Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden

Da en ny motorvejsstrækning blev etableret i Sønderjylland i 2011, fandt man ud af, at stedet havde været meget tættere beboet dengang end forventet. Og det var slet ikke med jyder, men med Anglere. Var det mon dem, der sænkede Nydam – bådene? Ja det var 3-4 stykker, men kun en af dem blev nogenlunde reddet. Og den ene af bådene var ikke lokal. Var det også Anglere, der bryggede Olgerdiget og Æ Vold. Allerede i slutningen af 1920’erne fandt man ud af via en jordebog fra 1789 ud af, hvor Tingstedet urnehoved virkelig lå. Vi kigger også på spærringerne i Haderslev Fjord. De blev kaldt Magrethe-broen og Æ Lei. Ikke langt fra Æ Vold eller Venderdiget lå en anden forsvarsstilling bygget af tyskerne. I en senere artikel vil komme ind på Ringborgene i vadehavet. Og Guldhornene har vi allerede skrevet om. Det hele hører på en eller anden måde sammen. Skal Sønderjyllands historie skrives om?

 

Kom Anglerne tidligere end ventet?

Vi skal i denne artikel høre om Olgerdiget/Olmersdiget/Olmersvolden og Oldemorsvolden. Ja kært barn har mange navne. Og ja, det er den vold, der ligger ved Tinglev.

Men vi skal også høre om Æ Lei og Magrethes Bro i Haderslev Fjord. Og så var det også lige Æ Vold eller også kaldet Vendersvold lige syd for Øster Løgum. Lidt nordlige lå Trællediget, som vi kort skal berøre.

Ja og så kan vi ikke lade være med at berøre Nydam-båden. Eller bådene for der var jo tre. De blev ofret omkring den tid, som ”Folkevoldene” blev bygget. Så måske får vi derved en større afklaring. Det bliver en lang artikel.

Det er jo tydeligt, at der er sket noget i historieforståelsen i Sønderjylland. Man er blevet dygtigere siden de første undersøgelser gik i gang. Da motorvejsforbindelsen ved Kliplev blev bygget, opdagede man, at der her har været meget tættere bebygget dengang. Noget tyder på at anglerne kom tidligere end vi har regnet med.

Det var i 2011, at man opdagede det, at det ikke var jyderne, der havde sænket Nydam – bådene med germanerne. Området omkring mosen i Nydam var ikke jydernes offermose. Det er anglerne, der har ofret bådene.

 

Man har fundet nye gårde og landsbyer

Og her troede ”Den Gamle redaktør” at både bare var sejlet derind. Hvis man kigger på landskabet i dag, så kunne man sagtens forestille sig at kysten eller forbindelsen fra Østersøen gik helt derind dengang.

Man har fundet gårde og landsbyer, som man ikke troede eksisterede. Der er en påfaldende sammenhæng mellem de store ofringer, bopladserne omkring Nydam og Thorsbjerg og store samtidige byggeprojekter som for eksempel Olgerdiget og ringborgene i vadehavsområdet. Det vidner nemlig om en stærk kongemagt – og det langt tidligere end man troede.

Forhistorien er langt mere nuanceret end man hidtil har troet.

 

Anglerne blev besejret og tog til England

Anglerne udvidede deres område mod nord. Det er temmelig sikkert, at Ejderen var Anglernes sydgrænse mod Sakserne. Og det har Saxo beskrevet i sin beretning om den Anglerske kongesøn Uffe og to Saksiske kæmper. De kæmpede på en holm i Ejderen.

Opfattelsen er at Jyderne senere trængte Anglerne syd på igen efter masser af dramatiske kampe. Derefter bosatte de sig i England nord for Sakserne. Udvandringen er sket mellem 250 og 450 e.Kr.

Det er sandelig ikke gået fredelig for sig i området. Krig, afbrænding, erobring af den oprindelige befolknings jorder og etnisk udrensning, hvor en hel kultur blev fortrængt. Lidt efter lidt blev Anglerne fortrængt. Utallige våben og andet udstyr er blevet frataget den slagne hær og ofret i mosen. Sådan var sædvanen i Jernalderen.

 

1.000 skeletter

Efterhånden gik anglernes rige til grunde. Men sporerne efter dem og deres gerninger kan arkæologerne finde i jorden. Brikkerne til historien om de sidste grænsedragninger er først ved at falde på plads.

Ved Alken Enge ved Skanderborg har man fundet skeletdele af en hel hær på 1.000 mand. Det fortæller i al sin gru, hvordan fjenden blev slagtet og frataget al jordisk gods. Skeletdelene stammer fra året efter Kristus og kan nemt være en Angels hær, der i første omgang er slået tilbage. Der hat også været tale om etnisk udrensning af en oprindelig befolkning

 

Nydambåden

Dette burde vi egentlig skrive i flertal for det er jo tale om 3 eller fire både. I Ejsbøl mose blev der også fundet rester af en båd.

I Nydam Mose blev der fundet tre store både. To af eg en af fyr. Af disse er dog kun den ene af egetræsbådene, som i det væsentligste er bevaret. Denne er i en klasse for sig selv. Det er bygget af egetræ som er fældet 320 e.Kr. Det er så nedlagt i mosen nogle årtier forinden. Det store fartøj var væltet om på siden og lå omtrent i retningen NV – SØ.

I dag står den gamle båd i den gamle eksercerhal ved Gottorp Slot. Det var i 1863, at Engelhardt fandt den gamle båd. Nitterne, som holdt bordbrædderne sammen var blevet delvis fortæret af rust. Tovværket, som sammenholdt konstruktionen var opløst. Plankerne faldt derved fra hinanden og rettede sig ud i sin naturlige form.

 

Ikke det helt korrekte billede

Mosen groede op om båden. Da man kort før krigens start gravede den op kunne man ikke umiddelbart se bådens oprindelige form. Den rekonstruerede man først, da alle fundne dele var bragt til museet i Flensborg. Adskillige originaldele var så ødelagte, at de ikke lod sig indpasse i rekonstruktionerne.

Selv om båden i dag er imponerende at se på giver det ikke et helt korrekt billede af det oprindelige fartøj. Bådtræet har i mange henseender ændret facon og dimensioner. Det har påvirket bådens udseende.

Det er formentlig lagt i mosen med den tredje nedlæggelse af våben omkring midten af det fjerde århundrede. Man har tillige fastslået at træet som det er bygget af er fra Jylland eller Slesvig Holsten.

 

Et regulært krigsskib

Ved fornyede udgravninger i Nydam Mose i årene siden 1984 har man ydermere fundet tre udskårne træhoveder, som formentlig har hørt til egetræsbåden. Ved udgravningerne i 1993 fandt man i øvrigt også i alt 11 årer, men deres længder er stærkt varierende – fra 2,2 til 3,4 m – ligesom former og træsorter er uens, så de må være fra forskellige fartøjer.

Egetræsbåden fra Nydam har været et regulært krigsskib, som kun var manøvredygtigt med fuld besætning. Det drejede sig ikke om et skib, som kunne bruges til et hvilket som helst formål. Lastkapaciteten stod helt enkelt ikke i et rimeligt forhold til besætningens størrelse. Midterpartiet af båden manglede, da Engelhardt fandt det. Ved et stort held blev dette fundet 130 år senere.

 

Under preussiske soldaters kødgryder

Den anden af bådene fra Nydam mose, fyrretræsbåden fik en mere ublid skæbne. Det blev også afdækket, men måtte på grund af den pressede situation efterlades i mosen og kom aldrig på museum. Skibets fuldstændige sideror blev imidlertid fundet ved nye udgravninger i mosen i 1993 – det er det ældst kendte i Nordeuropa.

Fyrretræsbåden blev ofret ca. 50 år tidligere end egetræsbåden. Den ser ud til at have været mere elegant og lettere end egetræsbåden. Også fyrretræsbåden var klinkbygget. Der var også mange væsentlige dele af båden, der manglede.

Meget af det træ, som Engelhardt havde efterladt i mosen i efteråret 1863, endte for en stor del som brænde under de preussiske soldaters kødgryder under krigen det følgende år. Men det har vist sig, at Nydam Mose stadig er fuld af overraskelser.

 

Fyrretræsbåden var ikke bygget lokalt

Fyrretræsbåden blev som omtalt ofret omkring 300 år e.Kr. Men meget tyder på, at det ikke var bygget lokalt. Der voksede ikke fyrretræer i Danmark i jernalderen, som var store nok til at levere planker af sådanne dimensioner, at man kunne bygge et rorskib af denne størrelse. Formentlig stammer båden fra Vestnorge eller Mellemsverige – eller måske den sydlige del af Østersøen.

Bådfundene fra Nydam Mose synes at have været af tre måske fire forskellige skibstyper, formentlig er de lagt i mosen på forskellige tidspunkter. Noget tyder på, at man ikke dengang brugte sejl. Nydam – Båden blev drevet frem af årer og kunne klare sig i større søgang, da den havde højere sider.

Nydam-Båden vejer tre tons, er 23 meter lang og 3,5 meter bred. Den havde en besætning på 45 mand, hvoraf 36 var roere. Den berømte mose ligger ved landsbyen Øster Sottrup ca. 8 kilometer vest for Sønderborg.

 

Danmark blev nægtet udlevering

Engelhardt fandt også en masse våben. Men en del af disse blev ødelagt eller forsvandt under krigen 1864. Flensborgsamlingen, der indbefattede Nydams-båden blev inddraget i fredsafslutningsaftalen efter krigen i 1864. Det er grunden til, at båden befinder sig i Tyskland.

Efter at have afvist en anmodning fra Danmark om at få Nydambåden udleveret, gav den britiske militærregering tilladelse til, at den fra maj 1947 kunne få permanent ophold i den tidligere ridehal ved siden af Gottorp Slot.

Jyder, anglere og saksere har formentlig benyttet skibe, der ligner Nydambåden til at sejle til England i 400 og 500 – tallet.

 

Nydam – båden blev reddet

Men i Nydam-Bådens historie kunne den være blevet ødelagt. I 1941 blev Nydambåden transporteret på en flodpram via kanaler til søen Ziegelsee i nærheden af Mölln, hvor den lå til 1946. Bådens udstillingsbygning udbrændte den 18. maj 1844 på grund af luftbombardement.

Og vikingerne videreudviklede bådbygningen. De brugte trænagler i stedet for jernnagler.

 

Olgerdiget / Olmersdiget

Det ældste forsvarsanlæg er Olgerdiget. Det er en kæmpekonstruktion som afbrudt af vådområder dækker en strækning på 12 kim. Det blev formentlig opført omkring 219 e.Kr.

Folk har kaldt stedet for ”Olger Danskes Dige” og påstået, at det var bygget ”mod Fjenderne i Ufredstid”. Men ordet er jo som sådan ikke ukendt. Vi har Oldemorstoft. Og der var også tidligere begreber som Oldemorsvej i betydningen den gamle markvej.

Olgerdiget løber i retningen NNØ – SSV igennem det lave og stedvis meget sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Aabenraa til Gårdby syd for Tinglev.

Det består af en voldgrav og øst for den en træpalisade at tætstillede egetræsstammer. Den første byggefase var palisaden enkelt, men senere blev det til tre til fem parallelle rækker. Palisaden stod nogle meter foran en bred, fladbunden grav, på hvis anden side der var en lav vold dannet af den opgravede jord.

 

Et kæmpe projekt

Man har beregnet, at der er gået omkring 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Den kan altså i omfang, og hvad angår arbejdsindsatsen, måle sig med de største fra vikingetiden.

Det skulle en stærk, central ledelse til at gennemføre så kæmpemæssigt at anlægsarbejde. Men Olgerdigets dimensioner er også vidnesbyrd om størrelsen og styrken hos den magt, man søgte at værne sig imod. Hvem det var, ved vi desværre ikke.

Men volden lå i netop ide område, hvor der havde været mange krige. Det er også her, langs hele østkysten så langt mod syd som til Angel, landet mellem Flensborg Fjord og Slien, at de store våbenfund vidner om voldsomme, tilbagevendende kamphandlinger, der første gang fandt sted i den ældre romerske jernalder, men som fortsatte og tiltog gennem de efterfølgende århundreder.

 

Olgerdiget anlagt i tre omgange

I det Første Århundrede boede anglerne i området omkring Slien og Flensborg Fjord. Tidligere var det opfattelsen at Olgerdiget blev anlagt i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Men udgravninger fra 2003 har dog vist, at Olgerdiget har mindst tre byggefaser. Som vi hvis har skrevet er det grundlagt mellem 40 og 50 e.Kr. Det er udbygget og repareret mellem 80 og 90 e.Kr. Og så igen mellem 100 og 110 e.Kr.

Olgerdiget var konstrueret efter samme model som det romerske grænseforsvar, Limes. Det var et effektivt værn mod pludselige angreb. Man kan betragte det store voldanlæg som en slags forløber for Dannevirke. Men overraskende nok vender dets palisade mod nordvest – og dermed modsat Dannevirkes.

Diget forløber over to hovedstrækninger henholdsvis nord og syd for Tinglev Mose, hvoraf den nordligste er den mest velbevarede. Tinglev Mose har fungeret som en integreret del af forsvarsanlægget. Den sydligste del har fungeret som en sikring mod indtrængen mellem det uvejsomme Tinglev Mose og Sønderå.

 

En vigtig kilde til forståelse af rigsdannelse

Kun et bevaret voldafsnit i et hegn ved Skovsminde samt en kortere strækning syd for Almstrup er fredet. Herudover er der under pløjelagsniveau endnu bevaret rester af grav og palisadespor mange steder langs forløbet. De stedvist bevarede trærester fra palisaderne er dog truede og under stærk nedbrydning som følge af dræning. I det hele taget er Olmerdiget truet som følge af den meget intensive råstofvinding, som foregår i området i form af grus – og lergravning.

Olmerdiget udgør en meget vigtig kilde til forståelse af den tidlige rigsdannelse og er derfor en væsentlig del af den naturlige del af den nationale kulturarv.

Måske var volden også en beskyttelse for anglerne imod de autonome småstammer fra Over Jerstal – kredsen som efterhånden indgik i den jyske sydgruppe.

 

Gik diget helt over fra Sild

Tyske kilder påpeger, at Olgerdiget er en grænsevold mellem germanske stammer fra Anglen og Warnen (Varini). Anglerne var kommet syd fra og fortrængt Warnen – folket nord på.

Nogle tyske eksperter mener at Olgerdiget måske er en del af en større grænse og forsvarslinje, der var anlagt lidt nordlige end den nuværende tysk – danske grænse fra vest til øst. Linjen skulle begynde ved borgene ”Arschsumburg” på øen Sild og ”Trælbanken” ved Højer og så gå langs de dengang flydende danske floder (Vidåen?) Og så skulle linjen være sluttet ved Olgerdiget.

 

Masser af spor i 1920’erne

Egentlig var det først i slutningen af 1920’erne at man for alvor begyndte at interessere sig for alvor for dette interessante stykke forhistorie, der beviselig strækker sig fra Gratberg som ligger ca. 1.00 meter øst for Løgpold ved Urnehoved Stenvase. Og volden strækker sig syd om byerne Uge og Lautrup til grænsen af Tinglev Sø, hvor den så igen på den anden side fortsætter hen over Gårdeby Mark i det gamle Tinglev Sogn til Bjerndrup Mølleå ved Gejlå.

 

En forklaring fra 1812

Allerede i 1819 skrev pastor Outzen om fænomenet. Han er født i Terkelsbøl i Tinglev Sogn og var det der hed ”Oldtidsgransker”. Også en ung forsker J.N. Schmidt omtaler volden i Antikvarisk Tidsskrift- Det var i 1848 – 1849. Denne forsker døde allerede som 25 – årig og ligger begravet på Tinglev Kirkegård.

I 1812 blev volden beskrevet af pastor Kjer:

 

• Volden er en dyb grav, der strækker sig øster og vester, hvorpaa vel en stor Jordvold har været opkastet, der vel muligere kan have været en Forskansning, som de Danske kan have betjent sig af imod Holstenere eller Vender

 

Det var bygget som et forsvarsværk

I ældre tid kaldte man volden for ”Æ Skans”. Den lå på marker, hvor bønderne udjævnede den. I engenes mosebund stødte de ofte på rester af palisaderne i engenes mosebund. Dengang tog man ikke så meget notits af dem.

Da svenskerne slog lejr ved Uge dengang, brugte de disse palisader til diverse bål. Disse træstykker var af eg. Nederst kunne man se tydelige mærker af øksehug. Når disse pæle var taget op, varede det ikke mange dage, når de havde været udsat for sol og vind, ja så lignede det nærmest svamp.

Det var også i slutning af 20’erne at H.P. Jørgensen gennemgik hele forløbet af Olgerdiget. Overalt var der tydelige spor af volden, palisaderne og voldgraven. Han var sikker på at volden ikke var bygget som et grænseværn men som et forsvarsværk. På samme tidspunkt undersøgte Magister Matthiesen Olgerdigets forløb. Han var udsendt af Nationalmuseet.

 

Her lå Tingstedet Urnehoved

H.P. Jørgensen fik indsigt i en gammel jordebog fra en ung mand fra Lautrup. Den var gået i arv fra sin bedstefar. Bogen var fra 1782 og omhandlede udskiftningen i Lautrup. Bedstefaderen havde været ejer af en af de største gårde i området dengang. Her omtales volden som ”Den Gamle Grøft”. Dengang var den mere betydelig og fremhævende.

En anden interessant ting stod også i bogen, og det var beliggenheden af det gamle Tingsted. Vi har tidligere i artikler kunnet berette om, at man har peget på syv forskellige steder, hvor Urnehoved Tingsted kunne have ligget.

Ifølge Jordebogen er beliggenheden på Rossens Toft under ”Sandet i Toften”. Med andre ord den gamle ”Tinghøj” er billigende her. Syd herfor ned mod Uge Bæk angives stedet for ”Borgstedet”.

Broen der fører over bækken her, hed da også engang ”Æ Borrevoj” (Borgvadestedet). Dette tyder på, at der har ligget en borg i Loutrup By engang.

 

En stenøkse blev fundet

Da magister Matthiesen og H.P. Jørgensen gik rundt langs volden på Almstrup Mark fandt de en stenøkse i kileform. Det er ikke umuligt at denne er blevet anvendt til bearbejdelse af træstykkerne. På Tylsbjerg er der ligeledes fundet en spydspids af sten.

En af de få strækninger, hvor Olgerdiget er synligt, er vejen mellem Kliplev og Tinglev – Bjerndrupvej. Lige inden anden rundkørsel før Tinglev skiltes til venstre til Olgerdiget. For enden af denne vej kan parkeres. Diget ligger da i et fugtigt engareal vest for vejens afslutning.

Man er sikkert langt fra færdig med at undersøge volden. Det er foregået mange gange siden slutningen af 1920’erne. Da en ny stald skulle opføres ved Ligård nær Uge blev der gravet i Olgerdiget. Og så sent som i 2014 kom der ifølge tyske kilder nye undersøgelser.

Tænk engang, der er brugt 90.000 egestammer til at lave palisaderne.

Der er gennemført en fredning af et 50 meter langt afsnit på Almstrup Mark mellem Lovtrup og Bjerndrup syd for landsbyen Uge. Der findes overhovedet ikke noget historisk materiale om det.

 

Æ Vold/ Vendersvold

Den seneste fase af det store Olgerdige er dateret til 279 e.Kr. Det er netop samme år som et andet anlæg, Æ Vold 15 – 20 km længere mod nord bliver opført. Også Æ Vold er et stort og kompliceret voldanlæg, som indgår i en spærring tværs over den jyske halvø, lagt af naturen og menneskerne i fællesskab.

Æ Vold synes at have afløst Olgerdiget, som blev opgivet. Forsvarslinjen rykkede mod nord mod Genner Bugt.

Syd for Lerskov mødte man et kort vold-stykke, som endnu i 1912 blev betegnet som en ”Overordentlig velbevaret vold med grav foran”. I dag er det kun en lav udjævnet forhøjning tilbage. Men ved nyere udgravninger har man kunnet påvise, at dette voldstykke i mange henseender ligner Æ Vold, som følger længere inde i landet. Den korte vold har dækket en ca. 100 m bred landkorridor mellem to store mosedrag, som udgjorde den østligste mulighed for passage i nord – sydlig retning. Dette stykke er opført i slutningen af 200 – årene.

 

Man kan følge det et par kilometer

Efter dette korte vold-stykke fulgte en af de store mosedrag, som denne egn var så rig på i jernalderen, og man nåede nu frem til selve Æ Volds hovedstykke. I dag er det ikke meget tilbage af det engang så imponerende anlæg.  Man kan dog følge det over en strækning på godt et par km.

Et enkelt sted har man ved en række snit kunne vise, at den bestod af en vold med en meterdyb grav langs nordsiden. Gravene var op til 4,5 meter bred og 1,5 meter dyb, som regel fladbundet og af den type, der benævnes en tørvegrav. Over store dele af voldforløbet kunne man følge spor af palisadehegn, der som regel lå fra tre til seks meter nord for graven.

Videre vestpå fulgte endnu et vådområde ”Stavereng”, et navn der kunne tyde på, at i hvert fald palisadehegnet har fortsat ud i engen. Herude i disse vådområder var der ved gården Kopsholt en snæver landpassage, som endnu ikke er undersøgt for voldspor. Straks på den anden side fulgte igen store mose – og engstrækninger., samt vandløb som Nipså og fortsættelsen Gelså, der via forskellige mere eller mindre vandrige mellemled mundede ud i Vesterhavet.

 

Brugt som markvej og roekule

I dag er det vel kun 500 meter synligt. På et kort fra 1640 af Johannes Meyer er det vist som en skanse. Det er bygget samtidig med våbennedlæggelserne i f.eks. Ejsbøl Mose, Nydam Mose og Thorsbjerg Mose.

Voldgraven er blevet brugt som roekule og markvej for de efterhånden meget store landbrugsmaskiner.

Hvad mon baggrunden var for dette kilometerlange fæstningsværk? Hvem forsvarede sig mod hvem i disse århundreder af jernalderen? Opførelsen må have krævet ressourcer, som rakte langt ud over, hvad enkelt eller hvad nogle få landsbysamfund kunne præstere.

Æ Vold må være anlagt af en myndighed, der rådede over store mandskabsstyrker. Og navnlig placeringen tværs over den sydjyske halvøs smalle færdselskorridor er iøjnefaldende.

 

Hvilken del skulle man forsvare?

Det er ikke let at se, hvilken side, anlægget skulle forsvare. Sydfra møde man først volden, så følger graven og palisadehegnet. Det tyder på, at Æ vold var vendt mod angribere fra nord. Men der er også vådområder, der når helt frem til volden på sydsiden, der taler for en modsat tolkning. Og hvad er forbindelsen mellem Æ Vold og det ca. 15 km længere mod syd liggende Olgerdige? Vi kender endnu ikke det rigtige svar men har en formodning.

 

To forsvarsstillinger lige i nærheden

Ja egentlig har vi her i den sydlige del af Andholm Plantage at gøre med to forsvarsanlæg bygget med 1.700 kilometers mellemrum. Det yngste er en del af ”Sicherungstellung Nord, som udgør det forsvarsanlæg, tyskerne anlagde tværs over Sønderjylland under Første verdenskrig til beskyttelse mod et eventuelt angreb fra Danmark/England.

På begge sider af Hærvejen, nord for Rødekro kan vold og palisader følges over mange hundred meter. Og tyskernes ”Sikringsstilling Nord” har vi tidligere skildret. Den var anlagt af tyske militær og krigsfanger fra 1916 – 17 fra Hoptrup til Skærbæk. Den bestod af 900 bunkers og 40 kanonbatterier.

Der er adgang til Æ Vold fra Hærvejsstien i øst og fra en p – plads i Andholm Plantage ved Hærvejen – fælles med Andholmbatteriet i vest.

 

Trældiget

Andre steder i Jylland ligger beslægtede anlæg. For eksempel det 12 km lange Trældige vest for Dollerup. Vi ved kun at det er yngre end den keltiske jernalder. Men det ligner meget Olgerdiget. Det kan sagtens være bygget samtidig med dette.

Allerede i 1840 havde Worsaae interesseret sig for Trældiget. I 1638 nævnte præsten i Skanderup Sogn om en ”gammel steenrøgell”. Meget tidlig fastslog arkæologer og historikere, at ”Trældiget” blot var resterne af en eller flere middelalderveje.

 

Æ Lei/ Magrethes Bro

i dag kan skibe med en dybdegang på indtil 6,5 meter slippe igennem Haderslev fjords snævre sejlløb. Men sådan har det ikke altid været. Man har gennem flere perioder lavet opmudringsarbejde. Man fandt i 1859 en masse pæle i mudderet, der gjorde det hele mere vanskeligt. I perioden 1899 – 1902 fortsatte man arbejdet. Man fandt her en pælerække på det smalleste sted af fjorden. Man troede i første omgang, at der var tale om en gammel bro.

 

Nævnt første gang i 1847

Men så fandt man ud af, at der var tale om spærringer, der skulle forhindre venderne i at komme ind og røve Haderslev. Men spærringerne ved mundingen var allerede blevet omtalt i en artikel i Haderslev Latinskoles program i 1847.

Man havde antaget, at grunden til det meget tømmer kunne have været en transport over isen, der var gået galt.

Truslen fra havet medførte, at man flere steder opførte såkaldte pælespærringer. Og det gjorde man også i Haderslev Fjord. Hensigten var at kontrollere, hvem der kom ind i fjorden. Men man kunne også med disse foranstaltninger tvinge fjenden i land og så angribe. Forsvarsanlægget var enormt – både af hensyn til træforbrug og arbejdsindsats.

Spærringerne i Haderslev Fjord bærer navne som ”Margrethes bro og Æ Lei, og deres placering er i mundingen af fjorden. Formålet var at afspærre adgangen til den 16 km lange fjord. Æ Lei havde en bredde på mellem 15 og 50 meter og en længde fra bred til bred på 600 meter.

 

Forsvare handelspladsen ved Starup kirke?

Margrethes Bro’ s største bredde var 25 – 30 m, og dens længde var ca. 425 meter. Tællingerne af tømmerets årringe daterer fældningen til år 370 e.Kr. Og med hensyn til Æ Lei drejer det sig om 403 e.Kr. Åbenbart er indretningen blevet repareret hvert år.

Ved Haderslev Fjord er der både spor efter krigens begivenheder i Ejsbøl Mose, som ligger ind i landet bag fjorden – og spor af defensive forholdsregler, der blev iværksat ved kysten. Det er muligt at spærringerne spillede en rolle ved at forsinke de angribende, hvis udstyr i slutningen af det 4. århundrede e.Kr. blev ofret i Ejsbøl Mose.

Måske har spærringerne også haft til hensigt at forsvare handelspladsen ved Starup Kirke.

 

Kunne de lokale komme igennem

Helhedsbilledet af det søforsvar, som man byggede op ved mundingen af Haderslev Fjord omkring 300 e.Kr. omfatter således to store tilsammen over 1.000 meter lange tømmergærder, som har været ført tværs over fjorden og op til nærmeste stejle skrænter. Søspærringerne har ikke kunnet omgås ved at trække skibe over land på sydsiden af fjorden på grund af det bakkede terræn. Heller ikke det jævnere terræn på nordsiden af fjorden har heller ikke kunnet passeres med både af Nydambådens art og størrelse på grund af to dybe render.

Man må gå ud fra, at der har været passagemulighed for de lokale. Når så fjenden havde nærmet sig har man ved hjælp af et sindrigt system kunne lukke for passage.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Jørgen Jensen. Danmarks Oldtid 1-4
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk månedsskrift
• Inge Adriansen, Elsemarie dam jensen m.m. Sønderjylland A – Å
• Anne Blond, Kim Furdal, Carsten P. Rasmussen: Forundringsparat – Festskrift til Inge Adriansen (Per Ethelberg: Slesvig som grænseland i det 1. – 2. årh. e.Kr.)
• Hans Neumann: Olgerdiget – et bidrag til Danmarks tidligste historie
• lex.dk
• 2skovognatur.dk
• angrivarierwall.de
• videnskab.dk
• fredninger.dk
• da.wikipedia.org
• olgerdiget.dk
• dandebat.dk
• dk4.dk
• oldtidsglimt.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder:

 

• Under Tønder (263 artikler):
• Tønders Historie fra begyndelsen
• De første mennesker i Tønder
• Tyven, der stjal guldhornene
• Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
• Guldhornene i Gallehus
• Guldhornenes ældste historie
• Gallehus – den femte historie

 

• Under Sønderjylland (188 artikler):
• Sikringsstilling Nord
• Sønderjyllands Historie indtil 1200

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler): AC
• De første mennesker i Bov