Af Willy Ajslev.

Det var et barsk liv på Nørrebro. Faderen giftede sig efter 25 års ægteskab med en 18 – årig og fik ni børn, en af disse var Willy. Da faderen døde som 72 – årig, måtte enken selv klare skærene. Willy og hans søskende hjalp til. Men man skulle kende sin plads. Da moderen klagede over, at opgangen blev brugt som bordel, og at rotterne var på daglige besøg, blev hele familien smidt ud. I en barak i Utterslev måtte de klare skærene. Læs denne fantastiske beretning, som vi nænsomt har redigeret, sendt af et familiemedlem til Willy.

Og de papirer som vi har modtaget består af nogle erindringer skrevet i 1983 samt et foredrag. Vi har forsøgt at gengive erindringerne i Willys ånd. Vi har dog forsøgt at kombinere de to ting, med kun få redaktionelle ændringer. Dog har vi lavet flere afsnit, og rent redaktionelt lavet det net – venlig. Vores redigering er foregået meget nænsomt, da Willy er en fremragende historie– fortæller.

 

Et uhyggeligt sted i 1910

Jeg hedder Willy og er født den 7. maj 1910, med efternavnet Petersen på Nørrebrogade 108 1. over gården. Det var et uhyggeligt sted at bo. I gården var der lokum, og rotterne rendte rundt om benene på os. Renlighed hørte ikke til i baggården dengang. Her boede jeg til jeg var 4 år. Min far var smed, og havde været gift i 25 år. Men ægteskabet forblev barnløst, da hans kone døde.

 

Faderen gift med en 18 – årig

Min far, der var født i 1842 var 33 år ældre end min mor, der var født i 1875. Ja hun var 18 år, da hun blev gift med min far, som da var 51 år. Hun blev hurtig gravid og meget ofte. Det blev til 9 søskende, inden han døde i 1914, 72 år gammel. Min far var organisationsmand, han var medlem af smedenes bestyrelse, og et billede er det også af ham på forbundets kontor.

 

I Fiskegade

I året 1914 flytter vi så til Fiskergade 10 1.sal. Nu er jeg så blevet godt 4 år og kan så begynde en kummerlig børnetilværelse. Gården er næsten som på Nørrebrogade. Rotterne havde deres legeplads, hvor vi ellers skulle være, så gaden blev vores legeplads. Den lille sidegade var ikke så befærdet. Det var kun hestevogne og enkelte trækvogne, som de handlende selv brugte, når de var på torvet.

 

De fulde arbejdsmænd

Min bedste legeplads var på Åboulevarden, fordi der var en masse brolæggere ved at lave brobelægning. Jeg syntes, at det var sjovt, at se de fire arbejdsmænd løfte den store fire-armede jomfru. Jeg blev af dem sendt i byen efter brændevin og skibsøl. Jeg måtte nok løbe lidt for mange gange, for om eftermiddagen råbte de lidt højt. Det gav anledning til for mange nysgerrige tilskuere. Deres koner kom også og ville have husholdningspenge, eller blev det hele drukket op. Jeg tjente gode penge ved at være deres bydreng.

 

De delte både ondt og godt

Der var et stærkt sammenhold familierne imellem. De delte både ondt og godt. Og da vi boede i en korridorejendom, kunne vi jo rigtig høre, hvad naboen om aftenen snakkede om. Vi hørte, når manden kom fuld hjem, eller når en anden nabo skulle sættes på gaden af politiet. Det var et af de daglige tragiske familie-begivenheder at se en politibetjent stå og passe på de fattige ejendele.

 

Far død af lungekræft

Min mor var blevet enke, efter at min far var død af lungekræft. Min mor begyndte at udearbejde, dvs. tage ud og vaske og gøre rent for dem, som vi kaldte rige. Og så måtte vi mindreårige passe os selv. Vores opdragelse stod vores ældre søskende for. Vores ældste bror på 18 år var beskæftiget på mælkeriet Trifolium. Den næste på 17 år var ansat hos en konditor, og nummer tre var ansat på en fabrik. De var alle med til at forsørge vores store børneflok.

 

Flytning til Griffenfeldtsgade

Min ældste søster kom på et børnehjem på Falster, fordi hun glemte at gå i skole. De kloge på Rådhuset mente, at det var bedst for pigen, at komme væk fra miljøet omkring Fiskergade. De næste to drenge var på mælkeriet Trifolium. Her var de ansat halvdags, men skolen skulle jo også passes. Atter engang måtte vi flytte. Denne gang blev det til Griffenfeldtsgade 25 på femte sal i sidehuset. Her var huslejen ikke så stor, men til gengæld fik vi i tilgift en masse væggelus og fugtige vægge. Under disse forhold gik sygdom ikke forbi vores dør. Men der var megen hjælpsomhed beboerne imellem. Alle delte, hvad de havde.

Var det pengeknaphed, fandt min mor noget af det bedste gamle sengelinned frem. Så gik en af os søskende så til pantelåneren (også  kaldet onklen). Vi kunne så måske låne 2 kr. for en dug og 2 lagner eller dynebetræk. Meget af dette blev aldrig indløst.

 

Ved Nørrebros Runddel

Jeg var blevet omkring seks år, og var begyndt at gå mine egne veje. For eksempel gik jeg til Nørrebros Runddel. Her kunne jeg i flere timer stå og se, hvordan de drejede sporvognen på rouletten, der var nedlagt i gaden. Jeg fik lov til at være med til at dreje. Når jeg så kom hjem, kunne jeg fortælle min mor, at jeg havde tjent en femøre. For den kunne vi købe pålægsrester, så vi havde til flere dage.

 

I Slotsgade

Huslejen steg, og vi måtte derfor igen flytte. Nu var det så til Slotsgade 38 på femte sal. Vi gik frem og tilbage imellem de to lejligheder med vores indbo, da vi flyttede. Dette var nok den værste lejlighed, som jeg kan mindes. Rotterne dansede alle steder i gården. Selv hos os på femte kom de op ad køkkennedfaldsstammen. Lokummet i gården gik vi nødigt på, fordi også i tønderne holdt rotterne til, så vi måtte først sparke på døre og vægge, inden vi kom ind. Så kunne vi også risikere, at de gik til angreb på os.

 

Et socialdemokratisk hjem

Oplevelser var der nok af. Verdenskrigen rasede endnu. Der var stor arbejdsløshed. De arbejdsløse gik til daglig kontrol på Ladegården, som lå på Åboulevarden. Mange i vores familie var arbejdsløse. De mødtes ofte hjemme hos os til politiske diskussioner. Når bølgerne gik for højt, kom mor svingende med fars gamle stok. Hun måtte råbe højt for at få stoppet diskussionen.

Vores hjem var socialdemokratisk og nogle af mine brødre var blevet tillidsmænd på deres arbejdspladser. Der var begyndt at komme syndikalisme og kommunisme på arbejdspladserne.

Vi havde også rationering af mange ting og rationeringsmærkerne hentede vi på skolerne.

 

Et farligt hjemmearbejde

Økonomien i hjemmet var dårlig. Derfor var vi begyndt på hjemmearbejde. Der var krig i margarine – salget, så vi fik et job med at pakke små farver, man brugte til at farve margarinen
lidt mere gul med. Når vi var færdige om aftenen, var vi helt gule på hænder og i ansigtet, så vi lignede asiater. Vi prøvede også, at pakke Maggi – terninger, binde ildtænder og meget andet. Ildtænder var store høvlspåner, der blev bukket sammen, og brugt til optænding i kakkelovne.

Det værste var dengang, at lave fyrværkeri. Vi fik en stor bøtte krudt og en pakke med lunter. Nu skulle vi så lave skrubtudser. Midt på bordet blev bøtten med krudtet stillet. Min mor og os søskende fik hver sin opgave, en skilte papiret, en kom en teskefuld krudt på papiret, en bukkede papiret, og en bandt sejlgarn og satte lunten på plads. Men det værste var vel nok, at der ikke var lys, der hvor vi boede. Vi havde en petroleumslampe hængende over bordet og flere stearinlys havde vi stående. Tænk hvad der kunne være sket, hvis ulykken var ude.

Det var også sjovt, når vi skulle skrive mandtals – listen. Så begyndte vandringen nede i stueetagen, og så gik der på efter. Hver enkelt familie kunne se alles familieforhold, for eksempel om de var gift eller deres stillinger.

 

Flittig brug af spanskrøret

Nu var jeg blevet så gammel, at jeg skulle begynde i skolen. Det var en stor dag, den dag. På grund af boligmangel blev flere skoler brugt til husvilde, så jeg måtte helt om på Jagtvejens Skole, hvor jeg startede min skolegang. Jeg skulle kun gå i skole hver anden dag. Senere kom jeg på Helligkors – skolen. Den lå meget nærmere vores bopæl Lærerne dengang var neget strenge, hænderne sad meget løse. De gjorde flittig brug af spanskrøret. Hjalp disse hårde afstraffelser ikke, blev drengene ofte sendt på Værgerådet eller på Flakkebjerg.

 

Morgenmand

Mine brødre var begyndt som heldagsdrenge ved mælkevognen, så jeg måtte tidligt op om morgenen for at hjælpe til med at få bragt mælken op til kunderne. Kusken kom klokken 5 og holdt neden for opgangen og ventede på os. Var vi der ikke, kom han op og sparkede på døren, ind til vi vågnede.

Det var mange opgange, både fjerde og femte sal. Grunden ti, at jeg kom med, var, at jeg var morgenmand i modsætning til min bror. Han sov næsten altid for længe. Vi havde dengang et stort distrikt, Nørrebros Runddel, Jagtvej, Tagensvej og til Skt. Hans Plads.

Nogle gange kom jeg afsted, uden at have spist morgenmad. Heldigvis var det skolebespisning dengang.

 

Et syngende hjem

Det blev efterhånden en lang dag for mig. Op klokken 5 til udbringning af mælk, i skole fra klokken 13 til 18, måske også en times eftersidning, fordi lektierne ikke var i orden. Vi måtte holde ud, for vores mor skulle hjælpes økonomisk. Vi skulle for alt i verden ikke på det, der hed Fattighjælp. Alt det, som vi lavede styrkede sammenholdet. I vores hjem holdt vi meget af at synge. Det var arbejdersange og døgnmelodier, som vi sang, mens vi arbejdede.

Det kneb lidt med den sunde mad. Vi måtte spise kålrabi – bøffer med stuvede kålrabier eller blåfrosne kartofler.

 

Den spanske syge

Jeg kan også huske den store epidemi af Spanske Syge. Her herskede der stor travlhed blandt læger og på hospitalerne. Dødeligheden var stor blandt arbejderbefolkningen. Bedre blev det heller ikke, når der ikke var plads på hospitalerne. Sygdommen var meget smitsom, så der var ikke mange, der turde pleje de syge. Dem, der havde mest travlt var Røde Kors og Spejderbevægelsen. De bragte varm mad, hovedsagelig havresuppe ud til de hårdest ramte familier.

Hos os gik sygdommen ikke vores dør forbi. Vi blev ramt alle sammen. Min ældste bror var mest ramt, fordi han også fik lungebetændelse og bragt til hospitalet på Sundholm. Det var meget travlt og epidemien var ret udbredt. Under de forhold mente lægerne, at min bror ikke kunne klare krisen. De satte hurtigt et kors på hans tavle, som om han allerede var død. Så skete miraklet, min bror vågnede op og blev hurtig udskrevet. Da han kom hjem, kunne vi ikke kende ham igen, fordi han lignede et mumie og var skaldet som et æg.

 

Svagbørns – koloni

Jeg var så heldig, at min lærer tilbød mig et 14 – dages ophold på en svagbørns – koloni ved Odder i Jylland. Jeg spurgte min mor. Men problemet var tøj til et 14 – dages ophold. Jeg havde kun det tøj, jeg gik og stod i. Billetten var sikret og med den i hånden og en seddel fra skolen gik turen til Børnenes Kontor. Her ansøgte vi om hjælp til tøj til ferieopholdet. Og det blev bevilliget. Jeg blev klædt på fra top til tå, og glad var jeg.

Da vi mødtes under det berømte ur på Hovedbanegården, så kunne vi tydelig se, hvem der var klædt på af Børnenes Kontor. Vi var næsten som uniformeret. Vi havde ens bluser, halvlange bukser og sorte strømper. Skoene var ens, selv træskoene var ens med røde kanter som på pige – træsko.

 

En julekurv på Børnenes Kontor

Jeg havde også købt en Skolehave for 50 øre. Det var prisen dengang, men så fik vi også frø. Skolehaverne lå, hvor der nu er bygget store karreer – fra Kronprinsesse Sofievej til Hornbækgade. Det var det kvarter, man kaldte, De Fattiges Paradis.

Til jul måtte vi igen afsted til Børnenes Kontor. Vi skulle hente en Julekurv i Gothergades Eksercerhus i Kongens Have. Der stod vi i lange rækker og ventede hvert sted, hvor der var uddeling af flæsk, sukker, ris, margarine m.m. Det sidste vi fik, var en ny to – krone. Dette var nok til et juletræ.

 

Uforglemmelig ferie i Horsens

Jeg har også prøvet at være hos private på ferie. Det var vores nabo, hvis forældre boede i Horsens. Han sørgede for at jeg kom derover, og det var jeg glad for. På maven havde jeg en seddel, hvor mit navn stod, og den adresse jeg skulle til. De kendte ikke mig, og jeg kendte slet ikke dem, kun af omtale. Det blev til seks uger, som jeg endnu husker. Jeg fik lov til at køre med hest og vogn til Tugthuset med fisk. Dem jeg boede hos, var byens fiskehandler.

Inden jeg rejste hjem, blev jeg klædt på fra top til tå. Lidt penge blev det også til og en invitation til sommer og jul, som jeg så også benyttede mig af.

 

Politiske møder på Blågårds Plads

På Blågårds Plads, der hvor Den Sorte Firkant ligger, var der en stor legeplads med Kaj Nielsens stenhugger – arbejde. Her blev holdt mange politiske stormøder, med kendte politikere. Her holdt blandt andet Borgbjerg mange af sine brandtaler. Og her duellerede Thøger Thøgersen og støberi – arbejder Aksel Larsen. Når dette skete, var der liv og glade dage på pladsen.

Når valgtrommerne lød, og op til de store valgmøder måtte jeg rende op og ned af trapperne med løbesedler eller stå foran skolerne og dele dem ud. Vi havde altid fri på skolen, når der var valg.

 

Mor klagede over forholdene

I 1922, da jeg var 12 år, blev vi desværre sagt op med 14 dages varsel. Min mor havde klaget over forholdene i ejendommen. Hun havde klaget over alle de rotter, der dagligt besøgte os og bragte sygdom med sig. Endvidere havde hun klaget over de fulde værtshusgæster, der altid lå på trappen eller damerne, der brugte opgangen som bordel. Det ville mor ikke finde sig i. Så var det kun en vej, og det var ud. Vi havde ingen rettigheder. Vi var altid dem, der tabte. Mor henvendte sig til Rådhuset. Hun fik den besked, at det kun var Sundholm eller Utterslev Barakker at vælge imellem. Da Sundholm var meget berygtet, valgte mor Utterslev.

 

Et værelse med fælles køkken

I Utterslev fik vi anvist et væggelus – befængt værelse. Ja vi fik kun et værelse med fælles køkken. Det var et køkken, som vi skulle dele med en anden familie. I køkkenet havde vi hver et køleskab og et gassted, hvorpå der var lavet en anordning på gasrøret, så man kunne låse for gassen med en hængelås. Men der var elektrisk lys, som vi aldrig har haft. Vi måtte kun have én 16 watts lyspære i stuen og køkkenet. Så vi havde også vores hængelampe oppe, ellers kunne vi ikke se noget. Vi måtte tage til takke med den hyggelige lejlighed. Der skulle vi opholde os, spise, sove og lege.

 

80 familier – med godt sammenhold

Vi var en mor med seks børn. Sengene stod langs med væggen og spisebordet midt på gulvet, så var der ikke plads til mere. Selv om det var i 1922, så var vi henvist til lokummer i gården. Der boede 80 familier i barakkerne, vidt forskellige i både sind og temperament. Men vi havde et godt sammenhold. Ved festlige lejligheder fik vi lov til at bruge en 25 watts lyspære, men så skulle vi også ansøge om det hos ham, vi kaldte huslejemanden.

Han kom hver mandag og opkrævede husleje 1 kr. pr. dag og lys 8 øre pr. dag. Han tjekkede så, om vi brugte den rigtige pære.

Vi havde betonfatninger i stuen og køkkenet. Og det havde sporvognene også. Vi kunne låne pærerne på de to etagers Frederiksberg – sporvogne. Men det skulle ske i dagslys. For pærerne var serieforbundne. Og havde vi lånt en pære, ville dette blive opdaget med det samme, når det var mørkt, så ville lyset i den ene side gå ud. Og så ville konduktøren hurtigt fatte mistanke.

 

Illegal arbejdskraft

Vi havde ikke boet i Utterslev ret længe, før mælkemanden fra Enigheden fik fat i mig og spurgte om jeg ikke ville have et job hos ham. Det var dog ikke sikkert, at jeg ville blive antaget af mejeriet, før jeg var fyldt 14 år. Jeg gik alligevel på mælkeriet, og spurgte efter drengeforvalteren, der dengang hed Mads Jensen. Han kiggede lidt på mig med sit glade smil bag sit store skæg. Så  sagde han, at der ikke måtte antages børn under 14 år, og begrundede det med, at Enigheden havde fået et brev fra en skoleinspektør om, at drengene sad og sov i den første time af skoletiden. På den måde fik de ikke lært nok.

Men, sagde Mads Jensen, du skal nok få en ren bluse hver uge. Så sig til kusken, at jeg vil tale med ham om det. Desværre blev jeg ikke antaget af selve mejeriet, men kusken beholdt mig til
hjælp. For dette fik jeg 50 øre om hverdagen og 1 kr. om søndagen.

 

Hov, der hang en mand

Jo vi oplevede skam noget på vores ture, der om morgenen. Engang kom jeg over loftet i Vesselsgade. Jeg havde begge hænder fulde af flasker, både fyldte og tomme, da jeg ramlede ind i en person, der hang og dinglede. Jeg smed alt, had jeg havde. Vi brugte ofte lofterne for at skyde genvej.

Oppe i Utterslev var der ofte folk, der inviterede på middagsmad, når vi om lørdagen var ude og opkræve penge. På Nørrebro var der mest arbejdere. Da jeg kom til Utterslev var det mest sporvognsmænd, postbude og politimænd, der byggede og boede derude.

I 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske
regering med Thorvald Stauning som statsminister. Undervisningsminister blev Nina Bang, Danmarks første kvindelige minister.

 

Konfirmation på kredit

Da jeg fyldte 14 år, kom jeg ud af 7. klasse, skønt det at jeg havde gået på hele fire skoler, Jagtvejen, Hellig Kors, Bispebjerg og Frederikssundsvejen.

Jeg blev konfirmeret i Brønshøj Kirke. Familien var stor, og vi havde kun det ene værelse. Så sengene blev klappet sammen, og alle dynerne blev stillet i skuret. Til festen var vi ca. 30. Så den stod på flæskesteg, rødkål og brunede kartofler. Og så var der selvfølgelig  øl fra Stjernen. Dengang fik vi aldrig dessert.

 

Konfirmationsgaverne
var for det mest penge. Dem skulle min mor bruge til at betale Slagter, bager og købmand med. Hele festen var købt på kredit hos de handlende. Mit konfirmationstøj, der bestod af et
sæt sømandstøj med blå krave og en sømandshue, fik jeg igennem Prop-foreningen. Så  på den måde, fik vi klaret en god og fin konfirmation med sange og en stor tale af min onkel, som var formand for Keramiker og Porcelæn.

Da festen var forbi og gæsterne gået, måtte vi rundt med borde og stole, vi havde lånt, for naboerne skulle selv bruge deres indbo. Sengene og dynerne blev hentet i skuret, så der blev ikke megen søvn den nat. Mine brødre skulle passe deres arbejde, mens jeg havde fri.

 

En ussel kusk

Nu kom det første store øjeblik i mit liv, for jeg skulle møde på Mælkeriet Enigheden, og ansættes som medhjælper ved den vogn, jeg før kun var ansat som illegal. Desværre var det ikke mere den flinke, rare kusk, Alfred Christensen, som kørte Vogn 38 mere. Han var blevet kontrolkusk. Vi kaldte ham onkel, nok fordi vi på Enigheden var en stor familie. Således blev staldmester Petersen kaldet bedstefar.

Der var kommet en ny kusk, der hed Jens Petersen. Han var ikke i familie med os. Han kunne finde på, at sparke os på skinnebenet, så det smertede, når vi stod bag vognen og gjorde regnskab med ham eller fik besked på at sidde bagi, og holde vores lille kærre, som vi brugte på de lange ture. Inden vi havde nået og sætte os til rette, satte han hestene i galop. Så var det umuligt at fange vognen igen. Så måtte vi vandre langt. Han grinede bare, selv om han godt vidste at kærren manglede.

Om vinteren måtte vi bruge slæde i stedet for kærren, når vi skulle gennem snedrivere. Så måtte vi sidde på slæden. Så  kørte kusken så stærkt igennem snedriverne, at vi blev borte i al sneen. Og var vi ikke våde i forvejen, så kan det nok være, vi blev det. Jeg kørte ikke så længe hos ham. Vi var tre, der alle sammen stoppede en søndag morgen.

Kusken kom om morgenen og bankede på døren. Men min mor sagde til kusken, at han godt kunne spare sig sine talegaver, for nok var vi fattige, men at det skulle gå ud over medhjælperne
var ikke meningen. Kusken måtte gå med uforrettet sag, og selv rende rundt med mælken den dag.

 

Stor arbejdsløshed

Fra om mandagen begyndte jeg at søge andet arbejde. Hver morgen klokken 7 stod jeg udenfor porten ved Glud og Marstrand i Løve Allé og ventede og ventede på job. I 1924 – 26 var der stor arbejdsløshed. Jeg fik en plads på  en budcentral på Blågårds Plads. Der gik alligevel en måned, inden der kom en værkfører og trak mig i armen. Jeg blev ansat som arbejdsdreng i den
afdeling, man kaldte  Saksen, og glad var jeg. Da jeg kom hjem og fortalte min mor, at jeg havde fået arbejde, sagde hun:

• Jamen Willy dog, det er den fabrik, de kalder den fingerløse.

Hvad min mor mente med det, så jeg senere. Normalt blev man fyret, når man var blevet 18 år, men jeg blev nu ansat som arbejdsmand. Jeg var kommet på svejseriet. Forskellig former for svejsning, der ofte betød ødelagte øjne, fik jeg også lært. Men så kom den store arbejdsløshed i 30erne. Vi var desværre mange, der fik vores fyreseddel.

Ja og så har jeg også gået strejkevagt. Det var ikke altid, vi fik noget ud af dette.

 

Prøvelsernes tid

Nu kom prøvelsernes tid, afsted til Kontrolkontoret hver dag. Vi fik tre kroner om dagen. Desuden kunne vi købe brændselsmærker til 1 krone pr. stk. Men faktisk havde de en værdi af to kroner. Ofte kunne vi redde os et par kaffemærker, der kunne bruges ved kvindernes kaffevogne, hvor man for billetten fik udleveret 1 kop kaffe og 1 stk. rosenbrød.

 

Det var hårdt, at være havnearbejder

Jeg fik tilbudt 14 dages ophold i Jægerspris med fuld understøttelse. Det var et ophold i en KFUM – lejr, hvis leder var den kendte Åge Falk – Hansen. Han var god ved de arbejdsløse. Han kunne arrangere fester for de arbejdsløse med familie med gratis adgang. Det kunne også ske, at det var et job, når vi kom til kontrol. Jeg fik arbejde i havnen i to dage. Det var nok fordi, at ingen andre ville arbejde der.

Jeg skulle laste gammelt jern fra en jernbanevogn til et lille skib, der lå ved Islands Brygge. Og det var med de bare næver. Da jeg kom hjem, kunne jeg hverken krybe eller gå, og alligevel gik jeg på havnen næsten dag. Det var hårdt at være havnearbejder. Jeg mødte også på Toldboden hver morgen. Men det var der kun Sjakbajsen, der kunne lide, følte jeg mange gange.

 

Man måtte ikke vise svaghed

Jeg fik også et sæsonjob. Jeg blev anvist et arbejde hos SATI – Skandinavisk Asfalt og Tjære Industri. Mødetiden var klokken 1 om natten, så jeg kørte med den sidste sporvogn til Frederiksholm. Ad Vasbygade gik jeg til pladsen. Så skulle asfaltkedlerne varmes op, og materialet hamres i stykker og grebes op i tre etager med håndkraft. For mig lille splejs, var det et hårdt arbejde, men man måtte holde ud, og ikke vise svaghed, selv om kammeraterne var gode nok.

Jeg søgte ud i byen og begyndte at arbejde med at lægge det varme asfalt ud. Eller hvis nogen kan huske det varme pulver, man stampede ned med varme jern. Og så var det 6 – 8 mand,
der i takt bankede det på plads. Så var der mange tilskuer, der så på. Vi tjente en god ugeløn. Vi var også meget trætte hver aften. Dengang var der ingen skurvogne. Det var bare en spand koldt vand midt på gaden.

 

Ansat ved kommunen

Når man kender en, der kender en, så skulle det være nemt, at komme ind ved kommunen. Og jeg kendte en.  Nu var jeg 21 år og havde prøvet meget forskelligt. Jeg havde solgte kartofler og købt og solgt klude og ben for alt for lidt lommepenge og kostpenge, men som sagt, fik jeg arbejde ved den kommunale stenplads i Sydhavnen. Det var dengang, at Rådhuspladsen blev om-reguleret og omdannet. Alle brostenene blev kørt til kommunens oplagsplads i Sydhavnen. Det gik godt i et års tid, så var den glæde også forbi.

 

Medarbejder i Kastrup

Jeg blev igen arbejdsløs, dog ikke så længe. Min bor, der var mælkekusk hos Enigheden kom hjem og fortalte, at de manglede en medhjælper til vognen i Kastrup. Da der var stor arbejdsløshed slog jeg til. Jeg fik udleveret tøjet og en taske, og blev præsenteret for kusken. Jeg fik at vide, at det kun var så længe hans medhjælper var syg, at jeg havde jobbet. Jeg kørte hos den kusk i en måneds tid. Det var om vinteren og ude i Kastrup, hvor det var meget åbent. Det var hårdt.

På  det meste af Amager var der gartnerier. Når man så nu kommer til Kastrup eller Dragør kan man ikke genkende det. Midt over vejen er der lavet en startbane, og under startbanen en vejtunnel.

 

Søren Jyde

På Amager kom jeg til at køre for en lille engros – kusk, der hed Søren Jyde. Det var hans øgenavn, fordi han i de 45 år jeg kendte ham, kun ville tale ravjysk. Han var en ilter mand, indtil man lærte ham at kende, men han forlangte, at jeg skulle sige De til ham, og det måtte alle medhjælpere sige til deres kuske.

 

En anden Nørrebro – rute

Der blev nu en plads som fast medhjælper ved en Nørrebro – vogn. I min erindring kunne jeg mindes min barndom, når vi kom i Fælledparken med madkurven og kaffeflasken, som var pakket ind i aviser og klæde, for at den kunne holde sig varm. Vi havde et godt sammenhold, kusk og medhjælper på denne vogn. Vi var enige om, at vi hver især skulle skaffe en ny kunde hver dag. Så  efterhånden blev det til en stor mælkevogn. Vi kørte ruten Guldbergsgade – Arresøgade – Fensmarksgade.

 

Gift med Gudrun

Lønnen blev også efterhånden bedre, efterhånden som jeg fik flere kunder. Jeg var også blevet forlovet på dette tidspunkt. Og min pige, Gudrun som senere blev og stadig er min tro følgesvend kom og hentede mig hver lørdag. Så kunne vi gå i byen og købe udstyr for de drikkepenge, jeg tjente.

Det gik ikke lang tid, før man på mejeriet sendte bud efter mig. Jeg skulle hjem på mejeriet og være mejerimedarbejder. Det var vejen til at blive mælkekusk.

Jeg var nu blevet gift, og det var den 18. november 1934. Desværre havde jeg ikke de 300, der skulle stilles i kaution plus al den kredit, der skulle overtages efter den kusk, jeg skulle afløse.

Det var næsten 2 – 3 måneders løn, der skulle til, og dem havde jeg ikke.

 

De løb fra regningen på Nørrebro

Vi måtte spare og spare. Da direktøren sendte bud efter mig, tilbød han mig Enighedens dårligste mælkevogn med en stor kredit. Jeg var nødt til at sige ja til tilbuddet. For havde jeg sagt nej, havde jeg igen været arbejdsløs. Den første vogn, som jeg fik, var nr. 21 i Jægersborggade, Hørsholmgade, Kronborggade og Bjelkes Allé.

Det var en streg i regningen i vores ægteskab. Vi havde fået et barn, så det mange ting, vi måtte undvære. Nu var pengene ikke så  store, som da jeg var hjemme på mejeriet. Lønnen, som jeg tjente, var ikke så stor. Kunderne flygtede fra deres regninger. Det nyttede heller ikke noget, at jeg på mejeriet forklarede, at kunderne skyldte mig alle de penge, jeg desværre ikke kunne betale. Mejeriet forlangte deres penge, ellers var der ingen arbejde.

Dette betød, at min kone måtte fortsætte med at arbejde på vaskeriet, og de penge, hun tjente, indgik så i husholdingen.

 

Sygemeldt i tre måneder

Jeg var så uheldig, at glide på vognstangen og faldt ned. Jeg var sygemeldt i tre måneder. Der blev sat en anden kusk på vognen, med det resultat, at han fik vognen fast. Jeg blev så sygevognskusk, hvilket var et bedre job. Det var på grund af, at en kontrolkusk var blevet syg, og derfor ville de bruge mig. Det blev til en periode med kørsel på 6 – 7 vogne rundt om i byen.

Så  kom jeg til at køre i vogn nummer 4 i Saxogade og Dannebrogsgade m.m. Det var et rigtigt mørkt arbejderkvarter med masser af side – og baghuse. Pengene var vanskelig at indkassere.
Når medhjælperne kom om lørdagen, for at opkræve mælkeregningen, så var manden ikke kommet hjem fra arbejdet. Kom medhjælperen så kl. 9 om aftenen, ja så kunne vi risikere, at familien var gået i biografen for pengene.

Jeg kunne så holde og vente på gaden i al slags vejr med hest og vogn. Folk reagerede ikke over tidspunktet og uden at tænke på, at vi var på benene igen klokken 4 søndag morgen.

 

Faglig organisationsarbejde

Nu var jeg kommet ind i det faglige organisationsarbejde. I starten var jeg revisor i klubben og senere tillidsmand for detailkuskene. Det betød endnu mindre fritid. Vi havde ikke en 8 – timers arbejdsdag, men blev ved til vi var færdige. Det var alle ugens syv dage, plus jul, påske og pinse.

Krigen var kommet, og jeg havde fået en anden vogn på Vesterbro. Den var dog betydelig bedre end de forrige. Og med krigen kom der en streng mørkelægning. For os mælkemænd var det en stor gene, samt livsfarlig at holde på de mørklagte gader og veje i morgen – og aftentimerne.

 

På  feriehjem i Tårbæk

Enigheden, hvor jeg var ansat, havde en direktør, der hed Carl Hansen. Han kom fra Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF). De havde købt et feriehjem i Tårbæk. Der hold vi vores ferie for
billige penge. Det kostede 2,50 kr. for voksne. Børn under seks år var gratis. Havde man ikke rigtig råd til det, kunne man søge om hjælp og tilskud igennem Hjælpefondet.

Det lå godt placeret i Tårbæk. Vi kørte med toget til Klampenborg, og gik så med kuffert og barnevogn igennem skoven til hjemmet. Det lå lige ud til Øresund og til Eremitage – slottet.

Vi havde det dejligt på feriehjemmet.

 

For mange mejerier

Der havde været snakket længe om at centralisere mælkehandlere i Storkøbenhavn. Ekstra Bladet skrev side op og ned, om den dårlige mælkehandel, mejerierne imellem. Jeg kan huske, at der flere steder kom tre forskellige mælkemænd. Desuden kom der bude fra ismejerierne i en enkelt opgang.

Der blev nedsat en mælke-kommission, hvor vi forhandlede i lang tid, og hvor jeg selv deltog. Og da vi så endelig havde fundet en løsning, ja så kritiserede Ekstra Bladet ordningen meget kraftigt. Ordningen skulle træde i kraft mandag den 1. december 1941.

Ordningen blev lavet, for at få den billigste mælk på markedet. Man blev enige om, at der skulle være 14 mejerier. Fagforeningerne havde protesteret, fordi denne ordning ville betyde
arbejdsløse. Der blev lavet støtteordninger til dem, der blev ramt af mælkeordningen.

Hele 92 mejerier blev nedlagt. Antallet af detail – vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet protesterede over, at Enigheden havde fået lov til at bestå. De påstod, at det var Borgmester Julius Hansen, der holdt hånden over Arbejderbevægelsens mejeri. Det blev en ny epoke i mit liv. Jeg havde aldrig drømt om, at skulle sælge mælk i den rige Gentofte Kommune.

 

Generatorbil

Med krigen fulgte der mange restriktioner. Benzinen blev også begrænset til det mindste. Smørret blev rationeret, piskefløden blev inddraget og fedtprocenten blev nedsat. Jeg
fik også en generatorbil, at køre med. I stedet for benzin fik jeg en sæk med brænde – tørv og grankogler, der skulle hældes i en kakkelovn, som så udviklede generatorgas.

Når jeg kom hjem fra dagens gerning, så lugtede jeg, som et helt røgeri. Engang var jeg løbet tør for brænde, så kom jeg et bundt gamle aviser og slog et par gamle mælkekasser i stykker til gas.

 

Nu kun 38 vogne på Enigheden

Med den ny ordning blev Enighedens mælkevogne skåret ned fra 120 til 38. I syv år kørte jeg i Gentofte. Jeg var kommet i en masse udvalg, både på Enigheden og i Fagbevægelsen. Fritid havde jeg bestemt ikke meget af Min lille familie havde fået en lille kolonihave i Rødovre. Et lille fristed, hvor vi var fri for at se på tyske soldater. Og hver morgen foran Enigheden kom en tysk cykelpatrulje og smed deres cykler i portåbningen. De forsvandt først efter at have fået deres tørst slukket.

 

Folkestrejken

Jeg kan endnu mindes folkestrejken. Vi holdt med mælkevognen ved Gentofte Hotel, da en stor skare kom hen til mig, og fortalte, at alt lå stille inde i København. Der kørte ingen sporvogne eller trolley – busser. Jeg måtte hellere køre hjem, mens tid var. Mine medhjælpere blev hurtig kaldt sammen, og den mælk og smør, som jeg havde tilbage, kørte jeg hen på et børnehjem, så de var sikret i et par dage. Så var det kun en vej, og det var tilbage.

På Lygtevejen stod folk og ventede på busserne, der ikke kom. Jeg havde også mange siddende på taget af mælkevognen. Da jeg kom hjem til mejeriet, blev der hasteindkaldt til
møde med ledelsen, om den situation, der var opstået. Det kunne blive farligt for mine medarbejdere, hvis tyskerne greb ind.

Folkestrejken var en kendsgerning. Næste dag blev det ikke kørt mælk ud til kunderne. Folk stod i lange køer uden for mejeriet og ventede på, at de kunne komme ind og købe mælk og fløde. Der blev i hast stillet nogle borde op, hvor mælk m.m. blev stillet op.

 

Stoppet af tyskerne

Det vi var mest bange for, var at tyskerne skulle komme og i deres desperation skyde på den store folkemængde., der ventede ude på gaden. Men tyskerne blev væk. Det værste var, at vi skulle udstyres med legitimation udstedt af tyskerne. Det skulle vises frem, hvis vi blev antastet af tysker – patruljerne om natten på vej til arbejde ude fra haven i Rødovre.

Tyskerne lå på dæmningen over Damhussøen hver morgen og kontrollerede dem, der skulle over. Havde man ikke tilladelse, så blev man straks anholdt. Kun en gang er jeg blevet stoppet med min mælkevogn, og det var en morgenstund på Lyngbyvej på vej ud til mit kvarter i Gentofte. Efter at have gennemsøgt vognen flere gange fik vi lov til at køre videre.

 

Sygemeldt i ni måneder

Jeg havde også et kørselsuheld. Jeg kørte løbsk med mine heste. Grunden var, at vi kørte ned ad den bakkede Gentoftegade. En af læderskaglerne røg af, hestene blev vilde.
De slog et slag med vognen, og jeg faldt af. Det ene ben blev kørt over. Jeg blev i ambulance kørt til Gentofte Amtssygehus, hvor jeg lå i tre måneder. Jeg var sygemeldt i ni måneder og måtte leve af understøttelse på 52 kr. om ugen. Det var dejligt at komme på arbejde igen. Det var et par dage efter, at vi i hele Danmark havde festet for den frihed vi igen havde fået, ved at krigen var slut.

I 1948 blev jeg indvalgt i fagforenings – bestyrelsen. Det betød endnu mindre tid til familien. Vi havde på det tidspunkt forøget vores familie med en datter. Jeg blev forflyttet til et andet distrikt. Det var i 1948. Og det var i det kvarter, hvor jeg kørte som mælkedreng. Men Utterslev lignede ikke den lille idylliske landsby, som jeg havde drømt om. Der var lavet en bred vej over mosen. Her lå der tidligere kun en træbro til gående over kanalen.

 

En tillidsmand på kursus

Nu begyndte højskolearbejdet. For som tillidsmand måtte man dygtiggøre sig. Det begyndte på Krogerup Højskole, hvor vi skulle lære en del om kooperationen. Vores ledere var Thor Petersen og Evan Sølvkjær. De var meget dygtige i debatter. Disse kurser varede i 14 dage. I weekenderne havde vi vore koner og børn med deroppe. Det var vi meget glade for.

Flere gange var jeg også på den gamle Roskilde Højskole, hvor K.B. Andersen var forstander. Vi skulle lære fagforenings –kendskab, voldgiftsretten og nationaløkonomi. Der blev efterhånden solgt og nedlagt flere mejerier. Derfor blev der rokeret frem og tilbage, uanset om vi kunne lide det eller ej. I 1952 blev jeg flyttet til Hellerup. Man begyndte nu at tale om at indsætte enmandsbetjente vogne. Det var en nytænkning, der var på vej. Min mælkevogn i Hellerup blev inddraget, fordi den skulle være en prøve for deres fremtidige mælkevogne.

 

Indvielse af Det Danske Hus i Paris

På  min mælkevogn var der beskæftiget 1 kusk, 1 førstemedhjælper samt 5 medhjælpere. Dette skulle være nok medarbejdere til tre enmandsbetjente vogne. I 1952 havde jeg også en dejlig oplevelse. Jeg var inviteret sammen med 36 andre erhvervsfolk til grundstensnedlæggelse af stenen til det danske hus i Paris Turen varede i seks dage. Vi kørte i bus og alle skulle være i deres arbejdstøj, og blev godt modtaget alle vegne. Vi blev fotograferet og filmet til dansk tv.

 

De brune flasker forsvandt

Og i 1956 var alle de dejlige heste forsvundet. Og i 1966 foranstaltede man de første forsøg med engangsemballage i pap. Og i 1969 – 70 kom så al mælk og fløde på engangsemballage. De
brune flaskers tid var endelig forbi. De sidste udgik i februar 1971.

 

En afskedsfest uden lige

Når jeg nu ser tilbage på de år jeg var detailkusk, er det med tårer i øjnene, at jeg nu som pensionist erfarer, at vores store stolte mejeri, arbejdernes eget, styret af arbejderne, ikke mere
har den stolte detailvogns park på 120 vogne. Vi har ikke mere de dejlige heste, som vi kuske var meget glade for. Desuden havde vi en stor medarbejderskare, som vi havde et godt samarbejde med. Vi havde et godt kammeratskab, selv længe efter at vi ikke kørte mere. Det er et bybillede, der er helt væk. Jeg husker, når vi fløjtende kom op og ned ad køkkentrapperne,
og kunderne kunne høre mælkedrengene komme. Så var morgenkaffen altid parat, særlig varmede det en vintermorgen.

Jeg havde 28 dejlige år som mælkemand, 10 år som ostechauffør på Erico og så en afslutning som leder af Enighedens Kantine i 7 år. Det blev til 45 oplevelsesrige år. Jeg opnåede 25 og 40 års jubilæer og en afskedsfest uden lige.

 

Den 90 – årige Willy holder foredrag

Enigheden fortsatte til 10. marts 1995. Arla og MD overtog den for så at lukke virksomheden den 21. januar 1996. Et års tid før Enigheden kunne fejre 100 års jubilæum blev virksomheden så lukket. Men jubilæet blev nu alligevel fejret. Og tænk i år 2000 holdt den 90 – årige Willy Aislev et foredrag på Rentemestervej 2, hvor Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv samt Bispebjerg Lokalhistoriske Forening var til stede.

Mejeriet Enigheden startede den 29. december 1896, da Aktieselskabet Mælkeriet Enigheden blev stiftet af fagbevægelsen med M. Lyngsie i spidsen. Og selve mejeriet åbnedes den 12 marts 1897 på hjørnet af Grundtvigsvej og Falkonér Allé på Frederiksberg.

 

Tak til Hanne Petersen for bidraget.

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Industri på Nørrebro/Nordvest finder du 37 artikler

 

• Mælkedreng fra Enigheden