Fra skibsdreng til reder i Aabenraa

Ville ikke føre et skib under Dannebrog. Han ville absolut være sømand. Han købte halvdelen af ”Emanuel” Et stort ansvar. Når man byggede sit eget værft. Jørgen Bruhn tog en beslutning. Redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. Søfarten fik politisk indflydelse. Michael Jebsen førte sit første skib som 21-årig. Handlende og håndværksmestre investerede i søfarten. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelse. Hans Bruhn forlød søen allerede som 29-årig. Da damperne kom. Mange led tab. Jebsens rederi voksede. 15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa. De gamle blev bl.a. diamanthandler og vaskeriejer. Et minde forsvandt. Og så skal vi opleve Jørgen Bruhns begravelse.

 

Ville ikke føre et skib under Dannebrog

Michael Jebsen var født og opvokset i en stærkt tysksindet familie. Som 15-årig blev han arresteret og dømt af de danske myndigheder, fordi han på gaden i Aabenraa havde ”gjort sig skyldig i afsyngelse af en oprørsk (danskfjendtlig) sang.

Efter den hændelse skulle han have sagt at han aldrig mere ville føre et skib under Dannebrog. Det skete vist heller aldrig.

Allerede som ung havde han besluttet sig for at gå i slægtens fodspor. Det gjorde så mangen en knægt fra Aabenraa. Han var allerede dengang besluttet på at blive kaptajn.

 

Ville absolut være sømand

Hans Martin Krag ville også være kaptajn, men han måtte opgive det af helbredsmæssige grunde. Fordi han var for svag, forblev han hos sin onkel E.M. Krag på Møllegård. Han blev oplært i landbruget.

Men han ville være sømand, som de fleste knægte på Løjt. Og han kom da også til søs. Efter en enkelt rejse til Østen og retur med fuldriggeren Jørgen Bruhn. Han avancerede fra skibsdreng til jungmand. Nu ville han være styrmand.

Få dage efter sin eksamen i Flensborg i 1864 tog Hans M. Krag atter hyre nu som letmatros på Rabens brig Gustav, hvor han allerede ved ankomst til Hongkong 117 dage senere blev forfremmet til 2. styrmand.

Denne post besad han indtil september 1867, hvor han igen rejste hjem for at gå på styrmandsskole i Aabenraa hos hr. Ebsen. Han ville aflægge skippereksamen.  Det var dengang frivilligt.

Efter dernæst at have faret i knap fire år som Førstestyrmand på endnu et Raben-skib, barken Elise, vendte Krag atter hjem i begyndelsen af 1872, forlovede sig ”offentlig” og så sig om efter et passende skib at føre.

 

Han købte halvdelen af Emanuel

Han ville gerne være kaptajn på Rabens nye skonnert. Men det job var allerede bortlovet til kaptajn Tutein. Men Raben sagde til han, at han havde købt en lille svensk skonnert. Den kunne Hans få andele i. Han fik en kort frist, for to andre kaptajner fra Løjt var interesseret.

Næste morgen købte han halvdelen af andelene i Emanuel for 10.000 mark. Han havde spurgt svigerfar og svoger. Ob beløbet havde han stående. Han skulle ikke låne hos familien.

 

Et stort ansvar

At tilegne sig den praktiske kunnen og teoretiske viden, der fordredes af skibets øverstbefalende, tog adskillige år.

Efter nogle år som selv- eller medarbejdende kaptajn, gik man i land. Så etablerede man sig som selvstændig skibsreder og fortsatte løbebanen ved som sådan et etablerer et hierarki under sig.

Man skulle nu organisere skibe, skibsfører, mandskaber og ladninger. Men ikke nok med det. Man skulle også være konkurrencedygtig. Man satsede på skibsfart på et højt niveau. I løbet af få år var skibene nedslidte og forældede. Skibsfarten foregik ofte i nogle af klodens mest barske farvande.

Som skibsreder måtte man hele tiden orientere sig, hvad der skete på markedet og hvordan den teknologiske udvikling formede sig. Derfor var der nogle af rederne, der etablerede deres egne værfter.

 

Når man byggede eget værft

Det gjorde blandt andet agent Bruhn. For ham var skibsbyggeriet den ”kjæreste kæphest”

Når man som Raben og Bruhn etablerede egne værfter, forventede man også at anskaffelsen blev billigere, idet man sparede den fortjeneste som en fremmed skibsbygger ville beregne sig.

Det gjaldt om at finde de rigtige kaptajner. Og for at få dem skulle man være menneskekender. Hans Bruhn har fortalt at hans far ved første øjekast kunne vælge sine undergivne. Han tog sjældent fejl.

Man skulle hele tiden holde sig orienteret om mange forhold. Evnen til at sikre sig pålidelige informationer var uhyre vigtig.

 

Jørgen Bruhn tog en beslutning

Andre ting gjorde sig også gældende. Det var for eksempel, da den 73 – årige Jørgen Bruhn i 1854 besluttede sig for at bjærge clipperen Calcutta efter dens forlis ved Læsø efter jomfrurejsen. De første forsøg slog fejl. Han fik så udbetalt forsikringssummen på to tredjedele af værdien.

Næste sommer blev skibet tømt for brugbart materiale, der kunne bruges på værftet. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke at rede dette vidunder af et skib. Men alligevel kunne hele redningsaktionen godt betale sig rent økonomisk.

 

Redere og kaptajner havde en stærk position

Disse redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. I året 1700 fik den dengang førende købmand Lorenz Bjørnsen fyrstelig fuldmagt til at udstede skibspas. Men i 1703 indløb der klager over at han først udstedte skibspas til de skibe han havde andel i og siden til hans omgangskreds.

Herefter overtog borgmester og råd pasudstedelsen.

 

Søfarten fik politisk indflydelse

I 1800 – tallet blev Aabenraa en betydelig faktor i den oversøiske søfart. Her opfordrede man til at regeringen indgik handelsaftaler med de lande de ønskede at optage sejlads på, eller hvor de allerede havde et vist fodfæste.

Magistraten i Aabenraa blev flere gange taget med på råd hvis der skulle tages beslutninger om at oprette konsulater.

En enkelt af byens reder, Michael Jebsen nåede som bekendt videre end tillidspost på det politiske plan. I 1890 fik han sæde i den tyske rigsdag.  Han anbefalede at marinefartøjer blev sendt til Sydamerika for ”at vise flaget” og derved støtte den tyske skibsfart.

Medlemskabet af den tyske rigsdag havde store personlige udgifter for Jebsen. Gennem uendelige forhandlinger lykkedes det ham gennem en kontakt i Reichspostamt at opnå rabatter til sin linjefart Shanghaj – Kiautschou – Tietsen.

 

Michael Jebsen førte sit første skib som 21 – årig

Prisen for et ”Aabenraa – skib” i 1850 svarede til godt 90 års løn for en styrmand.

Selv om man fra en velstillet familie var vejen ikke sikret for et selvstændigt virke inden for skibsfarten. Flere eksempler tyder også på at man uden familiens hjælp kunne mobilisere driftsmidler. Det gælder for eksempel Michael Jebsen, der ovenikøbet kun var 21 år gammel, da han fik sit første skib at føre.

Jacob Jebsen havde en særlig betydning for familien. Han var den første skipper (1688 – 1737). Han byggede også huse i Skibbrogade.

 

Handlende og håndværksmestre investerede i skibsfarten

Gennem århundreder opbyggedes der store driftsmidler i miljøet. Det blev styret af slægts- og venskaber.

Hvert skib havde en kort levetid. Også håndværksmestre og handlende investerede i skibene.

I 1700-tallet blev skibsfarten ejet af et eksklusivt miljø. Dengang var skibsfarten hovederhvervet i byen.

I 1800-tallet var der et voksende antal af håndværksmestre og handlende, der var underleverandører til skibsfarten. Det er var i den periode, at Aabenraa-egnen bliver et søfarts- og skibsbygnings-centrum af internationalt format. Det overskud, man fik blev igen investeret.

 

Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelsen

Skibsrederen eller kaptajnen kunne skabe sig et navn, der var respekt om. Han kunne skaffe sig goodwill ved at skyde parter i andre skibe, rejse driftsmidler ved at gifte sig strategisk godt og opnå anerkendelse som en god skibsfører.

På godt og ondt fungerede den enkelte kaptajn som middel for mange forskellige interesser i Aabenraa og omegn. Værftsejeren havde brug for ham som bygherre. Andre håndværkere, handlende og navigationslærere havde brug for ham som kunde. For familien og eventuelt fjernere slægtninge var han nyttig som en loyal skibsfører, ens redere og kaptajnskollegaer havde brug for ham som parthaver.

Det var vigtigt at købe en gård eller en mølle som tidligere slægtled havde i fæste, at bygge et stort skipperhus i købstaden, at føre en standsmæssig husholdning og at hjælpe unge medlemmer af slægten på vej. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og befæste anerkendelsen om ens slægtsnavn og hjemegn.

 

Hans Bruhn forlod søen som 29 – årig

Agent Jørgen Bruhns ældste søn, Hans gjorde allerede sin første sørejse som 13-årig.  Han tilbragte derefter godt halvandet år i huset hos en god ven af faderen, Kaptajn Frahm i København.

23 år gammel blev han fører af fregatten Maria, der var opkaldt efter moderen. Den ejede faderen i fællesskab med kaptajn Frahm. Skønt Hans Bruhn viste sig som en ualmindelig skibsfører og elskede at sejle, lod han sig overtale til at forlade søen som 29 – årig for aldrig at vende tilbage igen.  I stedet skulle han forpagte en af faderens vandmøller.

Han var dog også tilknyttet faderens rederikontor og efter agentens død blev han medindehaver af firmaet Jørgen Bruhns Sønner.

 

Da damperne kom

Med dampernes fremtrængen i anden halvdel af 1800-tallet blev konkurrencen skærpet yderligere. Fra omkring 1880 udgjorde det en alvorlig trussel i Østen. Modtrækket fra Aabenraa var at forbedre sejlskibene. Man forsøgte sig med mandskabsbesparende installationer ombord. Man opsøgte også nicher, som endnu ikke blev truet af damperne.

I stedet for at bygge jernskibe i Aabenraa svarede man igen med en yderligere specialisering af sejlskibene. Man foretog ikke den omstilling, der var nødvendig i det tempo, der også var nødvendig.

På grund af den ensidige satsning på dette erhverv var Aabenraa meget sårbar i omstillingen til jernskibe. Mange kaptajner følte det nedværdigende at skulle løsrive sig fra sejlskib til jernskib.

 

Mange led tab

Da man endelig i Aabenraa besluttede sig for at sælge blev det til ”dårlige priser”. Derfor led redere og kaptajner ofte ret alvorlige tab. En betydelig del af de driftsmidler, der gennem tiden var bygget op i kaptajnsmiljøet, gik tabt, fordi man stik imod sædvane – men ikke uden grund – stod tøvende over for ny teknik.

Men måske bunder det hele også på at de handlende og håndværksmestrene, der som skrevet også investerede i skibsfarten, mente at det krævede helt andre former for ekspertise, praktiske færdigheder samt et langt mere omfattende og kostbart produktionsapparat end ens hidtidige håndværksvirksomhed.

 

Michael Jebsens rederi voksede

Michael Jebsens rederi begyndte at vokse efter 1870. Dette rederi gav i de følgende år beskæftigelse til adskillige ”omvendte” sejlskibskaptajner, der næppe selv kunne have finansieret egen overgang til damp.

I de første år blev rederiet ledet fra Rotterdam. Blandt kaptajnerne møder vi navne som Bendixen, Bruhn, Davidsen, Hohlmann og Matthiesen.

Nogle overlevede omstruktureringerne. Men det var ikke med lokale investorer. Skibene blev opsplittet i mange parter.

 

15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa

Jævne mennesker kunne nu pludselig få en gevinst. Man sagde i Aabenraa omkring 1900, at hvis man satte sine penge i en bank kunne man få 5 pct. Men hvis man satte pengene i en skibspart, kunne man få 25 pct.

Men i Aabenraa var der mange, der mistede deres levebrød.  I årene 1878 – 82 var der mere end 1.000 mennesker eller 15-16 pct. af byens befolkning, der udvandrede eller flyttede. Mange måtte fattigvæsnet tage sig af.

Vi kan også anskue det fra en anden vinkel. Mens byens sejlskibsflåde i 1880 beskæftigede 498 mand. Så var antallet i 1890 sølle 41.

Der var så opstået en ikke ubetydelig damskibsflåde. Men disse var fortrinsvis i Østen. Officererne var fra Aabenraa-egnen men de ansatte var fra Østen.

 

Diamanthandler og Dampvaskeri – ejer

Jacob Petersen forsøgte sig som diamanthandler i Sydafrika og var en tid hotelejer. Hans M. Krag drev landbrug og kreaturhandel hjemme i Løjt. Også Fischer gik på sin vis over til damp – dog først efter at han i 1882 forlod søen, idet han oprettede et dampvaskeri og en badeanstalt i Aabenraa.

 

Et minde forsvandt

Med sejlskibenes mindre betydning så svandt også efterhånden interessen i lokalbefolkningen. Endnu omkring år 1900 hædrede byen Michael Jebsens minde ved at omdøbe en af gaderne ved havnen Schiffbrücke til Michael Jebsen-Strasse. Dette navn blev til manges fortørnelse efter 1920 igen til Skibbroen.

Ligeledes var Jebsen den sidste af egnens skibsredere, der blev gravsat under stor deltagelse fra byens befolkning.

 

Jørgen Bruhns begravelse

Men ingen kunne skildre det bedre end Frederik Fischer, der var lokalavisen Frejas redaktør. Ved Jørgen Bruhns begravelse i 1858 rapporterede redaktøren følgende:

 

• En mere uskrømtet udtryk af almindelig agtelse for en hensovet har vor by vistnok aldrig set, end det, der i forgårs blev leveret ved afdøde agent J. Bruhns jordefærd.

 

• En følge af omtrent 300 mennesker havde frivilligt indfundet sig, og uden familiens medvirken var der blevet arrangeret en højtidelig sørgeprocession. Da efter en sørgetale i huset (på Storetorv) liget af den afdødes egne børn og beslægtede var bleven båret udenfor, stillede sig som bærere af kisten en talrig skare af skibstømmerfolk fra værftet på Kalvø og de herværende værfter: tvende med flor behængte dannebrogsflag bleve bårne i spidsen for processionen.

 

 

• Efter tømmermændenes kæfte fulgte umiddelbar foran kisten tvende sørgemarskaller med floromvundne marskalstave, og på hver side af kistens hovedende bares tvende dannebrogsflag med sørgeflor.

 

• Umiddelbar efter kisten fem af den afdødes børnebørn, derpå hans børn og beslægtede, og siden det talrige følge, bestående af samtlige herværende honoratiores og de fleste af byens borgere.

 

 

• Ved byens udgang trådte håndværksmestre i tømmerfolkenes sted som bærere af kisten, der ved kirkegårdens port blev modtagen med sørgemusik, og derfra indtil graven båret af afdødes standsfæller, her i byen hjemmehørende skibscaptainer.

 

• Efter at kisten under sørgemusik var nedsænket i graven og jordpåkastelsen skeet, vendte følget tilbage til byen.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Hans Bruhn: Kaptajn Hans Bruhns Erindringer
• Schlaikier: Aabenraa Søfarts Historie
• Japsen: Aabenraa bys økonomiske historie 1850 – 1864
• Hvidtfeldt-Iversen m.fl: Aabenraa Bys Historie 2-3
• Nordslesvigske Museer nr. 9
• Ole Mørkegaard: Søen, Slægten og Hjemstavnen

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.768 artikler, heraf 168 artikler fra Aabenraa og Omegn:

 

• Da briggen Chico blev overfaldet (b)
• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søens folk fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Søfartshistorier fra Aabenraa
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, skibe og søfart
• En skibskaptajn fra Aabenraa