Fra Klampenborg til Frederiksdal (b)

Her er anden del af vores cykelberetning op til Nordkysten. Og det er en ny-redigering af en artikel fra 2012. Vi besøger kroerne Holland, senere Postgården og Store kro. Ja og så var det mølleren, der måtte flygte ud af landet. Han snød med metallet. Ved Lyngby Mølle var der våbenfabrikation. Tietgen købte en kirke, og tvebakker blev den store eksport – artikel. En fuld bondekone var skyld i en omfattende brand. Og var Holberg ved Vangede Kilde? Så besøger vi Svanborg, Minelyst og forskellige batterier og meget mere.

 

På vej til Nordkysten

Dette er anden del af vores historiske cykeltur til Nordkysten. På vores tur nordpå, passerer vi mange historiske steder. Det er disse steder, vi vil besøge. Vi tog flere gange af sted i løbet af en 14 – dages ferie. Det blev til forskellige smutveje.

 

 

Så meget at kigge på

Og det sværeste er vel at finde en rigtig overskrift, så man får det hele med. Men det er nok nærmest umuligt, for det er så meget historisk at kigge på.

 

 

Vitus Bering

En stor del af området omkring Klampenborg blev i 1666 overdraget til historikeren og digteren Vitus Bering af kongen. Her opførte han et landsted, Christians Holm. Ved Berings død i 1675 gik det tilbage til kronen.

 

I 1746 fik Just Fabritius det hele overdraget af kongen. Fabritius tjente store penge på handel med Kina og Indien. En ny bygning blev rejst på stedet.

 

 

Christiansholms engelske villakvarter

Grev Danneskiold – Samsøe købte landstedet i 1863, og i 1900 blev ejendommen overtaget af et selskab, der hed A/S Christiansholm. Bag dette stod baron Lerche og Gustav Adolph Clauson – Kaas. De påbegyndte udstykning af grunden.

Her blev Christiansholms engelske villakvarter etableret. Ja og navnet gik videre i Christiansholms Batteri og Christiansholmsvej.

 

 

Hovedbygningen blev købt af Grev Carl Moltke i 1914.

Det omgivende moseareal blev overtaget af Gentofte Kommune.

 

 

Christiansholms batteri

Christiansholms Batteri kigger vi lige lidt på. Det er opført fra 1887 – 1892. Det er hovedværket i det såkaldte Christiansholms linje. På hver side af fortet er der placeret to batterier. Linjen er ca. 700 meter lang. Den østlige del står i forbindelse med Hvidøvre Batteri.

 

Fortet er i to etager. Her kunne der også indkvarteres soldater. To hånddrevne maskingeværer var dengang opstillet her. Og 4 stk. 15 mm kanoner havde en rækkevidde på ca. 6 kilometer. Og egentlig kaldes disse kanoner for kvindekanoner. Det var 20.000 patriotiske kvinder, der havde indsamlet midlerne til disse og foræret kongen.

 

Og tænk det hele blev nedlagt i 1920.

 

 

Ordrup Krat Batteri

Og når vi nu er ved Københavns Befæstning. Ja så besøgte vi også Ordrup Krat Batteri. Det blev opført i 1887 – 1888. Ja dele af dette ligger på Galopbanens område. Her var det så, at Vestre Ordrup Krat skulle oversvømmes, hvis undertegnede forstod det rigtigt. Og det kunne ske ved hjælp af skud.

 

Bygningerne er gravet ned i bagskråningen af de eksisterende bakker. Batterier var hver udstyret med 4 hurtigskydende kanoner.

 

 

Gentofte Batteri

Vi besøgte også Gentofte Batteri. Den ligger ca. 100 meter øst for Gentofte Sø. Der er vel cirka 2 – 300 meter hen til broen over den såkaldte Fæstningskanal.

Batteriets opgave var at forhindre en fjendtlig overgang over fæstningskanalen. Man skulle også forhindre en fjendtlig overtagelse af broen.

 

Et såkaldt åbent jordanlæg blev etableret. Det var ca. 90 meter langt med plads til fire stålkanoner. Tidligere var her nedgravet et krudtmagasin i beton i højre del af batteriet.

Her var et 2 meter højt og ca. 10 meter tykt brystværn med bagved liggende kanonbænk.

 

Efter nedlæggelsen blev batteriet udstykket. Man overvejede dog, at såfremt det var nødvendig i Første Verdenskrig, så skulle de to villaer i nærheden bortspringes i tilfælde af, at fjenden nærmede sig. Jo, man kan godt se, hvor batteriet har ligget.

 

 

Vangede Batteri

Så kunne vi lige så godt aflægge Vangede Batteri et besøg. Herfra skulle man beskyde den sydvestlige kant og Gentofte Sø. Dette er at betegne som et lille fort. Det hedder hvis nok en Lynette. Her var to panser – forsvindingstårne.

 

Her var dog plads til fire belægningsrum, magasiner, køkken m.m. Mobiliserings – styrken dengang bestod af tre officerer, 13 underofficerer og 100 menige. Så hel lille havde fortet sikkert ikke været.

 

I de to åbne anneksbatterier var der plads til 9 – 10 stk. 12 cm kanoner med en rækkevidde på ca. 7 kilometer.

 

 

Sheriffen fra Vesterbro

Pludselig er vi i Dan Turrels Vangede. Længe før Sheriffen fra Vesterbro var her, boede der en masse adelsfolk i området. Hvorfor siger vi nu det om Dan Turrel? For mange år siden mødte min kone, der kendte Dan meget godt, på Hovedbanegården.

 

• Hvorfor har du den store hat på?

 

 

Ja sådan spurgte den ældste, Thomas, Dan Turrel.

 

 

• Det er fordi, at jeg er sherif på Vesterbro

 

 

Store dele tilhørte Bispestolen

Det var en sidebemærkning, men vi skal tilbage til Vangede. Store dele af området tilfaldt på et tidspunkt Bispestolen. Men kort før reformationen kunne kongen give Biskop Lage Urne pant i en gård i Vangede (1524).

Vangede kunne aldrig helt bryste sig med at være krongods. Det var herude, at Universitetsgården lå. Den fik navnet Holmegården, og blev først afhændet i 1848.

 

Vartov Hospital ejede på et tidspunkt fire gårde på stedet. Antagelig er de blevet skænket hospitalet af kongen.

 

 

Svenskerne skyld i meget

Svenskerne var skyld i, at Vangede blev lagt helt øde. Først i 1660 kom bønderne tilbage til deres gamle bopladser. De begyndte at bygget sig hytter til at bo i. Før svenskernes ødelæggelse var der 13 gårde og 10 huse.

I byen var det i det 17. og 18. århundrede en kro, der var blevet nedlagt i Christian den Sjettes tid.

Men i 1750 fik en forhenværende husar, en hvervet ungarer, der giftede sig med en skipperdatter fra Lolland atter lov til at holde kro i Vangede.

 

 

Stolpegården

Efter udskiftningen kom gårdene til at ligge ved landevejen, der gik fra Vangede By til Søborghus. Nord for byen lå Stolpegaarden, der fra 1875 blev indrettet som fattiggård for Gentofte, Lyngby, Søllerød, Herlev og Gladsakse Kommuner.

Her lå også Bakkegårdene, Holmegård, Brogård, Ørnegården og Vintappergården.

 

Og sidstnævnte hed egentlig Nørregård. Men den har nu også heddet Marieberg. Men vinhandler og stadskaptajn i Helsingør, Thomas Baildorn fik ændret på dette.

 

 

Vangede Kilde

Lige nord herfor lå en lokalitet som i ældre tid, trak mange mennesker til, særlig St. Hans aften og aftenen før Vor Frue (2. juli). Ja folket valfartede hertil. Det var ikke ualmindeligt, at der i kildeblokken fandtes 100 Rigsdaler. eller mere.

Rygtet gik, om mirakuløs helbredelse af syge og vanføre. Og det er ganske vist. Således skrev læge Torkel Baden i 1774 i sin omtale af Vangede Kilde:

 

 

• Anpriste dette Vands hemmelige Kraft under Blanding med alle Slags spirituosa Drikke som et vigtig Modgift mod Vattersot, Podagra og alle hektiske Svagheder.

 

 

Havde Holberg været her?

Mange nåede slet ikke at smage vandet, kun den medbragte spiritus ved de festlige anliggender.

Så kan man diskutere om det var denne kilde, som Holberg nævner i Kilderejsen. Da Kirsten Pils Kilde blev fundet, tog det meget af tilstrømningen til Vangede Kilde, men tilstrømningen hørte først helt op i anden halvdel af det 19. århundrede.

 

Dengang blev kilden indrammet, og bønderne holdt øje med at kilde – gæsterne ikke betrådte arealer, hvor de ikke måtte færdes. I 1909 rejstes også en sten til minde om 200 året for kilden.

 

 

Masser af gravhøje

I egnen omkring Gentofte og Vangede ligger en del historiske gravhøje. Det vil sige mange er i tidens løb blevet sløjfet. Omkring 1809 fandtes en grusgrav et bronzekar og smykker af guld og sølv.

Sydøst for Gentofte by stødte i 1855 på skeletter samt bronze – og jernsager.

 

Stednavne omkring Ordrup hed dengang Oredrev, Ored Vang. Endnu i 1507 havde bispestolen gods i Ordrup. Kongen har sikret erhvervet sig hele byen, for at få hovbønder til Hvidøre. Sandsynligvis blev flere af gårdene nedlagt i det 16. århundrede og underlagt Kongens Gaard.

 

 

Byen blev pantsat

I 1659 blev Ordrup By pantsat til Batser Seckman, skriver på klædekammeret. Byen blev dog indløst allerede i 1664 af kongen. Byen led ikke videre skade af svenskerne.

 

 

Kro blev til lazaret

Byen blev udskiftet i 1764, som den første af de tre bernstorffske landsbyer. Gårdene blev erstattet af landsteder efterhånden som Bernstorffsvej blev anlagt.

Et gæstgiveri havde byen kendt til, før udskiftningen i 1764, men en egentlig kro, kendtes først fra 1768. Den var i samme slægts besiddelse gennem en lang årrække. Det var også her englænderne havde et lazaret i 1807.

 

 

Fornemme gæster fandt Ordrup

Allerede tidligt blev Ordrup by søgt af fornemme familier fra København. De lejede sig ind hos bønderne om sommeren. Men også ved vintertid tog de på kanetur i det smukke landskab.

Med de fornemme gæster, kom der også små lyststeder. Det ældste lyststed var nok Baronesse v. Pröcks. Den tilhørte den københavnske brygger, Hans Jespersen Block ved midten af det attende århundrede. Ja egentlig hed stedet Ordrupgaard, men dette navn slog aldrig rigtig an.

 

 

Minelyst og Svanborg

Ja så var det også Svaneborg, der i 1790erne blev ejet af Grev Magnus von Dernath. Ja egentlig tilhørte stedet, generalguvernøren i Vestindien, Peter Clausen.

 

En af de mest betydelige lyststeder var Minelyst. Dette sted havde sit højdepunkt omkring år 1800, hvor der rejste sig mange lyststeder i området.

Stedet tilhørte en overgang den berømte Alberti, som vi tidligere har skrevet om. En ny bygning blev rejst på stedet, og kom til at hedde Ordruplund.

 

 

En væddeløbsbane

Egnen nord for Ordrup var bevokset med småskov Ikke langt fra i mosedraget nord for krattet og delvis inde i Dyrehaven, anlagde Selskabet for den ædle Hesteavls Fremme en væddeløbsbane i årene 1907 – 1910.

 

 

Grundtvigsk højskole

Her mødtes kunstens og åndens mænd på Skovgaard. Jo sandelig, her kom Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand, Bindesbøl, Bissen, Sonne og mange flere.

Da Orla Lehmann i 1844 ægtede husets datter, ja så udvides de besøgende med datidens politiske personligheder.

Ja her blev også oprettet en Grundtvigsk Folkehøjskole.

Gyldendals indehaver Fr. V. Hegel købte i 1880 gården med et areal på 17 tdr. land.

 

 

Lyngby begynder at ligne en købstad

I 1760 skrev Erik Pontoppidan i sit Danske Atlas om Kongens Lyngby, at den ligesom Frederiksberg By begynder at ligne en af vore smaa Købstæder eller Flækker, dels ved Lystgaarde, dels ved Fabrikørers eller deslige Borger – Folkets Hus.

 

150 år senere var det med sine 1.500 indbyggere en lille købstad. Der var adskillige to – etagers huse, apotek, skole, postkontor, to store gæstgivergårde og flere fabrikker.

Det var dog især byggeriet omkring Kongevejen, som gav byen sit ualmindelige præg. Det var rester af den oprindelige landsby, der strakte sig nordøst for kirken over mod Lundtofte.

Dette stykke lå nogenlunde uberørt frem til 1900, da Lyngby – Vedbæk banen førtes over Smedebakken tværs gennem Bondebyen – som man kaldte denne bydel i modsætning til den nyere bebyggelse.

 

 

Flot udsigt fra Kirkebakken

Mange mente, at det nye byggeri gik ud over byens landlige skønhed. Endnu omkring år 1700 kaldte en fransk rejsende den, for en af de smukkeste landsbyer på Sjælland – som den ligger der på et højdedrag ved bredden af en stor sø.

 

Fra Kirkebakken var der dengang fri og vid udsigt mod mark og skov. Kun en enkelt gård kunne man kalde et lyststed, og den blev beboet af den hollandske gesandt.

 

 

Fabrikker oprettes

Længere tilbage i tiden var det kun kongens fæstebønder, der boede i landsbyen. I 1682 var der 19 gårde og jorde. Endvidere var der 6 landgildehuse og 9 holdshuse (huse, der var opført på en gårds grund) Og så var der hele 11 huse, der tilhørte kirken.

 

I modsætning til gårdene steg husenes antal meget i det attende århundrede. Oprettelse af fabrikker og manufaktur fik tilstrømningen til byen til at stige.

I 1802 opmåltes det 72 huspladser i Kongens Lyngby.

 

 

Fuld bondekone skyld i brand

I fortiden har byen ofte været hærget af ildebrande. Det var en katastrofe, når det skete. De stråtækte bindingsværks – huse lå tæt. Det var svært at begrænse ilden.

En ildebrand den 24. juli 1721 blev husket i meget lang tid. En af byens bønderkoner blev mistænkt for at have påsat ilden enten af ondt Forsæt eller af Skødesløshed.

Hun blev sat i Blåtårn og blev dømt ved Højesteret til Spindehuset for Livstid. Her sad hun i adskillige år, trods det, at hun flere gange søgte at komme hjem til hendes børn.

 

Den pågældende dag havde hun været fuld. Som skik var blandt bønderne, havde hun hentet ild i en træsko. Det kunne bevises i retten, at hun havde været i de huse, hvor ilden opstod.

Hele den midterste del omkring kirken var brændt. Det var ikke blot Fogedgården, men også en række andre bondegårde og femten af byens huse. Kongen gav tilladelse til, at der i hovedstaden og hele Københavns Amt blev samlet ind til de skadeslidte.

 

 

Livlig kramhandel

I Kongens Lyngby var der en livlig kramhandel. I 1722 begærede en mand, ved navn Petter Worm, privilegium på at handle med salte vare, samt smør, ost, humle, malt eddike tjære, tran, sæbe og andre ”specier” Jo, det var tydeligt, at han havde været Skibsskriver i flåden.

 

Men han fik ikke sit ønske opfyldt, da købmandskab med Kramvare på landet var forbudt efter loven. Senere kom man over denne hindring. Kroerne begyndte at sælge fra bod, og en række småhandlende bosatte sig i byerne. Foruden at handle med brød og høkervare, handlede de også med te, kaffe, sukker, sirup og de andre eftertragtede varer som Kompagniernes handelsskibe hjembragte fra Kina og Vestindien, samt isenkram og galanteri.

 

 

Ville oprette købmandshandel

Fra begyndelsen af 1760erne udstedte Kancelliet talrige bevillinger til små-handlen i Lyngby.

I 1842 tilbød den københavnske urtekræmmer Sally at etablere en fuldstændig købmandshandel i Lyngby, muligvis beregnet til byens fornemme sommer – gæster. Men Sogneforstander – skabet frabad sig æren af hensyn til Lyngby Hospitals Handelsprivilegium.

 

 

En skattet eksport – artikel

I øvrig havde Lyngby en eksport – artikel, som blev meget skattet inde i hovedstaden, de såkaldte Lyngby – Tvebakker.

 

 

Det første apotek

Den første læge i Lyngby var nordmand, og hed J.A. Münster. Han praktiserede fra 1798 indtil han blev Landfysikus i Drammen. Han havde stor andel i, at der blev oprettet et apotek i byen.

Det var vanskeligt at få medicin fra København, når portene var lukkede. Og nu var det også kommet et hospital i Lyngby og Søllerød. Münster mente, at de københavnske apotekere bare kunne åbne en filial i byen. Men det vakte ikke genklang.

Men en bevilling blev givet, og Seehausen blev den første apoteker i byen i 1806.

 

 

Søerne tilhørte kongen

Mølleåen gennemstrømmer den store Lyngby Sø. Med Bagsværd Sø står den i forbindelse ved kanalen gennem den smalle tange ved Nybro. Og med Furesøen ved den som fæstningskanal regulerende Mølleå.

 

I gamle dage tilhørte søerne kongen. Rørskæreriet i Lyngby Sø havde ikke den store betydning. Men det havde fiskeriet. I 1576 fik Jørgen Ibsen tilladelse til at fiske i søen med Tene (ruser), med ikke med vod, garn eller andre redskaber. Lensmændene havde ret til at fiske efter eget behov. Oprindelig skulle de selv afholde udgifterne derved. Men i 1629 fik lensmanden et beløb til vedligeholdelse af fiskeredskaberne.

Denne arv gik efter 1660 i arv til amtmændene men dog med nogle indskrænkninger. Siden fik ejerne af Lyngby Vandmølle begrænset ret til ålefiskeri.

 

 

Tietgen købte kirken

Fra gammel tid tilhørte Lyngby Kirke kongen. Da Rytterdistriktet blev oprettet, blev den lagt under Ryttergodset. Staten vedblev at være ejer indtil den blev sat på aktion den 6. februar 1868. Den store finansmand C.F. Tietgen købte kirken, men en gårdejer tiltrådte som ejer. Kort før sin død overlod Tietgen ejerskabet til Lyngby Kommune.

 

 

Brand i 1681

I maj 1681 nedbrændte præstegården sammen med flere bondegårde i nærheden. Også fem af kirkens huse blev flammernes bytte. Der var ikke nogen fast degn til kirken. Men på præstens jord omtales fra gammel tid en degnebolig.

 

I de første år af det 17. århundrede var der en pebling fra Vor Frue Skole i København, der hver søndag morgen tog til Lyngby for at synge for menigheden og forrette den øvrige degne – tjeneste.

 

 

Fredelig idyl

Indtil midten af det 17. århundrede lå Kongens Lyngby som en fredelig idyl. Stedet var endnu ikke opdaget af hovedstadens beboere. Der var ingen kroer, og det var en lukket kongevej. Denne var kun åben for de kongelige herskaber og folk, der var forsynet med kongelig pas. Bymarken var indhegnet med porte.

 

 

Tre energiske personer

Men i løbet af bare 50 år var der især tre mænd, der ændrede det fredelige Lyngby. De tre og deres arvinger købte og solgte, drev industri og indrettede krohuse.

Den første var Casper Herbach, kendt under navnet Kunst – Casper. Den anden var borgmester Anders Jacobsen, senere kendt under navnet Lindberg. Den tredje var diplomaten, Frederik Weiberg.

 

 

Guldmageren

Caspar Herbach blev kaldt til Danmark i 1643 af Christian den Fjerde. Han blev ansat som hofsnedker. Men han mestrede også mange andre ting. Han var mekanikus, møntmester, guldsmed – og guldmager. Under Frederik den Tredje beholdt han sin foretrukne stilling blandt Hoffets kunsthåndværkere.

 

 

Et mølleværk i Lyngby

Han fik en masse anerkendelse af kongen og en af dem var et Mølleværk i Lyngby i 1650. Ja, og Lyngby Mølle går ligesom de andre møller i området langt tilbage i tiden. Men denne mølle er næppe den, som betegnes som Molendinum Lughna, der tilhørte Roskilde Bispestol ca. 1370.

Lyngby Mølle var kongens ejendom var kongens ejendom inden reformationen. I det 16. og første halvdel af det 17. århundrede var det kun en grynmølle. Her fik de lokale bønder malet deres korn.

 

 

Våbenindustri

Lige over for den omtalte mølle oprettede tyskeren, Jacob Petz i 1640 en industri – mølle. Tyskeren mente, at man kunne fremstille bedre våben, end det man kunne få i udlandet. Hans planer blev støttet af regeringen. Og det han byggede, var en Smede – ,Bore – , Slibe – og Poleremølle.

Når man havde forsynet de danske soldater med våben, ville man begynde at eksportere.

Allerede i maj 1640 havde Jacob Petz ca. 300 musketter færdige. Da han overdrog anlægget til Kronen ydedes der en afståelsessum på 2.000 Slettedaler.

 

Også denne mølle fik Capar Herbach i 1650 skøde på.

Men ak, også dette ødelagde svenskerne. Indtil 1662 lå mølleværket i ruiner.

 

 

Flygtede ud af landet

Kort før sin død fik han dog møllerne i gang igen. Og sønnen, Frederik Herbach fortsatte mølle – eventyret. En valsemølle blev ligeledes etableret. Men sønnen bevægede sig på lovens kant. Der blev godt nok slået kongelig mønt, stampet klæde og malet korn, men det skete med en hensynsløshed, som gik ud over de andre mølleværker i området.

 

Men ikke nok med det. Det viste sig, at Herbach i forståelse med møntmester Krøger sparede på ædelmetallet i de møntstykker, han slog for kongen. Derved bedrog han Staten.

Sagen kom op i 1671. Statskollegiet indstillede ham til Embedsfortabelse og Pengestraf ”efter enhvers yderste Formue”. Møntmesteren fik lov til at blive i sit embede, men Herbach forsvandt skyndsomt ud af landet fra alle sine forpligtelser.

 

 

Den åndelige elite

Hans Heuser på Frederiksdal overtog kornmøllen, og indrettede det til Papirstampeværk. Senere blev Arne Jacobsen eneejer af Lyngby Mølle. Han blev i 1690 blevet udnævnt til viceborgmester i København. Han døde i 1717 som højesteretsassessor og Etatsråd.

Lyngby Mølle oplevede en omskiftelig tilværelse efter den tid.

 

I umiddelbar nærhed opstod Holmsteds Farveri og Preislers Lystgård. Og på sidstnævnte mødtes den åndelige elite, heriblandt den navnkundige Rahbek.

 

Byens to privilegerede kroer fik plads ved de to Kongeporte. Store Kro lå ved den nordlige port, og Holland ved den sydlige. Også dette forhold skyldes Caspar Herbach.

 

 

Udskænkning af øl

Da Casper Herbach var uden næring efter, at svenskerne havde ødelagt møllerne, søgte han tilladelse til udskænkning af øl i Lyngby.

 

Den 7. december 1661 fik han kongelig bevilling i sit hus i Lyngby:

 

 

• alene ser i Byen for den Rejsende og alle, som det behøver, Ølsalg holde, dog skal han derimod forpligt være hvis Øl, som i saa Maader sælges, for Sværmeri tilstede, som Usikkerhed foraarsage kunde.

 

 

Smugkro i Lyngby

Navnet Store Kro kom i øvrigt først i brug efter år 1700, da Casper Herbachs kro havde fået en konkurrent ved byens sydlige ende. Før den tid hed det bare Lyngby Kro.

Og dengang blev det opdaget, at der i Lyngby var smugkro. Ofte måtte ridefogeden tilkaldes for at få det uvæsen til at ophøre.

 

 

Store Kro bliver til gæstgiveri

Det var nok Grev Carl Ahlefeldt og hans investeringer i Store Kro, der kom til at betyde noget for udviklingen. Han opnåede også tilladelse til selv at brygge øl og brænde brændevin.

Der blev indrettet værelser, vognskur, staldrum og meget mere. Som tillæggende til Sorgenfri kom Store Kro i statens eje. Det vil sige den kom under Rentekammeret. Gæstgiveriet blev forpagtet ud i en periode på seks år, og sådan noget skete under auktion.

 

 

Råderetten bliver begrænset

Kromanden var forpligtet til at holde hyrde ved Kongeporten. I 1753 blev råderetten stærk beskåret. Det skyldtes en kongelig gave til naboen, Walter Titley. Nu kunne kromanden ikke mere sætte telte i skoven eller telte ned mod åen. Ved den lejlighed mistede kromanden to tredjedel af skoven.

 

 

Enkefyrstinden var utilfreds

På Sorgenfri var kongens moster anbragt. Det var Enkefyrstinden af Ostfriesland. Hun følte sig generet af kromandens kvæg. Hun turde heller ikke vandre i skoven af frygt for at bliver overfaldet af disse bæster. Derfor klagede hun til Rentekammeret.

Og så forbød Rentekammeret kromanden at holde svin og kreatur i skoven.

 

På et tidspunkt rådede Andreas Kiær over begge byens kroer. Og egentlig var det Enkefyrstinden, der skulle sørge for Store Kros istandsættelse, men i virkeligheden var staten, der måtte spæde til. Det gjaldt også i 1759, da der efter en brand måtte opføres ny stald og lade.

 

 

Fallit

Store Kro var ret anseelig. Hovedbygningen, der lå ud mod Kongevejen var på 12 fag. Den store have havde også fiskedam. Men ak, i 1763 gik Andreas Kiær fallit med begge kroer.

Efter en omskiftelig historie med brand i både 1874 og 1891, blev Store Kro nyopført.

 

 

Øl og brændevin

Den kongelige jagtskrædder, Jacob Gamb havde fået et bijob, og det var at holde opsyn med Kongevejen. Christian den Femte havde opført et hus til ham ved Kongeporten. Og en god indtægt var at sælge øl og brændevin til de rejsende.

 

 

Kroen ”Holland”

Og kroen Holland blev i 1761 fuldt udbygget med syv større og mindre bygninger. Kroens hovedbygning var på hele 25 fag.

Holland forblev i samme families eje indtil 1848. Stedet blev nu også kaldet for Postgaarden.

 

 

Utilfreds med kaffen

Og i bladet Politivenner er der en rejsende, der i 1809 klager over servicen på stedet. Han kan ikke uden videre få sig en kop kaffe. Han søger forgæves en opvarter, og finder en romanlæsende pige. For to mark får han nu en grumset væske, der kaldes kaffe. Gæsten klagede til Generalpostdirektoratet, og anbefalede at posten fremover holdt inde et andet sted, med bedre forhold.

 

 

Sørgelig slutning

I sidste halvdel af det nittende århundrede, navnlig efter jernbanens åbning mistede Holland sin betydning. Det gamle stolte krosted blev ombygget og indrettet til forretningsejendom. Jordene blev udstykket og bortsolgt.

 

 

Farlig omgang med ild

Der skete ting og sager dengang. Således en juli-aften i 1696 på Weibergs Gård, hvor der efter festligt lag blev affyret små salutkanoner. Men det resulterede i at gården plus to nabogårde nedbrændte.

 

 

Rustenborg

Men Weiberg anlagde lystgården Rustenborg. Rust betyder hvile eller fred på nederlandsk. Stedet blev både avlsgård og fogedgård. Ja her blev der sandelig også krohold. På søn – og helligdage var søgningen ganske enorm.

 

Traktørstedet blev videreført med en nybygning Ny Rustenborg.

 

 

Frederiksdal i sigte

Vi blev slet ikke færdig med Lyngby. Men det kan vi vende tilbage til på hjemvejen. Undertegnede var præget af så mange indtryk, at det er umuligt at fastholde disse i en enkelt artikel. Så vær beredt. Vi vender tilbage til Fæstningskanalen, de mindre traktørsteder i Lyngby, Søllerød, Sorgenfri, Lundtofte, Virum og meget mere.

 

Men lige nu nyder den aldrende redaktør synet af Frederiksdal og dens natur. Og den historie får I så i tredje del af vores historiske cykeltur op til Nordkysten.

 

 

 

Kilde:

 

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Østerbro

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.697 artikler, herunder 94 artikler fra Østerbro:

 

• Fra Østerbro til Klampenborg
• Nord for Østerbro
• De første på Østerbro
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie

 

• Nørrebro og Omegn (under Nørrebro)
• Hvad skete der med Serridslev? (under Nørrebro)