Hør om manden, der var gift med en ”ligkone”. Nødtørft blev forrettet på gaden. En lugte- og studietur blev foretaget. Brandværnet havde aftrædelsesparade på Rådhuset. Og i Skyttelavet havde Hans glemt “å knap æ baus” Læs også om ligvognen, kloakrensning
og gadefejning, Kyrbis, spejdere og meget mere – samt Aabenraa´ s originaler.

 

Byens hovedgade opstod omkring år 1200 som en kirkesti på by-bakken. Fra det gamle bycentrum: Søndertorv, Søndergade og Storetorv førte en port og en bro over voldgraven ved præsternes Kalanthus, nu Rådhuset. Kirkestien blev efterhånden bebygget.

I tidens løb kom der en forlængelse nord for kirken. Her nedsatte skarns – og rans-folk sig ved den nu rørlagte Tyvkærsbæk. De trampede en sti op til kirken. På den måde opstod Ramsherred. Så allerede dengang var der gågade i Aabenraa.

 

Nødtørft blev forrettet på gaden

Husene klemte sig ind, hvor der nu var plads. Man tog ikke hensyn til bakkens stejlhed. Gaden var ikke brolagt. Men da det gik stejlt op ad den lerede by-bakke, var man nødt til at belægge med en såkaldt stenvase. Der var ingen kloakering, så byens renovation røg ud på gaden, hvor svin og høns gik og rodede. Samme vej gik natpotterne. En del borgere havde ikke eget ”das”, men forrettede deres nødtørft på gaden. Og sådan så det ud i mange år.

 

Gaden var byens liv

Aabenraa var lille og fattig. Gaden var byens liv. Her foregik alt, hvad der interesserede borgerne – den daglige færd, slagsmål og skænderier, handel og omsætning, studeprang og grisesalg. Har var markeder, begravelser, fester og optog.

Her drog fremmede krigsfolk hærgende gennem byen. Transportmidlerne udviklede sig ikke meget. Det var de tunge transportvogne med okse – og hesteforspand og de lettere vogne, der prægede gadebilledet.

 

Lugte – og studietur i det sydlige

Byens vandforsyning blev ordnet med by-brønde. Dette var et yndet samlings – og sladdersted. Vandet fik man leveret fra det vandrige Galgebjerg. senere fik man kloaknet og lagt gasledninger ned og den emsige Werck med det drabelige Kejser Wilhelm skæg havde travlt med sin stige for at tænde lamperne. Senere
blev der oprettet lokale elværker og elforsyning indtil den blev kommunal underkabelmester Stückers overopsyn.

Et nyt billede i gaderne blev vognene fra Abfuhr – natrenovationen, som byens vise fædre efter en lugte – og studietur i det sydlige fik moderniseret med skruelågsspande, nu kunne der så også køres om dagen.

 

Transport i Aabenraa 1932

Men lad os kigge lidt på, hvordan det så ud i 1932:

Gadens stille liv blev afbrudt af en vældig larm, når æ rufoemaand – Brødrene Andersens tunge vogne asede op ad Ramsherred med jernbanefragtgods. Lange gnister sprang fra hestenes hove, når de ramte en lidt for høj brosten. På bukken sad begge brødre iført groft-stribede trøjer, læderforklæde og kasket. Den ene havde tømmerne, den anden sad med hånden forsvarligt på bremsen for at bremseklodserne på hjulene kunne slå i, hvis vognen kom i skred på de glatte brosten.

Lettere vogne som tømmervogne fra Voetmann, der kørtes af Bentzen og Honnens havde ingen bremseklodser med en slags slædesko i en kæde, som blev sat på hjulet, når vognene skulle ned ad byens stejle gader. Det blokerede og bremsede under en vældig larm, ild og gnister.

Senere fik man mindre fragtvogne som ” Julles eller Peter mæ æ hest” Mange af byens firmaer havde store hesteforspand som kornfirmaerne Hans Ries og I.A. Schmidt ”helmusser”. Sidstnævnte brugte Oldenborgere, som om søndagen blev forspændt med en karet, “en feitong” eller en kane til familieudflugter eller badeture til Skarrev.

 

Masser af trafik

Flyttevognene fyldte også vældigt op i de smalle gader, og her dominerede vognmændene Brink og Thomsen. I fast trafik var også kulfirmaernes støvede vogne
med koks og briketter. Her husker man måske vognmand Laumann, der både solgte koks fra Gasværket og solgte sodavand. Han sad normalt på en sæk bagerst på ladet og lod benene dingle langs siden, mens solen skinnede på hans blankslidte let duknakkede læderklædte ryg. Det var klokkeklemt og gemytlig
hygge, når byens madammer, som høns, der skulle fodres, kom trippende med deres spande og kander for at købe i mælk i løsvægt hos de hvide enspændere. Det var brødkuske, den sjove vogn fra DDPA, som kørte petroleum til butikkerne, ølvogne, sodavandsvogne osv.

 

Tunge lastbiler forbudt på hovedvejen

I løbet af 1930’erne blev hovedgaden fredet for den tunge gennemkørende trafik, der i flere hundrede år var gået op gennem byen.

Som beskæftigelsesarbejde blev den ny Kystvej og Havnegade (H.P. Hanssensgade) bygget. Dermed blev den gamle hovedvej aflastet. Hovedgaden blev også fri for den tunge havnetrafik. Da bilerne blev større, forbød man endda de tunge lastbiler, at køre rundt i gaderne, og man indførte ensrettet færdsel.

Men der var stadig masser af liv på den gamle hovedgade. Her kom vognen med latrinspandene langsomt trillende, mens “Dæhnert” og hans medhjælpere med spandene i åg over nakken, slæbte dem ind og ud af husene, andagtsfuldt, begloet af ungerne. Det spændene var, om man var så heldig, at nogle af spandene skvulpede over.

 

Kloakrensning

Kommunens folk kørte rundt med vogne med lange stænger med firkantede stænger med firkantede skovle i enden til rensning af kloakkerne. Og det lugtede.

 

“Luxusvogne” og Varecykler

Lidt efter lidt forsvandt hestevognene for at blive afløst af små ½ tons lastvogne. Købmand Jes Zetterquist på Søndertorv havde en sådan, så han kun afhente hønseblandinger hos Union. Vognen kunne om søndagen omdannes til “æ Luxusvogn”, idet han med et hejseværk i laden kunne hejse ladet op og “Luxusvognen”med sæder og kaleche ned.

Vognen kunne laste nøjagtig 500 kg og der blev vogtet nidkært over, at det ved indkøbene ikke blev overlæs.

Efterhånden dukkede varecyklerne op, den lange Long John og den korte med lille hjul og varelad foran, men mærkelig nok slog varemotorcyklen ikke an.

 

Gadefejning

Onsdag og lørdag skulle gaden fejes, og der blev højlydt strid og mundhuggeri om gadens midterlinje og sidelinjerne. “Dem aa æ Mærken” havde den største tørn, fordi gaden var bredere. En særlig taktik blev udbredt., når man med kostens kant kunne vippe møget, der sad i sprækkerne mellem brostenene, op.

Der var hån og spot fra naboerne, når heste efterlod sig friske pærer på de netop ren-fejede brosten.

 

Liv og glade dage på gaden

“Fiskerøche” Olsen fra Møllegade solgte fisk i gaden og senere var det Peter ”Licheglaj” Thomsen, der ind imellem foreviste verdens største ål på markeder. Senere stod “Hannstein” der med kasketten og råbte: “Røchet silll”

Byens første pølsevogn blev etableret af bager Eskild Madsen. Han fik lov at opslå sin stade ved Rådhusets sydligste flagstang. Efterhånden blev den udvidet med foldevægge og plader, så den helt tog pippet fra Frelsens Hærs Hold gryden i kog, der lænede sig op af den anden flagstang. Og Dansk Arbejde’ s – af “uldfabrikant Japsens” opsatte – lyssøjle “Køb Danske Julevarer”.

Også to ismænd fik man – foruden en rigtig is-butik i gaden. Brdr. Reuss stod med deres åbne vogne ved Rådhuset og jernbaneoverskæringen i Nørreport.  Her kunne man formedels 5 øre få sig en is i en såkaldt trykt – nærmest pap – vaffel, der senere lå og flød på gaden, men man kunne også få ispinde til 10 øre leveret fra “Affenraa Isenkremfabrik i Callesensgade”

 

Gift med ”lig-kone”

Apropos flyde – ja så havde man også en “Optiker fra æ gæe”,  en mand, der var udstyret med en gevaldig skulderpose og et spyd, hvormed han spiddede papiraffald og puttede det i posen. Han hed Hansen og man påstod af og til “så lichglaj ue” men det var nok fordi han kone var lig-kone.

 

Datidens lokalavis

Stort opløb samlede det når “æ mand mæ æ klok” slog sine tre langsomme slag med den store klokke og med høj klar røst forkyndte, at

• Æ springvand stæh still æ klok sju eller En smuk uuung hest bortsælges i dau å æ mærken.
  Jo, Gammel Duus var populær opoøfe. Senere var det Tagesen, der svang klokken.

På markedspladsen havde man hestemarkeder og grisemarkedet, der tidligere afholdtes omkring Storetorv.

 

Ligvognen

Når kirkeklokkernes tunge klemt satte i, midt om dagen så man ligvognen med “Kahle eller Thomsen” på bukken værdigt skride op af gaden, dreje af
ved Mutter Stahlbohms hus og forsvinde ad Pottegade. Den sorte vogn havde en forgyldt engel på baldakinen og blev trukket af to sorte heste med nypudsede hove, sorte ” Chaberaker og fjerduske” på hovedet.

En tåget em stod ud af hestenes åndehuller, og for at fuldende det sørgelige billede, havde pisken en lille sort sløjfe på skaftet. Højt på bukken en ensom kusk iført slængkappe og høj hat eller baret.

 

Lys og pynt

Ved slige lejligheder, men også ved skytteoptog eller guldbryllup, hvor gadernes vinduer var illumineret med levende lys, var gadernes brosten bestrøet med hvidt sand og blomster, om vinteren dog med gran.

 

Skyttelavet

Byens optog gik også gennem byen. her var Skyttelavet med kommunens kontorbud Harms i ”diplomat” med den gamle præseter-tang og skytterne i kjole,
akvavit og trægeværer.

Restauratør Cramer kommanderede med høj røst skytterne til at træde an:

• Ret dæ ind. Petsen,

kommanderede han, hvorefter Petsen med lige så høj og klar røst svarede:

• Knap din baus, Hans.

 

Kyrbis og spejdere

I Aabenraa var der masser af optog.

Ringrideroptog med datidens brede arbejdsheste, optags-optog til havefest på Lindbjeg med årets største Kyrbis (græskar) i højtideligt optog. Af og til sås
et politisk optog med Kommunist – Schrøder og 20 – 30 tilløbere, de ville “storme æ rajhus”.

Spejderorkestret, hvis ildfulde dirigent Tegevaldt’s hat bølgede i bakkedal, da tyske spejdere

• i schneidig hat a la tysk sydvestafrika-korpset med generalmusik-direktor Söhnemann og sit drabelige skæg i spidsen.

 

Brandvæsenets aftrædelsesparade

Også de sommerlige udrykninger af brandvæsnet med orkester fra stationen bag rådhuset. Når  “Lemhöfer ug Kortlepel og Stehr”, og hvad de nu hed, i løb måtte håndtere de tunge håndtrukne sprøjter og stigevogne (brandbil fik man først til jubilæet 1938) op ad Rådhusbakken, stod orkestret foran rådhuset
med forgyldt hjelmkam og skulderklapper og spillede. Her stod alle de statelige overbrandmænd på rad, alle med guldkantede hjælme. Her så man “gartner Erichsen, Kapelmester Stücker, Margarine – Petersen m.fl.”

Der var afsluttende aftrædelsesparade i rådhusets gård med “æ rau moe æ rejhus” Ved disse lejligheder gjorde Lange Hansen sig altid bemærket med anfald.

 

Byorkesteret

Mere adstadigt var det såkaldte byorkester under ledelse af den trivelige musikdirektør Kreutzmann, når de troppede op i ”diplomat og høj hat” for at gå til kongemodtagelse på havnen.

Musikerne “Kreutzmann og Brandt” spillede også i Kino-teatrat og Biografen til datidens stumfilm, og det var ofte Hoppe, der havde stort besvær med at holde ungerne i ro, indtil Kreutzmann bekvemmede sig til at komme. Men legendarisk var det, når hans tykke fingre strøg hen over klaviaturet under Tom Mix’ vilde jagter

 

Gadens originaler

På gaden så man også Lange Hannes, Tumbe Frans, Sild – Dres og Fisk – Katrine med fisk i gamle høje barnevogne. Så var det også Store Louise, Anton mæ æ haach, Hannemann, Patrioten Haugård, Meinberg ”Tatteratah” og Jacob Speckhahn, der gik og sang:

• Jacob Speckhahn på gaden
• Han ser på facaden
• Sind`i Danmark
• Dææ hææ man det godt

 

Skyttegravslandskab

Hovedgaden blev hvert år med iver og flid inden asfalten kom, brækket op af kommunen, så det lignede et skyttegravslandskab i Flandern. Her følte byens mange krigsdeltagere sig helt hjemme, når de traf hinanden på gaden., og genoplivede historierne.

 

Afsted til Flensborg

Butiksindehaverne boede som regel over butikkerne. Mange stod i butiksdøren og så de mange, der gik ned af Rådhusgade til rutebilen, for at benytte de kursbillige turistmark til indkøb i Flensborg

• Artiklen er en ny-redigering af et indlæg i Initiativ-avisen udgivet 1982 af Initiativ-udvalget i Aabenraa. Dette var et udvalg under Handelsforeningen i Aabenraa Jeg var redaktør af avisen. Indlægget var forfattet af Frands Gregersen

 

Kilde:

• Se også litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Redigeret 06.o02. 2022