Frydefulde Østerbro
Langs søerne gik Kierkegaard på jagt efter Regine. Men nogle gange var han i selskab med skuespiller Rosenkilde. Fru Heiberg kiggede på skøjteløbere, og ønskede at hun var 16 år. Hele 23 værelser var der i Bagermester Købkes ejendom. Ved 15. blegdam byggede en tobaksfabrikant et hus på 240 kvadratmeter. Industrierne blandt Blegdammen kunne ikke klare sig i konkurrencen. Militæret bredte sig, takket være Frederik den Sjette. Vi kigger på Landstedet Elba. Og så var der meget mørkt her ude på Østerbro.

Man ville have lukket Østerport
Østerport, var den mindst anvendte af de fire porte ind til København. Porten blev først revet ned i 1858. Den lå omtrent der, hvor Den Frie Udstilling i dag har sin bygning.
Først omkring 1871 begyndte man at planere voldterrænet. Egentlig havde man tænkt på, at lukke Østerport længe før, militæret opgav alle porte. Her var så ringe trafik.

Her var meget mørkt
Uden for Østerport lå kirkegårdene og mørket. Her gik der historier om spøgelser og gengangere. Julie Sødring fortæller, at hendes mor altid frygtede, når faderen, skuespiller Christen Niemann Rosenkilde spillede teater inde i byen. Det var ikke særlig rat at skulle gå på det mørke Østerbro, dengang. Rosenkilde forsøgte da også, at få militær eskorte fra vagthuset ved porten.

Kildetid
Det var kun en ekspresbefaling fra kongen selv, der kunne bevirke, at Østerport havde åbent hele natten. Det vil sige, at i den såkaldte Kildetid, da havde de tre andre porte åben hele natten. Ellers gjaldt det om, at komme gennem portene inden midnat.
Tog man en droske inde i København for at skulle køre i brokvarterene, måtte man betale ekstra takst. Det kunne godt gå hen og blive dyrt.

Landstedet Elba
Området fra Sortedamsagrene til Østerbrogade, nu kvarteret fra Sølvgade, tilhørte i et par generationer, gartnerfamilien Reeh. Her blev nogle af de første kartofler i København dyrket. Længere fremme, der hvor Zinnsgade i dag ligger, lå landstedet Elba. Her nød Balthasar Münter og hans børn landlivets glæder om sommeren.
Fra den tyske præst gik ejendommen i arv til sønnen, den senere biskop af Sjællands Stift, Friedrich Münter.
Balthasar Münters datter, Friederikke Brun har fastholdt hendes oplevelser i sine erindringer. Hun kunne fra landstedet se ud over Sundet over til Skånes kyst. Mod vest kunne man skimte ud over den spejlblanke sø. Man kunne se fabrikker og blegpladser. Og op mod den skrånede bakke kunne man skimte Frederiksberg Slot med dets haver.
Familien brugte meget tid med at ro ude på søen. Det var selveste admiral Adam Moltke, der lærte Frederikke at ro. Langs søerne gik en sti. Man talte om Kærlighedsstierne. Den øverste del, fra Søtorvet til Østerbrogade kaldte man for Ægteskabsstien. Nu var der da nogen, der kaldte den for Skilsmissestien.

Køer blandt velhavere
Hvor Kærlighedsstien endte, på det spidse hjørne mellem Øster Voldgade og Øster Søgade boede vognmand Christian Vello. Han var en af de få næringsdrivende, som var blevet tilbage i kvarteret. Men hans bygninger kunne slet ikke måle sig med dem, som de velhavnede naboer havde etableret. Vello holdt stædig fast i køer, endda i stor stil. De blev sat til græsning på Østerfælled.

Den mest fornemme adgang
Toldboden indgik i den udvidede søndagspromenade. Den blev betragtet som den fornemste adgang til byen. Efterhånden var det af hensynet til fæstningen ikke så meget adgang til Øresund. Adgangen til Langelinie foregik gennem en port. Det var et levn fra dengang, hvor der ikke var alle forvendt at benytte de københavnske promenader.

På jagt efter Regine
Søren Kierkegaard var i 1850 flyttet til Østerbro. Filosoffen og digteren vandrede konstant rundt i byen, mest mod Nørrebro for at få et glimt af Regine. Men nu tog han også turen omkring Kastellet og Strandboulevarden.
I sin dagbog skriver Søren Kierkegaard:
– I løbet af den sidste Deel af 1851 mødte hun mig hver Dag. Det var ved den Tid, naar jeg gik hjem om Formiddagen kl. 10 paa lange Linie. Det var præcise paa Klokkesleet; og Stedet blev blot forlagt længere og længere hen paa veien til Kalkbrænderiet. Hun kom gaaende som fra Kalkbrænderiet.
Kierkegaard Havde lejet sig ind på førstesalen på Østerbrogade 24. Villaen blev opført i 1850 i forbindelse med anlæggelse af Willemosegade.

Helts Beværtning – ikke for de simple
På hjørnet af Kastelsvej lå Helts Beværtning. Det var vel nok det mest søgte dengang. Men simplere folk havde ingen adgang. De måtte tage til takke med Jespersens Traktørsted på hjørnet ved Holmens Kirkegård.

Det hvide hus
Et markant byggeri var Det hvide Hus. Men det har vi omtalt i så mange andre artikler. Det var her Julie Sødring boede med hendes familie fra ca. 1835.
Familien nød at gå rundt i Tuteins Have. Har fandtes et strålende blomsterflor, store strækninger med frugttræer, små søer, udstrakte græsplæner, marker med køer og lam, store alleer. En af disse gik helt ned til stranden.

Nachtegall`s Sø
På Østerbro var der også en sø, som man kaldte Nachtegall`s Sø. Her lærte Nachtegall sine døtre at svømme. Alt dette plus Rosendal og meget mere, ejede Den Lille Markis, Tutein. Men det var hvis noget om et ulykkeligt ægteskab. Konen var som fattig pige, datter af skræddermester, Wraatz blevet tvunget ind i ægteskabet.

Rosendahl
Kaptajn Mozart Waagepetersen købte i 1855 det statelige hus, Rosendahl og parken mellem Østerbrogade og Strandboulevarden. Hele ejendommen udgjorde 24 tønder land. Det var så her det idylliske sted, Rosenvænget m.m. opstod.
Vi har i den grad også berørt andre lyststeder, Nøjsomhed og Rolighed.

Frederik den Sjette elskede militær
Frederik den Sjette elskede sit militær, og lagde i den grad beslag på Fælleden. I kongens velmagtsdage omkring år 1800 var hver femte af hovedstadens 100.000 indbyggere tilknyttet militæret. Der blev bygget masser af kaserner. Måske var soldaterne de eneste, der ikke led af bolignød. Hver regiment havde sine uniformer og flag.
Som regel var det Vibenhus, der skulle stormes. Og for lokalbefolkningen var det især sjovt at se Borgervæbningen med dens korpulente officerer. Disse trivelige folk blev strammet ind af en kraprød kjole med lyseblå rabatter, gult underfor og vest samt hvide bukser.
De havde kæmpet så tappert mod svenskerne og englænderne, men nu kneb det med disciplinen. De unge drev gæk med de ældre officerer. Og når øvelserne var slut på Fælleden, vandrede de tapre kriger hjem i ujævne geledder. Koner og børn bar derefter diverse geværer, sabler og patrontasker.

Militæret bredte sig
Disse fælleder strakte sig i et areal på 293 tønder land omkring det meste af byen. Dette lå øde hen med et par vandhuller hist og her. Området tilhøret kommunen. Her kunne kreaturerne frit sendes til græsning. Men militæret tilegnede sig i stigende grad bemægtigelsen og jorden.
Man turde ikke sige Frederik den Sjette imod, så han levede. Men det betød, at græsset blev trampet ned og afløst af mos. Det betød, at kreaturerne gik og halvsultede. Det var en skam, for jorden på fælleden var frugtbar. Således hentede slotsgartneren fra Rosenberg Slotshave jord til sine blomster ude på fælleden.

Blegdamsvej nævnes i 1694
Blegdamsvej nævnes første gang i 1694. Det var cirka 30 år efter, at Frederik den Tredje havde befalet blegmændene, at de skulle over på denne side af søen. Strækningen fra Østerbrogade og Skt. Hans Gade mellem Blegdamsvej og Sortedams Dossering blev opdelt i 23 lodder med hver deres dam. Her kunne lærredet fugtes og lægges på bleg.

Manufakturindustrien klarede sig ikke
Manufakturindustrien etablerede sig også her. Klædeindustrien blev fremmet af toldbeskyttelse og voksede. Men englænderne udkonkurrerede den danske tøjindustri. Engelsk klæde var ikke kun bedre. Det var også billigere. Til Frederik den Sjettes store fortrydelse måtte den ene danske manufakturindustri efter den anden dreje nøglen om.
Den kunstige opretholdelse af manufakturindustrierne omkring Sortedams Sø kunne ikke fortsætte. Men det så ud som om, at Kattun – trykkerierne overlevede.

Kun få overlevede
På en af blegdammene boede en hollandsk familie Jenner, som drev et Kattun – trykkeri. Ejendommen lå på 8. blegdam, som vel i dag må være på hjørnet af Fredensgade.
Endvidere kendes Feilbergs Voksfabrik og Manchesterfabrikken (Bomuldsfabrikken). Den lå i mange år på adressen Sortedams Dosseringen 85.

Et stort hus ved 15. blegdam
Men flere og flere fabrikker langs søen måtte efterhånden lukke og private erhvervede sig jord langs søen. Det gjaldt også for tobaksfabrikant Chr. A. Siegumfeldt. Dengang var der mange i tobak. I tidligere generationer lå der tobaksplanter på både Nørrebro og i voldkvarterne. Men sandheden var vel, at det meste var importeret.
Men der på 15. blegdam byggede tobaksfabrikanten et stort hus, der omregnet til nutidens mål har haft et omfang på 240 kvadratmeter. Klausulerne gjaldt endnu, så mon ikke tobaksfabrikanten havde bange anelser, da treårskrigen startede i 1848.

Bagermester Købke flytter ind
Ejendommen ved dæmningen over Peblingesøen blev i efteråret 1833 overtaget af bagermester Peter Købke. Han havde i de sidste 15 år haft Kastellets Bageri. Dette gik gav penge på kistebunden. Før englænderne kom og ødelagde det hele havde bagermester Købke haft et bageri på Trianglen. Det blev nogle vanskelige år for bagermesteren og en voksende børneflok.
Sønnen, Christen Købke blev født, da faderen i Brolæggersstræde 11 forsøgte sig som brygger. Da familien flyttede ud på Blegdammen var Christen blevet 23 år. Stien langs Dosseringen indeholdt et væld af motiver, som Christen senere har beriget dansk kunst med.

Hele 23 værelser
Med de tre etager, som ejendommen indeholdt, var man oppe på hele 23 værelser. Ja godt nok boede der under bagermesterens tag ved folketællingen 1840 hele 16 mennesker. Men alligevel var forholdene så rummelige at det tangerede det herskabelige. Flere af Købkes søskende boede hjemme. Og der var sandelig også plads til en ugift faster.
I 1837 blev Christen Købke gift. Det unge ægtepar fik deres egen lejlighed i ejendommen. Den lå, set fra vejen i venstre gavl og blev beskrevet på følgende måde:
– Opgang til en Forstue af Tômmer og oliemalede Brædder. Herfra Adgang til 4 Værelser med 3 Ovne, pudsede Lofter, Gesimser, oliemalede Vægge, Vindus – og Lysningspanel, Kjökken med Comfur, Spisekammer i Kjælderen, pudset Loft og Vægge.
Købke lavede tre skitser af sin ende af hjemmet på Blegdamsvej.

Købke blev dekorationsmaler
Efter faderens død i 1845 måtte ejendommen sælges. Det hedder i et brev til en af brødrene:
– Du kan nok selv tænke Dig, hvad der har bevæget sig i gamle Moder ved at forlade Blegdammen, ved at gennemgaa i Tankerne det Tidsrum, hun har tilbragt der, og saa ved selv at være Vidne til, at fremmede Folk saaledes skalter og valter med, hvad der har været ens eget, og hvad Moder dog havde glædet sig ved at pleje og passe saa godt.
Dette statelige hus lå mellem Blegdamsvej 74 og Sortedams Dosseringen, hvis man skulle lokalisere det i dag.
Købke flyttede med kone og to børn til en lejlighed i Frederiksborggade 5. Han ernærede sig derefter som dekorationsmaler.

Det frydefulde Østerbro forsvinder
Men den frydefulde idyl på Østerbro led efterhånden et knæk. Willemosegade blev ført tværs igennem det hus, som Søren Kierkegaard havde boet i. Ved Dosseringen blev først Feilbergs Tørrehus på 14. blegdam nedrevet. Til sidst var der kun Manchesterfabrikken på 22. blegdam tilbage. Den palæagtige bygning lå ud til søen og har sikkert ligget der siden 1780. På Købkes tid var det industrimanden J.E. Meyer som her fabrikerede voksdug og siden lakvarer. I forbindelsen med anlæggelsen af Ryesgade i 1892 måtte ejendommen lade livet.

Fru Heibergs brev
I 1875 flyttede Johanne Louise Heiberg ind i en af de nye lejligheder, der lå på hjørnet af Søtorvet og Gothersgade. Her skrev hun til Bjørnstjerne Bjørnson, der boede i ejendommen der tilhørte Manchesterfabrikken. Her fortalte hun om at der om vinteren når vandet var frossen kunne se, at det myldrede med skøjteløbere. Der var desuden en masse boder, hvor man kunne købe forfriskninger. Desuden løb folk rundt med fakler. Hun skrev, at hun ville ønske, at hun var 16 år og kunne løbe med.

Kierkegaard og Hr. Rosenkilde
Langs søerne havde Kierkegaard ofte ledsagelse af skuespilleren Rosenkilde. Julie Sødring skriver i sine erindringer om sin far:
– Som tidligere berørt kendte han Kierkegaard personlig, og ofte foretog de lange Spadsereture i hinandens Selskab. Naar man mødte disse to ejendommelige Skikkelser, Fader i sin sorte Kavai, som han var saa glad over, ”fordi” som han sagde, ”naar jeg trækker den op over Ørerne, saa er der ikke et menneske, som kender mig” – det indbildte han sig virkelig – og Kierkegaard humpede afsted med sit korte Bukseben og svingede den lille Stok, var det ikke muligt at lade være med at vende sig om og se efter dem.
Jo, det var virkelig frydefuldt på Østerbro – dengang.

Kilde:
– Se litteratur Østerbro
– Julie Weber: Sødring – erindringer (1965)
– Frederikke Brun: Ungdomserindringer (1917)
– Søren Kierkegaard: Enten eller (1962)
– Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København – en guldaldermosaik (2000)
– Poul Strømstad: Søerne (1966)
– Villads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
– Victor Krohn: Fra Østerport til Store Vibenhus (1920)
– Plenge: Nogle træk i livet i Kjøbenhavn for en menneskealder siden (1873)
– Henriette Lund: Erindringer fra hjemmet (1909)
– Troels – Lund: Et liv (1924)
– Kaper Monrad; Hjemmet på Blegdammen
– Hannover: Maleren Christen Købke (1893)
– Torben Nielsen: Blegdamsvej – En vandring i tid og rum (1958)

Hvis du vil vide mere: Læs:
– Livet omkring Classens Have
– Classens Have 1807
– Classens Have – endnu mere
– Classens Have på Østerbro
– Østerbro i gamle dage
– En digter på Østerbro
– Østerbro 1813
– Badeanstalter på Østerbro
– Østerbro fra 1850
– Østerbro 1830
– Rosenvænget på Østerbro
– Kartoffelrækkerne på Østerbro
– Blegdamme på Blegdamsvej
– Christen Købke – en maler fra Østerbro
– Langelinie – dengang
– Russiske tropper i Fælledparken
– Østerbro – langs søerne
– H.C. Andersens sidste dage på Østerbro
– Østerbro – dengang og mange flere