Ikke mindre end 42 forskellige naboers jord stødte op til Søgårds marker, heraf var de 36 hjemmetyskere. På det tidspunkt var Poul Andersen den eneste bonde i Højer Sogn.

Herude var der skam også offentlig jord. Det var jord, der tilhørte legater. Den hjemmetyske sælger måtte høre mange bebrejdelser, fordi han solgte til en dansksindet.

Men vores hovedperson havde det godt med sine naboer. Bønderne herude var selvbevidste, stoute vestslesvigere. Deres slægter havde gennem århundrede ejet jorden og gårdene. De spillede en dominerende rolle i Højer. Deres tyskhed havde rødder i det Slesvig – Holstenske oprør.

 

9 værtshuse i Højer i 1935

Der var 9 værtshuse i Højer i 1935. Efter sigende skulle det have været det dobbelte i 1920. Det var tradition or, når marskbonden havde været rundt at se til sine får og stude, så skulle han styrkes med noget drikkeligt.

På kroen mødtes man. Her blev der handlet. Her blev Højers anliggender ordnet. Det kunne let hænde, at det blev en ”long Sitzung”. Og det var bestemt ingen skam at komme hjem med en ordentlig ”haarbyttel”.

 

En kasse øl til hver

Det skete en aften, at et par stykker var blevet ”usattes”. Det kom til klammeri og sagen kom for retten i Tønder. Som vidne var indkaldt en ældre bonde, der var kendt for det kvantum øl, han kunne konsumere.

På dommer Stegmans spørgsmål, om de havde været fulde, svarede han:

• De trover æ it hr. dommer, vi haje da kuns fåt en kasten vær.

 

 

 

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Højer
• Sønderjyske Årbøger
• Poul Andersen: Mine 9 år i Højer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.972 artikler
• Under Højer finder du 81 artikler
• Under Tønder finder du 310 artikler
• Højer omkring 1930
• Dansk og tysk i Højer
• Gårde i Højer
• Højer – bondeby i marsken
• Gammel Frederikskog – dengang
• Syd for Højer
• Tønder. Marsken og Afvandingen
• Tøndermarsken – under vand
• Tøndermarsken 1-2